Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004AE0517

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kulturens sociale dimension«

OJ C 112, 30.4.2004, p. 57–59 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 112/57


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kulturens sociale dimension«

(2004/C 112/17)

Europa-Parlamentet besluttede den 20. november 2003 under henvisning til EF-traktatens artikel 262, sidste stk., at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om: Kulturens sociale dimension.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Daniel Le Scornet til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. marts 2004.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 407. plenarforsamling den 31. marts og 1. april 2004, mødet den 31. marts, følgende udtalelse med 98 stemmer for, ingen imod og 4 hverken for eller imod:

1.   Indledning

1.1

Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har besluttet at gøre »Kulturens sociale dimension« til et fælles emne, fordi de mener, at kultur og social udvikling indgår i en snæver vekselvirkning og har stadig større betydning for den europæiske integrationspolitik.

1.2

Udvalget skrev allerede i 1999 i en udtalelse (1): »følger man den meget brede definition af kultur som et system af værdier, der er af relevans for et samfunds medlemmer, så strukturerer kulturen også civilsamfundets aktionsfelt«. Set med udvalgets øjne er dannelse og samfundsmæssig inddragelse nøglefunktioner i kulturen — opfattet som en proces og en fælles form for tankegang og handling. Oplægget til den europæiske forfatning tager ikke mindst afsæt i fælles værdiopfattelser, mål, grundlæggende rettigheder og en ny holdning til en demokratisk adfærd. Disse elementer udgør samlet set grundlagene for en europæisk kulturforståelse. Det europæiske syn på kulturforståelse indbefatter også stærke sociale elementer, såsom solidaritet, tolerance, social samhørighed, foranstaltninger mod udstødelse og forskelsbehandling samt social integration. Med henvisning til denne tilgang har udvalget derfor på det europæiske forfatningskonvent slået til lyd for fremover også at blive hørt på området »kultur«. Alt dette bevirker, at der bør gives et særligt ansvar til Europa-Parlamentet i egenskab af et demokratisk repræsentativt organ for Europas borgere og til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg som institutionel repræsentant for civilsamfundsorganisationer vedrørende dette emnekompleks.

1.3

Europa-Parlamentet har med rette fremhævet »pligten« til at støbe et »fælles kulturelt fundament« og et »europæisk civilt område« (2). Dette er stadig mere presserende, fordi kulturens nationale dimension er tilbøjelig til atter at træde i forgrunden, så snart kompleksiteten tager til. Udvidelsen øger ikke blot kompleksiteten, men bevirker også, at der i EU optages lande med en helt anden historie og helt andre traditioner og kulturer.

1.4

Med denne udtalelse koncentrerer udvalget sig som følge af den korte tidsfrist i det følgende primært om tre kerneområder.

2.   Hvilket europæisk samfund ønsker vi? Henimod en ny »kultur« af samspil mellem økonomisk, social og miljømæssig adfærd.

2.1

I denne sammenhæng har »Kulturens sociale dimension« ikke alene stor betydning for opbygningen af en europæisk identitet og for udformningen af et oplæg til og en proces henimod en fælles tilværelse i Europa, men også udadtil. EU's tiltrækningskraft beror ikke blot på verdens største hjemmemarkeds dimension og styrke, BNP's størrelse, euroens styrke. Baggrunden er i lige så høj grad den sociale og kulturelle models originalitet og relevans, idet den, med afsæt i en fælles værdiarv, stedse har formået på fredelig vis at forvalte både den kulturelle mangfoldighed og de sociale og politiske modsætninger inden for EU og at knytte disse sammen på positiv vis.

2.2

De igangværende ændringer i samfundet, såsom globaliseringens konsekvenser, sociodemografiske ændringer, migration og indvandring, informations- og kommunikationsteknologiernes stigende virkninger, fremhævelse og gennemførelse af princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og andre dybtvirkende socioøkonomiske ændringer, udgør nogle enorme udfordringer for politikkens kulturelle og sociale dimension. Vore samfund kan ikke længere tillade sig ikke at anerkende og inddrage samtlige aktører og miljøer. Det europæiske handicapår og EØSU's udtalelser og initiativer om spørgsmålet viser, at samfundene bedømmes ud fra den plads og rolle, som de tildeler de svageste og de mest udsatte.

