(1)

EU-lovgivningen på dyresundhedsområdet blev for nylig ajourført med vedtagelsen af dyresundhedsloven. Forordningen, der trådte i kraft den 20. april 2016, og som finder anvendelse fra den 21. april 2021, ophævede og erstattede omkring 40 basisretsakter. I henhold til forordningen skal Kommissionen også vedtage en lang række delegerede forordninger og gennemførelsesforordninger for at ophæve og erstatte de omkring 400 retsakter fra Kommissionen, der fandtes på dyresundhedsområdet inden den nye retlige ramme, der blev indført ved dyresundhedsloven.

(2)

Handelsbetingelserne har udviklet sig siden vedtagelsen af de første dyresundhedsregler på EU-plan, idet omfanget af handel med dyr, avlsmateriale og animalske produkter er øget betydeligt både i Unionen og med tredjelande. I samme periode er visse sygdomme blevet udryddet i Unionen som følge af Unionens dyresundhedspolitik og ‑regler, og andre sygdomme er blevet forebygget eller bekæmpet i mange medlemsstater. Ved flere lejligheder har nye sygdomme imidlertid skabt nye udfordringer for Unionens dyresundhedsstatus, handel og den lokale økonomi i de områder, der er berørt af disse sygdomme.

(3)

De regler, der er fastsat i denne retsakt, supplerer dem, der allerede er fastsat i dyresundhedsloven. De bør give de nødvendige garantier for, at sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der indføres til Unionen, ikke udgør en dyresundhedsrisiko for opdrættede og vildtlevende dyr, der kan bringe Unionens sundhedsstatus i fare for så vidt angår dyresygdomme og have en negativ økonomisk indvirkning på de berørte sektorer.

(4)

Dyresundhedslovens artikel 234 foreskriver, at indtil vedtagelsen af delegerede retsakter om fastsættelse af dyresundhedsmæssige krav for en bestemt art og kategori af dyr, avlsmateriale eller animalske produkter kan medlemsstaterne efter en risikovurdering anvende nationale regler, forudsat at disse regler opfylder visse krav i nævnte forordning. Derfor kan indførslen til Unionen af arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der ikke er omfattet af denne forordning, være omfattet af sådanne nationale regler, som anvendes af medlemsstaterne.

(5)

De eksisterende dyresundhedsregler, der er fastsat i Kommissionens tidligere retsakter om indførsel til Unionen af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, har vist sig at være effektive, og formålet med og indholdet af disse eksisterende regler bør derfor fastholdes i denne forordning, men ajourføres for at tage hensyn til reglerne om bedre regulering, den nye ramme for dyresundhed, der er fastsat i dyresundhedsloven, og nyligt tilgængelig videnskabelig viden, internationale standarder og erfaring med anvendelse af tidligere EU-retsakter.

(6)

For at undgå unødvendige forstyrrelser i handelen bør de dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel til Unionen af sendinger, der er omfattet af denne forordning, sikre en gnidningsløs overgang fra de krav, der er fastsat i allerede eksisterende EU-retsakter.

(7)

Ved dyresundhedsloven fastsættes regler om forebyggelse og bekæmpelse af dyresygdomme, der kan overføres til dyr eller mennesker. Navnlig fastsættes det i nævnte forordnings del V, kapitel 1, som fastsætter de dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel til Unionen af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, at Kommissionen skal vedtage delegerede retsakter for at supplere de dyresundhedsmæssige krav, der allerede er fastsat i forordningen.

(8)

I dyresundhedslovens artikel 229, stk. 1, er der fastsat de krav, i henhold til hvilke medlemsstaterne skal tillade indførsel til Unionen af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter. Kravene vedrører betingelser vedrørende oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet, oprindelsesvirksomheden, de dyresundhedsmæssige krav, som disse sendinger skal opfylde, samt dyresundhedscertifikat, erklæringer eller andre dokumenter, der skal ledsage sådanne sendinger.

(9)

Desuden fastsættes det i dyresundhedslovens artikel 234, stk. 1, at dyresundhedsmæssige krav til indførsel til Unionen af sendinger af arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter fra tredjelande eller territorier eller zoner deri skal være mindst lige så strenge som de dyresundhedsmæssige krav i nævnte forordning og i delegerede retsakter vedtaget i henhold hertil, der gælder for flytning inden for Unionen af de pågældende arter og kategorier af disse varer. Hvis kravene ikke er lige så strenge som kravene i forordningen, skal de give garantier, som er ækvivalente med de dyresundhedsmæssige krav, der er fastsat i nævnte forordnings del IV.

(10)

I henhold til dyresundhedslovens artikel 234, stk. 2, skal der vedtages delegerede retsakter for at supplere de regler, der er fastsat i nævnte forordning, for så vidt angår de dyresundhedsmæssige krav til indførsel til Unionen af arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter fra tredjelande og territorier og til flytning inden for Unionen og håndtering af disse varer efter indførsel til Unionen for at begrænse de dermed forbundne risici.

(11)

I henhold til dyresundhedslovens artikel 237, stk. 1, tillader medlemsstaterne kun indførsel til Unionen af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, hvis sådanne sendinger ledsages af dyresundhedscertifikater og erklæringer eller andre dokumenter krævet i henhold til nævnte forordning. Artikel 237, stk. 2, i nævnte forordning foreskriver, at dyresundhedscertifikatet skal være kontrolleret og underskrevet af en embedsdyrlæge i oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet. I denne forbindelse tillægger dyresundhedslovens artikel 237, stk. 4, Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter vedrørende undtagelser fra kravene vedrørende dyresundhedscertifikat i nævnte forordnings i artikel 237, stk. 1, og artikel 237, stk. 2, og til at fastsætte regler om, at sådanne sendinger skal ledsages af erklæringer eller andre dokumenter.

(12)

I henhold til dyresundhedslovens artikel 239, stk. 2, skal Kommissionen vedtage delegerede retsakter vedrørende særlige regler og supplerende krav vedrørende visse specifikke typer indførsel til Unionen af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter samt undtagelser fra de almindelige dyresundhedsmæssige krav i nævnte forordnings artikel 229, stk. 1, og artikel 237, stk. 1, samt i de supplerende regler, der er fastsat i delegerede retsakter vedtaget i henhold til nævnte forordnings artikel 234, stk. 2, og artikel 237, stk. 4.

