EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R1013

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1013 af 16. april 2019 om forhåndsmeddelelse om sendinger af visse kategorier af dyr og varer, der indføres til Unionen (EØS-relevant tekst.)

C/2019/2775

OJ L 165, 21.6.2019, p. 8–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/1013/oj

21.6.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/8


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/1013

af 16. april 2019

om forhåndsmeddelelse om sendinger af visse kategorier af dyr og varer, der indføres til Unionen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (1), særlig artikel 58, stk. 1, litra b), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2017/625 fastsættes bl.a. rammen for gennemførelse af offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter i relation til dyr og varer, der indføres til Unionen fra tredjelande, til verifikation af, at EU-lovgivningen er overholdt, med det formål at beskytte menneskers, dyrs og planters sundhed, dyrevelfærden og, for så vidt angår genetisk modificerede organismer (GMO'er) og plantebeskyttelsesmidler, tillige miljøet. Denne ramme omfatter offentlig kontrol af dyr og varer, der indføres til Unionen fra tredjelande via udpegede grænsekontrolsteder.

(2)

I henhold til forordning (EU) 2017/625 skal de operatører, der er ansvarlige for visse sendinger, der indføres til Unionen, give forhåndsmeddelelse til de kompetente myndigheder for grænsekontrolstederne, inden sendingerne ankommer. For at sætte disse myndigheder i stand til at gennemføre deres offentlige kontrol rettidigt og effektivt bør minimumsfristen for forhåndsmeddelelse fastsættes til én arbejdsdag før sendingernes ankomst.

(3)

Transportrelaterede logistiske begrænsninger kan imidlertid i visse tilfælde gøre det umuligt at overholde fristen for forhåndsmeddelelse på én arbejdsdag før sendingens ankomst. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis sendingen transporteres fra afsendelsesstedet til grænsekontrolstedet på under 24 timer, og de oplysninger, der er nødvendige for at kunne udfylde de relevante dele af det fælles sundhedsimportdokument (CHED-dokumentet), som kræves til forhåndsmeddelelse, jf. artikel 56, stk. 3, litra a), i forordning (EU) 2017/625, ikke foreligger, før sendingen lastes. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at der gives forhåndsmeddelelse mindst fire timer før sendingens ankomst, således at der også under sådanne omstændigheder kan sikres en rettidig og effektiv offentlig kontrol.

(4)

Det følger af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1012 (2), at medlemsstaterne kan fritage grænsekontrolsteder, der skal udpeges til import af uforarbejdede kævler og savet og tilhugget træ, fra visse minimumskrav til grænsekontrolsteder på grundlag af særlige geografiske begrænsninger. Nævnte forordning foreskriver desuden, at offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter på det grænsekontrolsted, der er udpeget til ovennævnte varer, kan foretages af et mobilt officielt kontrolteam. For at sikre, at der er tilstrækkelig tid til tilrettelæggelsen af offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter på de pågældende grænsekontrolsteder, bør der derfor ved nærværende forordning fastsættes en undtagelse fra reglerne om minimumsfristen for forhåndsmeddelelse om sendingers ankomst.

(5)

Da forordning (EU) 2017/625 anvendes fra den 14. december 2019, bør nærværende forordning også anvendes fra denne dato.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Forhåndsmeddelelse om sendinger

1.   Den operatør, der er ansvarlig for en sending af dyr og varer af de i artikel 47, stk. 1, i forordning (EU) 2017/625 omhandlede kategorier, giver forhåndsmeddelelse til den kompetente myndighed på det grænsekontrolsted, hvor sendingen først ankommer til Unionen, mindst én arbejdsdag før sendingens forventede ankomst.

2.   Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder på grænsekontrolstederne, såfremt logistiske begrænsninger gør det umuligt at overholde den i samme stykke fastsatte frist, anvende en frist for forhåndsmeddelelse på mindst fire timer før sendingens forventede ankomst.

3.   Uanset stk. 1 kan de kompetente myndigheder på grænsekontrolsteder, der er udpeget til import af uforarbejdede trækævler og savet og tilhugget træ, jf. artikel 4 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1012, anvende en frist for forhåndsmeddelelse på op til fem arbejdsdage før sådanne sendingers forventede ankomst.

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 14. december 2019.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. april 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 95 af 7.4.2017, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1012 af 12. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår undtagelse fra reglerne om udpegelse af kontrolsteder og fra minimumskravene til grænsekontrolsteder (se side 4 i denne EUT).


Top