(1)

Kravet om yderligere kapitalgrundlag, der er omhandlet i artikel 104a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (2), og det kombinerede bufferkrav som defineret i artikel 128, stk. 1, nr. 6), i nævnte direktiv er input til beregning af tabsabsorberings- og rekapitaliseringsbeløbet i artikel 45c, stk. 3, i direktiv 2014/59/EU. Disse krav skal anvendes af afviklingsmyndighederne til at fastsætte minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver som omhandlet i artikel 45, stk. 1, i nævnte direktiv.

(2)

I henhold til artikel 45e, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU skal afviklingsenheder opfylde minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver på konsolideret grundlag på afviklingskoncernniveau. En afviklingskoncern som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 83b), i direktiv 2014/59/EU er måske ikke altid identisk med en koncern som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 26), i samme direktiv, navnlig når en sådan koncern består af mere end én afviklingskoncern. I henhold til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (3) finder kravet om yderligere kapitalgrundlag og det kombinerede bufferkrav anvendelse på moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau. Disse krav finder dog ikke nødvendigvis anvendelse på afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau, da afviklingskoncernen måske ikke omfatter hele koncernen. Det er derfor nødvendigt at specificere en skønsmetode for disse krav for en sådan situation.

(3)

Det forhold, at en afviklingskoncerns samlede risikoeksponering udgør næsten hele risikoeksponeringsbeløbet for en koncern, er et tegn på, at de risici eller risikoelementer, der findes i den pågældende afviklingskoncern, ikke adskiller sig væsentligt fra dem, der findes i koncernen. I så fald bør afviklingsmyndigheden anvende det krav om yderligere kapitalgrundlag, der gælder for moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau, som et skøn til fastsættelse af kravet om yderligere kapitalgrundlag, når den fastsætter det minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, der finder anvendelse på afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau.

(4)

Ligeledes er det forhold, at en afviklingskoncerns samlede risikoeksponering næsten udelukkende kan tilskrives en enhed i denne afviklingskoncern, et tegn på, at de risici eller risikoelementer, der findes i den pågældende afviklingskoncern, ikke adskiller sig væsentligt fra dem, der findes i den nævnte enhed i afviklingskoncernen. Hvis afviklingskoncernens samlede risikoeksponering ikke afviger væsentligt fra risikoeksponeringen i den største enhed i denne afviklingskoncern, bør afviklingsmyndigheden derfor anvende kravet om yderligere kapitalgrundlag fra denne største enhed som et skøn til fastsættelse af kravet om yderligere kapitalgrundlag, når den fastsætter minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau.

(5)

Hvis en afviklingskoncern er mere kompleks, og dens særlige karakteristika ikke fuldt ud kan gengives ved at afspejle kravet om yderligere kapitalgrundlag, der gælder enten for moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau eller for afviklingskoncernens største enhed, bør afviklingsmyndighederne anvende forskellige skøn for kravet om yderligere kapitalgrundlag for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau. Hvis det krav om yderligere kapitalgrundlag, der finder anvendelse på moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau, er højere end kravet om yderligere kapitalgrundlag for hver enkelt enhed i afviklingskoncernen, bør det krav om yderligere kapitalgrundlag, der gælder for moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau, danne grundlag for at skønne afviklingsenhedens krav om yderligere kapitalgrundlag på konsolideret afviklingskoncernniveau. I så fald bør afviklingsmyndighederne på grundlag af oplysninger fra den kompetente myndighed forsøge at justere dette skøn, så det afspejler afviklingskoncernens specifikke risici i forhold til risiciene for moderinstituttet i Unionen på koncernkonsolideret niveau. Denne justering bør tage hensyn til, at visse af afviklingskoncernens risici muligvis ikke findes i andre af koncernens enheder, som ikke er en del af afviklingskoncernen, eller at visse risici, der findes i disse enheder i koncernen, ikke findes i selve afviklingskoncernen.

