52025IR0140

Tento dokument je výňatkem z internetových stránek EUR-Lex

EUROPA
EUR-Lex úvodní stránka
EUR-Lex - 52025IR0140 - CS

Nápověda

Tipy pro vyhledávání

Nejste spokojení s tím, co se vám podařilo vyhledat? Zkuste Pokročilé vyhledávání

Dokument 52025IR0140

Nápověda

Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — Udformning af naturkreditter: en ramme til fremme af biodiversitet og økosystemtjenester

COR 2025/00140

EUT C, C/2025/6321, 3.12.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/6321/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/6321/oj

HTML

PDF – závazný Úř. věst.

e-podpis

Jak ověřit autenticitu Úředního věstníku

Den Europæiske Unions
Tidende

C-udgaven

C/2025/6321

3.12.2025

Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — Udformning af naturkreditter: en ramme til fremme af biodiversitet og økosystemtjenester

(C/2025/6321)

Ordfører

Rastislav TRNKA (SK/EPP), formand for den selvstyrende region Košice

POLITISKE ANBEFALINGER

DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG (RU)

Naturkreditter i international sammenhæng

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at naturkreditter kun kan være et supplement til — og aldrig en erstatning for — ambitiøs offentlig finansiering, bindende regler og håndhævelse, som fortsat er hjørnestenen i beskyttelsen af biodiversiteten. Udvalget understreger, at naturkreditordninger skal overholde forsigtighedsprincippet og de økologiske begrænsninger fuldt ud og sørge for, at de finansielle instrumenter ikke legitimerer miljøødelæggelser eller skaber kontraproduktive incitamenter;

betoner, at tab af biodiversitet og naturforringelse er blandt de alvorligste miljømæssige og økonomiske udfordringer, som verden står over for i dag, og at der er behov for innovative, systemiske og decentraliserede tilgange, der involverer alle forvaltningsniveauer, herunder regioner og byer, samt borgere, uddannelsesinstitutioner, forskningscentre og erhvervsliv;

understreger, at gennemførelsen af EU's naturbeskyttelseskrav, såsom Natura 2000 og forordningen om naturgenopretning, er lovpligtige opgaver, der skal finansieres med offentlige midler. I den forbindelse er EU i stigende grad forpligtet til at bidrage væsentligt til finansieringen af de betydelige omkostninger;

henleder opmærksomheden på den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet, hvori man forpligter sig til at vende 30 % af tabet af biodiversitet senest i 2030. Udvalget fremhæver navnlig mål 19 i rammen, som har til formål at mobilisere 200 mia. USD årligt til biodiversitet, herunder ved at stimulere innovative finansielle ordninger, bl.a. naturkreditter. Udvalget understreger, at disse finansielle ordninger skal være underlagt solide sikkerhedsforanstaltninger, gennemsigtighed og uafhængig overvågning for at undgå grønvaskning og sikre, at de bidrager til reelle og målbare biodiversitetsgevinster;

understreger, at den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet indeholder den første udtrykkelige henvisning nogensinde til Det Europæiske Regionsudvalg som en vigtig partner med hensyn til at støtte gennemførelsen af handlingsplanen for subnationale myndigheder, byer og andre lokale myndigheder for biodiversitet under konventionen om den biologiske mangfoldighed (CBD) (2021-2030). Udvalget understreger betydningen af lokalt styrede, lokalsamfundsbaserede bevaringsstrategier, der respekterer oprindelige folks og lokales rettigheder, behov og vidensystemer. Udvalget opfordrer til, at der banes vej for, at oprindelige folk, lokalsamfund, unge og civilsamfundsorganisationer kan deltage gennem høringsprocesser og dialog, navnlig ved udformningen og overvågningen af naturkreditsystemer, samtidig med at det sikres, at beslutningskompetencerne forbliver hos de relevante offentlige myndigheder;

understreger, at bæredygtig finansiering til bevarelse af biodiversitet kræver diversificering af instrumenter, hvorved naturkreditter kan supplere offentlige tilskud og støtte. De skal imidlertid være adskilt fra CO2-kreditter og ETS, og de må ikke anvendes til at opfylde retlige forpligtelser. Naturkreditter skal være konkrete, gennemsigtige og baseret på klare kvalitetskriterier (holdbarhed, forebyggelse af lækage), være under uafhængigt offentligt tilsyn og tildeles i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og de berørte lokalsamfunds rettigheder. De tjener det formål at forbedre beskyttelsen af biodiversiteten gennem regionalt forankrede løsninger, der kombinerer offentlige politikker og frivillige incitamenter fra den private sektor;

