Sag C-234/02 P

Den Europæiske Ombudsmand

mod

Frank Lamberts

»Appel – afvisning – ansvar uden for kontrakt – Den Europæiske Ombudsmands behandling af en klage vedrørende en intern udvælgelsesprøve«

Sammendrag af dom

1.        Erstatningssøgsmål – sagsgenstand – krav om erstatning for et tab som følge af den europæiske ombudsmands behandling af en klage – Fællesskabets retsinstansers kompetence forenelig med Parlamentets kontrolbeføjelse – Ombudsmandens uafhængighed ikke anfægtet

(Art. 195 EF, 235 EF og 288, stk. 2, EF; statutten vedrørende Den Europæiske Ombudsmand, art. 3, stk. 7 og 8, og art. 8)

2.        Erstatningssøgsmål – selvstændigt retsmiddel i forhold til annullationssøgsmål og passivitetssøgsmål – nødvendigheden af at tage stilling til lovligheden af institutionens eller fællesskabsorganets adfærd, der ligger til grund for tabet, for at fastslå ansvar – søgsmål, som angår erstatning for et tab, som hævdes at være opstået som følge af den måde, hvorpå Ombudsmanden har behandlet en klage – vurdering af lovligheden af Ombudsmandens adfærd i forbindelse med udførelsen af sit hverv

(Art. 235 EF og 288, stk. 2, EF)

3.        Appel – anbringender – simpel gentagelse af de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten – manglende identifikation af den retlige fejl – formaliteten

[Art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 11, stk. 1, litra c)]

4.        Den Europæiske Ombudsmand – almindelig forpligtelse til at oplyse klagerne om de forhåndenværende retsmidler og frister – foreligger ikke

(Statutten vedrørende Den Europæiske Ombudsmand, art. 2, stk. 5)

5.        Den Europæiske Ombudsmand – forsøg på at finde en løsning, der imødekommer den berørte borgers særlige interesser – forpligtelse til at samarbejde med den pågældende institution – Ombudsmandens skønsbeføjelse – beslutning, hvorved det konkluderes, at forsøget på at nå en mindelig løsning, der imødekom klageren, ikke kunne lykkes – tjenestefejl – foreligger ikke

(Statutten vedrørende Den Europæiske Ombudsmand, art. 3, stk. 5)

1.        Selv om det er korrekt, at Ombudsmanden råder over et vidt skøn med hensyn til, om de klager, han modtager fra borgerne, er begrundede, og hvilke følger de skal have, og at han i den sammenhæng ikke er underlagt nogen resultatforpligtelse, således at den kontrol, Fællesskabets retsinstanser skal udøve, derfor er begrænset, kan det ikke udelukkes, at en borger under ganske særlige omstændigheder vil kunne godtgøre, at Ombudsmanden har begået en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten i udøvelsen af sine opgaver, der kan medføre en skade for den pågældende borger. Følgelig kan et erstatningssøgsmål, baseret på Fællesskabets ansvar uden for kontrakt på grund af Ombudsmandens påståede fejlagtige behandling af en klage, i princippet antages til realitetsbehandling.

I den forbindelse er domstolskontrol af Ombudsmandens handlinger ikke udelukket på grund af den kontrolkompetence, som Parlamentet er tillagt i forhold til Ombudsmanden. For det første kan Ombudsmandens pligt til at aflægge rapport til Parlamentet nemlig ikke anses for en kontrol, som Parlamentet foretager med hensyn til Ombudsmandens korrekte varetagelse af sine opgaver i forbindelse med behandling af borgernes klager. For det andet omfatter proceduren med afskedigelse af Ombudsmanden en vurdering af hans aktiviteter samlet set og ikke en kontrol, som Parlamentet foretager med hensyn til Ombudsmandens varetagelse af sine opgaver i forbindelse med en klage indgivet af en borger. Under alle omstændigheder er den kompetence, som Parlamentet er tillagt i forhold til Ombudsmanden, ikke en kompetence til at udøve retslig kontrol. Følgelig udgør domstolskontrol med Ombudsmandens handlinger ikke en gentagelse af den kontrol, som Parlamentet foretager.

Det fremgår desuden ikke, at muligheden for, at Fællesskabet under visse betingelser kan ifalde ansvar på grund af Ombudsmandens adfærd i forbindelse med udøvelsen af hans hverv, der måtte være i strid med fællesskabsretten, kan rejse tvivl om Ombudsmandens uafhængighed.

