EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006R1975

Kommissionens forordning (EF) nr. 1975/2006 af 7. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne

OJ L 368, 23.12.2006, p. 74–84 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
OJ L 330M, 9.12.2008, p. 455–465 (MT)
Special edition in Bulgarian: Chapter 03 Volume 080 P. 192 - 202
Special edition in Romanian: Chapter 03 Volume 080 P. 192 - 202

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2010; ophævet ved 32011R0065

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/1975/oj

23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 368/74


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1975/2006

af 7. december 2006

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 for så vidt angår kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (1), særlig artikel 51, stk. 4, artikel 74, stk. 4, og artikel 91, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Erfaringen har vist, at det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, i det følgende benævnt »det integrerede system«, som er omhandlet i afsnit II, kapitel 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (2), er et effektivt middel til at gennemføre direkte betalingsordninger. Forvaltnings- og kontrolreglerne og bestemmelserne om nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af urigtige erklæringer i forbindelse med de areal- og dyrerelaterede foranstaltninger under akse 2 i afsnit IV, kapitel I, afdeling 2, i forordning (EF) nr. 1698/2005 bør derfor følge de principper, som er fastsat i det integrerede system, især i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (3).

(2)

For nogle støtteordninger under akse 2 og tilsvarende støtte under akse 4, jf. afsnit IV, kapitel I, afdeling 2, i forordning (EF) nr. 1698/2005, bør forvaltnings- og kontrolreglerne dog tilpasses ordningernes særtræk. Det samme gælder støtteordningerne under akse 1 og 3 i afdeling 1 og 3 i samme forordning og tilsvarende støtte under akse 4. Der bør derfor fastsættes særlige bestemmelser for disse støtteordninger.

(3)

For at sikre, at alle de nationale myndigheder er i stand til at tilrettelægge en effektiv integreret kontrol af alle arealer, som der ansøges om støtte til under akse 2 og under de arealrelaterede støtteordninger, som er omfattet af forordning (EF) nr. 796/2004, bør betalingsanmodninger for arealrelaterede støtteforanstaltninger under akse 2 indsendes inden for samme frist som enkeltansøgningen, som er omhandlet i del II, afsnit II, kapitel I, i nævnte forordning. For at de nødvendige administrative foranstaltninger kan blive truffet, bør der dog bevilges en overgangsperiode.

(4)

For at kontrollen kan virke præventivt, bør der normalt ikke udbetales støtte, før kontrollen af støtteansøgningerne er afsluttet. Indtil en vis procentdel af støtten bør dog kunne udbetales, når den administrative kontrol er afsluttet. Ved fastsættelsen af denne procentdel bør der tages hensyn til risikoen for, at der udbetales for meget.

(5)

Kontrolreglerne i denne forordning bør tilpasses de særtræk, der kendetegner foranstaltningerne under akse 2. Der bør derfor fastsættes særlige regler.

(6)

I henhold til artikel 51 i forordning (EF) nr. 1698/2005 er betalinger i forbindelse med visse foranstaltninger, der er omhandlet i nævnte forordning, betinget af, at krydsoverensstemmelseskravene overholdes, jf. afsnit II, kapitel 1, i forordning (EF) nr. 1782/2003. Derfor bør reglerne om krydsoverensstemmelse rettes ind efter reglerne i forordning (EF) nr. 1782/2003 og (EF) nr. 796/2004.

(7)

Der bør foretages efterfølgende kontrol af investeringsoperationer for at undersøge, om artikel 72, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1698/2005 er overholdt, om operationerne er blevet behørigt gennemført, og at den samme investering ikke er blevet finansieret på uregelmæssig måde via forskellige nationale kilder eller EF-kilder. Det bør fastsættes, på hvilket grundlag kontrollen skal foretages, og hvad den skal omfatte.

(8)

Der kræves særlige regler for at fastsætte, hvem der har ansvar for kontrol med lokale aktionsgrupper, som medlemsstaterne har godkendt, jf. artikel 62 i forordning (EF) nr. 1698/2005.

(9)

For at Kommissionen kan opfylde sine forpligtelser med hensyn til forvaltning af foranstaltningerne, bør medlemsstaterne meddele Kommissionen antallet af kontroller, der er gennemført, og resultaterne heraf.

(10)

Det bør ved hjælp af et sæt kontrollerbare indikatorer kunne kontrolleres, om alle de støttekriterier, som er fastsat i EF-retsforskrifterne eller i de nationale lovgivninger eller i programmerne for udvikling af landdistrikterne, er overholdt.

(11)

Medlemsstaterne kan bruge bevismateriale modtaget fra andre tjenester eller organisationer til at kontrollere, om støttekriterierne er overholdt. De bør dog være sikre på, at den pågældende tjeneste eller organisation arbejder i overensstemmelse med normer, der er tilstrækkelige til, at de kan kontrollere, om støttekriterierne er overholdt.

(12)

Der bør fastsættes nogle generelle kontrolprincipper vedrørende Kommissionens ret til at foretage kontrol.

(13)

Medlemsstaterne bør sørge for, at de betalingsorganer, der er nævnt i artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (4), har oplysninger nok om den kontrol, som andre tjenester eller organer har udført, til at kunne opfylde deres forpligtelser i henhold til nævnte forordning.