påpeger, at investeringer i naturgenopretning har en stærk multiplikatoreffekt — f.eks. støtter genopretning af vådområder eller skove ikke blot biodiversiteten, men øger også modstandsdygtigheden over for klimaforandringer, begrænser oversvømmelser, gør skovene mere modstandsdygtige over for opståen og spredning af skovbrande, fremmer den lokale og regionale økonomi og turistbranchen ved at øge de små og mellemstore virksomheders muligheder og forbedrer folkesundheden og livskvaliteten i lokalsamfundene. De kan, som visse undersøgelser peger på, endda fungere som naturlige barrierer, der bidrager til strategisk territorial modstandsdygtighed, navnlig i de østlige regioner;

understreger, at rammerne for de fremtidige miljø- og arealanvendelsespolitikker skal være inklusive for alle landbrugs- og skovbrugsproducenter i hele EU, uanset bedriftens størrelse, struktur, produktionsmodel eller geografisk region. De bør udformes i overensstemmelse med sektorens mangfoldighed og sikre lige adgang ved at undgå alt for komplekse mekanismer, der i uforholdsmæssig høj grad belaster mindre eller knap så specialiserede bedrifter;

betoner, at den økonomiske støtte til gennemførelsen af EU's naturbeskyttelsesmål skal forbedres betydeligt, i forbindelse med drøftelserne om Kommissionens forslag til den flerårige finansielle ramme (FFR). EU's bidrag skal være baseret på de fastlagte gennemførelsesomkostninger;

10.

glæder sig over opskaleringen af naturkreditordninger rundt omkring i verden som et af de mange værktøjer, der kan hjælpe med at overvinde det økonomiske hul i finansieringen af biodiversitet. Eksempelvis kan nævnes naturkreditpolitikker fra delstaten Paraná i Brasilien og politikken for nettogevinst for biodiversitet i Storbritannien samt mange andre eksempler, der blev præsenteret under CBD COP16 i Cali, Colombia, i oktober 2024. Udvalget glæder sig over, at man i forbindelse med nogle nuværende initiativer — såsom WWF France og Wadapt — allerede er i færd med at teste modeller, der kombinerer privat kapital med konkrete økologiske foranstaltninger og offentlig rapportering af resultater;

11.

understreger i den forbindelse, at udbredelsen af naturkreditter skal være betinget af geografisk kompatibilitet mellem deres oprindelsessted og anvendelse for at bevare foranstaltningernes økologiske integritet og regionale målretning. Sekundær handel skal begrænses strengt, og overførsel af kreditter mellem miljømæssigt uforenelige regioner skal forbydes. Alle ordninger skal forvaltes ved hjælp af offentlige og gennemsigtige registre og skal kunne påvise et kvantificerbart bidrag til den lokale biodiversitet;

12.

understreger, at eksisterende instrumenter såsom betalinger for økosystemtjenester viser, at incitamentsbaserede tilgange til beskyttelse og genopretning af naturkapital kan give offentlig værdi, når de understøttes af stærke sikkerhedsforanstaltninger, gennemsigtig forvaltning og videnskabeligt validerede metoder, der sikrer målbare økologiske resultater;

13.

efterlyser offentlige registre, lokal forvaltning og bindende miljømæssige og sociale sikkerhedsforanstaltninger, herunder frit, forudgående og informeret samtykke (FPIC) for oprindelige folk og berørte samfund samt effektiv inddragelse af borgerne i alle faser af udformningen, gennemførelsen og evalueringen af naturkreditprojekter. Udvalget understreger, at naturkreditter ikke må anvendes til at legitimere destruktive aktiviteter i det globale syd, som udføres af EU-baserede virksomheder, der søger at opfylde nationale krav om bæredygtighedsrapportering.

