Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0759

Kommissionens forordning (EU) 2019/759 af 13. maj 2019 om overgangsforanstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af folkesundhedsmæssige krav ved import af fødevarer, der indeholder både vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter (sammensatte produkter) (EØS-relevant tekst.)

C/2019/21

OJ L 125, 14.5.2019, p. 11–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/759/oj

14.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 125/11


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2019/759

af 13. maj 2019

om overgangsforanstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af folkesundhedsmæssige krav ved import af fødevarer, der indeholder både vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter (sammensatte produkter)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (1), særlig artikel 9, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EF) nr. 853/2004 er der fastsat der væsentlige ændringer af de folkesundhedsmæssige (fødevaresikkerhed) regler og procedurer, som ledere af fødevarevirksomheder skal følge. Heri fastlægges navnlig visse betingelser for import til Unionen af fødevarer, der indeholder både vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter (sammensatte produkter).

(2)

Ved Kommissionens forordning (EU) 2017/185 (2) er der fastsat overgangsforanstaltninger, der fraviger disse regler for ledere af fødevarevirksomheder, som importerer fødevarer, der indeholder både vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter (sammensatte produkter), bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 3, i Kommissionens forordning (EU) nr. 28/2012 (3), og for hvilke der endnu ikke er fastsat folkesundhedsmæssige krav på EU-plan ved import til Unionen. Nævnte undtagelse anvendes indtil den 31. december 2020.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 (»dyresundhedsloven«) (4) er der fastsat regler om forebyggelse og bekæmpelse af dyresygdomme, der kan overføres til dyr eller mennesker. Den finder anvendelse på animalske produkter og dermed også sammensatte produkter, jf. artikel 2, litra a), i Kommissionens beslutning 2007/275/EF (5). Når forordningen er trådt i kraft, vil den fastsætte krav, der gælder ved import til Unionen af dyr, avlsmateriale og animalske produkter fra tredjelande og områder. Nævnte forordning anvendes fra den 21. april 2021.

(4)

For at sikre juridisk klarhed og sammenhæng og fremme operatørers og kompetente myndigheders overgang til de nye regler er det nødvendigt med én enkelt dato for anvendelsen af de nye importbetingelser for sammensatte produkter, jf. artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 853/2004. Med henblik herpå bør disse overgangsforanstaltninger derfor forlænges til den 20. april 2021.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes der overgangsforanstaltninger, som finder anvendelse på visse betingelser i forordning (EF) nr. 853/2004 i en overgangsperiode fra den 1. januar 2021 til den 20. april 2021.

Artikel 2

Definitioner

Med henblik på denne forordning forstås ved »sammensat produkt« et sammensat produkt som defineret i artikel 2, litra a), i beslutning 2007/275/EF.

Artikel 3

Undtagelse fra folkesundhedsmæssige krav ved import af fødevarer, der indeholder både vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter

Uanset artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 853/2004 fritages ledere af fødevarevirksomheder, som importerer fødevarer, der indeholder både vegetabilske produkter og forarbejdede animalske produkter, bortset fra dem, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 3, i forordning (EU) nr. 28/2012, fra kravene i artikel 6, stk. 4, i forordning (EF) nr. 853/2004.

Import af sådanne produkter skal opfylde importmedlemsstatens folkesundhedsmæssige krav ved import.

Artikel 4

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2021 til den 20. april 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55.

(2)  Kommissionens forordning (EU) 2017/185 af 2. februar 2017 om overgangsforanstaltninger i forbindelse med anvendelsen af visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 og (EF) nr. 854/2004 (EUT L 29 af 3.2.2017, s. 21).

(3)  Kommissionens forordning (EU) nr. 28/2012 af 11. januar 2012 om fastsættelse af krav vedrørende udstedelse af certifikater ved import til og transit gennem Unionen af visse sammensatte produkter og om ændring af beslutning 2007/275/EF og forordning (EF) nr. 1162/2009 (EUT L 12 af 14.1.2012, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1).

(5)  Kommissionens beslutning 2007/275/EF af 17. april 2007 om lister over dyr og produkter, der skal underkastes kontrol ved grænsekontrolsteder i henhold til Rådets direktiv 91/496/EØF og 97/78/EF (EUT L 116 af 4.5.2007, s. 9).


Top