(14)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Udvikling af Landdistrikterne —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

DEL I

Anvendelsesområde og almindelige bestemmelser

Artikel 1

Anvendelsesområde

Ved denne forordning fastsættes der gennemførelsesbestemmelser for kontrol og krydsoverensstemmelse i forbindelse med de medfinansierede støtteforanstaltninger til udvikling af landdistrikterne, der er etableret i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005.

Artikel 2

Anvendelse af forordning (EF) nr. 796/2004

Medmindre andet gælder ifølge særlige bestemmelser i nærværende forordning, anvendes artikel 5, 22, 23, 69 og 73 i forordning (EF) nr. 796/2004 med de fornødne ændringer.

Artikel 3

Definitioner

I denne forordning gælder følgende definitioner:

a)

»støtteansøgning«: ansøgning om at blive godkendt til støtte eller til at deltage i en støtteordning

b)

»betalingsanmodning«: ansøgning, som en støtteberettiget indsender for at få udbetalt støtte fra de nationale myndigheder.

Artikel 4

Støtteansøgninger og betalingsanmodninger

1.   Medmindre andet gælder ifølge særlige bestemmelser i denne forordning, fastsætter medlemsstaterne procedurer for indsendelse af støtteansøgninger.

2.   I forbindelse med foranstaltninger, der indebærer flerårige forpligtelser, skal støttemodtagere indsende en årlig betalingsanmodning.

Medlemsstaterne kan dog se bort fra fysiske årlige betalingsanmodninger, hvis de indfører effektive alternative procedurer for at udføre den administrative kontrol, der er omhandlet i artikel 11 eller 26.

3.   Støtteansøgninger og betalingsanmodninger kan når som helst rettes, efter at de er indsendt, hvis de indeholder indlysende fejl, som myndighederne anerkender.

Artikel 5

Generelle kontrolprincipper

1.   Medmindre andet gælder ifølge særlige bestemmelser i denne forordning, sørger medlemsstaterne for, at det ved hjælp af et sæt kontrollerbare indikatorer, som skal fastsættes af medlemsstaterne, kan kontrolleres, om alle de støttekriterier, som er fastsat i EF-retsforskrifterne eller i de nationale lovgivninger eller i landdistriktsprogrammerne, er overholdt.

2.   Hvis det er muligt, skal der foretages kontrol på stedet i henhold til artikel 12, 20 og 27, samtidig med at der foretages anden kontrol som omhandlet i EF-reglerne om landbrugsstøtte.

3.   Medmindre andet gælder ifølge særlige bestemmelser, foretages der ingen betaling til modtagere, hvis det konstateres, at de kunstigt har skabt betingelser for at modtage sådanne betalinger for at få en fordel i strid med den pågældende støtteordnings formål.

DEL II

Forvaltnings- og kontrolregler

AFSNIT I

Støtte til foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne under akse 2 og 4

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Artikel 6

Anvendelsesområde og definitioner

1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, gælder dette afsnit for:

a)

støtte, der ydes i henhold til artikel 36 i forordning (EF) nr. 1698/2005

b)

støtte, der ydes i henhold til artikel 63, litra a), i nævnte forordning til operationer, som svarer til foranstaltninger under akse 2.

Dette afsnit gælder dog ikke for de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 36, litra a), nr. vi), og litra b) nr. vi) og vii), og artikel 39, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1698/2005, og heller ikke for de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 36, litra b) nr. i) og iii), i nævnte forordning for så vidt angår etableringsomkostninger.

2.   I dette afsnit forstås ved:

a)

»arealrelateret foranstaltning«: foranstaltning eller underforanstaltning, hvor støtten er baseret på det anmeldte areals størrelse

b)

»dyrerelateret foranstaltning«: foranstaltning eller underforanstaltning, hvor støtten er baseret på det anmeldte antal dyr.

Artikel 7

Anvendelse af forordning (EF) nr. 796/2004

Ved anvendelsen af dette afsnit anvendes artikel 2, nr. 10, 22 og 23, og artikel 9, 18 og 21 og artikel 25, stk. 1, i forordning (EF) nr. 796/2004 med de fornødne ændringer.

Artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 796/2004 anvendes også med de fornødne ændringer. For de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 36, litra b), nr. iii), iv) og v), i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan medlemsstaterne dog indføre alternative ordninger til entydig identifikation af den jord, som støtten vedrører.

Artikel 8

Betalingsanmodninger

1.   For alle kontrakter, der træder i kraft efter den 1. januar 2007, skal betalingsanmodninger i forbindelse med arealrelaterede foranstaltninger indsendes i henhold til den frist, der er fastsat i artikel 11 i forordning (EF) nr. 796/2004. Medlemsstaterne kan dog beslutte, at denne bestemmelse først skal anvendes fra anmodningsåret 2008.

2.   Hvis en medlemsstat anvender bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, andet afsnit, betragtes betalingsanmodningen som indsendt i henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 796/2004.

3.   Artikel 11, stk. 3, og artikel 12 og 15 i forordning (EF) nr. 796/2004 finder tilsvarende anvendelse på betalingsanmodninger, der er omfattet af dette afsnit. Ud over de oplysninger, der er nævnt i artikel 12, stk. 1, litra d), i samme forordning, skal betalingsanmodningen også indeholde disse oplysninger for arealer, der ikke er landbrugsarealer, og som der anmodes om støtte til.

Artikel 9

Betalinger

1.   Der udbetales ikke støtte til en foranstaltning eller et sæt operationer, der er omfattet af dette afsnit, før kontrollen af, om støttekriterierne for foranstaltningen eller operationerne er overholdt, jf. kapitel II, afdeling I, er afsluttet.