EU's indsats vedrørende naturkreditter

14.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens meddelelse af 7. juli 2025 om en køreplan for naturkreditter og minder i den forbindelse om kommissionsformandens tilsagn om at holde »regionerne i centrum« i sit arbejde og understreger den afgørende betydning af dette i forbindelse med udviklingen af fælles naturbaserede løsninger, herunder biodiversitetscertificering og naturkreditter, i overensstemmelse med nærhedsprincippet;

15.

opfordrer til, at enhver mekanisme for naturkreditter omfatter sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre land grabbing og sikre fortsat produktiv arealanvendelse. Der skal være foranstaltninger til at beskytte landbrugssamfundene mod eksterne aktører, der udelukkende erhverver jord med henblik på spekulative eller ikkeproduktive naturkreditter;

16.

påpeger, at der ifølge EU's skøn er behov for mindst 48 mia. EUR om året i EU for at beskytte og genoprette biodiversiteten under biodiversitetsstrategien for 2030. Bredere skøn, der omfatter jordbunds- og jordovervågning, peger imidlertid på, at finansieringsbehovet kan nå op på 65 mia. EUR om året, og at der i så fald er et gab på ca. 37 mia. EUR om året. Udvalget peger i den forbindelse på de risici, der er forbundet med Kommissionens forslag til den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2028-2034 fra juli 2025, som i den nuværende udformning ikke overholder de grundlæggende principper om flerniveaustyring, partnerskab og nærhed, og gentager, at der er behov for en samlet tilgang til offentlige og private investeringer på alle niveauer for at tackle udfordringerne forbundet med naturgenopretning og bevarelse af biodiversiteten. Udvalget opfordrer i den forbindelse indtrængende Kommissionen til at videreføre det vellykkede LIFE-program i den næste FFR for 2028-2034;

17.

anbefaler, at indførelsen af en ramme for naturkreditter i EU betragtes som en strategisk mulighed for at kanalisere både offentlige og private investeringer over i konkrete foranstaltninger til beskyttelse og genopretning af biodiversiteten — i form af f.eks. genopretning af forringede levesteder, forbedring af den økologiske konnektivitet og forbedring af økosystemfunktioner — navnlig i regioner, der oplever et voldsomt miljøpres, og især de mest sårbare regioner såsom regionerne i den yderste periferi, som er ekstra udsatte over for klimaforandringerne, men har en reduceret evne til at absorbere virkningerne heraf, samtidig med at de har et højt niveau af endemisk biodiversitet. Denne tilgang støtter EU's mål om at øge finansieringen af naturbevarelse i overensstemmelse med Unionens biodiversitetsstrategi for 2030 og bidrager til at opfylde internationale forpligtelser i henhold til den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet. Certificering og naturkreditter bør også ses som et supplerende redskab til EU's klima- og tilpasningspolitikker, idet de skaber en incitamentsramme for gennemførelse af naturbaserede løsninger, der medfører sidegevinster for biodiversiteten, modvirkningen af og modstandsdygtigheden over for klimaforandringer samt for de lokale og regionale økonomier, herunder især for små og mellemstore virksomheder. Udvalget understreger, at naturkreditter ikke må aflede opmærksomheden fra bindende genopretningsmål i henhold til naturgenopretningsforordningen og relateret EU-lovgivning, men skal fungere som et yderligere instrument inden for den regionale og lokale ramme, som kan fremskynde opnåelsen af disse mål i tråd med nærhedsprincippet;

18.

anbefaler at kæde naturkreditprojekter sammen med regionale planer for modstandsdygtighed over for klimaforandringer, herunder for så vidt angår udvikling af systemer for tidlig varsling, multifunktionel grøn infrastruktur, naturbaserede løsninger til vandforvaltning og lokalsamfundsstyrede tilpasningsprogrammer;

19.

anbefaler at prioritere tildeling af naturkreditter til regioner og lokalområder, der er udsat for ekstreme klimarisici i form af f.eks. oversvømmelser, tørker eller skovbrande, for at styrke deres økologiske, økonomiske og sociale modstandsdygtighed;

20.

understreger, at regioner og kommuner spiller en central rolle i fastsættelsen og gennemførelsen af miljømål, da de er en del af de områder, hvor der sker forandringer i økosystemerne, og hvor den praktiske knowhow om bevaring og genopretning af økosystemer er koncentreret. Udvalget opfordrer til, at der stilles tilstrækkelige offentlige ressourcer til rådighed og ydes fyldestgørende teknisk bistand for at sikre, at de subnationale myndigheder kan føre an i den økologiske bevarings- og genopretningsindsats med støtte fra den private sektor;

21.

