EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32002D0676

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen)

OJ L 108, 24.4.2002, p. 1–6 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Estonian: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Latvian: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Lithuanian: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Hungarian Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Maltese: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Polish: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Slovak: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Slovene: Chapter 13 Volume 029 P. 317 - 322
Special edition in Bulgarian: Chapter 13 Volume 035 P. 163 - 168
Special edition in Romanian: Chapter 13 Volume 035 P. 163 - 168
Special edition in Croatian: Chapter 13 Volume 038 P. 63 - 68

In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2002/676(1)/oj

32002D0676

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen)

EF-Tidende nr. L 108 af 24/04/2002 s. 0001 - 0006


Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF

af 7. marts 2002

om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

i henhold til proceduren i traktatens artikel 251(3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen forelagde den 10. november 1999 en meddelelse for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget, om den videre udvikling inden for frekvenspolitik, som bygger på resultaterne af den offentlige høring i forbindelse med grønbogen om frekvenspolitik set i sammenhæng med Fællesskabets politik inden for områderne telekommunikation, radio-/tv-spredning, transport og forskning og udvikling (FoU). Meddelelsen hilstes velkommen af Europa-Parlamentet i en beslutning af 18. maj 2000(4). Det bør understreges, at en yderligere samordning af Fællesskabets frekvenspolitik til en vis grad er ønskelig, hvad angår tjenester og applikationer, navnlig hvad angår tjenester og applikationer, der dækker hele Fællesskabet eller hele Europa, og at det bør sikres, at medlemsstaterne sørger for, at visse beslutninger, der udarbejdes af Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT), finder anvendelse på rette måde.

(2) Der må derfor etableres et politisk og retligt regelsæt i Fællesskabet for at sikre samordning af politikkerne og, hvor det er relevant, må der foretages den harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne, der er nødvendig for det indre markeds oprettelse og funktion inden for fællesskabspolitikområder som elektronisk kommunikation, transport og FoU. Politikken med hensyn til anvendelsen af radiofrekvenser bør koordineres og, hvor det er relevant, harmoniseres på fællesskabsniveau, så Fællesskabets politiske målsætninger opfyldes effektivt. I visse tilfælde kan koordinering og harmonisering på fællesskabsplan også bidrage til harmonisering og koordinering af anvendelsen af radiofrekvenser på verdensplan. Samtidig kan der ydes passende teknisk støtte nationalt.

(3) Fællesskabets frekvenspolitik bør bidrage til ytringsfrihed, herunder meningsfrihed, og frihed til uden hensyn til landegrænser at modtage og meddele oplysninger eller tanker, samt til mediefrihed og mediernes pluralisme.

(4) Denne beslutning bygger på det princip, at hvis Europa-Parlamentet og Rådet er enedes om en fællesskabspolitik, der er afhængig af radiofrekvenser, bør der gøres brug af udvalgsprocedurer med henblik på vedtagelsen af ledsagende tekniske gennemførelsesforanstaltninger. De tekniske gennemførelsesforanstaltninger bør specifikt vedrøre harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne samt adgang til oplysninger om radiofrekvensanvendelse. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne beslutning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(5).

(5) Ethvert nyt politisk initiativ på fællesskabsplan, der er afhængig af radiofrekvenser, bør på behørig vis vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af et forslag fra Kommissionen. Uden at Kommissionens initiativret foregribes, bør dette forslag bl.a. omfatte information om den påtænkte politiks virkning for de eksisterende radiofrekvensbrugergrupper samt oplysninger om enhver generel radiofrekvensreallokering, som en sådan ny politik måtte kræve.

(6) Med henblik på udarbejdelsen og vedtagelsen af tekniske gennemførelsesforanstaltninger og for at bidrage til formuleringen, forberedelsen og gennemførelsen af Fællesskabets frekvenspolitik bistås Kommissionen af et udvalg, benævnt Frekvensudvalget, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand. Udvalget overvejer forslag til tekniske gennemførelsesforanstaltninger i forbindelse med radiofrekvenser. Forslagene kan udarbejdes med udgangspunkt i udvalgets drøftelser og kan i særlige tilfælde kræve, at de nationale myndigheder med ansvar for frekvensforvaltning udfører et forberedende teknisk arbejde. Hvis der gøres brug af udvalgsprocedurer ved vedtagelsen af tekniske gennemførelsesforanstaltninger, bør udvalget endvidere tage hensyn til holdninger hos branchen, alle berørte brugere, både kommercielle og ikke-kommercielle, samt hos andre interessegrupper med hensyn til den teknologiske samt markeds- og reguleringsmæssige udvikling, hvis de kan få konsekvenser for radiofrekvensanvendelse. Radiofrekvensbrugere bør frit kunne forelægge oplysninger, som de mener er nødvendige. Udvalget kan beslutte at indkalde repræsentanter for radiofrekvensbrugergrupper til dets møder, hvor det er nødvendigt, for at belyse situationen inden for en enkelt sektor.