Medlemsstaterne kan dog under hensyntagen til risikoen for at udbetale for meget beslutte at betale indtil 70 % af støtten, efter at den administrative kontrol, der er omhandlet i artikel 11, er afsluttet. Procentsatsen er den samme for alle modtagere omfattet af foranstaltningen eller operationerne.

2.   Hvis kontrollen af, om der er krydsoverensstemmelse, jf. kapitel II, afdeling II, ikke kan afsluttes før udbetalingen, skal uretmæssigt udbetalte beløb inddrives i henhold til artikel 73 i forordning (EF) nr. 796/2004.

KAPITEL II

Kontrol, nedsættelser og udelukkelser

Artikel 10

Generelle principper

1.   Støtteansøgninger og efterfølgende betalingsanmodninger skal kontrolleres på en sådan måde, at det effektivt sikres, at betingelserne for ydelse af støtte er overholdt.

2.   Medlemsstaterne fastlægger metoder til at kontrollere, om betingelserne for at yde støtte til hver støtteforanstaltning er overholdt.

3.   Medlemsstaterne anvender det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, i det følgende benævnt »det integrerede system«, som er omhandlet i afsnit II, kapitel 4, i forordning (EF) nr. 1782/2003.

4.   Kontrollen af, om støttekriterierne er overholdt, består i administrativ kontrol og kontrol på stedet.

5.   Om reglerne om krydsoverensstemmelse er overholdt undersøges ved kontrol på stedet og, hvis det er relevant, ved administrativ kontrol.

6.   I den periode, som er omfattet af en forpligtelse, må parceller, som der ydes støtte til, ikke ombyttes, medmindre det udtrykkeligt er fastsat i programmet for udvikling af landdistrikterne.

AFDELING I

Overholdelse af støttekriterierne

UNDERAFDELING I

Kontrol

Artikel 11

Administrativ kontrol

1.   Der skal foretages administrativ kontrol af alle støtteansøgninger og betalingsanmodninger, og den skal omfatte alle de elementer, det er muligt og relevant at kontrollere administrativt. Det skal sikres, at det gennemførte kontrolarbejde, kontrolresultaterne og de foranstaltninger, der træffes i tilfælde af uoverensstemmelser, registreres.

2.   Når det er muligt og relevant, skal den administrative kontrol indbefatte krydskontrol, bl.a. med data fra det integrerede system. Krydskontrollen skal mindst vedrøre de parceller og husdyr, der er omfattet af en støtteforanstaltning, for at undgå uretmæssige udbetalinger af støtte.

3.   Det skal kontrolleres, om langsigtede forpligtelser overholdes.

4.   Viser krydskontrollen tegn på uregelmæssigheder, opfølges den af enhver anden relevant administrativ procedure og om nødvendigt af kontrol på stedet.

5.   Ved den administrative kontrol af støtteberettigelsen tages der, hvis det er relevant, hensyn til kontrolresultaterne fra andre tjenester, organer eller organisationer, der har med kontrol af landbrugsstøtte at gøre.

Artikel 12

Kontrol på stedet

1.   Det samlede antal kontrolbesøg på stedet, der aflægges hvert år, skal omfatte mindst 5 % af alle støttemodtagere, der er omfattet af en forpligtelse i henhold til en eller flere af de foranstaltninger, som henhører under dette afsnit.

Ansøgere, der efter den administrative kontrol ikke er fundet støtteberettigede, indgår dog ikke i det samlede antal støttemodtagere som nævnt i første afsnit.

2.   Artikel 26, stk. 3 og 4, i forordning (EF) nr. 796/2004 anvendes ved den kontrol på stedet, som er omhandlet i nærværende artikel.

3.   Den stikprøve, der er nævnt i stk. 1, første afsnit, udvælges i overensstemmelse med kriterierne i artikel 27 i forordning (EF) nr. 796/2004.

4.   I forbindelse med flerårige foranstaltninger, der indbefatter betalinger i en periode på over fem år, kan medlemsstaterne for en støttemodtager beslutte at halvere den kontrolprocent, der er fastsat i stk. 1, efter det femte år.

Støttemodtagere, for hvilke medlemsstaterne gør brug af den mulighed, der er nævnt i første afsnit i dette stykke, indgår ikke i det samlede antal støttemodtagere, som er nævnt i stk. 1, første afsnit.

Artikel 13

Kontrolrapport

Der skal udarbejdes en kontrolrapport i henhold til artikel 28 i forordning (EF) nr. 796/2004 om den kontrol på stedet, der foretages i henhold til denne underafdeling.

Artikel 14

Generelle principper for kontrol på stedet

1.   Kontrollen på stedet skal spredes over hele året på grundlag af en analyse af de risici, som de forskellige forpligtelser i forbindelse med hver foranstaltning til udvikling af landdistrikterne frembyder.

2.   Kontrollen på stedet omfatter alle de af modtagerens forpligtelser, som det er muligt at kontrollere på tidspunktet for kontrolbesøget.

Artikel 15

Indholdet af kontrollen på stedet og bestemmelse af arealer

1.   Medlemsstaterne fastsætter kriterier og kontrolmetoder, der gør det muligt at kontrollere modtagerens forskellige forpligtelser, for at opfylde kravene i artikel 48, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1974/2006 (5).

