Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C(2024)7198

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/… om ændring af forordning (EF) nr. 1013/2006 for så vidt angår ændringer om overførsel af elektrisk og elektronisk affald aftalt i henhold til Baselkonventionen

C/2024/7198 final

BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT

Unionen og dens medlemsstater er parter i konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf (Baselkonventionen), som blev vedtaget den 22. marts 1989 og trådte i kraft i 1992 1 . Baselkonventionen har 191 parter.

Baselkonventionens partskonference besluttede på sit femtende møde den 17. juni 2022 at medtage alt elektrisk og elektronisk affald under konventionens kontrolmekanismer (beslutning BC 15/18). Disse typer affald vil blive opført i Baselkonventionens bilag II og VIII. De nuværende indgange for sådant affald i bilag VIII og IX vil blive erstattet af de nye indgange. Ændringerne vil forbedre kontrollen med grænseoverskridende overførsler af elektrisk og elektronisk affald og dermed fremme en miljømæssigt forsvarlig håndtering og bidrage til at bremse ulovlig grænseoverskridende overførsel af affald.

Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2025.

2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE

Denne delegerede forordning er udarbejdet med henblik på at gennemføre ovennævnte ændringer af Baselkonventionens bilag i EU-lovgivningen og er baseret på ordlyden af beslutningen herom, som blev vedtaget af Baselkonventionens partskonference på dens femtende møde. Der er foretaget omfattende høringer af medlemsstaterne og interesseparterne om emnet, både i forbindelse med fastlæggelsen af Unionens holdning ved Basel-konventionens partskonference og efterfølgende.

Gennemførelsen af de forskellige ændringer til Baselkonventionen ved denne delegerede forordning blev derefter drøftet yderligere med medlemsstaterne på møder i Rådets arbejdsgruppe vedrørende internationale miljøspørgsmål, som behandler spørgsmål vedrørende Baselkonventionen, og ved et møde i ekspertgruppen om affald den 13. maj 2024 2 . Interessenterne blev ydermere holdt underrettet under hele denne proces og kunne deltage i ekspertgruppens møde. Kommissionen hørte interessenterne uformelt om emnet i løbet af februar 2024. Kommissionen drøftede ligeledes udkastet ved adskillige bilaterale møder med interessenter.

Udkastet til retsakten blev offentliggjort med henblik på offentlig feedback 3 , og i perioden mellem den 5. juni og den 3. juli 2024 modtog Kommissionen bemærkninger og input fra 27 interessenter. Eftersom denne delegerede forordnings indhold ligner udkastet til den delegerede forordning, som ændrer forordning (EU) 2024/1157, der blev offentliggjort med henblik på offentlig feedback i samme periode 4 , og fordi visse af de standpunkter, interessenterne har fremsat i forbindelse med nævnte forordning, også er relevante for denne delegerede forordning, er alle bemærkninger behandlet samlet.

Den offentlige feedbackhøring viste en bred støtte til indarbejdelse af de nye indgange i Baselkonventionen om elektrisk og elektronisk affald i EU-lovgivningen, når det drejer sig om regler for eksport af elektrisk og elektronisk affald fra Unionen til tredjelande såvel som import af sådant affald til Unionen fra tredjelande. Der var ligeledes bred støtte til indarbejdelsen af den nye indgang om farligt elektrisk og elektronisk affald i Baselkonventionen for så vidt angår overførsler af sådant affald mellem medlemsstaterne.

Omvendt bemærkede en række genanvendelsesvirksomheder og sammenslutninger heraf såvel som repræsentanter for flere forskellige industrisektorer, at det ville være uforholdsmæssigt at anvende proceduren med "forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke" på overførsler af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald mellem medlemsstaterne, som p.t. er omfattet af de "generelle oplysningskrav" i artikel 18 i forordning 1013/2006 ("grønliste-proceduren"). De fremfører det argument, at reglerne for behandling af sådant affald er harmoniseret i EU og sikrer en ensartet miljøbeskyttelse i medlemsstaterne. Store mængder af dette affald overføres mellem medlemsstaterne til genanvendelse. Proceduren med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke vil indebære forsinkelser og nye omkostninger i forbindelse med sådanne overførsler. Dette vil underminere EU's målsætning om øget genanvendelse af elektrisk og elektronisk affald, navnlig med hensyn til kritiske råmaterialer.

