EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R1393

Kommissionens forordning (EU) 2022/1393 af 11. august 2022 om ændring af forordning (EF) nr. 1881/2006 for så vidt angår grænseværdier for delta-9-tetrahydrocannabinol (Δ9-THC) i hampefrø og produkter heraf (EØS-relevant tekst)

C/2022/5699

OJ L 211, 12.8.2022, p. 83–85 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2022/1393/oj

12.8.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 211/83


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2022/1393

af 11. august 2022

om ændring af forordning (EF) nr. 1881/2006 for så vidt angår grænseværdier for delta-9-tetrahydrocannabinol (Δ9-THC) i hampefrø og produkter heraf

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 315/93 af 8. februar 1993 om fællesskabsprocedurer for forurenende stoffer i levnedsmidler (1), særlig artikel 2, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 (2) fastsat grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer.

(2)

I 2015 vedtog Ekspertpanelet for Forurenende Stoffer i Fødevarekæden under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) en videnskabelig udtalelse om de risici for menneskers sundhed, der er forbundet med forekomsten af tetrahydrocannabinol (THC) i mælk og andre animalske fødevarer (3). THC, mere præcist Δ9-THC, er den mest essentielle bestanddel i hampeplanten Cannabis sativa. Autoriteten fastsatte en akut referencedosis (ARfD) på 1 μg Δ9-THC/kg legemsvægt.

(3)

For at indhente flere oplysninger om forekomsten af Δ9-THC og andre relevante ikke-psykoaktive prækursorer i fødevarer afledt af hamp og fødevarer, der indeholder hamp eller ingredienser afledt deraf, blev Kommissionens henstilling (EU) 2016/2115 (4) vedtaget.

(4)

Den 7. januar 2020 offentliggjorde autoriteten en videnskabelig rapport med en vurdering af den akutte eksponering af mennesker for Δ9-THC (5) under hensyntagen til dataene om forekomst genereret ved henstilling (EU) 2016/2115. ARfD på 1 μg/kg legemsvægt blev overskredet i visse estimater over akut eksponering. Selv om eksponeringsberegningerne forventes at overvurdere akut eksponering for Δ9-THC i Unionen, er den nuværende eksponering for Δ9-THC en potentiel sundhedsmæssig bekymring.

(5)

Der bør derfor fastsættes grænseværdier for hampefrø og produkter fremstillet heraf for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. Eftersom delta-9-tetrahydrocannabinolsyre (Δ9-THCA) kan konverteres til Δ9-THC ved forarbejdning, bør grænseværdierne bestemmes for den samlede mængde Δ9-THC og Δ9-THCA udtrykt i Δ9-THC-ækvivalenter.

(6)

Forordning (EF) nr. 1881/2006 bør derfor ændres.

(7)

For at give de erhvervsdrivende mulighed for at forberede sig på de nye regler, der indføres ved denne forordning, bør der fastsættes en rimelig frist, inden grænseværdierne finder anvendelse. Der bør også fastsættes en overgangsperiode for fødevarer, der er blevet markedsført på lovlig vis inden datoen for anvendelsen af denne forordning.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

De fødevarer, der er opført i bilaget, og som er blevet markedsført på lovlig vis inden den 1. januar 2023, kan fortsat markedsføres frem til datoen for mindste holdbarhed eller sidste anvendelse.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2023.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. august 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EFT L 37 af 13.2.1993, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5).

(3)  Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) Journal 2015;13(6):4141.

(4)  Kommissionens henstilling (EU) 2016/2115 af 1. december 2016 om overvågning af forekomsten af Δ9-tetrahydrocannabinol, dets prækursorer og andre cannabinoider i fødevarer (EUT L 327 af 2.12.2016, s. 103).

(5)  EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet), Arcella D, Cascio C og Mackay K, 2020. Acute human exposure assessment to tetrahydrocannabinol (Δ9-THC). EFSA Journal 2020;18(1):5953, 41 sider https://doi.org/10.2903/j.efsa.2020,5953.


BILAG

I del 8 i bilaget til forordning (EF) nr. 1881/2006 tilføjes følgende punkt 8.6:

Fødevare

Grænseværdi (mg/kg)

»8.6.

Delta-9-tetrahydrocannabinol (Δ9-THC)-ækvivalenter  (*1)

 

8.6.1.

Hampefrø

3,0

8.6.2.

Formalede hampefrø, (delvis) affedtede hampefrø og andre produkter afledt af hampefrø/forarbejdede produkter af hampefrø  (*2) med undtagelse af de produkter, der er omhandlet i punkt 8.6.3.

3,0

8.6.3.

Hampefrøolie

7,5


(*1)  Grænseværdien henviser til den samlede mængde delta-9-tetrahydrocannabinol (Δ9-THC) og delta-9-tetrahydrocannabinolsyre (Δ9-THCA) udtrykt som Δ9-THC. Der er anvendt en faktor på 0,877 til indholdet af Δ9-THCA, og grænseværdien henviser til det samlede indhold af Δ9-THC + 0,877 x Δ9-THCA (i tilfælde af adskilt bestemmelse og kvantificering af Δ9-THC og Δ9-THCA).

(*2)  Produkter afledt af hampefrø/forarbejdede produkter af hampefrø er produkter, der udelukkende er afledt/forarbejdet af hampefrø.«


Top