Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52002IE0523

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Skovbrugssektoren og udvidelsen af EU"

OJ C 149, 21.6.2002, p. 51–59 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52002IE0523

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Skovbrugssektoren og udvidelsen af EU"

EF-Tidende nr. C 149 af 21/06/2002 s. 0051 - 0059


Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Skovbrugssektoren og udvidelsen af EU"

(2002/C 149/13)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 1. marts 2001 under henvisning til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at afgive udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Seppo Kallio til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 4. april 2002.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling af 24.-25. april 2002, mødet den 24. april 2002, følgende udtalelse med 98 stemmer for, 3 imod og 8 hverken for eller imod.

1. Formålet med udtalelsen

1.1. Udtalelsen behandler skovbrugets og den skovbaserede industris, dvs. skovbrugssektorens, betydning i EU's ansøgerlande(1) og de ændringer, som udvidelsen indebærer for EU's skovbrugssektor. Der bliver i redegørelsen især lagt vægt på skovbrugets og skovbrugssektorens betydning som kilde til økonomisk velfærd og arbejdspladser. Der tages også hensyn til skovenes miljømæssige betydning. EU's udgangspunkt er, at skovbruget skal være bæredygtigt, både i økonomisk, miljømæssig og social henseende. Det andet udgangspunkt er, at EU's nærhedsprincip skal anvendes i forbindelse med alle skovanliggender.

1.2. Udtalelsen fokuserer på de 10 ansøgerlande. Tyrkiet, Cypern og Malta nævnes særskilt, når de indgår i undersøgelsen. Ansøgerlandene har i udarbejdelsesfasen bidraget aktivt til udtalelsens indhold.

2. Skovbrug og skovbaseret industri i ansøgerlandene

2.1. Skovressourcer og træproduktion

2.1.1. Der er i alt 34 mio. hektar skov i ansøgerlandene. Udvidelsen vil således øge arealet af skove og træbevoksede områder i EU med en fjerdedel, fra 136 mio. hektar til 170 mio. hektar. Erhvervsskovenes areal vil vokse med ca. 30 mio. hektar fra de nuværende 95 mio. hektar, dvs. med 31 %. Maltas og Cyperns skovareal er begrænset. I Tyrkiet er der relativt store skovarealer og træbevoksede områder, knap 21 mio. hektar. Heraf er dog under halvdelen egentlig skov.

2.1.2. Ansøgerlandene adskiller sig på mange måder fra hinanden, når det gælder skovene, om end man kan opdele landene i forskellige grupper ud fra de ligheder, der immervæk er. I de relativt set mest skovbevoksede lande(2) udgør omkring halvdelen af arealet skov, mens der i det mindst skovbevoksede land, Ungarn, er tale om blot en femtedel og i de øvrige lande om ca. 30 %. Kvantitativt er der mest skov i Polen med knap 9 mio. hektar. Det mindste skovareal har Slovenien med ca. 1 mio. hektar. Alt i alt udgør ca. 32 % af det samlede areal i ansøgerlandene skov, mens ca. 36 % af EU's nuværende areal udgør skov.

2.1.3. I de fleste ansøgerlande er skovarealet vokset kraftigt som følge af skovrejsning og skovspredning på landbrugsjord i løbet af de sidste 15 år (især i Baltikum og Polen), hvilket indebærer, at en forholdsvis stor del af skovene er unge. Skovarealet vil fortsætte med at vokse betydeligt i en del af ansøgerlandene (især i Polen, Ungarn og Rumænien), såfremt skovrejsningsplanerne lykkes (jf. punkt 5.3). Den relativt store andel af unge og mellemaldrende skove, der kræver pleje, er ikke blot en stor udfordring, men rummer også muligheder for skovbruget i ansøgerlandene.

2.1.4. Skovene i ansøgerlandene er relativt tætte, og skovressourcerne vokser fortsat, da hugstmængden er betydelig mindre end væksten. Skovenes anvendelsesgrad i forbindelse med træproduktion er i ansøgerlandene gennemsnitligt en smule lavere end i det nuværende EU-område, hvor hugstmængden udgør 60-70 % af den årlige skovvækst. Ganske vist er der også på dette område temmelig store indbyrdes forskelle mellem både EU's nuværende medlemsstater og ansøgerlandene. Skovene udgør i al fald i såvel ansøgerlandene som i de nuværende EU-lande en stadig større kulstofreserve.

2.1.5. De største skovressourcer i ansøgerlandene finder man i Polen og Rumænien. Optagelsen af i alt 10 ansøgerlande i EU vil samlet øge EU's skovressourcer til ca. 20 mia. m3, dvs. med ca. 47 %. Stigningen i træressourcerne er relativt set større end arealforøgelsen. Udvidelsen vil derfor indebære en forøgelse af EU-skovenes gennemsnitlige stående vedmasse pr. ha(3), men naturligvis er der også her indbyrdes forskelle mellem ansøgerlandene og mellem EU's nuværende medlemsstater.

2.1.6. I Polen, Tjekkiet og de baltiske stater består hovedparten af træbestanden af nåletræer. I de andre lande udgør løvtræerne over halvdelen. Ungarn er det land, der er mest domineret af løvtræer.

2.1.7. Skovene er en af de vigtigste fornybare naturressourcer. Det vigtigste økonomiske produkt er råtræ, hvis fældning og forædling skaber arbejdspladser. Den største eksportør af råtræ blandt ansøgerlandene er Polen, hvorefter følger Tjekkiet, Rumænien og Tyrkiet. I Slovenien, der også har det mindste skovareal, skoves der mindst pr. år. Prisniveauet for råtræ er indtil videre lavere i ansøgerlandene end i EU's nuværende medlemsstater. I visse ansøgerlande er skovforvaltningen også klart udviklet med henblik på andre produkter end træ.