foreslår, at naturkreditter anvendes som et redskab til både at styrke vellykkede bevaringsforanstaltninger og til at skabe territorialt målrettede økologiske forbedringer, navnlig i miljømæssigt belastede regioner og byer, som ofte også er økonomisk og socialt ugunstigt stillede områder. Dette omfatter områder, hvor der er stor ulighed, energifattigdom eller social udstødelse. Naturkreditsystemer kan hjælpe disse regioner og byer med at få nye muligheder for bæredygtig udvikling og kan bidrage til at skabe grønne job af høj kvalitet i overensstemmelse med den retfærdige omstilling og principperne for den cirkulære økonomi. Samtidig kan de støtte genopretningen og regenereringen af områder, der er berørt af industriel aktivitet, minedrift eller langsigtet forurening;

22.

går ind for, at naturkreditter anerkendes i ESG-rapporteringsrammer i henhold til direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD), hvorved der skabes en klar incitamentsramme, ikke mindst for virksomheder med et højt miljøaftryk. Udvalget opfordrer til, at de reguleres og verificeres på en gennemsigtig måde;

23.

glæder sig over indførelsen af pilotprojekter til støtte for naturkreditter med en tilbagekøbsgarantimekanisme, som er en central model for offentlig-private partnerskaber med henblik på at mobilisere investeringer i beskyttelse og genopretning af biodiversitet. Udvalget opfordrer Kommissionen til at iværksætte mange flere af disse lokalt styrede pilotprojekter for at afprøve, hvad der fungerer bedst i forskellige regionale og lokale sammenhænge, således at presset på biodiversiteten mindskes direkte ved kilden. Med henblik herpå opfordrer udvalget til, at man sørger for, at pilotprojekterne omfatter de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at deres resultater er sammenlignelige, og at både deres resultater og deres omkostninger offentliggøres, så de kan bidrage til at styre politikudformningen;

24.

opfordrer Kommissionen til på grundlag af resultaterne og de praktiske erfaringer fra pilotprojekterne og de tiltag, der er skitseret i køreplanen for naturkreditter, at udvikle en trinvis og tilpasningsdygtig EU-ramme for naturkreditter. Frivillig gennemførelse i medlemsstaterne og regionerne bør udvikle sig til harmoniseret og potentielt bindende regulering på områder med høj biodiversitetsværdi eller økologisk risiko;

25.

foreslår, at rammen baseres på principperne om miljømæssig integritet, efterfølgende kontrol af opnåede resultater, gennemsigtighed og uafhængig revision, og at forudgående finansiering underlægges en streng gennemsigtighedsordning, herunder med krav om, at kreditter først udstedes, når resultaterne er opnået og verificeret. Desuden bør der ved beregningen af finansieringsbehovet tages højde for skærpende faktorer som følge af, at visse områder er særligt sårbare, fordi de kæmper med f.eks. ekstreme klimahændelser, jordbundsforringelse, erosion, tab af biodiversitet eller skrøbelige økosystemer både på landjorden og i havet;

26.

understreger, at den foreslåede ramme bør være i overensstemmelse med de eksisterende lovgivningsmæssige instrumenter såsom miljøregnskabsrammen, EU-klassificeringssystemet, direktivet om grønne anprisninger, EU's biodiversitetsdirektiver (f.eks. habitatdirektivet og fugledirektivet), forordningen om naturgenopretning og EU's forordning om kulstoffjernelse og kulstofbindende dyrkning. Udvalget understreger, at der er behov for juridisk klarhed for at forhindre, at naturkreditter underminerer EU's lovgivningsmæssige rammer eller svækker miljøambitionerne. Enhver foreslået ramme skal tage hensyn til nationale bestemmelser, som styrer, hvordan miljø- og naturkreditmarkederne fungerer, og være i overensstemmelse med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG);

27.

slår i høj grad til lyd for, at rammen støtter gennemførelsen af og skaber synergier med regionale og lokale strategier, der fastlægger konkrete foranstaltninger til beskyttelse og genopretning af biodiversiteten og opfyldelsen af miljømål på subnationalt plan. Evalueringen og verifikationen af dens effektivitet bør give kreditter i henhold til det prioritetsniveau (risikoniveau), der er kortlagt i de regionale/lokale strategier, for at afspejle både økologisk relevans og strategisk betydning.

Forvaltning af naturkreditter og de lokale og regionale myndigheders rolle

28.

