Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017L2102

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2102 af 15. november 2017 om ændring af direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (EØS-relevant tekst. )

OJ L 305, 21.11.2017, p. 8–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2017/2102/oj

21.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 305/8


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2017/2102

af 15. november 2017

om ændring af direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU (3) om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) skal Kommissionen undersøge behovet for at ændre nævnte direktivs anvendelsesområde med hensyn til EEE som omhandlet i direktivet og om nødvendigt fremlægge et lovgivningsforslag vedrørende eventuelle yderligere udelukkelser vedrørende dette EEE.

(2)

Aktiviteter på det sekundære marked vedrørende EEE, der omfatter reparation, udskiftning af reservedele, renovering og genbrug samt eftermontering, bør fremmes for at støtte den cirkulære økonomi i Unionen. Der bør sikres et højt niveau af beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, herunder gennem miljørigtig nyttiggørelse og bortskaffelse af affald af EEE. Enhver unødig administrativ byrde på markedsoperatørerne bør undgås. Direktiv 2011/65/EU gør det muligt for EEE, som falder uden for anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets foregående direktiv 2002/95/EF (4), men som ikke vil være i overensstemmelse med direktiv 2011/65/EU, fortsat at kunne blive gjort tilgængeligt på markedet indtil den 22. juli 2019. Efter den dato er både den første gang, EEE bringes i omsætning, og aktiviteter på det sekundære marked vedrørende EEE, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, imidlertid forbudt. Et sådant forbud mod aktiviteter på det sekundære marked er uforeneligt med de generelle principper, der ligger til grund for EU-foranstaltninger med henblik på tilnærmelse af produktlovgivninger, og bør derfor fjernes.

(3)

Visse nicheproduktgrupper bør udelukkes fra anvendelsesområdet for direktiv 2011/65/EU, da en inddragelse af disse kun vil give ubetydelige miljø- eller sundhedsmæssige fordele, men medføre uløselige problemer med overholdelse eller markedsfordrejning, som ikke kan afhjælpes effektivt gennem den undtagelsesmekanisme, der er fastsat i nævnte direktiv.

(4)

Piber i orgler fremstilles af en særlig type blybaseret legering, til hvilken der indtil videre ikke er fundet noget alternativ. De fleste pibeorgler står på det samme sted i århundreder, og deres omsætningshastighed er ubetydelig. Pibeorgler bør derfor udelukkes fra anvendelsesområdet for direktiv 2011/65/EU, eftersom det hvad angår erstatning af bly kun vil give en ubetydelig fordel at inkludere dem.

(5)

Direktiv 2011/65/EU finder ikke anvendelse på mobile ikke-vejgående maskiner med en indbygget strømkilde, der udelukkende gøres tilgængelige til erhvervsmæssig brug. Hvad angår visse typer mobile ikke-vejgående maskiner produceres der dog to versioner i samme produktionslinje med strømkilden (enten indbygget eller ekstern) som den eneste forskel. Disse versioner bør behandles ens under nævnte direktiv. Mobile ikke-vejgående maskiner med et friktionsdrev med en ekstern strømkilde bør derfor ligeledes udelukkes fra anvendelsesområdet for direktiv 2011/65/EU.

(6)

For alle relevante EEE-kategorier som fastsat i bilag I til direktiv 2011/65/EU bør betingelserne for undtagelsen for genbrugte reservedele fra EEE fastsættes klart. Eftersom undtagelser fra begrænsningen af anvendelsen af visse farlige stoffer bør være af begrænset varighed, bør den maksimale gyldighedsperiode for gældende undtagelser ligeledes fastsættes klart for alle relevante EEE-kategorier, herunder for kategori 11.

(7)

Hvis en ansøgning om fornyelse af en undtagelse indgives, skal Kommissionen træffe en afgørelse senest seks måneder før den eksisterende undtagelses udløbsdato, medmindre der findes særlige forhold, der berettiger en anden frist. Der er ikke fastsat nogen frist for, hvornår Kommissionen skal træffe en afgørelse om ansøgninger om nye undtagelser. Ifølge rapport af 18. april 2016 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til direktiv 2011/65/EU, har denne frist vist sig ikke at fungere i praksis på grund af nødvendigheden af at følge adskillige obligatoriske proceduremæssige skridt for evaluering af en ansøgning om fornyelse af en undtagelse. Fristen tilfører ikke nogen merværdi til den gældende procedure for evaluering af ansøgninger om fornyelse, men medfører tværtimod usikkerhed for virksomheder og andre interessenter på grund af dens praktiske umulighed. På den anden side er forretningskontinuiteten sikret, eftersom markedsoperatørerne kan forlade sig på, at en eksisterende undtagelse forbliver gyldig, indtil der træffes afgørelse om ansøgningen om fornyelse. Bestemmelsen om fristen bør derfor fjernes. Kommissionen bør imidlertid kort efter modtagelsen af en ansøgning tilsende ansøgeren, medlemsstaterne og Europa-Parlamentet en tidsplan for vedtagelsen af sin afgørelse om ansøgningen. Desuden bør den generelle evaluering af direktiv 2011/65/EU, der skal foretages af Kommissionen senest den 22. juli 2021, omfatte fastsættelsen af en realistisk frist for Kommissionen til at træffe afgørelse om en ansøgning om fornyelse af en undtagelse før udløbet af den pågældende undtagelse.

