22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/1

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 13. oktober 2010 om Revisionspolitik: Læren af krisen (KOM(2010)0561),

—

der henviser til sin beslutning af 11. maj 2011 om corporate governance i finansielle institutioner (1),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om gennemførelse af direktiv 2006/43/EF om lovpligtige revisioner af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (3),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelse fra Økonomi- og Valutaudvalget (A7-0200/2011),

A.

der henviser til, at den seneste finansielle krise har draget revisorernes arbejde i tvivl,

B.

der henviser til, at overdreven risikotagning fra de finansielle institutioners side i kølvandet på krisen har været forbundet med fleksible, ringe og ineffektive kontrol- og risikostyringsmekanismer, navnlig i systemisk vigtige finansielle institutioner,

C.

der henviser til, at revisorerne har vist sig at kunne spille en nøglerolle med hensyn til styrkelsen af tilsynet med risikostyring af især finansielle institutioner,

D.

der henviser til, at især revisionsudvalgenes rolle i de finansielle institutioner ikke er blevet udnyttet fuldt ud,

E.

der henviser til, at det af hensyn til den økonomiske stabilitet og tilliden til markedet er afgørende med en revision af høj kvalitet, da en sådan yder garanti for virksomhedernes faktiske økonomiske soliditet,

F.

der henviser til, at revisorens uafhængighed spiller en afgørende rolle for kvaliteten af revisionen,

G.

der henviser til, at der sandsynligvis vil forekomme interessekonflikter, når revisionsfirmaer tilbyder forskellige tjenesteydelser til samme virksomhed,

H.

der henviser til, at den høje markedskoncentration af de "fire store" revisionsfirmaer kan føre til en alt for stor koncentration af risikoen, og der henviser til, at mindre firmaer er forskelligartede, og at deres vækst og ekspertise bør fremmes gennem øgede konkurrencemuligheder,

I.

der henviser til, at der derfor er behov for en ny dybtgående debat om revisorens funktion og revisionsmarkedets struktur,

1.

hilser Kommissionens grønbog velkommen og glæder sig over dens helhedsstrategi,

2.

glæder sig over grønbogens principielle spørgsmål om, hvordan man kan forbedre revisionen, selv om der ikke tidligere har været afgørende elementer, der tyder på, at revisionen ikke er blevet udført under overholdelse af de gældende regler og krav;

3.

mener, at debatten om revisorens rolle bør gå hånd i hånd med en styrkelse af revisionsudvalgets rolle, der i dag ikke er særlig effektiv, samt af de regnskabs- og risikooplysninger, som virksomhederne skal opgive;

4.

ser på nuværende tidspunkt endnu ikke noget grundlag for en afsluttende vurdering og erindrer derfor Kommissionen om, at det er nødvendigt at foretage en omfattende og udtømmende konsekvensanalyse, der undersøger de forskellige politiske muligheder og koncentrerer sig om de praktiske spørgsmål i overensstemmelse med principperne om "bedre lovgivning", og hvori der også behandler regnskabsaflæggelsens betydning for en korrekt information om virksomhedens bæredygtige økonomiske udvikling, og som indeholder en interessegruppeanalyse med henblik på at opdele konsekvensanalysen på de enkelte grupper, såsom små og mellemstore virksomheder, systemisk vigtige finansielle institutioner samt andre børsnoterede og ikke-børsnoterede virksomheder; mener, at der bør foretages en vurdering af indvirkningen på brugerne af revisionsrapporter som investorer og tilsynsmyndigheder for systemisk vigtige finansielle institutioner; opfordrer Kommissionen til at analysere den merværdi, som opnås ved hjælp af såvel den foreslåede forordning som den gradvise harmonisering af revisionsstandarder og praksis på det indre marked i EU;

5.

glæder sig over anerkendelsen af proportionalitet i grønbogen;

6.

mener, at lovpligtig revision har en social funktion og er i offentlighedens interesse, idet den er en absolut grundlæggende del af det demokratiske økonomiske og politiske system og glæder sig derfor over at se grønbogens intentioner om at øge gennemsigtigheden og forbedre kvaliteten af revisionsrapporter for at bidrage til stabiliteten på det finansielle marked og forbedre adgangen til finansiering; går ind for alle foranstaltninger, som bygger på beviser for, at omkostninger og byrder for finansielle institutioner opvejes væsentligt ved en forbedring af deres kvalitet samt med regelmæssig ekstern evaluering og passende lovpligtigt tilsyn; understreger behovet for særlig lovgivning;

7.

påpeger, at et revisionssystem af høj kvalitet er en integreret del af rammerne for en sund virksomhedsledelse; anmoder Kommissionen om at forelægge sine forslag om corporate governance og revision for Parlamentet og Rådet på en sammenhængende måde;

8.

understreger revisionsrapportens vigtighed for aktionærerne og offentligheden; anerkender princippet om, at "en revision er en revision", og advarer mod den store risiko for, at anvendelsen af forskellige standarder fører til juridisk usikkerhed; går derfor ind for, at anvendelsesområdet udvides til alle finansielle institutioner,

9.

er enig med Kommissionen i princippet om, at konklusionerne i revisionsrapporten bør fokusere på indhold frem for formalia;

10.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, på hvilken måde revisorens mission kan udvides til at omfatte en revision af de risikooplysninger, som den reviderede enhed har opgivet, uden at forsømme kontrollen af de oplysninger, der er angivet i hovedregnskabet; anbefaler, at en revisor bør gøres opmærksom på alle de tilfælde, hvor risikoudvalget er blevet underkendt;

11.

mener, at revisionsrapporter bør være korte med klare, præcise konklusioner og bør behandle alle aspekter af revisionernes lovpligtige opgaver; mener, at revisoren bør give revisionsudvalget og generalforsamlingen supplerende forklaringer til generelle spørgsmål såsom den anvendte metode til udarbejdelse af balancen og til specifikke spørgsmål som eksempelvis nøgleindikatorer, tal af væsentlig betydning og vurderingen af risikoen i forbindelse med væsentlige regnskabsmæssige skøn eller væsentlige vurderinger, der er foretaget, samt særlige vanskeligheder i forbindelse med udførelse af revisionen;

12.

kræver, at finansielle institutioners revisionsrapporter skal indeholde øgede oplysningskrav omkring værdiansættelsen af mindre likvide aktiver for at gøre det muligt at sammenligne værdiansættelser af finansielle instrumenter mellem institutionerne;

13.

understreger, at revisorer advarer tilsynsmyndigheder eller de kompetente myndigheder, når de opdager vanskeligheder, der kan bringe den reviderede enheds fortsættelse i fare; anbefaler, at der afholdes bilaterale møder mellem revisorer og tilsynsmyndigheder for de store finansielle institutioner;

14.

bemærker den potentielle ulempe, der måtte være forbundet med afgivelsen af oplysninger, ud over hvad der stilles krav om i lovgivningen; mener ikke desto mindre, at der fra samfundets side er et krav om, at revisorer både har et fremadskuende ansvar og et ansvar udadtil, navnlig hvad angår store og systemisk relevante selskaber; mener, at oplysninger, som er til rådighed for revisoren, er i offentlighedens interesse og vedrører risici, ikke-balanceførte aktiviteter eller potentielle fremtidige risici, altid bør videregives til tilsynsmyndighederne og i de fleste tilfælde offentliggøres;

15.

kræver, at revisionsudvalgene i alle vigtige finansielle institutioner styrkes ved at kræve, at de vedtager en risikoevalueringsmodel, der omfatter firmaspecifikke sammenligninger med benchmarks, herunder rapportering af potentielle fremtidige finansieringsbehov, bankaftaler, fremtidige pengestrømme, risikostyring, ledelsesskøn og overholdelse af vigtige regnskabsprincipper og eventuelle forudselige risici i forbindelse med selskabets forretningsmodel; kræver, at denne evaluering fremlægges årligt for de finansielle institutioners bestyrelser og tilsynsorganer sammen med en fuld revisionsrapport til behandling og godkendelse;

16.

mener, at faglig skepsis er en af revisionens hovedhjørnestene, som berører samtlige faser i revisionen; bekræfter, at denne skepsis opnås ved hjælp af revisorens objektivitet, uafhængighed og faglige, erfaringsmæssige skøn, som ikke kan erstattes af tjekprocedurer;

17.

mener, at ordningen med forbehold i revisionsrapporter ikke bør tages op til fornyet overvejelse, da den har en afskrækkende funktion og øger kvaliteten af de finansielle oplysninger;

18.

vurderer, at en regelmæssig, løbende dialog mellem den eksterne revisor, den interne revisor og revisionsudvalget er væsentlig for en effektiv revision, idet det er nødvendigt at holde aktionærerne informeret om f.eks. årsagerne til at vælge, genvælge eller afskedige revisoren ved hjælp af konkrete forklaringer til revisionsudvalgets rapport;

19.

er af den opfattelse, at revisorer på virksomhedens generalforsamling skal have ret til at blive hørt i sager, der vedrører deres rolle som revisor;

20.

mener, at revisionens to facetter - den interne og den eksterne - skal være klart afgrænset i lovgivningen;

21.

foreslår, at Kommissionen snarest muligt vedtager de internationale revisionsstandarder (ISA), som præciseres ved hjælp af en forordning, der vil muliggøre en harmonisering af revisionen på europæisk plan og lette tilsynsorganernes arbejde; mener, at revision er en enkelt procedure uanset den reviderede virksomheds størrelse, men dens anvendelse skal tilpasses små og mellemstore virksomheders (SMV) særlige karakteristika; minder Kommissionen om, at der ud over de virksomheder, som bør være underlagt de internationale revisionsstandarder, også findes andre virksomheder, som, selv om de er fritaget fra disse standarder, bør få deres finansielle situation revideret af et autoriseret revisionsfirma;

22.

er enig i, at det skaber en uundgåelig konflikt, at revisoren udpeges og aflønnes af den reviderede virksomhed; mener imidlertid ikke, at der i øjeblikket er grund til, at denne udpegelse foretages af tredjemand; kræver i denne forbindelse og uden at dette berører artikel 37, stk. 2, i direktiv 2006/43/EF, at revisionsudvalgets rolle styrkes;

23.

mener, at hvor brug af revisor er lovpligtig, bør denne udpeges af revisionsudvalget og ikke af bestyrelsen for den virksomhed, der skal revideres, og at mindst halvdelen at revisionsudvalgets medlemmer bør have relevant erfaring med regnskabsaflæggelse og revision; mener, at revisionsudvalget bør garantere revisorens uafhængighed, navnlig med henblik på den rådgivning, som revisoren yder eller tilbyder at yde;

24.

mener, at bestemmelserne til sikring af både revisorers uafhængighed og revisionens kvalitet skal kontrolleres af et effektivt offentligt tilsynsorgan, som er fuldstændig uafhængigt af branchen;

25.

støtter etableringen af en international kodeks for god forvaltningspraksis for revisionsfirmaer, der reviderer virksomheder af interesse for offentligheden;

26.

er enig i, at revisorens uafhængighed er altafgørende, og at der skal træffes foranstaltninger til at undgå for tætte bånd; foreslår, at Kommissionen bør foretage en konsekvensanalyse, der omfatter en række muligheder, navnlig ekstern rotation og indvirkningen af frivillige fælles revisioner; anser det for muligt at styrke revisorens uafhængighed gennem ekstern rotation, men mener dog fortsat, at den bedste lovgivningsmæssige løsning ikke er ekstern rotation, men derimod regelmæssig ombytning af interne revisorer, som det også er blevet bekræftet i direktiv 2006/43/EF, og at den eksisterende partnerrotationsordning giver den uafhængighed, der er nødvendig for at sikre en effektiv revision;

27.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at virksomhederne benytter en praksis, der bidrager til at bevare den ydede beskyttelse, herunder beskyttelsen knyttet til den obligatoriske rotation af de primære revisionspartnere, selv når disse partnere skifter firma,

28.

foreslår, at man overvejer alternativer eller supplementer til en fast rotationscyklus, f.eks. hvis fælles revisioner anvendes, kunne rotationscyklussen fordobles, i forhold til hvis der er benyttet en enkelt revisor, da der er en anden dynamik mellem tre parter end mellem to parter, og rotationen af fælles revisioner kunne også være forskudt;

29.

mener, at der bør trækkes en klar skillelinje mellem revisionstjenesteydelser og tjenesteydelser uden for revisionsområdet, som et revisionsfirma yder en kunde, navnlig med henblik på derefter at undgå interessekonflikter, som omhandlet i artikel 22, stk. 2, i direktiv 2006/43/EF og i overensstemmelse med adfærdskodekser for revisionspraksis; påpeger, at dette kunne begrænse "low balling", dvs. opkrævning af kunstigt lave revisionspriser med henblik på derefter at udligne den lavere pris med andre supplerende tjenesteydelser; mener derfor, at denne adskillelse skal finde anvendelse på alle firmaer og deres kunder; opfordrer Kommissionen til på grundlag af henstillingerne fra 2002 om revisorers uafhængighed at udarbejde en oversigt over betingelser, der vil kunne bruges til at betegne disse tjenesteydelser som uforenelige med revisionstjenesteydelser; erkender, at ydelsen af tjenesteydelser uden for revisionsområdet, hvis de ikke er forenelige med revisorers uafhængighed, kan spille en væsentlig rolle for at udvide vidensgrundlaget for små og mellemstore revisionsfirmaer, men mener, at interne og eksterne revisionstjenesteydelser ikke bør ydes samtidigt;

30.

mener, at det er vigtigt at bevare revisorens uafhængighed; mener endvidere, at eksterne revisorer skal forbydes at yde den reviderede virksomhed tjenesteydelser, som kan stride mod gældende krav om uafhængighed eller andre etiske krav; anerkender, at det med henblik på at øge væksten i den europæiske økonomi er nødvendigt at sikre, at alle virksomheder uanset størrelse, herunder SMV'er, kan indgå kontrakt med uafhængige revisorer og revisionsfirmaer, som har en bred vifte af kompetencer;

31.

bemærker især, at revisionstjenesteydelser, der skønnes at forårsage en interessekonflikt, ikke må ydes af samme virksomhed, herunder visse rådgivningstjenester og evalueringer af komplekse strukturerede produkter, og fastholder, at dette bør overvåges af de kompetente tilsynsmyndigheder;

32.

mener, at revisionsudvalget har en vigtig tilsynsrolle i sikringen af, at revisoren forbliver uafhængig, og anmoder Kommissionen om at vejlede revisionsudvalgene i denne henseende;

33.

anbefaler, at det er revisionsudvalget som en del af tilsynsorganet, og ikke bestyrelsen, der bør afgøre, om det skal være tilladt at yde den pågældende finansielle virksomhed tjenesteydelser uden for revisionsområdet, og at det bør forhandle udbuddet og detaljerne i mandatet; opfordrer Kommissionen til at foretage en konsekvensanalyse af levedygtigheden og virkningerne af et loft over tjenesteydelser uden for revisionsområdet i forhold til indtægterne;

34.

mener, at omfanget af de honorarer, et revisionsfirma eller et netværk af revisionsfirmaer kan modtage fra en enkelt revisionskunde, skal offentliggøres, når de overstiger en vis tærskel, og at tilsynsmyndighederne bør kunne gribe ind ved hjælp af kontroller, begrænsninger eller andre planlægningskrav, når de overstiger en bestemt procentdel af firmaets samlede revisionsindtægter for at undgå, at revisionsfirmaet bringer sig i en situation, hvor den ikke længere er økonomisk uafhængig; påpeger dog, at disse indgreb ikke må begrænse væksten for mindre virksomheder, og at sikringen af en stor og vigtig kunde, som i de tidlige stadier vil udgøre en høj procentdel af revisionsfirmaets aktiviteter, er et væsentligt element i vækstprocessen;

35.

mener, at revisionsfirmaer, der reviderer virksomheder af interesse for offentligheden, bør offentliggøre deres regnskaber, og at disse regnskaber og firmaets metoder bør revideres for at sikre, at de er i orden;

36.

mener, at det skal være muligt at retsforfølge alle involverede parter, såfremt det bevises, at direktøren i et selskab, i en enhed af interesse for offentligheden og/eller i revisionsfirmaet, har misbrugt sin position;

37.

mener, at partnerskabsmodellen er den mest hensigtsmæssige for revisionsfirmaer, da den sikrer deres uafhængighed;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at revisioner af offentlige organer er eksemplariske, og til at forhindre at der opstår interessekonflikter som et resultat af forbindelserne mellem revisoren og beslutningstagerne inden for det offentlige organ, som er genstand for revision;

39.

støtter grønbogens forslag om koncernrevisioner;

40.

opfordrer Kommissionen til at undersøge spørgsmålet om videregivelse af data i forbindelse med koncernrevisioner i forbindelse med den kommende revision af EU's lovgivningsramme for databeskyttelse;

41.

mener, at koncernrevisorer bør have et godt overblik over koncernen og bør indgå i en dialog med den koncerntilsynsførende, når der er tale om finansielle institutioner, der overvåges på koncernbasis;

42.

opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag til en forbedring af kommunikationen mellem revisoren for virksomheder af interesse for offentligheden og reguleringsmyndighederne;

43.

mener, at der bør etableres protokoller for kommunikation og fortrolighed, og at dialogen reelt bør gå begge veje;

44.

kræver en styrket tovejskommunikation mellem revisorer og finansielle tilsynsmyndigheder for de finansielle institutioner, navnlig i forbindelse med specifikke problemområder, herunder de forskellige finansielle produkters indvirkning på hinanden; kræver, at den samme kommunikation etableres mellem revisorer og de europæiske tilsynsmyndigheder i forbindelse med grænseoverskridende enheder;

45.

påpeger behovet for harmonisering af tilsynspraksis for revision og opfordrer Kommissionen til at overveje at integrere Den Europæiske Gruppe af Revisionstilsynsorganer i det europæiske finanstilsynssystem, eventuelt gennem ESMA;

46.

kræver, at de finansielle institutioners eksterne revisorer regelmæssigt forelægger sektorbaserede rapporter for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici for at identificere tendenser inden for sektorerne og mulige kilder til systemiske risici og mulige fejl, og bemærker, at dette bør foregå på en rimelig måde;

47.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre overensstemmelsen med de konklusioner, som de nationale revisionsretter har fremsat i forbindelse med deres revisionsopgave;

48.

mener i betragtning af markedets nuværende udformning, at et sammenbrud blandt et af de såkaldte "fire store" firmaet vil undergrave hele revisorerhvervets troværdighed;

49.

mener, at selv om et revisionsfirmas konkurs muligvis ikke har en direkte dominoeffekt for resten af økonomien, kan firmaer, der betragtes som "for store til at krakke" medføre risiko for "moral hazard", og mener, at beredskabsplanerne i forbindelse med store revisionsfirmaer bør styrkes; mener endvidere, at formålet med disse planer bør være at minimere muligheden for, at et revisionsfirma forlader markedet uden rimelig grund og at reducere den usikkerhed og de forstyrrelser, som en sådan forsvinden ville medføre;

50.

mener, at beredskabsplanerne er et vigtigt element i forebyggelsen af en uordnet afvikling af et firma, og at planerne skal indeholde en mekanisme, hvorved tilsynsmyndigheden informeres om ethvert problem, der truer et revisionsfirma på nationalt eller internationalt plan, så tilsynsmyndigheden kan udfylde sin funktion og håndtere disse situationer med fornøden omhu;

51.

tilslutter sig, at der indføres livstestamenter for de "fire store" revisionsfirmaer og de revisorer, der yder væsentlige revisortjenesteydelser til den finansielle sektor, herunder at der oprettes grænseoverskridende beredskabsplaner for en korrekt overførsel af kundekontrakter, i tilfælde af at en vigtig aktør trækker sig tilbage fra markedet;

52.

understreger, at et af målene med enhver foranstaltning, der træffes på revisionsområdet, må være at øge konkurrencen blandt sektorens forskellige firmaer, samtidig med at revisionernes kvalitet, nøjagtighed og grundighed opretholdes;

53.

