EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004R0549

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum ("rammeforordningen") (EØS-relevant tekst) - Erklæring fra medlemsstaterne

OJ L 96, 31.3.2004, p. 1–9 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Estonian: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Latvian: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Lithuanian: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Hungarian Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Maltese: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Polish: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Slovak: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Slovene: Chapter 07 Volume 008 P. 23 - 30
Special edition in Bulgarian: Chapter 07 Volume 012 P. 231 - 238
Special edition in Romanian: Chapter 07 Volume 012 P. 231 - 238
Special edition in Croatian: Chapter 07 Volume 004 P. 75 - 82

In force: This act has been changed. Current consolidated version: 04/12/2009

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2004/549/oj

32004R0549

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum ("rammeforordningen") (EØS-relevant tekst) - Erklæring fra medlemsstaterne

EU-Tidende nr. L 096 af 31/03/2004 s. 0001 - 0009


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004

af 10. marts 2004

om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum

("rammeforordningen")

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(3),

efter proceduren i traktatens artikel 251(4), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 10. marts 2004, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Gennemførelsen af den fælles transportpolitik kræver et effektivt lufttrafiksystem, der gør det muligt at afvikle lufttrafikken sikkert og regelmæssigt, således at den frie bevægelighed for varer, personer og tjenesteydelser lettes.

(2) På sit ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 opfordrede Det Europæiske Råd Kommissionen til at fremsætte forslag om luftrumsstyring, lufttrafikstyring og lufttrafikregulering på grundlag af arbejdet i Gruppen på Højt Plan om det Fælles Europæiske Luftrum, nedsat af Kommissionen. Denne gruppe, der bestod af navnlig civile og militære luftfartsmyndigheder i medlemsstaterne, aflagde rapport i november 2000.

(3) Hvis lufttrafiksystemet skal fungere tilfredsstillende, kræves der et ensartet, højt sikkerhedsniveau i luftfartstjenesterne, der muliggør en optimal udnyttelse af det europæiske luftrum og et ensartet, højt sikkerhedsniveau for lufttrafikken, i overensstemmelse med det forhold, at luftfartstjenester er en opgave af almen interesse, hvilket også omfatter public service-forpligtelser. Lufttrafiksystemet skal derfor anvendes i overensstemmelse med de højeste standarder for ansvarsbevidsthed og kompetence.

(4) Initiativet vedrørende det fælles europæiske luftrum bør gennemføres i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af Fællesskabets og dets medlemsstaters medlemskab af Eurocontrol og med de principper, der er fastlagt i Chicago-konventionen af 1944 angående international civil luftfart.

(5) Beslutninger vedrørende indholdet, omfanget og gennemførelsen af militære operationer og militær træningsflyvning henhører ikke under Fællesskabets beføjelser.

(6) Medlemsstaterne har vedtaget en generel erklæring om militære spørgsmål i forbindelse med det fælles europæiske luftrum(5). I henhold til denne erklæring bør medlemsstaterne navnlig udvide det civile/militære samarbejde og, hvis og i den udstrækning alle berørte medlemsstater anser det for nødvendigt, lette samarbejdet mellem deres væbnede styrker i alle sager i forbindelse med lufttrafikstyring.

(7) Luftrummet udgør en begrænset ressource, og en optimal og effektiv udnyttelse er kun mulig, hvis alle brugeres behov tages i betragtning, og hvis de, hvor det er relevant, er repræsenteret under hele udviklings- og beslutningsprocessen og gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum, herunder i Udvalget for det Fælles Luftrum.

(8) Af disse grunde og med henblik på at udvide det fælles europæiske luftrum til at omfatte et større antal europæiske lande bør Fællesskabet - under hensyntagen til udviklingen inden for Eurocontrol - opstille en række fælles mål og en handlingsplan, som kan mobilisere Fællesskabets, medlemsstaternes og de forskellige økonomiske interessenters indsats for at skabe et mere integreret operativt luftrum, nemlig det fælles europæiske luftrum.

(9) Hvor medlemsstaterne handler for at sikre opfyldelsen af fællesskabskrav, bør de myndigheder, der verificerer overensstemmelsen, være tilstrækkeligt uafhængige af luftfartstjenesteudøverne.