2.3

Over for de klassiske paradigmer om hierarkiseret styring og »understøttet afhængighed« (jf. velfærdsstatens forskellige former) bør man i dag nok opstille et paradigme, som består i aktiv medinddragelse af den enkelte og i at give myndighed til samtlige økonomiske, sociale, familiemæssige og kulturelle aktører?

2.4

Er en sådan aktiv medinddragelse ikke en afgørende forudsætning for en rig og kreativ økonomisk og social tilværelse? Er den ikke tillige en etisk og økonomisk nødvendighed? Respekten for og realiseringen af den enkelte, grundpillen i samarbejdsprincippet, som udgør fællestrækkene ved samtidens europæiske humanisme, og dette integrerede områdes globale konkurrenceevne.

2.5

Økonomisk, social og miljømæssig adfærd er kilden til kultur. Kortlægning og valorisering af ændringer i de vigtigste kulturelle paradigmer, som indvirker på denne adfærd, vil gøre det muligt at give begrebet »Kulturens sociale dimension« en konkret værdi.

2.6

Det vil i sidste instans sige, at berørings- og ansvarsområderne i spændingsfeltet mellem stat, marked og civilsamfund må nyovervejes og nydefineres i fællesskab.

3.   Konsekvenserne af ændringer i arbejdsverdenen for samfundsstrukturen og de kulturelle værdier.

3.1

I denne udtalelse er det ikke muligt at gå i dybden med de omfattende igangværende forandringer på disse områder. Udtalelsen ønsker blot at antyde, at en nærmere udforskning nok vil kunne medvirke til at tydeliggøre begrebet »vidensamfund«, som er et nøgleelement og drivkraften bag den europæiske opbygning, som fastlagt i Lissabon-processen.

3.2

Den udstrakte tilbøjelighed til mentalisering, intellektualisering, af alle arbejdsområder, herunder forbrugs»-arbejde«, den større rolle, som her tillægges relationelle, stilistiske og kreative kriterier, finder en særlig udmøntning i Europa. Dette må formodes at være baggrunden for de forskelle i konkurrenceevne, tiltrækningskraft, god adfærd og iværksætteri, som kendetegner Europa, og som kan udbygges i forholdet til jordklodens øvrige geokulturelle områder.

3.3

I et samfund, som er inde i en dybtvirkende forandringsproces, befinder de fag, som berører integration og forsoning, sig i første række. De voldsomme spændinger inden for disse fag overstiger de materielle og objektive vanskeligheder ved denne form for arbejde. De sætter fokus på alle de holdepunkter, som knytter sig til den tvefoldige udøvelse af solidaritet og social kontrol inden for vore samfund. Den forandring og omlægning af det symbolske rum, som omgærdede disse fags faglige identitet, må dechifreres.

3.4

I et samfund, som er inde i en så gennemgribende omvæltning, er det ikke muligt at adskille eller hierarkisere kulturens sociale dimension og det sociale aspekts kulturelle vinkel. Derfor kan det økonomiske, det sociale og det politiske ikke længere holdes ude fra det arbejdsmæssige og fra den kunstneriske og videnskabelige adfærd. Uden nogen form for instrumentalisering øges den kunstneriske og videnskabelige kreativitets egen betydning kraftigt. Dette gør det især nødvendigt, at der anstilles overvejelser over de nye former for kulturel økonomi (solidarisk økonomi, gensidighed i finansieringskilderne).

4.   En ny kultur for demokrati

4.1

De sociale og kulturelle politikker er ikke blot sektorpolitikker, men en »kultur« omfattende hele det politiske spil. Kulturelt demokrati forstået som »kulturel sikkerhed«, »kulturel pålidelighed«, »social og kulturel ledelse« må tydeliggøres. Fremover må der udtrykkeligt anstilles overvejelser over skabelse af kulturelle rettigheder/friheder/ansvarsopgaver.