Mange af de interessenter, der udtrykte denne bekymring, foreslog at bevare de eksisterende regler for overførsel af affald af elektrisk og elektronisk udstyr inden for EU, herunder klassificeringen af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald under indgang GC010 og GC020 frem til den 1. januar 2027. Til den tid forventes systemet til gennemførelse af den obligatoriske udveksling af affaldsrelaterede oplysninger og dokumenter som fastsat under forordning (EU) 2024/1157 at være fuldt ud operationelt og muliggøre en effektiv og fuldstændig gennemførelse af kontrollerne i henhold til Baselkonventionen efter den 1. januar 2027. Dette betyder, at de generelle oplysningskrav for ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald under artikel 18 i forordning (EF) nr. 1013/2006 vil forblive gældende, så længe nævnte artikel finder anvendelse.

Kommissionen tog alle de fremførte synspunkter i betragtning, herunder nye data fremlagt af interessenterne om de mængder af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald, der overføres mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med de generelle oplysningskrav i artikel 18 i forordning (EF) nr. 1013/2006. Der blev derfor foretaget ændringer af den delegerede retsakt, og i den forbindelse blev medlemsstater og interessenter konsulteret i september 2024. Ændringen vedrører den ordning, som vil finde anvendelse på overførsler af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald i EU, og som fortsat vil være omfattet af samme regler som dem, der p.t. er gældende.

De nye indgange i Baselkonventionen vedrørende elektrisk og elektronisk affald træder i kraft den 1. januar 2025 på globalt plan. Indarbejdelsen af de nye indgange i EU-lovgivningen bør være afsluttet inden denne dato. En sondring af anvendelsesdatoen for reglerne vedrørende eksport af sådant affald uden for EU og overførsler heraf mellem medlemsstaterne risikerer at påvirke den juridiske klarhed i negativ retning og medføre mere komplicerede håndhævelsesforanstaltninger. På den anden side vil en overgangsperiode, hvor de nuværende regler for overførsel af grønlistet elektrisk og elektronisk affald mellem medlemsstaterne fortsat finder anvendelse indtil digitaliserede procedurer mindsker den administrative byrde i forbindelse med anmeldelsesproceduren, fremme overførslen af sådant affald til egnede genanvendelsesfaciliteter i overensstemmelse med den cirkulære økonomis målsætninger, idet den tilstrækkelige kontrol fortsat sikres. Overførsler af "grønlistet affald" overvåges under de generelle oplysningskrav i artikel 18 i forordning (EF) nr. 1013/2006. Det betyder, at hver overførsel skal ledsages af de oplysninger, der fremgår af bilag VII til nævnte forordning. Denne procedure er en særlig foranstaltning under EU-lovgivningen gældende alt "grønlistet affald" som en garanti for sporbarhed og bæredygtighed for overførsler af dette affald og forvaltningen heraf.

3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT

Kommissionen er ved artikel 58 i forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald tillagt beføjelser til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at ændre forordningens bilag for at tage hensyn til ændringer og afspejle beslutninger truffet inden for rammerne af Baselkonventionen.

Denne delegerede retsakt fastlægger ændringer til bilag III, IV og V til forordning (EF) nr. 1013/2006 under hensyntagen til Rådets afgørelse (EU) 2020/1829 af 24. november 2020 5 .

