Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018R1795

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1795 af 20. november 2018 om fastsættelse af procedurer og kriterier for anvendelse af en prøvning af økonomisk ligevægt i henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (EØS-relevant tekst.)

C/2018/7569

OJ L 294, 21.11.2018, p. 5–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2018/1795/oj

21.11.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 294/5


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1795

af 20. november 2018

om fastsættelse af procedurer og kriterier for anvendelse af en prøvning af økonomisk ligevægt i henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (1), særlig artikel 11, stk. 4, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2012/34/EU som ændret ved direktiv (EU) 2016/2370 (2) er markedet for indenlandsk jernbanepassagertransport blevet åbnet med henblik på at færdigetablere det fælles europæiske europæisk jernbaneområde. Dette kan få følger for tilrettelæggelsen og finansieringen af jernbanepassagertransport, der er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste. Medlemsstaterne kan i deres lovgivning indføre muligheden for at nægte adgang til infrastrukturen, hvis nye jernbanepassagerruter med åben adgang vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i sådanne kontrakter om offentlig tjeneste.

(2)

På den anden side vil disse ruter, alt efter deres særlige karakteristika såsom kvalitet, tidsmæssig disponering, betjente bestemmelsessteder og kundesegment, måske ikke være i direkte konkurrence med de offentlige tjenester, og dermed vil ruterne kun have en begrænset indvirkning på den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste. Ydermere kan der være positive ruteneteffekter for operatørerne af offentlig tjenester, nettofordele for passagererne eller bredere sociale fordele, der bør tages i betragtning.

(3)

Det er derfor nødvendigt at sikre en balance mellem de legitime interesser for operatører, der opfylder en kontrakt om offentlig tjeneste, og de kompetente myndigheder på den ene side og de overordnede mål for færdigetableringen af det fælles europæiske jernbaneområde og udnyttelsen af de bredere sociale fordele på den anden side. Prøvningen af økonomisk ligevægt bør sikre en balance mellem disse konkurrerende interesser.

(4)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 (3) fastlægges regler for ydelse af kompensation i form af økonomisk kompensation, indrømmelse af eneret eller begge dele, til operatører, der opfylder forpligtelser til offentlig tjeneste i forbindelse med jernbanepassagertransport. Dog bør indrømmelsen af eneret til jernbaneoperatører ikke føre til udelukkelse af konkurrenter på de indenlandske jernbanepassagermarkeder.

(5)

En sådan eneret bør ikke være til hinder for, at andre jernbanevirksomheder opnår adgang, medmindre prøvningen af økonomisk ligevægt, under hensyntagen til værdien af eneretten, viser, at den nye jernbanepassagerrute vil få betydelig negativ indflydelse på rentabiliteten af ruter, som drives under kontrakten om offentlig tjeneste, eller nettoomkostningerne ved driften for den kompetente myndighed, eller begge dele, afhængig af de risikodelingsordninger, der er nævnt i kontrakten om offentlig tjeneste.

(6)

Der bør kun anmodes om en prøvning af økonomisk ligevægt for jernbanepassagerruter, der ikke er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste, og som enten er helt nye eller som medfører en væsentlig ændring af en eksisterende rute. Prøvningen omfatter også kommercielle tjenester leveret af samme operatør, som opfylder kontrakten om offentlig tjeneste.

(7)

Tilsynsorganet vurderer, om en foreslået ændring af en jernbanepassagerrute bør betragtes som væsentlig. En øget togfrekvens eller et øget antal stop kan betragtes som en væsentlig ændring. En forskel i priserne bør imidlertid ikke betragtes som en væsentlig ændring, medmindre den er uforenelig med normal markedsadfærd, og, hvor det er relevant, med den forretningsplan, som blev indgivet til tilsynsorganet på tidspunktet for den tidligere prøvning af økonomisk ligevægt.

(8)

Tilsynsorganets afgørelse bør indeholde en vurdering af nettofordelene for kunderne som følge af den nye jernbanepassagerrute på kort og mellemlangt sigt, og der bør tages hensyn til de tekniske oplysninger, som infrastrukturforvalteren har givet om relevante krav til infrastrukturen, den forventede effekt på rutenettets ydeevne og ansøgernes optimale kapacitetsudnyttelse.

(9)

Tilsynsorganet bør kunne vurdere de sandsynlige virkninger af den nye passagerrute, og om disse virkninger vil være væsentlige og dermed skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i den eksisterende kontrakt om offentlig tjeneste.

(10)

For at undgå afbrydelser af en ny jernbanepassagerrute, som allerede er idriftsat, og for at give den nye rute retlig sikkerhed for driften, bør den periode, hvori der kan anmodes om en prøvning af økonomisk ligevægt, begrænses og knyttes til tidspunktet for ansøgerens anmeldelse af dennes interesse i at drive en ny jernbanepassagerrute.

