BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2117 af 2. december 2021 har ændret visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 for så vidt angår vinsektoren. Der er indført en forpligtelse til at angive datoen for mindste holdbarhed for dealkoholiserede og delvis dealkoholiserede vine med et virkeligt alkoholindhold udtrykt i volumen på under 10 % samt ingredienslisten og næringsdeklarationen for alle vinavlsprodukter. Visse bestemmelser vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser i vinsektoren, der er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/33, er blevet tilføjet i forordning (EU) nr. 1308/2013.
Ved forordning (EU) nr. 1308/2013 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at fastsætte regler for angivelse og betegnelse af ingredienser i vinavlsprodukter, for præsentation og anvendelse af angivelser i mærkningen og for de betingelser, der skal opfyldes vedrørende en ansøgning om beskyttelse af en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, Kommissionens gennemgang, indsigelsesproceduren og procedurer for ændring, annullering og omdannelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser eller beskyttede geografiske betegnelser. Forordningen giver også Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om reglerne for ledsagedokumentet og dets anvendelse og om betingelserne for, hvornår importerede produkter anses for at have et tilsvarende niveau af overensstemmelse med EU's handelsnormer og -betingelser.
Formålet med denne delegerede retsakt er i overensstemmelse hermed at ændre Kommissionens nuværende delegerede forordning (EU) 2019/33 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår ansøgninger om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser og traditionelle benævnelser i vinsektoren, indsigelsesproceduren, restriktioner for anvendelsen, ændringer af produktspecifikationer, annullering af beskyttelse samt mærkning og præsentation.
Der er desuden fastsat visse ændringer af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273 i overensstemmelse hermed.
2.HØRINGER FORUD FOR VEDTAGELSEN AF RETSAKTEN
Der er gennemført høringer med deltagelse af eksperter fra alle 27 medlemsstater i forbindelse med møderne i ekspertgruppen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter — Vin, der blev afholdt (virtuelt) den 29. april, den 20. juni, den 27. september, den 20. oktober og den 1. december 2022 samt den 3. februar 2023.
Udkastet til delegeret forordning blev lagt på Europa-Kommissionens portal "Deltag i debatten" fra den 26. januar til den 23. februar 2023 for at indhente synspunkter fra borgerne og interessenterne, og udkastet blev meddelt WTO-partnerne med henblik på feedback.
Der blev indgivet feedback om udkastet fra 154 interessenter, navnlig fra to medlemsstater (90 %), der hovedsagelig repræsenterer virksomheder/firmaer og erhvervssammenslutninger (70 %) og EU-borgere (25 %). Langt størstedelen af feedbackinputtet, som bestod af standardiserede besvarelser, fremhævede behovet for en overgangsregel for vin, der er produceret men endnu ikke mærket før ikrafttrædelsesdatoen, for at gøre det muligt at bringe alle tilgængelige vinlagre i omsætning på en effektiv måde. En betydelig del af feedbacken vedrørte en styrkelse af fleksibiliteten i forbindelse med opførelse af tilsætningsstoffer, men Kommissionen mener, at udkastet allerede giver betydelig fleksibilitet, samtidig med at der fastsættes grænser for at undgå eventuelt misbrug af de relevante bestemmelser. I de bemærkninger, der blev modtaget fra en bestemt medlemsstat, blev der anmodet om afskaffelse af kravet i forbindelse med VI-1-dokumentet (artikel 2), som anses for nødvendigt for at sikre lige vilkår for importerede og indenlandske vine. Anden feedback (f.eks. om næringsdeklarationen, elektronisk mærkning, andre ændringer) går ud over denne retsakts anvendelsesområde.
3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT
Den delegerede retsakt er baseret på artikel 89, artikel 109, stk. 3, litra b), og artikel 122 i forordning (EU) nr. 1308/2013 og bør vedtages efter proceduren i samme forordnings artikel 227.
Ved denne forordning foretages de ændringer af delegeret forordning (EU) 2019/33, der er nødvendige for at supplere reglerne i forordning (EU) nr. 1308/2013 om undtagelsen fra kravet om, at datoen for mindste holdbarhed skal stå i samme synsfelt på beholderen med vinavlsprodukter, og om reglerne for angivelse af ingredienslisten for vinavlsprodukter. Forordningen præciserer også betingelserne for anvendelse af visse udtryk, ligesom den ændrer en bestemmelse om præsentation af mousserende vine og fjerner en række forældede henvisninger. Desuden indeholder den de nødvendige tekniske ændringer for at bringe delegeret forordning (EU) 2019/33 i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1308/2013 ved at lade de bestemmelser, der blev flyttet til forordning (EU) nr. 1308/2013, udgå.