(jf. præmis 43-48 og 52)

2.        Erstatningssøgsmålet er et selvstændigt retsmiddel, der har sin særlige funktion blandt de forskellige søgsmålstyper og er underkastet betingelser, der er afpasset efter dets særlige formål. Mens formålet med et annullations- og passivitetssøgsmål er henholdsvis at få kendt en retligt bindende retsakt ugyldig eller at fastslå, at det er retsstridigt, at en sådan retsakt ikke er vedtaget, er erstatningssøgsmålets genstand erstatning for en skade, der er en følge af en retsakt eller en ulovlig adfærd, der kan tilregnes en institution eller et fællesskabsorgan.

Eftersom en af erstatningsbetingelserne er, at der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af en bestemmelse, der tillægger borgerne rettigheder, skal der på området for Fællesskabets ansvar uden for kontrakt derfor foretages en vurdering af den adfærd, der har forårsaget skaden, med henblik på at fastslå, om en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan ifalder ansvar. Hvis Fællesskabets retsinstanser således ikke faktisk kunne vurdere lovligheden af en fællesskabsinstitutions eller et fællesskabsorgans adfærd, ville proceduren i artikel 235 EF blive berøvet sin effektive virkning.

Inden for rammerne af en sag om Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold, og som angår erstatning for et tab, som hævdes at være opstået som følge af den måde, hvorpå Ombudsmanden har behandlet en klage, skal lovligheden af Ombudsmandens adfærd i forbindelse med udførelsen af sit hverv følgelig vurderes.

(jf. præmis 59-62)

3.        Når en appellant anfægter Rettens fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten, kan de retlige spørgsmål, der blev vurderet i første instans, blive diskuteret på ny i forbindelse med en appel. Hvis appellanten således ikke kunne grunde sin appel på anbringender og argumenter, som allerede er blevet fremført for Retten, ville appelsagen delvist blive berøvet sin mening. Det fremgår imidlertid af artikel 225 EF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, og artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence.

(jf. præmis 75-77)

4.        De bestemmelser, som angår Ombudsmandens udøvelse af sit hverv, og nærmere bestemt artikel 2, stk. 5, i afgørelse 94/262 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, pålægger ikke Ombudsmanden nogen pligt til at oplyse klageren om andre klageadgange, som han kan benytte, og om de frister, der skal iagttages med henblik på at iværksætte søgsmål. Han har derfor så meget desto mindre pligt til at råde klageren til at iværksætte nogen som helst form for søgsmål. Selv om hensynet til en ordentlig udøvelse af det hverv, som Ombudsmanden er tillagt ved traktaten, kunne tale for, at han i givet fald oplyser den pågældende borger om de søgsmål, der bør anlægges for på bedst mulig måde at varetage dennes interesser, kan artikel 2, stk. 5, i afgørelse 94/262 ikke fortolkes således, at den giver klageren en ret til at blive henvist til Retten for dér at anlægge et annullationssøgsmål mod den beslutning, der er truffet af den institution, der er genstand for klagen.

(jf. præmis 80 og 81)

5.        For så vidt angår forsøget på at nå en mindelig løsning i tvisten mellem den person, der har indgivet klagen til ham, og en fællesskabsinstitution, har Ombudsmanden i henhold til artikel 3, stk. 5, i afgørelse 94/262 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv alene pligt til så vidt muligt sammen med den berørte institution at finde en løsning, der kan bringe fejlen eller forsømmelsen til ophør og imødekomme klageren. I denne forbindelse råder han over et meget vidt skøn. Han skal navnlig vurdere, om en mindelig løsning, der imødekommer klagen, er sandsynlig, idet det herved udtrykkeligt bemærkes, at der findes situationer, hvor en mindelig løsning ikke er mulig, således som det fremgår af artikel 6, stk. 3, i gennemførelsesbestemmelserne til denne statut, i hvilket tilfælde Ombudsmanden afslutter behandlingen af sagen med en begrundet afgørelse. Under alle omstændigheder kan det ikke gøres gældende, at Ombudsmanden ikke har udført den opgave, der er pålagt ham, korrekt, alene af den grund, at han har fastslået, at det ikke er muligt at nå en mindelig løsning, der imødekommer klageren. Det følger heraf, at Ombudsmanden uden at begå en fejl kan konkludere i sin afgørelse om at afslutte behandlingen af sagen, at forsøget på at nå en mindelig løsning, der imødekom klageren, ikke kunne lykkes.

(jf. præmis 82)