(13)

De supplerende regler, der skal fastsættes i denne forordning i henhold til dyresundhedslovens artikel 234, stk. 2, og artikel 239, stk. 2, er indbyrdes forbundne. I henhold til artikel 234, stk. 2, skal Kommissionen fastsætte de almindelige krav vedrørende indførsel af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, mens Kommissionen i henhold til artikel 239, stk. 2, skal fastsætte de særlige regler og yderligere krav vedrørende undtagelser fra disse almindelige krav.

(14)

Dyresundhedscertifikatkravene i dyresundhedslovens artikel 237 indgår i rammen af regler vedrørende indførsel til Unionen af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter. Den beføjelse, som Kommissionen i henhold til artikel 237, stk. 4, i nævnte forordning tillægges til at indrømme undtagelser fra de dyresundhedsmæssige krav, indgår i denne generelle ramme af regler.

(15)

Dyresundhedsloven indeholder allerede en række definitioner. Derudover bør nærværende forordning også tage hensyn til definitionerne i andre EU-retsakter på de beslægtede områder fødevarehygiejne og offentlig kontrol, f.eks. definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 (2). Med henblik på fastsættelse af de dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel til Unionen af dyr, avlsmateriale og animalske produkter er det dog hensigtsmæssigt at medtage særlige definitioner, herunder definitioner for visse kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter. Disse definitioner er nødvendige for at præcisere, hvilke kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter der udgør en dyresundhedsrisiko og derfor er omfattet af de dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel til Unionen.

(16)

Af hensyn til sammenhængen i EU-lovgivningen og på grundlag af den dyresundhedsrisiko, det udgør, bør definitionen af »fersk kød« med henblik på nærværende forordning omfatte definitionerne af »fersk kød«, »hakket kød« og »tilberedt kød« i bilag I til forordning (EF) nr. 853/2004.

(17)

Desuden bør definitionen af »kødprodukter« med henblik på denne forordning omfatte definitionerne af »kødprodukter«, »behandlede maver«, »blærer«, »tarme«, »afsmeltet animalsk fedt« og »kødekstrakter« i forordning (EF) nr. 853/2004. Dette skyldes, at alle disse produkter ud fra et dyresundhedsmæssigt synspunkt udgør samme dyresundhedsrisiko og bør underkastes samme risikobegrænsende foranstaltninger.

(18)

Definitionen af »slagtekrop« i forordning (EF) nr. 853/2004 bør tilpasses, således at »slagtekrop af et hovdyr« defineres på en måde, der adskiller denne definition fra definitionen af »spiselige slagtebiprodukter«. Dette skyldes, at disse to varer udgør forskellige dyresundhedsrisici, hvor »spiselige slagtebiprodukter« udgør en højere risiko.

(19)

»Naturtarme« bør defineres i denne forordning, og denne definition bør tage hensyn til definitionen i ordlisten i Verdensorganisationen for Dyresundheds (OIE) sundhedskodeks for terrestriske dyr. Definitionen bør præcisere, hvilke animalske produkter der skal betragtes som naturtarme og derfor skal underkastes de specifikke risikobegrænsende behandlinger, der er fastsat i denne forordning.

(20)

I henhold til dyresundhedslovens artikel 229, stk. 1, er det kun tilladt af indføre sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, hvis de kommer fra tredjelande eller territorier, der er opført på en liste med henblik på indførsel til Unionen af bestemte arter og kategorier af dyr, avlsmateriale eller animalske produkter i overensstemmelse med kriterierne i artikel 230, stk. 1, og hvis sendingerne opfylder de dyresundhedsmæssige krav i artikel 234 og efterfølgende delegerede retsakter. Denne forordning bør gøre det til den kompetente myndigheds ansvar at verificere, at sådanne sendinger, der indføres til Unionen, opfylder disse krav.

(21)

I henhold til dyresundhedslovens artikel 237, stk. 1, er det kun tilladt af indføre sendinger af arter og kategorier af dyr, avlsmateriale og animalske produkter fra tredjelande eller territorier til Unionen, hvis disse sendinger ledsages af enten et dyresundhedscertifikat udstedt af tredjelandets eller territoriets kompetente myndighed eller af erklæringer eller andre dokumenter eller af alle disse dokumenter. Nærværende forordning bør derfor præcisere, hvilke dokumenter der kræves i hvert enkelt tilfælde, og bør give den kompetente myndighed ansvaret for at verificere, at sådanne sendinger, der indføres til Unionen, overholder dette almindelige krav.

(22)

De oplysninger, der skal indgå i dyresundhedscertifikater, erklæringer og andre dokumenter, der ledsager sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, skal nøje afspejle, om disse sendinger opfylder de almindelige krav i dyresundhedsloven og de relevante krav i nærværende forordning. Nærværende forordning bør derfor fastsætte, hvilke forpligtelser der påhviler de operatører, der er ansvarlige for indførsel af sådanne sendinger til Unionen, og de kompetente myndigheder i EU-indførselsmedlemsstaten med hensyn til gyldigheden af de dokumenter, der ledsager sendingerne, og om sådanne sendinger er berettiget til indførsel til Unionen.

(23)

Under hensyntagen til dyresundhedsrisici som f.eks. inkubationstid for sygdomme og for at undgå fejlagtig brug af dyresundhedscertifikater er det kun nødvendigt at fastsætte en frist for gyldigheden af disse certifikater, hvis det drejer sig om dyr og rugeæg. Dette skyldes, at disse udgør en større dyresundhedsrisiko end animalske produkter, som kan have været omfattet af risikobegrænsende foranstaltninger, og avlsmateriale, der transporteres frosset i lukkede og forseglede containere. Da transport ad søvejen af levende dyr og rugeæg kan tage lang tid, bør certifikatets gyldighedsperiode i dette tilfælde forlænges, forudsat at der er truffet visse risikobegrænsende foranstaltninger.

(24)

De dyresundhedsmæssige krav, der skal overholdes, og de garantier, der gives af tredjelande og territorier, med hensyn til indførsel af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen, afhænger af de sygdomme, der er opført på listen i dyresundhedslovens artikel 5 og i bilag II til dyresundhedsloven, og kategoriseringen heraf, jf. artikel 9, stk. 1, i nævnte forordning, og i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 (3). I nævnte forordning fastsættes definitionerne for sygdomme i kategori A, B, C, D og E, og det fastslås, at sygdomsforebyggelses- og ‑bekæmpelsesreglerne for de i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2016/429 omhandlede listeopførte sygdomme skal finde anvendelse på listeopførte arter og grupper af listeopførte arter som omhandlet i forordningens bilag.