(11)

For at komme i betragtning bør en anmodning om en prøvning af økonomisk ligevægt indeholde dokumentation for, at der vil opstå ubalance i den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste som følge af den foreslåede nye passagerrute.

(12)

For at garantere retssikkerheden for alle involverede parter og give infrastrukturforvalteren mulighed for at behandle ansøgninger om kapacitet i henhold til proceduren omhandlet i kapitel IV, afdeling 3, i direktiv 2012/34/EU, bør tilsynsorganet træffe en afgørelse om økonomisk ligevægt inden for en på forhånd fastsat tidsramme og under alle omstændigheder før sidste frist for modtagelsen af ansøgninger om kapacitet, som fastsat af infrastrukturforvalteren i overensstemmelse med punkt 3 i bilag VII til direktiv 2012/34/EU.

(13)

Hvis en kontrakt om offentlig tjeneste er genstand for en udbudsprocedure på det tidspunkt, hvor ansøgerens anmeldelse modtages, og en anmodning om prøvning af økonomisk ligevægt er blevet modtaget, kan tilsynsorganet beslutte at suspendere behandlingen af anmeldelsen af den nye jernbanepassagerrute i en begrænset periode, indtil den nye kontrakt om offentlig tjeneste er blevet tildelt. Suspensionen bør ikke vare i mere end 12 måneder fra modtagelsen af ansøgerens anmeldelse eller indtil udbudsproceduren er afsluttet, alt efter hvad der indtræder først.

Disse særlige bestemmelser berører ikke anvendelsen af denne forordning på en kontrakt om offentlig tjeneste, der er gældende på tidspunktet for modtagelsen af ansøgerens anmeldelse. Under disse omstændigheder, og hvis prøvningen af økonomisk ligevægt i den eksisterende kontrakt om offentlig tjeneste viser, at der kan gives adgang, bør en sådan adgang være tidsbegrænset, indtil den eksisterende kontrakt om offentlig tjeneste udløber.

(14)

Den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste bør anses for at være i ubalance, hvis den foreslåede nye tjeneste vil få betydelig negativ virkning på fortjenesten for operatøren af den offentlige tjeneste, og/eller hvis driften af den nye tjeneste vil indebære en væsentlig stigning i nettoomkostningerne for den kompetente myndighed.

(15)

Når tilsynsorganet vurderer, om en virkning er betydelig, bør det tage hensyn til, om den nye passagerrute vil påvirke levedygtigheden af den offentlige tjeneste og bringe dens kontinuitet i fare, enten fordi opfyldelsen af kontrakten om offentlig tjeneste ikke vil være økonomisk bæredygtig for operatøren af den offentlige tjeneste, eller fordi det vil medføre en betydelig stigning i nettoomkostningerne for den kompetente myndighed.

(16)

Ud over den økonomiske analyse bør tilsynsorganet også vurdere og tage hensyn til nettofordele for kunderne på kort og mellemlangt sigt og eventuelle effekter på rutenettets ydeevne og kapacitetsudnyttelse. Tilsynsorganet bør tage hensyn til de tekniske oplysninger, som infrastrukturforvalteren har givet om relevante krav til infrastrukturen, om den forventede effekt på rutenettets ydeevne og om hver ansøgers optimale kapacitetsudnyttelse.

(17)

Den økonomiske analyse bør fokusere på virkningen af den foreslåede nye passagerrute på kontrakten om offentlig tjeneste som helhed, herunder også de specifikt berørte ruter, i hele kontraktens løbetid, idet der tages hensyn til værdien af eventuelle eksisterende tildelte enerettigheder. En på forhånd fastsat kvantificeret tærskelværdi for virkningens omfang bør hverken anvendes kategorisk eller isoleret, og der bør ikke fastsættes tærskelværdier i national lovgivning. Vurderingen bør være baseret på en objektiv metode, der anvendes af tilsynsorganet for så vidt angår de særlige forhold for jernbanetransport, der gør sig gældende i den berørte medlemsstat.

(18)

Hvis tilsynsorganet konkluderer, at den nye jernbanepassagerrute vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste, bør den i sin afgørelse, hvor det er relevant, angive eventuelle ændringer i den nye passagerrute, der ville muliggøre tildelingen af adgang. Tilsynsorganet kan udstede henstillinger til den kompetente myndighed med hensyn til andre mulige betingelser, der ville muliggøre tildelingen af adgang, navnlig på baggrund af sin analyse af nettofordele for kunderne som følge af den nye jernbanepassagerrute.