(7) Hvis det er nødvendigt at vedtage harmoniseringsforanstaltninger med henblik på gennemførelsen af fællesskabspolitikker, der ikke blot er tekniske gennemførelsesforanstaltninger, kan Kommissionen forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag i henhold til traktaten.

(8) Frekvenspolitik kan ikke udelukkende baseres på tekniske parametre, men må også tage hensyn til økonomiske, politiske, kulturelle, sundhedsmæssige og sociale aspekter. Desuden kan den stigende efterspørgsel efter endelig tilrådighedsstillelse af tilgængelige radiofrekvenser føre til indbyrdes modstridende krav om at tage hensyn til de forskellige radiofrekvensbrugergrupper inden for sektorer som kommunikation, tv- og radiospredning, transport, ordensmyndigheder, militær og videnskabelig forskning. Frekvenspolitikken må derfor tage hensyn til alle sektorer og afveje deres respektive behov mod hinanden.

(9) Beslutningen må ikke indskrænke medlemsstaternes ret til at indføre restriktioner, som måtte være nødvendige af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed og forsvaret. Kommissionen kan, når en teknisk gennemførelsesforanstaltning bl.a. vil få indflydelse på frekvensbånd, der udelukkende og direkte anvendes af en medlemsstat af hensyn til den offentlige sikkerhed og forsvaret, og hvis medlemsstaterne anmoder herom af berettigede grunde, indrømme overgangsperioder og/eller deleordninger for at lette en fuldstændig gennemførelse af foranstaltningen. Medlemsstaterne kan i denne forbindelse også underrette Kommissionen om deres nationale frekvensbånd, som udelukkende og direkte anvendes af hensyn til den offentlige sikkerhed og forsvaret.

(10) For at tage hensyn til holdninger hos medlemsstaterne, fællesskabsinstitutionerne, branchen, alle berørte brugere, både kommercielle og ikke-kommercielle, samt hos andre interessegrupper med hensyn til den teknologiske samt markeds- og reguleringsmæssige udvikling, hvis de kan få konsekvenser for radiofrekvensanvendelse, kan Kommissionen afholde høringer uden for rammerne af denne beslutning.

(11) Den tekniske forvaltning af radiofrekvenser omfatter harmonisering og allokering af radiofrekvenser. Harmoniseringen bør afspejle de krav, som følger af de generelle politiske principper, der er fastlagt på fællesskabsniveau. Imidlertid dækker den tekniske forvaltning af radiofrekvenser ikke procedurer for tildeling af radiofrekvenser og udstedelse af tilladelser eller beslutningen om, hvorvidt der skal anvendes konkurrencebaserede udvælgelsesprocedurer med henblik på tildeling af radiofrekvenser.

(12) Med henblik på vedtagelsen af tekniske gennemførelsesforanstaltninger til harmonisering af allokering af radiofrekvenser og af adgang til oplysninger samarbejder udvalget med radiofrekvenseksperter fra nationale myndigheder med ansvar for radiofrekvensforvaltning. Med udgangspunkt i erfaringerne med mandateringsprocedurer fra specifikke sektorer, f.eks. som et resultat af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 710/97/EF af 24. marts 1997 om en koordineret fremgangsmåde for godkendelse inden for satellitbaserede personkommunikationstjenester i Fællesskabet(6), og Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 128/1999/EF af 14. december 1998 om koordineret indførelse af et mobilt og trådløst kommunikationssystem i tredje generation i Det Europæiske Fællesskab(7) skal der vedtages tekniske gennemførelsesforanstaltninger på grundlag af mandater til CEPT. Hvis det er nødvendigt at vedtage harmoniserede foranstaltninger med henblik på gennemførelsen af fællesskabspolitikker, der ikke hører under CEPT, kan Kommissionen vedtage gennemførelsesforanstaltninger med bistand fra Frekvensudvalget.