(10) Luftfartstjenester, navnlig lufttrafiktjenester, der kan sammenlignes med offentlige myndigheder, kræver en funktionel eller strukturel adskillelse og antager meget forskellige retlige former i de forskellige medlemsstater.

(11) Hvor der kræves uafhængig revision af luftfartstjenesteudøvere, bør de inspektioner, der foretages af de officielle revisionsmyndigheder i de medlemsstater, hvor disse tjenester udøves af administrationen, eller af et offentligt organ, som er underlagt ovennævnte myndigheders tilsyn, anerkendes som en uafhængig revision, uanset om de revisionsberetninger, der udarbejdes, offentliggøres eller ej.

(12) Det fælles europæiske luftrum bør udvides til at omfatte europæiske tredjelande, enten inden for rammerne af Fællesskabets deltagelse i Eurocontrols arbejde - når Fællesskabet har tiltrådt Eurocontrol - eller gennem aftaler, som Fællesskabet indgår med disse lande.

(13) Fællesskabets tiltrædelse af Eurocontrol er et vigtigt led i oprettelsen af et fælleseuropæisk luftrum.

(14) I forbindelse med oprettelsen af det fælles europæiske luftrum bør Fællesskabet i passende omfang indgå i så nært et samarbejde som muligt med Eurocontrol for at sikre synergi i regeludstedelsen og samstemmende strategier og undgå overlapning mellem de to parter.

(15) I henhold til konklusionerne fra Gruppen på Højt Plan er Eurocontrol det organ, der har den relevante ekspertise til at støtte Fællesskabet i dets rolle som regeludsteder. Der bør derfor for sager, der hører ind under Eurocontrols ansvarsområde, udarbejdes gennemførelsesbestemmelser på grundlag af mandater til Eurocontrol og på betingelser, der skal indgå i rammerne for samarbejdet mellem Kommissionen og Eurocontrol.

(16) Udarbejdelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at oprette det fælles europæiske luftrum, forudsætter en bred høring af økonomiske og sociale interessenter.

(17) Arbejdsmarkedets parter bør på passende måde informeres og høres om alle foranstaltninger, der har vigtige sociale virkninger. Sektordialogudvalget, der er nedsat i henhold til Kommissionens afgørelse 98/500/EF af 20. maj 1998 om oprettelse af sektordialogudvalg til fremme af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan(6), bør ligeledes høres.

(18) Interessenter som f.eks. luftfartstjenesteudøvere, luftrumsbrugere, lufthavne, fabrikanter og faglige sammenslutninger bør have mulighed for at rådgive Kommissionen om de tekniske aspekter af gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum.

(19) Det bør under behørig hensyntagen til opretholdelsen af et højt sikkerhedsniveau regelmæssigt evalueres, hvordan luftfartstjenestesystemet som helhed fungerer på europæisk plan, for at sikre, at de vedtagne foranstaltninger er effektive, og for at kunne foreslå yderligere foranstaltninger.

(20) De sanktioner, der gælder for overtrædelse af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning uden at begrænse sikkerheden.

(21) Virkningerne af de foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, bør evalueres på grundlag af de rapporter, som Kommissionen regelmæssigt skal forelægge.

(22) Denne forordning berører ikke medlemsstaternes beføjelse til at fastsætte bestemmelser om organisationen af deres væbnede styrker. Denne beføjelse kan foranledige medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, der sikrer, at deres væbnede styrker har tilstrækkeligt luftrum til at opretholde et passende uddannelses- og træningsberedskab. Der bør derfor fastsættes en beskyttelsesklausul, der gør det muligt at udøve denne beføjelse.

(23) Aftaler om udvidet samarbejde i forbindelse med anvendelsen af Gibraltar lufthavn blev indgået i London den 2. december 1987 af Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige i en fælles erklæring fra de to landes udenrigsministre, og disse aftaler er endnu ikke trådt i kraft.

(24) Målet for denne forordning, nemlig oprettelsen af et fælles europæisk luftrum, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens grænseoverskridende omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan, idet der dog i gennemførelsesbestemmelser skal tages hensyn til specifikke lokale forhold; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(25) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(7).