2.   Kontrollen på stedet af arealrelaterede foranstaltninger foretages i henhold til artikel 29, 30 og 32 i forordning (EF) nr. 796/2004.

For de foranstaltninger, der er nævnt i artikel 36, litra b) nr. iii), iv) og v), i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan medlemsstaterne dog fastsætte passende tolerancer, der under ingen omstændigheder må være mere end dobbelt så store som de tolerancer, der er fastsat i artikel 30, stk. 1, i forordning (EF) nr. 796/2004.

3.   Kontrollen på stedet af dyrerelaterede foranstaltninger foretages i henhold til artikel 35 i forordning (EF) nr. 796/2004.

UNDERAFDELING II

Nedsættelser og udelukkelser

Artikel 16

Arealrelaterede foranstaltninger

1.   Grundlaget for beregning af støtten til arealrelaterede foranstaltninger fastsættes i henhold til artikel 50, stk. 1, 3 og 7, i forordning (EF) nr. 796/2004. Ved anvendelsen af denne artikel betragtes arealer, som en støttemodtager har anmeldt, og hvortil der ydes samme støttesats, som én afgrødegruppe.

2.   Overstiger det areal, der er anmeldt med henblik på at opnå støtte under en arealrelateret foranstaltning, det areal, der er fastslået i henhold til artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 796/2004, beregnes støtten på grundlag af det fastslåede areal med fradrag af det dobbelte af forskellen, hvis forskellen enten er på over 3 % eller to hektar, men ikke udgør mere end 20 % af det fastslåede areal.

Hvis forskellen udgør over 20 % af det fastslåede areal, ydes der ingen støtte til den pågældende arealrelaterede foranstaltning.

3.   Er det anmeldte areal mere end 30 % større end det areal, der er fastslået i henhold til artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 796/2004, udelukkes støttemodtageren fra at modtage den støtte, han ville have været berettiget til i henhold til nævnte artikel for det pågældende kalenderår og de pågældende foranstaltninger.

Er forskellen på over 50 %, udelukkes modtageren derudover fra at modtage støtte på et beløb, der svarer til forskellen mellem det anmeldte areal og det areal, som er fastslået efter artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 796/2004.

4.   Uanset stk. 2 og stk. 3, første afsnit, beregnes de nedsættelser og udelukkelser, der skal anvendes for modtagere i medlemsstater, som anvender den generelle arealbetalingsordning, jf. artikel 143b i forordning (EF) nr. 1782/2003, i henhold til artikel 138, stk. 1, første og andet afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 (6).

5.   Skyldes forskellen mellem det anmeldte areal og det areal, der er fastslået i henhold til artikel 50, stk. 3, i forordning (EF) nr. 796/2004, forsætligt begåede uregelmæssigheder, udelukkes modtageren fra at modtage den støtte, han ville have været berettiget til i henhold til nævnte artikel for det pågældende ELFUL-år og den pågældende arealrelaterede foranstaltning.

6.   Det udelukkede beløb, jf. stk. 3, andet afsnit, og stk. 5, modregnes i de støttebetalinger, som den pågældende modtager har ret til i henhold til de støtteordninger, som er omhandlet i forordning (EF) nr. 1698/2005 eller forordning (EF) nr. 1782/2003, i forbindelse med ansøgninger, som han indsender i løbet af de tre kalenderår, der følger efter kalenderåret, hvor forholdet konstateres. Hvis beløbet ikke kan modregnes fuldt ud i disse støttebetalinger, annulleres restbeløbet.

Artikel 17

Dyrerelaterede foranstaltninger

1.   Grundlaget for beregning af støtten til dyrerelaterede foranstaltninger fastsættes i henhold til artikel 57, stk. 2, 3 og 4, i forordning (EF) nr. 796/2004.

2.   Nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af anmeldelse af for mange kreaturer, får eller geder beregnes i henhold til artikel 59 i forordning (EF) nr. 796/2004.

Støtteforanstaltninger for kvæg og støtteforanstaltninger for får og geder behandles hver for sig.

3.   Uanset artikel 59, stk. 2, andet afsnit, og artikel 59, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 796/2004 modregnes det udelukkede beløb i de støttebetalinger, som den pågældende støttemodtager har ret til i henhold til de støtteordninger, som er omhandlet i forordning (EF) nr. 1698/2005, i forbindelse med ansøgninger, som han indsender i løbet af de tre kalenderår, der følger efter kalenderåret, hvor forholdet konstateres. Hvis beløbet ikke kan modregnes fuldt ud i disse støttebetalinger, annulleres restbeløbet.

4.   Ved for store anmeldelser af andre dyr end dem, der er nævnt i stk. 2, fastsætter medlemsstaterne en passende nedsættelses- og udelukkelsesordning.

Artikel 18

Nedsættelser og udelukkelser ved manglende overholdelse af støttekriterierne

1.   Hvis en af de andre forpligtelser, der er knyttet til tildelingen af støtte, end dem, der vedrører det anmeldte areals størrelse eller det anmeldte antal dyr, ikke overholdes, nedsættes den støtte, der er ansøgt om, eller den bortfalder helt.

2.   Medlemsstaten bestemmer, med hvor meget støtten skal nedsættes, især under hensyntagen til, hvor alvorlig, omfattende og varig misligholdelsen er.

Hvor alvorlig misligholdelsen er, afhænger især af, hvor store konsekvenser misligholdelsen har set i forhold til, hvad der er formålet med de kriterier, som ikke er overholdt.

