EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D2212

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2212 af 20. december 2019 om et pilotprojekt til gennemførelse af visse bestemmelser om administrativt samarbejde som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 om samarbejde mellem myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (EØS-relevant tekst)

C/2019/8051

OJ L 332, 23.12.2019, p. 159–162 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2019/2212/oj

23.12.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 332/159


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/2212

af 20. december 2019

om et pilotprojekt til gennemførelse af visse bestemmelser om administrativt samarbejde som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 om samarbejde mellem myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse ved hjælp af informationssystemet for det indre marked

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/49/EF (»IMI-forordningen«) (1), særlig artikel 4, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Informationssystemet for det indre marked (»IMI«), der blev oprettet ved forordning (EU) nr. 1024/2012, er en softwareapplikation, der er tilgængelig via internettet, og som er udviklet af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne for at hjælpe medlemsstaterne med at overholde de krav vedrørende informationsudveksling, der er fastsat i EU-retsakter, ved at give adgang til en central kommunikationsmekanisme for at lette grænseoverskridende informationsudveksling og gensidig bistand.

(2)

Artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1024/2012 gør det muligt for Kommissionen at gennemføre pilotprojekter med henblik på at vurdere IMI's effektivitet i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelser om administrativt samarbejde i EU-retsakter, som ikke er opført i bilaget til den nævnte forordning.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (2) fastsættes de betingelser, hvorunder kompetente myndigheder med ansvar for håndhævelse af Unionens lovgivning om forbrugerbeskyttelse skal samarbejde og koordinere foranstaltninger med hinanden og med Kommissionen. Ved artikel 35 i nævnte forordning pålægges Kommissionen at oprette og vedligeholde en elektronisk database til al kommunikation mellem kompetente myndigheder, centrale forbindelseskontorer og Kommissionen i henhold til nævnte forordning. Desuden kræves det, at alle oplysninger fra enheder, der udsender eksterne varslinger i henhold til artikel 27 i nævnte forordning, lagres og behandles i denne elektroniske database. Derudover fastsættes det i artikel 23, stk. 3, i den nævnte forordning, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed fungerer som observatør i visse tilfælde, og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed bør derfor have adgang til den elektroniske database i et sådant tilfælde for at kunne observere den pågældende kommunikation.

(4)

Kommissionen har vedtaget Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2213 (3) om fastsættelse af praktiske og operationelle ordninger for funktionen af den elektroniske database, der er oprettet i henhold til forordning (EU) 2017/2394, for så vidt angår kommunikation foretaget i henhold til visse bestemmelser i nævnte forordning. IMI kan være et effektivt værktøj til gennemførelse af bestemmelser om administrativt samarbejde, der falder ind under anvendelsesområdet for gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2213. For disse bestemmelser bør der laves et pilotprojekt, jf. artikel 4 i forordning (EU) nr. 1024/2012.

(5)

I forordning (EU) 2017/2394 defineres de forskellige aktører med ansvar for anvendelsen af bestemmelserne om administrativt samarbejde, der er fastsat i nævnte forordning. Med henblik på at garantere effektiv anvendelse af disse bestemmelser bør disse aktører betragtes som IMI-aktører i forbindelse med pilotprojektet.

(6)

IMI bør levere den tekniske funktionalitet, der gør det muligt for de kompetente myndigheder, de centrale forbindelseskontorer, Kommissionen og andre aktører at opfylde deres forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2017/2394, der falder ind under anvendelsesområdet for gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2213. IMI bør sikre, at disse aktørers adgang til IMI er begrænset til de funktioner, som de har brug for adgang til for at opfylde deres forpligtelser i henhold til nævnte forordning.

(7)

IMI giver IMI-aktører mulighed for at kommunikere og interagere med hinanden på en struktureret måde. Dette betyder, at der skal anvendes strukturerede formularer til udveksling og behandling af alle oplysninger via IMI. Anvendelsen af disse formularer vil derfor opfylde alle krav i forordning (EU) 2017/2394 om anvendelse af standardformularer til kommunikation, der falder ind under pilotprojektets anvendelsesområde (f.eks. kravet i artikel 13, stk. 3, i nævnte forordning).