2.1.8. Der er stor forskel på hugstmængden i de enkelte ansøgerlande fra år til år. I nogle af de centraleuropæiske ansøgerlande kan hovedparten af skovrydningen visse år være affødt af skader på skovene. Skovenes aldersstruktur og hugstoverskud muliggør øget træproduktion, især af papirtræ opnået ved udtynding.

2.1.9. Råtræ er et nettoeksportprodukt i mange ansøgerlande, hvilket ikke er tilfældet i EU's nuværende medlemsstater. I alle ansøgerlande har eksportandelen udgjort mindst en femte- eller sjettedel af hugstmængden, og en del af landene har eksporteret næsten halvdelen af det producerede råtræ. De største eksportlande hvad angår råtræ er Estland, Letland og Tjekkiet, der hver især eksporterede ca. 3 mio. m3 råtræ i 1997. Eksporten af råtræ fra ansøgerlandene, der i alt udgjorde 12-13 mio. m3 i 1997, har været ca. fire gange så stor som importen. Fordi en stor del af det eksporterede råtræ fra ansøgerlandene går til det nuværende EU, vil udvidelsen i hvert fald på kort sigt gøre EU mere selvforsynende med råtræ, om end ikke helt selvforsynende.

2.2. Skovindustrien

2.2.1. Skovindustrien i ansøgerlandene består overvejende af trævareindustri. Forbruget af trævarer pr. person er ikke desto mindre beskedent i ansøgerlandene. Forbruget af opskåret træ pr. indbygger er i gennemsnit 0,1 m3 pr. person pr. år, dvs. under halvdelen af EU's nuværende forbrugsniveau. Produktionen af opskåret træ er især i de baltiske og centraleuropæiske ansøgerlande vokset betydeligt i 1990'erne. Sammenlagt udgjorde ansøgerlandendes produktion af opskåret træ hele 17 mio. m3 i 1997, hvoraf næsten halvdelen, hovedsagelig nåletræ, gik til eksport. Savværksindustrien er ligeledes en betydelig eksportindustri i mange ansøgerlande(4). Også produktion og forbrug af træplader er i forhold til indbyggerantallet indtil videre begrænset, med en samlet produktion på ca. 7 mio. m3 i 1997. Ganske vist har væksten i produktion og eksport af træplader været mærkbar i 1990'erne. Den største produktion finder man i Polen og Tyrkiet. Hvad angår krydsfinér, er også Tjekkiet, Letland og Slovakiet vigtige producenter.

2.2.2. Produktionen af cellulose og papir er temmelig begrænset i ansøgerlandene, som er nettoimportører af papir. Det gennemsnitlige papirforbrug i ansøgerlandene er ca. 60 kg pr. person pr. år, hvilket kun er en tredjedel af forbruget blandt det nuværende EU's indbyggere.

2.2.3. Især inden for trævare- og møbelindustrien er virksomhederne små, og derfor er disse sektorer kendetegnet ved stor spredning af virksomhederne. Der er i ansøgerlandene i alt ca. 16000 virksomheder i trævare- og møbelsektoren, mens der kun er lidt under 200 træmasse- og papirfabrikker. I alt er der i ansøgerlandene over 30000 virksomheder inden for skovindustrien, trykkeri- og forlagssektoren samt møbelindustrien.

2.2.4. De største problemer i ansøgerlandenes skovindustri er behovet for at hæve det teknologiske og vidensmæssige niveau og virksomhedsstrukturens fragmentering. Det er nødvendigt at forbedre miljøbeskyttelsen og produktionsteknologien. Relativt små produktionsanlæg gør sektoren mindre konkurrencedygtig. Omkostningsniveauet, der generelt er lavere end i det nuværende EU, indebærer dog indtil videre en konkurrencefordel. Vækst inden for ansøgerlandenes skovindustri muliggøres også af potentialet i den hjemlige efterspørgsel og af mængden af råvarer. I ansøgerlandene forsøger man at reducere eksporten af råtræ og bl.a. øge produktionen og eksporten af opskåret træ for at sikre, at forædlingsværdien og arbejdspladserne bliver i hjemlandet. Dette forudsætter, at der også kan skaffes kapital, herunder udenlandsk kapital til investeringerne.

3. Miljøet

3.1. De centrale vejledende principper for anvendelse af skovene i EU er bæredygtighed og alsidighed. Skovene spiller en vigtig rolle i forbindelse med værn og beskyttelse. De forskellige værn- og beskyttelsesskoves andel af skovarealet i ansøgerlandene varierer mellem 2 og 21 %. Helt fredede skoves andel af skovarealet ligger i de fleste ansøgerlande på under 1 %, hvilket også gælder i de fleste af EU's nuværende medlemsstater. På grund af manglende baggrundsinformation og forskellige definitioner kan de fredede områders andel af skovarealet dog ikke fastslås helt nøjagtigt i denne udtalelse. Medlemskab af EU forudsætter, at ansøgerlandene etablerer de Natura-netværk af fredede områder, som EU-lovgivningen stiller krav om. Kortlægning med henblik på etablering af disse netværk er i større eller mindre grad i gang i ansøgerlandene. Det har under udarbejdelsen af denne udtalelse ikke været muligt at vurdere denne proces' eventuelle indvirkning på fredning af skovene i ansøgerlandene.

