EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R0163

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/163 af 7. februar 2022 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 for så vidt angår funktionelle krav til markedsovervågning af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder

C/2022/582

OJ L 27, 8.2.2022, p. 1–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/163/oj

8.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2022/163

af 7. februar 2022

om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 for så vidt angår funktionelle krav til markedsovervågning af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF (1), særlig artikel 8, stk. 15, artikel 9, stk. 5, og artikel 13, stk. 10, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 8, stk. 15, i forordning (EU) 2018/858 tillægges Kommissionen beføjelse til at fastlægge fælles kriterier for fastsættelse af et passende omfang af den verifikationskontrol af overholdelsen for så vidt angår køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der skal udføres af markedsovervågningsmyndighederne i henhold til artikel 8, stk. 1, i nævnte forordning. Kommissionen tillægges også beføjelse til at fastlægge fælles kriterier for formatet for oversigten over planlagte markedsovervågningskontroller, som medlemsstaterne skal forelægge forummet for informationsudveksling om håndhævelsesaktiviteter (»forummet«) i henhold til artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2018/858. Kommissionen tillægges desuden beføjelse til at fastlægge fælles kriterier for formatet for den rapport om resultaterne af verifikationskontroller af overholdelsen, som medlemsstaterne skal forelægge forummet i henhold til artikel 8, stk. 7, i nævnte forordning.

(2)

For at sikre en robust håndhævelsesmekanisme og give markedsovervågningsmyndighederne ensartede krav til udvælgelsen af køretøjssystemer, komponenter og separate tekniske enheder til prøvninger bør der fastlægges kriterier for fastsættelse af et passende omfang af verifikationskontrol af overholdelsen. Da verifikationskontroller af overholdelsen ikke kan anvendes på samme måde på grund af forskelle i de enkelte medlemsstater med hensyn til antallet af køretøjer, registrerede køretøjer eller antallet af klager, er det vigtigt, at disse kriterier omfatter forskellige elementer, der kan anvendes i overensstemmelse med de særlige forhold i en given medlemsstat. Disse kriterier bør for hver medlemsstat omfatte hyppigheden af dokumentkontrol, antallet af registrerede køretøjer og antallet af udførte prøvninger.

(3)

For at lette medlemsstaternes årlige planlægning af markedsovervågning og for at sikre, at resultaterne af eventuelle verifikationskontroller af overholdelsen rapporteres på en ensartet måde, er det nødvendigt at fastlægge fælles kriterier for det format, som medlemsstaterne skal anvende, når de forelægger forummet den samlede oversigt over deres planlagte markedsovervågningskontroller, jf. artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2018/858, og rapporten om resultaterne af deres verifikationskontroller af overholdelsen, jf. artikel 8, stk. 7, i nævnte forordning. Formatet for oversigten over planlagte markedsovervågningskontroller bør omfatte oplysninger om de køretøjssystemer, komponenter og separate tekniske enheder, der prøves, de retsakter, som kontrollen vedrører, og planlægningen af prøvningerne. Formatet for rapporten om resultaterne af verifikationskontroller af overholdelsen bør omfatte oplysninger om de risikovurderingsprincipper, der er indført, og analyser af de udførte aktiviteter.

(4)

I henhold til artikel 9, stk. 5, i forordning (EU) 2018/858 er det nødvendigt at præcisere, hvilke oplysninger fabrikanterne skal stille gratis til rådighed for Kommissionen med henblik på verifikation af overholdelsen.

(5)

I henhold til artikel 13, stk. 10, andet afsnit, i forordning (EU) 2018/858 er det nødvendigt at præcisere, hvilke oplysninger fabrikanter skal stille gratis til rådighed for tredjeparter i henhold til nævnte stykkes første afsnit med henblik på prøvning udført af sådanne tredjeparter for mulig manglende overholdelse.

(6)

I henhold til artikel 13, stk. 10, andet afsnit, i forordning (EU) 2018/858 er det nødvendigt at præcisere de krav, som tredjeparter skal opfylde for at dokumentere deres legitime interesser inden for offentlig sikkerhed eller miljøbeskyttelse samt deres adgang til tilstrækkelige prøvningsfaciliteter, og at sikre, at organiseringen og driften heraf er fuldstændig upartisk og uafhængig.