(19)

Hvis ansøgningen om adgang vedrører en ny jernbanepassagerrute som defineret i artikel 3, nr. 36), i direktiv 2012/34/EU, og hvis tilsynsorganets objektive økonomiske analyse viser, at den nye passagerrute vil få betydelig negativ virkning på den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste, bør tilsynsorganet fastsætte betingelser, der ville muliggøre tildelingen af adgang, jf. artikel 11a, i direktiv 2012/34/EU.

(20)

I alle sine aktiviteter i forbindelse med prøvning af økonomisk ligevægt bør tilsynsorganet ikke videregive fortrolige oplysninger eller kommercielt følsomme oplysninger, der er modtaget fra parterne. Det bør især bortredigere oplysninger af den art fra den afgørelse, der skal offentliggøres. Alle afgørelser fra tilsynsorganer, herunder afgørelser, der vedrører den fortrolige karakter af de modtagne oplysninger, kan prøves ved en domstol, jf. artikel 56, stk. 10, i direktiv 2012/34/EU.

(21)

Uden at det berører princippet om tilsynsorganers uafhængighed i deres beslutningstagning, jf. artikel 55, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU, bør tilsynsorganerne, når der foretages prøvning af økonomisk ligevægt i forbindelse med en ny international passagerrute, udveksle oplysninger og samarbejde for at nå frem til en rimelig løsning på spørgsmålet.

(22)

Tilsynsorganerne bør udveksle bedste praksis ved anvendelse af prøvningen af økonomisk ligevægt med henblik på at tilpasse deres metode over tid og udvikle en konsekvent metode på tværs af medlemsstaterne, som kan være omfattet af artikel 57, stk. 8, i direktiv 2012/34/EU.

(23)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 869/2014 (4) fastsættes kriterier og procedurer for anvendelsen af prøvningen af hovedformålet og af den økonomiske ligevægt for så vidt angår nye internationale jernbanepassagerruter. Med åbningen af markedet for indenlandsk jernbanepassagertransport er prøvningen af hovedformålet dog blevet forældet, og de samme kriterier og procedurer bør gælde for alle nye jernbanepassagerruter, uanset om de er indenlandske eller internationale. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 869/2014 bør derfor ophæves.

(24)

Da artikel 10 og artikel 11, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU finder anvendelse fra den 1. januar 2019, men ikke gælder for togtjenester, der idriftsættes inden den 12. december 2020, er der behov for fortsat at anvende gennemførelsesforordning (EU) nr. 869/2014 efter den 1. januar 2019, men kun for nye jernbanepassagerruter, der påtænkes idriftsat inden den 12. december 2020. Anvendelsen af gennemførelsesforordning (EU) nr. 869/2014 bør være betinget af, at ansøgerens anmeldelser forelægges inden for en tidsramme, der giver mulighed for en rimelig frist til at fuldføre godkendelses- og planlægningsprocessen, således at tjenesterne faktisk kan idriftsættes inden den 12. december 2020.

(25)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 62, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes nærmere procedureregler og kriterier, der skal anvendes ved bestemmelse af, hvorvidt der vil opstå en ubalance i den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste ved oprettelsen af en ny jernbanepassagerrute.

Artikel 2

Anvendelsesområde

Denne forordning finder anvendelse i situationer, hvor en medlemsstat har besluttet at begrænse retten til adgang som omhandlet i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU, til nye jernbanepassagerruter mellem et bestemt afgangs- og bestemmelsessted, når en eller flere kontrakter om offentlig tjeneste dækker den samme rute eller en alternativ rute, jf. artikel 11, stk. 1, i samme direktiv.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)   »ny jernbanepassagerrute«: en jernbanepassagerrute, der skal drives som en køreplansbestemt tjeneste, der enten er helt ny, eller som indebærer en betydelig ændring af en eksisterende jernbanepassagerrute for så vidt angår en øget togfrekvens eller et øget antal stop, og som ikke er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste

2)   »prøvning af økonomisk ligevægt«: den vurdering, som er beskrevet i artikel 11, stk. 1-4, og artikel 11a, i direktiv 2012/34/EU og nærmere beskrevet i artikel 10, og som udføres af et tilsynsorgan på anmodning af en af de enheder, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU, med henblik på at fastslå, hvorvidt en foreslået ny jernbanepassagerrute vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste

3)   »kontrakt om offentlig tjeneste«: en kontrakt om offentlig trafikbetjening som defineret i artikel 2, litra i), i forordning (EF) nr. 1370/2007, som vedrører jernbanetransport

4)   »kompetent myndighed«: en kompetent myndighed som defineret i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1370/2007

5)   »økonomisk nettovirkning«: virkningen af den nye jernbanepassagerrute på nettosaldoen for omkostninger og indtægter ved opfyldelsen af en forpligtelse til offentlig tjeneste fastsat i en kontrakt om offentlig tjeneste, som omfatter en rimelig fortjeneste

6)   »eneret«: en ret som defineret i artikel 2, litra f), i forordning (EF) nr. 1370/2007.