anmoder Kommissionen om at sørge for lige konkurrencevilkår for alle firmaer på revisionsmarkedet og forenkle bestemmelserne for revisionssektoren på europæisk plan; mener, at lettere adgang til markedet og fjernelse af hindringer for adgangen for firmaer, der ønsker at komme ind på markedet, er afgørende elementer, hvis et større antal deltagere skal tiltrækkes af revisionsmarkedet; mener, at revisionsudvalg og ikke virksomheders bestyrelser er de bedst placerede til at vælge den form for revision, der bedst opfylder den reviderede enheds behov, og til at overvåge effektiviteten og kvaliteten af denne revision, og at man navnlig bør fremhæve revisorens uafhængighed; mener, at Kommissionen bør undersøge, hvordan virksomheder af interesse for offentligheden, den offentlige sektor og de europæiske institutioner får bedre mulighed for at bedømme kvaliteten af de revisionstjenesteydelser, som alle revisionsfirmaer uanset deres størrelse kan yde;

54.

anerkender, at indførelsen af fælles revisioner kunne have positiv indflydelse på forskelligheden i revisionsmarkedet; minder om, at forskellige medlemsstater har forskellige markedssituationer og forskellige erfaringer med fælles revisioner; opfordrer Kommissionen til at vurdere mulige indtægter og udgifter ved obligatorisk indførelse både for revisionsfirmaer, navnlig små firmaer, og for reviderede virksomheder og især finansielle institutioner, og hvordan dette kan påvirke koncentrationen på revisionsmarkedet og den finansielle stabilitet;

55.

mener, at "de fire stores" overtagelser skal ses i lyset af, hvilken betydning overtagelsen vil få for væksten i andre firmaer eller netværker;

56.

opfordrer Kommissionen til at undersøge anvendelsen af restriktive aftaler med banker og andre finansielle institutioner om lån og andre finansielle produkter til virksomheder, hvor aftalerne kan være begrænsende for valget af revisor;

57.

mener, at det er af afgørende betydning at forbyde konkurrencebegrænsende klausuler i kontrakter til fordel for "de fire store" firmaer;

58.

opfordrer til fremme af fusioner mellem små og mellemstore revisionsfirmaer; tilskynder Kommissionen til at undersøge muligheden for at indføre et kvalitetscertifikat og et kvalitetsregister for revisionsfirmaer, for at små og mellemstore revisionsfirmaer kan dokumentere, at de kan udføre et tilfredsstillende arbejde; kræver, at man i forbindelse med sektoren for offentlige indkøb bør gå efter at bruge andre firmaer end "de fire store", og at offentlige organer bør fastsætte en benchmark i form af en procentandel for anvendelse af disse firmaer;

59.

anmoder Kommissionen om i forbindelse med udbud blandt virksomheder af interesse for offentligheden at fastsætte, at der ved udbud for virksomheder af offentlig interesse gives rimelig adgang for mindst to yderligere revisionsfirmaer ud over "de fire store"; mener, at revisionsudvalgene bør tildeles en afgørende rolle i denne proces, og at også aktionærerne skal deltage i denne proces; opfordrer Kommissionen til at gennemgå revisionsudvalgenes praksis med hensyn til udbudsprocedurer, med særlig fokus på de aspekter af de administrative byrder, som er forbundet med en formel udbudsprocedure og for at sikre, at aktionærernes endelige udnævnelse af revisorer sker på baggrund af revisionsudvalgets forslag; er af den opfattelse, at forslaget bør indeholde en beskrivelse af den benyttede procedure, de anvendte kriterier og de tilgrundliggende årsager til revisionsudvalgets anbefaling;

60.

opfordrer Kommissionen (GD Konkurrence) til at foretage en nærmere undersøgelse af revisionsmarkedet;

61.

mener, at revision er en integreret del af genoplivningen af det indre marked; anmoder Kommissionen om at undersøge, om man ved at gøre det lettere at drive revisionsvirksomhed på tværs af grænserne kunne begrænse eventuelle hindringer for markedsadgang og kapacitetsflaskehalse; anmoder Kommissionen om at undersøge, om et europæisk marked for revisionstjenesteydelser kunne mindske kompleksiteten og omkostningerne for alle markedsdeltagere, navnlig for små og mellemstore revisionsfirmaer; opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage alle relevante initiativer til at vedtage og håndhæve internationale revisionsstandarder i EU-lovgivningen, og derved bidrage til at skabe reelle ensartede konkurrencevilkår for revisionsfirmaer; minder Kommissionen om dens henstillinger om revisorers ansvar; opfordrer Kommissionen til på denne baggrund at fremsætte forslag om en harmonisering med henblik på at indføre et europæisk pas for revisorer med særlig vægt på alle de forhold, der er med til at sikre revisorens uafhængighed;

62.

opfordrer Kommissionen til at udvikle et fælleseuropæisk regelsæt for ansvar i revisionsbranchen;

63.

opfordrer Kommissionen til at forstærke sin indsats for at opnå større konvergens;

64.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/9

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 2 og 3,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 19,

—

der henviser til chartret om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 21, 23 og 25,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder 2010-2015" (KOM(2010)0491) af 21. september 2010,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Konsekvenserne af befolkningsaldringen i EU (Rapport om befolkningsaldringen 2009)" (KOM(2009)0180) af 29. april 2009,

—

der henviser til Kommissionens henstilling af 3. oktober 2008 om aktiv integration af mennesker, som er udstødt fra arbejdsmarkedet (2008/867/EF) (1),

—

der henviser til rapporten af 22. juli 2010 om adgang til sundhedspleje og langtidspleje - lige muligheder for kvinder og mænd, som er udarbejdet på Kommissionens foranledning,

—

der henviser til rapporten af 24. november 2009 om integration af kønsaspektet i aktive inklusionspolitikker, som er udarbejdet på Kommissionens foranledning,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 7. marts 2011 om den europæiske ligestillingspagt for perioden 2011-2020,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 6. december 2010 om konsekvenserne for beskæftigelsespolitikkerne af arbejdsstyrkens og befolkningens aldring,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 7. juni 2010 om aktiv aldring,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 30. november 2009 om en sund og værdig tilværelse,

—

der henviser til Rådets konklusioner af 8. juni 2009 om ligestilling mellem kvinder og mænd: aktiv og værdig aldring,

—

der henviser til rapporten fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene med titlen "Arbejdsvilkår for en aldrende arbejdsstyrke" af 1. maj 2008,

—

der henviser til den internationale Madrid-handlingsplan for ældre, der blev vedtaget på den anden verdenskonference om ældre (A/CONF.197/9 8) den 12. april 2002,

—

der henviser til FN's konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW),

—

der henviser til sin beslutning af 7. september 2010 om kvindernes rolle i et aldrende samfund (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A7-0291/2011),

A.

der henviser til, at ligestilling mellem kvinder og mænd og ikke-forskelsbehandling, bl.a. på grundlag af alder, er et af Den Europæiske Unions grundlæggende principper, som er fastsat i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og udgør et af Fællesskabets mål og opgaver,

B.

der henviser til, at Europa 2020-strategien fastsætter et overordnet beskæftigelsesmål på 75 % for både kvinder og mænd og et mål om, at antallet af personer, der risikerer at blive fattige, skal nedbringes med 20 millioner; der henviser til, at gruppen af kvinder over 50 er kendetegnet ved betydelig fattigdom og arbejdsløshed og derfor er en afgørende aldersgruppe i forbindelse med opfyldelsen af begge mål,

C.

der henviser til, at den vedvarende eksistens af fastlåste kønsroller, der forværres af den aldersbetingede forskelsbehandling, som ældre på arbejdsmarkedet udsættes for, især forringer ældre kvinders beskæftigelses-, uddannelses- og forfremmelsesmuligheder og til dels bærer skylden for den øgede risiko for en fattig alderdom,

D.

der henviser til, at kønsrelateret forskelsbehandling er en særlig form for forskelsbehandling, for så vidt som den er systematisk og systemisk, går på tværs af og føjer sig til alle andre former for forskelsbehandling,

E.

der henviser til, at arbejdsmarkedet er meget mere dynamisk og flydende i dag end nogensinde tidligere, hvilket betyder, at beskæftigelse inden for det samme område ikke længere er garanteret livet igennem; der derfor henviser til, at den økonomiske krise har vist, at kvinder har en vigtig rolle at spille på arbejdsmarkedet,

F.

der henviser til, at EU's fremtidige økonomiske konkurrenceevne, velstand og inddragelseskapacitet i fremtiden vil afhænge af Unionens evne til virkningsfuldt at gøre brug af sin arbejdsstyrkes ressourcer, ikke blot ved at udvide den arbejdsaktive periode, men også ved at skabe arbejdsbetingelser og sociale sikringssystemer, som både understøtter forbedringen af arbejds- og levevilkårene og gavner økonomien, og henviser til, at dette også indebærer hensigtsmæssige politikker til afbalancering af arbejds-, familie- og privatliv og til at imødegå direkte og indirekte forskelsbehandling og fastlåste kønsroller, der giver anledning til kløfter mellem kønnene på arbejdsmarkedet,

G.

der henviser til, at den erhvervsdygtige befolkning (20-64 år) i EU-27 steg med 1,8 % mellem 1990 og 2010, den ældre befolkning (65 år og derover) med 3,7 %, og at antallet af unge mennesker (0-19 år) faldt med 5,4 %; der henviser til, at befolkningsandelen på 65 år og derover forventes at stige fra 17,4 % i 2010 til 30 % i 2060 (3),

H.

der henviser til, at risikoen for fattigdom blandt ældre kvinder i 2008 var på 22 % mod 16 % blandt ældre mænd (4),

I.

der henviser til, at kvinderne ofte og i stadig højere grad er overrepræsenteret blandt isolerede ældre som følge af de stigende skilsmissetal og mænds kortere forventede levetid; der henviser til, at enker og enlige ældre kvinder generelt har en høj risiko for at blive ramt af fattigdom, isolation og social udstødelse,

J.

der henviser til, at beskæftigelsen for kvinder i alderen 55-64 år var på 37,8 % i 2009 sammenlignet med 54,8 % for mænd i samme alder (5),

K.

der henviser til, at arbejdsløshedsprocenten er højere for kvinder end for mænd i 21 medlemsstater, og selv om langtidsarbejdsløsheden er højere for mænd end for kvinder i 12 lande, er der større sandsynlighed for, at ledighed blandt kvinder forklædes som "inaktivitet", hvis de er gift eller har børn,

L.

der henviser til, at den gennemsnitlige timeløn for kvinder under 30 er 92 % af mændenes, og 67,5 % for aldersgruppen 50-59 (6), og at den gennemsnitlige lønforskel mellem kønnene i EU stadig er helt oppe på 17,5 %,

M.

der henviser til, at kønsforskellene med hensyn til socioøkonomisk status i vid udstrækning har rod i de traditionelle kønsroller, hvor mændene anses for at bære det primære forsørgeransvar, og kvinderne har ansvaret for ulønnet husarbejde og familiepleje, også i udvidet forstand, hvilket har en enorm indvirkning på kvinders mulighed for - i sammenligning med mænd - at optjene sociale sikringsrettigheder, f.eks. til pension, og som følge heraf på deres situation i alderdommen, navnlig hvis de bliver skilt, separeret eller bliver enker,

N.

der henviser til den øgede sandsynlighed for, at kvinder har langsomme, kortere og/eller afbrudte karriereforløb og lavere gennemsnitsløn end mænd, hvilket afspejles i større kønsbestemte lønforskelle, og skaber en kønsbestemt forskel i bidrag til private pensionsopsparinger, hvad der øger kvinders risiko for at en fattig alderdom,

O.

der henviser til, at kønsskævhederne er mindre, inden der dannes familie, og at de øges ved indgåelse i parforhold; der henviser til, at kvinders beskæftigelsesprocent falder ved det første barns fødsel, og at der i forbindelse med børnepasning opstår flere arbejdsmarkedsmæssige ulemper i de tidligere stadier af kvinders livscyklus, mens der på senere stadier er tale om pleje af ældre, og at det ofte fører til fattigdom blandt erhvervsaktive,

P.

der henviser til, at ældre kvinder i sammenligning med mænd ofte vælger eller tvinges til at vælge deltidsarbejde og oftere forlader arbejdsmarkedet ved at søge eller blive tvunget til at søge førtidspension,

Q.

der henviser til, at næsten alle europæiske lande i vidt omfang anerkender vigtigheden af en kønsbaseret tilgang til aktive arbejdsmarkedspolitikker, men vurderinger af disse politikker viser, at integreringen af ligestillingsaspektet stadig har et ulige og noget begrænset fokus,

R.

der henviser til, at kvinder over 50 ofte er udsat for dobbelt eller mangedobbelt forskelsbehandling på baggrund af køns- og aldersstereotyper, der ofte forværres af deres kønsspecifikke beskæftigelses- og livsmønstre (f.eks. karrierepauser, deltidsbeskæftigelse, fornyet beskæftigelse efter ledighedsperiode, den omstændighed, at de evt. opgiver deres arbejde for at tage sig af familien eller arbejder i familievirksomhed, navnlig inden for distributionssektoren eller landbruget, uden at blive aflønnet eller være omfattet af en social sikringsordning, samt kønsbestemte lønforskelle); der henviser til, at kvinder derfor generelt oplever langt flere uligheder end mænd i samme gruppe; der henviser til, at de pågældende kvinder i økonomiske nedgangstider er i endnu større fare for at blive ramt af fattigdom,

S.

der henviser til, at kvinder på arbejdsmarkedet ofte betragtes som "gamle" i en langt tidligere alder end mænd; der henviser til, at 58 % af EU-borgerne mener, at forskelsbehandling på grund af alder er almindeligt forekommende (7),

T.

der henviser til, at volden mod ældre kvinder i høj grad undervurderes på grund af ældre kvinders særlige tilbageholdenhed med at afsløre mishandling, fastlåste idéer hos tjenesteydere, som tror, at ældre kvinder er mindre udsat for risiko, og de mere begrænsede muligheder, der står til rådighed for ældre kvinder, som er ofre for mishandling,

U.

der henviser til, at undervisning i ligestilling fra en tidlig alder, studievejledningspolitik og politikker til fremme af kvinders beskæftigelse er virkningsfulde midler til varigt at standse disse former for forskelsbehandling,

1.

bifalder Kommissionens beslutning om at udnævne 2012 til "det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne" og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe passende og effektive foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling, bl.a. ved at modvirke de stereotyper, der knytter sig til forskelsbehandling på grund af køn og alder, og ved at fremme solidariteten mellem generationerne;

2.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at forskellige former for forskelsbehandling mod kvinder over 50 afspejles bedre og bekæmpes effektivt via den åbne koordinationsmetode i forbindelse med pension, social inklusion, beskæftigelse, ændring af kønsrollemønstre og inddragelse af kvinder i politiske og økonomiske beslutningstagende organer;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at integrere kønsaspektet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af pensionsreformer - hvilket også bør tages i betragtning i forbindelse med den kommende hvidbog om pensionssystemer og andre reformer af socialsikringspolitikken -, fremme brugen af mere lighedsforøgende, aktuarbaserede beregninger af pension for mænd og kvinder, fremme tiltag til mindskelse af risikoen for fattigdom, imødegå den fattigdom, som ældre for tiden oplever, forbedre kvaliteten, tilgængeligheden og den økonomiske overkommelighed af (sundheds)pleje og bringe tvungen pension til ophør, samtidig med det via en indsats mod forskelsbehandling gøres muligt for ældre kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet;

4.

opfordrer medlemsstaterne til at indføje supplerende bestemmelser i pensionslovgivningen om enkepensioner for at gøre ældre kvinder mindre udsatte for risikoen for fattigdom;

5.

påpeger, at det er vigtigt at træffe foranstaltninger til fremme af inklusion af kvinder fra de mest sårbare grupper, dvs. indvandrerkvinder, kvinder tilhørende mindretal, handicappede, lavtuddannede, kvinder uden erhvervserfaring, fængselsfanger osv., for at sikre dem ret til en værdig tilværelse;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at sikre aldring med værdighed uden ydmygelse, forskelsbehandling eller nogen form for vold mod ældre kvinder;

7.

påpeger, at ældre kvinder udgør en økonomisk ressource og en erfaringsreserve og kan yde et væsentligt bidrag til samfundet og til familierne gennem pleje af omsorgskrævende personer og rådgivning i arbejdsanliggender på baggrund af deres omfattende erhvervserfaring, og at de desuden bidrager til bevarelsen af samfundsformerne i landdistrikterne;

8.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme initiativer, der skal skabe forståelse af det sprog og den kultur, der er knyttet til de nye teknologier, for at sætte ældre kvinder i stand til at overskride it-kløften og forbedre deres relationelle færdigheder, kommunikationsevner og evne til at varetage deres uafhængighed og deres interesser;

9.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i nært samarbejde med Det Europæiske Ligestillingsinstitut at udarbejde en undersøgelse af situationen for kvinder over 50 med særligt fokus på deres erfaringer på arbejdsmarkedet, plejeerfaringer, hvordan kvinder og mænd bruger deres tid samt på sundhedsspørgsmål og andre udfordringer, de stilles overfor;

10.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i løbet af det europæiske år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne at skabe vilkår, der hjælper og sætter ældre kvinder i stand til at blive på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet, så de her kan gøre deres potentiale gældende og få deres rettigheder respekteret; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til ligeledes at træffe foranstaltninger, der kan give arbejdsgivere incitament til at forbedre deres ligestillingspolitik, således at aldersbaserede fordomme over for ældre kvinder imødegås og ældre kvindelige medarbejdere får lige adgang til efteruddannelse, forfremmelse og karriereudvikling;

11.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til omgående at iværksætte en omfattende, flerdimensionel, kønsorienteret og aldersvenlig ligestillingstilgang til beskæftigelses- og socialpolitikker for at sikre ældre kvinders beskæftigelse og sociale inklusion; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at foretage en grundig gennemgang af situationen for den generation af ældre kvinder, der allerede oplever fattigdom, og til hurtigt at træffe hensigtsmæssige og effektive foranstaltninger for at hjælpe disse kvinder ud af fattigdommen;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre det nødvendige for at imødegå de mange forskellige former for forskelsbehandling, som ældre kvinder møder, når de søger arbejde;

13.

opfordrer Kommissionen til at videreudvikle og forbedre indsamlingen og analysen af præcise, relevante og sammenlignelige EU-dækkende køns- og aldersspecifikke data, især om beskæftigelse og arbejdsløshed blandt ældre kvinder, herunder indvandrerkvinder og handicappede, den (uformelle) inddragelse af ældre kvinder i (ulønnet) pleje af deres familier og pårørende og om procentdelen af omsorgskrævende ældre mennesker og om mishandling af ældre, hvilket bør være omfattet af alle medlemsstaternes gældende databeskyttelseslovgivning;

14.

glæder sig over, at medlemsstaterne allerede har anerkendt, at mønstre og årsager til uligheder på arbejdsmarkedet er tæt forbundet med livscyklusfasen og understreger, at livscyklustilgangen til beskæftigelse derfor skal fremmes; opfordrer dog indtrængende medlemsstaterne til - for at kunne imødegå livscyklusudfordringerne i tilstrækkeligt omfang - at håndtere den ugunstige situation, som unge og ældre kvinder befinder sig i sammenlignet med mænd på samme alder, gennem målrettede foranstaltninger i deres aktive arbejdsmarkedspolitikker og ikke blot rette sidstnævnte ind mod voksne kvinder og mænd;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis vedrørende forbedring af ældre kvinders arbejdsvilkår for at skabe varige og sunde arbejdspladser for dem;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at inddrage ældre kvinder i processerne for livslang læring og videreudvikle og støtte fleksible omskolingsprogrammer, der er egnede for ældre kvinder, ved at tage hensyn til deres specifikke behov og evner med det formål at styrke deres beskæftigelsesegnethed og hjælpe dem til at føre en selvstændig og aktiv tilværelse og dele deres erfaring og viden med yngre generationer;