Det Europæiske Regionsudvalg anbefaler koordineringsmekanismer for at støtte medlemsstaterne og deres lokale og regionale myndigheder i at indføre naturkreditordninger, herunder udvikling af harmoniserede metodemæssige tilgange, tekniske standarder og platforme til udveksling af bedste praksis, for at sikre gennemsigtighed, klare forvaltningsrammer, gennemførelse af høj kvalitet, en resultatorienteret tilgang og en høj grad af samfundsmæssig accept som en forudsætning for, at disse mekanismer kan fungere troværdigt og effektivt;

29.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke regionernes og byernes rolle som vigtige aktører i den grønne omstilling og i forbindelse med beskyttelse af naturkapitalen, sådan som det er blevet understreget i større internationale initiativer vedrørende naturkreditter såsom International Advisory Panel for Biodiversity Credits (det internationale rådgivende panel for biodiversitetskreditter), Det Verdensøkonomiske Forum og Biodiversity Credit Alliance (alliancen for biodiversitetskreditter);

30.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at integrere naturkreditmekanismer i deres nationale og regionale/lokale miljø- og klimastrategier, hvor det er relevant, og til at opbygge den tekniske, administrative og faglige kapacitet, der er nødvendig for at støtte de lokale og regionale myndigheder i forvaltningen af disse ordninger;

31.

anbefaler, at naturkreditordninger støtter et effektivt samarbejde mellem den private og den offentlige sektor, samtidig med at det sikres, at de forbliver under strengt offentligt tilsyn, der leveres gennem uafhængige miljømyndigheder på regionalt/lokalt eller nationalt plan, herunder ved brug af certificering, registre, offentligt tilgængelige data om metoden, gennemførelsen og virkningerne af de enkelte projekter samt mulighed for offentlig og videnskabelig gennemgang. Det er vigtigt at indføre passende økonomiske belønninger og incitamentsmekanismer for alle interessenter, herunder små og mellemstore virksomheder og mindre aktører — såsom ikkestatslige organisationer, jordejere, arealforvaltere, fiskere, skovbrugere, landbrugere og andre SMV'er samt lokalbefolkningen — hvis deltagelse kan være afgørende for at øge indsatsen og sikre territorial retfærdighed;

32.

mener, at systemet for naturkreditter bør støtte programmer, projekter eller tiltag, der er i overensstemmelse med de nationale eller regionale strategier for gennemførelse af Natura 2000-nettet. Navnlig bør det prioriteres, at kreditterne støtter tiltag til beskyttelse, regulering, uddannelse, overvågning og udbredelse, som fastsat i den prioriterede handlingsramme (PAF), som på regionalt eller nationalt plan udpeger de nødvendige prioriteter og foranstaltninger til at nå målene for bevarelse af biodiversiteten;

33.

opfordrer til, at naturkreditordningerne også kommer til at omfatte miljømæssig uddannelse og bevidstgørelse og derigennem øger borgernes viden om miljøet og skaber en kultur med et fælles ansvar for at beskytte biodiversiteten, navnlig blandt unge, i uddannelsesinstitutioner og blandt lokale aktører;

34.

foreslår, at naturkreditmekanismerne i de mest sårbare områder såsom regionerne i den yderste periferi tilpasses disse områders særlige situation, som er kendetegnet ved et mindre areal og et højt menneskeskabt pres på de unikke økosystemer. Dette berettiger til udvikling af kreditmetoder, der er skræddersyet til disse områder, og i forbindelse med hvilke det anerkendes, at disse økosystemer er uerstattelige og indtager en helt særlig plads i EU og verden;

35.

foreslår, at de lokale og regionale myndigheder får mulighed for at oprette deres egne naturkreditfonde, og at naturkreditordningerne gradvist opskaleres til et system, der genererer egne ressourcer og deler fordelene, og hvor en rimelig andel går tilbage til de lokale og regionale myndigheder;

36.

anbefaler, at de lokale og regionale myndigheder fungerer som aktive forvaltere af naturkreditmekanismer — enten som udstedere (til gennemførelse af foranstaltninger) eller som platforme for projektkoordinering og formidlere mellem investorer og gennemførelsesaktører;

37.