Artikel 4

Anmeldelse af en planlagt ny jernbanepassagerrute

1.   Ansøgeren skal meddele infrastrukturforvalterne og de relevante tilsynsorganer sin hensigt om at drive en ny jernbanepassagerrute i overensstemmelse med fristen omhandlet i artikel 38, stk. 4, i direktiv 2012/34/EU.

2.   Tilsynsorganerne udarbejder og offentliggør på deres websted en standardanmeldelsesformular, som ansøgeren skal udfylde og indsende, og som mindst skal indeholde følgende oplysninger:

a)

ansøgerens navn, adresse, retlige enhed og registreringsnummer (hvis relevant),

b)

kontaktoplysninger for den person, der besvarer henvendelser,

c)

oplysningerne på ansøgerens licens og sikkerhedscertifikat eller angivelse af, hvor langt ansøgeren er i proceduren for at opnå dem,

d)

detaljerede oplysninger om ruten med angivelse af afgangssted og bestemmelsessted samt alle mellemliggende stop,

e)

planlagt startdato for driften af den foreslåede nye jernbanepassagerrute,

f)

den foreslåede nye jernbanepassagerrutes vejledende tider, togfrekvens og kapacitet, herunder de foreslåede afgangstider, ankomsttider og forbindelser samt alle afvigelser fra togfrekvenser eller stop i forhold til standardkøreplanen, i hver retning,

g)

vejledende oplysninger om det rullende materiel, som ansøgeren påtænker at anvende.

3.   Oplysningerne om den planlagte drift af den nye jernbanepassagerrute skal som minimum dække de første tre driftsår og, hvis det er muligt, de første fem driftsår. Tilsynsorganet kan dog aftale en kortere periode.

4.   Tilsynsorganet offentliggør standardanmeldelsesformularen indsendt af ansøgeren på sit websted og underretter hurtigst muligt og senest 10 dage efter modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse følgende enheder:

a)

enhver kompetent myndighed, som har indgået en kontrakt om offentlig tjeneste for jernbanepassagertransport på denne rute eller en alternativ rute i henhold til direktiv 2012/34/EU,

b)

enhver anden berørt kompetent myndighed, som har ret til at begrænse adgangen i medfør af artikel 11 i direktiv 2012/34/EU,

c)

enhver jernbanevirksomhed, der driver tjenester i henhold til en kontrakt om offentlig tjeneste på den nye jernbanepassagerrute eller en alternativ rute.

5.   Alle oplysninger, som ansøgeren opgiver på standardanmeldelsesformularen, og eventuelle støttedokumenter indsendes til tilsynsorganerne og infrastrukturforvalterne i elektronisk format. Dog kan tilsynsorganet i behørigt begrundede tilfælde tillade, at dokumenter indsendes i papirudgave.

6.   Hvis anmeldelsen er ufuldstændig, meddeler tilsynsorganet ansøgeren, at ufuldstændige ansøgninger ikke vil blive taget i betragtning, og giver ansøgeren mulighed for at supplere sin ansøgning inden for en rimelig frist, dog højst ti arbejdsdage.

Artikel 5

Tidsfrist for anmodning om en prøvning af økonomisk ligevægt

1.   Enhver anmodning om prøvning af økonomisk ligevægt indgives til tilsynsorganet af de enheder, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2012/34/EU inden for den frist, der er fastsat i nævnte bestemmelse.

2.   Når en kontrakt om offentlig tjeneste for den samme rute eller en alternativ rute er givet i åbent udbud på tidspunktet for modtagelsen af ansøgerens anmeldelse som omhandlet i artikel 4, og fristen for indgivelse af bud til den kompetente myndighed er udløbet, kan de i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU omhandlede enheder anmode om en prøvning af økonomisk ligevægt for den fremtidige kontrakt om offentlig tjeneste inden for fristen omhandlet i stk. 1.

Dette berører ikke anvendelsen af denne forordning på en kontrakt om offentlig tjeneste, der er gældende på tidspunktet for modtagelsen af ansøgerens anmeldelse.

3.   Hvis der ikke indgives nogen anmodning om prøvning af økonomisk ligevægt inden fristen, jf. stk. 1, underretter tilsynsorganet straks ansøgeren og infrastrukturforvalteren herom. Infrastrukturforvalteren behandler anmodningen om adgang i overensstemmelse med kapitel IV, afdeling 3, i direktiv 2012/34/EU.