(13) CEPT omfatter 44 europæiske lande. CEPT udarbejder tekniske harmoniseringsforanstaltninger med henblik på at harmonisere radiofrekvensanvendelsen ud over Fællesskabets grænser, hvilket er af særlig betydning for medlemsstater, hvis radiofrekvensanvendelse kan berøres af radiofrekvensanvendelsen i CEPT's ikke-EU medlemmer. I forbindelse med afgørelser og foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med denne beslutning, bør der tages hensyn til den specifikke situation i medlemsstater med ydre grænser. Hvor det er nødvendigt, bør Kommissionen kunne gøre resultaterne af mandater til CEPT obligatoriske for medlemsstaterne, og i tilfælde, hvor resultaterne af sådanne mandater ikke foreligger eller ikke anses for tilfredsstillende, bør der kunne træffes hensigtsmæssige alternative foranstaltninger. Det vil navnlig bane vej for harmonisering af anvendelsen af radiofrekvenser i hele Fællesskabet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet)(8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet)(9).

(14) Koordineret og rettidig formidling til offentligheden af passende information om radiofrekvensallokering, -tilgængelighed og -anvendelse i Fællesskabet er et væsentligt element for politiske og investeringsbeslutninger. Det samme gælder teknologisk udvikling, som medfører nye radiofrekvensallokerings- og forvaltningsteknikker samt nye frekvenstildelingmetoder. Udviklingen af langsigtede strategier forudsætter, at man har den rette forståelse af følgerne af, hvordan teknologien udvikler sig. Oplysningerne må derfor gøres tilgængelige i Fællesskabet, uden at dette indskrænker beskyttelsen af fortrolige forretnings- og personoplysninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren(10). Det er en forudsætning for gennemførelsen af en tværsektoriel frekvenspolitik, at oplysninger om alle radiofrekvenser gøres tilgængelige. Med henblik på det generelle mål om harmonisering af radiofrekvensanvendelse i Fællesskabet og andre steder i Europa må adgangen til sådanne oplysninger harmoniseres på europæisk niveau på en brugervenlig måde.

(15) Der er derfor behov for at komplettere eksisterende krav inden for Fællesskabet og internationalt til offentliggørelse af oplysninger om radiofrekvensanvendelse. Internationalt indeholder det referencedokument om reguleringsprincipper, som gruppen for basisteletjenester har forhandlet inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen, også krav om offentliggørelse af den nuværende allokering af frekvensbånd. Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16. januar 1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation(11), pålagde medlemsstaterne hvert år at offentliggøre eller efter anmodning forelægge oversigter over radiofrekvensallokeringer, herunder planer om fremtidig udvidelse af disse radiofrekvenser, men direktivet omfatter kun mobil- og personkommunikationstjenester. Desuden pålægger Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse(12), samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester(13), medlemsstaterne at meddele Kommissionen, hvilke grænseflader de har udstedt regler for, så reglernes overensstemmelse med fællesskabslovgivningen kan vurderes.

(16) Direktiv 96/2/EF lå til grund for vedtagelsen af de første foranstaltninger inden for CEPT som f.eks. beslutningen fra den Europæiske Radiokommunikationskomité (ECR) (ERC/DEC/(97)01) om offentliggørelse af nationale oversigter over radiofrekvensallokeringer. Det må sikres, at CEPT's afgørelser afspejler fællesskabspolitiske behov, og at de har det fornødne retsgrundlag, så de kan gennemføres i Fællesskabet. Med sigte herpå må der vedtages særlige foranstaltninger i Fællesskabet, både hvad angår procedure og indhold.

(17) Virksomheder i Fællesskabet bør på lige fod og uden diskrimination have adgang til radiofrekvenser i tredjelande. Da radiofrekvenser er et nøgleelement for erhvervslivets udvikling og aktiviteter i offentlighedens interesse, må det også sikres, at Fællesskabets behov for radiofrekvenser afspejles i international planlægning.

(18) Gennemførelse af Fællesskabets politikker kan gøre det nødvendigt at koordinere radiofrekvensanvendelsen, især hvad angår levering af kommunikationstjenester, herunder roaming i hele Fællesskabet. Desuden indebærer visse typer radiofrekvensanvendelse en geografisk dækning, som går ud over en medlemsstats grænser og giver mulighed for grænseoverskridende tjenester, som ikke kræver nogen flytning af personer, f.eks. satellitbaserede kommunikationstjenester. Fællesskabet bør derfor være tilstrækkeligt repræsenteret i forbindelse med arbejdet under alle berørte internationale organisationer og konferencer vedrørende radiofrekvensforvaltning, navnlig inden for Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og på dens verdensomspændende radiokommunikationskonferencer.