(25)

I dyresundhedslovens del II, kapitel 1, fastsættes reglerne for anmeldelse af og rapportering om sygdomme for at sikre tidlig påvisning og effektiv sygdomsbekæmpelse i Unionen. Nærværende forordning bør fastlægge de nærmere detaljer om de anmeldelses- og rapporteringssystemer, der skal indføres i tredjelande eller territorier, for at garantere systemer, der er ækvivalente med de systemer, som anvendes i Unionen, herunder hvilke sygdomme der skal anmeldes og rapporteres. Selv om levende dyr kan overføre de sygdomme, for hvilke de er en listeopført art i gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882, kan ikke alle animalske produkter og alle typer avlsmateriale, der hidrører fra disse dyr, overføre alle disse sygdomme. Nærværende forordning bør præcisere, hvilke dyresygdomme der er af betydning, og derfor anmeldelses- og rapporteringspligtige, for hver enkelt art og kategori af dyr, avlsmateriale og enkelt animalsk produkt, der er bestemt til indførsel til Unionen.

(26)

De dyresundhedsmæssige krav, der er fastsat i denne forordning, bør baseres på forskellige niveauer af beskyttelse mod dyresundhedsrisici. De forskellige krav varierer, afhængigt af om de vedrører et oprindelsestredjeland, et oprindelsesterritorium, en zone i det pågældende tredjeland eller territorium, et kompartment i det pågældende tredjeland eller territorium, hvis der er tale om akvakulturdyr, dyrenes eller de animalske produkters oprindelsesvirksomhed eller virksomheden eller stationen for så vidt angår indsamling af avlsmateriale.

(27)

Overvågning og sporbarhed af sygdomme på virksomhederne er centrale elementer i Unionens politik for bekæmpelse af sygdomme. Denne forordning bør indeholde visse grundlæggende krav vedrørende sporbarhed og dyresundhedsbesøg på oprindelsesvirksomhederne for dyr bestemt til indførsel til Unionen og på oprindelsesvirksomheden for de dyr, som avlsmaterialet og de animalske produkter bestemt til indførsel til Unionen hidrører fra. Disse krav bør være ækvivalente med dem, der er fastsat i forordning (EU) 2016/429 og i delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til nævnte forordning.

(28)

Hvis en bestemt type virksomhed, der holder dyr eller opbevarer avlsmateriale i et tredjeland eller territorium, udgør en særlig dyresundhedsrisiko, bør den endvidere indhente specifik godkendelse fra den kompetente myndighed i tredjelandet eller territoriet til eksport til Unionen og give garantier, som er ækvivalente med dem, der er fastsat i artikel 92-100 i forordning (EU) 2016/429 for visse virksomheder i Unionen.

(29)

Sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der er bestemt til indførsel til Unionen, bør ikke anses for at udgøre en dyresundhedsrisiko i deres oprindelsesland eller ‑territorium og bør ikke være omfattet af nationale udryddelsesprogrammer eller andre nationale restriktioner på grund af dyresundhedsmæssige problemer.

(30)

De dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel af sendinger af dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen skal sikre en effektiv beskyttelse mod introduktion og spredning af overførbare dyresygdomme i Unionen. Indførsel af disse sendinger til Unionen bør ikke være tilladt fra tredjelande eller territorier eller zoner eller, hvis der er tale om akvakulturdyr, kompartmenter deri, der er inficeret med visse listeopførte sygdomme, for hvilke Unionen har status som sygdomsfri, og som derfor udgør en alvorlig sundhedsrisiko for dyr i Unionen.

(31)

Det er op til Unionen at vurdere, om et oprindelsestredjeland, ‑territorium eller en zone deri eller, hvis der er tale om akvakulturdyr, et oprindelseskompartment er fri(t) for en bestemt sygdom. Unionens vurdering bør baseres på oplysninger om sygdomsovervågning fra den kompetente myndighed i tredjelandet eller territoriet og tage hensyn til Unionens dyresundhedsregler, jf. dyresundhedslovens del II og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/689 (4). Det kan være nødvendigt at stille krav om særlige betingelser for visse sygdomme og omstændigheder som supplerende risikobegrænsende foranstaltninger.

(32)

Frihed for en bestemt sygdom i et tredjeland eller territorium eller en zone heri skal baseres på internationalt anerkendte diagnostiske test og metoder, der udføres efter samme standarder og procedurer som dem, der anvendes i Unionen.

(33)

Det er nødvendigt at sikre, at sundhedsstatus for dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der er bestemt til indførsel til Unionen, overholder de garantier, der er givet af oprindelsestredjelandet, ‑territoriet eller ‑zonen. Denne forordning bør derfor fastsætte en minimumsopholdsperiode for dyr i oprindelsestredjelandet, ‑territoriet, ‑zonen eller ‑virksomheden og en minimumsperiode uden kontakt med varer med lavere sundhedsstatus, inden de afsendes til Unionen. Længden af minimumsopholdsperioden bør tage hensyn til inkubationstiden for relevante sygdomme og det planlagte bestemmelsessted og den påtænkte anvendelse af dyrene, avlsmaterialet og de animalske produkter.

(34)

Hvis der er tale om hunde, katte og fritter, er det ikke nødvendigt med en opholdsperiode, idet der i alle tilfælde er krav om vaccination mod rabies, som er den sygdom, der er af størst betydning for disse arter. Registrerede heste bestemt til konkurrencer, væddeløb og kulturelle hestearrangementer bør også fritages fra visse krav for så vidt angår opholdsperioden, hvis de opfylder supplerende garantier. Denne fritagelse er baseret på forventningen om, at sådanne heste har et højt sundhedsniveau.

(35)

Sundhedsstatus for dyr, avlsmateriale og animalske produkter, der er bestemt til indførsel til Unionen, kan bringes i fare under transport fra oprindelsesstedet til EU-indførselsstedet, hvis de/det kommer i kontakt med dyr eller produkter, der ikke opfylder samme krav, eller hvis de/det sendes i transit gennem tredjelande, territorier eller zoner med lavere sundhedsstatus end oprindelseslandet eller -territoriet eller zonen deri. Der bør derfor anvendes visse forebyggende foranstaltninger for at bevare deres sundhedstilstand.