Formålet med ændringerne er:

·indarbejdelse af den nye indgang om farligt elektrisk og elektronisk affald (A1181), der er aftalt i henhold til Baselkonventionen, i forordning (EF) nr. 1013/2006 (bilag V)

·indarbejdelse af den nye indgang om ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald (Y49), der er aftalt i henhold til Baselkonventionen, i forordning (EF) nr. 1013/2006 (bilag V)

·sletning af henvisningerne til indgang B1110 i bilag III, da denne indgang ikke længere vil finde anvendelse fra den 1. januar 2025

·sletning af henvisningen til indgang A1180 i bilag IV, da denne indgang ikke længere vil finde anvendelse fra den 1. januar 2025.

·sletning af henvisningerne til indgang A1180, B1110 og B4030 i bilag V, da disse indgange ikke længere vil finde anvendelse fra den 1. januar 2025

·tilladelse af overførsler af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald under indgang GC010 og GC020 inden for Unionen i overensstemmelse med de generelle krav i artikel 18 i forordning (EF) nr. 1013/2006

·fastsættelse af overgangsbestemmelser for at sikre retssikkerheden for erhvervsdrivende og kompetente myndigheder samt for at sikre en harmoniseret tilgang til gennemførelsen af de ændringer, der indføres ved denne forordning.

Den delegerede retsakt har ingen virkninger for EU-budgettet.

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…

af 18.10.2024

om ændring af forordning (EF) nr. 1013/2006 for så vidt angår ændringer om overførsel af elektrisk og elektronisk affald aftalt i henhold til Baselkonventionen

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald 6 , særlig artikel 58, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Baselkonventionens partskonference besluttede på sit femtende møde i juni 2022 ved beslutning BC-15/18 at inkludere en ny indgang for farligt elektrisk og elektronisk affald (indgang A1181) i bilag VIII til Baselkonventionen, idet indgang A1180 i nævnte bilag slettes, en ny indgang for ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald (indgang Y49) i bilag II til Baselkonventionen tilføjes, og den eksisterende indgang for sådant affald (indgang B1110) i bilag IX til Baselkonventionen og indgang B4030 i bilag IX til Baselkonventionen slettes. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2025.

(2)Det er hensigtsmæssigt, at Unionen, der er part i Baselkonventionen, ændrer indgangene vedrørende elektrisk og elektronisk affald i de relevante bilag til forordning (EF) nr. 1013/2006, hvor disse henviser til Basel-konventionens bilag.

(3)For så vidt angår eksport af elektrisk og elektronisk affald fra Unionen til tredjelande og import af sådant affald til Unionen fra tredjelande, bør der i bilag III, IV og V til forordning (EF) nr. 1013/2006 tages hensyn til ændringerne i Basel-konventionens bilag II, VIII og IX. Derfor gælder det fra den 1. januar 2025, at eksport fra Unionen til tredjelande, som OECD-Rådets beslutning om kontrol med grænseoverskridende overførsel af affald bestemt til nyttiggørelse 7 ("OECD-beslutningen") finder anvendelse på, og import til Unionen af elektrisk og elektronisk affald under indgang A1181 i Baselkonventionens bilag VIII og indgang Y49 i Baselkonventionens bilag II bør være omfattet af en procedure med forudgående skriftlig anmeldelse og samtykke. I overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 1013/2006 og bilag V til nævnte forordning bør eksport af elektrisk og elektronisk affald under indgang A1181 i bilag VIII til Baselkonventionen og indgang Y49 i bilag II til Baselkonventionen til tredjelande, som OECD-beslutningen ikke finder anvendelse på, forbydes.

(4)Kravene i artikel 18 i forordning (EF) nr. 1013/2006 bør fortsat gælde overførsler mellem medlemsstater af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald under indgang GC010 og GC020, så længe nævnte forordnings artikel 18 finder anvendelse. Artikel 18 sikrer overvågning og kontrol med overførslerne med henblik på miljømæssigt forsvarlig håndtering.

