Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C(2024)5294

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/… om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår kravene til, hvornår drivhusgasser er blevet permanent kemisk bundet i et produkt

C/2024/5294 final

BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT

Med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (den europæiske klimalov) blev der fastsat et mål om senest i 2030 at reducere nettoemissionerne med mindst 55 % sammenlignet med 1990. Direktiv 2003/87/EF 1 blev derfor ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 2 med henblik på at revidere EU's emissionshandelssystem (EU ETS) og indfri det mål, der blev fastsat i den europæiske klimalov og Fit for 55-dagsordenen.

Det fremgår af betragtning 16 i direktiv (EU) 2023/959, at "drivhusgasser, der ikke udledes direkte i atmosfæren, bør betragtes som emissioner under EU ETS, og der bør returneres kvoter for disse emissioner, medmindre de lagres på et lagringsanlæg i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF, eller de er permanent kemisk bundet til et produkt, således at de ikke kommer ud i atmosfæren ved normal brug og ikke kommer ud i atmosfæren ved en hvilken som helst normal aktivitet, som finder sted, efter at produktet er udtjent". Der blev derfor indført en ny artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF for at fjerne forpligtelsen til at returnere kvoter for drivhusgasemissioner, som opsamles og anvendes permanent i et produkt, også kendt som fast kulstofopsamling og -anvendelse (CCU), når emissioner "anses for at være opsamlet og anvendt på en sådan måde, at de er blevet permanent kemisk bundet i et produkt, således at de ikke kommer ud i atmosfæren ved normal brug, herunder enhver normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent". Denne artikel giver Kommissionen beføjelse til at vedtage retsakter, der fastsætter kravene til, hvornår sådanne drivhusgasemissioner fra et anlæg i ETS er blevet permanent kemisk bundet i et produkt, og hvornår en ETS-operatør er fritaget for forpligtelsen til at returnere kvoter for dem. Som betegnelsen kulstofopsamling og -anvendelse antyder, er sådanne teknologier snarere relevante for CO2-emissioner end andre drivhusgasemissioner såsom CH4 eller N2O. Ordlyden af kravene i denne retsakt vedrører derfor CO2-emissioner eller det deraf følgende kulstof snarere end drivhusgasser generelt.

2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE

Kommissionen hørte medlemmerne af Kommissionens ekspertgruppe vedrørende Klimapolitikken ("CCEG") om forslaget til udkast til delegeret forordning i november 2023 samt i februar og maj 2024. De dokumenter, der var relevante for møderne, blev fremsendt samtidig til Europa-Parlamentet og Rådet som fastsat i den fælles forståelse om delegerede retsakter, der er knyttet som bilag til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning. Der blev taget hensyn til ekspertgruppens bemærkninger ved udarbejdelsen af udkastet til den delegerede forordning.

Udkastet til delegeret forordning blev offentliggjort på portalen for bedre regulering i en periode på fire uger mellem den 18. juni og den 16. juli 2024 med henblik på feedback. I denne periode blev der modtaget 93 bidrag, heraf 43 fra erhvervssammenslutninger og 27 fra virksomheder. Den feedback, der var relevant for genstanden for høringen, indeholdt argumenter eller oplysninger svarende til, hvad der allerede var blevet fremført under de omfattende drøftelser i Ekspertgruppen om Klimapolitikken. Bortset fra enkelte præciseringer fastholdt Kommissionen derfor ordlyden af den delegerede forordning.

Behandlingen under EU ETS af CCU-anvendelser, der ikke sikrer permanent lagring af bundet kulstof, vil blive vurderet i en rapport, der skal forelægges i henhold til ETS-direktivets artikel 30, stk. 5, senest i juli 2026.

3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT

De vigtigste retlige aspekter af den delegerede forordning er følgende:

(1)Supplering af kriterierne i artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF med henblik på at afgøre, om drivhusgasser, navnlig CO2, er blevet permanent kemisk bundet i et produkt, således at de ikke kommer ud i atmosfæren ved normal brug, herunder enhver normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent.

(2)Præcisering af kravene til, hvornår produkter kan anses for at opfylde ovennævnte kriterier.

(3)Opførelse i bilaget til denne forordning af CCU-produkter, der anses for at opfylde kravene i denne forordning og dermed for at være omfattet af undtagelsen fra forpligtelsen til at returnere kvoter.

(4)Fastlæggelse af en procedure for revision og ajourføring af listen over CCU-produkter, der opfylder kravene, baseret på den teknologiske udvikling, ny dokumentation eller praktisk erfaring med CCU-produkter.