(36)

For at sikre, at kun sunde dyr afsendes til Unionen, bør dyr i sendinger underkastes en klinisk inspektion foretaget af en embedsdyrlæge, inden de afsendes. Tidsrammen for gennemførelsen af denne inspektion bør tilpasses visse arter og de risici, der er forbundet med disse arter.

(37)

Landdyr, rugeæg og akvatiske dyr bestemt til indførsel til Unionen bør kun transporteres gennem eller aflæsses i tredjelande, territorier eller zoner, der også er opført på en liste med henblik på indførsel til Unionen af samme arter og kategorier af dyr og rugeæg. Disse landes, territoriers eller zoners optagelse på listen viser, at de giver dyresundhedsmæssige garantier, der er ækvivalente med de garantier, som oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet eller zonen deri giver.

(38)

I forbindelse med transport af landdyr og rugeæg med fly eller skib kan der indtræffe uforudsete hændelser som f.eks. mekaniske problemer med transportmidlet, strejker i lufthavne og havne eller uforudsete forsinkelser. Der bør derfor indrømmes undtagelser i disse tilfælde, hvis der kan gives garantier. Dette vil gøre det muligt at fortsætte transporten af landdyr og rugeæg til Unionen og samtidig sikre disse varers sundhedsstatus og forebygge yderligere dyresundhedsrisici.

(39)

Da omladninger og ophold undervejs i ikke-listeopførte lande er en del af den sædvanlige transport, hvis der er tale om dyr af hestefamilien, bør de tillades i forbindelse med visse forebyggende foranstaltninger.

(40)

Rengøring og desinfektion af transportmidler er en vigtig aktivitet for at forebygge risikoen for spredning af dyresygdomme. Ved transport af sendinger af levende dyr bestemt til Unionen bør rengøring og desinfektion af transportmidler foretages umiddelbart før pålæsningen af dyrene med henblik på deres afsendelse til Unionen.

(41)

Sammenbringning af dyr i oprindelsestredjelande eller ‑territorier kan udgøre en yderligere risiko for sundhedsstatus for dyr, der er bestemt til indførsel til Unionen, som følge af at dyrene blandes med og kommer i kontakt med dyr af forskellig oprindelse. Antallet og varigheden af en sådan sammenbringning og de arter, som det er tilladt at gøre til genstand for sammenbringning, bør derfor begrænses til et minimum og til arter med pålidelige sporbarhedssystemer.

(42)

Ud over de almindelige dyresundhedsmæssige krav er det nødvendigt at fastsætte særlige krav under hensyntagen til de dyresundhedsrisici, der er forbundet med de forskellige arter og kategorier af landdyr, der er omfattet af denne forordning.

(43)

Forskellige arter af hovdyr, som defineret i dyresundhedsloven, er opført som modtagelige arter for forskellige listeopførte sygdomme i gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882. Der er også fastsat listeopførte sygdomme i forskellige kategorier for forskellige arter af hovdyr i nævnte forordning. Derfor bør der i nærværende forordning klart fastsættes særlige krav og garantier i forbindelse med listeopførte sygdomme for de forskellige arter og kategorier af hovdyr.

(44)

For at forhindre, at der forekommer kategori A-sygdomme, som Unionen betragtes som fri for, bør det almindelige krav til oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet eller zonen deri for så vidt angår hovdyr være en tilsvarende sygdomsfrihed i en periode, der garanterer, at indførsel af dyr fra tredjelandet, territoriet eller zonen ikke bringer Unionens sygdomsfrihed i fare. For kategori B-sygdomme, for hvilke Unionen har obligatoriske udryddelsesprogrammer, bør denne forordning indeholde bestemmelser om risikobegrænsende foranstaltninger, hvis oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet ikke er fuldstændig frit for sådanne sygdomme.

(45)

Hvis sendinger af hovdyr er bestemt til indførsel til medlemsstater, som officielt er sygdomsfrie, eller som har et godkendt program for udryddelse af infektiøs bovin rhinotracheitis/infektiøs pustuløs vulvovaginitis, bovin virusdiarré eller infektion med Aujeszkys sygdom-virus, bør disse sendinger opfylde supplerende krav for at sikre, at dyrene ikke bringer de pågældende medlemsstaters sundhedsstatus i fare med hensyn til disse sygdomme.

(46)

Der bør gælde særlige regler for oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet og supplerende dyresundhedsmæssige krav, hvis hovdyr har oprindelse på en afgrænset virksomhed og er bestemt til indførsel til en afgrænset virksomhed i Unionen. De særlige regler bør tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for disse afgrænsede virksomheder, og de særlige betingelser, de opfylder, for at blive godkendt af den kompetente myndighed i oprindelsestredjelandet eller -territoriet og af den kompetente myndighed i bestemmelsesmedlemsstaten.

(47)

Den afgrænsede oprindelsesvirksomhed kan være beliggende i et tredjeland eller territorium, som ikke er opført på en liste med henblik på indførsel af de specifikke hovdyrarter til Unionen. Der skal dog være foretaget en vurdering af den nationale lovgivning og veterinærtjenesterne i tredjelandet eller territoriet. Desuden bør oprindelsesvirksomheden opfylde supplerende krav vedrørende sygdomsovervågning, veterinærtilsyn, føring af fortegnelser og drift. For at sikre, at der kan gives disse garantier, bør der ved denne forordning fastsættes særlige betingelser for den kompetente myndigheds godkendelse af disse afgrænsede virksomheder i tredjelandet eller territoriet. Bestemmelsesmedlemsstaten bør udarbejde en liste over sådanne afgrænsede virksomheder, efter at den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat har foretaget en vurdering med gunstigt udfald af alle relevante oplysninger, som virksomheden har givet om de relevante dyresundhedsrisici.

(48)

Der bør gælde særlige dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel af fjerkræ og fugle i fangenskab til Unionen for at imødegå de særlige risici, der er forbundet med de relevante listeopførte sygdomme for disse dyr. Disse krav bør tage hensyn til kategorien, arten og den påtænkte anvendelse af fjerkræ og fugle i fangenskab og yde effektiv beskyttelse mod spredning af sygdomme af betydning til Unionen fra tredjelande eller territorier.