3.2. Et af de alvorligste miljøproblemer for ansøgerlandenes skove er luftforureningen og jordbundens forsuring. Mange af skovene, især i Centraleuropa, er ramt af bladtab på grund af forurening. Disse skove er også mere modtagelige for andre skader. I visse lande menes skovenes kunstige artssammensætning at have svækket skovenes evne til at modstå skader. Skovbrande plager især de sydlige ansøgerlande.

3.3. Revitalisering af forureningsramte skove og bl.a. genetablering af en så naturlig skovbestand som muligt er vigtige mål i mange ansøgerlande. Når skovene bedre kan modstå skader, kan man også udvide de systematiske rydninger, der giver træ af højere kvalitet, hvilket fremmer skovbrugets økonomiske målsætninger om øget skovproduktion.

3.4. Skovene i ansøgerlandene anses i visse henseender for at have en stor artsrigdom. Næsten alle skove er på et eller andet tidspunkt blevet påvirket af menneskelig virksomhed.

3.5. Hensyntagen til miljø og alsidighed i skovbruget sker ikke uden problemer i ansøgerlandene. Et stort problem er manglen på ressourcer, men på visse områder er der også behov for bedre knowhow. Også holdninger udgør i visse tilfælde en blokerende faktor. Ansøgerlandene må ikke desto mindre være klar over, at en effektiv miljøpolitik er med til at bevare skovene.

4. Økonomisk og social betydning

4.1. Skovenes rolle i nationalregnskabet og i samfundet

4.1.1. I de baltiske lande og Slovakiet er skovbrugets andel af bruttonationalproduktet godt og vel 1 %, mens andelen i de øvrige ansøgerlande er under 1 %. Skovindustriens andel er større, om end der ikke foreligger præcise tal. Alt i alt har skovbruget og den tilknyttede skovindustri stor betydning i mange ansøgerlandes nationalregnskab, især hvad angår landdistrikterne. Dette hænger sammen med beskæftigelsen i skovbruget og den skovbaserede industri, arbejds- og eksportindtægter samt skovenes anvendelse til rekreative formål. Stor betydning har også det private skovbrug, der er ved at genopstå. Det behandles i punkt 4.2

4.1.2. Der er ikke adgang til nøjagtige data om antallet af beskæftigede inden for skovbruget, men der er tale om en betydelig arbejdsgiver, navnlig i landdistrikterne. Det anslås, at skovbruget, skovindustrien og de dermed forbundne sektorer, dvs. de skovbaserede erhverv (forest based industry), beskæftiger 1 mio. mennesker i ansøgerlandene. I det nuværende EU anslås det, at sektoren beskæftiger over 4 mio. Blandt ansøgerlandene er det i de baltiske lande, de skovbaserede erhverv relativt set er den største arbejdsgiver. I absolutte tal beskæftiger de skovbaserede erhverv flest mennesker i Polen.

4.1.3. Skovenes landskabsmæssige værdi og anvendelse til rekreative formål er vigtig for den sociale bæredygtighed. I alle ansøgerlande findes der skovområder, der er beregnet til rekreative og landskabsmæssige formål, og skovenes anvendelse til rekreative formål betragtes som vigtig. Ansøgerlandene er beliggende nær det nuværende EU's befolkningstætte lande. Udvidelsen kan derfor forbedre mulighederne for skovenes anvendelse til rekreative formål i EU. Det vil samtidig gøre det muligt for ansøgerlandene at udvikle tjenester og turisterhvervet i tilknytning til en rekreativ anvendelse af skovene.

4.1.4. "Allemandsretten", eller i hvert fald en almen ret, til at færdes i skovene gælder i ansøgerlandene og er, ud fra en samfundsmæssig synsvinkel, en vigtig måde at udnytte skovene på. Som følge af den voksende privatisering af skovene er de rettigheder og forpligtelser, som "allemandsretten" indebærer for private ejere og samfundet, blevet emne for debat i ansøgerlandene. Det er helt afgørende, at anvendelsen af skovene til rekreative formål ikke krænker ejernes rettigheder eller skader deres muligheder for at udnytte skovene økonomisk. Samtidig er det vigtigt at sørge for, at skovenes anvendelse til rekreative formål er forenelig med deres miljømæssige bæredygtighed.

4.2. Forandringer i ejerskabet af skovene

4.2.1. Den største forandring i ansøgerlandenes skovbrugsstruktur fra og med 1990'erne er privatiseringen af jord, dvs. jordreformerne. Jordreformer har genoplivet det private skovbrug, som i de fleste ansøgerlande forsvandt efter anden verdenskrig. Undtagelser var Slovenien og Polen, hvor skovene kun delvis blev kollektiviseret. Som følge af jordreformerne mindskes andelen af offentlige skove naturligvis. Desuden er den offentlige skovforvaltnings opgaver og aktivitetsområde blevet udvidet. Forandringerne skaber mange udfordringer til trods for, at den skovbrugsmæssige knowhow og skovbrugsvidenskabelige forskning i ansøgerlandene på mange måder er på højt niveau og har lange traditioner. Jordreformerne sker i form af tilbageføring, hvilket betyder, at ejerskabet overdrages til de oprindelige ejere fra før anden verdenskrig. Desuden kommer der nye private skovejere til, idet privatiserede områder også kan købes af andre enkeltpersoner eller sammenslutninger, såfremt de tidligere ejere ikke ønsker dem eller ikke kan opspores (her taler man også om privatisering).