Endvidere omfatter den bestemmelser om en ændring af delegeret forordning (EU) 2018/273 for så vidt angår indholdet af ledsagedokumentet til import af vinprodukter ("VI-1-dokumentet"), jf. artikel 20, og indholdet af uddraget ("VI-2-uddraget") for at opfylde forpligtelsen til at vise ingredienslisten.
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…
af 30.5.2023
om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/33 for så vidt angår visse bestemmelser om beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser for vin og om anførelse af obligatoriske angivelser for vinavlsprodukter samt særlige regler om betegnelser for ingredienser til vinavlsprodukter og delegeret forordning (EU) 2018/273 for så vidt angår certificering af importerede vinprodukter
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, særlig artikel 89, artikel 109, stk. 3, litra b), og artikel 122, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2117 har ændret forordning (EU) nr. 1308/2013.
(2)I forbindelse med denne ændring er bestemmelserne i artikel 6, 10, 12, 14, 15, 20 og 22 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/33 blevet indsat i artikel 96, stk. 5 og 6, artikel 97, stk. 2, artikel 98, stk. 2, 3, 4 og 5, og artikel 105, 106 og 106a i forordning (EU) nr. 1308/2013.
(3)Navnlig er artikel 15 i delegeret forordning (EU) 2019/33 ikke længere nyttig, da den fastsætter en særlig procedure for godkendelse af EU-ændringer af en produktspecifikation — der tillader godkendelse af dem uden afstemning i udvalget, hvis der ikke gøres indsigelse mod ændringerne efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende — som nu er blevet standardproceduren for registrering af en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller beskyttet geografisk betegnelse i henhold til artikel 99 i forordning (EU) nr. 1308/2013, men også for godkendelse af EU-ændringer af produktspecifikationer i medfør af artikel 105, stk. 3, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1308/2013.
(4)Af hensyn til klarheden og brugervenligheden for aktørerne bør artikel 6, 10, 12, 14, 15, 20 og 22 i delegeret forordning (EU) 2019/33 udgå, og henvisningerne til disse artikler bør ændres.
(5)Efter tilføjelsen af et nyt stk. 3 i artikel 97 i forordning (EU) nr. 1308/2013 ved forordning (EU) 2021/2117 blev det eksisterende stk. 3 i nævnte artikel til stk. 4. Efter tilføjelsen af nye litraer blev artikel 93, stk. 1, litra a), nr. iii), og litra b), nr. iii), i forordning (EU) nr. 1308/2013 til henholdsvis litra a), nr. iv), og litra b), nr. iv), i nævnte artikel. Henvisningerne i artikel 5, stk. 1-3, i delegeret forordning (EU) 2019/33 til artikel 93, stk. 1, litra a), nr. iii), og litra b), nr. iii), i forordning (EU) nr. 1308/2013 og henvisningerne i artikel 11, stk. 1, litra c), nr. iii), og artikel 13, stk. 1, andet afsnit, litra b), i delegeret forordning (EU) 2019/33 til artikel 97, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1308/2013 bør tilpasses i overensstemmelse hermed.
(6)I afsnit B, punkt 3, andet afsnit, i bilag III til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/934 fastsættes det for hedvine med den beskyttede oprindelsesbetegnelse "Condado de Huelva", "Málaga" og "Jerez-Xérès-Sherry", at den druemost af let tørrede druer, til hvilken der er tilsat neutral vinsprit for at forhindre gæring, og som er fremstillet af druesorten Pedro Ximénez, kan hidrøre fra regionen "Montilla-Moriles". I henhold til artikel 5, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2019/33 gælder denne undtagelse imidlertid kun for hedvine med den beskyttede oprindelsesbetegnelse "Málaga" og "Jerez-Xérès-Sherry". For at sikre overensstemmelse med bestemmelserne i delegeret forordning (EU) 2019/934 og med specifikationerne for hedvine med den beskyttede oprindelsesbetegnelse "Condado de Huelva" er det nødvendigt at ændre artikel 5, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2019/33 og præcisere, at undtagelsen vedrørende herkomsten af den druemost af let tørrede druer, til hvilken der er tilsat neutral vinsprit for at forhindre gæring, også gælder for hedvine med den beskyttede oprindelsesbetegnelse "Condado de Huelva".
