EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018CN0500

Sag C-500/18: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Cluj (Rumænien) den 30. juli 2018 — AU mod Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala București

EUT C 381 af 22.10.2018, p. 13–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

22.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 381/13


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Cluj (Rumænien) den 30. juli 2018 — AU mod Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala București

(Sag C-500/18)

(2018/C 381/14)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Specializat Cluj

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AU

Sagsøgte: Reliantco Investments LTD og Reliantco Investments LTD Limassol Sucursala București

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal/kan den nationale ret ved fortolkning af begrebet »detailkunde« i artikel 4, stk. 1, nr. 12), i direktiv 2004/39/EF (1) anvende de samme fortolkningskriterier, der definerer begrebet »forbruger« som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 93/13/EØF (2)?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, på hvilke betingelser kan en »detailkunde« som omhandlet i direktiv 2004/39/EF da, i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, være en forbruger? Og

3)

Navnlig, udgør især den omstændighed, at en »detailkunde« som omhandlet i direktiv 2004/39/EF gennemfører mange handler i løbet af en relativt kort tidsperiode og investerer betydelige pengesummer i finansielle instrumenter som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 17), i direktiv 2004/39/EF, et relevant kriterium for at vurdere, om en »detailkunde« i direktivets forstand anses for at være en forbruger?

4)

Kan og/eller skal den nationale ret, når den skal fastslå sin kompetence, idet retten skal fastslå, om den enkelte situation er omfattet af artikel 17, stk. 1, litra c), eller artikel 7, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012 (3), tage højde for det af sagsøgeren påberåbte materielle retsgrundlag — alene ansvar uden for kontraktforhold — som et retsmiddel i tilfælde af indgåelse af kontraktvilkår, som anses for urimelige i henhold til direktiv 93/13/EØF, således at den anvendelige materielle ret fastlægges i medfør af forordning (EF) nr. 864/2007 (4) (Rom II-forordningen), eller bevirker sagsøgerens eventuelle egenskab af forbruger, at det materielle retsgrundlag for sagsøgerens påstand bliver irrelevant?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.4.2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT 2004, L 145, s. 1).

(2)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).


Top