Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1354

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1354 af 20. juli 2017 om præcisering af, hvorledes de oplysninger, der er omhandlet i artikel 10, stk. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU, skal angives (EØS-relevant tekst. )

C/2017/5058

EUT L 190 af 21.7.2017, p. 7–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2017/1354/oj

21.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 190/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1354

af 20. juli 2017

om præcisering af, hvorledes de oplysninger, der er omhandlet i artikel 10, stk. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU, skal angives

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (1), særlig artikel 10, stk. 10, og artikel 45, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det fremgår af artikel 10, stk. 10, i direktiv 2014/53/EU, at hvis der findes begrænsninger for ibrugtagning eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen, skal oplysninger på emballagen gøre det muligt at identificere de medlemsstater eller det geografiske område i en medlemsstat, hvor der findes begrænsninger for ibrugtagning eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen, og at sådanne oplysninger skal uddybes i den brugsanvisning, der ledsager radioudstyret.

(2)

I henhold til artikel 10, stk. 10, i direktiv 2014/53/EU kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter om, hvorledes disse oplysninger skal angives.

(3)

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 45, stk. 2, i direktiv 2014/53/EU.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Overensstemmelsesvurdering og Markedsovervågning på Teleområdet, der er nedsat i henhold til artikel 45 i direktiv 2014/53/EU —

VEDTAGET DENNE FORORDNING

Artikel 1

Denne forordning præciserer, hvorledes de oplysninger, der er omhandlet i artikel 10, stk. 10, i direktiv 2014/53/EU, skal angives, og finder kun anvendelse på radioudstyr, for hvilket der findes begrænsninger for ibrugtagning eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen i mindst én medlemsstat.

Artikel 2

1.   Hvis der findes begrænsninger for ibrugtagning eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen af radioudstyr, jf. artikel 10, stk. 10, i direktiv 2014/53/EU, skal der på radioudstyrets emballage synligt og letlæseligt anbringes:

a)

et piktogram, jf. bilag I, eller

b)

ordene »Begrænsninger eller krav i« på et for slutbrugerne let forståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat efterfulgt af forkortelserne for medlemsstaterne, jf. bilag II, hvis sådanne restriktioner eller krav findes.

2.   Hvis radioudstyr er omfattet af begrænsninger for ibrugtagning eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen, jf. artikel 10, stk. 10, i direktiv 2014/53/EU, skal den brugsanvisning, der ledsager radioudstyret, på et for slutbrugerne letforståeligt sprog fastsat af den pågældende medlemsstat indeholde en liste over de medlemsstater og de geografiske områder i medlemsstaterne, hvor der findes sådanne begrænsninger eller krav, samt angive, hvilke typer begrænsninger eller krav der finder anvendelse i den enkelte medlemsstat og det enkelte geografiske område i en medlemsstat.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, og den finder anvendelse fra den 9. august 2018.

Radioudstyr, der bringes i omsætning efter den 8. august 2017 og er i overensstemmelse med nærværende forordning, anses for at være i overensstemmelse med artikel 10, stk. 10, i direktiv 2014/53/EU.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 153 af 22.5.2014, s. 62.


BILAG I

Piktogram

1.

Piktogrammet skal være i form af en tabel.

2.

Piktogrammet skal indeholde følgende tegn:

Image

3.

Piktogrammet skal også under eller ved siden af det i afsnit 2 angivne tegn indeholde forkortelser for de medlemsstater, jf. bilag II, hvor der findes begrænsninger for ibrugtagning eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen.

4.

Piktogrammet og dets indhold kan forekomme i forskellige varianter (f.eks. være i farver, massivt eller hult, med forskellig stregtykkelse), forudsat at det er synligt og læseligt.

5.

Eksempler på piktogrammer:

Image

ES

LU

RO

CZ

FR

HU

SI

DK

HR

Image

BG

EE

BE


BILAG II

Forkortelser

Forkortelserne for medlemsstaterne skal være som følger:

Belgien (BE), Bulgarien (BG), Tjekkiet (CZ), Danmark (DK), Tyskland (DE), Estland (EE), Irland (IE), Grækenland (EL), Spanien (ES), Frankrig (FR), Kroatien (HR), Italien (IT), Cypern (CY), Letland (LV), Litauen (LT), Luxembourg (LU), Ungarn (HU), Malta (MT), Nederlandene (NL), Østrig (AT), Polen (PL), Portugal (PT), Rumænien (RO), Slovenien (SI), Slovakiet (SK), Finland (FI), Sverige (SE) og Det Forenede Kongerige (UK).


Top