17.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at de ulemper, som kvinder møder på arbejdsmarkedet, især ulemper forbundet med plejeansvar, ikke forringer deres pensions- eller andre socialsikringsrettigheder;

18.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre - hvis dette ikke allerede er gjort -, at deres velfærdssystemer omfatter optjeningsordninger, der gør det muligt at akkumulere bidrag fra perioder med lønarbejde og selvstændigt arbejde eller optjent gennem forskellige jobs;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle og fremme kønsvurderede pensionsordninger som en metode til at støtte og sikre ældre kvinder mod øget risiko for fattigdom under hensyntagen til karrierepauser, som skyldes pasningsforpligtelser, for at undgå at skabe nye afhængighedsfælder;

20.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til omgående at træffe effektive foranstaltninger til at fremme princippet om lige løn for lige arbejde (f.eks. gennem obligatoriske jobevalueringsordninger og ligestillingshandlingsplaner på arbejdspladsen), med det formål at fjerne lønforskellen mellem kønnene, hvormed der også kan bidrages til at lukke pensionshullet med det mål for øje at begrænse og i sidste ende fjerne risiko for fattigdom, som gælder for - især ældre - kvinder;

21.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre egnede politikker med henblik på at forene arbejdsliv, familieliv og privatliv og til at inddrage spørgsmålet om aldring i alle relevante politikker gennem integrering af aldersaspektet under hensyntagen til de forskellige perioder i livet; anmoder Det Europæiske Ligestillingsinstitut i Vilnius om i dette øjemed at udarbejde de nødvendige konsekvensanalyser og undersøgelser;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte eksisterende EU-instrumenter og -programmer, herunder Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, for at øge ældre kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og til at imødegå forskelsbehandling af ældre kvinder på alle områder;

23.

anmoder medlemsstaterne om at fremme ældre kvinders aktive deltagelse i erhvervssektoren ved at motivere og støtte kvinder, der starter egen virksomhed, og om at gøre kvinders adgang til finansiering lettere, især i form af mikrolån, og fremme ligelig repræsentation af mænd og kvinder i økonomiske besluttende organer, herunder i selskabers bestyrelser;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde firmaer til at integrere aldersforvaltningsprincipper og -redskaber i deres politik, især deres personalepolitik, til at vedtage en "ældrevenlig" og "kønsbevidst" politik på arbejdspladserne, til i højere grad at anerkende og respektere deres ældre kvindelige ansattes oparbejdede viden og erfaring og til at udvikle en pålidelig, gennemsigtig informationspolitik, der giver ældre ansatte mulighed for at forberede deres pensionisttilværelse med fuldt kendskab til kendsgerningerne; opfordrer desuden Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre procedurerne for sanktioner mod arbejdsgivere, der diskriminerer ældre kvindelige ansatte; understreger, at det er nødvendigt at medtage disse politikker i loven om små virksomheder (Small Business Act);

25.

opfordrer medlemsstater til at intensivere fremskridtene for at kunne imødekomme behov hos familier, der har påtaget sig plejeforsørgelsen for omsorgskrævende, og opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte udviklingen af plejesystemer ved brug af strukturfondene;

26.

anmoder medlemsstaterne om at lette tilvejebringelsen af plejetjenester af høj kvalitet, bl.a. hjemmepleje for de ældre, at sikre at denne kvalitetspleje er tilgængelig og økonomisk overkommelig, at forbedre anerkendelsen af det arbejde, der udføres af professionelt plejepersonale, og at støtte de familier, der plejer omsorgskrævende ældre, f.eks. ved at yde dem økonomisk kompensation for deres arbejde og ved at tilbyde dem rådgivning og kurser, så de kan yde grundig uformel pleje;

27.

påpeger, at det er nødvendigt at sørge for, at der forefindes tilstrækkelige og velfungerende pasningsfaciliteter for børn, ældre og andre omsorgskrævende personer til en overkommelig pris, og som er forenelige med fuldtidsarbejde for at sikre, at kvinder ikke tvinges til at afbryde, opgive eller afkorte deres karriere for at tage sig af de omsorgskrævende pårørende i deres pleje;

28.

fremhæver, at disse pasningsfaciliteter for børn og omsorgskrævende personer indebærer rige muligheder for beskæftigelse, specielt for ældre kvinder, som er en af de grupper, der har den laveste beskæftigelsesfrekvens;

29.

opfordrer medlemsstaterne til at tilbyde uddannelse og kapacitetsopbygning med henblik på at sikre plejetjenester af høj kvalitet og modvirke manglen på personale i sundheds- og plejesektoren, der skyldes den demografiske udvikling;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at udvide adgangen til forældreorlov for bedsteforældre og børn, der tager sig af deres forældre, at anerkende pleje af omsorgskrævende personer, idet det overvejes at indføre plejeorlov, og at yde tjenester, uddannelse og rådgivning til plejere;

31.

erkender, at kvinder, der nærmer sig pensionsalderen, ofte er bedstemødre; er dog klar over, at kvinder, der nærmer sig pensionsalderen, ikke udelukkende bør opfattes som plejere, anmoder derfor medlemsstaterne om at overveje at etablere børnepasningsfaciliteter, der kan give bedsteforældre med ønske herom frihed til at vælge at deltage i andre aktiviteter;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme samfundsmæssigt engagement og projekter for ældre, der involverer flere generationer, gennem støtte til initiativer og ordninger;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger på alle niveauer, herunder gennem støtte til relevante ngo'er med henblik på at imødekomme de ældres særlige behov, især ældre kvinder, der bor alene, for at kunne bekæmpe deres isolation og afhængighed og fremme deres ligeværdighed, sikkerhed og velfærd;

34.

anmoder medlemsstaterne om at overveje at undersøge en række boligformer og at støtte lokalsamfundsgrupper og organisationer som et middel til at modvirke isolering af ældre kvinder og til at skabe et miljø, der er gunstigt for solidaritet mellem generationerne;

35.

mener, at ældre kvinder bør have et værdigt valg at træffe om at leve, som de ønsker det, enten alene eller i et fællesskab;

36.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at betragte ligestillingsaspektet i forhold til sundhed som en afgørende del af EU's sundhedspolitik, og anmoder derfor Kommissionen og medlemsstaterne om at intensivere deres indsats for at vedtage en tosidet strategi til integrering af ligestillingsaldersaspektet vedrørende køn og alder og med specifikke kønsrelaterede foranstaltninger i EU's og nationale sundhedspolitikker;

37.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkender betydningen af køns- og aldersspecifik helbredende og lindrende medicinsk behandling; opfordrer medlemsstaterne til at udvide forskningen i kønsspecifikke sygdomme, herunder i årsagerne til disse sygdomme samt mulige forebyggelses- og behandlingsmetoder;

38.

anerkender den vitale rolle, som screening og præventiv behandling inden for sundhedsplejen spiller, og tilskynder Kommissionen til at anvende den åbne koordinationsmetode til at sikre udveksling af synspunkter, fremme harmonisering af screening på tværs af EU, fastslå bedste praksis og udarbejde retningslinjer;

39.

støtter den indsats, som visse medlemsstater har lagt for dagen for at tilbyde fri adgang til forebyggelse af kønsspecifikke sygdomme, og opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at styrke den forebyggende sundhedspleje til ældre kvinder ved eksempelvis at tilbyde tilgængelige og regelmæssige mammografier og screeningtest for livmoderhalskræft, fjerne aldersgrænserne for adgang til forebyggende foranstaltninger som f.eks. brystkræftscreening og øge bevidstheden om vigtigheden af screening;

40.

tilskynder medlemsstaterne til yderligere at optrappe deres indsats for at vedtage en strategi til integrering af ligestillingsaspektet i sundhedspolitikkerne og sikre lige adgang til sundhedspleje og langtidspleje til overkommelige priser for både kvinder og mænd, særlig de ældre, og for dem, der er dårligt stillede i flere henseender;

41.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle foranstaltninger, der sikrer bedre sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, for derved at bevare arbejdstagernes beskæftigelsesevne og kapaciteter, hvilket vil medføre bedre sundhed i alderdommen;

42.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bekæmpe alle former for vold mod ældre kvinder i erkendelse af, at problemet undervurderes, at bekæmpe samfundsmæssige stereotyper og gøre det muligt for tjenesteydere at tage hensyn til ældre voldsofres specifikke behov, for at sikre at menneskerettighederne udøves til fulde, og at der opnås ligestilling, samt at gøre fuldt brug af Daphne-programmet;

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/17

—

der henviser til artikel 67 og artikel 81, stk. 2, litra g), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til sin holdning af 23. april 2008 om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (1),

—

der henviser til Retsudvalgets høringer den 20. april 2006, 4. oktober 2007 og 23. maj 2011,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48 og artikel 119, stk. 2,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A7-0275/2011),

A.

der henviser til, at sikring af bedre adgang til domstolene eller tilsvarende organer er et af hovedmålene med EU's politik for etablering af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed; der påpeger, at princippet om domstolsadgang i denne sammenhæng også bør omfatte adgang til passende tvistbilæggelsesprocesser for privatpersoner og virksomheder,

B.

der henviser til, at formålet med direktiv 2008/52/EF er at fremme den mindelige løsning af tvister ved at tilskynde til anvendelse af mægling og sikre et afbalanceret forhold mellem mægling og domstolsprøvelse,

C.

der henviser til, at direktivet med henblik på at lette adgangen til mægling som et realistisk alternativ til den traditionelle kontradiktoriske fremgangsmåde og for at sikre, at parter, der benytter sig af mægling, kan gøre dette på grundlag af en pålidelig rammelovgivning, indfører visse fælles principper, der navnlig vedrører aspekter af den civile retspleje,

D.

der henviser til, at formålet med direktivet er at etablere en ramme, som bevarer den væsentligste fordel ved mægling, nemlig fleksibilitet, samt skabe forudsigelighed; der henviser til, at disse to krav bør være en rettesnor for medlemsstaterne, når de udarbejder nationale love til gennemførelse af direktivet,

E.

der henviser til, at direktiv 2008/52/EF også har været af interesse for nabolande og har haft en påviselig indflydelse på indførelsen af tilsvarende lovgivning i nogle af disse lande,

F.

der henviser til, at medlemsstaterne skulle efterkomme dette direktiv inden den 21. maj 2011, med undtagelse af artikel 10, der skulle efterkommes inden den 21. november 2010; der henviser til, at et flertal af medlemsstater på nuværende tidspunkt har meddelt, at de har fuldført gennemførelsesprocessen eller ville fuldføre den inden fristens udløb, og at kun ganske få medlemsstater endnu ikke har meddelt, at de har efterkommet direktivets bestemmelser, nemlig Den Tjekkiske Republik, Østrig, Finland og Sverige,

G.

der anser det for vigtigt at undersøge, hvordan denne lovgivning er blevet gennemført i medlemsstaterne, hvad mæglingens udøvere og brugere mener om den, samt hvorvidt og i givet fald hvordan den kan forbedres,

H.

der finder, at der med henblik herpå bør gennemføres en grundig analyse af de hovedmåder, hvorpå medlemsstaterne har grebet reguleringen an, med henblik på at fastlægge god praksis og drage konklusioner om eventuelle yderligere tiltag på EU-plan,

I.

der henviser til, at Kommissionen i sin handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet (KOM(2010)0171) forudser en meddelelse om gennemførelse af direktivet om mægling i 2013,

J.

der finder det værd at overveje, hvordan medlemsstaterne har gennemført mæglingsdirektivets vigtigste bestemmelser vedrørende domstolenes mulighed for direkte at foreslå parterne at anvende mægling (artikel 5), garantien for fortrolighed (artikel 7), eksigibiliteten af aftaler indgået efter mægling (artikel 6) og mæglingens virkning for forældelsesfrister (artikel 8),

K.

der henviser til, at Kommissionen har medtaget et lovforslag om alternativ tvistbilæggelse i sit arbejdsprogram for 2011,

1.

konstaterer, at det fortrolighedskrav, som fastsættes i direktivet, i forvejen eksisterede i visse medlemsstaters interne lovgivning, idet mæglere i henhold til den bulgarske civile retsplejelov kan nægte at afgive vidneforklaring om en tvist, de har mæglet i, og Frankrig og Polen har tilsvarende bestemmelser i deres lovgivning om civilretlig mægling; bemærker, at Italien er den af medlemsstaterne, der stiller de strengeste fortrolighedskrav i forbindelse med mæglingssager, hvorimod fortrolighed i henhold til de svenske mæglingsregler ikke er automatisk, men kræver, at parterne indgår en aftale herom; finder, at der er behov for en mere sammenhængende fremgangsmåde;

2.

konstaterer med hensyn til direktivets artikel 6, at flertallet af medlemsstater har en procedure, hvorved tvistbilæggelsesaftaler indgået ved mægling sikres samme eksekutionskraft som retsafgørelser; bemærker, at dette kan opnås enten ved at forelægge aftalen for en domstol eller ved at få den bekræftet af en notar, og at nogle nationale lovgivere øjensynlig har foretrukket den førstnævnte løsning, medens notarbekræftelse også er en mulighed i mange medlemsstaters nationale lovgivning; mæglingsaftaler kan således i henhold til eksempelvis den græske og den slovenske lovgivning gøres eksigible af en domstol, medens det i Nederlandene og i Tyskland kan ske ved at gøre dem til notarialakter, og i atter andre medlemsstater, herunder Østrig, kan de gøres eksigible som notarialakter, uanset der p.t. ikke findes udtrykkelige bestemmelser herom i den relevante nationale lovgivning; opfordrer Kommissionen til at sikre, at de medlemsstater, som endnu ikke har gennemført bestemmelserne i direktivets artikel 6, gør dette uden yderligere forsinkelse;

3.

anser artikel 8, der vedrører mæglingens virkning for forældelsesfrister, for at være en afgørende bestemmelse, fordi den sikrer, at parter, som har forsøgt at bilægge en tvist gennem mægling, ikke efterfølgende hindres i få deres sag prøvet ved en domstol på grund af den tid, der er hengået med mæglingsforsøget; konstaterer, at ingen medlemsstater synes at have rejst nogen særlige spørgsmål i relation til dette punkt;

4.

påpeger, at visse medlemsstater har valgt at stille mere vidtgående krav end direktivet på to vigtige områder, nemlig hvad angår økonomiske incitamenter til deltagelse i mægling og krav om obligatorisk mægling; påpeger, at denne type nationale initiativer bidrager til at gøre tvistbilæggelsen mere effektiv og reducere domstolenes arbejdsbyrde;

5.

konstaterer, at artikel 5, stk. 2, tillader, at medlemsstaterne gør mægling obligatorisk eller forbinder den med incitamenter eller sanktioner, det være sig før eller efter indledning af en retssag, forudsat at dette ikke forhindrer parterne i at udøve deres ret til domstolsadgang;

6.

konstaterer, at nogle EU-stater har taget en række initiativer med henblik på at give parterne økonomiske incitamenter til at anvende mægling: i Bulgarien får parterne halvdelen af det gebyr, de har betalt for at få en tvist afgjort ved en domstol, refunderet, hvis det i mellemtiden lykkes dem at bilægge tvisten ved mægling, medens parterne i en verserende retstvist i Rumænien får det fulde beløb refunderet, hvis de formår at bilægge den gennem mægling; bemærker, at lignende bestemmelser findes i ungarsk lovgivning, og at alle mæglingsakter og -aftaler i Italien er fritaget for stempelafgifter og gebyrer;

7.

bemærker, at visse medlemsstater med overbebyrdede retssystemer har suppleret de økonomiske incitamenter med regler, der gør brugen af mægling obligatorisk; påpeger, at tvister i sådanne tilfælde ikke kan bringes for en domstol, før parterne har forsøgt at løse deres uoverensstemmelser ved mægling;

8.

påpeger, at det mest iøjnefaldende eksempel herpå er det italienske lovdekret nr. 28, som på denne måde søger at sanere retssystemet og lette arbejdsbyrden for de notorisk overbelastede domstole, således at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for civile søgsmål, som for tiden er ni år, kan nedbringes; konstaterer, at dette dekret ikke overraskende er blevet negativt modtaget af mæglerne, som har rejst indsigelse mod det ved domstolene og endog er gået i strejke;

9.

påpeger, at de medlemsstater, hvis lovgivning stiller strengere krav end mæglingsdirektivet, uanset kontroverserne ser ud til at have opnået vigtige resultater med hensyn til at fremme den udenretslige bilæggelse af tvister på det civil- og handelsretlige område; påpeger, at de resultater, som er opnået navnlig i Italien, Bulgarien og Rumænien, viser, at mægling giver mulighed for en omkostningseffektiv og hurtig udenretslig afgørelse af tvistigheder via processer, som er skræddersyet til parternes behov;

10.

bemærker, at obligatorisk mægling øjensynlig er på vej til at opfylde sit formål i det italienske retssystem ved at lette presset på de overbebyrdede domstole; understreger ikke desto mindre, at mægling bør promoveres som et realistisk, billigt og hurtigere alternativ til domstolsprøvelse frem for som et obligatorisk element i den retlige procedure;

11.

anerkender de vellykkede resultater af de økonomiske incitamenter, som anvendes i den bulgarske lov om mægling; anerkender samtidig, at de gode resultater også skyldes den langvarige interesse, mægling har nydt i det bulgarske retssystem, hvor der har eksisteret et mæglingsnetværk siden 1990, og hvor der i 2010 blev oprettet en Bilæggelsescenter - bemandet med mæglere, som arbejder på skift - som dagligt tilbyder gratis mæglingsservice og information til parterne i verserende retssager; konstaterer, at to tredjedele af de indgivne sager i Bulgarien har været genstand for mægling, og at der i halvdelen af disse sager er opnået en mæglingsløsning;

12.

noterer sig også de vellykkede resultater af den rumænske lov om mægling, som ud over bestemmelserne om økonomiske incitamenter også har medført oprettelse af Mæglingsrådet, som er en national myndighed for mæglingspraksis, der har status af selvstændigt retsligt organ; dette organ beskæftiger sig udelukkende med at fremme mæglingsvirksomhed, udvikle uddannelsesstandarder, uddanne kursusleverandører, udstede attester for mægleres faglige kvalifikationer, udarbejde en adfærdskodeks og udforme forslag til yderligere lovgivning;

13.

finder i lyset af ovenstående, at medlemsstaterne som helhed generelt er på rette vej for så vidt angår gennemførelsen af direktiv 2008/52/EF inden den 21. maj 2011, og at det forhold, at medlemsstaterne anvender forskellige lovgivningsmæssige fremgangsmåder, og at nogle er lidt bagud i forhold til de andre, ikke ændrer ved, at flertallet af medlemsstater ikke blot overholder, men overgår direktivets krav;

14.

understreger, at parter, som begge er indstillet på at finde en løsning på deres sag, er mere tilbøjelige til at arbejde sammen med frem for mod hinanden; mener, at de pågældende parter derfor ofte er mere åbne over for at tage hensyn til den anden parts holdning og bearbejde de problemer, der ligger til grund for tvisten; mener, at dette ofte har den ekstra gevinst, at parterne bevarer det forhold, de havde før tvisten, hvilket særlig er af betydning i familiesager, hvor der er børn involveret;

15.

opfordrer Kommissionen til i sin kommende meddelelse om gennemførelsen af direktiv 2008/52/EF også at undersøge de områder, hvor medlemsstaterne har valgt at udvide direktivets foranstaltninger ud over dets tilsigtede anvendelsesområde;

16.

understreger de forbrugervenlige aspekter af alternative tvistbilæggelsesordninger, som tilbyder en skræddersyet praktisk løsning; opfordrer i denne forbindelse til, at Kommissionen hurtigt fremlægger et lovforslag om alternativ tvistbilæggelse;

17.

påpeger, at løsninger, som er opnået gennem mægling og udformet af parterne i fællesskab, ikke kan tilvejebringes af en dommer eller en jury; mener derfor, at mægling giver større chance for at opnå et resultat, som er acceptabelt eller til gavn for begge parter; understreger, at det derfor er mere sandsynligt, at en sådan aftale accepteres, og graden af overholdelse af mæglede aftaler er sædvanligvis høj;