(26) I henhold til artikel 8, stk. 2, i standardforretningsordenen for udvalg(8), jf. artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, kan formanden for et udvalg indbyde tredjemand til at deltage i udvalgets møder. Formanden for Udvalget for det Fælles Luftrum bør, når dette er relevant, indbyde repræsentanter for Eurocontrol til at deltage i møder som observatører eller eksperter -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Formålet med initiativet vedrørende oprettelse af et fælles europæisk luftrum er at forbedre de nuværende sikkerhedsstandarder og effektiviteten generelt for den almene lufttrafik i Europa, at optimere kapaciteten og dermed tilgodese alle luftrumsbrugeres behov og at begrænse forsinkelser mest muligt. I den sammenhæng tager denne forordning sigte på at fastsætte et harmoniseret regelsæt for oprettelsen af det fælles europæiske luftrum senest den 31. december 2004.

2. Anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, berører ikke medlemsstaternes højhedsret over deres luftrum og medlemsstaternes krav for så vidt angår den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvarsspørgsmål som omhandlet i artikel 13. Denne forordning og ovennævnte foranstaltninger omfatter ikke militære operationer og militær træningsflyvning.

3. Anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, berører ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser i henhold til Chicago-konventionen af 1944 angående international civil luftfart.

4. Anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, på Gibraltars lufthavn, foregriber ikke henholdsvis Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges retlige holdning til de bestående uoverensstemmelser med hensyn til suveræniteten over det område, lufthavnen er beliggende på.

5. Anvendelsen af denne forordning og de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, på Gibraltar lufthavn suspenderes, indtil den ordning, der er fastlagt i den fælles erklæring af 2. december 1987 fra udenrigsministrene for Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige, er iværksat. Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges regeringer underretter Rådet om datoen for denne iværksættelse.

Artikel 2

Definitioner

Med henblik på anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, gælder følgende definitioner:

1) "flyvekontroltjeneste": en tjeneste, som har til opgave:

a) at forebygge sammenstød:

- mellem luftfartøjer og

- mellem luftfartøjer og hindringer på manøvreområdet, og

b) at fremme og opretholde en velordnet regulering af lufttrafikken

2) "tårnkontroltjeneste": flyvekontroltjeneste for flyvepladstrafik

3) "luftfartsinformationstjeneste": en tjeneste, der er oprettet inden for det fastlagte dækningsområde, og som har ansvaret for at tilvejebringe luftfartsoplysninger og -data, som er nødvendige for luftfartens sikkerhed, regelmæssighed og effektivitet

4) "luftfartstjenester": lufttrafiktjenester, kommunikations-, navigations- og overvågningstjenester, vejrtjenester til luftfartsformål og luftfartsinformationstjenester

5) "luftfartstjenesteudøvere": enhver offentlig eller privat enhed, der udøver luftfartstjenester for den almene lufttrafik

6) "luftrumsblok": et luftrum af nærmere angivne dimensioner i tid og rum, inden for hvilket der udøves luftfartstjenester

7) "luftrumsstyring": en planlægningsfunktion, der primært tager sigte på at maksimere udnyttelsen af det disponible luftrum gennem dynamisk fordeling af tiden og eventuelt opdeling af luftrummet mellem de forskellige kategorier af luftrumsbrugere ud fra kortfristede behov

8) "luftrumsbrugere": alle luftfartøjer, der anvendes i forbindelse med almen lufttrafik

9) "lufttrafikregulering (air traffic flow management)": en tjeneste, som er etableret med det formål at medvirke til sikker, velordnet og hurtig afvikling af lufttrafikken ved at sikre, at flyvekontrolkapaciteten udnyttes maksimalt, og at trafikmængden er forenelig med den kapacitet, som er angivet af vedkommende lufttrafiktjenesteudøvere

10) "lufttrafikstyring": de samlede luftbårne og jordbaserede funktioner (lufttrafiktjenester, luftrumsstyring og lufttrafikregulering), der kræves for at sikre, at luftfartøjer kan operere sikkert og effektivt i alle faser af en flyvning

11) "lufttrafiktjenester": de forskellige flyveinformationstjenester, alarmeringstjenester, lufttrafikrådgivningstjenester og flyvekontroltjenester (område-, indflyvnings- og tårnkontroltjenester)

12) "områdekontroltjeneste": en flyvekontroltjeneste for kontrollerede flyvninger inden for en luftrumsblok

13) "indflyvningskontroltjeneste": en flyvekontroltjeneste for ankommende og afgående flyvninger

