Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document EESC-2019-00105-AS

    Styrkelse af det administrative samarbejde med henblik på bekæmpelse af momssvig (e-handel)

    EESC-2019-00105-AS

    DA

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

    ECO/487

    Styrkelse af det administrative samarbejde med henblik på bekæmpelse af momssvig (e-handel)

    Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

    UDTALELSE

    Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår foranstaltninger til styrkelse af det administrative samarbejde med henblik på bekæmpelse af momssvig
    [COM(2018) 813 final– 2018/0413 (CNS)]

    Kontakt

    eco@eesc.europa.eu

    Sagsbehandler

    Jüri SOOSAAR

    Dokumentets dato

    15/04/2019

    Ordfører: Krister Andersson

    Anmodning om udtalelse

    Rådet, 20/12/2018

    Retsgrundlag

    Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

    Plenarforsamlingens beslutning

    13/12/2018

    Kompetence

    Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

    Vedtaget i sektionen

    12/04/2019

    Vedtaget på plenarforsamlingen

    DD/MM/YYYY

    Plenarforsamling nr.

    Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)

    …/…/…



    1.Konklusioner og anbefalinger

    1.1EØSU støtter Kommissionens mål om at oprette et avanceret operationelt samarbejde mellem skattemyndighederne om bekæmpelse af momssvig i e-handelssektoren baseret på klare lovbestemmelser.

    1.2EØSU anbefaler, at de offentlige myndigheders modtræk mod sofistikerede former for momssvig løbende bliver forbedret både hvad angår håndhævelsens effektivitet – gennem anvendelse af passende teknologier, som f.eks. kunstig intelligens – og hvad angår samarbejdet mellem de involverede nationale myndigheder. Disse myndigheder bør arbejde i synergi for at sikre et fyldestgørende og effektivt europæisk svar på momssvig.

    1.3Samtidig bemærker EØSU, at forslaget – set i et forbrugerperspektiv – vil medføre ny udveksling og behandling af momsrelaterede personoplysninger, som reguleres af den generelle forordning om databeskyttelse ("GDPR"). EØSU fremhæver nødvendigheden af at begrænse afvigelser fra og begrænsninger af GDPR-bestemmelserne og sikre, at de kun gælder for en præcist defineret målsætning om at bekæmpe momssvig. Sådanne afvigelser udgør specifikke undtagelser fra generelle og obligatoriske regler til beskyttelse af personoplysninger og privatlivet og bør fortolkes strengt og omhyggeligt af de retshåndhævende myndigheder.

    1.4I den henseende bør man især være opmærksom på: i) formålet med databehandlingen, som kun bør være mulig med henblik på at bekæmpe ulovlig adfærd, ii) de personer, der får adgang til de indsamlede, lagrede og udvekslede oplysninger, som kun bør være Eurofisc-embedsmænd underlagt specifikke betingelser og velkendte og begrænsede formål i forbindelse med bekæmpelse af momssvig, iii) den efterfølgende anvendelse af oplysningerne med henblik på potentiel efterforskning og retshåndhævelse.

    1.5Alle de ovennævnte aspekter indgår formelt i Kommissionens forslag, og dette er bestemt et positivt træk ved forslaget. Når det er sagt, opfordrer EØSU til, at Kommissionen garanterer, at der i den fremtidige daglige drift af systemet bliver tale om en fuld og effektiv håndhævelse af alle de garantier for de grundlæggende rettigheder, som findes i forslaget, så der findes en passende balance mellem en solid håndhævelse af momsreglerne og den nødvendige beskyttelse af individets rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

    2.Kommissionens forslag og generel baggrund

    2.1Kommissionens forslag om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 indeholder bestemmelser om, at medlemsstaterne på en harmoniseret måde skal indsamle de registre, som betalingstjenesteudbydere stiller til rådighed elektronisk i henhold til artikel 243, litra b), i momsdirektivet.

    2.2E-handelssektoren har oplevet en utrolig vækst i de seneste år, og forbrugerne kan nu nemt vælge mellem tusinder af leverandører, produkter og mærker via deres computere eller smartphones. Imidlertid bliver disse muligheder også udnyttet af svigagtige virksomheder, som forsøger at omgå deres momsforpligtelser.

    2.3Det samlede momstab i medlemsstaterne på grænseoverskridende vareleverancer er blevet skønnet til omkring 5 mia. EUR årligt, og dette skøn er for nylig blevet opjusteret til et endnu mere opsigtsvækkende beløb på 7-10 mia. EUR. Der er derfor behov for et stærkt modtræk fra de offentlige myndigheders side, som bør baseres på et effektivt samarbejde mellem skattemyndighederne både inden for EU og på internationalt plan.

    2.4Konkret indføres der med forslaget et nyt centralt elektronisk system til indsamling, lagring og behandling af betalingsoplysninger og viderebehandling af disse oplysninger hos embedsmænd i medlemsstaterne, der er specialiseret i bekæmpelse af svig, inden for rammerne af Eurofisc, netværket for multilateral udveksling af tidlige varslingssignaler med henblik på bekæmpelse af momssvig.