18.

mener, at der er behov for øget kendskab til og forståelse af mægling, og anmoder om, at der træffes yderligere foranstaltninger med hensyn til uddannelse, udbredelse af kendskabet til mægling og fremme af virksomheders brug af mægling samt med hensyn til kvalifikationskravene for mæglererhvervet;

19.

mener, at de nationale myndigheder bør tilskyndes til at udarbejde programmer for at fremme tilstrækkelig viden om alternativ tvistbilæggelse; mener, at sådanne foranstaltninger bør fokusere på de væsentligste fordele ved mægling - omkostninger, succesrate og tidsbesparelser - og henvende sig til advokater, notarer og virksomheder, herunder særlig SMV'er, samt akademikere;

20.

anerkender betydningen af at etablere fælles standarder for adgang til mæglererhvervet med henblik på at fremme en mægling af bedre kvalitet og sikre høje standarder for den faglige uddannelse og anerkendelse i hele EU;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/21

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. februar 2011"Imødegåelse af udfordringerne på råvaremarkederne og med hensyn til råstoffer" (KOM(2011)0025),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 4. november 2008"Råstofinitiativet - opfyldelse af vores kritiske behov for vækst og arbejdspladser i Europa" (KOM(2008)0699),

—

der henviser til rapporten "Critical raw materials for the EU", der er udarbejdet af ad hoc-gruppen under arbejdsgruppen for råvareforsyning under Generaldirektoratet for Erhvervspolitik (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010"Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst" (KOM(2010)2020),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 26. januar 2011"Flagskibsinitiativet - Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien" (KOM(2011)0021),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. marts 2011"Køreplan for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050" (KOM(2011)0112/4),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2010"En integreret industripolitik for en globaliseret verden - Fokus på konkurrenceevne og bæredygtighed" (KOM(2010)0614),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. november 2010"Europa 2020-flagskibsinitiativ - Innovation i EU" (KOM(2010)0546),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 9. november 2010"Handel, vækst og verdensanliggender - Handelspolitikken som et centralt element i EU's 2020-strategi" (KOM(2010)0612),

—

der henviser til sin beslutning af 9. marts 2011 om industripolitik i en globaliseret verden (2),

—

der henviser til sin beslutning af 3. februar 2011 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) (3),

—

der henviser til sin beslutning af 16. juni 2010 om EU 2020 (4),

—

der henviser til Kommissionens retningslinjer for udvinding af ikke-energimineraler og Natura 2000, der er udarbejdet af Generaldirektoratet for Miljø (5),

—

der henviser til arbejdsdokumentet, der ledsagede Kommissionens meddelelse af 4. november 2008"Råstofinitiativet - opfyldelse af vores kritiske behov for vækst og arbejdspladser i Europa" (KOM(2008)0699) (SEK(2008)2741),

—

der henviser til "Raw materials policy - 2009 annual report" fra Generaldirektoratet for Handel, Kommissionen (6),

—

der henviser til Kommissionens undersøgelse "The links between the environment and competitiveness" fra Generaldirektoratet for Miljø (7),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 10. november 2010 "EU's udviklingspolitik til støtte for inklusiv vækst og bæredygtig udvikling - Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik (KOM(2010)0629),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 10. november 2010 om konsolidering af forbindelserne mellem EU og Afrika (KOM(2010)0634),

—

der henviser til den kommende meddelelse fra Kommissionen om handel og udvikling,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 15. september 2009 med titlen "Udviklingspositiv politikkohærens - politikrammer for en EU-dækkende strategi" (KOM(2009)0458),

—

der henviser til sin beslutning af 18. maj 2010 om sammenhæng i EU's udviklingspolitik og "offentlig udviklingsbistand plus-konceptet" (8),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2010 om virksomheders sociale ansvar i internationale handelsaftaler (9),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 10. marts 2011 om imødegåelse af udfordringerne på råvaremarkederne og med hensyn til råstoffer,

—

der henviser til artikel 208 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Lissabontraktaten), der fastslår, at EU skal tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene,

—

der henviser til de igangværende forhandlinger under Doha-runden,

—

der henviser til den fælles Afrika-EU-strategi fra 2007 og Tripoli-erklæringen fra det 3. topmøde mellem Afrika og EU den 29.-30. november 2010,

—

der henviser til den aktuelle WTO-sag vedrørende ni råstoffer mellem EU, USA og Mexico på den ene side og Kina på den anden,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Udenrigsudvalget, Udviklingsudvalget, Udvalget om International Handel og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (A7-0288/2011),

A.

der henviser til, at EU har brug for en stærk industriel base, som er stærkt afhængig af tilstrækkelige forsyninger af råvarer, efterhånden som den bliver grønnere, for at kunne bevæge sig i retning af en kulstoffattig økonomi og forblive konkurrencedygtig;

B.

der henviser til, at de administrative processers kompleksitet og den manglende koordinering mellem forvaltningerne kan resultere i forsinkelser på flere år med at få tilladelse til udnyttelse af mineralske ressourcer, der henviser til, at sådanne forsinkelser er for lange, øger kapitalomkostningerne for investeringer og udelukker små og mellemstore virksomheder fra markedet;

C.

der henviser til, at den verdensomspændende efterspørgsel på råstoffer er vokset støt, navnlig hvad angår "teknologimetaller";

D.

der henviser til, at EU-medlemsstater, Australien og USA har potentiale til at udvikle udvindingen af sine egne ressourcer fra kritiske råstoffer, uædle metaller og sjældne jordelementer (REE);

E.

der henviser til, at fremskridt inden for nye teknologier fortsat vil øge efterspørgslen efter ressourcer af central betydning for udviklingen af disse industrier;

F.

der henviser til, at det internationale udbud er delvist begrænset af eksportkvoter, og at priserne er ved at nå et rekordniveau;

G.

der henviser til, at materialeomkostningernes andel af de samlede produktionsomkostninger i fremstillingssektoren er betydeligt højere end den andel, der udgøres af arbejdernes lønninger, og at førstnævntes stigende tendens i hvert fald på mellemlang sigt ikke forventes at ville vende;

H.

der henviser til, at fair og lige vilkår er til gavn for markederne;

I.

der henviser til, at øget konkurrence med hensyn til råvarer kan forværre de internationale forbindelser og føre til konflikter om ressourcer;

J.

der henviser til, at disse udfordringer udgør en chance for nye innovative partnerskaber med gensidigt gavnligt samarbejde mellem EU og tredjelande;

K.

der henviser til, at udnyttelsen af naturressourcer i mange udviklingslande på grund af udemokratiske regimer, svindel, korruption eller væbnede konflikter ikke er kommet befolkningen til gode;

L.

der henviser til, at de tiltag, som Kommissionen har foreslået til forøgelse af ressourceeffektiviteten og genanvendelse for det meste indskrænker sig til vurderinger af, hvad der kan gøres, i stedet for konkrete foranstaltninger, der kan træffes, og at de derfor er utilstrækkelige til at nå de erklærede mål;

M.

der henviser til, at Kommissionen fastslår, at bedre gennemførelse og håndhævelse af eksisterende lovgivning om affald er afgørende for fremme af et mere ressourceeffektivt Europa;

N.

der henviser til, at den øgede genanvendelse af værdifulde materialer, især sjældne jordarter, kræver intensiv dekomponering;

O.

der henviser til, at genanvendelse, der kan betale sig, bygger på pålidelig og effektiv kategorisering og separationsteknologi, eftersom værdien af de genanvendte materialer afhænger af fragmentets renhed;

P.

der henviser til, at øget effektivitet og genbrug er fremmende for bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed;

Q.

der henviser til, at arbejdsproduktiviteten har udviklet sig meget hurtigere i de seneste årtier end ressourceproduktiviteten, da det skønnes, at lønomkostningerne udgør mindre end 20 % af et produkt mens ressourceomkostningerne udgør 40 %; der henviser til, at dette indebærer, at en hurtig indsats er nødvendig for at forbedre ressourceeffektiviteten;

R.

der henviser til, at det er af afgørende betydning, at der i tide træffes afgørende foranstaltninger med henblik på at gennemføre en effektiv strategi og levere resultater med hensyn til det europæiske råstofinitiativ;

1.

mener, at Europa står over for både udfordringer og store muligheder i forbindelse med råstoffer; understreger, at EU nu, som efterspørgslen efter råstoffer stiger på globalt plan, har chancen for at høste fordelene ved at styrke udbud og effektivitet at råstoffer, samtidig med at tilgodese behovene hos EU's industri og råstofsektor; understreger, at tilgængeligheden af fair adgang til og stabile og forudsigelige priser på råstoffer er af afgørende betydning for udviklingspotentialet, konkurrenceevnen, innovation og bevarelsen af den europæiske industri; begrænsningerne i adgangen og levering, især til CRM som sjældne jordarter, samt stor prisvolatilitet, kan hæmme konkurrenceevnen, øko-effektivitet og innovationsudsigterne for EU-industrien, især for små og mellemstore virksomheder; glæder sig over, at Kommissionen med sit råvareinitiativ (RMI) i 2008 har stået i spidsen for spørgsmålet om råstofpolitik, og opfordrer kraftigt Kommissionen og medlemsstaterne til at bevæge sig i retning af en hurtig gennemførelse heraf; mener, at ressourcepolitik og ressourcediplomati er af stor betydning for EU, ikke kun hvad angår industripolitik og international handel, men også som et tværgående spørgsmål, der vedrører forskellige områder af indenrigspolitikken såvel som udenrigs- og sikkerhedspolitikken; opfordrer Kommissionen til at være ligeså opmærksom på dette spørgsmål som på energispørgsmålet; ser også dette som en opgave for Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil;

2.

mener, at ansvaret for et kohærent og effektivt EU-diplomati må ligge hos EU-Udenrigstjenesten og de relevante tjenestegrene i Kommissionen, navnlig GD Handel vedrørende handelsspørgsmål, i nært samarbejde med Rådet og Parlamentet; mener desuden, at råstoffernes strategiske betydning bør afspejles i EU-Udenrigstjenestens opbygning og bemandingen af de relevante EU-delegationer; understreger betydningen af at koordinere EU's og medlemsstaternes udenrigspolitik på råstofområdet;

3.

opfordrer Kommissionen til at fokusere tilstrækkeligt på råvaremarkederne og RMI hver for sig, da de to felter er forskellige i karakter og kræver særlige foranstaltninger for at løse deres forskellige problemer; understreger den kendsgerning, at finansmarkeder og råvaremarkeder i dag er mere indbyrdes forbundne end nogensinde, og at de svingende priser er et resultat af spekulation; bemærker, at et velfungerende råstofmarked vil give de nødvendige incitamenter til virksomhederne til at bruge ressourcerne mere effektivt, genanvende dem og investere yderligere i F&U-aktiviteter til substitution; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme velfungerende råstofmarkeder ved for eksempel foretage en revision af markederne i direktivet om finansielle tjenester for at sikre mere gennemsigtig handel; understreger, at de tre søjler af RMI supplerer hinanden i løsningen af spørgsmålene om råstoffer og sikring af råstofudbud i EU; opfordrer Kommissionen til at gennemføre råstofstrategien på en afbalanceret og sammenhængende måde, navnlig med hensyn til andre vigtige europæiske politikker, især inden for industri, forskning, miljø, transport og Europa 2020; konstaterer, at en stærk innovations- og industripolitik især er meget vigtige i denne forbindelse;

4.

glæder sig over Kommissionens arbejde med at identificere CRM, som alle er vigtige "teknologimetaller" og skal tages i betragtning i de efterfølgende foranstaltninger; anmoder Kommissionen om:

minder om, at graden af den kritiske betydning af forskellige råstoffer i gruppen råstoffer og især kritiske råstoffer, varierer, såvel som deres forekomst, brug, behov for behandling og dermed prissætningen på de forskellige stadier af forsyningskæden, hvilket bør tages i betragtning ved analyse; henleder desuden opmærksomheden på mangfoldigheden af logistiske paradigmer for råstofstrømmene på det indre marked;

5.

konstaterer, at ikke alle råstofmarkeder opfører sig på samme måde, og at navnlig råstofmarkeder i landbrugssektoren er underkastet stærke sæsonbestemte og klimatiske vilkår og dermed kræver særlig opmærksomhed;

6.

opfordrer derfor Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af EU's import af råstoffer, der ikke er opført som kritiske (som f.eks. lithium, hafnium og nikkel), men som dog har strategisk betydning med hensyn til at opfylde industriens behov i EU og producere forbrugsgoder med høj merværdi; undersøgelsen bør også vurdere industriens afhængighed af og sikringen af forsyningen med disse råstoffer, de miljømæssige omkostninger i forbindelse med udvindingen og mulige alternativer;

7.

glæder sig over, at en bred vifte af råstoffer som træ og naturgummi er omfattet af Kommissionens meddelelse; opfordrer Kommissionen til at foretage analyser af tilgængeligheden af, og den potentielle efterspørgsel efter disse materialer og på dette grundlag træffe passende foranstaltninger, hvis og hvor der er behov for det; fastslår, at denne rapport fokuserer på strategiske og kritiske råstoffer;

8.

påpeger, at en effektiv forvaltning af råvarepolitikken er nøglen til en effektiv råvarestrategi; bemærker, at en effektiv strategi skal omfatte en vedvarende dialog med de interesserede parter; understreger behovet for tæt koordinering og fremskaffelse af oplysninger inden for Kommissionen og Europa-Parlamentet og mellem medlemsstaterne; anbefaler oprettelsen af en tværtjenstlig råvaretaskforce på højt plan i 2011, som det er tilfældet i Frankrig og USA, der indbefatter de relevante GD’er, Det Fælles Forskningscenter (JRC), Det Europæiske Miljøagentur og EU-Udenrigstjenesten, der skal udarbejde, overvåge og gennemgå politikker, herunder partnerskabsaftaler, med henblik på at sikre strategisk sammenhæng og fremme etableringen af et tidligt varslingssystem, bl.a. om markedsforvridning og ressourcedrevne konflikter, som bør suppleres af en overvågningsgruppe; opfordrer Kommissionen til at fastlægge en langsigtet "europæisk køreplan 2050 for råstoffer", der kan identificere potentielle udviklingstendenser i fremtiden, trusler og muligheder i råstofsektoren og sektoren for kritiske råstoffer, og som kan hjælpe de europæiske virksomheder, akademiske og videnskabelige forskningsinstitutioner med at engagere sig i langsigtet planlæsning og investering; opfordrer desuden Kommissionen til at støtte medlemsstaterne i udviklingen af deres egne råstofstrategier og til at fremme koordinering og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne om den eksterne dimension; formoder, at den kommende meddelelse om den eksterne dimension i energipolitikken kan tjene som grundlag;

9.

insisterer på, at Europa-Parlamentet regelmæssigt skal underrettes om udviklingen af råstoffer uden for energisektoren inden for rammerne af RMI og om opfyldelsen af dennes mål via en årlig statusrapport, også med fokus på sammenhæng med hensyn til handel, udvikling og miljøpolitik og sociale konsekvenser, samt data om CRM;

10.

bemærker, at imødegåelsen af udfordringer med hensyn til råvarer giver en mulighed for at puste nyt liv i EU's industrielle grundlag, teknologiske kapacitet og knowhow og øge konkurrenceevnen og fast, kvalificeret beskæftigelse gennem en ambitiøs industriel innovationsstrategi; bemærker, at på trods af betydningen af en effektiv handelspolitik og brug af egne ressourcer, er en god forvaltning af råvarepolitikken og øget effektivitet, genbrug, energieffektiv genanvendelse, mindskelse af ressourceforbruget, også gennem forbedrede produktkvalitetsstandarder og "brug det længere"-princippet, hvor det er hensigtsmæssigt, og anvendelse af grønne teknologier vil være nøglen til konkurrenceevne, bæredygtighed og forsyningssikkerhed på mellemlang til lang sigt; mener, at et hvilket som helst initiativ i denne henseende bør grundlægges på korrekte konsekvensanalyser, der fokuserer på mulige miljømæssige, sociale og konkurrencemæssige konsekvenser; understreger betydningen af konsekvent at anvende det juridisk bindende "europæiske affaldshierarki", der er fastlagt i affaldsrammedirektivet, som prioriterer forebyggelse, genbrug og genanvendelse efterfulgt af genvinding og bortskaffelse; bemærker, at social innovation, ændringer i livsstil og nye begreber som miljø-leasing, kemisk leasing og deling bør støttes af Kommissionen;

11.

bemærker, at lavere forbrugsniveauer, forebyggelse af affaldsproduktion og genanvendelse er nøglekomponenter for overgangen til en ressourceeffektiv økonomi;

12.

foreslår, at Kommissionen foretager en omfattende undersøgelse af de økonomiske leasingmodeller som alternativer til ejerskab af varer og deres indvirkning på materialeanvendelse og -udvidelse; understreger, at bevidstgørelse er den centrale udfordring i denne henseende;

13.

understreger behovet for at arbejde hen imod afkobling af økonomisk vækst fra øget forbrug af ressourcer, hvilket også vil hjælpe med at mindske den relative afhængighed af import; understreger nødvendigheden af at udforme råstofstrategien inden for de bredere rammer af klimaændringerne; glæder sig derfor over Kommissionens plan om at lancere et flagskibsinitiativ om ressourceeffektivitet; opfordrer Kommissionen til at identificere hindringerne for stigende ressourceproduktivitet (herunder tekniske barrierer, omkostninger osv.) og at indarbejde og vurdere mål for forbedringer i ressourceeffektiviteten, som afspejler behovet for at mindske EU's afhængighed af import af råstoffer, eftersom EU's import at råstoffer per capita er det højeste i verden; med henblik på at evaluere fremskridtene objektivt og drage sammenligninger med andre lande, opfordrer Kommissionen til at udvikle en mere pålidelig metode til måling af ressourceeffektiviteten, idet der tages hensyn til arbejdet i Eurostat på dette område, samt resultaterne af en nyligt bestilt undersøgelse om emnet fra Europa-Parlamentet;

14.

glæder sig over udviklingen af instrumenter og indikatorer, som f.eks. initiativ om de økonomiske aspekter ved økosystemer og biodiversitet (TEEB); opfordrer Kommissionen til at fremme og stimulere udviklingen og anvendelsen af disse instrumenter;

15.

mener, at en skat på mineralske ressourcer ikke er et tilstrækkeligt finanspolitisk redskab til at øge ressourceeffektiviteten, og samtidig opfordre Kommissionen til at få foretaget en undersøgelse af virkningerne af en afgift på anvendelse af vand og jordarealer, idet man er særlig opmærksom på eventuelle utilsigtede eftervirkninger for økonomiske aktiviteter og produktion af vedvarende energi i EU;

16.

opfordrer Kommissionen til på baggrund af grundige konsekvensvurderinger stærkt at overveje at udvide miljødesigninstrumenter til at omfatte råvarer, at samarbejde med standardiseringsorganer med henblik på at vurdere mulighederne for et "top-runner"-program for produkter med hensyn til ressourceeffektivitet, at styrke rådgivningen om ressourceeffektivitet, især for SMV'er, for eksempel ved at styrke sådanne programmer i Forvaltningsorganet for Konkurrenceevne og Innovation (EACI); opfordrer Kommissionen til at understøtte SMV’er på dette område, fremme udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne, skabe adgang til relevant forskning under det syvende rammeprogram og EU’s fremtidige forskningsprogrammer; opfordrer virksomhederne til at gøre brug af enten fællesskabsordningen for miljøstyring og -revision (EMAS) eller ISO-standarderne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at udnytte offentlige indkøb med henblik på at styrke ressourceeffektive produkter og produkter, der anvender sekundære råvarer samt sikrer effektiv og gennemsigtig genanvendelse ved slutningen af deres levetid; bemærker, at det i forbindelse med genanvendelse ikke kun er mængden men også kvaliteten, der betyder noget; understreger derfor vigtigheden af produktdesign, der giver gode muligheder for genanvendelse; understreger værdien af at inddrage ressourceudnyttelsen i produktinformationen samt miljømærker for at styrke forbrugerne stilling; opfordrer de europæiske standardiseringsorganer til at strømline spørgsmålet om ressourceeffektivitet i forbindelse med fastlæggelsen af standarder;