4.2.2. I mange ansøgerlande ejer staten også efter jordreformerne en meget væsentlig del af skovene. Det private ejerskab, der er under opbygning, skaber en mere varieret ejendomsstruktur. Ud over staten er der i visse ansøgerlande andre offentlige skovejere, f.eks. kommunerne. Samtidig ejer organisationer og sammenslutninger - såsom kirken - skov. Ejendomsstrukturen varierer betydeligt mellem de forskellige ansøgerlande.

4.2.3. Jordreformer er fortsat ved at blive gennemført i de fleste ansøgerlande, så mønstret for privat ejerskab af skovene vil ændre sig yderligere fra situationen omkring år 2000. Ved udgangen af 2000 var mellem 5-70 % af skovene i ansøgerlandene blevet privatiseret med færrest (5 %) i Rumænien og flest (70 %) i Slovenien. Når privatiseringsprocessen er afsluttet, vil 30-40 % af alle skove i ansøgerlandene være privatiseret, og 60-70 % vil være i offentlig eje. Naturligvis er og vil der være store forskelle mellem de forskellige ansøgerlande for så vidt angår ejendomsstrukturen. Som følge af udvidelsen vil ejendomsstrukturen i EU's skove i en vis grad forskydes i retning af offentligt ejerskab, da ca. 65 % af skovene i de nuværende 15 EU-medlemsstater er privatejede, og kun omkring 35 % er i offentlig eje.

4.2.4. Man har vurderet, at ansøgerlandene vil få 3-4 mio. nye skovparceller. De nye skovparceller er i gennemsnit kun på 2-3 hektar. I en del af ansøgerlandene har skovparcellerne sågar en gennemsnitlig størrelse på under 1 hektar. Bevarelse af skovbrugets rentabilitet og bæredygtighed i privatejede skove, der består af små parceller, er en vigtig udfordring i ansøgerlandene. Alt i alt vil udvidelsen øge antallet af private skovparceller i EU med over 40 %, fra 7 mio. til 10-11 mio. Samtidig stiger antallet af private skovejere fra 12 mio. i det nuværende EU til ca. 16 mio., så 3-4 % af befolkningen vil være private skovejere efter udvidelsen.

4.2.5. Privatisering af skovene udgør også en betydelig udfordring for ansøgerlandenes skovforvaltning: Det er f.eks. nødvendigt at stifte lovgivning for det genopståede private skovbrug og etablere institutioner og strukturer til at gennemføre og håndhæve lovgivningen. Dét arbejdes der på i øjeblikket. Der kan være foregået illegal skovhugst eller direkte tyveri af træ i skovområder med uklare ejendomsforhold. Det er derfor vigtigt, at nationale og lokale myndigheder, private ejere og/eller organisationer samt miljø- og naturbeskyttelsesorganisationer samarbejder, så man opnår en effektiv og ansvarlig skovforvaltning.

4.2.6. Af historiske årsager mangler mange af de nye private skovejere erfaring og knowhow om de praktiske aspekter af skovbrug og handel med tømmer. Ingen ansøgerlande har haft institutioner, der uden en vis støtte kunne stå for undervisning og forskning på dette område. Rådgivning og uddannelse af flere millioner nye private skovejere inden for økonomiske, miljømæssige og sociale skovbrugsspørgsmål samt motivering til bæredygtig skovforvaltning og skovanvendelse er imidlertid et vigtigt mål, der er afgørende for at styrke skovbrugets økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. Derfor er rådgivnings- og uddannelsesordninger for øjeblikket under udarbejdelse.

4.2.7. Eftersom de nye private skovparceller er små, understreges vigtigheden af samarbejde mellem private skovejere og etablering af skovejersammenslutninger som et middel til at udvikle det private skovbrug. Via frivillige sammenslutninger kan man effektivt formidle information til nye private skovejere, fremme skovbrugets rentabilitet og skovejernes handlekraft samt motivere skovejere til at drive et bæredygtigt skovbrug. Problemet er imidlertid, at der mangler knowhow, og at ressourcerne er knappe. Endvidere stiller private skovejere sig skeptiske til fælles projekter i lyset af tidligere erfaringer. Uddannelse af private skovejere og etablering af samarbejde bliver imidlertid stadig mere vigtigt, efterhånden som privatiseringsprocessen skrider fremad. Her behøver ansøgerlandene ikke kun økonomiske ressourcer, men også international knowhow for at få nogle modeller og erfaringer om effektiv tilrettelæggelse af rådgivning af skovejere og samarbejde mellem dem. Det er en anden årsag til, at samarbejde, som nævnt i punkt 4.2.5, er så vigtigt.

4.2.8. Træmarkedet i ansøgerlandene ændrer sig også som følge af privatiseringen. De nye private skovejeres erfaringer med træhandel er begrænsede. Desuden er adgangen til information om markedet begrænset. Som for hele det private skovbrugs infrastruktur gælder det også for lovgivningen vedrørende træhandel, håndhævelsen af denne lovgivning og tilvejebringelsen af markedsinformation og rådgivning til skovejere om træhandel, at der foregår et udviklingsarbejde i ansøgerlandene.

4.2.9. De statsejede skove vil også fremover være af stor økonomisk, miljømæssig og social betydning i ansøgerlandene. Jordreformerne ændrer imidlertid også det offentlige ejerskab af skov. I visse ansøgerlande er ca. halvdelen af skovene nu ikke længere under statens kontrol. Samtidig har de ansvarlige skovmyndigheder fået nye opgaver og nye krav at opfylde. Overtagelsen af nye arbejdsmetoder og opgaver har ikke i alle tilfælde været helt uproblematisk. Alt i alt skaber forandringerne som følge af jordreformerne såvel som de almene ændringer i samfundet et behov for uddannelse og udvikling af de ansvarlige skovmyndigheder.

