EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02010D0412-20100713

Consolidated text: Rådets afgørelse af 13. juli 2010 om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (2010/412/EU)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/412/2010-07-13

2010D0412 — DA — 13.07.2010 — 000.001


Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

►B

RÅDETS AFGØRELSE

af 13. juli 2010

om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme

(2010/412/EU)

(EFT L 195, 27.7.2010, p.3)


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EFT L 202, 4.8.2010, s. 16  (412/2010)




▼B

RÅDETS AFGØRELSE

af 13. juli 2010

om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme

(2010/412/EU)



RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 87, stk. 2, litra a), og artikel 88, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved afgørelse af 11. maj 2010 bemyndigede Rådet Kommissionen til på Den Europæiske Unions vegne at indlede forhandlinger mellem Unionen og USA om at stille finansielle betalingsdata til rådighed for det amerikanske finansministerium for at forebygge og bekæmpe terrorisme og finansiering heraf.

(2)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/411/EU af 28. juni 2010 ( 1 ) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (»aftalen«) undertegnet den 28. juni 2010 med forbehold af dens senere indgåelse.

(3)

Aftalen bør indgås.

(4)

Aftalen overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig retten til respekt for privatliv og familieliv, jf. chartrets artikel 7, retten til beskyttelse af personoplysninger, jf. chartrets artikel 8, og retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. chartrets artikel 47. Aftalen bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper.

(5)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(6)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(7)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:



Artikel 1

Aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (»aftalen«) godkendes herved på Unionens vegne ( 2 ).

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Kommissionen opfordres til at fremlægge en juridisk og teknisk ramme for udtræk af data på EU's område for Europa-Parlamentet og Rådet senest et år efter aftalens ikrafttrædelsesdato.

Hvis det tilsvarende EU-system ikke er oprettet fem år efter datoen for aftalens ikrafttræden, overvejer Unionen om aftalen skal fornyes i overensstemmelse med aftalens artikel 21, stk. 2.

Kommissionen opfordres til inden for tre år efter aftalens ikrafttræden at fremlægge en rapport over fremskridtene med udviklingen af det tilsvarende EU-system for så vidt angår aftalens artikel 11.

Artikel 3

Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, som på Unionens vegne er beføjet til at foretage udvekslingen af de godkendelsesinstrumenter, der er omhandlet i aftalens artikel 23, med henblik på at udtrykke Unionens samtykke i at blive bundet.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.



( 1 ►C1  Se side 1 i denne EUT. ◄

( 2 ) Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.

Top