(7)For alle vinavlsprodukter, der har undergået en behandling til dealkoholisering, og som har et virkeligt alkoholindhold udtrykt i volumen på under 10 %, blev datoen for mindste holdbarhed ved forordning (EU) 2021/2117 indført som en obligatorisk angivelse i artikel 119, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013. I overensstemmelse med de krav i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011, der gælder for alle fødevarer, bør det dog fastsættes, at datoen for mindste holdbarhed, når den anføres på beholderen, ikke behøver at være anført i samme synsfelt, som kræves for andre obligatoriske angivelser, jf. artikel 119 i forordning (EU) nr. 1308/2013.
(8)Forordning (EU) 2021/2117 tilføjede også ingredienslisten og næringsdeklarationen i henhold til henholdsvis artikel 9, stk. 1, litra b) og l), i forordning (EU) nr. 1169/2011 til listen over obligatoriske angivelser i artikel 119, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013. Ved forordning (EU) 2021/2117 blev Kommissionen i kraft af en ændring af artikel 122 i forordning (EU) nr. 1308/2013 også tillagt beføjelser til at vedtage særlige bestemmelser om angivelse og betegnelse af ingredienser med henblik på anvendelsen af det nye krav i artikel 119, stk. 1, litra i), i forordning (EU) nr. 1308/2013. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte de regler, der er nødvendige for at tage hensyn til vinavlsprodukters særlige karakteristika og de specifikke processer og tidspunkter for fremstilling af dem, samtidig med at forbrugerne får fyldestgørende og detaljerede oplysninger. Disse regler bør finde anvendelse, når ingredienslisten er anført på vinetiketten, men også når ingredienslisten er angivet elektronisk på emballagen eller på en vedhæftet etiket, jf. artikel 119, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1308/2013.
(9)Artikel 119, stk. 5, litra c), i forordning (EU) nr. 1308/2013 sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1169/2011 fastsætter, at hvis ingredienslisten fremlægges elektronisk, skal de stoffer, der forårsager allergier eller intolerans, angives direkte på emballagen eller på en vedhæftet etiket. Af hensyn til overensstemmelsen med kravene i forordning (EU) nr. 1169/2011, som allerede finder anvendelse i vinsektoren, bør undtagelsen i artikel 40, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2019/33, der gør det muligt at angive disse stoffer uden for samme synsfelt, fortsat finde anvendelse i disse tilfælde. Hvis ingredienslisten anføres på emballagen eller på en vedhæftet etiket, skal den anføres på beholderen inden for samme synsfelt, og de allergifremkaldende stoffer skal også angives på denne liste i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1169/2011.
(10)Da vinavlsprodukter altid fremstilles af druer, bør det tillades at anvende en enkelt betegnelse til at angive den grundlæggende råvare på ingredienslisten, uanset om vinproducenten har anvendt friske druer eller druemost. Konsekvent anvendelse af udtrykket "druer" i ingredienslisten for vinavlsprodukter giver faktisk forbrugerne harmoniserede, forståelige og klare oplysninger.
(11)De stoffer, der i henhold til EU-retten er tilladt til forskellige ønologiske formål såsom tilsætning og sødning, herunder sakkarose, koncentreret druemost og rektificeret koncentreret druemost, udgør ingredienser og skal derfor fremgå af ingredienslisten. For at lette forbrugernes forståelse og vinproducenternes forvaltning af listen over stoffer baseret på druemost bør det tillades at anvende udtrykket "koncentreret druemost" til at betegne både koncentreret druemost og rektificeret koncentreret druemost.
(12)Ud over angivelse af druer, sødnings- og tilsætningsstoffer og eventuelt tiragelikør og ekspeditionslikør bør ingredienslisten suppleres med en angivelse af de tilsætningsstoffer, der anvendes til fremstilling af vinavlsprodukter, samt de tekniske hjælpestoffer, der kan forårsage allergier eller intolerans. Det bør præciseres, at de ønologiske forbindelser, der kan være opført på ingredienslisten, udelukkende er dem, som er omhandlet i del A, tabel 2, i bilag I til delegeret forordning (EU) 2019/934, som også omfatter benævnelserne for dem og de E-numre, der alternativt kan anvendes som ingrediensangivelser.