    2.5Efter at have foretaget en omhyggelig og omfattende konsekvensanalyse har Kommissionen konkluderet, at et centralt europæisk system for indsamling og udveksling af betalingsdata ("CESOP") er den mest effektive metode til at sikre, at skattemyndighederne har et fuldstændigt overblik og dermed kan kontrollere overholdelsen af momsreglerne for e-handel og bekæmpe momssvig. Systemet vil give medlemsstaterne mulighed for at udveksle betalingsoplysninger, som de lagrer på nationalt plan, og dermed bidrage til effektivt at bekæmpe momssvig i forbindelse med e-handel.

    2.6Med CESOP bliver det muligt: i) for hver betalingsmodtager at samle alle oplysninger om momsbetalinger, der fremsendes af medlemsstaterne, ii) at skabe et fuldstændigt overblik over de betalinger, som betalingsmodtagerne modtager fra betalere i EU, iii) at fange eventuelle dobbelte registreringer af den samme transaktion, iv) at rense de oplysninger, som medlemsstaterne modtager, v) at sætte Eurofiscforbindelsesembedsmænd i stand til at krydstjekke betalingsoplysninger med momsoplysninger, der udveksles, vi) kun at gemme oplysningerne i den periode, der er nødvendig for, at skattemyndighederne kan udføre momskontrol.

    2.7Oplysningerne vil blive lagret i CESOP i to år, og Eurofiscforbindelsesembedsmænd vil kunne se, om betalingerne til en given betalingsmodtager i en bestemt periode overstiger 10.000 EUR i de forskellige medlemsstater. Systemet vil kun være tilgængeligt for Eurofiscforbindelsesembedsmænd fra medlemsstaterne, og CESOP vil udelukkende tillade undersøgelser i sager, hvor der er tale om formodet eller konstateret momssvig.

    2.8Kommissionen rapporterer hvert femte år til Europa-Parlamentet og Rådet om funktionen af det nye administrative samarbejdsredskab.

    3.Generelle og særlige bemærkninger

    3.1EØSU støtter Kommissionens mål om at oprette et avanceret operationelt samarbejde mellem skattemyndighederne om bekæmpelse af momssvig i e-handelssektoren baseret på klare lovbestemmelser. Indførelsen af gensidig administrativ bistand mellem skattemyndighederne vil sikre øgede finansielle ressourcer både for de nationale budgetter og for EU-budgettet samt forenklede, ensartede konkurrencevilkår for virksomheder, som overholder skattelovgivningen.

    3.2Markedsaktørernes voksende anvendelse af kommunikationsteknologi medfører et behov for løbende at opdatere lovgivningen om bekæmpelse af momssvig, så den afspejler de forskellige måder, skattereglerne og momsforpligtelserne omgås på. Det er derfor afgørende, at de offentlige myndigheders modtræk mod sofistikerede former for momssvig løbende bliver forbedret, både hvad angår håndhævelsens effektivitet (gennem anvendelse af passende teknologier) og hvad angår samarbejdet mellem de involverede nationale myndigheder. Disse myndigheder bør arbejde i synergi med støtte fra Kommissionen for at sikre et fyldestgørende og effektivt europæisk svar på momssvig i overensstemmelse med nærhedsprincippet som fastsat i traktaterne.

    3.3I den forbindelse kan det efter EØSU's opfattelse være gavnligt og nyttigt at investere i kunstig intelligens møntet på afsløring af momssvig inden for det nye system, der er under opbygning, og på den måde gøre det nye system fuldt operativt. Det bør være en forudsætning, at individets grundlæggende rettigheder og specifikke EU-regler såsom den generelle forordning om databeskyttelse 1 overholdes fuldt ud inden for det nye operative scenarie, som inddrager nye teknologier og AI for at understøtte myndighedernes aktiviteter.

    3.4I betragtning af den tværnationale karakter af momssvig og det forhold, at teknologien gør det stadig nemmere hurtigt at udvikle ulovlig praksis – et eksempel er den hastighed, hvormed penge fra momssvig kan flyttes – er der behov for et stadigt tættere samarbejde mellem myndighederne ikke bare inden for EU, men på globalt plan. Foranstaltninger til bekæmpelse af momssvig kan kun lykkes, hvis landenes skattemyndigheder samarbejder tættere med gensidig tillid, hvilket kræver udveksling af de relevante oplysninger, som skal bruges for at løse opgaverne.

    3.5Til dette formål anbefaler OECD en styrkelse af det internationale administrative samarbejde om moms eller omsætningsafgift med henblik på at løse udfordringerne med opkrævning af moms fra ikkehjemmehørende leverandører, navnlig inden for B2C-handel, som det anføres i Kommissionens konsekvensanalyse.