14) "bundt af tjenester": to eller flere luftfartstjenester

15) "certifikat": et dokument, som udstedes af en medlemsstat i en form foreskrevet i national lovgivning, og som bekræfter, at en luftfartstjenesteudøver opfylder de krav, der er forbundet med at udøve en bestemt tjeneste

16) "kommunikationstjenester": faste og mobile luftfartstjenester med henblik på jord til jord-, luft til jord- og luft til luft-kommunikation i forbindelse med flyvekontrol

17) "det europæiske lufttrafikstyringsnet": den samling af systemer opført i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 552/2004 af 10. marts 2004 om interoperabilitet i det europæiske lufttrafikstyringsnet ("interoperabilitetsforordningen")(9), som muliggør udøvelse af luftfartstjenester i Fællesskabet, herunder interface ved grænserne med tredjelande

18) "driftskoncept": kriterierne for operativ anvendelse af det europæiske lufttrafikstyringsnet eller dele deraf

19) "komponenter": materielle genstande såsom hardware og immaterielle genstande såsom software, som det europæiske lufttrafikstyringsnets interoperabilitet bygger på

20) "Eurocontrol": Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed, som blev oprettet i henhold til den internationale konvention af 13. december 1960 vedrørende samarbejde om luftfartens sikkerhed(10)

21) "Eurocontrols principper for etablering af omkostningsgrundlaget for overflyvningsafgifter og beregning af enhedsrater": de principper, der er fastsat i dokument 99.60.01/01 af 1. august 1999 fra Eurocontrol

22) "fleksibel udnyttelse af luftrummet": et luftrumsstyringskoncept, der anvendes i ECAC-området (ECAC - Den Europæiske Konference for Civil Luftfart), som anført i den første udgave af 5. februar 1996 af "Airspace Management Handbook for the Application of the Concept of the Flexible Use of Airspace", udgivet af Eurocontrol

23) "flyveinformationsregion": et nærmere afgrænset luftrum, inden for hvilket der udøves flyveinformations- og alarmeringstjeneste

24) "flyveniveau": flade med konstant lufttryk, som bestemmes med trykværdien 1013,2 hektopascal som udgangspunkt, og som er adskilt fra andre sådanne flader med bestemte trykintervaller

25) "funktionel luftrumsblok": en luftrumsblok baseret på driftsmæssige krav, der afspejler behovet for at sikre en mere integreret styring af luftrummet uden hensyn til eksisterende grænser

26) "almen lufttrafik": al flyvning, der foretages med civile luftfartøjer, samt al flyvning, der foretages med statsluftfartøjer (herunder militærets, toldvæsenets og politiets luftfartøjer), hvis denne flyvning foretages i overensstemmelse med ICAO's procedurer

27) "ICAO": Organisationen for International Civil Luftfart, der blev oprettet ved Chicago-konventionen af 1944 angående international civil luftfart

28) "interoperabilitet": et sæt funktionelle, tekniske og operationelle egenskaber, som kræves af systemerne og komponenterne i det europæiske lufttrafikstyringsnet og af de procedurer, der gælder for drift heraf, for at muliggøre en sikker, homogen og effektiv drift. Interoperabilitet opnås ved at sørge for, at systemerne og komponenterne opfylder de væsentlige krav

29) "vejrtjenester": faciliteter og tjenester, der forsyner luftfartøjer med vejrmeldinger, underretninger og observationer samt alle andre former for meteorologiske oplysninger og data, som stater leverer til luftfartsformål

30) "navigationstjenester": faciliteter og tjenester, der forsyner luftfartøjer med oplysninger om position og tid

31) "operationelle data": oplysninger vedrørende alle faser af en flyvning, der er nødvendige for, at luftfartstjenesteudøvere, luftrumsbrugere, lufthavnsoperatører og andre involverede aktører kan træffe operationelle beslutninger

32) "procedure" som anvendt i interoperabilitetsforordningen: en standardmetode for enten den tekniske eller den operationelle anvendelse af systemer i forbindelse med aftalte og validerede driftskoncepter, der kræver ensartet gennemførelse i det europæiske lufttrafikstyringsnet

33) "ibrugtagning": den første operationelle anvendelse efter den oprindelige installation eller efter en opgradering af et system

34) "rutenet": et net af nærmere fastsatte ruter til kanalisering af den almene lufttrafik, hvor dette er nødvendigt for udøvelse af flyvekontroltjeneste

