Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018H0464

Kommissionens henstilling (EU) 2018/464 af 19. marts 2018 om overvågning af metaller og jod i tang, saltplanter og produkter baseret på tang (EØS-relevant tekst. )

C/2018/1560

OJ L 78, 21.3.2018, p. 16–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2018/464/oj

21.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 78/16


KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2018/464

af 19. marts 2018

om overvågning af metaller og jod i tang, saltplanter og produkter baseret på tang

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Grænseværdierne for arsen, cadmium og bly i en række fødevarer er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 (1). Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat grænseværdier for disse stoffer i tang og saltplanter, dog med undtagelse af de i nævnte forordning fastsatte grænseværdier for kosttilskud, der udelukkende eller hovedsageligt består af tang eller produkter fremstillet af tang.

(2)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 (2) er maksimalgrænseværdien for kviksølv i alger og prokaryote organismer på nuværende tidspunkt fastsat til en standardværdi på 0,01 mg/kg.

(3)

Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler fastsatte i 2006 den øvre grænse for indtag af jod til 600 μg/dag for voksne og 200 μg/dag for børn i alderen mellem 1 og 3 år (3). Den anførte, at indtagelse af jodrige algeprodukter, særlig tørrede produkter, kan føre til indtag af jod i farlig mængde, hvis disse produkter indeholder mere end 20 mg jod/kg tørstof, og den eksponerede befolkning bor i et område med endemisk jodmangel.

(4)

Tilgængelige data om forekomst viser, at tang indeholder væsentlige koncentrationer af arsen, cadmium, jod, bly og kviksølv. Da saltplanter også vokser i et havmiljø, kan det med rimelighed antages, at der i forbindelse med optagelse af disse stoffer og kontaminering vil vise sig et lignende mønster.

(5)

Tang og saltplanter får en stadigt stigende betydning for visse EU-forbrugeres forbrugsmønstre. Det er derfor nødvendigt at vurdere, om andelen af arsen, cadmium, jod, bly og kviksølv fra tang og saltplanter i den samlede eksponering for disse stoffer kræver en fastsættelse af grænseværdier for arsen, cadmium og bly i disse varer eller en ændring af grænseværdierne for kviksølv i alger og prokaryote organismer, eller om der skal træffes foranstaltninger i forbindelse med eksponeringen for jod fra disse produkter.

(6)

Bilagene til Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (4) indeholder specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer baseret på tang. For visse af disse tilsætningsstoffer anbefaler EFSA, at værdierne for urenheder i toksiske grundstoffer revideres for at sikre, at anvendelsen af disse tilsætningsstoffer ikke udgør en betydelig kilde til eksponering for disse toksiske grundstoffer, navnlig for spædbørn og småbørn (5). Derfor bør eksponeringen for arsen, cadmium, job, bly og kviksølv i fødevaretilsætningsstoffer baseret på tang og alger vurderes.

(7)

Der er i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF (6) fastsat grænseværdier for arsen, bly, cadmium og kviksølv. Da visse tangarter anvendes som foder, bør metalindholdet i disse arter undersøges, både af dyresundhedsmæssige årsager og i lyset af overførslen af disse metaller til animalske fødevarer.

(8)

Der bør indsamles data om forekomst for arsen, cadmium, jod, bly og kviksølv i en række tangarter, saltplanter og produkter baseret på tang til støtte for en vurdering af eksponeringen via kosten —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

1.

Medlemsstaterne bør i samarbejde med lederne af fødevare- og foderstofvirksomhederne i årene 2018, 2019 og 2020 overvåge forekomsten af arsen, cadmium, jod, bly og kviksølv i tang, saltplanter og produkter baseret på tang. Overvågningen bør omfatte spiselige saltplanter, herunder Salicorna europaea og Tetragonia tetragonoides og en lang række tangarter, og på den måde afspejle forbrugsvaner og anvendelse i foder, herunder arame (Ecklonia bicyclis), blæretang (Fucus vesiculosus), søl (Palmaria palmata), hijiki (Hizikia fusiforme), carrageentang (Chondrus crispus), fingertang (Laminaria digitata), kombu (Laminaria japonica, Saccharina japonica), nori eller purpurtang (Porphyra og Pyropia spp.), buletang (Ascophyllum nodosum), havsalat (Ulva sp.), remmetang (Himanthalia elongata), savtang (Fucus serratus), plysalger (Codium sp.) sukkertang (Sacharina latissima) wakame (Undaria pinnatifida) og vingetang (Alaria esculenta) for at kunne foretage et nøjagtigt estimat af eksponeringen. Der bør ligeledes indsamles data om forekomst i fødevaretilsætningsstoffer baseret på tang, herunder E400, E401, E403, E404, E405, E406, E407, E407a og E160a(iv).

2.

De i Kommissionens forordning (EF) nr. 333/2007 (7) fastsatte prøveudtagningsprocedurer bør følges for at sikre, at prøverne er repræsentative for det parti, hvoraf de er udtaget.

3.

Bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 (8) bør følges ved overvågning af foder.

4.

Analyserne bør udføres i henhold til bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (9) ved at anvende en analysemetode, som har vist sig at give pålidelige resultater.

5.

Analysen af kviksølv bør udføres ved at bestemme indholdet af methylkviksølv og det samlede kviksølvindhold, og analysen af arsen bør udføres ved at bestemme indholdet af uorganisk arsen og det samlede arsenindhold og, hvis muligt, andre relevante arsenspecier.

6.

Antallet af arter eller tilsætningsstoffer indberettes sammen med oplysninger om, hvorvidt der er tale om analyse af friske, tørrede eller forarbejdede produkter. Hvis det er muligt, indberettes også produkternes oprindelse (vilde eller dyrkede), høstdato og -sted, den analyserede del af tangen og mulige oplysninger på slutprodukternes etiket.

7.

Data fra overvågningen bør regelmæssigt indberettes til EFSA sammen med de oplysninger og i det elektroniske format, som EFSA har foreskrevet, så disse data kan samles i én database.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2018.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 af 23. februar 2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (EUT L 70 af 16.3.2005, s. 1).

(3)  Tolerable upper intake levels for vitamins and minerals — Scientific Committee on Food — Scientific Panel on Dietetic Products, Nutrition and Allergies. Februar, 2006 http://www.efsa.europa.eu/sites/default/files/efsa_rep/blobserver_assets/ndatolerableuil.pdf

(4)  Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 af 9. marts 2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer opført i bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (EUT L 83 af 22.3.2012, s. 1).

(5)  Re-evaluation of agar (E406) as a food additive. EFSA Journal 2016: 14(12): 4645.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/32/EF af 7. maj 2002 om uønskede stoffer i foderstoffer (EFT L 140 af 30.5.2002, s. 10).

(7)  Kommissionens forordning (EF) nr. 333/2007 af 28. marts 2007 om prøveudtagnings- og analysemetoder til kontrol af indholdet af sporstoffer og procesforureninger i fødevarer (EUT L 88 af 29.3.2007, s. 29).

(8)  Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 af 27. januar 2009 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af foder (EUT L 54 af 26.2.2009, s. 1).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1).


Top