17.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan økodesigndirektivet, direktivet om udrangerede køretøjer, direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr og direktivet om batteriaffald kan ændres med henblik på at øge genanvendelse ikke kun generelt men også for værdifulde råstoffer, herunder sjældne jordarter, f.eks. ved mere specifikke krav om dekomponering, og i overensstemmelse hermed foreslå ændringsforslag til disse retsakter;

18.

bemærker det bidrag, som genanvendelse og genbrug yder til reduktionen af drivhusgasserne, da brugen af råstoffer er en betydelig kilde til drivhusgasproduktion; bemærker endvidere den høje grad af genanvendelse for særlige sektorer omfattet af lovgivning om genanvendelse; anmoder Kommissionen om at udpege muligheder for yderligere at øge genbrug i relevante sektorer ved bl.a. at forbedre de retlige rammer for den cirkulære økonomi; understreger behovet for at investere i genbrug af råstoffer, især sjældne jordarter; opfordrer Kommissionen til at iværksætte en tilbundsgående materialestrømsanalyse på EU-plan baseret på hele råstoffernes livscyklus (fra minedrift til affald) efter sektor for at vurdere og foreslå omkostningseffektive måder at øge genanvendelsen af råstoffer samtidig med at respektere miljøpåvirkningen; opfordrer Kommissionen til at harmonisere den europæiske lovgivning og minimumstandarder for genanvendelse med henblik på at skabe større sammenhæng; opfordrer medlemsstaterne til at sikre korrekt gennemførelse af eksisterende lovgivning, og opfordrer endvidere medlemsstaternes industrisammenslutninger til aktivt at fremme genanvendelse blandt deres medlemmer og lette samarbejdet med forskningsinstitutioner og andre sektorer; bemærker vigtigheden af at afkoble mængden af industriproduceret affald fra væksten i industriproduktionen;

19.

bemærker vigtigheden af at skabe industrielle synergier omkring genanvendelse og hjælpe virksomhederne til at finde ud af, hvordan deres affald og biprodukter kan anvendes som ressourcer for andre; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme strategier, som f.eks. Det Forenede Kongeriges tiltag "National Industrial Symbioses Programme";

20.

opfordrer Kommissionen til:

21.

mener, at der er et stort behov for flere oplysninger om urban minedrift, og anmoder derfor Kommissionen om at vurdere først og fremmest potentialet, men også de mulige begrænsninger i denne henseende;

22.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en genbrugsstrategi med genvinding så tæt på affaldskilden som muligt, herunder rensning af spildevand, da dette vil tillade genvinding af højere koncentrationer af råstoffer, forebygge uoprettelighed, sænke den negative indvirkning på miljøet og muligvis være mere energieffektiv;

23.

opfordrer desuden Kommissionen til at fremlægge et forslag til ændring af Direktivet om deponering af affald (10) samt at udvikle og udvide de opstillede mål i artikel 5, stk. 2, heri; mener desuden, at i henhold til rammedirektivet om affald bør reduktionsmålet med forbuddet mod at sende bionedbrydeligt kommunalt affald til deponering udvides med start i 2020 til at omfatte alt bionedbrydeligt affald med reduktionsmålet fastsat til 5 %;

24.

opfordrer Kommissionen til at støtte partnerskaber vedrørende genbrug med udviklingslandene; anmoder Kommissionen om at støtte pilotprojekter, f.eks. om nul-affaldsområder;

25.

opfordrer Kommissionen til at vurdere, hvordan Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kan bidrage til at reducere de finansielle risici forbundet med investeringer i banebrydende teknologi inden for genbrugsanlæg;

26.

opfordrer Kommissionen til at fremme forskning og udvikling af økonomiske incitamenter til genanvendelse, herunder genvinding af sjældne jordarter, og også se på konsekvensanalyser; opfordrer yderligere Kommissionen til at undersøge, hvordan markederne for genanvendte materialer kan understøttes af bl.a. certifikater for genanvendte materialer og krav til miljøvenligt design og til at sikre, at samhørighedspolitikken og -budgettet også udnyttes til at fremme ressourceeffektivitet og genvinding;

27.

understreger nødvendigheden af at bekæmpe ulovlig overførsel af genanvendelige materialer og af affald indeholdende nyttige råstoffer, særligt elektronisk affald omfattet af WEEE-direktivet (direktiv 2002/96/EF), ved at forbedre lovgivningen og øge implementeringen, og opfordrer medlemsstaterne til at omgående at sætte ind på denne opgave; anmoder Kommissionen om at undersøge, hvorledes den yderligere anvendelse af konceptet om producentansvar kan støtte dette mål; understreger nødvendigheden af at etablere en global certificeringsordning for genanvendelsesanlæg; noterer sig betydningen af samarbejdet mellem de nationale toldembedsmænd; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om det er nødvendigt med en kollektiv ordning, der informerer myndighederne om ulovlige overførsler; anmoder Kommissionen om at iværksætte en undersøgelse af ulovlige affaldsstrømme og regelmæssigt rapportere om vellykkede tiltag i bekæmpelsen af illegal affaldseksport; anmoder Kommissionen om at fremme en effektiv skelnen i toldangivelserne mellem nye og brugte varer ved at medtage dette i gennemførelsesbestemmelserne til den moderniserede fællesskabstoldkodeks;

28.

opfordrer i denne forbindelse også Kommissionen, hvor dette findes passende, til at støtte EU's handelspartnere i vedtagelsen af passende lovgivning og håndhæve hensigtsmæssige kontrolforanstaltninger for at forhindre ulovlig import af enhver form for affald på deres territorium og aktivt bekæmpe den korruption, der ofte gør denne ulovlige import mulig;

29.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de kritiske bemærkninger fra nogle medlemsstater om Rådets forordning om fastsættelse af kriterier for, hvornår visse typer metalskrot ophører med at være affald ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF og anmoder Kommissionen om at skærpe kravene til produktkvalitet og forbedre mulighederne for at kontrollere og sikre, at affald, der er erklæret ude af affaldsfasen, har den nødvendige kvalitet;

30.

opfordrer Kommissionen til at fastsætte prioriteter til forskning og innovation inden for bæredygtige prospekterings- og produktionsmetoder, produkters livscyklus og genanvendelse (vugge-til-vugge), substitution og ressourceeffektivitet, da dette også vil kunne mindske Europas afhængighed af import fra monopolistiske leverandører; opfordrer Kommissionen til at tage fat på de eksisterende udfordringer med hensyn til genanvendelse inden for rammeprogrammerne, og understreger, at opmærksomheden bør rettes mod forskellige genanvendelsesstrategier for tungmetaller samt for CRM som f.eks. sjældne jordarter; opfordrer Kommissionen til at knytte forskningsmidler til råstoffer såsom sjældne jordarter til klare mål, såsom for eksempel det japanske mål at mindske forbruget af sjældne jordarter med en tredjedel; opfordrer Kommissionen til at integrere erfaringer fra tredjelande, der allerede har opnået høje indsamlingsniveauer, især Norge, hvor omkring 80 % af det elektroniske affald indsamles, og opstille tilsvarende egne indsamlingsmål; understreger vigtigheden af offentlig-private partnerskaber på dette område under inddragelse af industrien, læreanstalterne og regeringen; anerkender den værdifulde service, som disse institutioner også yder SMV’er; insisterer på vigtigheden af et europæisk innovationspartnerskab om strategiske råvarer til at fremme udviklingen af ressourceeffektivitet, nøgleteknologi, forsyningssikkerhed og den indenlandske råstofsektor; opfordrer Kommissionen til at lancere et sådant partnerskab i 2011;

31.

beklager, at substitution og genbrug ikke omtales tilstrækkeligt i meddelelsen; minder om, at substitution, især for CRM og sjældne jordarter, er af stor betydning og kan tilbyde effektive løsninger til leverings- og miljømæssige risici, når det er muligt; opfordrer derfor Kommissionen til at intensivere sit arbejde på dette område, ved at udnytte forsknings- og innovationsmidlerne gennem mulig udvikling af et F&U-program til substitution i det kommende forskningsrammeprogram, og yde støtte til demonstrationsanlæg; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje at fastsætte substitutionsmål under hensyntagen til relevante konsekvensanalyser; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gøre brug af den kompetence, som EU råder over på området for sjældne jordarter;

32.

opfordrer til ikke-skattemæssige politikker for at støtte indenlandske råstofsektorer ved at tiltrække investeringer; glæder sig derfor over samarbejdet mellem de nationale geologiske undersøgelser opfordrer til et tættere samarbejde mellem dem og opfordrer til øget anvendelse af fælles standarder og fælles praksis, hvilket vil kunne lette udveksling og anvendelse af de disponible geologiske data; glæder sig over offentliggørelsen af en europæisk årbog om råstoffer, og understreger, at oplysninger om sekundære ressourcer og urban minedrift bør medtages; anmoder Kommissionen om at vurdere, om det er nødvendigt at oprette en geologisk tjeneste på EU-plan, der samler arbejdet fra de nationale undersøgelser og samarbejder med internationale partnere; støtter Kommissionens arbejde med at forbedre EU's geologiske videnbase; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at udvikle et digitalt kort over ressourcer i EU;

33.

noterer sig betydningen og forsyningen af indenlandske råstoffer i Europa; opfordrer derfor:

konstaterer, at tidligere led at leverandører af tjenester er meget vigtige i forbindelse med indenlandsk minedrift; understreger den betydning, som stimulering af regionale og nationale råstofklynger, der samler industrien, geologiske tjenester, tidligere led af leverandører, udstyrsproducenter, mine- og forarbejdningsvirksomheder samt transportbranchen og de arbejdsmarkedets parter har for en bæredygtig minedrift i EU, også igennem nye mineteknologier;

34.

opfordrer Kommissionen til at integrere målsætningerne i handlingsplanen for biodiversitet i råstofstrategien for at styrke forbindelserne mellem økonomi og miljø og tage hensyn til de miljømæssige effekter af udvinding, produktion, anvendelse og bortskaffelse af råstoffer; opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af strategisk fysisk planlægning i alle medlemsstater med henblik på at skabe balance i råstofudvindingen med andre krav til arealanvendelsen og for at beskytte miljøet og biodiversiteten;

35.

understreger, at alle udvindingsaktiviteter skal udføres med passende hensyntagen til de højeste standarder for sikkerhed på arbejdspladsen og miljøbeskyttelse for at undgå ulykker og for at genoprette de berørte områder;

36.

opfordrer Kommissionen til at være tilstrækkelig opmærksom på udviklingen af ressourcerige områder og til at omfatte en samlet tilgang til forbedring af transport-infrastrukturen, der forbinder EU's ressourcerige områder til dets industrielle områder; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at de reviderede direktiver om de transeuropæiske transportnet (TEN-T) opfylder industriens behov ved at sikre smidig adgang til råstoffer;

37.

bekræfter, at Natura 2000-retningslinjerne udgør et solidt grundlag, hvorunder der kan foretages udvindingsaktiviteter for andet end energi, idet der tages hensyn til subsidiaritetsprincippet; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at undersøge, om der i medlemsstaterne skabes fremskridt i forbindelse med foreneligheden mellem råstofudvinding og naturbeskyttelse; konstaterer, at kodekser for god praksis er vigtige instrumenter til at opnå teknisk, social konkurrencemæssig og miljømæssig kvalitet; minder om Parlamentets beslutning af 20. januar 2011 om en bæredygtig EU-politik for Arktis (11), og opfordrer i denne forbindelse i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet Kommissionen til at vurdere mulighederne for miljømæssigt bæredygtig udnyttelse af følsomme områder, der kan være værdifulde leverandører af essentielle råstoffer, såsom det arktiske område, Barents-regionen og Grønland, og om muligt udvide eksisterende partnerskabsaftaler med lande i disse regioner;

38.

understreger nødvendigheden af mere gennemskuelige og forudsigelige rammevilkår for godkendelsesprocessen for etablering af nye miner til udvinding af metaller og mineraler, uden at der bliver gået på kompromis med miljøstandarderne;

39.

bemærker, at de nordeuropæiske lande og Barents-regionen rummer væsentlig lagre af malm, mineraler og skove; mener, at det nordeuropæiske område kan yde et væsentligt bidrag til råstofbehovet for andre europæiske virksomheder og dermed reducere EU’s afhængighed af import; mener, at der er et klart behov for at øge bevidstheden om Nordeuropas potentiale i den løbende diskussion om råstoffer;

40.

understreger betydningen af forskning, udvikle og innovation (F&U&I) for håndteringen af nye udfordringer; bemærker betydningen af F&U&I for udvikling af innovative teknologier og bæredygtige metoder for minedrift, raffinering, malmproduktion og genanvendelse for yderligere at minimere det miljømæssige fodaftryk og mulige negative sociale virkninger;

41.

opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at overveje genåbning af visse miner, der skal drives bæredygtigt, for dermed at reducere risikoen for, at EU’s industri kommer til at mangle råstoffer;

42.

understreger betydningen af færdigheder og uddannelse og den rolle, som geologer ingeniører, minearbejdere og andet personale spiller; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indlede en tæt dialog med arbejdsmarkedets parter, de højere læreanstalter og industrien i denne sammenhæng; opfordrer Kommissionen til senest i 2012 at kortlægge behovet for og disponibiliteten af uddannet personale i sektoren forskning og udvikling, udvinding, raffinering, forarbejdning og genanvendelse af råstoffer, og at meddele Europa-Parlamentet resultaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til, sammen med industrien og de højere læreanstalter, at støtte undervisningen i råstoffer ved gennemførelse af særlige universitetsprogrammer og legater; støtter i denne forbindelse udvekslingsprogrammer på dette område, som f.eks. mineral- og miljøprogrammet under Erasmus Mundus;

43.

glæder sig over forslaget om et EU-diplomati for råstoffer og sjældne jordarter, som skal have til formål at etablere en international reguleringsplatform, sikre adgang til og forsyning med råstoffer, navnlig råstoffer, der betragtes som absolut nødvendige, sikre åbne globale markeder og fremme af internationalt samarbejde på området for bæredygtig udvinding af råstoffer og effektiv anvendelse af ressourcerne på grundlag af fælles interesser; understreger i denne forbindelse behovet for at skabe en stærk dialog inden for råstofdiplomatiet mellem de industrialiserede lande, de nyligt industrialiserede lande og de ressourcerige udviklingslande med henblik på også at fremme menneskerettighederne, god regeringsførelse og regional stabilitet og mindske risikoen for ressourcebaserede konflikter;

44.

opfordrer Kommissionen til at sikre streng håndhævelse af eksisterende EU-lovgivning, til at inkludere sikkerhed og standarder for guldminedrift i foranstaltningerne i flagskibsinitiativet "Innovation i EU", til at inkludere et specifikt emne i det internationale panel om bæredygtig ressourceforvaltning (UNEP) om guldminedrift, der inkluderer aspekter som sikkerhed, innovation, håndtering af kemiske stoffer, illegal minedrift samt ikke-industriel minedrift med henblik på at nå en bæredygtig løsning på lang sigt, der sikrer, at guld produceres eller importeres til EU på bæredygtig vis, og til at overveje en revision af Berlin II-retningslinjerne om minedrift i mindre målestok og ikke-industriel minedrift;

45.

påpeger, at små miner og håndværksdrift kan spille en afgørende rolle i lokalsamfundene, skabe beskæftigelse og støtte udviklingsmålene, når de bliver officielt anerkendt, reguleret og støttet; beklager den relative mangel på viden og analytiske redskaber på dette område og understreger behovet for at gøre det mere synligt, gøre det lettere at formulere og gennemføre en mere effektiv politik for små miner og håndværksdrift og overvåge bistandsindsatsen for at forebygge fattigdomsfælder, såsom børnearbejde, usikre arbejdsmiljøer, tvangsarbejde, som ofte ses inden for ikke-industriel minedrift, og konflikter i forbindelse med drift af små miner; opfordrer ligeledes EU og dets medlemsstater til at støtte udviklingslandene både på nationalt og lokalt plan ved at stille ekspertise til rådighed i forbindelse med bæredygtig minedriftspraksis, øget ressourceeffektivitet samt genbrug og genanvendelse;

46.

opfordrer Kommissionen til evaluere behovet for oprettelse af en oplagringsmekanisme for CRM, navnlig sjældne jordarter, som vil kunne sikre europæiske virksomheder adgang til strategiske stoffer, som anvendes i den grønne industri, i hightech-industrien og i forsvars- og sundhedsindustrien, og beskyttelse mod monopolpres og prisforhøjelser; understreger, at EU’s rolle i forbindelse med eventuelle oplagringsprogrammer bør begrænses til at skabe den lovgivningsmæssige ramme og sikre kontrol med overholdelsen;

47.

bemærker det voksende antal handelsbegrænsninger og konkurrenceforvridninger i handelen med råstoffer; opfordrer Kommissionen til konsekvent at overvåge og imødegå spørgsmålet om eksport og import restriktioner på regionalt, multilateralt og bilateralt plan; handelsforvridende foranstaltninger med hensyn til industrielle råstoffer og især CRM skal undersøges fuldt ud og kunne føre til yderligere juridiske skridt inden for rammerne af WTO; opfordrer WTO til nøje at overvåge import- og eksportrestriktionernes, og støtter i denne forbindelse WTO's oprettelse af et redskab til overvågning af toldsatser og ikke-toldmæssige hindringer for handel med råstoffer og sjældne jordarter samt etableringen af et "Raw Materials and Rare Earths Stability Board" inden for rammerne af G20; opfordrer Kommissionen til at anvende alle sine internationale netværk, inklusive den diplomatiske tjeneste, til at forbedre forbindelserne med de lande og regioner, der leverer råstoffer og CRM, og dermed lette handelen med råstoffer, og navnlig med CRM; glæder sig over, at EU agter at føre aktiv råstofdiplomati, der omfatter forskellige politikker, såsom udenrigs-, handels-, miljø- og udviklingspolitik, og som fremmer og styrker de demokratiske principper, menneskerettighederne, regional stabilitet, gennemsigtighed og bæredygtig udvikling; mener, at der bør udvikles konkrete prioriterede aktioner og en omfattende strategi for bæredygtig forsyning af sjældne jordarter på meget kort sigt; opfordrer Kommissionen til at inddrage aktørerne i forbindelse med sjældne jordarter ved fastlæggelsen af sådanne foranstaltninger;

48.

anerkender de legitime rettigheder, som udviklingslandenes regeringer og parlamenter har til at vedtage politikker og regulere udenlandske investeringer i offentlighedens interesse og i samråd med civilsamfundet, på en sådan måde, at udenlandske investeringer kommer den lokale økonomi til gode og skaber indenlandsk værditilvækst og udvikling; understreger, at EU's råstofstrategi ikke bør stå i vejen for udøvelsen af disse rettigheder;

49.

glæder sig over EU's bestræbelser for at fremme en bæredygtig handel med råstoffer med tredjelande (f.eks. FLEGT);

50.

understreger behovet for at fastsætte klare regler for samarbejde inden for handel med råstoffer mellem alle involverede deltagere (producenter, eksportører, transitlande, importører);

51.

opfordrer Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem udviklingspolitikken og RMi, hvorved EU’s råstofpolitik fuldt ud (som fastlagt i artikel 208 i TEUF) bør tage hensyn til den bæredygtige udvikling i udviklingslandene og være i overensstemmelse med det overordnede mål om at udrydde fattigdommen, som fastlagt i artikel 208 i TEUF; understreger, at kraftig støtte til den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling i ressourcerige lande vil kunne bidrage til opbygning af solide og demokratiske institutioner, hvilket vil sikre gensidige fordele for både eksporterende og importerende lande; opfordrer derfor til, at der indføres klausuler om menneskerettigheder og demokratisering i fremtidige aftaler med råstofeksporterende partnerlande; mener, at EU også bør hjælpe udviklingslandene med at diversificere deres økonomier, mindske deres afhængighed af eksport af råstoffer og øge værdien af deres produkter gennem indenlandsk produktion og forarbejdning; opfordrer Kommissionen til, når den udarbejder de nye instrumenter for foranstaltninger udadtil for perioden efter 2013, at medtage foranstaltninger til støtte af god regeringsførelse og bæredygtig minedrift i programmerne til fordel for demokratisk og økonomisk stabilitet i svagt funderede stater, der er leverandører af råvarer;