(19) De eksisterende mekanismer for forberedelse af og forhandling på ITU's verdensomspændende radiokommunikationskonferencer har gennem et godt samarbejde i CEPT givet glimrende resultater, og der er under forberedelserne blevet taget hensyn til Fællesskabets interesser. I internationale forhandlinger bør medlemsstaterne og Fællesskabet udarbejde fælles aktionslinjer og samarbejde tæt i hele forhandlingsprocessens forløb, så Fællesskabet internationalt optræder som en enhed på grundlag af de procedurer, der er fastlagt i Rådets konklusioner af 3. februar 1992 med henblik på Den Verdensomspændende Administrative Radiokonference og bekræftet i Rådets konklusioner af 22. september 1997 og 2. maj 2000. Med henblik på disse internationale forhandlinger bør Kommissionen underrette Europa-Parlamentet og Rådet om, hvorvidt fællesskabspolitikkerne er berørt, med henblik på at opnå Rådets støtte til de politiske fællesskabsmål, der skal nås, og til de holdninger, som medlemsstaterne bør gå ind for på internationalt niveau. For at sikre, at sådanne holdninger også tager behørigt hensyn til den tekniske dimension i forbindelse med radiofrekvensforvaltningen kan Kommissionen give CEPT mandater med henblik herpå. Medlemsstaterne vedlægger ethvert tilsagn, som de afgiver til en aftale eller forskrift i internationale fora, der styrer eller beskæftiger sig med radiofrekvensforvaltning, en fælles erklæring, som siger, at de vil opfylde sådanne aftaler og forskrifter i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til traktaten.

(20) Foruden internationale forhandlinger, der specifikt vedrører radiofrekvenser, er der også internationale aftaler mellem Fællesskabet og tredjelande, som kan få konsekvenser for anvendelsen af frekvensbånd og planer om deling, og som eventuelt vedrører spørgsmål såsom handel og markedsadgang, bl.a. inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), fri bevægelse for og anvendelse af udstyr, kommunikationssystemer med regional eller global dækning såsom satellitter, sikkerheds- og nødoperationer, transportsystemer, tv- og radiospredningsteknologi, samt forskningsapplikationer såsom radioastronomi og jordobservation. Det er derfor vigtigt at sikre, at Fællesskabets ordninger for forhandling af spørgsmål vedrørende handel og markedsadgang er forenelige med de frekvenspolitiske mål i henhold til denne beslutning.

(21) Da de oplysninger, som de nationale myndigheder måtte få adgang til i forbindelse med deres frekvenspolitik og -forvaltning, kan være særligt kommercielt følsomme, skal de følge denne beslutnings fælles principper med hensyn til forretningshemmeligheder.

(22) Målene for den påtænkte handling, nemlig at etablere en fælles ramme for frekvenspolitik, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, går denne beslutning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(23) Medlemsstaterne bør gennemføre det fælles frekvenspolitiske regelsæt, navnlig via de nationale myndigheder, og meddele Kommissionen de nødvendige oplysninger, så den kan vurdere, om regelsættet gennemføres korrekt under hensyn til Den Europæiske Unions og medlemsstaternes internationale handelsforpligtelser.

(24) De gældende beslutninger nr. 710/97/EF og nr. 128/1999/EF forbliver i kraft.

(25) Kommissionen aflægger hvert år beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om de resultater, der opnås i forbindelse med denne beslutning, samt om planlagte fremtidige tiltag. På den måde kan Europa-Parlamentet og Rådet tilkendegive deres politiske tilslutning, hvis der skulle blive brug for det -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Formålet med beslutningen er at etablere en politisk og retligt ramme i Fællesskabet for at sikre samordning af tilgangen til politikkerne og, hvor det er hensigtsmæssigt, den harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne, der er nødvendig for det indre markeds oprettelse og funktion inden for fællesskabspolitikområder som elektronisk kommunikation, transport og forskning og udvikling (FoU).