bemærker, at mange regioner og byer i EU allerede har erfaring med økosystembaserede projekter, der støttes gennem programmer såsom LIFE og Horisont og grænseoverskridende mekanismer såsom Interreg, der danner grundlag for en udvidelse til en kreditbaseret ramme, hvor det er relevant. Udvalget understreger, at disse programmer skal opretholdes, og at der bør skabes synergier, men ingen overlapninger, med naturkreditordningen. Der bør opretholdes solid offentlig finansiering, og naturkreditter bør fungere som en supplerende finansieringskilde uden at erstatte eksisterende EU-støtte til beskyttelse og genopretning af biodiversitet. Udvalget er derfor dybt bekymret over, at LIFE-programmet ikke opretholdes i Kommissionens nuværende forslag til FFR for 2028-2034, og opfordrer til, at der oprettes et særligt instrument af mindst samme størrelse, der giver mulighed for at støtte lokale og regionale myndigheder direkte i deres indsats for at håndtere miljøudfordringerne;

38.

mener, at pilotprojekter inden for naturkreditter bør give en reel erfaring med, hvordan disse kreditter kan gavne naturbeskyttelsen i forskellige regionale sammenhænge. Dette bør omfatte både regioner og byer, der lider under særlig miljøforringelse, og hvor naturgenopretning kan give de mest umiddelbare synergifordele for folkesundheden, økonomien og indbyggernes livskvalitet, samt andre eksempler med henblik på at skabe en holistisk tilgang til udvikling af potentialet i naturkreditter. Blandt eksemplerne er initiativer i Košice-regionen i Slovakiet (genopretning af skovøkosystemer og vandbinding i byområder), i Bayern i Tyskland (projekter til genopretning af vådområder og flodsletter) og i Nederlandene (Room for the River-programmet for vandbinding og landskabsgenopretning).

Integritetsprincipper for naturkreditter

39.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at naturkreditter skal supplere den almindelige offentlige naturbeskyttelse og ikke svække EU's miljølovgivning. Samtidig skal de bringes i overensstemmelse med eksisterende miljø- og udviklingsstrategier på lokalt og regionalt plan og styrke disses gennemførelse understøttet af tilstrækkelig kapacitet til planlægning, gennemførelse og resultatverifikation;

40.

anbefaler, at rammen for naturkreditter også kommer til at inddrage principper om lighed mellem generationerne og sikrer, at de beslutninger, der træffes nu, ikke kommer fremtidige generationer til skade;

41.

opfordrer til, at kreditterne anvendes til at støtte yderligere økologiske tiltag, herunder foranstaltninger til økologisk bevaring og genopretning (aktiv eller passiv), når der findes en reel risiko for forringelse og/eller tab af naturarv, og naturkreditter i henhold til et referencescenarie viser sig at være den bedste mulighed i forhold til en situation, hvor der ikke gribes ind ved hjælp af dette redskab, hvis fordele skal kvantificeres og verificeres i overensstemmelse med internationalt anerkendte certificeringsmetoder, og kun bør bevilges, hvis der er en påviselig positiv indvirkning. Kreditter bør udstedes efterfølgende for at forebygge risikoen for grønvaskning, i overensstemmelse med principperne om afbødning og nettobiodiversitetsgevinst. Udvalget understreger, at naturbeskyttelse og -genopretning fortsat skal være hjørnestenen i afbødningshierarkiet. Udvalget bemærker, at selv om nettobiodiversitetsgevinst er et vigtigt mål, må gennemførelsen heraf ikke blive et påskud for forudgående forringelses- eller kompensationspraksisser;

42.

anser det for nødvendigt, at der fortsat afsættes tilstrækkelige offentlige EU-midler til en samarbejdsbaseret gennemførelse. Naturkreditter kan være et værdifuldt bidrag til naturbeskyttelse med henblik på finansiering af frivillige foranstaltninger, der går videre end EU's naturbeskyttelseskrav og anden naturbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne. Lovpligtige opgaver skal imidlertid finansieres af offentlige midler, da det kun er på denne måde, at planlægningssikkerhed og pålidelighed kan garanteres;

43.

erkender, at selv om naturkreditter og CO2-kreditter i fællesskab kan bidrage til at nå miljømålene, er det vigtigt at skelne mellem dem begrebsmæssigt og funktionelt. Synergier mellem de to er ønskelige, når miljøfordele akkumuleres på en gennemsigtig måde, men Regionsudvalget advarer mod at behandle dem som om, de er indbyrdes udskiftelige, hvilket kan underminere specifikke naturbeskyttelsesmål. Desuden bør naturkreditter i modsætning til CO2-kreditter, der skal skabe additionalitet for at være legitime, også gavne bevarelsen af økosystemer og videreførelsen af god praksis;