(49)

For at lette handelen med sendinger af små mængder fjerkræ bør der fastsættes særlige krav og undtagelser for sendinger med færre end 20 stykker fjerkræ, bortset fra strudsefugle.

(50)

Indførslen af sendinger af disse dyr til Unionen bør under hensyntagen til de aktiviteter og dyresundhedsrisici, der er forbundet med fugle i fangenskab, kun være tilladt, hvis de kommer fra virksomheder, der er godkendt af de kompetente myndigheder i oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet for fuglene i fangenskab eller zonen deri. Fugle i fangenskab bør anbringes i karantæne ved ankomsten til Unionen, således at det kan bekræftes, at der ikke forekommer sygdomme af betydning.

(51)

Hvis sendinger af fugle og rugeæg er bestemt til medlemsstater med status som fri for infektion med Newcastle disease-virus uden vaccination, bør sådanne sendinger desuden opfylde supplerende krav for at sikre, at disse sendinger ikke bringer de pågældende medlemsstaters sundhedsstatus med hensyn til denne sygdom i fare.

(52)

Infestering med lille stadebille (Aethina tumida) er en af de sygdomme, der er af størst betydning for bier. Den er i vid udstrækning eksotisk i Unionen, men har bredt sig globalt i de seneste årtier, hvilket skaber alvorlige problemer for biavlssektoren; den rammer potentielt også humlebier. Tropilaelaps-mider (Tropilaelaps spp.) er potentielt ødelæggende patogener hos honningbier. De er også eksotiske i Unionen. Der findes på nuværende tidspunkt ikke effektive og sikre behandlinger mod disse sygdomme. Hvis disse sygdomme blev ført ind i Unionen ved hjælp af indførsel af sendinger, ville de udgøre en risiko for biavlssektorens og andre sektorers bæredygtighed, som potentielt kunne påvirke landbruget og miljøet, der benytter sig af bestøvningstjenester med opdrættede og vildtlevende bier.

(53)

Ondartet bipest forekommer lejlighedsvis i Unionen, men bekæmpes for så vidt angår handel med honningbier, mens visse områder i Unionen er blevet anerkendt som frie for Varroa-mider og beskyttes af supplerende handelsgarantier for at sørge for, at bestemmelsessteder i Unionen er sikre. Regler på EU-plan har været og er fortsat afgørende for begrænsning af den risiko for indførsel af ovennævnte patogener til Unionen, der er forbundet med sendinger af honningbier og humlebier. Der bør derfor fastsættes sådanne regler i denne forordning.

(54)

Kun honningbidronninger uden yngel og ledsaget af et lille antal ledsagebier i forsendelsesbure med en enkelt dronning kan let kontrolleres for infestering med lille stadebille eller med Tropilaelaps-mider, og indførslen af honningbier til Unionen bør derfor begrænses til sådanne sendinger.

(55)

Kolonier af humlebier, der er avlet i miljømæssigt isolerede virksomheder, handles ofte til gartnerierhvervet. På baggrund af de almindelig anvendte faciliteter, procedurer og lukkede containere, der benyttes i forbindelse med forsendelse af kolonier, bør indførsel af humlebier (Bombus spp.) til Unionen kun være tilladt for kolonier, der udelukkende avles og pakkes under miljømæssigt kontrollerede forhold, og som kan kontrolleres for at sikre, at de er frie for lille stadebille.

(56)

Rabies er på grund af dens potentielle virkninger for mennesker og dyr den listeopførte sygdom, der er af størst betydning i Unionen, og den rammer hunde, katte og fritter. Medlemsstaterne skal derfor gennemføre et obligatorisk program for udryddelse af rabies i overensstemmelse med delegeret forordning (EU) 2020/689. For at forhindre enhver mulighed for indslæbning af rabies til Unionen bør der kræves vaccination for alle sendinger af hunde, katte og fritter, der føres ind i Unionen, idet der tages hensyn til tilgængeligheden og effektiviteten af eksisterende vacciner mod sygdommen.

(57)

Hunde, der er bestemt til indførsel til en medlemsstat med status som sygdomsfri eller med et godkendt program for udryddelse af Echinococcus multilocularis, bør opfylde supplerende krav for at sikre beskyttelsen af denne status i disse medlemsstater. I den forbindelse bør der foretages en forebyggende behandling af sådanne hunde, før de indføres til Unionen. Hvis hunde, katte og fritter er bestemt til en afgrænset virksomhed i Unionen, bør der dog gælde særlige bestemmelser med hensyn til rabies og infestering med Echinococcus multilocularis og supplerende dyresundhedsmæssige krav, idet der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for disse virksomheders aktiviteter og de særlige betingelser, hvorunder dyrene holdes på dem.

(58)

Avlsmateriale kan udgøre en væsentlig risiko for spredning af dyresygdomme. Dette gælder især for sæd, men også i mindre grad for oocytter og embryoner. Eftersom avlsmateriale indsamles eller produceres fra et begrænset antal donorer, men anvendes bredt i den almindelige dyrebestand, kan det, hvis det ikke håndteres korrekt eller ikke er klassificeret med korrekt sundhedsstatus, være en kilde til sygdom hos mange dyr. Der er tidligere forekommet sådanne tilfælde, og de har medført betydelige økonomiske tab. Det er derfor nødvendigt at indføre dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel af avlsmateriale af visse opdrættede landdyr til Unionen.

(59)

Kravene vedrørende indførsel af avlsmateriale af hovdyr til Unionen bør baseres på kravene vedrørende indførsel af levende dyr til Unionen.

(60)

Særlige krav til avlsmaterialevirksomheder, hvor avlsmateriale af hovdyr, der opfylder kravene vedrørende indførsel til Unionen, indsamles, produceres, forarbejdes og opbevares, bør afspejle de krav, der stilles til flytning inden for Unionen. Den samme tilgang anvendes for sporbarhedskrav og dyresundhedsmæssige krav vedrørende avlsmateriale.

(61)

Da det er nødvendigt at flytte avlsmateriale fra afgrænsede virksomheder, der er beliggende i tredjelande, til afgrænsede virksomheder, der er beliggende i Unionen, bør der i denne forordning fastsættes særlige sporbarhedskrav og dyresundhedsmæssige krav vedrørende en sådan indførsel.

(62)

Dyresundhedsmæssige krav vedrørende indførsel af rugeæg til Unionen bør omfatte de risici med hensyn til listeopførte sygdomme, som de forskellige kategorier af rugeæg kan indslæbe til Unionen. Disse krav bør derfor svare til dem, der gælder for indførsel af de respektive arter eller kategorier af fugle til Unionen.