    3.6Et skridt i denne retning er aftalen mellem EU og Norge om administrativt samarbejde på momsområdet (juni 2018), som også omfatter specifikke instrumenter til inddrivelse af momskrav. EØSU håber, at EU vil fremme det internationale samarbejde om bekæmpelse af svig yderligere med det formål at udvikle et effektivt og koordineret svar på aktiviteter, som går på tværs af stater og kontinenter til skade for både EU-budgettet og de nationale budgetter.

    3.7EØSU understreger, at forslaget set fra et forbrugersynspunkt vil medføre ny udveksling og behandling af momsrelaterede personoplysninger, som er omfattet af den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR), der for nylig blev vedtaget og gennemført i hele Europa og medførte betydelige efterlevelsesomkostninger for EU's virksomheder.

    3.8GDPR indeholder en bred definition af personoplysninger, herunder oplysninger om en identificeret eller identificerbar fysisk person, som kan identificeres direkte eller indirekte. Det betyder, at de betalingsoplysninger, som er omfattet af Kommissionens forslag, også er omfattet af de gældende principper for beskyttelse af personoplysninger, som er fastlagt i chartret om grundlæggende rettigheder.

    3.9Ifølge Kommissionen er "beskatning et vigtigt mål i relation til Unionens og medlemsstaternes generelle samfundsinteresser, hvilket er blevet anerkendt i forbindelse med de begrænsninger, der kan pålægges forpligtelserne og rettighederne i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679, og med hensyn til beskyttelse af oplysninger i henhold til Europa‑Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 2 . Begrænsninger i forbindelse med databeskyttelsesrettigheder er nødvendige på grund af arten og omfanget af disse oplysninger, der stammer fra betalingstjenesteudbydere, og bør baseres på de specifikke og foruddefinerede betingelser og oplysninger, der er fastsat i artikel 243b-243d i direktiv 2006/112/EF 3 ".

    3.10EØSU understreger stærkt nødvendigheden af at begrænse afvigelser fra og begrænsninger af GDPR-bestemmelserne og sikre, at de kun gælder for en præcist defineret målsætning om at bekæmpe momssvig. Sådanne afvigelser udgør specifikke undtagelser fra generelle og obligatoriske regler til beskyttelse af personoplysninger og privatlivet og bør fortolkes strengt og omhyggeligt af de retshåndhævende myndigheder. I den henseende bør man især være opmærksom på: i) formålet med databehandlingen, som kun bør være mulig med henblik på at bekæmpe ulovlig adfærd, ii) de personer, der får adgang til de indsamlede, lagrede og udvekslede oplysninger, som kun bør være Eurofisc-embedsmænd underlagt specifikke betingelser og velkendte og begrænsede formål i forbindelse med bekæmpelse af momssvig, iii) den efterfølgende anvendelse af oplysningerne med henblik på potentiel efterforskning og retshåndhævelse.

    3.11Alle de ovennævnte aspekter indgår formelt i Kommissionens forslag, og dette er bestemt et positivt træk ved forslaget. Når det er sagt, opfordrer EØSU til, at Kommissionen garanterer, at der i den fremtidige daglige drift af systemet bliver tale om en fuld og effektiv håndhævelse af alle de garantier for de grundlæggende rettigheder, som findes i forslaget, så der findes en passende balance mellem en solid håndhævelse af momsreglerne og den nødvendige sikring af individets rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

    3.12Med hensyn til sidstnævnte opfordrer EØSU til, at de kompetente nationale myndigheder omhyggeligt overvåger og verificerer, om de regler i forslaget, der begrænser anvendelsen af data og oplysninger, samt bestemmelserne i persondataforordningen også i praksis overholdes fuldt ud. Når den indsamler feedback fra medlemsstaterne, en proces som skal være afsluttet ved udgangen af 2024, opfordrer EØSU Kommissionen til, at den i samarbejde med de nationale myndigheder, der har ansvaret for beskyttelse af personoplysninger og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse nøje kontrollerer, om bestemmelserne i den generelle forordning om databeskyttelse fuldt ud er blevet overholdt og indberetter resultaterne til Europa‑Parlamentet og Rådet i sin planlagte rapport om, hvordan det nye redskab til administrativt samarbejde fungerer (artikel 59 i forordning (EU) nr. 904/2010). Såfremt der registreres forvridninger eller overtrædelser, skal de naturligvis omgående forebygges og afhjælpes.

    3.13Med hensyn til at beskytte europæiske virksomheder, som opererer på e-handelsområdet, anbefaler EØSU, at det nye system skal være i stand til effektivt at sikre og garantere forretningshemmeligheder, både i den indledende overvågningsfase med indsamling og analyse af data, og navnlig i den efterfølgende (hypotetiske) fase med retshåndhævelse. I denne forbindelse kan de erfaringer, som Kommissionen har høstet med beskyttelse af intellektuel ejendomsret og forretningshemmeligheder inden for konkurrencelovgivningen, være nyttige som en sammenligningsstandard.

    Bruxelles, den 12. april 2019

    Stefano Palmieri
    Formand for Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed

    _____________

    Top