44.

understreger, at naturkreditter ikke bør fungere som en kompensationsmekanisme, men snarere som et redskab til at levere et positivt økologisk bidrag, der har til formål at skabe en nettogevinst for biodiversiteten gennem anvendelse af anerkendte parametre;

45.

påpeger, at enhver sammenligning mellem miljøskade og -kompensation er videnskabeligt begrænset. Kreditsystemet bør derfor primært tjene som et redskab til at støtte bevarelse og genopretning og ikke som et middel til at kompensere for miljøødelæggelse;

46.

opfordrer til, at kreditordninger udelukkende baseres på resultater og underbygges gennem overvågnings-, rapporterings- og verifikationsprocedurer i overensstemmelse med standarder, der kan harmoniseres med internationale initiativer såsom International Advisory Panel for Biodiversity Credits, Det Verdensøkonomiske Forum og Biodiversity Credit Alliance. Disse procedurer bør desuden stå i et rimeligt forhold til projektets størrelse, mål og risici for ikke at skabe uforholdsmæssigt store administrative og økonomiske byrder;

47.

mener, at det er vigtigt, at kreditterne afspejler de foranstaltninger, der gennemføres (f.eks. genopretning af vådområder, plantning af hjemmehørende skove, ændringer i arealforvaltningen, skovdrift), idet der tages hensyn til de økologiske behov, det økonomiske udviklingsniveau, tilgængeligheden af data til overvågning og verifikation og en vurdering af kredittens langsigtede bæredygtighed for at fremme interoperabilitet og markedsudvikling;

48.

understreger, at det i naturkreditordninger bør undgås at indføre restriktioner, der fører til tab af landbrugs- eller skovbrugsproduktivitet, og at der i stedet bør tilskyndes til forskellige former for praksis, der kombinerer bevaring og genopretning af biodiversitet og bæredygtig arealanvendelse, hvilket giver mulighed for at generere nye indtægter;

49.

anbefaler, at der foretages en evaluering af naturkreditprojekternes potentielle konsekvenser for fødevaresikkerheden, den lige adgang til vand og den regionale fødevaresuverænitet, så man undgår flytning af produktion, som skader lokalsamfund eller små producenter;

50.

anbefaler, at der oprettes retfærdige mekanismer for deling af fordelene ved salg af kreditter, navnlig i forbindelse med projekter, der involverer flere interessenter og langsigtet miljømæssig bæredygtighed, f.eks. gennem langsigtede kontrakter eller servitutter, så man så vidt muligt øger deltagelsen blandt små og mellemstore virksomheder;

51.

foreslår, at der indarbejdes en retfærdig fordeling af fordelene og en prioritering af hensynet til sårbare samfund i den europæiske lovgivningsmæssige ramme for naturkreditter;

52.

understreger, at det på et senere tidspunkt kan undersøges, om der skal etableres et sekundært marked for naturkreditter, for så vidt det ikke svækker den overordnede biodiversitet i EU, underminerer det regionale fokus, resulterer i finansiel spekulation eller påvirker eksisterende biodiversitetsforanstaltninger rundt omkring i EU. RU foreslår derfor, at sekundær handel kan begrænses til en bestemt andel af kreditterne af det samlede antal udstedte enheder. Udvalget opfordrer til, at der indføres mekanismer, som begrænser kredithandel til udelukkende at finde sted med henblik på at opfylde miljømæssige forpligtelser. Ligeledes foreslår udvalget, at der oprettes et uafhængigt tilsynsorgan, der skal overvåge kreditstrømme, kontrollere deres faktiske økologiske værdi og sikre gennemsigtighed i systemet i offentlighedens interesse og af hensyn til ordningens generelle troværdighed;

53.

anfører, at udvalget er parat til at samarbejde om og bidrage aktivt til udviklingen af en EU-politik for naturkreditordninger inden for rammerne af en ny EU-ekspertgruppe om naturkreditter ved at stille sin ekspertise og sit netværk af territoriale aktører til rådighed, og anbefaler, at sådanne ordninger potentielt gøres til en af søjlerne i EU's grønne omstilling.

Bruxelles, den 14. oktober 2025.

Kata TÜTTŐ

Formand

for Det Europæiske Regionsudvalg

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/6321/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)

Nahoru

Vyberte pokusně zaváděné prvky, které byste chtěli vyzkoušet