4.2

Det kulturelle og sociale demokratis hovedparadigmer bør gøres til genstand for nytænkning og udvikling:

det uddannelsesmæssige paradigme (bl.a. gennem en udvikling af uddannelsesudbuddet og livslang læring)

paradigmet omkring ressourceudnyttelse (med hovedvægt på kreative og kommunikationsrelaterede fortolkninger af det kulturelle og det sociale aspekt)

forsoningsparadigmet (skabelse af nye »kulturelle normer« med udgangspunkt i tilfælde af social udstødelse og med større vægt på fornuft og menneskelighed).

4.3

Det er i et samspil med sociale bevægelser, kulturelle netværker, arbejdsmarkedsparter og ikke blot mellem institutioner, at den mangfoldighed af problemstillinger, som melder sig ved tilvejebringelsen af et reelt socialt og kulturelt demokrati, bør udbygges. Indførelsen af en etik for samarbejdet mellem samtlige parter må nok anses for at udgøre en af hovedudfordringerne.

5.   Henstillinger

Disse første ubearbejdede overvejelser over »Kulturens sociale dimension« foranlediger EØSU til at fremlægge en række forslag:

5.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs kulturelle opgave

5.1.1

I stil med en række nationale økonomiske og sociale råd og lignende institutioner ønsker EØSU tydeligere end hidtil at påpege, at det også har en kulturel opgave. Ikke mindst fordi udviklingen af civilsamfundet er en kulturel proces, således som EØSU har anført det i en tidligere udtalelse (3). EØSU ønsker derfor at etablere en aktiv dialog om dette spørgsmål med de nationale økonomiske og sociale råd og alle EU's institutioner (Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Regionsudvalget). EØSU ønsker at fungere som et forum for debatten med det organiserede civilsamfund om den kulturelle udvikling i en pluralistisk, dynamisk og nyskabende forstand og som et egentligt forum i den bæredygtige udviklings og kreative kulturindustriers tjeneste (4).

5.2   Gradvis etablering af et europæisk observationscenter for kulturelt samarbejde

5.2.1

EØSU foreslår, at man sammen med Kommissionen og Europa-Parlamentet fortsætter overvejelserne over Europa-Parlamentets forslag om at oprette et europæisk observationscenter for kulturelt samarbejde (5).

5.2.2

EØSU underkender på ingen måde de blandede konklusioner i den gennemførlighedsundersøgelse, som Kommissionen har bestilt om Parlamentets forslag. EØSU anser i høj grad konklusionerne for nødvendige, men opfatter dem ikke som tilstrækkelige, idet de kun tilstræber at støtte de netværker og organer, som er aktive i øjeblikket, og at tage deres finansiering op til nyvurdering, at etablere en webportal og at udbygge indsamlingen af statistiske oplysninger på det kulturelle område (6).

5.2.3

Derfor foreslår EØSU, at man i en initiativudtalelse nøje fastlægger sigtet med et europæisk observationscenter for kulturelt samarbejde, som både EØSU og Europa-Parlamentet slår til lyd for. Det bør påses, at det kommer til at udgøre et tværinstitutionelt og grænseoverskridende net med regionale og nationale knudepunkter, som drager fordel af og etablerer synergivirkninger mellem samtlige nuværende offentlige socialøkonomiske og private aktører og trækker på al tilgængelig erfaring (herunder tidligere og hengemte erfaringer). Der bliver således ikke tale om én central institution »mere«. Et sådant dynamisk samarbejde ville befordre en ikke-defensiv udvikling af subsidiaritetsbegrebet i henseende til den europæiske kulturpolitik. Det ville give europæerne en mulighed for at blive direkte involveret i skabelsen af dette fælles kulturelle rum og dermed genfinde sig selv i det. EØSU kunne eventuelt kandidere til hvervet som sekretariat og indsamlingscenter og stå for ledelsen af en egentlig data- og videnbase, ligesom det kunne fungere som drivkraft og fremsætte forslag til specifikke handlingsplaner.