35) "ruteføring": den valgte rute, der skal følges af et luftfartøj under en flyvning

36) "homogen drift": drift af hele det europæiske lufttrafikstyringsnet på en sådan måde, at det for brugeren at se fungerer, som om der kun var tale om ét system

37) "sektor": del af et kontrolområde og/eller flyvinformationsregion/øvre region

38) "overvågningstjenester": de faciliteter og tjenester, der anvendes til bestemmelse af de enkelte luftfartøjers positioner med henblik på sikker adskillelse

39) "system": samlingen af jordbaserede og luftbårne komponenter samt luftrumsbaseret udstyr, der understøtter luftfartstjenesterne i alle faser af en flyvning

40) "opgradering": enhver ændring, der påvirker et systems operationelle egenskaber.

Artikel 3

Fællesskabets indsatsområder

1. Denne forordning fastsætter et harmoniseret regelsæt for oprettelsen af det fælles europæiske luftrum sammen med:

a) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 551/2004 af 10. marts 2004 om organisation og udnyttelse af det fælles europæiske luftrum ("luftrumsforordningen")(11)

b) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum ("luftfartstjenesteforordningen")(12), og

c) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 552/2004 af 10. marts 2004 om interoperabilitet i det fælles europæiske lufttrafikstyringsnet ("interoperabilitetsforordningen")(13)

og sammen med de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen vedtager på grundlag af denne forordning og ovennævnte forordninger.

2. De i stk. 1 omhandlede forordninger finder anvendelse med forbehold af denne forordning.

Artikel 4

Nationale tilsynsmyndigheder

1. Medlemsstaterne udpeger eller opretter et eller flere organer som deres nationale tilsynsmyndighed til at varetage de opgaver, som påhviler en sådan myndighed i henhold til denne forordning og de foranstaltninger der er omhandlet i artikel 3.

2. De nationale tilsynsmyndigheder skal være uafhængige af luftfartstjenesteudøverne. Denne uafhængighed opnås gennem en passende adskillelse mellem de nationale tilsynsmyndigheder og sådanne tjenesteudøvere, i det mindste på det funktionelle plan. Medlemsstaterne sørger for, at den nationale tilsynsmyndighed udøver sine beføjelser på en uvildig og gennemskuelig måde.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen navne og adresser på de nationale tilsynsmyndigheder samt ændringer heraf og anfører, hvilke foranstaltninger der er truffet for at sikre, at stk. 2 overholdes.

Artikel 5

Udvalgsprocedure

1. Kommissionen bistås af Udvalget for det Fælles Luftrum, i det følgende benævnt "udvalget", der består af to repræsentanter for hver medlemsstat, og som har Kommissionens repræsentant som formand. Udvalget sikrer, at der tages passende hensyn til alle brugerkategoriers interesser.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til en måned.

4. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 6

Rådgivende organ for luftfart

Uden at dette berører udvalgets og Eurocontrols rolle, nedsætter Kommissionen et "rådgivende organ for luftfart", der består af luftfartstjenesteudøvere, sammenslutninger af luftrumsbrugere, lufthavne, fabrikanter og faglige sammenslutninger. Organet har udelukkende til opgave at rådgive Kommissionen om de tekniske aspekter af gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum.

Artikel 7

Forbindelser med europæiske tredjelande

Fællesskabet sigter mod og yder støtte til at udvide det fælles europæiske luftrum til stater, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union. Med dette formål bestræber Fællesskabet sig på, inden for rammerne af aftaler med tilgrænsende tredjelande eller i Eurocontrols regi, at udvide anvendelsesområdet for denne forordning og de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, så disse lande også bliver omfattet.

Artikel 8

Gennemførelsesbestemmelser

1. For så vidt angår udarbejdelse af de gennemførelsesbestemmelser efter artikel 3, som henhører under Eurocontrol, udsteder Kommissionen mandater til Eurocontrol og angiver de opgaver, der skal udføres, og tidsplanen herfor. Den bestræber sig i den forbindelse på at få det bedste ud af Eurocontrols ordninger for inddragelse og høring af alle berørte parter, for så vidt som disse ordninger er i overensstemmelse med Kommissionens praksis med hensyn til gennemskuelighed og høringsprocedurer og ikke strider mod dens institutionelle forpligtelser. Kommissionen handler efter proceduren i artikel 5, stk. 2.