5. Skovlovgivning, skovpolitiske programmer og EU-støtteforanstaltninger til udvikling af skovbruget

5.1. Ansøgerlandene skal opfylde de samme internationale forpligtelser og deltage i de samme processer vedrørende skove og miljø som EU. Der er brug for nationale skovbrugsprogrammer i ansøgerlandene i tilknytning til EU's økonomiske støtte til skovbruget.

5.2. I løbet af 1990'erne reformerede ansøgerlandene deres skovlovgivning. Skov- og miljøprogrammer blev udviklet, og udviklingsarbejdet er stadig i gang. En praktisk gennemførelse af lovgivningens foranstaltninger og en effektiv overvågning halter imidlertid noget efter.

5.3. Omfattende skovrejsning, dvs. forøgelse af skovarealet, er især et mål i udviklingsprogrammerne for skovbruget i Polen og Ungarn, men f.eks. også i Slovakiet og Rumænien. I hvert fald i en del af ansøgerlandene hører skovrejsning på landbrugsjord eller anden jord nu ind under støtteberettigede skovbrugsforanstaltninger (jf. punkt 5.7).

5.4. I løbet af 1990'erne var de overordnede investeringer i skovbruget i ansøgerlandene begrænset på grund af landenes vanskelige økonomiske situation. Mange andre økonomiske sektorer er blevet prioriteret højere, når de knappe ressourcer skulle fordeles. F.eks. har den offentlige støtte til udvikling af privat skovbrug været minimal, eller også er støtteordninger først nu ved at blive udviklet (jf. punkt 5.5). De beskedne investeringer i skovbruget indebærer dog ikke, at skovbruget eller skovindustrien principielt ikke betragtes som værende vigtige for samfundet.

5.5. EU har forskellige støtteprogrammer til at udvikle ansøgerlandenes skovbrug inden det egentlige medlemskab. Via det såkaldte SAPARD-program ydes der støtte til foranstaltninger i henhold til forordningen om landdistriktsudvikling under Agenda 2000. Ligesom de nuværende medlemsstater er ansøgerlandene forpligtet til at samfinansiere projekter under SAPARD-programmet. I adskillige ansøgerlande er der da også udviklet støtteprogrammer, der muliggør adgang til EU-støtte. Landene kan også tage del i f.eks. EU's FTU-projekter og COST-programmet. Også EU's PHARE- og LIFE-programmer er blevet anvendt til at udvikle skovbruget i ansøgerlandene.

5.6. I alt 5 % eller 168 mio. euro af den EU-støtte, som ansøgerlandene vil modtage under SAPARD-programmet i 2000-2006, er øremærket til skovbrugsforanstaltninger. Beløbet svarer til et par procent af den EUGFL-støtte, der blev afsat til skovbruget i de nuværende 15 EU-lande i perioden 1994-1999. EU's nuværende medlemsstater anvendte ca. 1 % af de samlede udbetalte midler fra EUGFL-støtten til skovbrug. Hovedparten af dette beløb er dog ikke udviklingsstøtte i stil med støtten fra SAPARD-programmet.

5.7. Ansøgerlandene har dog meget forskellige planer for deres anvendelse af SAPARD-støtten til skovbruget. Visse lande har ikke øremærket nogen SAPARD-støtte til skovbruget. De sydligste ansøgerlande modtager på basis af landenes egne programforslag den største del af skovbrugsstøtten under SAPARD-programmet. De fleste ansøgerlande planlægger at støtte forskellige former for skovrejsning, men støtte vil også blive givet til undervisning af skovejere, styrkelse af skovejersammenslutninger, etablering af skovveje, etablering af planteskoler osv. Det er muligt, at der ydes indirekte støtte til skovbrugsrelaterede initiativer under andre rubrikker. Derved bliver skovbrugets andel af EU's SAPARD-støtte over 5 %. I praksis forudsætter tildeling af støtte til ansøgerlandene, at der etableres passende administrative systemer, og problemer på dette område har hidtil hæmmet anvendelsen af støtten. Det vil ikke være muligt endeligt at vurdere brugen af støtte, før programperioden er afsluttet. Reglerne for EU-støtte til skovbrug og de tilgængelige ressourcer vil måske også blive ændret.

6. Sammenfatning, konklusioner og henstillinger

6.1. Sammenfatning og konklusioner: Udvidelsens virkninger

6.1.1. Væsentlig forøgelse af skovarealet og antallet af private skovejere.

Udvidelsen vil forøge EU's indbyggertal med ca. 28 % og EU's areal med 33 %. Der vil samtidig ske en forøgelse af skovarealet med 55 mio. hektar eller 25 %(5). Det anslås, at EU vil få 3-4 mio. private skovejere ud over til de nuværende 12 mio., så 3-4 % af EU's borgere efter udvidelsen vil være private skovejere. Alt i alt vil andelen af offentligt ejede skove være større i et udvidet EU og andelen af privatejede skove tilsvarende en smule lavere.