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…

af 30.7.2024

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår kravene til, hvornår drivhusgasser er blevet permanent kemisk bundet i et produkt

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF 3 , særlig artikel 12, stk. 3b, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Direktiv 2003/87/EF er blevet revideret og ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 4 for at bringe det i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 5 , hvori der er fastsat et mål om senest i 2030 at reducere nettoemissionerne med mindst 55 % sammenlignet med 1990.

(2)Der bør fastsættes kriterier og krav for, hvornår drivhusgasser kan anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt.

(3)De aktuelle opsamlings- og -anvendelsesprocesser for permanent lagring gælder kun CO2 -emissioner, da andre drivhusgasser såsom CH4 og N2O ikke kræver permanent lagring for at begrænse sådanne emissioner. Da de kemiske reaktioner under anvendelsesprocessen kan føre til omdannelse af CO2-molekylet, bør kulstofatomer, der er blevet kemisk bundet, også komme i betragtning.

(4)Det er nødvendigt at sikre, at CO2-emissioner, der er blevet permanent kemisk bundet i et produkt, giver en klimafordel i lighed med geologisk lagring, samtidig med at der tages højde for disse metoders forskellige karakter. CO2 bør derfor forblive kemisk bundet i et produkt i en periode på mindst flere århundreder eller mere baseret på typen af det kemisk bundne og den normale anvendelse og sandsynlige bortskaffelse af det pågældende produkt.  

(5)Som følge af at der er forskellige former for normal anvendelse og bortskaffelse af produkter, hvori opsamlet CO2 indgår, varierer sandsynligheden for, at det lagrede kulstof, der er bundet i produktet, udledes. Udledninger kan opstå som følge af forbrænding enten som en integreret del af produktanvendelsen, f.eks. syntetiske brændstoffer, eller ved bortskaffelse såsom affaldsforbrænding. For at sikre, at det kulstof, der er lagret i produktet, forbliver permanent kemisk bundet og ikke udledes i atmosfæren i en periode på mindst flere århundreder, skal CO2 være bundet i produkter, der har lang levetid ved normal brug, og som ved enhver behandling af udtjente produkter bortskaffes på anden vis end ved forbrænding, som ville medføre udledning af det oplagrede kulstof i atmosfæren.

(6)De kemiske egenskaber ved uorganiske karbonater såsom calciumkarbonat og magnesiumkarbonat sikrer stærke kemiske bindinger, der, medmindre de udsættes for høje temperaturer eller stærke syrer, betyder, at kulstoffet kan betragtes som permanent kemisk bundet. Kulstofmineralisering vil derfor betyde, at kulstoffet bindes usædvanligt længe i karbonatbjergarter og derfor under normale forhold ikke udledes i atmosfæren 6 .

(7)Der er i affaldsforbrændingsanlæg de rette betingelser til stede til, at der starter en dekarboniseringsreaktion. Kulstof, der er opsamlet og anvendt i produkter, som for en stor andels vedkommende bortskaffes ved forbrænding, bør derfor ikke anses for at være permanent kemisk bundet.

(8)Produkter, der er baseret på uorganiske karbonater, og som anvendes til byggevarer såsom tilslagsmaterialer, cement, beton, mursten eller fliser, har lang levetid og kan anvendes i årtier til århundreder. Når disse produkter er udtjente, hører de under kategorien bygge- og nedrivningsaffald, jf. listen over affald 7 . Ifølge den seneste vurdering fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter 8 består Unionens bortskaffelse af den uorganiske del af bygge- og nedrivningsaffald generelt af genanvendelse (79 %), opfyldning (10 %) og deponering (11 %). Opsamlet CO2, der benyttes i fremstillingen af uorganiske karbonater og anvendes i byggevarer, bør derfor anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt.

(9)Listen over produkter, der anses for at opfylde kriterierne i artikel 12, stk. 3b, i direktiv 2003/87/EF, bør tages op til revision og om nødvendigt ajourføres på grundlag af relevant teknologisk udvikling og innovation inden for permanent kulstoflagring i produkter, forbedringer i overvågnings-, rapporterings- og verifikationspraksisser, der gør det muligt at bekræfte, at lagringen er varig, samt erfaringerne med gennemførelsen af denne forordning –

VEDTAGET DENNE FORORDNING:



Artikel 1

Genstand

I denne forordning fastsættes kravene til, hvornår CO2 kan anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved: 

(1)"opsamling": enhver teknologisk proces eller procedure, der er nødvendig for at opsamle og om nødvendigt forud for anvendelsen at behandle eller rense CO2, som følge af aktiviteter, der er omfattet af direktiv 2003/87/EF

(2)"anvendelse": enhver teknologisk proces eller praksis, hvor opsamlet CO2 benyttes som råmateriale til fremstilling af produkter

