Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008F0919

Rådets rammeafgørelse 2008/919/RIA af 28. november 2008 om ændring af rammeafgørelse 2002/475/RIA om bekæmpelse af terrorisme

OJ L 330, 9.12.2008, p. 21–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 19 Volume 016 P. 145 - 147

No longer in force, Date of end of validity: 19/04/2017; stiltiende ophævelse ved 32017L0541

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_framw/2008/919/oj

9.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 330/21


RÅDETS RAMMEAFGØRELSE 2008/919/RIA

af 28. november 2008

om ændring af rammeafgørelse 2002/475/RIA om bekæmpelse af terrorisme

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29, artikel 31, stk. 1, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Terrorisme udgør en af de alvorligste krænkelser af de universelle værdier, som Den Europæiske Union er baseret på, nemlig menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Terrorisme er også et af de alvorligste angreb på demokratiet og retsstaten, der er principper, som medlemsstaterne har til fælles, og som Den Europæiske Union bygger på.

(2)

Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme (2) er grundlaget for Den Europæiske Unions politik for bekæmpelse af terrorisme. Indførelsen af et retsgrundlag, som er fælles for alle medlemsstaterne, og specielt af en harmoniseret definition af terrorhandlinger, har gjort det muligt at udvikle og udvide Den Europæiske Unions terrorbekæmpelsespolitik under overholdelse af de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet.

(3)

Terrortruslen er vokset og har udviklet sig hurtigt i de seneste år, samtidig med at der er sket ændringer i terroraktivisternes og terrorstøtternes måde at operere på, blandt andet ved, at strukturerede og hierarkiske grupper er blevet afløst af halvt autonome celler, der er løst knyttet til hinanden. Disse celler forbinder de internationale netværk og bygger i stadig højere grad på anvendelsen af nye teknologier, navnlig internettet.

(4)

Internettet bruges til at inspirere og mobilisere lokale terrornetværk og enkeltpersoner i Europa og fungerer også som en kilde til oplysninger om terroristernes midler og metoder og udgør dermed en »virtuel træningslejr«. Der er blevet mange flere aktiviteter, der har til formål offentligt at opfordre til at begå terrorhandlinger, rekruttere til at begå terrorhandlinger og oplære i at begå terrorhandlinger, og omkostningerne og risiciene i forbindelse med disse aktiviteter er meget begrænsede.

(5)

I Haagprogrammet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union, vedtaget af Det Europæiske Råd den 5. november 2004, understreges det, at en effektiv forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder kræver, at medlemsstaterne ikke begrænser deres aktiviteter til at opretholde deres egen sikkerhed, men at de også fokuserer på sikkerheden i EU som helhed.

(6)

I Rådets og Kommissionens handlingsplan om gennemførelsen af Haagprogrammet om styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union (3) fastslås det, at et globalt svar er påkrævet for at bekæmpe terrorisme, at borgernes forventninger til EU ikke kan siddes overhørig, og at EU heller ikke kan undlade at reagere på dem. Desuden anføres det, at opmærksomheden skal rettes mod de forskellige aspekter af forebyggelse, beredskab og svar for yderligere at forbedre og om nødvendigt supplere medlemsstaternes kapacitet til bekæmpelse af terrorisme, idet der i særlig grad fokuseres på rekruttering, finansiering, risikoanalyse, beskyttelse af kritisk infrastruktur og konsekvensstyring.

(7)

Ifølge denne rammeafgørelse skal der ske en kriminalisering af strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet med henblik på at bidrage til det mere generelle politikmål om at bekæmpe terrorisme ved at mindske udbredelsen af de materialer, der kan tilskynde mennesker til at begå terrorhandlinger.

(8)

I De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråds resolution 1624 (2005) opfordres staterne til at træffe foranstaltninger, der er nødvendige og hensigtsmæssige og i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til international ret, for ved lov at indføre forbud mod opfordring til at begå en terrorhandling eller terrorhandlinger og forhindre en sådan adfærd. I rapporten fra FN’s generalsekretær »Uniting against terrorism: recommendations for a global counter-terrorism strategy« af 27. april 2006 fortolkes ovennævnte resolution som et grundlag for kriminalisering af opfordring til at begå terrorhandlinger og rekruttering, også via internettet. I FN’s globale strategi for terrorbekæmpelse af 8. september 2006 anføres det, at FN’s medlemsstater beslutter at undersøge, hvordan de kan koordinere indsatsen på internationalt og regionalt plan for at bekæmpe terrorisme i alle dens former og manifestationer på internettet.

(9)

I henhold til Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme pålægges de stater, som er part heri, at kriminalisere en ulovlig og forsætlig offentlig opfordring til at begå en terrorhandling og en ulovlig og forsætlig rekruttering til og oplæring i at begå terrorhandlinger.

(10)

Definition af terrorhandlinger, herunder strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet, bør yderligere tilnærmes i alle medlemsstaterne, så den omfatter offentlig opfordring til at begå en terrorhandling, rekruttering til at begå terrorhandlinger og oplæring i at begå terrorhandlinger, når disse handlinger begås forsætligt.

(11)

Der bør fastsættes sanktioner for fysiske personer, der har begået eller juridiske personer, der er ansvarlige for offentlig opfordring til at begå en terrorhandling eller rekruttering til at begå terrorhandlinger eller oplæring i at begå terrorhandlinger, når disse handlinger er begået forsætligt. Disse former for adfærd bør kunne straffes på samme måde i alle medlemsstaterne, uanset om de er begået via internettet eller ej.