2. På grundlag af det i medfør af stk. 1 udførte arbejde træffes der efter proceduren i artikel 5, stk. 3, afgørelse om anvendelse af resultatet i Fællesskabet og om fristen for gennemførelse heraf. Sådanne afgørelser offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

3. Uanset stk. 2 kan Kommissionen, hvis Eurocontrol ikke kan acceptere et mandat udstedt i medfør af stk. 1, eller hvis Kommissionen i samråd med udvalget finder,

a) at det arbejde, der udføres på grundlag af et sådant mandat, ikke forløber tilfredsstillende under hensyn til den fastsatte frist, eller

b) at arbejdets resultat ikke er fyldestgørende

efter proceduren i artikel 5, stk. 3, vedtage alternative foranstaltninger for at nå målet for det pågældende mandat.

4. For så vidt angår udarbejdelse af de gennemførelsesbestemmelser efter artikel 3, der ikke henhører under Eurocontrol, handler Kommissionen efter proceduren i artikel 5, stk. 3.

Artikel 9

Sanktioner

De sanktioner, som medlemsstaterne fastlægger for luftrumsbrugeres og luftfartstjenesteudøveres overtrædelse af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Artikel 10

Høring af interessenter

Medlemsstaterne, som handler i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, og Kommissionen opretter høringsmekanismer med henblik på passende inddragelse af interessenterne i oprettelsen af det fælles europæiske luftrum.

Sådanne interessenter kan omfatte:

- luftfartstjenesteudøvere

- luftrumsbrugere

- lufthavne

- fabrikanter

- faglige sammenslutninger.

Høringen af interessenterne skal navnlig omfatte udvikling og indførelse af nye koncepter og teknologier i det europæiske lufttrafikstyringsnet.

Artikel 11

Evaluering

1. Kommissionen forestår gennemgang og evaluering af præstationerne i luftfartssektoren, idet der trækkes på Eurocontrols eksisterende ekspertise.

2. Analysen af de oplysninger, der er indsamlet med henblik på stk. 1, tager sigte på:

a) at gøre det muligt at sammenligne og forbedre udøvelsen af luftfartstjenester

b) at bistå luftfartstjenesteudøverne med at levere de krævede tjenester

c) at forbedre høringsprocessen mellem luftrumsbrugere, luftfartstjenesteudøvere og lufthavne

d) at gøre det muligt at kortlægge og fremme bedste praksis, herunder større sikkerhed, effektivitet og kapacitet.

3. Uden at det berører offentlighedens ret til aktindsigt i Kommissionens dokumenter som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter(14), vedtager Kommissionen efter proceduren i artikel 5, stk. 3, foranstaltninger til videreformidling til de berørte parter af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2.

Artikel 12

Tilsyn, kontrol og metoder til vurdering af indsatsen

1. Tilsyn, kontrol og metoderne til vurdering af indsatsen bygger på årsrapporter fra medlemsstaterne om gennemførelsen af de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne forordning, og de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3.

2. Kommissionen evaluerer regelmæssigt anvendelsen af denne forordning og af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3, og forelægger senest den 20. april 2007 rapport herom til Europa-Parlamentet og Rådet og herefter hvert tredje år. Med henblik herpå kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om yderligere oplysninger som supplement til oplysningerne i de rapporter, de indsender i henhold til stk. 1.

3. Kommissionen hører udvalget med henblik på udarbejdelsen af de rapporter, der er omhandlet i stk. 2.

4. Rapporterne skal indeholde en evaluering af resultaterne af de foranstaltninger, der er truffet i medfør af denne forordning, herunder relevant information om udviklingen i sektoren, og navnlig de økonomiske, sociale, beskæftigelsesmæssige og teknologiske aspekter, samt om tjenesternes kvalitet, i forhold til de oprindelige mål og de fremtidige behov.