(7)

For at sikre, at tredjeparter er i stand til at udføre verifikation af overholdelsen i overensstemmelse med kravene i de retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858, bør deres prøvningsrapporter overholde det format, der er fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/683 (2), og kravene til prøvningsfaciliteternes kompetence og kvalitet bør opfyldes.

(8)

De foranstaltninger, der skal træffes i henhold til bestemmelserne i artikel 8, stk. 15, artikel 9, stk. 5, og artikel 13, stk. 10, i forordning (EU) 2018/858, vedrører verifikation af overholdelsen for så vidt angår køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder. Disse foranstaltninger er materielt forbundet med hinanden på grund af deres genstand og den sammenhæng, hvori de skal finde anvendelse. Denne forordning bør derfor vedtages på grundlag af alle tre bestemmelser for at opnå en konsekvent verifikation af overholdelsen.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Tekniske Udvalg for Motorkøretøjer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Kriterier for fastsættelse af et passende omfang af verifikationskontrol af overholdelsen

Det passende omfang af de verifikationskontroller af overholdelsen for så vidt angår køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der udføres af markedsovervågningsmyndighederne, skal fastsættes på grundlag af følgende kriterier:

a)

hyppigheden af dokumentkontrol af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der er foretaget af køretøjer, der er registreret i den relevante medlemsstat i det foregående år

b)

antallet af prøvninger pr. år under hensyntagen til kravene i artikel 8, stk. 2 og 3, i forordning (EU) 2018/858

c)

en farerangordning af de retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858, baseret på risikoen og sandsynligheden for, at faren opstår

d)

antallet af nye køretøjer, der er registreret i den pågældende medlemsstat i det foregående år, opdelt efter fabrikat og handelsbetegnelse

e)

underbyggede klager pr. fabrikat og handelsbetegnelse for køretøjer i de foregående tre år

f)

oplysninger, der er udvekslet i forummet i de foregående tre år

g)

prøvningsresultater, der er offentliggjort af tredjeparter i de foregående tre år, og som opfylder kravene i artikel 6

h)

den procentvise andel af prøvninger, der er tildelt antallet af registrerede køretøjer, og den procentvise andel af prøvninger, der tildeles tilfældigt udvalgte køretøjer.

Artikel 2

Formatet for oversigten over planlagte markedsovervågningskontroller

Oversigten over planlagte markedsovervågningskontroller, jf. artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2018/858, fremsendes til forummet i det format, der er fastsat i nærværende forordnings bilag I.

Artikel 3

Formatet for rapporten om resultaterne af verifikationskontroller af overholdelsen

Rapporten om resultaterne af verifikationskontroller af overholdelsen, jf. artikel 8, stk. 7, i forordning (EU) 2018/858, fremsendes til forummet i det format, der er fastsat i nærværende forordnings bilag II.

Artikel 4

Oplysninger, som fabrikanterne skal stille til rådighed for Kommissionen med henblik på verifikation af overholdelsen

De oplysninger, som fabrikanterne skal stille til rådighed for Kommissionen, således at den kan udføre prøvninger og inspektioner i henhold til artikel 9 i forordning (EU) 2018/858, skal omfatte følgende:

a)

de parametre og indstillinger, der er nødvendige for nøjagtigt at gentage de prøvningsbetingelser, der var gældende på tidspunktet for typegodkendelsesprøvningen, herunder alle prøvningsrapporter som omhandlet i artikel 30 i forordning (EU) 2018/858 og de oplysninger, der er relevante for at udføre de prøvninger og kontroller, der kræves i henhold til forordning (EU) 2018/858 og de retsakter, der er opført i bilag II til nævnte forordning

b)

udvidede dokumentationspakker, der kræves i henhold til de retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858, herunder oplysninger om understøttende emissionsbegrænsningsstrategier (AES) i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) 2017/1151, bilag I, tillæg 3a (3)

c)

den pakke om prøvningsgennemsigtighed, der kræves til prøvning af køretøjers emissioner, jf. bilag II, punkt 5.9, i forordning (EU) 2017/1151

d)

et eksemplar af typeattesten for hvert køretøj, der skal prøves

e)

alle andre relevante tekniske oplysninger, der er nødvendige for at udføre prøvninger.