6.1.2. Skovbruget og skovindustrien - en vigtig beskæftigelsesfaktor

De skovbaserede erhverv, dvs. skovindustrien og dermed forbundne sektorer, udgør en vigtig kilde til beskæftigelse i ansøgerlandene og anslås at repræsentere 1 mio. arbejdspladser. Den samlede beskæftigelse i de skovbaserede erhverv i EU vil ligge på omkring 5 mio. efter udvidelsen, dvs. ca. en fjerdedel mere end i dag.

6.1.3. Selvforsyningen med skovbrugsprodukter styrkes og konkurrencen skærpes på kort sigt

Den samlede hugstmængde for råtræ i ansøgerlandene ligger på knap en tredjedel af den samlede hugstmængde i de nuværende medlemsstater. Produktionen af opskåret træ i ansøgerlandene udgør ca. en fjerdedel af produktionen i det nuværende EU. Produktionen og forbruget af papir og karton i ansøgerlandene er begrænset. Som følge af udvidelsen bliver EU selvforsynende med opskåret træ og mere selvforsynende, hvad angår råtræ, da ansøgerlandene er betydelige eksportører af opskåret træ og råtræ til det nuværende EU. EU vil også efter udvidelsen være nettoeksportør af papir. På kort sigt vil konkurrencen sandsynligvis blive skærpet en smule på markedet for opskåret træ og andre trævarer, men der forventes ingen betydelige forandringer på markedet for papirmasse og papir. Ansøgerlandene er et tiltrækkende potentielt mål for investeringer fra EU-baserede skovindustrivirksomheder. Medmindre der sker en hastig stigning i det interne træforbrug i EU, eller der opstår nye eksterne markeder, vil man, hvad angår produktionskapaciteten for treprodukter, måske se et skift væk fra de nuværende medlemsstater til ansøgerlandene. På den anden side dæmpes investeringer i ansøgerlandene af mange faktorer, herunder usikkerheden om, hvor hurtigt økonomien, og dermed forbruget af skovbaserede produkter, vil udvikle sig.

6.1.4. Øget forbrug af skovbaserede produkter på lang sigt

På lang sigt vil der sandsynligvis ske en kraftig stigning i forbruget af trævarer, papir og karton i ansøgerlandene. En fordobling af forbruget af opskåret træ i ansøgerlandene vil indebære et behov for yderligere 10-11 mio. m3 opskåret træ svarende til en stigning på 13-14 % af EU's og ansøgerlandenes nuværende sammenlagte forbrug. Papirforbruget i ansøgerlandene kan endog blive tredoblet i forhold til det nuværende niveau. Det vil føre til en stigning i papirforbruget i det udvidede EU på over 15 % i forhold til nu. Selv om brugen af elektroniske medier kan dæmpe papirforbruget i fremtiden for visse papirtypers vedkommende, er der et vækstpotentiale for visse kategorier, f.eks. papir og karton til emballage.

6.1.5. Privatisering - en vigtig drivkraft for forandring i skovbruget

Jordreformer er en vigtig faktor i ansøgerlandenes skovbrug, både i dag og i de nærmeste år. De ansvarlige skovmyndigheders arbejdsområde ændres, og de vil stå over for store udfordringer, når det gælder udvikling og uddannelse. Tilrettelæggelse af uddannelse og rådgivning for millioner af nye private skovejere samt udvidelse af samarbejdet er centrale udviklingsforanstaltninger, der kan anvendes til at øge det private skovbrugs lønsomhed og sikre skovbrugets økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. Det er vigtigt at udvikle træmarkedet, hvis det skal fungere effektivt og fleksibelt, og hvis det skal lykkes at overvinde nogle af de hidtidige problemer. At træmarkedet fungerer effektivt, er også vigtigt for forarbejdningsindustrien. Skovbrugsforskningen bør intensiveres i ansøgerlandene. Det vigtigste er dog at få skabt en pålidelig lovgivning som grundlag for den nye ejendomsstruktur i skovene og gennemføre den på en effektiv måde. Dette er afgørende for udviklingen af et privat skovejerskab, der går fra generation til generation og fremmer bæredygtighed og ansvarlighed.

6.1.6. Miljømæssige udfordringer og det samfundsmæssige ansvar

Skovene i ansøgerlandene er bl.a. plaget af luft- og jordforurening. Der bliver gjort bestræbelser på at afhjælpe denne situation ved hjælp af skovforvaltningsteknikker. De miljømæssige udfordringer, som de skovbaserede industrier står over for, omfatter indførelse af processer og teknologier med lavere emissionsniveau og tilrettelæggelse af affaldsbehandling og genanvendelse. De nye private skovejere behøver information om bæredygtig forvaltning og anvendelse af skovene, inklusive miljøspørgsmål. Samtidig bør skovbrugets og de skovbaserede industriers rolle som kilde til arbejdspladser og indkomst styrkes.

6.2. Henstillinger

6.2.1. Subsidiaritetsprincippet som rettesnor for EU-foranstaltninger på skovbrugsområdet

Også efter udvidelsen bør subsidiaritetsprincippet anvendes inden for EU's skovbrug, da skovene varierer med hensyn til økonomisk, miljømæssig og social betydning og biologisk grundlag, såvel i de nuværende medlemsstater som i ansøgerlandene. EU's skovbrugsforanstaltninger er baseret på EF-traktaten, anden lovgivning og EU's skovbrugsstrategi. EU har også indgået adskillige internationale aftaler om skovbrug. Det er vigtigt, at også ansøgerlandene følger disse principper og aftaler.