(8)

I artikel 35, stk. 3, i forordning (EU) 2017/2394 fastsættes det, at oplysninger om overtrædelser ikke skal lagres i den elektroniske database længere, end det er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil de blev indsamlet og behandlet, og under ingen omstændigheder længere end 5 år efter afslutningen af det pågældende samarbejde. IMI bør derfor sikre, at oplysninger om overtrædelser kan slettes fra IMI, så snart der ikke længere er behov herfor, og at sådanne data under alle omstændigheder slettes senest 5 år efter den dato, der er anført i artikel 35, stk. 3, andet afsnit, litra a), b) eller c), i forordning (EU) 2017/2394. Kun en fortegnelse over informationsudvekslingerne bør forblive tilgængelig i IMI. Denne bestemmelse bør fungere, uden at det berører artikel 14 i forordning (EU) nr. 1024/2012, for så vidt anvendelsen af denne artikel resulterer i tidligere blokering eller sletning af personoplysninger, der er lagret som en del af pilotprojektet.

(9)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2012 skal Kommissionen fremsende en evaluering af resultatet af pilotprojektet til Europa-Parlamentet og Rådet. Der bør fastsættes en frist for, hvornår evalueringen skal forelægges. Af hensyn til konsistens bør den angivne dato være den samme som den dato, hvor rapporten, der kræves i henhold til artikel 40 i forordning (EU) 2017/2394, skal forelægges.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 24 i forordning (EU) nr. 1024/2012 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Pilotprojektet

Artikel 11-23, 26, 27 og 28 i forordning (EU) 2017/2394 skal være genstand for et pilotprojekt om gennemførelse af bestemmelserne om administrativt samarbejde, som fastsat i disse artikler, ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (»IMI«).

Artikel 2

Kompetente myndigheder og andre IMI-aktører

1.   Med henblik på pilotprojektet betragtes de kompetente myndigheder og de centrale forbindelseskontorer, der er udpeget i henhold til artikel 5 i forordning (EU) 2017/2394, og de enheder, der er bemyndiget til at udsende eksterne varslinger i henhold til artikel 27, stk. 1, i nævnte forordning, som kompetente myndigheder som defineret i artikel 5, stk. 2, litra f), i forordning (EU) nr. 1024/2012.

2.   Med henblik på pilotprojektet betragtes de enheder, der er bemyndiget til at udsende eksterne varslinger i henhold til artikel 27, stk. 2, i forordning (EU) 2017/2394, og den Europæiske Banktilsynsmyndighed i sin egenskab af observatør i henhold til artikel 23, stk. 3, i nævnte forordning, som IMI-aktører som defineret i artikel 5, stk. 2, litra g), i forordning (EU) nr. 1024/2012.

Artikel 3

Administrativt samarbejde

1.   Med henblik på artikel 11 i forordning (EU) 2017/2394 skal IMI navnlig levere den tekniske funktionalitet til følgende:

a)

indgivelse af en anmodning om oplysninger i henhold til nævnte artikel, herunder eventuelle ledsagende oplysninger og dokumentation

b)

videresendelse af anmodningen til den relevante kompetente myndighed

c)

besvarelse af anmodningen om oplysninger

d)

oplysning af den bistandssøgende myndighed og Kommissionen om et afslag på en anmodning om oplysninger, herunder begrundelsen for afslaget

e)

meddelelse i tilfælde af uenighed om en anmodning om oplysninger.

2.   Med henblik på artikel 12 i forordning (EU) 2017/2394 skal IMI navnlig levere den tekniske funktionalitet til følgende:

a)

indgivelse af en anmodning om håndhævelsesforanstaltninger i henhold til nævnte artikel, herunder eventuelle ledsagende oplysninger og dokumentation

b)

videresendelse af anmodningen til den relevante kompetente myndighed

c)

oplysning af den bistandssøgende myndighed om de skridt og foranstaltninger, der er truffet eller påtænkes truffet som svar på anmodningen, herunder meddelelser vedrørende tidsfristen for efterkommelse af anmodningen

d)

meddelelse af den bistandssøgende myndighed, andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen om de trufne foranstaltninger og effekten heraf

e)

oplysning af den bistandssøgende myndighed og Kommissionen om et afslag på en anmodning om håndhævelsesforanstaltninger

f)

meddelelse i tilfælde af uenighed om en anmodning om håndhævelsesforanstaltninger.