Artikel 13

Beskyttelsesklausul

Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger, for så vidt disse er nødvendige for at beskytte vitale sikkerheds- eller forsvarspolitiske interesser. Det drejer sig især om foranstaltninger, der er tvingende nødvendige

- med henblik på overvågning af luftrummet under medlemsstaternes ansvarsområde i overensstemmelse med ICAO's regionale luftfartsaftaler, herunder muligheden for at opdage, identificere og vurdere alle luftfartøjer, der benytter et sådant luftrum, for at sikre flyvesikkerheden og træffe foranstaltninger, der tilgodeser sikkerheds- og forsvarsbehov

- i tilfælde af alvorlige interne uroligheder, der påvirker opretholdelsen af lov og orden

- i tilfælde af krig eller af alvorlige internationale spændinger, der udgør en fare for krig

- for opfyldelsen af en medlemsstats internationale forpligtelser, for så vidt angår opretholdelse af fred og international sikkerhed

- for at gennemføre militære operationer og militær træningsflyvning, herunder nødvendige øvelsesmuligheder.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 10. marts 2004.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

D. Roche

Formand

(1) EFT C 103 E af 30.4.2002, s. 1.

(2) EFT C 241 af 7.10.2002, s. 24.

(3) EFT C 278 af 14.11.2002, s. 13.

(4) Europa-Parlamentets udtalelse af 3.9.2002 (EUT C 272 E af 13.11.2003, s. 296), Rådets fælles holdning af 18.3.2003 (EUT C 129 E af 3.6.2003, s. 1), og Europa-Parlamentets holdning af 3.7.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 29.1.2004 og Rådets afgørelse af 2.2.2004.

(5) Se side 9 i denne EUT.

(6) EFT L 225 af 12.8.1998, s. 27.

(7) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(8) EFT C 38 af 6.2.2001, s. 3.

(9) Se side 33 i denne EUT.

(10) Konventionen er ændret ved protokollen af 12. februar 1981 og revideret ved protokollen af 27. juni 1997.

(11) Se side 20 i denne EUT.

(12) Se side 10 i denne EUT.

(13) Se side 26 i denne EUT.

(14) EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

Erklæring fra medlemsstaterne

Medlemsstaterne

- der tager i betragtning, at forordningerne med henblik på oprettelse af det fælles europæiske luftrum kun finder anvendelse på almen lufttrafik og ikke omfatter militære operationer og militær træningsflyvning

- der bekræfter nødvendigheden af en sammenhængende og logisk udmøntning i praksis af regelsættet for det fælles europæiske luftrum, der fuldt ud tager hensyn til behovene i forbindelse med national forsvars- og sikkerhedspolitik samt internationale aftaler

- der er overbeviste om, at en sikker og effektiv udnyttelse af luftrummet kun kan opnås gennem et tæt samarbejde mellem civile og militære luftrumsbrugere, hovedsagelig baseret på konceptet fleksibel udnyttelse af luftrummet og effektiv civil/militær koordinering som fastlagt af ICAO

erklærer, at de vil:

1. samarbejde indbyrdes under hensyn til nationale militære krav for at opnå, at konceptet fleksibel udnyttelse af luftrummet anvendes fuldt ud og på en ensartet måde af alle luftrumsbrugere i alle medlemsstater

2. sikre, at medlemsstaternes militære luftrumsbrugeres interesser, når det er relevant, er repræsenteret i hele udviklingen, beslutningsprocessen og implementeringen af det fælles europæiske luftrum, herunder i det Udvalg for det Fælles Luftrum, der nedsættes i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 549/2004 (rammeforordningen)

3. sikre, at militært personel, når det er relevant, inddrages i det arbejde, der udføres af anerkendte organisationer i medfør af artikel 3 i forordning (EF) nr. 550/2004 (luftfartstjenesteforordningen)

4. tage hensyn til Eurocontrols grundlæggende betydning i relation til lufttrafikstyringsspørgsmål

5. udvide det civile/militære samarbejde og, hvis og i den udstrækning alle berørte medlemsstater anser det for nødvendigt,

- lette samarbejde mellem deres væbnede styrker i alle sager i forbindelse med lufttrafikstyring med henblik på at gøre det muligt at tilgodese relevante behov ved gennemførelsen af regelsættet for det fælles europæiske luftrum, samt

- under hensyn til målet om at fastsætte regelsættet for det fælles europæiske luftrum senest den 31. december 2004 etablere de ordninger, der er nødvendige for at understøtte et sådant militært samarbejde, med henblik på at sikre en balanceret hensyntagen til såvel økonomiske som sikkerheds- og forsvarsmæssige krav.

Top