(12)

Målene for de påtænkte foranstaltninger kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene og kan derfor på grund af behovet for harmoniserede regler for hele Europa bedre nås på EU-plan; EU kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 5 i EF-traktaten og artikel 2 i EU-traktaten. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, går denne rammeafgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for nå disse mål.

(13)

EU overholder de principper, der anerkendes i artikel 6, stk. 2, i EU-traktaten, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig kapitel II og VI. Intet i denne rammeafgørelse bør fortolkes på en måde, som indskrænker eller er til hinder for de grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed og ret til respekt for privatliv og familieliv, herunder retten til respekt for brevhemmeligheden.

(14)

Offentlig opfordring til at begå terrorhandlinger, rekruttering til at begå terrorhandlinger og oplæring i at begå terrorhandlinger er forsætlige forbrydelser. Intet i denne rammeafgørelse bør derfor fortolkes på en måde, som indskrænker eller er til hinder for udbredelse af oplysninger til videnskabelige eller akademiske formål eller rapporteringsformål. Fremsættelsen af radikale, polemiske eller kontroversielle holdninger i den offentlige debat om følsomme politiske spørgsmål, herunder terrorisme, falder uden for anvendelsesområdet for denne rammeafgørelse og specielt definitionen af offentlig opfordring til at begå terrorhandlinger.

(15)

Gennemførelse af kriminaliseringen i henhold til denne rammeafgørelse bør stå i et rimeligt forhold til den strafbare handlings art og omstændighederne ved den, med hensyn til de legitime mål, der forfølges, samt nødvendigheden heraf i et demokratisk samfund og bør udelukke enhver form for vilkårlighed eller diskrimination —

VEDTAGET DENNE RAMMEAFGØRELSE:

Artikel 1

Ændringer

I rammeafgørelse 2002/475/RIA foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet

1.   I denne rammeafgørelse forstås ved:

a)

»offentlig opfordring til at begå en terrorhandling«: at udbrede eller på anden måde gøre en meddelelse til offentligheden tilgængelig med forsæt til at tilskynde nogen til at begå en af de i artikel 1, stk. 1, litra a)-h), omhandlede strafbare handlinger, hvor denne adfærd, uanset om der derved direkte plæderes for terrorhandlinger eller ej, medfører fare for, at der begås en eller flere terrorhandlinger

b)

»rekruttering til at begå terrorhandlinger«: at hverve en anden person til at begå en af de i artikel 1, stk. 1, litra a)-h), eller i artikel 2, stk. 2, omhandlede handlinger

c)

»oplæring i at begå terrorhandlinger«: at give undervisning i fremstilling eller brug af sprængstoffer, skydevåben eller andre våben eller skadelige eller farlige stoffer eller i andre konkrete metoder eller teknikker med henblik på at udføre en af de i artikel 1, stk. 1, litra a)-h), omhandlede strafbare handlinger med viden om, at det er hensigten, at de givne færdigheder skal bruges til dette formål.

2.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet omfatter følgende forsætlige handlinger:

a)

offentlig opfordring til at begå en terrorhandling

b)

rekruttering til at begå terrorhandlinger

c)

oplæring i at begå terrorhandlinger

d)

tyveri af særlig grov beskaffenhed begået med det formål at begå en af de i artikel 1, stk. 1, omhandlede strafbare handlinger

e)

afpresning med henblik på at begå en af de i artikel 1, stk. 1, omhandlede strafbare handlinger

f)

fremstilling af falske administrative dokumenter med det formål at begå en af de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a)-h), samt i artikel 2, stk. 2, litra b).

3.   For at en i stk. 2 nævnt handling kan anses for strafbar, er det ikke nødvendigt, at en terrorhandling faktisk begås.«

2)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Medvirken, anstiftelse og forsøg

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det er strafbart at medvirke til at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 1, stk. 1, og i artikel 2 eller 3.

2.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det er strafbart at anstifte en strafbar handling som omhandlet i artikel 1, stk. 1, artikel 2 og artikel 3, stk. 2, litra d)-f).

3.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det er strafbart at forsøge at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 2, litra d)-f), bortset fra den i artikel 1, stk. 1, litra f), nævnte besiddelse og den i artikel 1, stk. 1, litra i), nævnte strafbare handling.

4.   Hver medlemsstat kan beslutte at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at det er strafbart at forsøge at begå en strafbar handling som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra b) og c).«

Artikel 2

Grundlæggende principper om ytringsfrihed

Denne rammeafgørelse indebærer ikke, at medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger, som strider mod grundlæggende principper om ytringsfrihed, navnlig pressefrihed og frihed til at udtrykke sig i andre medier, som følger af forfatningsmæssige traditioner, eller regler om pressens eller andre mediers rettigheder og ansvar samt om de proceduremæssige garantier herfor, for så vidt disse regler vedrører fastlæggelse eller begrænsning af ansvar.

Artikel 3

Gennemførelse og rapport

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse senest den 9. december 2010. Ved gennemførelsen af denne rammeafgørelse sikrer medlemsstaterne, at kriminaliseringen står i et rimeligt forhold til de legitime mål, der forfølges, og nødvendigheden heraf i et demokratisk samfund og udelukker enhver form for vilkårlighed eller diskrimination.

2.   Senest den 9. december 2010 meddeler medlemsstaterne Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret. På grundlag af en rapport, som udarbejdes på baggrund af disse oplysninger, og en rapport fra Kommissionen vurderer Rådet senest den 9. december 2011, om medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. november 2008.

På Rådets vegne

M. ALLIOT-MARIE

Formand


(1)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(2)  EFT L 164 af 22.6.2002, s. 3.

(3)  EUT C 198 af 12.8.2005, s. 1.


Top