5.2.4

I denne henseende bør der tages hensyn til det store kortlægningsarbejde, som agenturet i Bilbao og instituttet i Dublin har udført. De finder frem til og udbygger »god praksis«, kulturelle ændringer i henseende til arbejdsvilkår, beskæftigelse, forebyggelse og social samhørighed. De løfter sløret for de trumfer, som allerede findes, og som kunne bidrage til dette europæiske kulturelle observationscenter, hvor kultur opfattes i bred forstand.

5.2.5

En lang række netværker vedrørende problematikken omkring kultur som socialt bindeled, ikke mindst blandt udstødte eller marginaliserede befolkningsgrupper (folkelige kvarterer, industriområder uden fremtidsmuligheder, affolkede landdistrikter), er også til rådighed (i den undersøgelse, som Kommissionen har bestilt, nævnes der 65). EØSU, som har foretaget høring af en række af dem, giver sammen med disse udtryk for det nødvendige i at bringe dem ud af deres respektive isolation. De må tilføres midler, så de fortsat kan bestå og udvikles, hvilket det stadigvæk skorter på. Derfor bør observationscentret for kulturelt samarbejde ikke blot fungere som et laboratorium, der gør det muligt at formidle og overføre allerede afprøvet viden og knowhow, men også fungere som et evalueringsorgan.

5.2.6

Denne opgave indebærer først og fremmest at verificere, om der tages behørigt hensyn til den kulturelle dimension i EU-politikkerne, herunder især om den bliver et redskab til at give mere dybde til Cultura 2000- og Media Plus-programmerne, når de skal fornyes, således at de tager højde for en helt ændret virkelighed efter udvidelsen og omfatter nye aktivitetsområder. Eventuelt kunne observationscentret udarbejde en årsrapport.

5.3   Løbende samarbejde og udarbejdelse af relevante coproduktioner mellem Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på det kulturelle område

5.3.1

På det kulturelle område bør et samarbejde mellem de to institutioner, som hver på deres særlige måde repræsenterer EU's befolkning, kunne komme til udtryk gennem fælles procedurer og arrangementer.

5.3.2

Et årligt fællesmøde om et »kulturens Europa« kunne bidrage til at måle den udvikling, som fører EU fra et være et retligt fællesskab til et værdifællesskab. Der bør opstilles det mål, at der hvert år sættes fokus på mindst én virkelig fælles kulturel værdi.

5.3.3

I forlængelse af de årelange erfaringer med europæiske kulturhovedstæder kunne man på det første møde mellem de to institutioner opstille det mål at skabe en åben konkurrence mellem forslag, som hvert andet, tredje eller fjerde år (evt. i samme tempo som de olympiske lege) udmønter sig i et initiativ, der inddrager de enkelte europæiske lande. Hvert enkelt af disse lande bør selv sørge for at åbne den europæiske kultur for omverdenen ved i det europæiske initiativ at medtage mindst én partner fra en anden kulturel sfære.

5.3.4

Desuden kunne de to institutioner være med til at etablere en europæisk »taskforce« med det sigte at fremme den kulturelle og kunstneriske udveksling i konfliktområder. Både for at forebygge konflikter og for at medvirke til genopbygning efter konflikter.

Bruxelles, den 31. marts 2004

Roger BRIESCH

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse af 23.9.1999 om »Det organiserede civilsamfunds opgaver og bidrag i det europæiske samarbejde« — EFT C 329 af 17.11.1999.

(2)  Ruffolo-betænkningen, Europa-Parlamentet A.5. – 0281/2001.

(3)  Udtalelse fra EØSU af 23.9.1999 om »Det organiserede civilsamfunds opgaver og bidrag i det europæiske samarbejde« (Ordfører: Anne-Marie Sigmund) — EFT C 329 af 17.11.1999.

(4)  Udtalelse fra EØSU af 28.1.2004 om »Kulturindustrien i Europa« (CESE 102/2004) (Ordfører: José Isaías Rodríguez García-Caro).

(5)  Ruffolo-betænkningen, Europa-Parlamentet A.5. — 0281/2001.

(6)  A Feasibility study concerning the creation of a European observatory of Cultural Co-operation (cf. Final Report to the European Commission — 18th August 2003), http://europa.eu.int/comm/culture/eac/sources_info/pdf-word/final_report_aout_2003.pdf.


Top