(5)I nærværende forordning tages der hensyn til, at der ikke er opnået enighed i OECD om at indarbejde ændringerne i bilagene til Baselkonventionen om elektrisk og elektronisk affald i tillæggene til OECD-beslutningen. Indgang GC010 og GC020 i bilag III og IV til forordning (EF) nr. 1013/2006 bør derfor ikke længere anvendes fra den 1. januar 2025 for så vidt gælder eksport af elektrisk og elektronisk affald fra Unionen til tredjelande og import af sådant affald til Unionen fra tredjelande.

(6)Forordning (EU) nr. 1013/2006 bør derfor ændres.

(7)Da ændringerne af bilagene til Baselkonventionen først træder i kraft den 1. januar 2025, bør anvendelsen af denne forordning udskydes til denne dato.

(8)For at sikre retssikkerheden for de erhvervsdrivende og de kompetente myndigheder og for at sikre en harmoniseret tilgang til gennemførelsen af de ændringer, der indføres ved denne forordning, er det nødvendigt at indføre overgangsbestemmelser, der præciserer, at tilladelser til overførsel af elektrisk og elektronisk affald, der er udstedt inden datoen for denne forordnings anvendelse, forbliver gyldige indtil den 1. januar 2026 eller indtil udløbet af et sådant samtykke, hvis det udløber inden denne dato. Desuden bør anmelderne have mulighed for indtil den 1. februar 2025 at ajourføre anmeldelser indgivet inden den 31. december 2024 for at bringe dem i overensstemmelse med de ændringer, der indføres ved denne forordning.

(9)For at fremme en hurtig beslutningstagning bør anmeldere have mulighed for at indgive anmeldelser vedrørende overførsler af elektrisk og elektronisk affald på grundlag af de nye indgange allerede inden den 1. januar 2025 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag III, IV og V til forordning (EF) nr. 1013/2006 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. januar 2025. Anmelderne kan dog allerede inden denne dato indgive anmeldelser vedrørende overførsler af elektrisk og elektronisk affald i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1013/2006 som ændret ved nærværende forordning.

For så vidt angår overførsler af elektrisk og elektronisk affald klassificeret under indgang A1180, B1110, B4030, GC010 eller GC020 eller sådant affald, der ikke er klassificeret under hver eneste indgang i enten bilag III, IIIB eller IV i forordning (EF) nr. 1013/2006, som en kompetent myndighed har givet sit samtykke til inden den 1. januar 2025, bortset fra overførsler af ikkefarligt elektrisk og elektronisk affald til lande, der ikke er omfattet af OECD-beslutningen, forbliver tilladelsen gyldig indtil den 1. januar 2026 eller indtil udløbet af en sådan tilladelse, hvis den udløber inden denne dato.

Hvis en anmelder har indgivet en anmeldelse vedrørende overførsler af affald, der er klassificeret under indgang A1180, B1110, B4030, GC010 eller GC020, inden den 31. december 2024, og de kompetente myndigheder ikke har truffet en afgørelse inden denne dato, kan anmelderen ajourføre anmeldelsen for at bringe den i overensstemmelse med de nye regler, der indføres ved denne forordning, indtil den 1. februar 2025.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18.10.2024.

   På Kommissionens vegne

   Formand
   Ursula VON DER LEYEN

(1)

DRAFT

(2)    Rådets afgørelse 93/98/EØF om indgåelse på fællesskabets vegne af konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelsen heraf (Basel-konventionen) (EFT L 39 af 16.2.1993, s. 1).
(3)     https://ec.europa.eu/transparency/expert-groups-register/screen/meetings/consult?lang=en&meetingId=53508&fromExpertGroups=03343 .
(4)     https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/14176-Trade-in-e-waste-1-amendments-to-the-Basel-Convention-annexes_en .
(5)     https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/14174-Trade-in-e-waste-2-amendments-to-the-Basel-Convention-annexes_en .
(6)    Se Rådets afgørelse (EU) 2020/1829 af 24. november 2020, som findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:32020D1829&from=en .
(7)    EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/1013/oj.
(8)    OECD/LEGAL/0266.
Top


BILAG

om ændring af forordning (EF) nr. 1013/2006 for så vidt angår ændringer om overførsel af elektrisk og elektronisk affald aftalt i henhold til Baselkonventionen

I bilag III, IV og V til forordning (EF) nr. 1013/2006 foretages følgende ændringer:

(1)I bilag III foretages følgende ændringer:

(a)Del I, litra e), udgår.