Misligholdelsens omfang afhænger især af, hvilken virkning misligholdelsen har på operationen som helhed.

Om en misligholdelse er varig afhænger navnlig af, hvor længe dens virkninger gør sig gældende, eller muligheden for at bringe dens virkninger til ophør med rimelige midler.

3.   Er der tale om forsætlige uregelmæssigheder, udelukkes støttemodtageren fra den pågældende foranstaltning for det pågældende ELFUL-år og for det følgende ELFUL-år.

4.   De nedsættelser og udelukkelser, der er omhandlet i denne artikel, anvendes uden at foregribe eventuelle yderligere sanktioner, som kræves i henhold til nationale bestemmelser.

AFDELING II

Overholdelse af krydsoverensstemmelse

UNDERAFDELING I

Kontrol

Artikel 19

Generelle principper

1.   Uden at artikel 51, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1698/2005 indskrænkes, forstås ved »krydsoverensstemmelse« de obligatoriske krav, der er nævnt i artikel 51, stk. 1, første afsnit, i samme forordning, og de minimumskrav til anvendelse af gødningsstoffer og plantebeskyttelsesmidler, der er nævnt i artikel 51, stk. 1, andet afsnit, i samme forordning.

2.   Artikel 3, stk. 2, og artikel 25 i forordning (EF) nr. 1782/2003 og artikel 2, stk. 2, 2a og 31 til 36, og artikel 9, 41, 42, 43, 46, 47 og 48 i forordning (EF) nr. 796/2004 anvendes ved kontrollen af, at krydsoverensstemmelseskravene overholdes.

Artikel 20

Kontrol på stedet

1.   Kontrolmyndigheden udfører for så vidt angår de krav og normer, som den er ansvarlig for, kontrol på stedet hos mindst 1 % af alle modtagere, der har indsendt betalingsanmodninger i henhold til artikel 36, litra a), nr. i) til v), og litra b), nr. i), iv) og v), i forordning (EF) nr. 1698/2005.

2.   Artikel 44, stk. 1, andet afsnit, og artikel 44, stk. 2, i forordning (EF) nr. 796/2004 finder anvendelse.

Artikel 21

Udvælgelse af stikprøven

1.   Artikel 45, stk. 1, i forordning (EF) nr. 796/2004 anvendes ved udvælgelsen af den stikprøve, der er nævnt i artikel 20 i nærværende forordning.

2.   Kontrolmyndigheden udvælger for så vidt angår de krav eller normer, som den er ansvarlig for, de støttemodtagere, der skal kontrolleres efter artikel 20, ved at udvælge stikprøven af den stikprøve af støttemodtagere, der allerede er udvalgt efter artikel 12, og som de pågældende krav eller normer gælder for.

3.   Uanset stk. 2 kan kontrolmyndigheden for så vidt angår de krav og normer, som den er ansvarlig for, udvælge en stikprøve på 1 % af alle støttemodtagere, der har indsendt betalingsanmodninger i henhold til artikel 36, litra a), nr. i) til v), og litra b), nr. i), iv) og v), i forordning (EF) nr. 1698/2005, og som er forpligtet til at overholde mindst et af kravene eller en af normerne.

UNDERAFDELING II

Nedsættelser og udelukkelser

Artikel 22

Generelt

1.   Artikel 25 i forordning (EF) nr. 1782/2003 og artikel 2, stk. 2, 2a og 31 til 36, og artikel 41 og artikel 65, stk. 2, i forordning (EF) nr. 796/2004 anvendes ved nedsættelser og udelukkelser i tilfælde af misligholdelser.

2.   Hvis mere end et betalingsorgan er ansvarligt for forvaltningen af de forskellige støtteordninger, der er omhandlet i artikel 36, litra a), nr. i) til v), og litra b), nr. i), iv) og v), i forordning (EF) nr. 1698/2005, træffer medlemsstaterne de fornødne foranstaltninger til at sikre, at bestemmelserne i denne underafdeling anvendes korrekt, navnlig at alle betalinger, som støttemodtageren har ansøgt om, nedsættes med samme procentsats.

Artikel 23

Beregning af nedsættelser og udelukkelser

Konstateres der et tilfælde af misligholdelse, nedsættes den samlede støtte som omhandlet i artikel 36, litra a), nr. i) til v), og litra b), nr. iv) og v), i forordning (EF) nr. 1698/2005, der er ydet eller skal ydes til den pågældende støttemodtager ifølge de betalingsanmodninger, han har indsendt eller vil indsende i løbet af det kalenderår, hvor forholdet konstateres, jf. dog artikel 51, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1698/2005.

Skyldes misligholdelsen støttemodtagerens uagtsomhed, beregnes nedsættelsen i henhold til artikel 66 i forordning (EF) nr. 796/2004.

Ved forsætlig misligholdelse beregnes nedsættelsen i henhold til artikel 67 i forordning (EF) nr. 796/2004.

Artikel 24

Kumulering af nedsættelser

Skal der foretages flere nedsættelser, foretages der først nedsættelser for forsinket indsendelse i henhold til artikel 21 i forordning (EF) nr. 796/2004, dernæst i henhold til artikel 16 eller 17 i nærværende forordning, dernæst i henhold til artikel 18 og endelig i henhold til artikel 22 og 23.

