—

udvikle køreplaner og investeringsprogrammer for at anspore erhvervslivet til at flytte industrien fra køretøjer med førerstøttefunktioner til fuldt opkoblede og automatiserede køretøjer (CAV)

—

tilrettelægge industrielt samarbejde (såsom den foreslåede europæiske alliance for opkoblede og selvkørende køretøjer) på tværs af økosystemet (herunder downstreamsektoren) for at tilpasse sig og udvikle fælles databehandlingsplatforme, AI-løsninger, standarder og open source-software med henblik på at mindske afhængigheden af big tech og undgå bekostelig fragmentering

—

skabe gunstige efterspørgselsbetingelser for opkoblede og automatiserede køretøjer. Selv om opkoblede og automatiserede køretøjer skaber værdi for slutbrugerne (uafbrudt konnektivitet, prædiktiv vedligeholdelse, automatiske opdateringer, nul ulykker, infotainment), mangler forbrugeraccepten i forhold til sikkerhedsproblemer, softwarepålidelighed og prisen på CAV-funktioner

—

oprette (harmoniserede) lovgivningsrammer for at yde lovgivningsmæssig støtte til afprøvning af CAV'er i stor skala, skabe retssikkerhed for virksomheder, kunder og samfundet (f.eks. fastlæggelse af, hvor ansvaret ligger i tilfælde af ulykker) og støtte til at få CAV'er på vejen

—

vurdere den bredere sociale og økonomiske indvirkning af opkoblede og automatiserede køretøjer og nye mobilitetsbegreber på transportsystemet (on demand-mobilitet, mobilitet som en tjeneste, integration af elbiler i elnettet, integration af kollektiv og privat transport) og fremme alternative forretningsmodeller såsom platformskooperativer for mobilitetstjenester i byer

—

tage behørigt højde for de digitale teknologiers indvirkning på produktionsprocesser og arbejdstilrettelæggelse

—

videreudvikle/udbrede kritiske digitale infrastrukturer til udveksling af data og oplysninger af høj kvalitet i realtid med køretøjer for at muliggøre et højere niveau af automatisering, sikkerhed og effektivitet

—

udvikle en harmoniseret tilgang til og en klar tidsplan for typegodkendelse af selvkørende køretøjer

—

fremskynde specifik lovgivning, der giver adgang til køretøjsintegrerede data på en retfærdig, sikker og effektiv måde for alle aktører i bilindustriens økosystem (en bildatalov)

—

investere i forenkling uden at sætte EU's lederskab inden for bæredygtighed på spil.

—

Håndtering af forbrugernes modvilje ved at reducere de grønne ekstraomkostninger på elbiler gennem både finansielle og ikkefinansielle incitamenter og ved at give retssikkerhed og garantier.

—

En fælles tilgang til elektromobilitet for at tackle den voksende kløft mellem markeder i hastig udvikling og markeder, der halter bagefter. Koordinering af efterspørgselsincitamenter skal gøre det muligt for industrien bedre at forudsige den fremtidige udvikling i efterspørgslen.

—

Undgåelse af en kløft, hvor nogle borgere har råd til at køre/eje en elbil, mens andre er nødt til at holde sig til ældre køretøjer med forbrændingsmotor, som i stigende grad bliver pålagt afgifter og skatter. Det kan modvirkes ved at anvende indtægterne fra Den Sociale Klimafond og EU's nye emissionshandelssystem (ETS2) til at udvikle sociale leasingordninger.

—

Udvikling af en økonomisk overkommelig EU-platform for elbiler med henblik på at samle efterspørgslen efter små EU-fremstillede elbiler er en anden løsning.

—

Massive investeringer i opladningsinfrastruktur. I den kommende investeringsplan for bæredygtig transport bør midlerne til opladningsinfrastruktur øges betydeligt. En hurtig implementering af forordningen om infrastruktur for alternative drivmidler skal opfylde ambitionen om at opstille hurtigladestationer til lastbiler for hver 60 km langs EU's vigtigste transportkorridorer.

—

Dekarbonisering af virksomhedsflåder giver mulighed for at fremskynde indførelsen af elbiler, da de tegner sig for 60 % af de nyregistrerede biler i Europa.

—

Udvikling af retfærdige og gennemsigtige prissystemer til offentlige ladestationer med tydelig prisangivelse og forbedret interoperabilitet.

—

Styrkelse og digitalisering af netinfrastrukturen (intelligente net) for at mindske risikoen for, at den stigende belastning fra opladning af elbiler overbelaster den eksisterende energiinfrastruktur, herunder intelligent opladning (V1G) og køretøj-til-net-teknologier (V2G).

—

Udvikling af den cirkulære økonomi som en central søjle i omstillingen af bilindustrien. Det betyder også, at køretøjer og komponenter skal designes, så de kan genbruges, repareres og genanvendes (miljøvenligt design) — det vil sige, at det økologiske kredsløb lukkes (genanvendelse), og at der altid indgår en livscyklusvurdering i offentlige indkøb og incitamentsordninger.

—

Bistand til forbrugerne med at træffe velfunderede beslutninger, f.eks. ved at indføre et miljøpas eller et reparationsindeks for biler og anerkende »retten til reparation«.

—

Gennemførelse af en fuldstændig livscyklusvurdering af miljøpåvirkningen fra elbiler og de industrielle processer, der er knyttet til produktionen heraf, for at sikre, at dekarboniseringsmålene opfyldes, uden at miljøskaderne øges et andet sted i værdikæden, f.eks. uden for EU.