(13)Vin er et produkt, der stadigt er biokemisk aktivt, og dens iboende karakteristika kan variere meget i hele dens levetid, selv inden for samme parti. De druer, der anvendes til fremstilling af en enkelt vin, er forskellige som følge af faktorer såsom frugtmodenhed, høstforhold, den lokale jordbund eller det lokale vejr. De ydre forhold under vinfremstillingen og lagringen inden aftapningen i tønder eller andre særlige beholdere påvirker også det endelige produkt. Der anvendes tilsætningsstoffer på forskellige stadier af fremstillingen, fra den første gæring til aftapningen, og for visse ønologiske funktioner kan de mest egnede tilsætningsstoffer være forskellige på grund af samspillet mellem vinens egenskaber, de ydre faktorer og det hyppige behov for at blande forskellige vine. Beslutningen om at anvende visse tilsætningsstoffer træffes ofte på stedet af de ansvarlige ønologer på grundlag af en ad hoc-analyse, der foretages på forskellige tidspunkter under fremstillingen for at sikre vinens integritet (f.eks. syrlighed, friskhed) og stabilitet. En sådan beslutning træffes meget ofte sent i processen, når etiketterne allerede er trykt. Desuden er der ofte behov for fleksibilitet i sidste øjeblik for at opfylde vinmarkedets behov, afhængigt af vinens endelige bestemmelsessted og købere. Dette er navnlig tilfældet for tilsætningsstoffer, der henhører under kategorierne "surhedsregulerende midler" og "stabilisatorer". For at give den nødvendige fleksibilitet til ønologiske, mærkningsmæssige og kommercielle formål og samtidig sikre den nødvendige information til forbrugerne og under hensyntagen til den begrænsede mængde af tilladte ønologiske forbindelser, som er strengt reguleret ved delegeret forordning (EU) 2019/934, er det i overensstemmelse med ovenstående hensigtsmæssigt at give de erhvervsdrivende mulighed for i ingredienslisten at anføre "surhedsregulerende midler" og "stabilisatorer" ved hjælp af højst tre alternative ingredienser, som er lignende eller indbyrdes substituerbare, på betingelse af at mindst ét af disse tilsætningsstoffer er til stede i det endelige produkt.
(14)Artikel 41 i delegeret forordning (EU) 2019/33 indeholder bestemmelser om de benævnelser, der skal anvendes til mærkning af visse stoffer eller produkter, der forårsager allergier eller intolerans, jf. artikel 21 i forordning (EU) nr. 1169/2011, vedrørende sulfitter, æg og ægbaserede produkter samt mælk og mælkebaserede produkter. Disse benævnelser bør fortsat anvendes, også i ingredienslisten, når den præsenteres på emballagen eller på en etiket, for at sikre konsekvens og under hensyntagen til, at forbrugerne er bekendt med dem.
(15)Visse tilsætningsstoffer, der anvendes som emballagegasser (kuldioxid, argon og nitrogen), har som hovedformål at fortrænge ilt ved aftapning af vinavlsprodukter, men de bliver ikke en del af det produkt, der indtages. Desuden er det også særegent på vinmarkedet, at anvendelsen af disse gasser undertiden besluttes på ad hoc-basis på tidspunktet for aftapningen, efter at etiketterne er blevet fremstillet, afhængigt af kommercielle faktorer såsom destinationsmarkedet, transportmidlet eller købernes behov. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at give erhvervsdrivende mulighed for at erstatte listen over emballagegasser med en specifik angivelse, der beskriver deres funktion, ved at anvende angivelsen "aftappet i en beskyttende atmosfære" eller "kan være aftappet i en beskyttende atmosfære".