(3)"kemisk bundet": at CO2 omdannes kemisk, så kulstofatomet bindes kemisk af stærke bindinger på en måde, der forhindrer dets globale opvarmningseffekt i at opstå

(4)"produkt": varer eller materialer, herunder mellemprodukter og derivater heraf, der kemisk binder CO2 eller kulstofatomer, der stammer fra CO2 

(5)"byggevare": enhver formgivet eller formløs fysisk genstand, der markedsføres med henblik på at blive permanent indarbejdet i anlægsarbejder eller dele deraf

(6)"normal brug": enhver måde, hvorpå et produkt typisk forventes af blive anvendt af slutbrugeren på grundlag af produktets karakteristika

(7)"normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent": enhver fremherskende behandling af et produkt, efter at det er kasseret af slutbrugeren, baseret på den relevante affaldshåndteringspraksis og gældende lovgivning.

Artikel 3

Krav om permanent opsamling og anvendelse i produkter

1.CO2 anses for at være permanent kemisk bundet i et produkt, når samtlige af følgende kriterier er opfyldt:

(a)det er blevet kemisk bundet i et produkt ved hjælp af en aktiv og kontrolleret anvendelsesproces, som gør det muligt at måle og fastlægge mængden af CO2-ækvivalenter, der bindes i produktet i løbet af anvendelsesprocessen, eksklusive kulstof, der måtte være til stede i materialet før anvendelsesprocessen, eller som naturligt absorberes fra atmosfæren eller andre kilder efter anvendelsesprocessen, og

(b)det forbliver kemisk bundet i et produkt, således at det ikke udledes i atmosfæren under normal brug af produktet, herunder normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent, i en periode på mindst flere århundreder. Hvis der er tale om produkter med flere former for normal brug og flere former for bortskaffelse, skal der med henblik på dette stykke tages højde for alle disse former. Produkter, som under normal brug, herunder enhver normal aktivitet, der finder sted, efter at produktet er udtjent, kan blive udsat for forbrænding ved høj temperatur, som f.eks. affaldsforbrænding, må ikke anses for permanent at binde CO2 kemisk.

2.Produkter, der anses for at opfylde kravene i stk. 1, er opført på listen i bilaget.

Artikel 4

Revision

1.Kommissionen tager listen over produkter i bilaget op til revision på grundlag af relevant teknologisk udvikling og innovation inden for permanent kulstoflagring i produkter, forbedringer af overvågnings-, rapporterings- og verifikationspraksisser samt erfaringerne med gennemførelsen af denne forordning og ajourfører om nødvendigt bilaget.

2.Med henblik på stk. 1 tager Kommissionen hensyn til anmodninger fra de kompetente myndigheder om at ajourføre listen over produkter i bilaget, når disse er behørigt underbygget af dokumentation for overholdelse af kravene i artikel 3, stk. 1.

3.Resultaterne af og relevant dokumentation vedrørende en revision af listen over produkter i bilaget gøres offentligt tilgængelige.

Artikel 5

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30.7.2024.

   På Kommissionens vegne

   Formand
   Ursula VON DER LEYEN

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 af 10. maj 2023 om ændring af direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og drift af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner (EUT L 130 af 16.5.2023, s. 134).
(3)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).
(4)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/959 af 10. maj 2023 om ændring af direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og drift af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner (EUT L 130 af 16.5.2023, s. 134).
(5)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 ("den europæiske klimalov") (EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1).
(6)    IPCC 2005. "Special Report on Carbon Dioxide Capture and Storage". [Metz, B, Davidson, O., de Coninck, H. C., Loos, M., and Meyer, L. A. (eds.)]. Udarbejdet af arbejdsgruppe III under Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer, Cambridge og New York: Cambridge University Press.
(7)    Kommissionens afgørelse 2014/955/EU af 18. december 2014 om ændring af beslutning 2000/532/EF vedrørende listen over affald i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (EUT L 370 af 30.12.2014, s. 44).
(8)    Cristobal Garcia, J., Caro, D., Foster, G., Pristera, G., Gallo, F. and Tonini, D., Techno-economic and environmental assessment of construction and demolition waste management in the European Union, Publications Office of the European Union, Luxembourg, 2024, doi:10.2760/721895, JRC135470.    
Top

BILAG

Produkter, der anses for permanent at binde CO2 kemisk

1.Uorganiske karbonater anvendt i følgende byggevarer:

(a)karbonatiserede tilslagsmaterialer, der anvendes ubundet eller bundet i uorganiske byggevarer

(b)karbonatiserede cementbestanddele, kalk eller hydrauliske bindemidler, der anvendes i byggevarer

(c)karbonatiseret beton, herunder støbte blokke, sten og porebeton

(d)karbonatiserede mursten, fliser eller andre murværksenheder.

Top