EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020CN0040

Sag C-40/20: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 27. januar 2020 — AQ, BO og CP mod Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca — MIUR, Università degli studi di Perugia

OJ C 161, 11.5.2020, p. 28–29 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

11.5.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/28


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 27. januar 2020 — AQ, BO og CP mod Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca — MIUR, Università degli studi di Perugia

(Sag C-40/20)

(2020/C 161/37)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AQ, BO og CP

Sagsøgte: Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca — MIUR og Università degli studi di Perugia

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er § 5 i den rammeaftale, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF (1) (Rådets direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, herefter »direktivet«), som har overskriften »Bestemmelser om misbrug«, sammenholdt med sjette og syvende betragtning til direktivet og med rammeaftalens § 4 (»Princippet om ikke-diskrimination«), samt i lyset af ækvivalensprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om [EU-rettens] effektive virkning, til hinder for en national lovgivning, og navnlig artikel 24, stk. 3, litra a), og artikel 22, stk. 9, i lov nr. 240/2010, hvorefter universiteter uden kvantitative begrænsninger kan gøre brug af treårige tidsbegrænsede forskerkontrakter, som kan forlænges med to år, uden at indgåelsen og forlængelsen heraf er betinget af objektive omstændigheder med tilknytning til behov, der er af midlertidig eller exceptionel karakter, ved det universitet, som indgår kontrakterne, og ifølge hvilken den eneste begrænsning for indgåelsen af flere tidsbegrænsede kontrakter med den samme person udgøres af den samlede varighed, som ikke må overstige tolv år, også hvis usammenhængende?

2)

Er rammeaftalens ovennævnte § 5, sammenholdt med sjette og syvende betragtning til direktivet og med rammeaftalens ovennævnte § 4, samt i lyset af princippet om [EU-rettens] effektive virkning, til hinder for en national lovgivning (og navnlig artikel 24 og 29, stk. 1, i lov nr. 240/2010), hvorefter universiteter kun kan rekruttere forskere på grundlag af en tidsbegrænset kontrakt, uden at den respektive beslutning er betinget af behov, der er af midlertidig eller exceptionel karakter, og uden begrænsninger, således at universiteternes almindelige undervisnings- og forskningsbehov opfyldes ved brug af en potentielt uendelig række af tidsbegrænsede kontrakter?

3)

Er rammeaftalens § 4 til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 20, stk. 1, i lovdekret nr. 75/2017 (som fortolket i ovennævnte ministerielle cirkulære nr. 3/2017), hvorefter offentlige forskningsenheder kan stabilisere ansættelsesforholdet for forskere med tidsbegrænset kontrakt — men kun såfremt de pr. 31. december 2017 har været ansat i mindst tre år — hvorimod ansættelsesforholdet for universitetsforskere med tidsbegrænset kontrakt ikke kan stabiliseres, alene fordi artikel 22, stk. 16, i lovdekret nr. 75/2017 bestemmer, at deres ansættelsesforhold omfattes af »forvaltningsretlige regler«, til trods for at det i henhold til loven er baseret på en ansættelseskontrakt, og selv om forskere ved forskningsenheder og universiteter i medfør af artikel 22, stk. 9, i lov nr. 240/2010 er omfattet af samme regel om den maksimale varighed af de tidsbegrænsede ansættelsesforhold, som universiteter og forskningsenheder kan indgå med dem i form af kontrakter i overensstemmelse med lovens artikel 24 eller forskningsstipendier som omhandlet i nævnte artikel 22?

4)

Er ækvivalensprincippet, effektivitetsprincippet og princippet om EU-rettens effektive virkning, med hensyn til ovennævnte rammeaftale, samt princippet om ikke-diskrimination, der er anerkendt i rammeaftalens § 4, til hinder for en national lovgivning [artikel 24, stk. 3, litra a), i lov nr. 240/2010 samt artikel 29, stk. 2, litra d), og stk. 4, i lovdekret nr. 81/2015], som — selv om samtlige offentligt og privat ansatte omfattes af den samme retsorden, som senest indeholdt i lovdekret nr. 81/2015, hvori den maksimale varighed af et tidsbegrænset ansættelsesforhold (fra og med 2018) er fastsat til 24 måneder (inklusive forlængelser og fornyelser) og den offentlige forvaltnings brug af denne form for forhold er betinget af behov, der er af »midlertidig og exceptionel karakter« — foreskriver, at universiteter kan rekruttere forskere på grundlag af en treårig tidsbegrænset kontrakt, som kan forlænges med to år efter positiv vurdering af den i treårsperioden udførte undervisning og forskning, uden at indgåelsen af den første kontrakt og forlængelsen heraf skal være betinget af sådanne behov af midlertidig eller exceptionel karakter ved det konkrete universitet, idet universitetet i slutningen af denne femårsperiode kan indgå yderligere en tidsbegrænset kontrakt af samme art med den samme person eller med andre personer med henblik på at opfylde de samme undervisnings- og forskningsbehov, som var knyttet til den foregående kontrakt?

5)

Er § 5 i ovennævnte rammeaftale, herunder i lyset af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet samt af ovennævnte § 4, til hinder for en national lovgivning [artikel 29, stk. 2, litra d), og stk. 4, i lovdekret nr. 81/2015 samt artikel 36, stk. 2 og 5, i lovdekret nr. 165/2001], der afskærer universitetsforskere med treårig tidsbegrænset kontrakt, som kan forlænges med to år [i henhold til nævnte artikel 24, stk. 3, litra a), i lov nr. 240/2010], fra efterfølgende at indgå et tidsubegrænset ansættelsesforhold, når den italienske retsorden ikke indeholder andre effektive foranstaltninger, hvorved universiteters misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter forhindres og sanktioneres?


(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).


Top