(16)Visse ønologiske fremgangsmåder til fremstilling af mousserende vine består i at tilsætte en "tiragelikør" til cuvéen for at frembringe den sekundære gæring og tilføje en ekspeditionslikør for at give vinene deres særlige organoleptiske egenskaber. Alle mulige bestanddele i tiragelikøren og ekspeditionslikøren er reguleret i bilag II til delegeret forordning (EU) 2019/934 og består af sakkarose, druemost, koncentreret druemost og/eller vin, men de anvendes ikke til sødning eller tilsætning. På grund af tiragelikørens og ekspeditionslikørens enkelte bestanddeles meget specifikke ønologiske funktioner kan en simpel angivelse af disse sammen med de øvrige ingredienser være vildledende for forbrugerne, medmindre de grupperes under de relevante specifikke benævnelser. Det bør derfor være tilladt at angive benævnelserne "tiragelikør" og "ekspeditionslikør" i ingredienslisten, enten alene eller ledsaget af en liste over deres faktiske bestanddele.
(17)Visse bestemmelser i delegeret forordning (EU) 2019/33, der er specifikke for Det Forenede Kongerige, såsom artikel 45, stk. 3, eller artikel 51, stk. 4, er blevet forældede, da landet ikke længere er en EU-medlemsstat. Disse bestemmelser bør derfor udgå.
(18)I overensstemmelse med artikel 57, stk. 1, litra a), i delegeret forordning (EU) 2019/33 er den folie, der dækker fastholdelsesanordningen på en flaske med mousserende vin, generelt forbeholdt som et obligatorisk særtræk ved mousserende vine, mousserende kvalitetsvine og aromatiske mousserende kvalitetsvine. Anvendelsen af folie bør derfor fortsat være forbeholdt disse vine som et særligt kendetegn med de undtagelser, der er fastsat i artikel 57, stk. 2, i nævnte delegerede forordning. Producenter og aftapningsvirksomheder bør dog have mulighed for at undlade at anvende folie af driftsmæssige årsager såsom omkostningsbesparelser, affaldsundgåelse eller forbedret markedsføring, forudsat at det sikres, at produktet ikke har nogen sikkerhedsrisici forbundet med utilsigtet åbning eller manipulering af lukkeanordningen.
(19)Del B i bilag III til delegeret forordning (EU) 2019/33, der fastlægger betingelserne for anvendelse af de udtryk, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, i nævnte delegerede forordning, og som skal anvendes for andre produkter end dem, der er opført i del A, bør ændres for yderligere at præcisere betingelserne for anvendelse af disse udtryk.
(20)Ingredienslisten og næringsdeklarationen bliver som obligatoriske angivelser en integreret del af "beskrivelsen af produktet" i de ledsagedokumenter, der er omhandlet i artikel 10, i overensstemmelse med kravene til anvendelsen af et ledsagedokument i forbindelse med varebeskrivelsen, jf. bilag V, del A, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273, fra datoen for de relevante bestemmelsers ikrafttræden, og de gælder både for vin, der transporteres uaftappet, og for mærket aftappet vin. For at sikre, at vin, der importeres til Unionen, mærkes i overensstemmelse med EU-reglerne, bør kravene til VI-1-dokumentet og VI-2-uddragene i bilag VII til nævnte delegerede forordning omvendt ændres for at sikre, at ingredienslisten er en integreret del af beskrivelsen af det importerede produkt.
(21)Delegeret forordning (EU) 2019/33 og (EU) 2018/273 bør derfor ændres.
(22)I henhold til artikel 6, femte afsnit, i forordning (EU) 2021/2117 gælder forpligtelsen til at angive ingredienserne og datoen for mindste holdbarhed af dealkoholiserede og delvist dealkoholiserede vinavlsprodukter med et virkeligt alkoholindhold udtrykt i volumen på under 10 % fra den 8. december 2023. Ændringerne vedrørende disse forpligtelser bør derfor finde anvendelse fra samme dato —
VEDTAGET FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
Ændring af delegeret forordning (EU) 2019/33
I delegeret forordning (EU) 2019/33 foretages følgende ændringer:
(1)Artikel 5 affattes således:
"Artikel 5
Undtagelser vedrørende produktion i det afgrænsede geografiske område
1. Uanset artikel 93, stk. 1, litra a), nr. iv), og litra b), nr. iv), i forordning (EU) nr. 1308/2013 og på betingelse af, at det er fastsat i produktspecifikationen, kan et produkt med en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse forarbejdes til vin:
(a)i et område i umiddelbar nærhed af det pågældende afgrænsede område eller
(b)i et område beliggende i samme administrative enhed eller i en tilstødende administrativ enhed i overensstemmelse med de nationale regler
(c)hvis det drejer sig om en grænseoverskridende oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, eller hvis der er indgået en aftale om kontrolforanstaltninger mellem to eller flere medlemsstater eller mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande, i et område, der ligger i umiddelbar nærhed af det pågældende afgrænsede område.