2. For at opfylde denne målsætning fastlægger beslutningen procedurer med henblik på at:

a) lette udformningen af politikker med henblik på den strategiske planlægning og harmoniseringen af radiofrekvensanvendelse inden for Fællesskabet, under hensyntagen til bl.a. de økonomiske, sikkerhedsmæssige, sundheds- og samfundsmæssige, ytringsfrihedsmæssige, kulturelle, videnskabelige, sociale og tekniske aspekter i Fællesskabets politikker samt radiofrekvensbrugergruppers forskellige interesser, med henblik på at optimere radiofrekvensanvendelsen og undgå skadelig interferens

b) sikre den effektive gennemførelse af en frekvenspolitik i Fællesskabet og navnlig indarbejde en generel metode til at sikre harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne

c) sikre koordineret og rettidig information om radiofrekvensallokering, -tilgængelighed og -anvendelse i Fællesskabet

d) sikre effektiv koordinering af Fællesskabets interesser i internationale forhandlinger, hvor radiofrekvensanvendelse har konsekvenser for Fællesskabets politikker.

3. Aktiviteter, der udføres i henhold til denne beslutning, skal tage behørigt hensyn til de internationale organisationers arbejde i forbindelse med radiofrekvensforvaltning, f.eks. Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT).

4. Denne beslutnings anvendelse berører ikke foranstaltninger, der i henhold til fællesskabslovgivning træffes på fællesskabsniveau eller på nationalt niveau, med henblik på varetagelse af mål af almen interesse, navnlig i forbindelse med regulering af indholdet og audiovisuel politik, eller bestemmelserne i direktiv 1999/5/EF eller medlemsstaternes ret til at tilrettelægge og anvende deres radiofrekvenser af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed og forsvar.

Artikel 2

Definition

I denne beslutning forstås ved:

"Radiofrekvenser": radiobølger i frekvensområdet 9 kHz til 3000 GHz; radiobølger er elektromagnetiske bølger, som bevæger sig gennem rummet uden kunstig afskærmning.

Artikel 3

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg, benævnt "Frekvensudvalget".

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes den i artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes den i artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

4. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 4

Frekvensudvalgets opgaver

1. For at opfylde målsætningerne i artikel 1 forelægger Kommissionen i overensstemmelse med denne artikel frekvensudvalget relevante tekniske gennemførelsesforanstaltninger med henblik på at sikre harmonisering af betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne samt adgang til oplysninger om radiofrekvensanvendelse som omhandlet i artikel 5.

2. Med henblik på udviklingen af tekniske gennemførelsesforanstaltninger, jf. stk. 1, som henhører under CEPT, som f.eks. harmonisering af radiofrekvensallokering og adgang til oplysninger, tildeler Kommissionen CEPT mandater, som beskriver de pålagte opgaver og tidsplanen for dem. Kommissionen følger proceduren i artikel 3, stk. 2.

3. På grundlag af det arbejde, der udføres i henhold til stk. 2, afgør Kommissionen om resultaterne af det arbejde, der er udført under mandatet, skal anvendes i Fællesskabet, og fastsætter tidsfristen for gennemførelsen heraf i medlemsstaterne. Afgørelserne offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Kommissionen følger i forbindelse med dette stykke proceduren i artikel 3, stk. 3.

4. Uanset stk. 3 kan Kommissionen, hvis Kommissionen eller en medlemsstat mener, at det udførte arbejde på grundlag af et mandat tildelt i henhold til stk. 2 ikke forløber tilfredsstillende set i forhold til den vedtagne tidsplan, eller hvis resultaterne af mandatet ikke er acceptable vedtage foranstaltninger til opfyldelse af mandatet efter proceduren i artikel 3, stk. 3.

5. Foranstaltningerne i stk. 3 og 4 kan eventuelt give mulighed for overgangsperioder, og/eller radiofrekvensdeleordninger i en medlemsstat, som Kommissionen skal godkende, hvis det er berettiget under hensyntagen til den specifikke situation i medlemsstaten, på grundlag af en begrundet anmodning fra den pågældende medlemsstat, og forudsat at en sådan undtagelse ikke uretmæssigt vil forsinke gennemførelsen eller skabe uretmæssige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til deres konkurrence- og lovgivningsmæssige situation.

6. For at opfylde målsætningerne i artikel 1 kan Kommissionen også vedtage de i stk. 1 omhandlede tekniske gennemførelsesforanstaltninger, som ikke er omfattet af stk. 2, efter proceduren i artikel 3, stk. 3.