Artikel 6

Kontrakter om offentlig tjeneste med enerettigheder

I tilfælde hvor en kompetent myndighed har indrømmet enerettigheder til den jernbanevirksomhed, der opfylder en kontrakt om offentlig trafikbetjening, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 1370/2007, er eksistensen af sådanne rettigheder ikke til hinder for, at en ansøger får ret til adgang med det formål at betjene en ny jernbanepassagerrute, forudsat at adgangen ikke vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste.

Tilsynsorganet skal tage behørigt hensyn til værdien af sådanne enerettigheder, når det gennemfører prøvningen i henhold til artikel 10.

Artikel 7

Informationskrav i forbindelse med prøvning af økonomisk ligevægt

1.   Enheden, der anmoder om prøvning af økonomisk ligevægt, indgiver følgende oplysninger:

a)

den anmodende enheds navn, adresse, retlige enhed og registreringsnummer (hvis relevant),

b)

kontaktoplysninger for den person, der besvarer henvendelser,

c)

dokumentation for, at den nye jernbanepassagerrute risikerer at skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste,

d)

hvis den anmodende enhed er en kompetent myndighed eller den jernbanevirksomhed, som opfylder kontrakten om offentlig tjeneste, en kopi af kontrakten om offentlig tjeneste.

2.   Tilsynsorganet kan anmode om alle nødvendige oplysninger, herunder, alt efter tilfældet:

a)

fra den kompetente myndighed:

1)

relevante trafik-, efterspørgsels- og indtægtsprognoser, herunder også prognosemetoder,

2)

når det er relevant, den metode og de data, der er blevet anvendt til at beregne den økonomiske nettovirkning, jf. artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1370/2007 og bilaget til nævnte forordning.

b)

fra den jernbanevirksomhed, der opfylder kontrakten om offentlig tjeneste:

1)

en kopi af kontrakten om offentlig tjeneste, hvis den ikke er tilvejebragt under stk. 1, litra d),

2)

jernbanevirksomhedens forretningsplan for den rute, der er omfattet af kontrakten om offentlig tjeneste eller en alternativ rute,

3)

relevante trafik-, efterspørgsels- og indtægtsprognoser, herunder også prognosemetoder,

4)

oplysninger om virksomhedens indtægter og fortjenstmarginer på den rute, der er omfattet af en kontrakt om offentlig tjeneste eller en alternativ rute,

5)

køreplanen for ruterne, herunder afgangstider, mellemliggende stop, ankomsttider og forbindelser,

6)

ruternes skønnede elasticitet (f.eks. priselasticitet, elasticitet med hensyn til ruternes kvalitetsegenskaber),

7)

kapitalomkostninger og driftsudgifter for tjenester, som leveres i henhold til kontrakten om offentlig tjeneste, samt forskelle i omkostninger og efterspørgsel som følge af den nye jernbanepassagerrute.

c)

fra ansøgeren: oplysninger om ansøgerens planer for drift af den nye jernbanepassagerrute, herunder:

1)

forretningsplan,

2)

prognoser om passagertrafik og -indtægter, herunder også prognosemetoder,

3)

prissætningsstrategier,

4)

billetordninger,

5)

specifikationer for rullende materiel (f.eks. lastfaktor, antal sæder, vognkonfiguration),

6)

markedsføringsstrategi.

d)

fra infrastrukturforvalteren:

1)

oplysninger om de relevante linjer eller strækninger med henblik på at sikre, at den nye jernbanepassagerrute kan drives på den pågældende infrastruktur,

2)

oplysninger om den potentielle ydeevne og modstandsdygtighed for den foreslåede nye jernbanepassagerrute,

3)

vurdering af virkningerne på kapacitetsudnyttelsen,

4)

planer om udvikling af infrastruktur for så vidt angår ruter, der er omfattet af den foreslåede nye jernbanepassagerrute, herunder en angivelse af, hvornår sådanne planer vil blive gennemført,

5)

oplysninger om relevante rammeaftaler, der er indgået eller er under drøftelse, særligt med virksomheden, der opfylder kontrakten om offentlig tjeneste.

Infrastrukturforvalterens oplysningspligt, jf. litra d) i første afsnit af dette stykke, berører ikke infrastrukturforvalterens forpligtelser i medfør af den tildelingsprocedure, der er omhandlet i kapitel IV, afdeling 3, i direktiv 2012/34/EU.

3.   Alle oplysninger sendes til tilsynsorganet i elektronisk format. Dog kan tilsynsorganet i behørigt begrundede tilfælde tillade, at dokumenter indsendes i papirudgave.

Artikel 8

Fortrolighed

1.   Tilsynsorganet må ikke videregive kommercielt følsomme oplysninger modtaget fra parterne i forbindelse med prøvningen af økonomisk ligevægt.