(b)I del II under overskriften "Andet affald indeholdende metaller" tilføjes følgende fodnote til indgang GC010:

"[1] GC010 finder kun anvendelse på affald, der overføres inden for Unionen."

(c)I del II under overskriften "Andet affald indeholdende metaller" tilføjes følgende fodnote til indgang GC020:

"[2] GC020 finder kun anvendelse for affald, der overføres inden for Unionen."

(2)Bilag IV, del I ændres således:

(a)Litra c) affattes således:

"c) Basellistens indgang A2060 finder ikke anvendelse; i stedet anvendes (OECD) GG040 i bilag III i del II, i de relevante tilfælde."

(b)Følgende punkt tilføjes:

"g) For affald, der overføres inden for Unionen, finder Basellistens indgang Y49 ikke anvendelse, og i stedet anvendes indgang GC010 og GC020 i bilag III, del II, hvor det er relevant."

(3)I bilag V foretages følgende ændringer:

(a)Del 1 ændres således:

i)I liste A, del A1, affattes indgang A1180 således:

"A1181    Elektrisk og elektronisk affald (se også den tilsvarende indgang Y49 i bilag V, del 3, liste A):

Affald af elektrisk og elektronisk udstyr

indeholdende eller forurenet med cadmium, bly, kviksølv, organiske halogenforbindelser eller andre bestanddele under bilag I i en sådan grad, at affaldet udviser et af kendetegnene i bilag III, eller

med en komponent indeholdende eller forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at komponenterne udviser et af kendetegnene i bilag III, herunder, men ikke begrænset til, følgende komponenter:

glas fra katodestrålerør opført på liste A

et batteri opført på liste A

en kontakt, en lampe, et lysstofrør eller en skærms baggrundslys indeholdende kviksølv

en kondensator indeholdende PCB

en komponent indeholdende asbest

visse printkort

visse skærme

visse plastkomponenter indeholdende en bromeret flammehæmmer

Affaldskomponenter i elektrisk og elektronisk udstyr, som indeholder eller er forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at affaldet udviser et af kendetegnene i bilag III, medmindre det er omfattet af en anden indgang på liste A

Affald fra behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr eller affaldskomponenter i elektrisk og elektronisk udstyr, som indeholder eller er forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at affaldet udviser et af kendetegnene i bilag III (f.eks. fraktioner, der opstår ved fragmentering eller demontering), medmindre det er omfattet af en anden indgang på liste A."

ii) I liste B, afsnit B1, udgår indgang B1110.

iii) I liste B, afsnit B4, udgår indgang B4030.

(b)I del 3, liste A, indsættes følgende indgang Y49:

"Y49    Elektrisk og elektronisk affald

Affald af elektrisk og elektronisk udstyr

som ikke indeholder og ikke er forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at affaldet udviser et af kendetegnene i bilag III, og

hvor ingen af komponenterne (f.eks. visse printkort, visse skærme) indeholder eller er forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at komponenten udviser et af kendetegnene i bilag III

Affaldskomponenter i elektrisk og elektronisk udstyr (f.eks. visse printkort, visse skærme), som ikke indeholder og ikke er forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at affaldet udviser et af kendetegnene i bilag III, medmindre det er omfattet af en anden indgang i bilag II eller en indgang i bilag IX

Affald fra behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr eller affaldskomponenter i elektrisk og elektronisk udstyr (f.eks. fraktioner, der opstår ved fragmentering eller demontering), som ikke indeholder og ikke er forurenet med bestanddele under bilag I i en sådan grad, at affaldet udviser et af kendetegnene i bilag III, medmindre det er omfattet af en anden indgang i bilag II eller en indgang i bilag IX."

Top