6.2.2. Bæredygtighed og mangesidig anvendelse som princip for udnyttelse af skovene

Eftersom skovbruget og den skovbaserede industri i både EU og ansøgerlandene er en vigtig kilde til beskæftigelse og økonomisk velstand, vil kommerciel udnyttelse af skovene også være vigtig efter udvidelsen. Samtidig er skovenes miljømæssige og samfundsmæssige betydning vigtig. Følgelig må den økonomiske, miljømæssige og sociale bæredygtighed samt skovenes anvendelse til mange forskellige formål også efter udvidelsen være centrale ledende principper for skovbruget i EU.

6.2.3. Det private skovbrugs udvikling og de retlige rammer

Ansøgerlandenes træressourcer vokser, og hugstmængden i forhold til væksten er lavere end i det nuværende EU. Udvidelsen åbner gode muligheder for at udnytte skovene til kommercielle, miljømæssige og sociale formål.

Privat ejerskab har generelt vist sig at have en gunstig effekt på skovbrugets bæredygtighed. Det er således positivt, at man igen har privatejede skove i ansøgerlandene. Privatejede skove giver mange privatpersoner i ansøgerlandene en ny indkomstkilde og gør det muligt at skaffe træ til eget behov og til brænde samt skaber nye arbejdspladser til en del mennesker, frem for alt i ansøgerlandenes landdistrikter.

Skal mulighederne udnyttes, er ansøgerlandene nødt til hurtigt, og på et sagligt grundlag, at udvikle de nødvendige retlige og institutionelle rammer for en gunstig udvikling af det private skovbrug. Dette kræver, at der skabes klarhed om ejerforholdene, og at privatiseringen hurtigst muligt føres til ende.

6.2.4. Private skovejere: Uddannelse og samarbejde

Uddannelse, rådgivning og frivilligt samarbejde bør fremmes, eftersom de spiller en afgørende rolle for udviklingen af det private skovbrug i ansøgerlandene. Der er mulighed for at opnå støtte under EU's SAPARD-program, og støtten bør bruges til de nævnte formål. Det er nødvendigt, at den knowhow vedrørende privat skovbrug, der eksisterer i EU's nuværende medlemsstater, kommer ansøgerlandene til gode. EØSU foreslår, at EU aktivt arbejder for at oprette et forum for udveksling af information i dette øjemed.

6.2.5. Tømmermarkedet og skovcertificering

Ved at øge adgangen til markedsinformation kan ansøgerlandene sikre konkurrenceevnen og effektiviteten af træmarkedet, der har ændret karakter efter privatiseringen af skovene. Der er også behov for en mere effektiv håndhævelse af lovgivningen. Et effektivt træmarked i ansøgerlandene er vigtigt for at sikre konkurrence på markedet for råtræ i hele EU. Hvad frivillig skovcertificering angår er det vigtigt, at eventuelle certificeringsprocesser i ansøgerlandene er åbne og uafhængige.

6.2.6. Skovenes energiressourcer og anvendelse af skovene til rekreative formål

Ved siden af råtræ til industriel anvendelse er der i ansøgerlandene udviklingsmuligheder for landdistrikterne i tjenester vedrørende rekreativ anvendelse af skovene, anvendelse af træ til energiproduktion, jagt og andre skovprodukter end råtræ. Et af EU's mål er at mangedoble produktionen af bioenergi på basis af træ. I ansøgerlandenes unge skove, de omfattende skovrejsningsmål samt behovet for skovpleje ligger et vigtigt potentiale for træbiomasse, idet unge skove og genopretning af forsømte skove giver små- og spildtræ, som industrien ikke kan anvende. Samtidig bør man, når man fremmer anvendelsen af træ, tilstræbe en så høj forædlingsværdi som muligt. Det er vigtigt, at mulighederne for at udvikle de skovbaserede erhverv og følgevirkningerne heraf undersøges.

6.2.7. Skovene og klimaet

Skovenes rolle i atmosfærens kulstofkredsløb skaber også nye muligheder for at udnytte skovene. Skovenes betydning i denne henseende bør undersøges i såvel ansøgerlandene som i EU's nuværende medlemsstater, på EU-plan og inden for rammerne af Kyoto-aftalen. Man bør i denne forbindelse også være opmærksom på anvendelse af træ til energiproduktion. Man bør se nærmere på, hvilke offentlige goder skovene er ophav til og de dermed forbundne værdier, vurderinger og kompensationsspørgsmål.

6.2.8. Bæredygtighed, konkurrenceevne og samfundsansvar

Bæredygtighed og hensyntagen til miljøet er et fundamentalt princip inden for skovbrug og skovindustri. En forsigtig og verificerbar miljøpolitik bør derfor følges, så skovene ikke lider skade. Denne politik skal gøre det muligt for skovbruget og skovbaserede virksomheder at blive konkurrencedygtige, samtidig med at deres aktiviteter skal foregå på en ansvarlig måde. På længere sigt er økonomisk bæredygtighed en nødvendig forudsætning for social samhørighed. Det drejer sig f.eks. om jobmuligheder og muligheden for at bevare og stimulere skovbruget og skovindustrien, der jo kan være med til at sikre landdistrikternes overlevelse. Også den rekreative anvendelse af skovene og de serviceerhverv, der er knyttet hertil, spiller i denne forbindelse en vigtig rolle. Skovbrugets og hele skovsektorens udvikling i ansøgerlandene bør ledsages af en åben og velfungerende debat- og interaktionsproces med en bred deltagelse af samfundets forskellige aktører.