—

Undgåelse af strandede aktiver (herunder menneskelig kapital og teknologisk kapacitet) ved at udvikle programmer (herunder støtte til arbejdstageropkøb) med henblik på omstillingen til rene teknologier hos de mange leverandører, hvis aktiviteter har fokus på forbrændingsmotorer, navnlig i økonomisk sårbare regioner.

—

foregribe og håndtere ændringer i tide (f.eks. gennem det foreslåede europæiske observatorium for retfærdig omstilling og ændringerne i Globaliseringsfonden)

—

oprette EU-dækkende og tværsektorielle omskolings- og opkvalificeringsprogrammer med særligt fokus på regioner, der er meget afhængige af bilindustrien (gennem den sociale klimafond, et initiativ i stil med forordningen om nettonulindustri for batterier eller en fond for retfærdig omstilling 2.0 for bilindustrien). Det vil gøre uddannelsesprogrammerne mere effektive at sikre god koordinering mellem alle omskolingstiltag langs hele bilindustriens forsyningskæde og samarbejde med andre industrier og de forskellige nationale arbejdsmarkeder. Der skal følges op på initiativer såsom DRIVES, alliancen for færdigheder i bilindustrien og den nylige færdighedsunion for at støtte løbende faglig udvikling

—

afhjælpe manglen på arbejdstagere med de rette digitale færdigheder (med særligt fokus på kønsskævheder) ved f.eks. at udvikle bedre synergier mellem erhvervslivet og tekniske universiteter, fremme uddannelse inden for STEM-fag, tilbyde flere uddannelsesprogrammer på arbejdspladsen og fremme livslang læring

—

lægge særlig vægt på de mange uafhængige SMV'er i downstreamsektorerne ved at stille de nyeste uddannelsesværktøjer til rådighed og ved at støtte lærlingeordninger, som industrien allerede har en lang tradition for

—

udvikle et EU-kvalifikationspas og harmonisere EU-certificeringsordninger (herunder mikroeksamensbeviser og uformelt erhvervede kompetencer) for at sikre, at færdigheder dokumenteres korrekt og kan overføres inden for EU

—

skabe en meningsfuld social dialog og rettidig information/høring på alle niveauer for at tackle de udfordringer, der følger med omstillingen, og finde konstruktive løsninger

—

håndtere den regionale dimension ved en koordineret mobilisering af alle interessenter (arbejdsmarkedets parter, forskningsinstitutter, regionale udviklingsagenturer, uddannelsesudbydere, bilklynger m.m.)

—

håndtere de nye arbejdsmiljørisici, der opstår på grund af elektrisk fare og nye forurenende stoffer

—

oprette en SURE 2.0-fond til støtte for hjemsendelsesordninger for at holde på arbejdstagere i perioder med produktionsstandsning.

—

bekæmpe illoyal handelspraksis ved robust og proaktiv brug af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Der skal desuden være strengere kontrol med importen af bilkomponenter for at vurdere, om de lever op til de europæiske standarder som f.eks. REACH

—

styrke de regionale industrielle økosystemer inden for centrale teknologier (f.eks. batterier, chips, software, AI)

—

gøre brug af instrumenter som vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, platformen for strategiske teknologier for Europa (STEP) og Den Europæiske Investeringsbank til at støtte storstilede, paneuropæiske investeringer i innovation i bilindustrien og industriel udbredelse

—

omforme konkurrencepolitikken, så der bliver plads til strategiske alliancer og fusioner og dermed et tilstrækkeligt antal europæiske aktører, så de kan konkurrere på verdensplan, navnlig inden for digitale og grønne bilteknologier

—

fremme eksport. Det er nødvendigt at indgå nye handelsaftaler, og samtidig skal de eksisterende forhandlinger fremskyndes, bl.a. ratificeringen af aftalen mellem EU og MERCOSUR (med robuste kapitler om bæredygtighed)

—

mindske omkostningskløften til Kina ved at anvende standardiserede hardware- og softwareplatforme og højt standardiserede batteripakker samt ved at bringe energiomkostningerne på niveau med vores vigtigste konkurrenter

—

tiltrække udenlandske direkte investeringer, der kan bidrage til at styrke bilindustriens økosystem. Disse investeringer skal dog være betinget af, at der overføres teknologi, at de integreres i lokale værdikæder, og at der oprettes FoU-centre eller designcentre

—

gøre administrationen mere effektiv og enkel med særligt fokus på SMV'er. Der skal laves tidsplaner for nye regler, der er i overensstemmelse med nye bilers produktcyklus. Desuden er det yderst vigtigt at forbedre den lovgivningsmæssige koordinering inden for EU, da EU's komplekse beslutningsprocesser fører til ineffektivitet og komplicerer forvaltningen

—

støtte strategier for tilbageflytning og »friend-shoring« af kritiske forsyningskæder, f.eks. ved at udvikle en omfattende strategi for, hvordan man sikrer, at der anvendes lokalt indhold i bilindustrien og til strategiske komponenter. Rammerne for oprindelsesregler udgør et solidt instrument, der kan anvendes ikke bare til handelspolitikker, men også i forbindelse med offentlige indkøb, incitamentsordninger (social leasing) og screening af udenlandske direkte investeringer. Bestemmelser om lokalt indhold bør også hindre omgåelse af toldsatser, hvor der oprettes »samlefabrikker«, der blot samler dele indkøbt til dumpingpriser.