(6)

Det forhold, at et eller flere individuelle krav inden for afviklingskoncernen er højere end det krav om yderligere kapitalgrundlag, der gælder for moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau, er et tegn på idiosynkratiske risici eller risikoelementer inden for afviklingskoncernen. Disse idiosynkratiske risici eller risikoelementer kan være mindre vigtige set i lyset af hele koncernen på konsolideret niveau, f.eks. fordi de kan opvejes af udlignende risikofaktorer uden for afviklingskoncernen. Med henblik på at skønne kravet om yderligere kapitalgrundlag for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau bør afviklingsmyndigheden derfor, når dette sker, sammenligne et skøn baseret på justeringer af kravet om yderligere kapitalgrundlag, der finder anvendelse på moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau, med et skøn baseret på et vægtet gennemsnit af kravene om yderligere kapitalgrundlag for alle enheder i afviklingskoncernen. Afviklingsmyndigheden bør anvende det skøn, der giver det højeste krav, som input til fastsættelsen af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau.

(7)

For at kunne skønne kravet om yderligere kapitalgrundlag for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau for mere komplekse koncerner bør afviklingsmyndighederne om muligt på grundlag af oplysninger fra den kompetente myndighed justere kravet om yderligere kapitalgrundlag for moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau for at afspejle, at visse risici eller risikoelementer, der er omfattet af dette krav om yderligere kapitalgrundlag, ikke er relevante for den pågældende afviklingskoncern, f.eks. på grund af deres art eller geografiske placering. Afviklingsmyndighederne bør også på grundlag af oplysninger fra den kompetente myndighed, hvor det er muligt, foretage justeringer af dette krav for at tage hensyn til, at visse risici eller risikoelementer vedrørende afviklingskoncernen ikke fuldt ud afspejles i dette krav eller modregnes heri, men alligevel er relevante for afviklingskoncernen. Alle justeringer bør baseres på oplysninger fra de relevante kompetente myndigheder, hvis sådanne foreligger, da disse myndigheder er ansvarlige for at vurdere de løbende risici, som enheder i en koncern er eksponeret for. Hvis en sådan justering ikke er mulig, bør afviklingsmyndigheden anvende det ikkejusterede krav om yderligere kapitalgrundlag, der gælder for moderinstituttet i Unionen på konsolideret koncernniveau, til at skønne kravet om yderligere kapitalgrundlag for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau.

(8)

Satsen for kapitalbevaringsbufferen varierer ikke fra institut til institut. Denne sats bør derfor anvendes til at skønne kapitalbevaringsbufferen for afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau.

(9)

For at afspejle koncernens planlagte struktur efter gennemførelsen af den foretrukne afviklingsstrategi bør de bufferkrav, der har til formål at håndtere systemiske risici, nemlig bufferen for globalt systemisk vigtige institutter, bufferen for andre systemisk vigtige institutter og den systemiske risikobuffer, automatisk anses for at være identiske med de krav, der er fastsat for den enhed, der med hensyn til det samlede risikoeksponeringsbeløb ligger tættest på afviklingskoncernen.

(10)

I henhold til artikel 45c, stk. 3, første afsnit, litra a), nr. ii), i direktiv 2014/59/EU er rekapitaliseringsbeløbet det beløb, som giver afviklingskoncernen hidrørende fra afviklingen mulighed for fornyet opfyldelse af bl.a. kravet om yderligere kapitalgrundlag på konsolideret afviklingskoncernniveau efter gennemførelsen af den foretrukne afviklingsstrategi. I henhold til artikel 45c, stk. 3, syvende afsnit, i direktiv 2014/59/EU skal det beløb, der er nødvendigt for at sikre, at afviklingsenheden efter afvikling er i stand til at opretholde tilstrækkelig markedstillid i en passende periode, svare til det kombinerede bufferkrav, der finder anvendelse efter anvendelsen af afviklingsværktøjerne minus den kontracykliske kapitalbuffer. Rekapitaliseringsbeløbet, herunder det beløb, der er nødvendigt for at opretholde markedstilliden, er en del af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver og kan ned- eller opjusteres i henhold til artikel 45c, stk. 3 og 7, i direktiv 2014/59/EU for at afspejle ændringerne for afviklingskoncernen efter anvendelsen af afviklingsværktøjerne. Det er derfor kun de krav om yderligere kapitalgrundlag og de kombinerede bufferkrav, der finder anvendelse på afviklingsenheden på konsolideret afviklingskoncernniveau, som anvendes til at kalibrere minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, og som bør skønnes. Dette skøn bør dog ikke berøre eventuelle justeringer af rekapitaliseringsbeløbet, herunder det beløb, der er nødvendigt for at opretholde markedstilliden, når minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver fastsættes i henhold til direktiv 2014/59/EU.

(11)

Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(12)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (4) —