31.1.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/12

1.1

Kommissionen har fremsat et forslag til en forordning om bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly for at sikre, at handicappede og bevægelseshæmmede passagerer har samme muligheder som alle andre ved flyrejser.

1.2

Kommissionen mener, at flyrejser er et af midlerne til at sikre integration og aktiv deltagelse af bevægelseshæmmede personer i det økonomiske og sociale liv.

1.3

Kommissionen lader initiativet være et led i dens politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling, der er baseret på det generelle princip i henhold til artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. EF-traktatens artikel 13 giver desuden Fællesskabet mulighed for at bekæmpe enhver forskelsbehandling på grund af handicap.

1.4

Forordningen skal sikre, at de muligheder, som det indre marked for flybefordring har åbnet op for, kommer alle passagerer til gode.

1.5

Kommissionens forslag er den første lovgivning inden for fællesskabsretten, der retter sig specifikt mod handicappede, men den vil også få en positiv effekt for et stort antal ældre og passagerer med midlertidig nedsat mobilitet.

1.6

Forslaget, der tager sigte på at undgå enhver uretfærdig behandling, bygger på en række grundlæggende principper:

1.7

De frivillige aftaler, som flyselskaberne og lufthavnene har indgået de seneste år, skal ses som det første positive skridt mod ophævelse af uretfærdig behandling og sikring af bistand af høj kvalitet til bevægelseshæmmede passagerer. Disse aftaler har imidlertid vist sig at være utilstrækkelige, og der er således behov for at fastsætte præcise regler og ansvarsopgaver på området.

2.1

EØSU bifalder Kommissionens initiativ og tilslutter sig fuldt ud forslagets grundlæggende principper.

2.2

Forordningen bidrager klart til at ophæve hindringerne for flybefordring af bevægelseshæmmede personer. Forordningen er ligeledes forbundet med EU's nyligt vedtagne forordning om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (1), som er med til at styrke passagerernes rettigheder.

2.3

EØSU har desuden i sine seneste udtalelser (2) påpeget nødvendigheden af lovgivning på andre områder end beskæftigelse, der behandler de hindringer, som handicappede møder andre steder. Mobilitet er en nøglefaktor i forbindelse med social integration af handicappede.

2.4

EØSU beklager, at lovgivningen ikke omfatter bestemmelser om handicappedes tilgængelighed til lufthavnsinfrastrukturen, køretøjer til transport af passagerer samt fly. EØSU bemærker, at det er sådanne foranstaltninger, der kan sikre lige muligheder ved flyrejser. EØSU anmoder Kommissionen om at fremsætte yderligere lovgivning for at sikre, at alle nye infrastrukturer og transportmidler er tilgængelige, og at eksisterende barrierer gradvist nedbrydes.

2.5

EØSU tilslutter sig forordningens generelle ramme og støtter navnlig princippet om et enkelt centraliseret forvaltningsorgan i lufthavnene, eftersom et sådant system er det bedste middel til at sikre ansvarlighed og ensartet bistand af høj kvalitet til bevægelseshæmmede passagerer.

2.6

EØSU mener dog, at visse bestemmelser bør skærpes for bedre at kunne opfylde den generelle målsætning.

2.7

EØSU understreger ligeledes behovet for en omfattende høring af repræsentative organisationer for civilsamfundet for at sikre alle borgeres og herunder de handicappedes rettigheder inden for luftfartssektoren. Det er desuden vigtigt, med henblik på at sikre en optimal gennemførelse af forordningen, at indlede en dialog — der omfatter sikkerhedsstandarderne — mellem lufthavnene, serviceudbyderne, luftfartsselskaberne og de repræsentative organisationer for handicappede, herunder bevægelseshæmmede personer, i lufthavnsbrugerudvalget.

EØSU bifalder, at bistanden bliver gratis for handicappede personer, men er uenig i forslaget om, at bistanden bør finansieres på en sådan måde, at byrderne deles retfærdigt af alle passagerer, som det fastslås i forordningsforslagets betragtning 7. EØSU gentager, at finansieringen af bistanden skal fordeles mellem de luftfartsselskaber, der benytter en lufthavn, proportionalt med antallet af passagerer, som det befordrer til eller fra lufthavnen, og at det på ingen måde bør føre til stigende udgifter for flyrejser, som passagererne skal betale for.

2.8

EØSU bemærker, at afvigelsen fra hovedprincippet i artikel 3 — pålæg om befordring — som defineret i artikel 4, der tillader boardingafvisning af sikkerhedsmæssige årsager, bør præciseres yderligere for at undgå, at der sker afvisning på et vilkårligt grundlag. Der bør fastlægges en ramme på EU-niveau, som præciserer og fastlægger sikkerhedsbestemmelserne enten i et bilag til nærværende forordning eller i en gennemførelsesforordning. I øjeblikket fastlægges sådanne regler af luftfartsselskaberne eller af lovgivningen, og de er derfor meget varierende og undertiden modstridende. Kommissionens forslag om at fastlægge sikkerhedsbestemmelserne i den nationale lovgivning løser ikke problemet. Desuden bør oplysninger om sikkerhedsbestemmelserne offentliggøres for alle passagerer og ikke kun på anmodning herom.

2.9

EØSU konstaterer desuden, at der mangler en bestemmelse i forordningen, der udtrykkelig forpligter flyselskabet til at refundere eller tilbyde alternative flyruter og tage ansvar for en person, der nægtes boarding i henhold til forordningen, på samme måde som det gælder i forordningen om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser.