3.   Med henblik på artikel 15-23 i forordning (EU) 2017/2394 skal IMI navnlig levere den tekniske funktionalitet til følgende:

a)

meddelelse af hensigt om at iværksætte et koordineret tiltag

b)

identificere og udpege en koordinator for det koordinerede tiltag

c)

meddelelse af iværksættelsen af et koordineret tiltag

d)

meddelelse af en hensigt om at deltage i et koordineret tiltag

e)

meddelelse af resultaterne af undersøgelser i henhold til artikel 17, stk. 3, i forordning (EU) 2017/2394

f)

meddelelse af afslag på deltagelse i et koordineret tiltag, herunder begrundelse for afgørelsen og eventuelle støttedokumenter

g)

meddelelse af en fælles holdning om resultatet af undersøgelsen og en vurdering af den udbredte overtrædelse

h)

meddelelse vedrørende forpligtelser i koordinerede tiltag

i)

meddelelse vedrørende koordinerede tiltags fremskridt

j)

meddelelse vedrørende eventuelle anmodninger om gensidig bistand, der kan være relevante for det koordinerede tiltag

k)

meddelelse vedrørende koordinering af eventuelle håndhævelsesforanstaltninger

l)

meddelelse vedrørende afslutning af de koordinerede tiltag.

4.   Med henblik på artikel 26 i forordning (EU) 2017/2394 skal IMI navnlig levere den tekniske funktionalitet til følgende:

a)

udsendelse af en varsling, herunder eventuelle relevante ledsagende oplysninger og en mulig indikation af hensigten om at iværksætte et koordineret tiltag

b)

rettelse af oplysningerne i en varsling

c)

tilbagetrækning af en varsling

d)

anmodning om kontrol af, hvorvidt lignende overtrædelser finder sted, eller om der er truffet håndhævelsesforanstaltninger

e)

besvarelse af sådanne anmodninger

f)

fordeling af indgående kommunikation til de relevante kompetente myndigheder.

5.   Med henblik på artikel 27 i forordning (EU) 2017/2394 skal IMI navnlig levere den tekniske funktionalitet til følgende:

a)

udsendelse af en ekstern varsling, herunder eventuelle relevante ledsagende oplysninger

b)

rettelse af oplysningerne i en ekstern varsling

c)

tilbagetrækning af en ekstern varsling

d)

fordeling af indgående kommunikation til de relevante kompetente myndigheder.

6.   Med henblik på artikel 28 i forordning (EU) 2017/2394 skal IMI navnlig levere den tekniske funktionalitet til at meddele foranstaltninger, der er truffet for at adressere en overtrædelse.

Artikel 4

Adgang til IMI-funktionalitet

IMI skal sikre, at alle, der i henhold til artikel 2 betragtes som kompetente myndigheder, eller andre IMI-aktører med henblik på pilotprojektet kun kan få adgang til den funktionalitet i IMI, som de har brug for til at overholde deres forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2017/2394.

Artikel 5

Opbevaring af data

1.   IMI skal levere den tekniske funktionalitet til at gøre det muligt at slette alle data, der er lagret i IMI som led i pilotprojektet om overtrædelse, så snart de relevante IMI-aktører angiver, at disse data ikke længere er nødvendige til de formål, hvortil de blev indsamlet og behandlet. IMI skal også sikre, at alle sådanne data under alle omstændigheder slettes senest 5 år efter den dato, der er angivet for den relevante type administrative samarbejdsprocedure i artikel 35, stk. 3, andet afsnit, litra a), b) eller c), i forordning (EU) 2017/2394.

2.   Kun en fortegnelse over den relevante udveksling af oplysninger, dvs. uden oplysninger, hvormed overtrædelsen kunne identificeres, skal forblive tilgængelig i IMI, efter at disse oplysninger er slettet.

3.   Stk. 1 berører ikke forpligtelserne i henhold til artikel 14 i forordning (EU) nr. 1024/2012 til at blokere og slette personoplysninger, der er lagret i IMI som led i pilotprojektet, for så vidt denne artikel ville resultere i tidligere blokering eller sletning af sådanne oplysninger.

Artikel 6

Evaluering

Evalueringen af resultatet af det i artikel 4, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2012 foreskrevne pilotprojekt fremsendes til Europa-Parlamentet og Rådet senest den 17. januar 2023.

Artikel 7

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 17. januar 2020.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2019

På Kommissionens vegne

Formand

Ursula VON DER LEYEN


(1)  EUT L 316 af 14.11.2012, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 af 12. december 2017 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 345 af 27.12.2017, s. 1).

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2213 af 20. december 2019 om praktiske og operationelle ordninger for funktionen af den elektroniske database, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394, for så vidt angår visse meddelelser i henhold til forordningen (se side 163 i denne EUT).


Top