1)

Skal Dublinforordningen (1), henset til 3., 32., og 39., betragtning hertil, og læst i sammenhæng med artikel 1, 4, 6, 18, 19 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) fortolkes og anvendes således, at det mellemstatslige tillidsprincip ikke kan opdeles, således at alvorlige og systematiske krænkelser af EU-retten, der før overførslen begås af den muligt ansvarlige medlemsstat over for tredjelandsstatsborgere, der (endnu) ikke er Dublingengangere, ubetinget er til hinder for overførsel til denne medlemsstat?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, læst i sammenhæng med chartrets artikel 1, 4, 6, 18, 19 og 47 fortolkes således, at såfremt den ansvarlige medlemsstat alvorligt og på strukturel vis krænker EU-retten, kan den overførende medlemsstat ikke gå ud fra det mellemstatslige tillidsprincip men må fjerne al tvivl med hensyn til eller godtgøre, at ansøgeren efter overførslen ikke kommer i en situation, som er i strid med chartrets artikel 4?

3)

Hvilke bevismidler kan sagsøgeren anføre til støtte for sine argumenter om, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, er til hinder for hans overførsel, og hvilke beviskrav, må der herved stilles? Har den overførende medlemsstat, henset til henvisningen til den gældende EU-ret på asylområdet i betragtningerne til Dublinforordningen en pligt til samarbejde eller omhu, eller skal den ansvarlige medlemsstat, såfremt der er tale om alvorlige og strukturelle krænkelser af tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder, indhente individuelle garantier for, at ansøgerens grundlæggende rettigheder respekteres efter overførslen? Vil dette spørgsmål skulle besvares anderledes, såfremt ansøgeren er i bevisnød og ikke kan dokumentere sine sammenhængende og detaljerede forklaringer, og dette ud fra forklaringernes art heller ikke kan forventes?