2.10

EØSU understreger ligeledes behovet for at styrke reglerne om forpligtelse til at yde bistand, som nævnt i artikel 5. Ansvaret hos lufthavnens forvaltningsorgan bør udvides til også at omfatte passagerer, der overføres eller transiterer gennem en lufthavn, forudsat at de har meddelt deres behov for bistand 24 timer forinden. Forslagets nuværende formulering -»træffer […] alle rimelige foranstaltninger«- er utilstrækkelig. Der kan imidlertid tages hensyn til særlige omstændigheder, uafhængigt af det pågældende forvaltningsorgan.

2.11

EØSU mener, at alle europæiske lufthavne bør fastsætte ensartede standarder af høj kvalitet for bevægelseshæmmede passagerer ud over de standarder, der fremgår af forordningens bilag I. Det nuværende forslags passagergrænse på to millioner fritager et større antal europæiske lufthavne fra dette hovedkrav. EØSU mener desuden, at der også for mindre lufthavne med under én million passagerer pr. år skal etableres kvalitetsstandarder — tilpasset lufthavnens størrelse — i tæt samarbejde med organisationer for handicappede, herunder bevægelseshæmmede personer.

2.12

EØSU understreger ligeledes, at det er nødvendigt at give det berørte personale kurser i øget forståelse for handicappede for at sikre en passende bistand af høj kvalitet, der svarer til de pågældendes behov. Anvendelsen af nye teknologier, såsom SMS eller personsøger, kan lette overførslen af bevægelseshæmmede passagerer (f.eks. personer med høre- eller synshandicap).

2.13

Det bør overvejes at indføre en simpel og gratis procedure i forbindelse med meddelelsen af bistandsbehov. Denne meddelelse gives normalt ved reservation af billetterne til flyselskaberne. Det er derfor vigtigt, at informationsoverførslen fra flyselskabet til lufthavnen er pålidelig for at sikre en service af den højest mulige kvalitet. Passagererne bør modtage en kode, der bekræfter, at de har meddelt deres behov for bistand. I tilfælde af uoverensstemmelser ligger bevisbyrden for manglende meddelelse hos luftfartsselskaberne og/eller hos den rejsearrangør, der er ansvarlig for reservationen.

2.14

Desuden skal kravene om tilgængelighed overvejes i forbindelse med meddelelsesproceduren. Alternative kommunikationsmidler som telefon og internet skal være til rådighed. Websiderne skal være i overensstemmelse med WAI-initiativet (3) og meddelelser pr. telefon skal være gratis.

2.15

EØSU mener desuden, at der i forordningen bør indsættes en reference til direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger med henblik på at sikre privatlivets fred, at man bør begrænse oplysningerne til at omfatte formålene med gennemførelsen af tjenesten i henhold til forordningen og at oplysningerne ikke må kunne bruges mod passagerer, der anmoder om denne bistand.

2.16

Det bekymrer EØSU, at forskellige nationale organer udpeges som ansvarlige for klager, hvilket risikerer at hindre overtrædelsesprocedurernes effektivitet og passagerernes mulighed for adgang hertil. EØSU understreger behovet for et lettilgængeligt klageorgan, der skal overvåge forordningens bestemmelser og håndhævelsen heraf. EØSU mener, at ét organ i hver medlemsstat skal være ansvarlig for disse sager med henblik på at skabe et mindre komplekst system end i det nuværende forslag. På grund af internationaliseringen af luftfartssektoren og det stigende antal passagerer, der rejser mellem andre lande end deres eget opholdsland, mener EØSU, at det er hensigtsmæssigt at oprette et europæisk organ.

2.17

EØSU mener, at bevægelseshæmmede personer bør have ret til fuld kompensation i tilfælde af beskadigede eller mistede hjælpemidler. Der skal tages behørigt hensyn til konsekvenserne for de pågældende passagerers mobilitet, selvstændighed og sikkerhed. EØSU mener ligeledes, at ansvaret for ground handling af hjælpemidler skal tillægges luftfartselskabet for at sikre en ensartet anvendelse af de internationale rammebestemmelser om luftfartselskabers erstatningsansvar, som er opstillet i Montreal-konventionen.

2.18

EØSU understreger desuden behovet for at etablere faste ansvarsområder og erstatningsansvar i tilfælde af uheld eller dårlig håndtering af passagerer, der har behov for bistand enten i lufthavnen eller under boarding i overensstemmelse med Warszawa-konventionen, der er ændret ved Haag- og Montreal-konventionen (4).

2.19

EØSU påpeger ligeledes en række spørgsmål i forbindelse med bistand om bord på flyet. EØSU anbefaler at ophæve forslaget om at begrænse førerhundes transporttid til fem timer, eftersom denne grænse ikke eksisterer i praksis. Forordningen bør ligeledes pålægge luftfartselskaberne at oplyse passagererne om restriktioner i forbindelse med befordring af hjælpemidler ombord. Bestemmelserne om adgang til information om flyene bør udvides til også at omfatte sikkerhedsforanstaltninger.

2.20

EØSU ser ligeledes med bekymring på, at forordningen ikke behandler alle hindringer i forbindelse med flyrejser. Det er navnlig af afgørende betydning, at alle nye lufthavne er tilgængelige for bevægelseshæmmede personer, og at eksisterende lufthavne gradvist fjerner hindringerne for lige adgangsmuligheder.

2.21

Desuden anmoder EØSU luftfartsselskaberne om, at de nye luftfartøjer, som de køber eller lejer, lever op til kravene om tilgængelighed.

3.1

EØSU bifalder i høj grad forslaget, men anbefaler en række ændringer, som nævnt i afsnit 2, med henblik på at sikre en mere ensartet behandling og større effektivitet i arbejdet med lige muligheder for handicappede eller bevægelseshæmmede passagerer, når de rejser med fly.