2.   Den enhed, der anmoder om prøvning af økonomisk ligevægt, samt ansøgeren skal begrunde en anmodning om ikke at videregive kommercielt følsomme oplysninger på det tidspunkt, hvor oplysningerne indgives til tilsynsorganet. Sådanne oplysninger kan navnlig omfatte tekniske eller finansielle oplysninger vedrørende en virksomheds knowhow, forretningsplan, omkostningsstrukturer, markedsføring og prisstrategier, forsyningskilder og markedsandele. Tilsynsorganet skal bortredigere alle kommercielt følsomme oplysninger fra sin afgørelse inden underretning og offentliggørelse, jf. artikel 11, stk. 5. Oplysninger, der er indeholdt i standardanmeldelsesformularen, jf. artikel 4, stk. 2, anses ikke for at være kommercielt følsomme.

3.   Hvis tilsynsorganet finder begrundelsen for ikke at videregive oplysninger, jf. stk. 2, uacceptabel, skal tilsynsorganet underrette den part, som ønsker, at oplysningerne behandles fortroligt, om sin afgørelse, som skal begrundes skriftligt over for denne, senest to uger inden vedtagelsen af den afgørelse, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1.

4.   Tilsynsorganets afgørelse om fortrolig behandling kan prøves ved en domstol, jf. artikel 56, stk. 10, i direktiv 2012/34/EU. Tilsynsorganet må ikke videregive de omtvistede oplysninger, før den nationale domstol har afsagt en kendelse om fortrolighed.

Artikel 9

Procedure for prøvning af økonomisk ligevægt

1.   Tilsynsorganet kan bede den enhed, der anmoder om prøvning af økonomisk ligevægt, om at tilvejebringe alle supplerende oplysninger, som det skønner nødvendige i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, inden for en frist på en måned fra modtagelsen af anmodningen. Den anmodende enhed forelægger sådanne oplysninger inden for en rimelig frist, der fastsættes af tilsynsorganet. Tilsynsorganet kan anmode om yderligere oplysninger, såfremt det skønner, at de supplerende oplysninger ikke er tilstrækkelige.

2.   Såfremt oplysningerne fra den anmodende enhed stadig er ufuldstændige seks uger inden sidste frist for modtagelse af ansøgninger om infrastrukturkapacitet, jf. punkt 3 i bilag VII til direktiv 2012/34/EU, udfører tilsynsorganet prøvningen på grundlag af de foreliggende oplysninger. Såfremt tilsynsorganet finder, at oplysningerne ikke er tilstrækkelige til at udføre prøvningen, afvises anmodningen.

3.   Inden for en måned efter modtagelsen af anmodningen om prøvning af økonomisk ligevægt skal tilsynsorganet også anmode andre parter som omhandlet i artikel 7, stk. 2, om at tilvejebringe oplysninger, der er nødvendige for at udføre prøvningen i henhold til nævnte bestemmelse, i det omfang sådanne oplysninger med rimelighed kan tilvejebringes af den berørte part. I tilfælde, hvor disse oplysninger er ufuldstændige, kan tilsynsorganet anmode om yderligere præciseringer inden for en rimelig frist.

4.   Såfremt oplysningerne fra ansøgeren, der ønsker adgang, stadig er ufuldstændige seks uger inden sidste frist for modtagelse af ansøgninger om infrastrukturkapacitet, jf. punkt 3 i bilag VII til direktiv 2012/34/EU, udfører tilsynsorganet prøvningen på grundlag af de foreliggende oplysninger. Såfremt tilsynsorganet finder, at oplysningerne fra ansøgeren er utilstrækkelige til at udføre prøvningen, vedtager det en afgørelse, hvorved adgang nægtes.

5.   Hvis virksomheden, der opfylder kontrakten om offentlig tjeneste, ikke er den anmodende enhed, og såfremt oplysningerne fra den pågældende virksomhed stadig er ufuldstændige seks uger inden sidste frist for modtagelse af ansøgninger om infrastrukturkapacitet, jf. punkt 3 i bilag VII til direktiv 2012/34/EU, udfører tilsynsorganet prøvningen på grundlag af de foreliggende oplysninger. Såfremt tilsynsorganet finder, at oplysningerne er utilstrækkelige til at udføre prøvningen, vedtager det en afgørelse, hvorved adgang indrømmes.

6.   Tilsynsorganet vedtager en afgørelse inden for en frist på seks uger fra modtagelsen af alle relevante oplysninger og under alle omstændigheder inden sidste frist for modtagelse af ansøgninger om infrastrukturkapacitet, jf. punkt 3 i bilag VII til direktiv 2012/34/EU. Tilsynsorganet underretter straks infrastrukturforvalteren om afgørelsen.