6.2.9. Som nævnt ovenfor hører ansvaret for en omhyggelig forvaltning af skove og andre naturområder ind under myndigheder, private ejere og/eller organisationer samt miljø- og naturbeskyttelsesorganisationer, som ejer skove eller andre naturområder. Man må dele ansvaret. ØSU kræver, at der etableres en europæisk platform for skovbrug og landskabsforvaltning, hvor erfaringer kan indsamles med henblik på at udvikle en ansvarlig politik for forvaltning af skove og andre naturområder.

6.2.10. Øget anvendelse af træ

Både det nuværende EU og ansøgerlandene søger at øge produktionen og dermed beskæftigelsen og indtægterne i trævareindustrien. Træ er et fornybart, genbrugeligt naturprodukt, hvis anvendelse ikke øger CO2-belastningen af atmosfæren. Derfor bør træs anvendelse som byggemateriale fremmes i såvel de nuværende EU-lande som i ansøgerlandene. Stigningen i efterspørgslen efter trævarer i ansøgerlandene vil sætte skub i væksten i trævareindustrien og øge indtægterne og beskæftigelsen i industrien.

6.2.11. Skovbrugsstøtte og konkurrence

EU-støtteforanstaltninger med henblik på at udvikle skovbruget i ansøgerlandene er i mange henseender begrundet, bl.a. for at udvikle landdistrikterne og fremme miljøet. Anvendelse af nærhedsprincippet indebærer imidlertid, at EU-støtten under ingen omstændigheder må føre til en skævvridning af konkurrencen på markedet for træ- og skovprodukter. Anvendelsen og konsekvenserne af støtten til EU's skovbrug i 1990'erne bør gøres til genstand for en EU-omspændende undersøgelse. På den måde vil man få klarlagt, hvilke formål støtten er blevet anvendt til, og hvilken virkning den har haft. Sådanne oplysninger vil være til gavn i forbindelse med udviklingen af fremtidige støtteordninger og vurderinger.

6.2.12. Uddannelse, forskning og tilvejebringelse af data

EU-udvidelsen understreger betydningen af et sammenhængende informationsgrundlag i EU for så vidt angår skovbruget og skovindustrien. Især i ansøgerlandene er der behov for udvikling på disse områder. EU bør da også fortsat satse på udviklingsprojekter, som fremmer tilvejebringelse af sammenligneligt fælles statistisk materiale, der er ajourført og dækker skovbrugssektoren i hele EU og i ansøgerlandene. EU bør også aktivt fremme udviklingsprojekter, som kan være med til at forbedre udarbejdelsen af statistikker vedrørende træmarkedet i ansøgerlandene. Udvikling af skovbrugsrelateret forskning og uddannelse i ansøgerlandene er en nødvendighed. Bl.a. bør der investeres i forskning i den private skovbrugssektor, som i en årrække har haft ringe betydning.

Bruxelles, den 24. april 2002.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Letland, Litauen, Estland, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien, Rumænien, Cypern, Malta og Tyrkiet.

(2) Slovenien, Slovakiet, Estland og Letland.

(3) Træressourcerne pr. hektar er størst i de centraleuropæiske ansøgerlande og allerstørst i Tjekkiet og Slovakiet samt i Slovenien, hvor de udgør over 260 m3 pr. hektar. De mindste skovressourcer pr. hektar finder man i Estland og Bulgarien med ca. 140 m3 pr. hektar. Skovenes tæthed varierer således betydeligt fra land til land.

(4) Især i Baltikum, Polen, Tjekkiet og Rumænien.

(5) Hvis man ud over undersøgelsens 10 ansøgerlande også medregner Tyrkiet, Malta og Cypern, vil EU's indbyggertal stige med 45 %, EU's areal med 58 % og det skovbevoksede areal med 55 mio. hektar eller 41 %.

BILAG

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Følgende ændringsforslag blev forkastet under forhandlingerne, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

Punkt 6.2.2

Nyt punkt tilføjes efter punkt 6.2.2: "Ud fra et miljømæssigt synspunkt medvirker beplantning med nåletræer til hurtigere forsuring af jordbunden, ligesom de gængse former for beplantning og vedligeholdelse umuliggør adgang i rekreative øjemed, og ingen former for vild fauna kan eksistere på en sådan jord. Skove med tætstående nåletræer, hvis lave grene ligger på jorden, og som udsættes for massiv hugst, når træerne er fældningsmodne, med maskiner, som i høj grad ødelægger jorderne og vejene, og som efterlader en overflade, hvor jorden skylles væk af regnen, gør denne jord ubrugelig til ethvert andet formål; disse driftsformers virkninger på mellemlang og lang sigt for både miljøet og jordudnyttelsen bør gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser. Der bør kun ydes støtte til traditionelle langsomt voksende løvtræer, gavntømmer og brænde, som fremmer den økologiske balance, samt i sydlige egne til arter, som kan modstå skovbrande; støtten bør medføre en pligt til vedligeholdelse og kratrydning, vedligeholdelse af adgangsstier og -veje, bl.a. til rekreative formål, samt en relativ grænse mellem arealer med nåletræer og arealer med løvtræer, således at man værner om den biologiske mangfoldighed; nogle biotoper kræver en særlig beskyttelse."

Begrundelse

Udtalelsen er udarbejdet i et produktionsbaseret perspektiv, og er i hovedsagen en fortale for nåletræer eller hurtigt voksende træ, såsom poppeltræer. Den bør gøres mere velafbalanceret for at fremme en mindre intensiv, mere alsidig og mere bæredygtig udnyttelse af skovarealer.

Afstemningsresultat

37 stemte for, 39 stemte imod, 8 stemte hverken for eller imod.

Top