AFSNIT II

Støtte til udvikling af landdistrikterne under akse 1 og 3 og til visse foranstaltninger under akse 2 og 4

KAPITEL I

Almindelige bestemmelser

Artikel 25

Anvendelsesområde

Dette afsnit gælder for:

a)

de støtteforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 20 og 52 i forordning (EF) nr. 1698/2005

b)

de støtteforanstaltninger, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 36, litra a), nr. vi), litra b), nr. vi) og vii), og artikel 39, stk. 5, samt i artikel 36, litra b), nr. i) og iii), for så vidt angår etableringsomkostninger

c)

støtte, der ydes i henhold til artikel 63, litra a) og b), i nævnte forordning, til operationer, som svarer til foranstaltninger som omhandlet i litra a) og b) i nærværende artikel.

AFDELING I

Kontrol

Artikel 26

Administrativ kontrol

1.   Der skal foretages administrativ kontrol af alle støtteansøgninger og betalingsanmodninger, og den skal omfatte alle de elementer, det er muligt og relevant at kontrollere administrativt. Procedurerne skal sikre, at kontrolarbejdet, kontrolresultaterne og de foranstaltninger, der træffes i tilfælde af uoverensstemmelser, registreres.

2.   Den administrative kontrol af støtteansøgninger skal især omfatte kontrol af:

a)

at den operation, som der ansøges om støtte til, er støtteberettiget

b)

at udvælgelseskriterierne, der er fastsat i programmet for udvikling af landdistrikterne, er overholdt

c)

at den operation, som der ansøges om støtte til, er i overensstemmelse med de gældende nationale bestemmelser og EF-bestemmelser, især, hvis det er relevant, bestemmelserne om offentlige indkøb, statsstøtte og andre obligatoriske normer, som er fastsat i den nationale lovgivning eller i landdistriktsprogrammet

d)

om de foreslåede omkostninger er rimelige, hvilket evalueres ved hjælp af et passende evalueringssystem, som fx referenceomkostninger, en sammenligning af forskellige tilbud eller en evalueringskomité

e)

at ansøgeren er pålidelig set i lyset af tidligere medfinansierede operationer, der er blevet gennemført siden 2000.

3.   Den administrative kontrol af betalingsanmodninger skal især, og hvis det er relevant for den pågældende betalingsanmodning, omfatte kontrol af:

a)

at de produkter og tjenesteydelser, der er medfinansieret, er leveret

b)

at der er tale om reelle udgifter

c)

den afsluttede operation sammenholdt med den operation, som der er indsendt støtteansøgning for og tildelt støtte til.

4.   Den administrative kontrol af investeringsoperationer skal mindst omfatte et kontrolbesøg på stedet af den operation, der er ydet støtte til, eller et kontrolbesøg på investeringsstedet for at undersøge, om investeringen er gennemført.

Medlemsstaterne kan dog beslutte at undlade at aflægge besøg, når det drejer sig om mindre investeringer, eller hvis der efter deres opfattelse er ringe risiko for, at betingelserne for at modtage støtte ikke er opfyldt, eller investeringen ikke er gennemført i virkeligheden. Denne beslutning og begrundelsen herfor skal registreres.

5.   Der skal fremlægges belæg for modtagernes betalinger i form af fakturaer og dokumenter, der beviser betalingen. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal der som belæg for betalingerne fremlægges dokumenter med tilsvarende bevisværdi.

6.   Den administrative kontrol skal tilrettelægges således, at der undgås uregelmæssig dobbeltfinansiering via flere EF-ordninger eller nationale ordninger og i flere programmeringsperioder. Ved finansiering fra andre kilder skal kontrollen sikre, at den samlede støtte ikke overstiger de maksimalt tilladte støttelofter.

7.   I forbindelse med støtte til fødevarekvalitetsordninger, som medlemsstaterne har godkendt, jf. artikel 32 i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan betalingsorganerne, når det er nødvendigt, gøre brug af bevismateriale, der er modtaget fra andre tjenester, organer eller organisationer, til at kontrollere, om støttekriterierne er overholdt. De skal dog være sikre på, at tjenesten, organet eller organisationen arbejder i overensstemmelse med normer, der er tilstrækkelige til, at de kan kontrollere, om støttekriterierne er overholdt.

Artikel 27

Kontrol på stedet

1.   Medlemsstaterne tilrettelægger kontrol på stedet af godkendte operationer på grundlag af en passende stikprøve. Kontrollen skal så vidt muligt foretages, før den endelige udbetaling til projektet finder sted.

2.   De udgifter, der kontrolleres, skal tegne sig for mindst 4 % af de offentlige udgifter, der er anmeldt til Kommissionen hvert år, og mindst 5 % af de offentlige udgifter, der er anmeldt til Kommissionen i hele programperioden.

3.   Ved udvælgelsen af den stikprøve af godkendte operationer, der skal kontrolleres i henhold til stk. 1, tages især følgende i betragtning:

a)

der skal kontrolleres en passende blanding af operationer af forskellige typer og forskelligt omfang

b)

de risikofaktorer, der måtte være påvist ved den nationale kontrol eller EF-kontrollen

c)

der skal være ligevægt mellem akser og foranstaltninger.

4.   Resultaterne af kontrollen på stedet skal evalueres, så det kan fastslås, om eventuelle problemer er af systemisk karakter og indebærer en risiko for tilsvarende operationer, andre støttemodtagere eller andre organer. Ved evalueringen skal det også fastslås, hvad der er årsagerne til problemerne, om der er behov for yderligere undersøgelser, og hvilke korrigerende eller forebyggende foranstaltninger der skal træffes.

