9.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 46/23

1)

Skal artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006 (1) fortolkes således, at de nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en sanktion, som en medlemsstat fastsætter og pålægger for en overtrædelse, kun kan finde anvendelse på den person, som har begået den pågældende overtrædelse?

Med andre ord: På baggrund af bestemmelserne i artikel 18 i forordning (EF) nr. 561/2006 er en national bestemmelse, hvorefter de nødvendige foranstaltninger for at iværksætte en sanktion, som en medlemsstat fastsætter og pålægger, finder anvendelse på en (fysisk eller juridisk) person, da i strid med medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1, første punktum, i forordning (EF) nr. 561/2006, når det under den administrative procedure ikke er blevet konstateret, at denne person har begået en overtrædelse?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) [nr. 561/2006] da fortolkes således, at en foranstaltning, der iværksættes over for tredjemand (en fysisk eller juridisk person) for en overtrædelse, som en anden person har begået, betragtes som en sanktion, der pålægges denne, uanset hvordan den benævnes, når det ikke er blevet konstateret, at den pågældende tredjemand har begået en overtrædelse?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er en national bestemmelse, hvorefter det er muligt at pålægge en anden (fysisk eller juridisk) person en sanktion — som kaldes foranstaltning, men som har sanktionerende indhold — i forbindelse med iværksættelse af den sanktion, der pålægges for en overtrædelse begået af føreren, i så fald i strid med det forbud mod mere end én sanktion, der henvises til i artikel 19, stk. 1, i forordning (EF) [nr. 561/2006]?