Artikel 5

Oplysninger, som fabrikanterne skal stille til rådighed for tredjeparter med henblik på prøvning for mulig manglende overholdelse

De oplysninger, som fabrikanterne skal stille til rådighed for tredjeparter i henhold til artikel 13, stk. 10, i forordning (EU) 2018/858, skal omfatte følgende:

a)

de parametre og indstillinger, der er nødvendige for nøjagtigt at gentage de prøvningsbetingelser, der var gældende på tidspunktet for typegodkendelsesprøvningen, herunder alle prøvningsrapporter som omhandlet i artikel 30 i forordning (EU) 2018/858 og de oplysninger, der er relevante for at udføre de prøvninger og kontroller, der kræves i henhold til forordning (EU) 2018/858 og de retsakter, der er opført i bilag II til nævnte forordning

b)

udvidede dokumentationspakker, der kræves i henhold til de retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858, herunder oplysninger om AES i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1151, bilag I, tillæg 3a, og Kommissionens forordning (EU) nr. 582/2011, bilag I, tillæg 11 (4)

c)

den pakke om prøvningsgennemsigtighed, der kræves til prøvning af køretøjers emissioner, jf. bilag II, punkt 5.9, i forordning (EU) 2017/1151

d)

et eksemplar af typeattesten for hvert køretøj, der skal prøves

e)

alle andre relevante tekniske oplysninger, der er nødvendige for at udføre prøvninger.

Artikel 6

Krav til tredjeparter om dokumentation for deres legitime interesser og deres adgang til tilstrækkelige prøvningsfaciliteter

1.   Med henblik på at dokumentere deres legitime interesser inden for offentlig sikkerhed eller miljøbeskyttelse, jf. artikel 13, stk. 10, i forordning (EU) 2018/858, skal tredjeparter opfylde følgende krav:

a)

De er en fysisk eller juridisk person, der er oprettet i henhold til en medlemsstats lovgivning.

b)

De skal være ikke-statslige nonprofitorganisationer.

c)

De må ikke være involveret i aspekter af typegodkendelsen eller i processen med konstruktion, fremstilling, levering eller vedligeholdelse af et køretøj, et system, en komponent eller en separat teknisk enhed.

d)

De skal fremlægge en erklæring om, at de overholder tavshedspligt i forbindelse med beskyttelse af forretningshemmeligheder og beskyttelse af personoplysninger, og at deres personale har tavshedspligt med hensyn til alle oplysninger fra fabrikanterne, herunder EU-typegodkendelsesattesten og dens bilag og de oplysninger, der stilles til rådighed i overensstemmelse med artikel 5.

e)

De skal dokumentere, at de har adgang til passende prøvningsfaciliteter, jf. kravene i denne artikels stk. 2.

2.   Med henblik på at dokumentere, at tredjeparter har adgang til passende prøvningsfaciliteter med henblik på kontrol af overholdelse og prøvninger, skal sådanne faciliteter opfylde følgende krav:

a)

De er ikke involveret i konstruktionen, fremstillingen, leveringen eller vedligeholdelsen af det køretøj, det system, den komponent eller den separate tekniske enhed, som de vurderer, prøver eller inspicerer.

b)

De er akkrediteret i overensstemmelse med kravene i standard EN ISO/IEC 17025:2017 om generelle krav til prøvnings- og kalibreringslaboratoriers kompetence, og denne akkreditering omfatter de prøvninger, de udfører i henhold til de retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858.

c)

De er akkrediteret i overensstemmelse med kravene i standard EN ISO/IEC 17020:2012 om generelle kriterier vedrørende forskellige typer inspektionsorganers funktion, eller alternativt omfatter akkrediteringen i henhold til EN ISO/IEC 17025: 2017 også inspektionsproceduren.

d)

De skal fremlægge en erklæring om, at de overholder tavshedspligt i forbindelse med beskyttelse af forretningshemmeligheder og beskyttelse af personoplysninger, og at deres personale har tavshedspligt med hensyn til alle oplysninger fra fabrikanterne, herunder EU-typegodkendelsesattesten og dens bilag og de oplysninger, der stilles til rådighed i overensstemmelse med artikel 5.

Artikel 7

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. februar 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 151 af 14.6.2018, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/683 af 15. april 2020 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2018/858 for så vidt angår de administrative krav i forbindelse med godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (EUT L 163 af 26.5.2020, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 og Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (EUT L 175 af 7.7.2017, s. 1).