7.   Hvis der i henhold til artikel 5, stk. 2, anmodes om en prøvning af økonomisk ligevægt af en kontrakt om offentlig tjeneste, som er genstand for en udbudsprocedure, kan tilsynsorganet suspendere behandlingen af den foreslåede ansøgning om en ny jernbanepassagerrute i højst 12 måneder fra modtagelsen af ansøgerens anmeldelse af den nye jernbanepassagerrute, eller indtil udbudsproceduren er afsluttet, alt efter hvad der indtræder først.

Artikel 10

Indholdet af prøvningen af økonomisk ligevægt og vurderingskriterier

1.   Det relevante tilsynsorgan vurderer, om den nye foreslåede jernbanepassagerrute vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste. Den økonomiske ligevægt betragtes som værende i ubalance, når den nye jernbanepassagerrute vil få væsentlig negativ indvirkning på mindst ét af de følgende elementer:

a)

rentabiliteten af de tjenesteydelser, som jernbanevirksomheden opfylder i henhold til kontrakten om offentlig tjeneste,

b)

nettoomkostningerne for den kompetente myndighed, der tildeler kontrakten om offentlig tjeneste.

2.   Analysen omfatter kontrakten om offentlig tjeneste i sin helhed, ikke de enkelte tjenesteydelser under den, over den samlede varighed. Forud fastsatte tærskelværdier eller specifikke kriterier kan anvendes, men må ikke anvendes kategorisk eller isoleret fra andre kriterier.

3.   Tilsynsorganet vurderer den finansielle nettovirkning af den nye jernbanepassagerrute på kontrakten om offentlig tjeneste. Analysen af omkostninger og indtægter, der genereres i forbindelse med de tjenesteydelser, der opfyldes i henhold til kontrakten om offentlig tjeneste efter lanceringen af den nye jernbanepassagerrute, skal indeholde følgende:

a)

forskelle i omkostninger og indtægter for den jernbanevirksomhed, der opfylder kontrakten om offentlig tjeneste (herunder, hvor det er relevant, alle omkostningsbesparelser, der stammer fra ikke-udskiftning af udtjent rullende materiel eller personale, hvis ansættelseskontrakt udløber),

b)

økonomiske virkninger, der er fremkommet inden for det rutenet, der betjenes af den forslåede nye jernbanepassagerrute under kontrakten om offentlig tjeneste (for eksempel videretransport af passagerer som kan være interesseret i en regional forbindelse, som er omfattet af kontrakten om offentlig tjeneste),

c)

eventuelle konkurrencemæssige reaktioner fra den jernbanevirksomhed, der opfylder kontrakten om offentlig tjeneste,

d)

virkninger på relevante investeringer foretaget af jernbanevirksomhederne eller de kompetente myndigheder, for eksempel investeringer i rullende materiel,

e)

værdien af eventuelle eksisterende enerettigheder.

4.   Tilsynsorganet vurderer omfanget af virkningen, særligt under hensyntagen til de kontraktlige ordninger mellem den kompetente myndighed og jernbanevirksomheden, der driver de offentlige tjenester, herunder, hvor det er relevant, niveauet for den kompensation, der er fastsat i henhold til bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007 eller som følge af udbud, og eventuelle mekanismer for risikodeling såsom trafik- og indtægtsrisici.

5.   Tilsynsorganet vurderer ligeledes:

a)

nettofordelene for kunderne som følge af den nye jernbanepassagerrute på kort og mellemlangt sigt,

b)

virkningen af den nye jernbanepassagerrute på ydeevnen og kvaliteten af jernbanetrafikken,

c)

virkningen af den nye jernbanepassagerrute på køreplansplanlægningen for jernbanetrafikken.

6.   Hvis tilsynsorganet behandler mere end én anmodning om adgang samtidigt, kan det træffe forskellige afgørelser med hensyn til de modtagne ansøgninger på grundlag af en analyse af deres respektive indvirkning på den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste, konkurrencemæssige virkninger, nettofordele for kunder og virkninger for rutenettet og deres kumulative virkninger på den økonomiske ligevægt i kontrakten om offentlig tjeneste.

7.   Vurderingen foretaget i henhold til denne artikel berører ikke tilsynsorganets forpligtelse til at rapportere statsstøttespørgsmål til de nationale myndigheder, jf. artikel 56, stk. 12, andet afsnit, i direktiv 2012/34/EU.

Artikel 11

Resultat af prøvningen af økonomisk ligevægt

1.   På grundlag af resultatet af en prøvning af økonomisk ligevægt udført i overensstemmelse med artikel 9 og 10, træffer tilsynsorganet en afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU, hvorefter retten til adgang til jernbaneinfrastruktur tildeles, ændres, tildeles på visse betingelser eller nægtes.