52.

mener, at det det påhviler virksomhederne at skaffe ressourcer; konstaterer problemer med levering af råstoffer til SMV; anmoder derfor Kommissionen om at overveje, hvordan en model som f.eks. et europæisk holdingselskab for råvarer kan støttes ikke-finansielt; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at undersøge den japanske JOGMEC nøje;

53.

opfordrer indtrængende til, at medlemsstaterne skal samarbejde inden for rammerne af en europæisk råstofstrategi; opfordrer til, at denne strategi udnytter synergien mellem den økonomiske politik, minedrifts- og industripolitikken og den internationale politik og sigte mod at sikre forsyningen med strategiske stoffer;

54.

opfordrer Kommissionen til at evaluere resultaterne af WTO-sagen mod Kina og også i fremtiden anvende WTO's mekanismer, når det er nødvendigt;

55.

noterer sig betydningen af forbindelserne mellem Afrika og EU og Addis Abeba-aftalen af juni 2010; insisterer på, at dette partnerskab skal baseres på gensidige interesser, og mener, at det i forbindelse med fremme af bæredygtig minedriftspraksis er vigtigt at udveksle bedste praksis vedrørende god forvaltningspraksis, øget ressourceeffektivitet, genbrug og genanvendelse, forvaltning af restaffald og stenaffald, genopretning af mineområder, sundhed og sikkerhed, arbejderbeskyttelse og udryddelse af børnearbejde; påpeger, at Den Afrikanske Union i "the African Mining Vision" konstaterede, at de afrikanske lande hidtil ikke har været i stand til at nyde godt af deres konkurrencefordel i forbindelse med naturressourcer, og at der derfor bør overvejes foranstaltninger med sigte på at sikre, at rigdommene fra råstoffer kommer befolkningerne i de råstofrige lande til gode;

56.

understreger betydningen af det bilaterale samarbejde om råstoffer, som påvist af EU og Den Afrikanske Union i juni 2010, og tilskynder til yderligere tiltag inden for rammerne af den fælles Afrika-EU-handlingsplan for 2011-2013, opfordrer til udvikling af et tilsvarende samarbejde med andre lande, der er store producenter af CRM; foreslår som ét af råstofdiplomatiets konkrete mål en kildediversificering fra Sydøstasien til Latinamerika og Afrika for bestemte råstoffer, som EU er afhængig af at kunne importere;

57.

bifalder tilgangen i denne handlingsplan, som består i at tilbyde uddannelse inden for bedste praksis i forbindelse med forhandlingen af mineralkontrakter og fremme det videnskabelige samarbejde inden for mineindustrien, samtidig med at den fremmer god forvaltningspraksis og gennemsigtighed;

58.

beklager, at meddelelsen undlader at nævne andre regioner eller lande; mener, at alternative råstofkilder bør undersøges for at undgå europæiske afhængighed af et begrænset antal lande; opfordrer derfor Kommissionen til at fremme andre gensidigt gavnlige partnerskaber med ressourcerige lande og regioner; mener, at EU bør tilbyde trekantspartnerskaber vedrørende infrastruktur, vidensdeling og ressourcer; opfordrer EU til at hjælpe ressourcerige udviklingslande med at udvikle deres geologiske viden samt deres viden om minedrift og bearbejdning, såvel som i videnskabelige og retlige spørgsmål, med henblik på at etablere bæredygtig kapacitetsopbygning; foreslår i denne forbindelse, at der oprettes fællesfinansierede professorater ved de geologiske fakulteter; opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge internationale aftaler, der er indgået af ressourcerige lande med ikke-EU-medlemsstater hvis disse rummer bestemmelser om eksklusiv adgang til råstoffer, og sikre fair adgang til disse ressourcer og sikre, at de internationale handelslove fungerer korrekt;

59.

er bekymret over, at der ikke er fastlagt en strategi for dialog og samarbejde med Kina og andre internationale nøgleaktører; understreger behovet for en dialog om handel og teknologi med Kina; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan der kan etableres pilotprojekter om bæredygtig minedrift, bearbejdning, substitution, ressourceeffektivitet eller genanvendelse af CRM med Kina til gensidig fordel; støtter ligeledes tilsvarende bilaterale dialoger om relevante råstofspørgsmål, med andre vigtige leverandører, såsom BRICS, da de både har og bruger en stor mængde råstoffer; opfordrer tilsvarende Kommissionen til at behandle råstofspørgsmålet i den europæiske naboskabspolitik;

60.

mener, at EU’s råstofstrategi bør afspejle forskellene mellem de udviklede lande og de større vækstlande på den ene side og de mindst udviklede lande på den anden;

61.

understreger, at spørgsmålet om adgang til råstoffer gradvist bør indgå i de politiske foranstaltninger i forbindelse med fredsopbygning og konfliktforebyggelse, da et væsentligt antal konflikter på ny er opstået i visse regioner;

62.

er enig i, at udviklingspolitikken spiller en rolle i forbindelse med at hjælpe lande til at omdanne deres ressourcerigdomme til bæredygtig og inklusiv vækst, bl.a. ved at forbedre forvaltningen og gennemsigtigheden; understreger, at udviklingspolitikken, og herunder GSP, ikke er et diplomatisk værktøj for så vidt angår råvarer, men mener, at den kan spille en vigtig støtterolle i EU’s råstofpolitik; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre sammenhæng mellem de to; glæder sig over, at der er indføjet udtrykkelige garantier for ikkediskriminerende markedsadgang til råstoffer i EU's handelsaftaler og som en forudsætning for medlemskab af WTO; er dog enig i, at handelsaftaler skal tilvejebringe den fleksibilitet, der er nødvendig for at understøtte udviklingslandene i at oprette forbindelser mellem udvindingsindustrien og den lokale industri; mener, at landes suverænitet med hensyn til ressourcer skal respekteres, og opfordrer i denne sammenhæng Kommissionen til at opveje sin modstand mod eksportafgifter i udviklingslandene gennem anvendelse af en differentieret strategi, der tager hensyn til de forskellige nationale situationer, således at udviklingsmålene og industrialiseringen af udviklingslandene ikke bringes i fare; understreger, at fri og fair handel er vigtig for udviklingen af den globale råstofsektor og for skabelse af velstand i alle samfund; konstaterer, at indkomsterne fra råstoffer kan spille en afgørende rolle ved at gøre det muligt for de mindst udviklede lande at opfylde 2015-målene;

63.

er bekymret over, at det moderniserede RMI ikke henviser til GSP eller GSP+ eller foreslår alternative handelsincitamenter for at fremme menneskerettighederne, miljøstandarder, forebyggelse af børnearbejde og støtte til interne reformer for lande, som falder uden for disse ordningers anvendelsesområde; anmoder Kommissionen om at støtte og fremme diversificeringsinitiativer i udviklingslandenes økonomier, som er yderst afhængige af visse råstoffer;

64.

opfordrer Kommissionen til gennem kapacitetsopbygning at hjælpe udviklingslandene med at overvinde manglen på informationssymmetri i forbindelse med forhandlinger om råvarer og minedriftskontrakter, og hjælpe med forhandling af teknologioverførsel både på nationalt plan og i lokale samfund;

65.

understreger den rolle, som virksomhedernes sociale ansvar spiller ved at overholde høje miljømæssige, sociale og arbejdsmarkedsmæssige standarder i udlandet og ved at anvende de bedste tilgængelige teknologier; mener, at disse bør fremmes gennem relevante fora såsom G8 og G20, WTO, OECD, UNCTAD og UNEP og dets Internationale Panel for Bæredygtig Ressourceforvaltning, de internationale metalundersøgelsesgrupper og andre organer; glæder sig i denne forbindelse over de positive bidrag fra FN’s Global Compact-initiativ; opfordrer virksomheder i EU til at udvikle en passende adfærdskodeks for dem, der opererer i tredjelande og til at basere deres aktiviteter på OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder og ISO 26000; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at sikre, at europæiske virksomheder, der udvinder naturressourcer i tredjelande, overholder de sociale, miljømæssige og arbejdsmæssige normer; opfordrer Kommissionen til med USA's Dodd-Frank-lov som forbillede at forelægge sit eget forslag om rapportering om konfliktmineraler på land til land basis, og at indføre et retligt bindende krav om, at udvindingsvirksomheder skal offentliggøre, hvor meget af deres indtægter de betaler for hvert enkelt projekt og land, de investerer i; støtter udvindingsindustriens gennemsigtighedsinitiativ og det globale netværk Publish What You Pay (PWYP); mener, at disse standarder navnlig bør anvendes i forbindelse med projekter, der modtager EU-støtte, såsom fra EIB; opfordrer EU til at undersøge, hvorledes import af ulovligt handlede eller udvundne mineraler kan forhindres; anmoder Kommissionen om at undersøge, hvorledes "fingeraftryk"-teknologi kan anvendes i denne sammenhæng og om at fremme pilotprojekter baseret på erfaringerne fra "coltan-fingeraftrykket"; anmoder EIB om regelmæssigt at foretage en analyse af de forventede konsekvenser af dens udlån til udvindingsindustrien;

66.

udtrykker sin store bekymring over de mange veldokumenterede tilfælde, hvor EU-virksomheder overtræder miljø- og arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder;

67.

gentager, at initiativer vedrørende gennemsigtighed i udvindingsindustrisektoren reelt virker erhvervsfremmende, at de kan skabe retssikkerhed og bæredygtige partnerskaber samt beskyttelse mod genåbning af forhandlinger eller udvisning; bemærker, at der er visse udfordringer, som skal tackles, og at nogle kontrakter kræver fortrolighed, men at disse alligevel bør være under offentlig kontrol; bemærker, at den ghanesiske "Petroleum Revenue Management Bill" er et godt eksempel på at bevare en vis fortrolighed på den ene side og samtidig sikre parlamentarisk kontrol på den anden side;

68.

mener, at EU-virksomheder bør være juridisk ansvarlige i deres hjemlande, når deres datterselskaber i udlandet eller enheder, som de kontrollerer, krænker menneskerettighederne, de miljømæssige normer eller ILO's grundlæggende arbejdsnormer;

69.

opfordrer EIB og Kommissionen til at overveje nøjere, om projekter bidrager til udryddelse af fattigdom, bæredygtig udvikling og inklusiv vækst, før de afgør, om der skal ydes støtte til udvindingsindustrien i udviklingslande;

70.

er foruroliget over den fortsatte handel med og anvendelse af mineraler fra konfliktområder, hvis produktion giver anledning til uacceptabel vold og ulovlige aktiviteter; opfordrer Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Rådet og medlemsstaterne til at tage hensyn til denne situation inden for rammerne af deres forbindelser med tredjelande; opfordrer Kommissionen og EU's strategiske leverandørlande til i fællesskab at udvikle et effektivt system for sporbarhed af råstoffer fra import til genanvendelse eller bortskaffelse og indføre et gensidigt certificeringssystem for råstoffer og deres handelskæder (Certified Trading Chains), således at der kan sikres en retfærdig handel og navnlig med henblik på at forhindre misbrug med hensyn til handel med råstoffer fra kriseregioner; opfordrer Kommissionen til at samarbejde med de relevante internationale institutioner (FN, OECD, ILO) med henblik på at identificere de bedste certificeringsmetoder og søge at harmonisere disse;

71.

understreger, at finansmarkederne kan spille en vigtig rolle med hensyn til at afdække risiciene for både producenter og forbrugere af råstoffer og råvarer; opfordrer Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemsigtighed på råvaremarkederne og gribe afgørende ind over for uberettiget spekulation i forbindelse med råvarer, der fører til misbrug af markedet herfor, hvis dette anses for nødvendigt på grundlag af en dybtgående empirisk analyse; bemærker, at dette omfatter passende initiativer inden for rammerne af G8- og G20-forhandlingerne;

72.

er bekymret over derivatmarkedernes indvirkning på prisudviklingen for råstoffer; mener, at der bør være mere effektiv kontrol med OTC-derivatmarkederne; støtter på denne baggrund foranstaltninger som styrkelse af gennemsigtigheden omkring OTC-derivater under tilsyn af ESMA; mener, at sådanne foranstaltninger kan føre til større sikkerhed for investorer og små og store virksomheder og til større planlægningssikkerhed for de europæiske producenter;

73.

glæder sig over arbejdet i OECD, G8 og G20 vedrørende råstoffer og bæredygtighed, og understreger, at der fortsat er behov for en G20-dialog om råstoffer med sigte på at skabe et fælles perspektiv; glæder sig yderligere over viljen hos G8’s og G20’s medlemmer til at bekæmpe udsvingene i råstofpriserne og opfordrer til, at der udvikles konkrete foranstaltninger for at dæmpe spekulationen på dette område; opfordrer Kommissionen til at fremme OECD’s aktiviteter vedrørende konsekvenserne af eksportrestriktioner og anvendelse af disse som politisk redskab; støtter inddragelsen af ikke-OECD-medlemmer i disse drøftelser; opfordrer til, at der etableres et strategisk samarbejde mellem EU, USA og Japan om CRM med sigte på en global råstofkontrol gennem at dele udbuds- og efterspørgselsdata, fælles prognoser, opfordring til udveksling af bedste praksis, teknologisk knowhow og patenter, analyse af forsyningskæder, undersøgelse af muligheden for fælles strategiske lagre og etablering af fælles FoU-projekter; er af den opfattelse, at sådanne spørgsmål bør udgøre en del af dagsordenen for de kommende topmøder mellem EU og USA; opfordrer Kommissionen til at fremme uformelt "Track II"-diplomati inden for råstoffer gennem støtte til udveksling mellem ngo’er, akademiske kredse og tænketanke fra EU og andre ressourcerelevante lande; opfordrer Kommissionen til at arrangere regelmæssige sammenkomster om råstoffer, såsom JOGMEC's "metalsaloner", med andre ressourcerelevante lande anmoder yderligere Kommissionen om at undersøge muligheden for et internationalt statistisk initiativ vedrørende CRM, som er baseret på eksemplet fra den fælles globale database (JODI), samt om hvorvidt en international konvention om metaller kan være et hensigtsmæssigt redskab; opfordrer Det Europæiske Forsvarsagentur til i overensstemmelse med artikel 42, stk. 3, i TEU at bidrage til at identificere foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske grundlag med hensyn til råstoffer.

74.

støtter Kommissionens analyse for så vidt angår landbrugsprodukter set i en global fødevaresikkerhedssammenhæng med faldende globale fødevarereserver, en voksende befolkning og øget sult samt set ud fra et markedsperspektiv, i hvilken forbindelse den fremhæver den alt for store volatilitet i fødevare- og foderpriserne, svaghederne ved føde- og foderkæderne og den rolle, som finansielle instrumenter og spekulativ adfærd spiller som en mulig årsag til manglende stabilitet, hvilket må gøres til genstand for alvorlige overvejelser; minder om, at der blandt de lande, der er særlig sårbare over for stigende fødevarepriser, er fire EU-medlemsstater;

75.

kræver, at der rettes særlig opmærksomhed mod den grundlæggende usikkerhed omkring det øgede samspil mellem prisbevægelserne på energi og andre typer råvarer, navnlig fødevarer;

76.

insisterer på linje med Kommissionen på, at det internationale samfund skal anlægge en langsigtet og koordineret tilgang til global fødevaresikkerhed og i den forbindelse bl.a. øge forskningsindsatsen og investeringerne i landbrugssektoren i udviklingslandene, navnlig gennem udviklingspolitiske prioriteter, med henblik på at øge modstandsdygtigheden og tilpasningsevnen over for pludselige, voldsomme stigninger i fødevarepriserne;

77.

støtter G20's nylige bestræbelser på at finde politiske løsninger på prisvolatiliteten på fødevare- og landbrugsmarkederne, herunder gennem øget udveksling af oplysninger i forbindelse med prognoser for fødevareproduktion, og understreger behovet for øget gennemsigtighed og mere rettidige oplysninger om fødevarereserver og -lagre;

78.

glæder sig over det fælles kommuniké - undertegnet af 48 lande - fra det tredje landbrugsministertopmøde i Berlin den 22. januar 2011, hvori det krævedes, at landbrugsmarkederne kommer til at fungere mere hensigtsmæssigt, og anerkendtes, at samhandlen har betydning for balancen mellem landbrugsmarkedernes forskellige aktører og for forbedringen af landmændenes adgang til råstoffer og energi;

79.

anmoder Kommissionen om at forelægge en rapport om reguleringen af finansielle derivater og råvarer, hvori den tager stilling til, om der er behov for en særskilt forordning for landbrugsvarer i lyset af sektorens særegenheder; støtter Kommissionens nylige forslag om regulering af OTC-derivater og om en offentlig høring om MiFID-direktivet; mener, at der som et presserende anliggende straks skal tages fat på lyssky spekulativ adfærd, uredelig praksis og misbrug på derivatmarkeder;

80.

anmoder Kommissionen om som et presserende anliggende straks at foreslå konkrete foranstaltninger til sikring af fødevaresikkerheden, tackling af den manglende stabilitet på markedet og, som et udtryk for et overordnet bæredygtighedsansvar, forbedring af den måde, hvorpå derivatmarkederne for landbrugsvarer fungerer;

81.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/37

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og til sin beslutning af 7. maj 2009 om Parlamentets nye rolle og ansvar ved gennemførelsen af Lissabontraktaten (1),

—

der henviser til sin beslutning af 20. januar 2011 om en EU-strategi for Sortehavet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. februar 2010 om grønbog om reform af den fælles fiskeripolitik (3),

—

der henviser til sin beslutning af 21. oktober 2010 om integreret havpolitik - Evaluering af gjorte fremskridt og nye udfordringer (4),

—

der henviser til Rådets forordning (EU) nr. 1256/2010 af 17. december 2010 om fastsættelse for 2011 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande for Sortehavet (5),

—

der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (6),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen "En integreret EU-havpolitik” (KOM(2007)0575),

—

der henviser til 1992-konventionen om beskyttelse af Sortehavet mod forurening (Bukarest-konventionen) og protokollerne dertil,

—

der henviser til ministererklæringen fra 1993 om beskyttelse af Sortehavet (Odessa-erklæringen),

—

der henviser til den grænseoverskridende analyse af Sortehavet ”Black Sea transboundary diagnostic analysis” fra 2007 (8),

—

der henviser til rapporten fra 2008 om Sortehavets miljømæssige tilstand udarbejdet af Kommissionen for Beskyttelse af Sortehavet mod Forurening,

—

der henviser til den strategiske handlingsplan for miljøbeskyttelse og sanering af Sortehavet (Strategic action plan for the environmental protection and rehabilitation of Black Sea) udarbejdet i 2009 af Kommissionen for Beskyttelse af Sortehavet mod Forurening,

—

der henviser til De Forenede Nationers havretskonvention af 1982,

—

der henviser til FN’s aftale om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande,

—

der henviser til aftalen om gennemførelse af havretskonventionens kapitel XI,

—

der henviser til FAO's adfærdskodeks om ansvarligt fiskeri fra 1995,

—

der henviser til FN's konvention om biologisk mangfoldighed af 1992,

—

der henviser til FN's konvention om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter,

—

der henviser til konventionen om vådområder af international betydning, navnlig som levesteder for vandfugle (Ramsar-konventionen),

—

der henviser til konventionen af 1979 om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr (Bonn-konventionen),

—

der henviser til aftalen om beskyttelse af hvaler i Middelhavet og Sortehavet og tilstødende områder i det nordøstlige Atlanterhav (ACCOBAMS),