(63)

Hvis rugeæg af fjerkræ er bestemt til medlemsstater med status som sygdomsfri for infektion med Newcastle disease-virus uden vaccination, bør æggene opfylde supplerende krav for at sikre, at de ikke bringer de pågældende medlemsstaters status i fare.

(64)

Animalske produkter kan overføre sygdomsfremkaldende agenser til dyr og produkter. Den dyresundhedsrisiko, der er forbundet med ferske og rå animalske produkter, er klart højere end for produkter, der er blevet forarbejdet og behandlet. Derfor bør de dyresundhedsmæssige krav til oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet for så vidt angår fersk kød, rå mælk, colostrum og colostrumbaserede produkter være strengere end kravene vedrørende kødprodukter og mejeriprodukter. Den behandling, der anvendes på disse behandlede produkter, skal dog være effektiv for at begrænse den risiko, de udgør, afhængigt af produktets oprindelsesart og oprindelseslandet eller ‑territoriet.

(65)

De risikobegrænsende behandlinger, der anvendes på animalske produkter med oprindelse i restriktionszoner oprettet i tilfælde af bekræftelse af kategori A-sygdomme i Unionen, er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 (5) på grundlag af den tilgængelige videnskabelige viden og de erfaringer, der er opnået med anvendelsen af tidligere lovgivning. De samme risikobegrænsende behandlinger bør derfor anvendes på produkter med oprindelse i tredjelande, territorier eller zoner heri, der udgør en tilsvarende dyresundhedsrisiko.

(66)

De risici, der er forbundet med fersk kød, som indføres til Unionen, bør begrænses ved hjælp af krav vedrørende sygdomsfrihed i oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet og krav vedrørende dyresygdomme for de levende dyr, kødet hidrører fra, vedrørende afsendelse af opdrættede dyr til slagtning, vedrørende slagtning og aflivning samt vedrørende håndtering og tilberedning.

(67)

Fersk kød af landdyr kan hidrøre fra opdrættede dyr, herunder opdrættet vildt som defineret i forordning (EF) nr. 853/2004, og fra vildtlevende dyr. I Unionen skal kød, som hidrører fra dyr, der holdes som produktionsdyr, navnlig dyr, der tilhører arterne Bos taurus, Capra hirchus, Ovis aries og Sus scrofa, dog hidrøre fra et slagteri. For at sikre tilstrækkelige og ækvivalente garantier bør disse arter derfor udelukkes fra muligheden for at blive kategoriseret som opdrættet vildt eller vildtlevende dyr, når fersk kød, der er bestemt til indførsel til Unionen, hidrører fra dem.

(68)

Hvis et udbrud af en relevant dyresygdom forekommer i et tredjeland eller territorium, er datoen og stedet for slagtning af opdrættede dyr eller datoen for aflivning af vildtlevende dyr eller opdrættet vildt af afgørende betydning for at fastslå de mulige dyresundhedsrisici i forbindelse med disse dyr og de animalske produkter, der hidrører fra dem. Det er derfor nødvendigt at fastsætte datoen for slagtning eller aflivning med henblik på at verificere, at dyrene er blevet slagtet eller aflivet i en periode uden udbrud af sygdom, og hvornår tredjelandet eller territoriet blev opført som et tredjeland eller territorium, hvorfra indførsel af fersk kød til Unionen er tilladt.

(69)

Den type behandling, der skal anvendes på animalske produkter, bør svare til den risiko, som det tredjeland eller territorium eller den zone deri, der fremstiller produktet, udgør. Indførsel til Unionen af forarbejdede animalske produkter, der er blevet underkastet behandlinger, hvis effektivitet med hensyn til at eliminere de risici, der er forbundet med de listeopførte sygdomme af betydning for den pågældende kategori af animalske produkter, ikke er blevet påvist, bør kun være tilladt fra tredjelande eller territorier eller zoner deri, der giver alle garantier for frihed for den relevante sygdom. For tredjelande eller territorier eller zoner deri, som ikke giver alle disse garantier, bør indførsel af animalske produkter til Unionen kun være tilladt, hvis produkterne er blevet underkastet en særlig behandling.

(70)

I nogle tilfælde vil et tredjeland eller territorium eller en zone deri tilvejebringe råt kød til produktion af kødprodukter fra et tredjeland eller territorium eller en zone deri, der er opført på en liste med henblik på indførsel til Unionen af kødprodukter af de relevante arter, der er omfattet af en særlig behandling. I sådanne tilfælde bør kødproduktet altid underkastes den mest intensive særlige behandling for at begrænse alle mulige dyresundhedsrisici.

(71)

Kødprodukter, der indeholder fjerkrækød fra et tredjeland eller et territorium eller en zone deri, hvor der har været et udbrud af højpatogen aviær influenza eller infektion med Newcastle disease-virus, bør underkastes en behandling, der effektivt begrænser risikoen i det tredjeland eller territorium eller den zone deri, der er opført på en liste med henblik på indførsel til Unionen. På denne måde kan handelen fortsætte, inden der gennemføres foranstaltninger til bekæmpelse, f.eks. regionalisering. Øjeblikkelig anvendelse af en risikobegrænsende behandling efter et udbrud mindsker dyresundhedsrisiciene og reducerer samtidig indvirkningen på handelen.

(72)

Hvis kødprodukter fremstilles af fersk kød fra forskellige arter, bør den anvendte behandling eliminere alle mulige dyresundhedsrisici. Hvis behandlingen foretages før blanding, bør de forskellige typer fersk kød derfor modtage den relevante behandling, der er fastsat for det ferske køds oprindelsesart. Hvis behandlingen foretages efter blanding, bør det færdige kødprodukt dog underkastes den behandling, der er fastsat for den ferske kødingrediens, der udgør den højeste dyresundhedsrisiko.

(73)

Behandlinger til begrænsning af specifikke dyresundhedsrisici i forbindelse med indførsel af naturtarme bør revideres og ajourføres under hensyntagen til konklusionerne og anbefalingerne i den seneste videnskabelige dokumentation, der er vurderet af Ekspertpanelet for Dyrs Sundhed og Velfærd under Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) (6).