2. Uanset artikel 93, stk. 1, litra a), nr. iv), i forordning (EU) nr. 1308/2013 og på betingelse af, at det er fastsat i produktspecifikationen, kan et produkt forarbejdes til mousserende vin eller perlevin med en beskyttet oprindelsesbetegnelse i et område, der ikke ligger i umiddelbar nærhed af det pågældende afgrænsede område, hvis denne fremgangsmåde blev brugt før den 1. marts 1986.
3. Uanset artikel 93, stk. 1, litra a), nr. iv), i forordning (EU) nr. 1308/2013 gælder det, at hvad angår hedvin med den beskyttede oprindelsesbetegnelse "Condado de Huelva", "Málaga" og "Jerez-Xérès-Sherry", må den druemost af let tørrede druer, som er tilsat neutral vinalkohol for at hindre gæring, der er fremstillet af druesorten Pedro Ximénez, hidrøre fra Montilla-Moriles-området."
(2)Artikel 6 udgår
(3)Artikel 10 udgår
(4)Artikel 11, stk. 1, første afsnit, litra c), nr. iii), affattes således:
"iii) registreringen af den foreslåede betegnelse vil skade de rettigheder, som indehaves af en varemærkeindehaver eller af en bruger af en helt enslydende betegnelse eller af en sammensat betegnelse, hvoraf et udtryk er enslydende med den betegnelse, der skal registreres, eller skade eksisterende delvis enslydende betegnelser eller andre betegnelser, der ligner den betegnelse, der skal registreres, som henviser til vinavlsprodukter, der lovligt har været på markedet i mindst fem år forud for den offentliggørelsesdato, der er omhandlet i artikel 97, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013."
(5)Artikel 12 udgår
(6)Artikel 13, stk. 1, andet afsnit, litra b), affattes således:
"b) delvist enslydende betegnelser eller andre betegnelser, der ligner den betegnelse, der skal registreres, som henviser til vinavlsprodukter, som lovligt har været på markedet i mindst fem år inden datoen for offentliggørelse som omhandlet i artikel 97, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013."
(7)Artikel 14 udgår
(8)Artikel 15 udgår
(9)Artikel 17, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:
"Ansøgningen om en standardændring skal indeholde en beskrivelse af standardændringerne, en kort begrundelse for, at der er behov for ændringerne, og godtgøre, at de foreslåede ændringer kan betragtes som standardændringer i henhold til artikel 105, stk. 2, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1308/2013."
(10)Artikel 20 udgår
(11)Artikel 22 udgår
(12)Artikel 40, stk. 2, affattes således:
"2.
Uanset stk. 1 kan følgende obligatoriske angivelser anføres uden for det synsfelt, der er omhandlet i nævnte stykke:
(a)de stoffer eller produkter, der forårsager allergier eller intolerans, jf. artikel 9, stk. 1, litra c), i forordning (EU) nr. 1169/2011, hvis ingredienslisten leveres elektronisk
(b)importøren
(c)varepartiets nummer og
(d)datoen for mindste holdbarhed."
(13)I artikel 45 udgår stk. 3
(14)Følgende artikel indsættes:
"Artikel 48a
Ingrediensliste
1.Benævnelsen "druer" kan træde i stedet for angivelsen af de druer og/eller den druemost, der anvendes som råvarer til fremstilling af vinavlsprodukter.
2.Udtrykket "koncentreret druemost" kan træde i stedet for angivelsen af den koncentrerede druemost og/eller rektificerede koncentrerede druemost, der anvendes til fremstilling af vinavlsprodukter.
3.De kategorier, benævnelser og E-numre for ønologiske forbindelser, der skal angives i ingredienslisten, fremgår af del A, tabel 2, i bilag I til delegeret forordning (EU) 2019/934.
4.De udtryk, der i ingredienslisten skal anvendes til at angive de ønologiske forbindelser, der forårsager allergier eller intolerans, er fastsat i del A, tabel 2, kolonne 1 i bilag I til delegeret forordning (EU) 2019/934, jf. dog artikel 41, stk. 1, i denne forordning.
