31992D0169

KOMMISSIONENS AFGOERELSE af 9. marts 1992 om suspension af undersoegelsesproceduren vedroerende en uretmaessig handelspraksis i den i Raadets forordning (EOEF) nr. 2641/84 angivne betydning i form af paalaeggelse i Japan af en havneafgift eller et havnegebyr, hvoraf provenuet anvendes til opbygning af en Harbour Management Fund (administrationsfond) (92/169/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning (EOEF) nr. 2641/84 af 17. september 1984 om styrkelse af den faelles handelspolitik, saerlig med hensyn til beskyttelse mod uretmaessig handelspraksis (1),

efter konsultation i Det Raadgivende Udvalg i overensstemmelse med ovennaevnte forordning, og

ud fra foelgende betragtninger:

A. KLAGEREN

(1) Den 7. januar 1991 modtog Kommissionen en klage fra Det Europaeiske Faellesskabs Rederisammenslutning (ECSA, i det foelgende benaevnt »klageren«), der repraesenterer omkring 90 % af alle de rederier i EF, der medtager fragt til og fra Japan.

B. KLAGENS GENSTAND

(2) Det paastaas i klagen, at Den Japanske Havnetransportsammenslutning (JHTA) i november 1989 indfoerte en havneafgift eller et havnegebyr paa al transport via japanske havne med henblik paa oprettelse af en saakaldt »Harbour Management Fund«. Denne fonds paastaaede formaal var at sikre stabil og regelmaessig udfoerelse af havnearbejde og ajourfoering og modernisering af det japanske importdistributionssystem. Ifoelge klagen havde Japan Foreign Steamship Association (JFSA), der repraesenterer alle ikke-japanske rederier, foerst naegtet at betale. Det blev i paastanden paapeget, at hvis rederierne naegtede at underskrive en »aftale«, i henhold til hvilken de accepterede at betale afgifter, ville der vaere stor risiko for, at deres fartoejer ville komme ud for alvorlige problemer i forbindelse med lastning og losning i japanske havne. Samtlige rederier, inkl. rederierne i EF, underskrev derfor en »aftale«, der omfattede perioden fra den 1. oktober 1989 til den 31. marts 1990. Denne »aftale« blev derefter angiveligt fornyet for perioden 1. april 1990 til 31. marts 1991.

(3) Det anfoertes i klagen, at afgiften til naevnte fond udgjorde en uretmaessig handelspraksis i den i artikel 2 i forordning (EOEF) nr. 2641/84 angivne betydning. Til stoette herfor anfoertes det, at Faellesskabets rederier i praksis blev tvunget til at bidrage til fonden, at de ikke havde nogen reel indflydelse paa, hvorledes de indbetalte midler blev anvendt, at det formaal, til hvilket midlerne rent faktisk blev anvendt (bl.a. opfoerelsen af distributionscentre inde i landet), ikke indebar fordele for Faellesskabets rederier, og at afgifterne var diskriminerende i den forstand, at afgiften for indenlandsk kystfart (forbeholdt japanske rederier) kun udgjorde omkring en fjerdedel af afgiften for import- og eksportladninger.

(4) Ifoelge klagen bar Japan ansvar for denne uretmaessige handelspraksis eftersom det japanske Transportministerium havde givet bemyndigelse og vejledning til fonden, og fordi JHTA selv udfoerte sine funktioner i henhold til Transportministeriets retningslinjer og via dettes godkendelse havde kunnet indtage den magtfulde stilling som mellemled mellem havnearbejdernes fagforeninger og rederierne, en stilling, som meget let ville kunne foere til misbrug, hvis den ikke var undergivet behoerig kontrol.

(5) Det haevdedes endvidere, at den uretmaessige handelspraksis havde paafoert Faellesskabets rederier en skade i stoerrelsesordenen 4,5 mio. US $ om aaret. Den usikkerhed, som oprettelsen af fonden medfoerte i handelsforbindelserne, havde ogsaa skadelig indvirkning paa samhandelen mellem Faellesskabet og Japan i almindelighed.

(6) Klagen afsluttedes med en opfordring til Faellesskabet om at tage de fornoedne skridt til at sikre, at fonden blev nedlagt saa hurtigt som muligt.