(74)

Betingelserne for indførsel til Unionen af rå mælk, mejeriprodukter, colostrum og colostrumbaserede produkter er baseret på de dyresundhedsrisici, som disse produkter udgør. Sådanne risici er knyttet til oprindelseslandet, eller -territoriet eller zonen deri og til de dyrearter, som produkterne hidrører fra. Mund- og klovesyge og infektioner med kvægpestvirus er to sygdomme af betydning, hvis der er tale om mælk og colostrum, og derfor bør rå mælk og colostrum kun indføres fra tredjelande eller territorier eller zoner deri, som er frie for disse sygdomme. Colostrumbaserede produkter bør også kun have oprindelse i sådanne tredjelande, territorier eller zoner, da der ikke findes nogen videnskabeligt baserede risikobegrænsende behandlinger, der sikrer, at sygdomsagensen destrueres i den pågældende produktkategori.

(75)

For mælk, der hidrører fra Bos taurus, Ovis aries, Capra hircus, Bubalus bubalis og Camelus dromedarius, kan risikoen vedrørende mund- og klovesyge begrænses ved anvendelse af velkendte særlige risikobegrænsende behandlinger. Da det imidlertid ikke kan sikres, at visse af disse behandlinger for så vidt angår mejeriprodukter fra andre dyrearter end Bos taurus, Ovis aries, Capra hircus, Bubalus bubalis og Camelus dromedarius er effektive, bør disse produkter underkastes den mest intensive risikobegrænsende behandling.

(76)

Behandlinger af animalske produkter bør altid foretages i oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet eller zonen deri, som er opført på en liste med henblik på indførsel af disse produkter til Unionen.

(77)

Akvatiske dyr af listeopførte arter transporteres undertiden ad søvejen i fartøjer, herunder brøndbåde, der kan udskifte vand under forsendelsen. I sådanne tilfælde bør dyrene ud over et sundhedscertifikat også ledsages af en erklæring underskrevet af fartøjsføreren med nærmere oplysninger om oprindelses- og bestemmelseshavnene og andre havne, der er anløbet undervejs. Denne erklæring bør bekræfte, at dyr af listeopførte arter om bord på fartøjet ikke har været udsat for betingelser, der kan have ændret deres sundhedsstatus under forsendelsen til deres endelige bestemmelsessted.

(78)

Akvatiske dyr kan indføres til Unionen til mange forskellige formål. I betragtning af den sygdomsrisiko, der er forbundet med flytning af levende dyr, bør sådanne dyr, der indføres til Unionen til konsum, behandles på samme måde, som hvis de blev indført til Unionen til andre formål, f.eks. opdræt eller udsætning i naturen. Animalske produkter af akvatiske dyr, bortset fra levende akvatiske dyr, udgør en lavere risiko end akvatiske dyr, og de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med sådanne produkter, der indføres til Unionen med henblik på videre forarbejdning, er derfor mindre strenge end dem, der gælder for levende dyr.

(79)

Udsætning af akvatiske dyr i naturen i naturlige vandområder er en højrisikoaktivitet, hvis disse dyr er inficeret med en listeopført sygdom. Af denne grund og specifikt for kategori A- og B-sygdomme bør oprindelsestredjelandet eller ‑territoriet eller zonen eller kompartmentet deri være fri(t) for disse sygdomme, hvis de akvatiske dyr er bestemt til udsætning i naturen i naturlige vandområder i Unionen. Desuden bør akvatiske dyr, der bringes ind i Unionen med henblik på udsætning i naturen i naturlige vandområder, under alle omstændigheder have oprindelse i et tredjeland eller territorium eller en zone eller et kompartment, der er erklæret fri(t) for en kategori C-sygdom, selv om bestemmelsesmedlemsstaten eller ‑zonen eller -kompartmentet ikke er fri(t) for denne sygdom.

(80)

Hvis der er tale om sygdomme hos akvatiske dyr, kan medlemsstaterne træffe nationale foranstaltninger i henhold til dyresundhedslovens artikel 226, der har til formål at begrænse virkningerne af andre sygdomme end listeopførte sygdomme inden for deres eget område. I sådanne tilfælde skal sendinger af arter, der er modtagelige for de sygdomme, som disse nationale foranstaltninger finder anvendelse på, også have oprindelse i tredjelande, territorier, zoner eller kompartmenter deri, der er frie for disse sygdomme.

(81)

Dyresundhedslovens artikel 226 afspejler samme hensigt som artikel 43 i Rådets direktiv 2006/88/EF (7), idet den giver medlemsstaterne mulighed for at træffe nationale foranstaltninger mod sygdomme, der ikke er opført på en liste. Listen over de sygdomme og relevante arter, for hvilke disse foranstaltninger er indført, bør derfor fortsat anerkendes. Disse oplysninger bør fastsættes i denne forordning.

(82)

I Unionen anvendes visse regler i forbindelse med registrering og godkendelse af akvakulturvirksomheder. Sondringen mellem, om en virksomhed kan registreres, eller om den bør godkendes, afhænger af den risiko, den udgør med hensyn til pådragelse eller spredning af sygdom. Det er derfor vigtigt, at akvakulturdyr, der indføres til Unionen fra akvakulturvirksomheder i et tredjeland, territorium, en zone eller et kompartment deri, har oprindelse på akvakulturvirksomheder, der vurderes på samme måde. I den forbindelse bør disse virksomheder overholde registrerings- eller godkendelseskrav, der er mindst lige så strenge som dem, der er fastsat for sådanne virksomheder i Unionen.

(83)

Det er ikke i alle situationer obligatorisk at anvende kravet om, at akvatiske dyr af listeopførte arter og animalske produkter af disse dyr har oprindelse i et tredjeland eller territorium eller en zone eller et kompartment deri, der er sygdomsfri(t). Der kan træffes visse risikobegrænsende foranstaltninger for at lette indførsel til Unionen af akvatiske dyr og visse animalske produkter heraf, som ikke har en sådan oprindelse. Visse risikobegrænsende foranstaltninger kan accepteres for akvatiske dyr af listeopførte arter, og på grund af den lavere risiko, der er forbundet med sådanne flytninger, kan mindre strenge risikobegrænsende foranstaltninger accepteres for animalske produkter af akvatiske dyr, bortset fra levende akvatiske dyr.