2.   Hvis den nye foreslåede jernbanepassagerrute vil skabe ubalance i den økonomiske ligevægt i en kontrakt om offentlig tjeneste, skal tilsynsorganet:

a)

hvis det er relevant, angive eventuelle ændringer af den nye jernbanepassagerrute, f.eks. ændringer i togfrekvens, kanaler, mellemliggende stop eller køreplan, som vil kunne sikre, at betingelserne for tildeling af ret til adgang i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU er opfyldt, og/eller

b)

hvis det er relevant i lyset af nettofordelene for kunder som omhandlet i artikel 10, stk. 5, litra a), i denne forordning, udstede henstillinger til den kompetente myndighed om andre ændringer, der ikke er relateret til den nye passagerrute, som vil kunne sikre, at betingelserne for tildeling af ret til adgang er opfyldt.

3.   Hvis ansøgningen om adgang vedrører driften af en ny jernbanepassagerrute som defineret i artikel 3, nr. 36), i direktiv 2012/34/EU, i henhold til proceduren og analysen fastsat ved denne forordning, skal tilsynsorganet handle i overensstemmelse med artikel 11a i direktiv 2012/34/EU.

4.   Under de omstændigheder, der er beskrevet i artikel 5, stk. 2, andet afsnit, kan der, hvis prøvningen af økonomisk ligevægt i den eksisterende kontrakt om offentlig tjeneste viser, at der kan gives adgang, indrømmes tidsbegrænset adgang, indtil der foreligger resultat af den prøvning af økonomisk ligevægt, der udføres i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, første afsnit, og artikel 9, stk. 7.

5.   Tilsynsorganet skal meddele en ikkefortrolig udgave af sin afgørelse til enhederne opført i artikel 11, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU og offentliggøre den på sit websted.

Artikel 12

Samarbejde mellem de kompetente tilsynsorganer for en foreslået ny, international passagerrute

1.   Efter modtagelse af ansøgerens anmeldelse af dennes hensigt om at idriftsætte en ny international passagerrute underretter tilsynsorganet de andre tilsynsorganer, som er kompetente for dele af den foreslåede nye rute. De relevante tilsynsorganer kontrollerer de modtagne oplysninger og underretter hinanden om eventuelle uoverensstemmelser.

2.   Ved modtagelse af en anmodning om prøvning af økonomisk ligevægt fra de enheder, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, i direktiv 2012/34/EU, underretter tilsynsorganet de andre kompetente tilsynsmyndigheder herom.

3.   De berørte tilsynsorganer udveksler indbyrdes resultaterne af deres respektive prøvning om økonomisk ligevægt med henblik på at give de andre tilsynsorganer tilstrækkelig mulighed for at fremsætte bemærkninger til resultaterne af prøvningerne, inden disse er afsluttede. De samarbejder med henblik på at finde en løsning på spørgsmålet, jf. artikel 57, i direktiv 2012/34/EU.

4.   Ved enhver udveksling af oplysninger vedrørende prøvninger behandler tilsynsorganerne kommercielt følsomme oplysninger, som de modtager fra parterne involveret i prøvningerne, fortroligt. De må kun anvende oplysningerne i forbindelse med den aktuelle sag.

Artikel 13

Gebyrer

En medlemsstat eller tilsynsorganet kan bestemme, at den enhed, der anmoder om prøvningen, betaler et gebyr for prøvningen af den økonomiske ligevægt.

Artikel 14

Metoder

1.   De metoder, tilsynsorganet anvender til at udføre prøvningen, skal være klare, gennemsigtige og ikke-diskriminerende og skal offentliggøres på dets websted.

2.   Tilsynsorganer udveksler erfaringer og bedste praksis ved anvendelse af deres respektive metoder gennem det netværk, der er oprettet i henhold til artikel 57, stk. 1, i direktiv 2012/34/EU.

Artikel 15

Ophævelse

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 869/2014 ophæves med virkning fra den 12. december 2020. Den finder anvendelse på ansøgeres anmeldelser, som modtages efter den 1. januar 2019, når disse forelægges i tilstrækkelig god tid til, at nye jernbanepassagerruter vil kunne idriftsættes inden den 12. december 2020.

Artikel 16

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2019 forud for den køreplan, som påbegyndes den 12. december 2020.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2370 af 14. december 2016 om ændring af direktiv 2012/34/EU for så vidt angår åbning af markedet for indenlandsk passagertransport med jernbane og forvaltning af jernbaneinfrastrukturen (EUT L 352 af 23.12.2016, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 869/2014 af 11. august 2014 om nye jernbanepassagerruter (EUT L 239 af 12.8.2014, s. 1).


Top