5.   Kontrollen på stedet kan anmeldes på forhånd, når blot formålet med kontrollen ikke bringes i fare. Sker det mere end 48 timer i forvejen, bør varslet begrænses til det absolutte minimum afhængigt af den medfinansierede foranstaltnings eller operations art.

Artikel 28

Indholdet af kontrollen på stedet

1.   Ved kontrollen på stedet bestræber medlemsstaterne sig på at efterprøve følgende:

a)

at der kan fremlægges belæg for betalingerne til støttemodtageren i form af regnskabsbilag eller andre dokumenter, som de organisationer eller virksomheder, der gennemfører de støttede operationer, ligger inde med

b)

at udgifternes art og afholdelsestidspunkt for et passende antal udgiftsposter er i overensstemmelse med EF-bestemmelserne og svarer til operationens godkendte specifikationer og de faktisk udførte arbejder eller leverede tjenesteydelser

c)

at operationens anvendelse eller påtænkte anvendelse er i overensstemmelse med den anvendelse, der er beskrevet i ansøgningen om EF-støtte

d)

at de offentligt finansierede operationer er blevet gennemført i overensstemmelse med EF's regler og politikker, særlig reglerne om offentlige udbud og relevante obligatoriske normer, som er fastsat i den nationale lovgivning eller i landdistriktsprogrammet.

2.   Kontrollen på stedet omfatter alle de af støttemodtagerens forpligtelser, som det er muligt at kontrollere på tidspunktet for kontrolbesøget.

3.   Kontrollen på stedet skal omfatte kontrol af operationen eller, hvis operationen er immateriel, et kontrolbesøg hos initiativtageren til operationen, medmindre der foreligger usædvanlige omstændigheder, som de nationale myndigheder har registreret og redegjort for.

4.   Kun kontrol, der opfylder alle kravene i denne artikel, kan betragtes som en del af den kontrol, som skal foretages i henhold til artikel 27, stk. 2.

Artikel 29

Kontrol på førtidspensionsområdet og af foranstaltninger for delvis selvforsynende landbrug

1.   For ansøgninger om støtte, der er omfattet af artikel 23 og 34 i forordning (EF) nr. 1698/2005, skal den administrative kontrol også omfatte den kontrol, der er nævnt i artikel 11, stk. 2, i nærværende forordning.

2.   Med hensyn til den foranstaltning, der er omhandlet i artikel 23 i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan medlemsstaterne undlade at foretage kontrol på stedet efter den første støtteudbetaling, såfremt den administrative kontrol, herunder bl.a. krydskontrol, især med oplysningerne i den elektroniske database, der er nævnt i artikel 19 i forordning (EF) nr. 1782/2003, giver den nødvendige sikkerhed for, at betalingerne er lovlige og formelt rigtige.

Artikel 30

Efterfølgende kontrol

1.   Der skal foretages efterfølgende kontrol af investeringsoperationer, der stadig er omfattet af forpligtelser i henhold til artikel 72, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1698/2005 eller beskrevet i programmet for udvikling af landdistrikterne.

2.   Formålet med den efterfølgende kontrol er:

a)

at kontrollere, om artikel 72, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1698/2005 er overholdt

b)

at undersøge, om støttemodtagernes betalinger reelt har fundet sted og er endegyldige, undtagen når det drejer sig om naturalieydelser eller standardomkostninger

c)

at sikre, at den samme investering ikke er finansieret på uregelmæssig måde via forskellige nationale kilder eller EF-kilder.

3.   Den efterfølgende kontrol skal hvert år omfatte mindst 1 % af de støtteberettigede udgifter til operationer, jf. stk. 1, hvortil den endelige betaling er foretaget. Kontrollen skal gennemføres senest 12 måneder efter udgangen af det pågældende ELFUL-år.

4.   Den efterfølgende kontrol skal baseres på en analyse af risiciene ved og de finansielle virkninger af forskellige operationer, grupper af operationer eller foranstaltninger.

De ansvarlige for den efterfølgende kontrol må ikke have været med til kontrollen før udbetalingerne til den samme investeringsoperation.

AFDELING II

Nedsættelser og udelukkelser

Artikel 31

Nedsættelser og udelukkelser

1.   Betalingerne beregnes på grundlag af, hvad der er fundet støtteberettiget.

Medlemsstaten gennemgår den indsendte betalingsanmodning og fastsætter, hvilke beløb der er støtteberettigede. Den fastsætter:

a)

det beløb, der skal betales til støttemodtageren, udelukkende på grundlag af betalingsanmodningen

b)

det beløb, der skal betales til støttemodtageren, efter at det er undersøgt, om betalingsanmodningen er støtteberettiget.

Hvis det beløb, der er fastsat i henhold til litra a), overstiger det beløb, der er fastsat i henhold til litra b), med mere end 3 %, nedsættes det beløb, der er fastsat i henhold til litra b). Nedsættelsen er lig med forskellen mellem de to beløb.

Der foretages dog ingen nedsættelse, hvis støttemodtagerne kan begrunde, at de ikke selv er skyld i, at det beløb, som ikke er støtteberettiget, er anført. Der gælder tilsvarende nedsættelsesregler for ikke støtteberettigede udgifter, der konstateres ved kontrol i henhold til artikel 28 og 30.