(8)

Målene for dette direktiv, nemlig at bidrage til beskyttelsen af menneskers sundhed og den miljørigtige nyttiggørelse og bortskaffelse af affald af EEE gennem begrænsning af anvendelsen af farlige stoffer i EEE, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet indbyrdes afvigelser mellem medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser kan skabe handelshindringer og forvride konkurrencen i Unionen og således indvirke direkte på det indre marked, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger i forhold til anden EU-lovgivning om nyttiggørelse og bortskaffelse af affald og områder af fælles interesse, som f.eks. beskyttelse af folkesundheden, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2011/65/EU foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 ændres således:

a)

Stk. 2 udgår.

b)

I stk. 4 tilføjes følgende litra:

»k)

pibeorgler.«

2)

I artikel 3 affattes nr. 28) således:

»28)   »mobile ikke-vejgående maskiner, der udelukkende gøres tilgængelige til erhvervsmæssig brug«: maskiner med en indbygget strømkilde eller med et friktionsdrev med en ekstern strømkilde, hvis drift enten kræver mobilitet eller en kontinuerlig eller semikontinuerlig flytning mellem en række faste arbejdspunkter under arbejdet, og der udelukkende gøres tilgængelige til erhvervsmæssig brug.«

3)

Artikel 4 ændres således:

a)

Stk. 3 affattes således:

»3.   Stk. 1 finder anvendelse på medicinsk udstyr og overvågnings- og reguleringsinstrumenter, der bringes i omsætning fra den 22. juli 2014, på medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, der bringes i omsætning fra den 22. juli 2016, på industrielle overvågnings- og reguleringsinstrumenter, der bringes i omsætning fra den 22. juli 2017, og på alt andet EEE, der var uden for anvendelsesområdet for direktiv 2002/95/EF og bringes i omsætning fra den 22. juli 2019.«

b)

I stk. 4 indsættes følgende litra:

»ea)

alt andet EEE, der var uden for anvendelsesområdet for direktiv 2002/95/EF og er bragt i omsætning inden den 22. juli 2019«.

c)

Stk. 5 affattes således:

»5.   Forudsat at genbrug sker i kontrollerbare retursystemer med lukket kredsløb mellem virksomheder, og at forbrugeren underrettes om genbrugen af reservedele, finder stk. 1 ikke anvendelse på genbrugte reservedele:

a)

som er udtaget fra EEE, der er bragt i omsætning inden den 1. juli 2006, og som bruges i EEE, der er bragt i omsætning inden den 1. juli 2016

b)

som er udtaget fra medicinsk udstyr eller overvågnings- og reguleringsinstrumenter, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2014, og som bruges i EEE, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2024

c)

som er udtaget fra medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2016, og som bruges i EEE, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2026

d)

som er udtaget fra industrielle overvågnings- og reguleringsinstrumenter, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2017, og som bruges i EEE, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2027

e)

som er udtaget fra alt andet EEE, der var uden for anvendelsesområdet for direktiv 2002/95/EF og er bragt i omsætning inden den 22. juli 2019, og som bruges i EEE, der er bragt i omsætning inden den 22. juli 2029.«

4)

Artikel 5 ændres således:

a)

I stk. 2 affattes andet afsnit således:

»For så vidt angår undtagelserne opført i bilag III pr. 21. juli 2011 udgør den maksimale gyldighedsperiode, som kan fornys, følgende (medmindre der er fastsat en kortere periode):

a)

for kategori 1-7 og 10 i bilag I: fem år fra den 21. juli 2011

b)

for kategori 8 og 9 i bilag I: syv år fra de relevante datoer, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, og

c)

for kategori 11 i bilag I: fem år fra den 22. juli 2019.«

b)

I stk. 4 indsættes følgende litra:

»ba)

tilsender senest en måned efter modtagelsen af en ansøgning ansøgeren, medlemsstaterne og Europa-Parlamentet en tidsplan for vedtagelsen af sin afgørelse om ansøgningen«.

c)

I stk. 5 udgår andet afsnit, første punktum.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 12. juni 2019. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 15. november 2017.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

M. MAASIKAS

Formand


(1)  EUT C 345 af 13.10.2017, s. 110.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 3.10.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 23.10.2017.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (EUT L 174 af 1.7.2011, s. 88).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (EUT L 37 af 13.2.2003, s. 19).


Top