5.Tilsætningsstoffer under kategorierne "surhedsregulerende midler" og "stabilisatorer", som er lignende eller indbyrdes substituerbare, kan angives i ingredienslisten ved hjælp af udtrykket "indeholder ... og/eller" efterfulgt af højst tre tilsætningsstoffer, hvoraf mindst ét tilsætningsstof er til stede i færdigvaren.
6.Angivelsen af tilsætningsstoffer, der henhører under kategorien "emballagegasser" i ingredienslisten, kan erstattes af den specifikke angivelse "aftappet i en beskyttende atmosfære" eller "kan være aftappet i en beskyttende atmosfære".
7.Tilsætning af tiragelikør og ekspeditionslikør til vinavlsprodukter kan angives med de specifikke angivelser "tiragelikør" og "ekspeditionslikør", alene eller ledsaget i parentes af en liste over deres bestanddele, jf. bilag II til delegeret forordning (EU) 2019/934."
(15)Artikel 51, stk. 4, udgår
(16)I artikel 57, stk. 1, tilføjes følgende som tredje afsnit:
"Uanset første afsnit, litra a), kan producenter af mousserende vin, mousserende kvalitetsvin og aromatisk mousserende kvalitetsvin beslutte ikke at forsyne lukkeanordningen med en folie."
(17)Artikel 58, stk. 1, affattes således:
"1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at anvendelsen af de angivelser og regler for præsentation, der er omhandlet i artikel 49, 50, 52, 53 og 55 samt artikel 57, stk. 1, tredje afsnit, i denne forordning og i artikel 14 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/34, gøres obligatorisk, forbydes eller begrænses for vinavlsprodukter med en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, der er produceret på deres område, ved at indføre strengere betingelser end dem, der er omhandlet i dette kapitel, for de pågældende vines produktspecifikationer."
(18)Tabellen i bilag III, del B, erstattes af følgende:
Udtryk
|
Anvendelsesbetingelser
|
сухо, seco, suché, tør, trocken, kuiv, ξηρός, dry, sec, secco, asciutto, sausais, sausas, száraz, droog, wytrawne, seco, sec, suho, kuiva, torrt
|
Hvis sukkerindholdet ikke overstiger:
— 4 g/l eller
— 9 g/l, såfremt det totale syreindhold udtrykt i gram vinsyre/l er højst 2 g/l mindre end indholdet af restsukker.
|
полусухо, semiseco, polosuché, halvtør, halbtrocken, poolkuiv, ημίξηρος, medium dry, demi-sec, abboccato, pussausais, pusiau sausas, félszáraz, halfdroog, półwytrawne, meio seco, adamado, demisec, polsuho, puolikuiva, halvtorrt, polusuho
|
Hvis sukkerindholdet overstiger ovennævnte maksimum, men ikke overstiger:
— 12 g/l eller
— 18 g/l, såfremt det totale syreindhold udtrykt i gram vinsyre/l er højst 10 g/l mindre end indholdet af restsukker.
|
полусладко, semidulce, polosladké, halvsød, lieblich, poolmagus, ημίγλυκος, medium, medium sweet, moelleux, amabile, pussaldais, pusiau saldus, félédes, halfzoet, półsłodkie, meio doce, demidulce, polsladko, puolimakea, halvsött, poluslatko
|
Hvis sukkerindholdet overstiger det maksimum, der er fastsat i anden række i denne tabel, men ikke overstiger 45 g/l.
|
сладко, dulce, sladké, sød, süss, magus, γλυκός, sweet, doux, dolce, saldais, saldus, édes, ħelu, zoet, słodkie, doce, dulce, sladko, makea, sött, slatko.
|
Hvis sukkerindholdet er på mindst 45 g/l
|
Artikel 2
Ændring af delegeret forordning (EU) 2018/273
I del III, punkt C, i bilag VII til delegeret forordning (EU) 2018/273 tilføjes følgende led til indholdet af rubrik 6: (Rubrik 5 for VI 2): Beskrivelse af det importerede produkt:
"— Ingrediensliste.".
Artikel 3
Ikrafttræden og anvendelsesdato
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 1, nr. (12) og (14), og artikel 2 anvendes fra den 8. december 2023.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30.5.2023.
På Kommissionens vegne
Formand
Ursula VON DER LEYEN