C. UNDERSOEGELSESPROCEDURE

(7) Klagen indeholdt tilstraekkelige beviser til at berettige ivaerksaettelsen af en undersoegelsesprocedure, og da ivaerksaettelsen af en saadan procedure blev anset for at vaere i Faellesskabets interesse, har Kommissionen - efter konsultation i Det Raadgivende Udvalg i overensstemmelse med artikel 6 i forordning (EOEF) nr. 2641/84 - i en meddelelse offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (2) bekendtgjort, at den har indledt en undersoegelsesprocedure i henhold til omtalte forordning i sagen vedroerende den japanske Harbour Management Fund.

(8) Kommissionen underrettede officielt klageren, den japanske regering og de direkte beroerte parter i Japan om ivaerksaettelsen af undersoegelsesproceduren. Den gav ogsaa de beroerte parter mulighed for skriftligt at give deres mening til kende og til at anmode om at blive hoert. Ingen anmodning om at blive hoert blev modtaget, og ingen skriftlige anbringender blev fremsat paa dette tidspunkt.

(9) Kommissionen indledte undersoegelsen paa faellesskabsniveau med at sende spoergeskemaer til de af Faellesskabets skibsredere, som den vidste var beroert af sagen. Alle henvendelser blev besvaret tilfredsstillende. Oplysningerne fra de stoerste selskaber blev efterproevet ved kontrolbesoeg hos de paagaeldende.

(10) Samtidig indledte Kommissionen en undersoegelse i Japan ved at udbede sig de oplysninger, den fandt noedvendige fra den japanske regering og andre interesserede parter i Japan. Disse oplysninger blev foerst modtaget paa et meget sent tidspunkt i proceduren, men Kommissionen besluttede alligevel at tage dem i betragtning.

(11) I overensstemmelse med artikel 6, stk. 9, i forordning (EOEF) nr. 2641/84 forelagde Kommissionen ved udgangen af den syv maaneder lange undersoegelsesperiode en rapport om resultaterne af undersoegelsen for Det Raadgivende Udvalg, der er nedsat i henhold til omtalte forordning. En ikke-fortrolig udgave af disse resultater blev sendt til den japanske regering og til klageren.

(12) Da den japanske regering meddelte, at den var villig til at samarbejde med Kommissionen for hurtigt at finde en loesning paa problemet med omhandlede fond, besluttede Kommissionen efter at have konsulteret Det Raadgivende Udvalg at forlaenge gyldighedsperioden for undersoegelsesperioden for at kunne gennemfoere de noedvendige konsultationer med den japanske regering. En meddelelse om denne forlaengelse blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (3).

(13) Under konsultationerne med den japanske regering fik Kommissionen formelt forsikring om, at fonden ville blive nedlagt den 31. marts 1992, at den ikke ville blive viderefoert i en anden form, og at der ville blive taget behoerigt hensyn til de udenlandske rederiers synspunkter angaaende anvendelsen af de indbetalte, men endnu ikke udbetalte midler. Det blev senere bekraeftet skriftligt. Kommissionen finder, at disse forsikringer er tilfredsstillende, og at de, naar de er realiseret, vil afhjaelpe skaden for Faellesskabets rederier i den i artikel 1, litra a), i forordning (EOEF) nr. 2641/84 angivne betydning.

(14) Under de ovenfor beskrevne omstaendigheder finder Kommissionen, at det er i Faellesskabets interesse og i overensstemmelse med den korrekte anvendelse af forordning (EOEF) nr. 2641/84 at suspendere undersoegelsesproceduren. Denne suspension vil blive genbehandlet af Kommissionen, naar der er gaaet tilstraekkelig lang tid fra fondens nedlaeggelse til, at der synes at vaere rimelig sikkerhed for, at ordningen ikke vil blive genindfoert under en anden form.

(15) Kommissionen har underrettet klageren og den japanske regering om sine konklusioner og de vaesentligste faktiske forhold og betragtninger, som den har lagt til grund herfor -

TRUFFET FOELGENDE AFGOERELSE:

Eneste artikel

Undersoegelsesproceduren vedroerende en uretmaessig handelspraksis i den i forordning (EOEF) nr. 2641/84 angivne betydning i form af paalaeggelse i Japan af en havneafgift eller et havnegebyr, hvoraf provenuet skal anvendes til opbygning af en Harbour Management Fund, suspenderes indtil videre. Udfaerdiget i Bruxelles, den 9. marts 1992. Paa Kommissionens vegne

Frans ANDRIESSEN

Naestformand

(1) EFT nr. L 252 af 20. 9. 1984, s. 1. (2) EFT nr. C 40 af 16. 2. 1991, s. 18. (3) EFT nr. C 287 af 5. 11. 1991, s. 5.