(4)  Kommissionens forordning (EU) nr. 582/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 595/2009 med hensyn til emissioner fra tunge erhvervskøretøjer (Euro VI) og om ændring af bilag I og III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (EUT L 167 af 25.6.2011, s. 1).


BILAG I

Formatet for den samlede oversigt over planlagte markedsovervågningskontroller

(udfyldes af medlemsstaten og forelægges forummet senest den 1. marts)

Medlemsstat: …

Markedsovervågningsmyndighedens navn: …

Kontaktperson hos myndigheden (navn, e-mail og telefonnummer): …

Den omfattede periode: DD.MM.ÅÅÅÅ — DD.MM.ÅÅÅÅ

Medlemsstat (1):

Fabrikat (2):

Handelsbetegnelse (3):

Variant/Versioner (4):

Køretøjsklasse (5) eller system, komponent og separat teknisk enhed:

Retsakt(er) (6):

Emne(r) (7):

Dokumentkontrol/laboratorieprøvning/prøvning på vej:

Planlagt startperiode:

Bemærkninger:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


(1)  Kendingsnummeret på den medlemsstat, der har udstedt typegodkendelsen, jf. tabellen i punkt 2.1 i bilag IV til forordning (EU) 2020/683.

(2)  Fabrikantens handelsbetegnelse, jf. punkt 0.1 i EU-typegodkendelsesattesten for hele køretøjer.

(3)  Handelsbetegnelsen, jf. punkt 0.2.1 i EU-typegodkendelsesattesten for hele køretøjer.

(4)  Hvis det er relevant.

(5)  Køretøjets klasse (f.eks. M1, N1).

(6)  Gældende retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858.

(7)  Emnet for de gældende retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2018/858.


BILAG II

Formatet for rapporten om resultaterne af verifikationskontroller af overholdelsen

(udfyldes af medlemsstaten og forelægges forummet senest den 30. september i året efter udløbet af den pågældende toårsperiode)

1.

Oplysninger:

Medlemsstat: …

Markedsovervågningsmyndighedens navn: …

Den omfattede periode: DD.MM.ÅÅÅÅ — DD.MM.ÅÅÅÅ

2.

Generelt: (markedsovervågningens tilrettelæggelse og infrastruktur)

Det ansvarlige ministerium for denne sektor

Den kompetente markedsovervågningsmyndigheds navn og kontaktoplysninger

(adresse) herunder elektronisk adresse (e-mail) og ansvarsområder)

Antal medarbejdere, der er beskæftiget med overvågning af bilmarkedet

Prøvningsressourcer (eget eller eksternt laboratorium)

Præcisering af, hvordan det sikres, at markedsovervågningsmyndighederne udfører deres opgaver uafhængigt og upartisk.

...

3.

Medlemsstaternes redegørelse for deres fastlagte risikovurderingsprincipper:

en kort redegørelse for de fastlagte risikovurderingsprincipper

en oversigt over de kriterier, der er anvendt til risikovurderingen

redegørelse for effektiv koordinering af aktiviteter mellem nationale myndigheder

...

4.

Oversigt de aktiviteter, der blev gennemført i den tidligere planlægningsperiode:

Samlet antal gennemførte markedsovervågningskontroller pr. år

Antal konstaterede tilfælde af manglende overholdelse pr. år og pr. køretøjstype

Specifikke oplysninger om de konstaterede tilfælde af manglende overholdelse pr. år (gældende lovgivning/emne) og identificerede tendenser med hensyn til manglende overholdelse

Antal ikke afsluttede korrigerende og restriktive foranstaltninger med hensyn til konstaterede tilfælde af manglende overholdelse pr. år

Antal og beløb for bøder pålagt af medlemsstaterne pr. år og pr. lovgivning

...

5.

Resultater/analyser:

Markedsovervågningsmyndighedens styrker og svagheder (internt — mikroniveau)

Muligheder og trusler (eksternt — meso- og makroniveau) baseret på resultater og manglende overholdelse gennem markedsovervågningskontroller

Indhøstede erfaringer (internt — mikroniveau)

Indhøstede erfaringer (eksternt — meso- og makroniveau)

6.

Foranstaltninger og aktioner:

Interne (på mikroniveau) foranstaltninger og aktioner, der er planlagt for de næste to år

Eksterne (på meso- og makroniveau) foranstaltninger og aktioner, der er planlagt for de næste to år

...

7.

Bemærkninger:

 


Top