2.   Konstateres det, at en støttemodtager forsætligt har indsendt en urigtig anmeldelse, udelukkes den pågældende operation fra at modtage støtte fra ELFUL, og beløb, der allerede er udbetalt til operationen, skal tilbagebetales. Endvidere udelukkes støttemodtageren fra at modtage støtte i forbindelse med den samme foranstaltning for det pågældende ELFUL-år og det følgende ELFUL-år.

3.   De sanktioner, der er fastsat i stk. 2 og 3, anvendes, uden at det er til hinder for yderligere sanktioner, der kræves i henhold til nationale bestemmelser.

KAPITEL II

Særlige bestemmelser for akse 4 (Leader)

Artikel 32

Kontrol

Når det drejer sig om udgifter, som er afholdt i henhold til artikel 63, litra c), i forordning (EF) nr. 1698/2005, tilrettelægger medlemsstaten kontrollen i henhold til dette afsnit. Kontrollen skal foretages af personer, der er uafhængige af den pågældende lokale aktionsgruppe.

Artikel 33

Ansvar for kontrollen

1.   Når det drejer sig om udgifter, som er afholdt i henhold til artikel 63, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan den administrative kontrol, der er nævnt i artikel 26 i nærværende forordning, foretages af lokale aktionsgrupper i henhold til en udtrykkelig bemyndigelse. Medlemsstaten er dog fortsat ansvarlig for at kontrollere, at de lokale aktionsgrupper har den fornødne forvaltnings- og kontrolkapacitet til at udføre dette arbejde.

2.   Medlemsstaten indfører en passende ordning til overvågning af de lokale aktionsgrupper. Dertil hører regelmæssig kontrol af de lokale aktionsgruppers aktiviteter, herunder regnskabskontrol og ny administrativ kontrol på stikprøvebasis.

DEL III

Afsluttende bestemmelser

Artikel 34

Anmeldelser

Medlemsstaterne sender senest den 15. juli hvert år og første gang senest den 15. juli 2008 Kommissionen en rapport for det foregående ELFUL-regnskabsår, som navnlig vedrører følgende punkter:

a)

antallet af betalingsanmodninger pr. foranstaltning til udvikling af landdistrikterne, det samlede beløb, der er kontrolleret, og, hvis det er relevant, det samlede areal og det samlede antal dyr, der er blevet kontrolleret på stedet i henhold til artikel 12, 20 og 27

b)

det samlede areal, opdelt efter støtteordning, for arealrelateret støtte

c)

det samlede antal dyr, opdelt efter støtteordning, for dyrerelaterede foranstaltninger

d)

resultatet af den udførte kontrol, med angivelse af de nedsættelser og udelukkelser, der har fundet sted i henhold til artikel 16, 17, 18, 22 og 23

e)

antallet af tilfælde, hvor der er foretaget efterfølgende kontrol i henhold til artikel 30, de udgiftsbeløb, der er kontrolleret, og kontrolresultaterne med angivelse af de nedsættelser og udelukkelser, der har fundet sted i henhold til artikel 31.

Artikel 35

Kommissionens kontrol

Artikel 27, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1782/2003 finder anvendelse på støtte, der er udbetalt i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005.

Artikel 36

Kontroloplysninger til betalingsorganet

1.   Er det ikke betalingsorganet, der foretager kontrollen, sørger medlemsstaten for, at betalingsorganet får tilstrækkelige oplysninger om den udførte kontrol. Det er op til betalingsorganet at bestemme, hvilke oplysninger det har brug for.

Der skal være et tilstrækkeligt revisionsspor. Bilaget indeholder en vejledende beskrivelse af kravene til et tilfredsstillende revisionsspor.

2.   De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, første afsnit, kan gives i form af en rapport om hver enkelt kontrol eller også i form af en sammenfattende rapport.

3.   Betalingsorganet har ret til at kontrollere kvaliteten af andre organers kontrol og få alle andre oplysninger, som er nødvendige, for at det kan udføre sine opgaver.

Artikel 37

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse på EF-støtte i den programmeringsperiode, der starter den 1. januar 2007.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. december 2006.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1.

(2)  EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1405/2006 (EUT L 265 af 26.9.2006, s. 1).

(3)  EUT L 141 af 30.4.2004, s. 18. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 659/2006 (EUT L 116 af 29.4.2006, s. 20).

(4)  EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 320/2006 (EUT L 58 af 28.2.2006, s. 42).

(5)  Se side 15 i denne EUT.

(6)  EUT L 345 af 20.11.2004, s. 1.


BILAG

VEJLEDENDE BESKRIVELSE AF INFORMATIONSKRAVENE TIL ET TILFREDSSTILLENDE REVISIONSSPOR

Et tilstrækkeligt revisionsspor som omhandlet i artikel 36, stk. 1, foreligger, når følgende betingelser er opfyldt for en given støtte:

a)

det gør det muligt at afstemme de samlede beløb, der er anmeldt til Kommissionen, med de fakturaer, regnskabsbilag og andre bilag, som betalingsorganet eller en anden tjeneste opbevarer for alle ELFUL-støttede operationer

b)

det gør det muligt at kontrollere betalingen af de offentlige udgifter til støttemodtageren

c)

det gør det muligt at kontrollere anvendelsen af udvælgelseskriterierne på de ELFUL-finansierede operationer

d)

det indbefatter i det omfang, det er nødvendigt, finansieringsplan, aktivitetsrapporter, dokumenter vedrørende ydelse af støtte, dokumenter vedrørende offentlige udbudsprocedurer og kontrolrapporter.


Top