7. For at bidrage til formulering, forberedelse og gennemførelse af Fællesskabets frekvenspolitik, og uden at dette berører de i denne artikel fastlagte procedurer, hører Kommissionen regelmæssigt frekvensudvalget om de spørgsmål, der er omfattet af artikel 1.

Artikel 5

Adgang til oplysninger

Medlemsstaterne sørger for, at deres nationale register over radiofrekvensallokeringer og oplysninger om rettigheder, vilkår, procedurer, gebyrer og afgifter i forbindelse med radiofrekvensanvendelse offentliggøres, hvis det er relevant for at opfylde denne beslutnings målsætning i henhold til i artikel 1. De sørger for, at oplysningerne ajourføres, og træffer foranstaltninger til at etablere passende databaser med henblik på eventuelt at gøre disse oplysninger tilgængelige for offentligheden i henhold til de relevante harmoniseringsforanstaltninger i artikel 4.

Artikel 6

Forbindelser med tredjelande og internationale organisationer

1. Kommissionen overvåger udviklingen vedrørende radiofrekvenser i tredjelande og internationale organisationer, som kan have konsekvenser for denne beslutnings gennemførelse.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen alle de jure- eller de facto-hindringer, som tredjelande eller internationale organisationer lægger i vejen for gennemførelsen af denne beslutning.

3. Kommissionen aflægger jævnligt beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af stk. 1 og 2 og fremsætter om nødvendigt forslag til foranstaltninger, som har til formål at sikre opfyldelsen af denne beslutnings principper og målsætninger. Hvor det er nødvendigt for at opfylde målsætningerne i artikel 1, aftales fælles politiske målsætninger med henblik på at sikre koordinering inden for Fællesskabet blandt medlemsstaterne.

4. Foranstaltninger, som iværksættes i henhold til denne artikel, indskrænker ikke Fællesskabets og medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser i henhold til internationale aftaler på området.

Artikel 7

Underretning

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen alle oplysninger, der er nødvendige for at kunne kontrollere gennemførelsen af denne beslutning. Medlemsstaterne underretter navnlig hurtigst muligt Kommissionen om gennemførelsen af resultaterne af mandater i henhold til artikel 4, stk. 3.

Artikel 8

Fortrolighed

1. Medlemsstaterne må ikke videregive oplysninger, som er omfattet af forretningshemmelighed, navnlig oplysninger om virksomheder og om disses forretningsforbindelser eller omkostningsforhold.

2. Stk. 1 anfægter ikke den ret, som de relevante myndigheder har til at videregive oplysninger, når det er vigtigt for, at de kan udføre deres opgaver, men i denne forbindelse skal videregivelse være proportionel og tage hensyn til virksomheders legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder.

3. Stk. 1 udelukker ikke offentliggørelse af oplysninger om vilkår for tildeling af brugsret til frekvensressourcer, som ikke omfatter fortrolige oplysninger.

Artikel 9

Beretning

Kommissionen aflægger hvert år beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om udførte aktiviteter og vedtagne foranstaltninger i henhold til denne beslutning samt om planlagte fremtidige tiltag i henhold til denne beslutning.

Artikel 10

Gennemførelse

Medlemsstaterne træffer administrativt eller ved lov alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre denne beslutning og alle deraf følgende foranstaltninger.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne beslutning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 12

Adressater

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2002.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

J. C. Aparicio

Formand

(1) EFT C 365 E af 19.12.2000, s. 256 og EFT C 25 E af 29.1.2002, s. 468.

(2) EFT C 123 af 25.4.2001, s. 61.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 5.6.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT), Rådets fælles holdning af 16.10.2001 (EFT C 9 af 11.1.2002, s. 7) og Europa-Parlamentets afgørelse af 12.12.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Rådets afgørelse af 14.2.2002.

(4) EFT C 59 af 23.2.2001, s. 245.

(5) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(6) EFT L 105 af 23.4.1997, s. 4. Beslutning er ændret ved beslutning nr. 1215/2000/EF (EFT L 139 af 10.6.2000, s. 1).

(7) EFT L 17 af 22.1.1999, s. 1.

(8) Se side 33 i dette EFT.

(9) Se side 21 i dette EFT.

(10) EFT L 24 af 30.1.1998, s. 1.

(11) EFT L 20 af 26.1.1996, s. 59.

(12) EFT L 91 af 7.4.1999, s. 10.

(13) EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Direktivet er ændret ved direktiv 98/48/EF (EFT L 217 af 5.8.1998, s. 18).

Top