1)

Skal/kan den nationale ret ved fortolkning af begrebet »detailkunde« i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39/EF (1) anvende de samme fortolkningskriterier, der definerer begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13/EØF (2)?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, på hvilke betingelser kan en »detailkunde« som omhandlet i direktiv 2004/39/EF da, i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, være en forbruger? Og

3)

Navnlig, udgør især den omstændighed, at en »detailkunde« som omhandlet i direktiv 2004/39/EF gennemfører mange handler i løbet af en relativt kort tidsperiode og investerer betydelige pengesummer i finansielle instrumenter som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 17), i direktiv 2004/39/EF, et relevant kriterium for at vurdere, om en »detailkunde« i direktivets forstand anses for at være en forbruger?

4)

Kan og/eller skal den nationale ret, når den skal fastslå sin kompetence, idet retten skal fastslå, om den enkelte situation er omfattet af artikel 17, stk. 1, litra c), eller artikel 7, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012 (3), tage højde for det af sagsøgeren påberåbte materielle retsgrundlag — alene ansvar uden for kontraktforhold — som et retsmiddel i tilfælde af indgåelse af kontraktvilkår, som anses for urimelige i henhold til direktiv 93/13/EØF, således at den anvendelige materielle ret fastlægges i medfør af forordning (EF) nr. 864/2007 (4) (Rom II-forordningen), eller bevirker sagsøgerens eventuelle egenskab af forbruger, at det materielle retsgrundlag for sagsøgerens påstand bliver irrelevant?