—

der henviser til FN’s aftale om fiskebestande fra 1995,

—

der henviser til rapporten fra 2008 om styrkelse af samarbejdet om Sortehavet (“Strengthening the cooperation in Black Sea”) fra den 32. samling i Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM),

—

der henviser til GFCM’s regionale undersøgelse af små tunfisk i Middelhavet og Sortehavet fra 2009,

—

der henviser til Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet,

—

der henviser til fælleserklæringen fra topmødet i Prag den 7. maj 2009 om det østlige partnerskab (Prag-erklæringen),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A7-0236/2011),

A.

der henviser til, at debatten om reform af den fælles fiskeripolitik i EU stadig er i gang, og at den bør tage hensyn til Sortehavets særlige forhold og behov, fordi dette vil blive den første reform af den fælles fiskeripolitik, som indbefatter Sortehavet,

B.

der henviser til, at sortehavsstaterne hidtil kun har haft et løst eller slet intet samarbejde på fiskeriområdet og har manglet konkrete, harmoniserede lovrammer og en fælles retsakt om forvaltning af fiskeriet som følge af, at alle farvandene hører under forskellige kyststaters jurisdiktion, ligesom der har været en generel mangel på hensigtsmæssig systematisk forskning og videnskabelig information om Sortehavsområdet;

C.

der henviser til, at forvaltningen af fiskeriet i Sortehavet er yderst vanskelig, fordi kun to ud af de seks lande, som ligger omkring Sortehavet er EU-medlemsstater, og selv de to er nye medlemsstater, der først tiltrådte EU i 2007,

D.

der henviser til, at det bør undersøges at oprette en fælles politisk mekanisme for de seks lande omkring Sortehavet ud fra et langsigtet perspektiv med henblik på bl.a. at garantere beskyttelse af miljøet og fremme den økonomiske og sociale udvikling af kystområderne,

E.

der henviser til, at denne nye politiske mekanisme for Sortehavet bør sigte mod at bevare og forbedre den biologiske mangfoldighed og velfærden hos de mennesker, der arbejder i områdets fiskerisektor, hvilket er blandt de mål, der prioriteres højest af EU,

F.

der henviser til, at Sortehavet bør indtage sin behørige plads blandt Europas store havområder, eftersom det er det yngste og det mest dynamiske af de delvist lukkede havområder,

G.

der henviser til, at Sortehavet bør indtage sin plads i den reformerede fælles fiskeripolitik og i den integrerede havpolitik, og der henviser til, at der bør tages passende hensyn til fiskernes behov og til fiskeriet, til fremstillings- og forarbejdningsindustrien i de nye finansielle rammer for Den Europæiske Fiskerifond efter 2013,

H.

der henviser til, at den foreliggende betænkning ikke kun kan tages i betragtning som en retningslinje for reformen af den fælles fiskeripolitik, men at den også kunne blive en del af en fremtidig EU-politik for samarbejde med EU’s østlige partnere med henblik på at maksimere anvendelsen af Kommissionens meddelelse om Sortehavssynergien (KOM(2007)0160) for at intensivere samarbejdet i Sortehavsområdet, hvori fiskeriet og udviklingen af de forskellige sektorer spiller en betydelig rolle,

I.

der henviser til, at forvaltningen af fiskeriet i Sortehavsområdet ville få betydelig gavn af et bedre koordineret videnskabeligt samarbejde mellem kyststaterne og ligeledes af en sammenhængende politik for bevarelse af fiskebestandene og forbedring af deres tilstand på europæisk plan,

J.

der henviser til, at mange havøkosystemer i almindelighed og økosystemet i Sortehavet i særdeleshed er alvorligt ramt af dynamiske ændringer, som direkte vedrører fiskeri, klimaændringer og forurening,

K.

der henviser til, at bestanden af asiatisk konksnegl (Rapana venosa) har en negativ indvirkning på og er en trussel mod den økologiske balance i Sortehavet, fordi den tilintetgør dyr, der naturligt filtrerer vandet, såsom blåmusling (Mythilus galloprovincialis) og den almindelige venusmusling (Chamelea gallina),

L.

der henviser til, at størstedelen af de fiskerfartøjer, der anvendes af EU-fiskere i Sortehavet er under 12 meter lange og således har en begrænset indvirkning på havmiljøet i Sortehavet; der henviser til, at de imidlertid bør respekterer den indsats, der gøres for at opnå et bæredygtigt fiskeri, og påtage sig deres ansvar i denne forbindelse;

M.

der henviser til, at der øjeblikkeligt bør gøres noget ved ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri i Sortehavet,

N.

der henviser til, at manglen på en fælles aftale mellem de seks lande omkring Sortehavet kan afhjælpes med en rammeaftale, som f.eks. forhandles på grundlag af en meddelelse fra Kommissionen, hvori der gøres rede for og tages hensyn til alle parters interesser,

O.

der henviser til, at en stor del af problemerne i forbindelse med Sortehavet skyldes manglen på en passende institutionel struktur, der kan koordinere og gennemføre forvaltningen af fiskeriet i Sortehavet på et professionelt og specialiseret niveau; der henviser til, at der de sidste ti år har været ført forhandlinger mellem de nationale forvaltninger, der er involveret i gennemførelsen af fiskeripolitik, om oprettelse af en sådan institutionel struktur samt om, hvordan denne skal udformes, og hvilket ansvar den skal have, og der henviser til, at disse forhandlinger hidtil ikke har ført til noget resultat; der henviser til, at der af som følge heraf ikke er blevet truffet nogen passende foranstaltninger til at kontrollere fangster og især grænseoverskridende fiskeri,

P.

der henviser til, at Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), hvis mandat dækker Sortehavsområdet, hidtil ikke har levet op til de interesserede parters og navnlig fiskernes behov og forventninger i videst muligt omfang og bør gøre brug af alle til rådighed værende redskaber på dette område,

Q.

der henviser til, at Sortehavet er meget anderledes end Middelhavet, for så vidt angår fiskebestande, forureningsniveau, artsvariation, dominerende arter, fælles biomasse og produktivitet,

R.

der henviser til, at Europa-Parlamentet i januar 2011 vedtog en betænkning om en EU-strategi for Sortehavet (9), hvori det også blev understreget, at der er behov for at anvende flerårige forvaltningsplaner for fiskeriet og for at oprette et separat regionalt organ til forvaltning af fiskeriet i Sortehavet,

1.

påpeger, at der bør etableres en levedygtig, stabil og bæredygtig fiskerisektor på europæisk niveau, og at Sortehavet konkret har brug for en særlig politik for at bevare og forbedre fiskebestandenes tilstand og sikre, at fiskerisektoren tilpasses Sortehavsområdet under hensyntagen til de særlige forhold i Sortehavsområdet og i betragtning af, at fiskeripolitikken for Sortehavet bør være en integreret del af den kommende reform af den fælles fiskeripolitik;

2.

understreger behovet for mere præcis analytisk og videnskabelig forskning, der er koordineret på regionalt, nationalt og EU-niveau for at bevare og forbedre fiskebestandenes tilstand samt økosystemerne i Sortehavsområdet;

3.

anerkender Kommissionens bestræbelser på at fremme en fastere og mere struktureret dialog med de stater omkring Sortehavet, som ikke er EU-medlemmer, og tilskynder Kommissionen til at forstærke sine bestræbelser, indtil der er opnået enighed om mere strukturerede fælles rammer, der omfatter hele Sortehavsområdet, og som følger en regional tilgang til fiskeriforvaltningen i området;

4.

mener, at alle afgørelser og politikker i forbindelse med Sortehavet bør baseres på solide videnskabelige data, og opfordrer til samarbejde herom mellem alle berørte parter;

5.

understreger behovet for en vedvarende videnskabelig analyse af fiskebestandenes tilstand og et stabilt, langsigtet system for overvågning af fiskeriet og noterer sig, at det er nødvendigt, at alle Sortehavets kyststater deltager i denne analyse;

6.

tilskynder Kommissionen til at anvende alle de diplomatiske og finansielle midler, den har til sin rådighed, til at opnå konkrete resultater med hensyn til et vellykket og bæredygtigt fiskeri i EU’s interesse, herunder at gøre bedst mulig brug af Euronests Parlamentariske Forsamling og Østpartnerskabsinitiativet, i betragtning af den afgørende rolle som EU’s umiddelbare naboer spiller;

7.

efterlyser en udvidet ordning med kontrol og overvågning af fiskeriet, som bidrager til en langsigtet bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene og til en mere effektiv bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri;

8.

støtter den internationale rolle, som EF-Fiskerikontrolagenturets operationer spiller, og efterlyser et mere aktivt bidrag og mere effektivt samarbejde om kontrol, inspektion og overvågning af Sortehavsområdet;

9.

mener, at fangstmetoderne til demersale arter bør undersøges nøje og i detaljer for at finde frem til de metoder, der ikke er til skade for eller er til mindst skade for havbunden; understeger, at det er af stor betydning at anvende en hensigtsmæssig fangstmetode til demersale arter for at forhindre vækst i bestanden af asiatisk konksnegl (Rapana venosa), der truer den naturlige filtrering af havvandet, som foretages af blåmusling (Mythilus galloprovincialis), den almindelige venusmusling (Chamelea gallina), den europæiske østers (Ostrea edulis) og mange andre skaldyr;

10.

mener, at Sortehavet bør have en passende status i EU’s politikker, og at der med dette formål for øje bør udfoldes passende diplomatiske og videnskabelige bestræbelser og stilles tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed for et bæredygtigt fiskeri i dette område; mener, at EU’s budgetmidler bør være fleksible, tilgængelige og gennemskuelige, således at EU kan sikre sortehavsfiskeriets bæredygtighed;

11.

understreger, at en dialog mellem de berørte parter er grundlaget for at kunne fremme den integrerede havpolitik i Sortehavsområdet; noterer sig, at den integrerede havpolitik også bør fremme etableringen af en konfliktfri og ubesværet forbindelse mellem de marine sektorer under hensyntagen til en bæredygtig udvikling af kystområderne;

12.

understreger den vigtige rolle, som bilateralt samarbejde og internationale aftaler spiller, eftersom flertallet af sortehavsstaterne ikke er EU-medlemmer og derfor ikke er forpligtet til at overholde EU-lovgivningen;

13.

mener, at alle sortehavsstater, især de, der er medlem eller kandidat til medlemskab af EU, bør overholde EU’s og de folkeretlige bestemmelser om fiskerivirksomhed, som har til formål at sikre ikke kun fiskebestandenes, men også fiskerisektorens bæredygtighed;

14.

tilskynder Kommissionen til yderligere at fremme udviklingen af kystområder ved at udvikle et bæredygtigt fiskeri, hvilket er af særlig betydning for Sortehavsområdet med dets store arbejdsløshed;

15.

udtrykker sin tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at oprette arbejdsgrupper om fiskeriforvaltning i fællesskab med Tyrkiet og Den Russiske Føderation, hvilket skaber grundlag for yderligere drøftelse af samarbejdet; opfordrer Kommissionen til at udvide sine bestræbelser over for og sin dialog med alle lande, der ligger omkring Sortehavet; opfordrer Kommissionen til fuldt ud at gøre brug af de eksisterende organisationer og relevante redskaber med henblik på at gøre fremskridt mod en bedre koordination af politikken; mener imidlertid, at en separat regional fiskeriforvaltningsorganisation (RFFO) for Sortehavet på lang sigt kunne fremme kommunikationen mellem videnskabelige institutioner og brancheorganisationer for fiskere, producenter og forarbejdningsvirksomheder med henblik på at løse spørgsmål og uddybe samarbejdet om Sortehavet; opfordrer Kommissionen til at arbejde sammen med Sortehavslandene på bilateralt niveau, i betragtning af at mange af dem ikke er medlem af EU;

16.

understreger nødvendigheden af på lang sigt at undersøge oprettelse af en regional fiskeriforvaltningsorganisation, der kan koordinere den videnskabelige forskning, analyserer fiskebestandenes tilstand og gennemføre særlige politikker i forbindelse med overvågning af de truede arter; noterer sig, at en sådan organisation også kunne stille forslag vedrørende omfanget af fiskeriet i de flerårige forvaltningsplaner og fordele fangstkvoter til landene omkring Sortehavet;

17.

opfordrer indtrængende EU til at anvende sine diplomatiske ressourcer til at overbevis så mange som muligt af de stater omkring Sortehavet, der ikke er medlem af EU, om værdien af principperne i EU’s fælles fiskeripolitik, navnlig med hensyn til gennemførelsen af de flerårige forvaltningsplaner;

18.

mener, at der bør sættes EU-ressourcer ind i den videnskabelige forskning som et redskab til at fremme og lette samarbejde og fælles projekter mellem forskerhold fra EU og deres kolleger fra Ukraine, Den Russiske Føderation, Georgien og Tyrkiet

19.

mener, at EU’s aktiviteter i forbindelse med sortehavsfiskeriet og navnlig den integrerede havpolitik først og fremmest bør fokusere på det ikke-industrielle fiskeri, som er af afgørende betydning for området og kystområdernes økonomiske status;

20.

understreger, at EU’s fælles fiskeripolitik bør fremme oprettelse af faglige organisationer for fiskere og brancheorganisationer inden for fiskeri og akvakultur i Sortehavsområdet der, hvor disse mangler eller er meget underudviklede;

21.

mener, at de principper med årlige TAC’er og kvoter, som i øjeblikket anvendes, ikke bør være den eneste mulighed til forvaltning af fiskeriet i Sortehavet; mener, at flerårige forvaltningsplaner bør fremmes og kan skabe større klarhed over EU’s målsætninger for fiskeriet i Sortehavsområdet og over EU’s visioner for områdets fremtid;

22.

understreger, at der bør være en fælles, koordineret langsigtet fremgangsmåde for alle berørte parter i området med henblik på at få alle parter i Sortehavsområdet til at arbejde for et bæredygtigt fiskeri, og glæder sig derfor over udvekslingen af god praksis mellem de involverede parter;

23.

påpeger betydningen af at forvalte fiskeriet med henblik på at sikre, at økosystemerne er levedygtige og bæredygtige, at fiskeriet foregår på lovlig vis, og at der gøres noget for at bekæmpe IUU-fiskeri; opfordrer til, at der oprettes en EU-kystvagt med henblik på effektivt at udvikle medlemsstaternes samarbejde om at styrke sikkerheden til søs og bekæmpe nye trusler til søs, navnlig på Sortehavet;

24.

mener, at de flerårige forvaltningsplaner er af meget stor interesse for både den økonomiske situation i fiskerisektoren og den miljømæssige situation i Sortehavets økosystemer; mener, at fremgangsmåden med en flerårig forvaltningsplan bør ledsages af en effektiv fangstkontrol;

25.

understreger behovet for at fremme den videnskabelige forskning i spørgsmål vedrørende Sortehavet, således at afgørelser, der træffes af de ansvarlige myndigheder på EU-plan, regionalt og nationalt plan, tager hensyn til de økonomiske, sociale og økologiske konsekvenser; mener, at det er nødvendigt at gennemføre detaljeret, koordineret forskning for at give et klart og utvetydigt svar på spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning og om, hvilke virkninger de forskellige fiskerimetoder kan have (f.eks. trawlfiskeriets indvirkning på havbunden), eftersom der ikke kan drages nogen seriøse konklusioner, hvis der ikke foreligger undersøgelser af virkningerne; mener, at forskningsprogrammer og forskningsprojekter vedrørende fiskeriet i Sortehavet såsom SESAME, KNOWSEAS, WISER og BlackSeaFish bør fremmes yderligere;

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og til regeringer og parlamenter i medlemsstaterne samt i Ukraine, Den Russiske Føderation, Georgien og Tyrkiet.

22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/43

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF af 30. maj 1994 om betingelser for tildeling og udnyttelse af tilladelser til prospektering, efterforskning og produktion af kulbrinter (1),

—

der henviser til Rådets direktiv 92/91/EØF af 3. november 1992 om minimumsforskrifter for forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i den boringsrelaterede udvindingsindustri (2),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC-direktivet) (3),

—

der henviser til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (direktivet om vurdering af indvirkning på miljøet) (4), som ændret ved direktiv 97/11/EF (5), 2003/35/EF (6) og 2009/31/EF (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøansvarsdirektivet eller ELD) (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 af 27. juni 2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed (9), som ændret,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2038/2006 af 18. december 2006 om flerårig finansiering af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds tiltag til bekæmpelse af forurening fra skibe og om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002 (10),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF af 17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategirammedirektivet) (11),

—

der henviser til sin beslutning af 7. oktober 2010 om EU's foranstaltninger i forbindelse med olieudvinding og -efterforskning i Europa (12),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse "Håndtering af sikkerheden i forbindelse med olie- og gasaktiviteter offshore" (KOM(2010)0560),

—

der henviser til artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 11 og artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Deepwater Horizon-ulykken, der førte til et tragisk tab af liv og betydelige skader på miljøet,

—

der henviser til den endelige rapport fra det amerikanske "National Commission on the BP Deepwater Horizon spill and offshore drilling",

—

der henviser til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (13) (habitatdirektivet),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og Retsudvalget (A7-0290/2011),

A.

der henviser til, at EUF-traktatens artikel 194 eksplicit værner om den enkelte medlemsstats ret til at fastsætte betingelserne for udnyttelse af dens energiressourcer og samtidig værner om hensynet til solidaritet og miljøbeskyttelse;

B.

der henviser til, at artikel 191 i TEUF sikrer, at Unionens politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau og bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler;

C.

der henviser til, at egne olie- og gaskilder bidrager væsentligt til Europas nuværende energibehov, og på nuværende tidspunkt er afgørende for vores energisikkerhed og energidiversitet;

D.

der henviser til, at offshorevirksomheden stiger i områder, der grænser op til EU's territorium, og som ikke er underlagt EU's lovgivning, men hvor et uheld kan få indvirkning på EU's territorium, og der henviser til, at flere af disse områder for øjeblikket er politisk ustabile;

E.

der henviser til, at der allerede findes et stort antal internationale love og konventioner, der regulerer farvandene, herunder EU-farvandene;

F.

der henviser til, at De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS) fastlægger de retlige rammer for aktiviteter på have og oceaner, herunder afgrænsningen af kontinentalsokkelen og den eksklusive økonomiske zone (EEZ);

G.

der henviser til, at sikkerheden og integriteten ved olie- og naturgasboringer såvel som maksimal beskyttelse af Europas borgere og miljøet skal sikres;

H.

der henviser til, at følgerne af en ulykke kan have grænseoverskridende karakter og derfor berettiger en forud forberedt EU-forureningsbekæmpelseskapacitet, der tager højde for ulykker uden for EU’s farvande;

I.

der henviser til, at Deepwater Horizon-olieudslippet har påvist de potentielt ødelæggende miljømæssige og menneskelige konsekvenser af udnyttelsen af olie under ekstreme forhold og de enorme økonomiske omkostninger, der er forbundet med sådanne miljømæssige konsekvenser;

J.

der henviser til, at nogle af anbefalingerne fra den amerikanske "National Commission on the BP Deepwater Horizon spill and offshore drilling" afspejler en række praksisser, der har været gængse i dele af EU i mindst 20 år;

K.

der henviser til, at Deepwater Horizon-olieudslippet i Den Mexicanske Golf må foranledige EU til hurtigt - og hvor dette er nødvendigt - at gennemføre en gennemgribende revision af sin relevante lovgivning og regulering inden for alle aspekter af olie- og gasudvinding og prospektering offshore, herunder sikker transport via undersøiske rørledninger på/under havbunden, i EU med hensyn til forsigtighedsprincippet og ud fra princippet om, at der bør gøres en forebyggende indsats; der henviser til, at Parlamentet i denne forbindelse glæder sig over Kommissionens vilje til hurtigst muligt, at fjerne hullerne i den eksisterende EU-lovgivning;

L.