(84)

De begrænsende foranstaltninger, der gælder for akvatiske dyr, omfatter, at de sendes til en sygdomsbekæmpelsesvirksomhed for akvatiske fødevarer, en afgrænset virksomhed eller en godkendt karantænestation efter indførslen til Unionen. En række andre risikobegrænsende foranstaltninger finder anvendelse på bløddyr og krebsdyr af listeopførte arter, der indføres til Unionen levende og i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 853/2004, men som udgør en acceptabel risiko på grund af måden, de blev behandlet eller pakket på inden afsendelsen, eller fordi de ikke er bestemt til opbevaring i Unionen inden forarbejdning.

(85)

Det er muligt at fravige kravene om, at visse animalske produkter af akvatiske dyr, bortset fra levende akvatiske dyr, skal have oprindelse i et tredjeland eller territorium eller en zone eller et kompartment deri, der er fri(t) for de relevante listeopførte sygdomme. De risikobegrænsende foranstaltninger, der muliggør, at en sådan handel finder sted, består i, at de animalske produkter sendes til en sygdomsbekæmpelsesvirksomhed for akvatiske fødevarer i Unionen med henblik på videre forarbejdning, eller i at sikre, at de animalske produkter består af fisk, der blev slagtet og renset inden afsendelsen til Unionen. I begge tilfælde vurderes den risiko, som de animalske produkter udgør, som ubetydelig.

(86)

Ved gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 fastsættes en liste over akvatiske arter og grupper af arter, der udgør en betydelig risiko for spredning af de sygdomme, der er opført på listen i dyresundhedslovens artikel 5 i og i bilag II til dyresundhedsloven. Listen indeholder også en liste over vektorarter, som er anført i kolonne 4 i tabellen i bilaget til nævnte forordning. Mange af disse arter optræder imidlertid ikke som vektorer under alle forhold. Med hensyn til flytning findes de nærmere oplysninger om de forhold, hvorunder disse arter er vektorer for de listeopførte sygdomme, i bilag XXX til nærværende forordning. Hvis akvatiske dyr af listeopførte arter ikke opfylder betingelserne for at være vektorer, er de ikke omfattet af reglerne i nærværende forordning. I betragtning af det lavere risikoniveau, som animalske produkter af akvatiske dyr, bortset fra levende akvatiske dyr, udgør, finder de foranstaltninger, der er fastsat i nærværende forordning i forbindelse med disse produkter, ikke anvendelse på de arter, der er opført i kolonne 4 i tabellen i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882.

(87)

Alle undtagelser og håndteringskrav fastsat i denne forordning vedrørende akvatiske dyr af listeopførte arter og animalske produkter af disse listeopførte arter, bortset fra levende akvatiske dyr, bør også finde anvendelse på de arter, der er opført i kolonne 4 i skemaet i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882, for hvilke medlemsstaterne har truffet nationale foranstaltninger i henhold til dyresundhedslovens artikel 226. Disse undtagelser og håndteringskrav bør også finde anvendelse på visse modtagelige arter.

(88)

Det er vigtigt, at akvatiske dyr af listeopførte arter og det vand, de transporteres i, håndteres på passende vis efter indførslen til Unionen for at sikre, at de ikke udgør en sygdomsrisiko. Passende håndtering omfatter sikring af, at dyr transporteres direkte til bestemmelsesstedet og ikke udsættes eller på anden måde nedsænkes i naturlige vandområder i Unionen, hvor de kan forårsage en potentiel sygdomsrisiko.

(89)

I visse tilfælde kan den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet dog tillade, at sådanne dyr udsættes i naturlige vandområder. I alle sådanne tilfælde bør det være den kompetente myndighed, der sikrer, at udsætning eller nedsænkning ikke bringer sundhedsstatussen på udsætningsstedet i fare. Selv om de modtagende vandområder ikke er frie for en specifik kategori C-sygdom, bør de dyr, der skal udsættes, endvidere være sygdomsfrie for at sikre, at der opnås den bedste generelle sundhedsstatus for vilde populationer i naturlige vandområder i Unionen.

(90)

For så vidt angår den relevante dyresundhedsrisiko bør alle transitflytninger gennem Unionen betragtes som flytninger med henblik på indførsel til Unionen, da de medfører samme risikoniveau. Transitflytninger bør derfor opfylde alle de relevante krav vedrørende indførsel til Unionen. Der bør dog fastsættes undtagelser og særlige regler for transit under særlige risikobegrænsende betingelser knyttet til oprindelsesstedet. Sådanne undtagelser og særlige regler skal dække situationer, hvor Unionen ikke er det endelige bestemmelsessted for dyr og produkter heraf, og tage hensyn til geografiske begrænsninger og geopolitiske faktorer.

(91)

Der bør også fastsættes undtagelser og særlige regler for at muliggøre transit af sendinger af dyr og produkter heraf mellem medlemsstater via et tredjeland eller territorium. Dette er for at dække situationer, hvor en medlemsstat kræver en sådan type indførsel til Unionen.

(92)

I visse tilfælde afvises varer med oprindelse i Unionen af de kompetente myndigheder i et tredjeland eller territorium efter kontrol foretaget ved deres grænse. Der bør vedtages særlige regler i henhold til dyresundhedslovens artikel 239 for at gøre det muligt at sende disse varer tilbage med den begrundelse, at de er produceret i henhold til Unionens dyresundhedslovgivning.

(93)

Det er også nødvendigt med særlige regler for tilbagesendelse til Unionen af registrerede heste efter midlertidig eksport til tredjelande med henblik på deltagelse i væddeløb, konkurrencer og kulturelle hestearrangementer.

(94)

Med henblik på en ensartet anvendelse af EU-lovgivningen om indførsel af dyr, avlsmateriale og animalske produkter til Unionen og for at sikre, at lovgivningen er klar og gennemsigtig, bør nærværende forordning ophæve Kommissionens forordning (EU) nr. 206/2010 (8), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 139/2013 (9), Kommissionens forordning (EU) nr. 605/2010 (10), Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008 (11), Kommissionens beslutning 2007/777/EF (12), Kommissionens forordning (EF) nr. 119/2009 (13), Kommissionens forordning (EU) nr. 28/2012 (14) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/759 (15).

(95)

Reglerne i nærværende forordning er knyttet til og supplerer reglerne i dyresundhedsloven, der anvendes fra den 21. april 2021. Af denne grund og for at lette anvendelsen af den nye retlige ramme for dyresundhed bør denne forordning også anvendes fra den 21. april 2021 —