EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021CN0083

Sag C-83/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 9. februar 2021 — Airbnb Ireland UC og Airbnb Payments UK Ltd mod Agenzia delle Entrate

OJ C 182, 10.5.2021, p. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

10.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 182/30


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 9. februar 2021 — Airbnb Ireland UC og Airbnb Payments UK Ltd mod Agenzia delle Entrate

(Sag C-83/21)

(2021/C 182/44)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Airbnb Ireland UC og Airbnb Payments UK Ltd

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate

Præjudicielle spørgsmål

1)

Hvilken er den korrekte fortolkning af begreberne »teknisk forskrift« for informationssamfundets tjenester og »forskrift vedrørende tjenester« i informationssamfundet som omhandlet i direktiv (EU) 2015/1535 (1), og skal disse begreber især fortolkes således, at de også omfatter skattemæssige foranstaltninger, der ikke direkte er bestemt til at regulere den specifikke tjeneste i informationssamfundet, men ikke desto mindre påvirker den konkrete levering heraf i medlemsstaten, navnlig ved over for alle leverandører af ejendomsformidlingstjenester — herunder også ikke-etablerede aktører, som leverer deres tjenester online — at indføre supplerende forpligtelser, der udgør et middel til en effektiv skatteopkrævning fra udlejere, såsom

a)

indsamling og efterfølgende overførsel til medlemsstatens skattemyndigheder af oplysninger om aftaler om korttidsudlejning indgået gennem formidlerens virksomhed,

b)

indeholdelse og efterfølgende indbetaling til statskassen af den andel, der tilkommer staten, af de summer, som lejere betaler til udlejere?

2)

Domstolen anmodes om besvarelse af følgende spørgsmål:

a)

Er princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF og de lignende principper, som kan udledes af direktiv 2006/123/EF (2) og 2000/31/EF (3), i det omfang de er relevante i den konkrete situation, til hinder for en national foranstaltning, som pålægger ejendomsformidlere, der opererer i Italien — herunder altså også ikke-etablerede aktører, som leverer deres tjenesteydelser online — at indsamle oplysninger om aftaler om korttidsudlejning indgået gennem deres virksomhed og efterfølgende at overføre disse oplysninger til skattemyndighederne med henblik på opkrævning af direkte skatter fra tjenesternes brugere?

b)

Er princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF og de lignende principper, som kan udledes af direktiv 2006/123/EF og 2000/31/EF, i det omfang de er relevante i den konkrete situation, til hinder for en national foranstaltning, som pålægger ejendomsformidlere, der opererer i Italien — herunder altså også ikke-etablerede aktører, som leverer deres tjenesteydelser online — og medvirker ved betaling af lejen for aftaler om korttidsudlejning indgået gennem deres virksomhed, at indeholde kildeskat af disse betalinger og efterfølgende at indbetale denne skat til statskassen med henblik på opkrævning af direkte skatter fra tjenesternes brugere?

c)

Såfremt de foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF og de lignende principper, som kan udledes af direktiv 2006/123/EF og 2000/31/EF, i det omfang de er relevante i den konkrete situation, da alligevel være genstand for restriktioner i overensstemmelse med [EU]-retten, der følger af nationale foranstaltninger som de ovenfor i spørgsmål a) og b) beskrevne henset til, at opkrævningen af direkte skatter fra tjenesternes brugere i modsat fald ikke er effektiv?

d)

Kan princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF og de lignende principper, som kan udledes af direktiv 2006/123/EF og 2000/31/EF, i det omfang de er relevante i den konkrete situation, være genstand for restriktioner i overensstemmelse med [EU]-retten, der følger af en national foranstaltning, som pålægger ejendomsformidlere, der ikke er etableret i Italien, at udpege en fiskal repræsentant, som i den ikke-etablerede formidlers navn og på dennes vegne skal overholde de ovenfor i spørgsmål b) beskrevne foranstaltninger henset til, at opkrævningen af direkte skatter fra tjenesternes brugere i modsat fald ikke er effektiv?

3)

Skal artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at den nationale ret i tilfælde af et spørgsmål om fortolkningen af [EU]-retten (såvel den primære som den afledte), som en af parterne har rejst ved at fremlægge dets præcise ordlyd, alligevel har beføjelse til at omformulere spørgsmålet og efter eget skøn, navnlig efter sin egen bedste overbevisning, kan fastlægge de relevante [EU]-retlige forskrifter, de nationale bestemmelser, som eventuelt ikke er forenelige hermed, og ordlyden af spørgsmålet, selvsagt inden for grænserne af det omtvistede emne, eller har den nationale ret pligt til at forelægge spørgsmålet nøjagtigt som formuleret af den anmodende part?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9.9.2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EUT 2000, L 178, s. 1).


Top