1.

Udgør et kompensationsbeløb, som arbejdstagere er berettiget til under deres isolation som covid-19-syge, -sygdomsmistænkte eller -smittefarlige personer som kompensation for de indtægtstab, der opstår, fordi de ikke kan udøve deres erhverv, og som i første omgang skal udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, idet kompensationskravet over for forbundsstaten overgår til arbejdsgiveren på tidspunktet for udbetalingen, en ydelse ved sygdom som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004 (1)?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

2.

Skal artikel 45 TEUF og artikel 7 i forordning (EU) nr. 492/2011 (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning, hvorefter betaling af en kompensation for det indtægtstab, der opstår for arbejdstagere på grund af en af sundhedsmyndighederne fastsat isolation på grund af et positivt covid-19-testresultat (idet kompensationen i første omgang skal udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, og et kompensationskrav mod forbundsstaten dermed overgår til arbejdsgiveren), er afhængig af, at isolationen fastsættes af en indenlandsk myndighed på grundlag af nationale epidemiretlige bestemmelser, således at en sådan kompensation ikke betales til arbejdstagere, der som grænsearbejdere har deres bopæl i en anden medlemsstat, og hvis isolation (»karantæne«) fastsættes af sundhedsmyndighederne i deres bopælsstat?