der henviser til, at katastrofen i Den Mexicanske Golf har givet anledning til, at industrien og de kompetente myndigheder har oprettet fora, såsom GIRG (14) og OSPRAG (15), til at drage lære af katastrofen, og at mange af disse initiativer allerede har givet konkrete resultater;

M.

der henviser til, at nationale olieselskaber tegnede sig for 52 % af den globale olieproduktion og kontrollerede 88 % af de påviste oliereserver i 2007, og der henviser til, at deres betydning i forhold til internationale olieselskaber stiger markant;

N.

der henviser til, at medlemsstaternes forskellige reguleringsmekanismer gør det langt sværere at sikre sikkerhedsforanstaltningernes integritet, lægger en ekstra økonomisk byrde på virksomhederne og forhindrer, at det indre marked kan fungere ordentligt og problemfrit;

O.

der henviser til, at der er meget, der tyder på, at adskillelse af licensudstedelsesprocessen fra sundheds- og sikkerhedsvurderinger kan forhindre eventuelle interessekonflikter eller en sammenblanding af målsætninger;

P.

der henviser til, at de nationale myndigheder skal vurdere den økonomiske bæredygtighed og evne, inden der udstedes en licens og en endelig boretilladelse, og sikre, at der er tilstrækkelige midler, bl.a. gennem ansvarsforsikring og fælles fonde;

Q.

der henviser til, at der allerede eksisterer forskellige internationale fora, hvor myndighederne kan udveksle bedste praksis, bl.a. NSOAF (16);

R.

der henviser til, at Kommissionen på vegne af EU allerede er kontraherende part i OSPAR (17), en regional konvention til beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav;

S.

der henviser til, at der er eksisterende mekanismer for indberetning af hændelser, herunder OSPAR's årlige beretning om udstrømning, udslip og emissioner, og der henviser til, at ikke-officielle kanaler, f.eks. NSOAF's sikkerhedsbulletiner, kan benyttes til at udbrede erfaringer fra sådanne hændelser;

T.

der henviser til, at adskillige eksisterende aftaler, som f.eks. OCES-aftalen, allerede går i detaljer med procedurerne for internationale indsatser over for udslip af international betydning (18);

U.

der henviser til, at EU's maskindirektiv generelt gælder for udstyr på olie- og gasfaciliteter offshore, men ikke omfatter mobile offshoreboreenheder og udstyr herpå;

V.

der henviser til, at Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed allerede leverer teknisk bistand til Kommissionen i forbindelse med udvikling og gennemførelse af EU-lovgivning om søfartssikkerhed og har fået tildelt operationelle opgaver inden for bekæmpelse af olieforurening, satellitovervågning og langtrækkende identifikation og sporing af skibe;

W.

der henviser til, at ansvaret for oprensning af et eventuelt olieudslip og erstatningsansvaret for skader er baseret på artikel 191 i TEUF, der fastsætter princippet om, at forureneren betaler, hvilket også afspejles i sekundær lovgivning, såsom direktivet om miljøansvar og affaldsdirektivet;

X.

der henviser til, at der allerede findes frivillige ordninger for erstatning af skader ved olieforurening i Nordsøen;

1.

anerkender, at udstedelse af licenser og andre tilladelser til efterforskning og udnyttelse af kulbrinteforekomster hører under medlemsstaternes beføjelser, og at enhver suspension af aktiviteterne sker efter den berørte medlemsstats skøn; understreger imidlertid, at procedurerne for licensudstedelse skal være i overensstemmelse med visse fælles EU-kriterier, og fremhæver, at medlemsstaterne bør anvende forsigtighedsprincippet, når de udsteder tilladelser til efterforskning og udnyttelse af kulbrinteforekomster;

2.

fastholder derfor, at indførelsen af et moratorium i hele EU for al ny dybhavsolieboring i EU’s farvande ville være en uforholdsmæssigt kraftig reaktion på behovet for at sikre høje sikkerhedsstandarder i hele EU;

3.

understreger, at hver medlemsstats love og tilsynsregler skal sikre, at alle operatører afleverer en risikobaseret, anlægsspecifik risikoanalyse, og kræve, at de over for de relevante nationale sundheds-, sikkerheds- og miljømyndigheder dokumenterer fuldt ud, at der er taget højde for alle anlægsspecifikke, såvel som andre, risici, og at der foretages kontroller af hvert enkelt anlæg;

4.

understreger, at alle medlemsstaters lovgivnings- og tilsynsmæssige rammer bør indføre et håndfast system i tråd med den aktuelle bedste praksis, hvor alle forslag om boringer ledsages af en risikoanalyse, som skal godkendes, før operationer kan påbegyndes, inklusive procedurer for en uafhængig tredjeparts kontrol og regelmæssige evalueringer med passende interval, der udføres af uafhængige eksperter; understreger, at tilsynsmæssige kontrolpunkter inden boring yderligere vil sikre, at der er taget højde for alle risici, og at disse er blevet afbødet, og at eksperter har gennemført evalueringer med regelmæssige mellemrum af hvert enkelt anlæg;

5.

opfordrer til, at alle risikoanalyser bliver levende og dynamiske dokumenter, således at væsentlige tekniske ændringer eller ændringer af udstyret gøres til genstand for godkendelse fra de relevante kompetente myndigheders side, og understreger, at alle risikoanalyser bør revideres mindst hvert femte år, herunder af de uafhængige myndigheder; understreger, at alle procedurer og alt udstyr på anlægget, som er beregnet til at håndtere eventuelle ukontrollerede udblæsninger (blow-outs), skal indgå i risikoanalysen;

6.

anerkender, at der allerede findes nogle lovgivningsnetværk og bedste praksisser, og mener, at en enkelt, ny specifik EU-retsakt risikerer at destabilisere de nuværende lovgivningsnetværk og bevæge dem væk fra den allerede gennemprøvede fremgangsmåde for risikoanalyse og understreger, at de nye retsforskrifter ikke må forsøge at kopiere eller bringe eksisterende bedste praksis i fare;

7.

støtter Kommissionens ønske om at hæve minimumsnormer inden for EU i samarbejde med medlemsstaterne; mener, at sikkerheds- og miljøhensyn bør ligge til grund for al lovgivning, og at de højeste sikkerheds- og miljønormer bør anvendes på alle områder inden for olie- og gasaktiviteter offshore; opfordrer til, at en uafhængig tredjepart øger koordinationsgraden i tilfælde af en ulykke; anbefaler, at EMSA udpeges til at udfylde denne rolle;

8.

opfordrer til, at direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM) (19) udvides til at omfatte alle faser af offshoreprojekter (prospektering og drift), og til, at der opstilles specifikke krav til VVM i forbindelse med komplekse brønde på dybt vand, vanskelige boringsforhold samt transport af olie/gas via undersøiske rørledninger placeret på/under havbunden; mener endvidere, at Kommissionen bør sikre, at VVM for offshoreprojekter godkendt af nationale myndigheder også omfatter de procedurer, operatører skal følge i nedlukningsfasen; opfordrer Kommissionen til at tage de juridiske bestemmelser vedrørende VVM op til fornyet overvejelse, og til i den forbindelse at sikre, at miljøvurderingsprocedurerne overdrages til eksperter, som er finansielt uafhængige af deres kunder;

9.

opfordrer Kommissionen til at undersøge den gældende lovgivningsmæssige ramme for nedlukning af eksisterende boringsinfrastruktur, og til - om nødvendigt ved hjælp af lovgivning - at præcisere operatørernes ansvar for at garantere sikker fjernelse af materiel og for eventuelle miljøskader under nedlukning eller fra en boreplads efter nedlukning;

10.

opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at udvide de fornuftige principper i lovgivningen til kontrol med onshorerisici (Seveso II (20) og III (21)) til lovgivning for olie- og gasaktiviteter offshore; opfordrer Kommissionen til i mellemtiden - hvis ikke den foreslår en sådan ny specifik lovgivning - at genbehandle sit Seveso III-forslag for at udvide dets anvendelsesområde til boreplatforme og undersøiske rørledninger, som er placeret på/under havbunden til alle faser af prospektering efter olie- og gasreserver, helt frem til nedlukningen af brønden; glæder sig over Kommissionens begrundelse vedrørende ændring af Seveso II-direktivet, hvori Kommissionen fremfører, at den vil vurdere, på hvilken måde det vil være mest hensigtsmæssigt at styrke miljølovgivningen;

11.

bemærker, at olie- og gasaktiviteter offshore er udelukket fra de vigtigste bestemmelser i direktivet om industrielle emissioner (22); foreslår, at Kommissionen som led i den første gennemgang af anvendelsesområdet, der skal foretages inden den 31. december 2011, i bilag I tilføjer et punkt 1.5 "olie- og gasaktiviteter offshore", og at Det Europæiske IPPC-kontor definerer den bedste tilgængelige teknologi (BAT) for offshore olie- og gasaktiviteter;

12.

glæder sig over, at Kommissionen agter at gennemgå direktiv 92/91/EØF, og henstiller, at der vælges en strategi baseret på fælles standarder med henblik på at undgå forskelle i behandlingen af arbejdstagere inden for samme virksomhed, alt efter hver de arbejder; henstiller desuden, at der anvendes et gennemsigt, effektivt og konsekvent regelsæt på alle arbejdstagere, der er beskæftiget i offshoresektoren, og at der foretages en vurdering både af effektiviteten af den gældende lovgivning og af mulighederne for en fremtidig harmonisering af lovgivningen;

13.

opfordrer Den Europæiske Union til at fremme anvendelsen af ILO's retningslinjer for systemer til arbejdsmiljøledelse (ILO-OSH 2001) i hele olie- og gassektoren;

14.

advarer imidlertid om, at resultaterne af lovgivningen i sidste ende afhænger af kvaliteten af dennes implementering af de relevante europæiske og nationale myndigheder og organer, der gennemfører, forvalter og håndhæver relevant lovgivning; mener, at Kommissionen bør være aktiv med hensyn til at sikre, at medlemsstaternes myndigheder overholder reglerne;

15.

understreger, at nogle medlemsstater allerede har fortrinlige sikkerhedsordninger sammenlignet med det internationale og europæiske niveau;

16.

understreger vigtigheden af regelmæssige, varierede og tilbundsgående inspektioner, der foretages af uafhængige, uddannede specialister med kendskab til de lokale forhold; mener, at en operatørs inspektionsordninger også skal kontrolleres af en tredjepart; støtter, de bestræbelser, der allerede er gjort i nogle medlemsstater, på at øge antallet af tilbundsgående inspektioner; understreger vigtigheden af de nationale myndigheders uafhængighed samt af en åben håndtering af eventuelle interessekonflikter, som inspektørerne måtte støde ind i med eventuelle fremtidige arbejdsgivere;

17.

noterer sig, at der er begrænsede ressourcer hvad angår erfarne inspektører og efterlyser yderligere investeringer for at udvikle et mere kvalificeret inspektionsnetværk på tværs af medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan den kan hjælpe medlemsstaterne med at udvikle deres egne inspektorater;

18.

fremhæver behovet for effektive kontrolordninger for inspektionsorganerne med innovative metoder som f.eks. særlig kontrol af arbejdstid eller redningsaktioner og med mulighed for at anvende sanktioner i tilfælde af manglende hensyntagen til arbejdstagernes sundhed og sikkerhed;

19.

bemærker, at en operatørs inspektionsordninger skal gøres til genstand for verifikation af en tredjepart samt for inspektioner på EU-plan, og at tilsynet med skibe skal udvides til at omfatte offshore olie- og gasboreplatforme;

20.

anerkender, at der i forbindelse med visse operationer af mindre omfang kan være stordriftsfordele, hvis medlemsstater deles om inspektoraterne;

21.

påpeger, at enhver potentiel udvidelse af EU’s produktlovgivning til at omfatte udstyr på offshoreanlæg bør tage højde for de hastige teknologiske fremskridt, da ekstremt præskriptive specifikationer hurtigt kan blive overflødiggjort;k

22.

er bekymret over, at en "kontrol af kontrollen" på EU-plan ikke vil bibringe tilstrækkelig merværdi til at begrunde en dræning af nationale kompetente myndigheders knappe ressourcer; anerkender ikke desto mindre det potentiale, der ligger i EMSA's betydelige erfaring med at håndtere forebyggelses-, overvågnings-, og sporingsaktiviteter i forbindelse med olieforurening, og at dataindsamling, udveksling af bedste praksis og koordinering af beredskabsressourcer bør ske på EU-plan; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om en europæisk tilsynsmyndighed for offshore-operationer, der samler nationale tilsynsmyndigheder efter samme princip som BEREC i telekommunikationssektoren, vil kunne bringe merværdi og styrke håndhævelsen og gennemførelsen af de højeste miljø- og sikkerhedsmæsssige normer i hele EU;

23.

understreger betydningen af regionale initiativer som et første trin i multilaterale foranstaltninger og mener, at der bør oprettes fora i stil med North Sea Offshore Authorities Forum (NSOAF) i Nordsøen for medlemsstaterne omkring Middelhavsområdet, Østersøen og Sortehavet til at føre tilsyn med indførelsen og håndhævelsen af mindstenormer; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens initiativ med at oprette Mediterranean Offshore Authorities Forum (MOAF) og tilskynder lande uden for EU til at deltage; er af den opfattelse, at normer og regler, der vedtages for EU, bør tage højde for miljømæssige hensyn vedrørende kulbrinteefterforskning i områder uden for EU;

24.

anerkender de forskelligartede forhold i forskellige havområder, men mener, at der, hvor det er relevant, bør være inter-fora koordination mellem de regionale initiativer for at sikre bedste praksis på EU-plan; understreger, at Kommissionen bør spille en aktiv rolle i disse fora;

25.

glæder sig over Kommissionens initiativ med at indføre fælles EU/NSOAF-møder som en mulighed for at udveksle bedste praksis på tværs af EU; understreger, at deltagerne bør værdsætte disse møder;

26.

glæder sig over afgørelsen fra International Association of Oil and Gas Producers (OGP) om at oprette Global Industry Response Group (GIRG) i kølvandet på katastrofen i Den Mexicanske Golf; opfordrer dem indtrængende til at arbejde på gennemsigtig vis, når de udveksler oplysninger og samarbejder med myndigheder;

27.

understreger de sikkerhedsmæssige fordele ved et samarbejde med arbejdsstyrken; går ind for tætte forbindelser og fælles initiativer mellem industrien, arbejdsstyrken og de nationale kompetente myndigheder på sikkerheds-, sundheds-, og miljøbeskyttelsesområdet;

28.

understreger, at olie- og gasaktiviteter offshore udgør en højrisikosektor for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed på grund af de nogle gange ekstreme miljøbetingelser, arbejdet i 12-timersskift og afsondretheden, og erkender, at disse særlige arbejdsvilkår og navnlig den psykiske belastning er og fortsat bør være omfattet af regler for at mindske de menneskelige fejl og beskytte arbejdstagerne; henstiller derfor, at arbejdstagerne bør have adgang til en forsikring, der er afpasset efter de relevante risici;

29.

anser det for nødvendigt at udvikle en forebyggende sundheds- og sikkerhedskultur, hvor både arbejdsgiverne og fagforeningerne forpligter sig, og hvor arbejdstagerne deltager aktivt, navnlig ved at de høres og inddrages i udarbejdelsen og anvendelsen af sikkerhedsprocedurer og orienteres om eventuelle risici; påpeger betydningen af at afprøve og overvåge disse procedurer i hele kommandokæden for at sikre, at den øverste ledelse også er uddannet og ansvarlig i tilfælde af ulykker eller sikkerhedssvigt;

30.

opfordrer industrien til at forpligte sig til en reel sikkerhedskultur, som gennemsyrer hele organisationen, uanset om det er offshore eller i et kontormiljø; støtter derfor regelmæssige uddannelsesprogrammer for alle fastansatte og midlertidigt ansatte såvel som arbejdsgivere;

31.

anmoder Kommissionen om at overveje muligheden af fælles høje sikkerhedsstandarder og -systemer til at imødegå og begrænse trusler med henblik på at mindske risiciene og om fornødent muliggøre en hurtig og effektiv reaktion; anmoder også om, at der fastsættes krav til uddannelse for arbejdstagere i EU-medlemsstaterne, herunder leverandører og underleverandører, der varetager risikofyldte opgaver, og at de harmoniseres, så der kan sikres en ensartet gennemførelse i alle europæiske farvande; opfordrer Kommissionen til at indgå i et positivt samarbejde med internationale partnere med henblik på at undersøge muligheden af et globalt initiativ vedrørende regler for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, som bør ajourføres regelmæssigt for at være i overensstemmelse med den seneste teknologiske udvikling;

32.

opfordrer medlemsstaterne til kun at tillade certificeret intern eller ekstern uddannelse;

33.

bifalder international udveksling og fælles uddannelsesprogrammer for personale fra kompetente nationale myndigheder og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at foreslå initiativer med henblik på at fremme dem;

34.

anmoder om, at der stilles strenge krav til sikkerhed, sundhedsbeskyttelse og uddannelse hos underleverandører, som bør besidde de nødvendige kompetencer til at kunne udføre vedligeholdelses- og anlægsopgaver inden for deres ansvarsområde; henstiller, at arbejdstagere, herunder leverandører og underleverandører samt arbejdstagerorganisationer informeres om alle risici i forbindelse med arbejdet inden dets faktiske udførelse;

35.

understreger, at også arbejdstagere i den efterfølgende forarbejdning offshore eller på land er udsat for meget store sundheds- og sikkerhedsrisici; anmoder medlemsstaterne om at inddrage disse arbejdstagere i deres reguleringsaktiviteter;

36.

anmoder om, at der stilles regelmæssig, specifik opfølgende sundhedspleje til rådighed for arbejdstagere, der udøver deres aktiviteter inden for olie- og gassektoren offshore; anbefaler, at der mindst en gang om året foretages en undersøgelse af arbejdstagernes fysiske og psykiske helbredstilstand;

37.

opfordrer til, at der indføres en mekanisme til vurdering af de risici, som arbejdstagerne udsættes for, og at der tages højde for denne vurdering ved beregningen af arbejdstagernes løn;

38.

opfordrer industrien til at følge bedste praksis vedrørende sikkerhedsrepræsentanter, hvorefter arbejdstagerne skal have mulighed for at vælge en sikkerhedsrepræsentant, som inddrages i sikkerhedsspørgsmål på alle niveauer i driften og i beslutningsprocessen; mener ligeledes, at arbejdstagerne bør kunne indberette sikkerhedssvigt eller -risici til de kompetente myndigheder anonymt, hvorved de beskyttes mod chikane;

39.

støtter en større indsats for at udveksle bedste praksis mellem medlemsstaterne inden for lovgivning, normer og procedurer og med hensyn til indberetning og håndtering af ulykker, herunder videnskabelige udtalelser, ordningerne for driftssikkerhed og miljøbeskyttelse, risikoforvaltning, beredskabsprocedurer osv.;

40.

er klar over, at der allerede udveksles information, både gennem lovgivende grupper eller handelsmæssige partnerskaber og joint ventures; mener, at sikkerhed ikke et privat spørgsmål;

41.

opfordrer nationale kompetente myndigheder til at indsamle, udveksle og offentliggøre information fra indberetninger om uheld - under behørig hensyntagen til forretningsinteresser - for at tage ved lære heraf; anerkender, at konsolidering og yderligere koordination af eksisterende praksisser og indberetning af hændelser kan bidrage til at sikre gennemsigtighed og sammenhæng i hele EU; denne information bør videregives så hurtigt som muligt, efter en hændelse er indtruffet, og bør bl.a. omfatte personrelaterede hændelser, fejl på maskinellet, kulbrinteudslip og andre hændelser, som giver anledning til bekymring; glæder sig over internationale initiativer, såsom G20-arbejdsgruppen, der på globalt plan kan bidrage til at sikre et udbredt kendskab til hændelser og eventuelle nødvendige afværgeforanstaltninger;

42.

mener, at Kommissionen bør vurdere de eksisterende informationskanalers effektivitet, om der er grund til rationalisering og/eller etablering af nye internationale ordninger, under behørig hensyntagen til den deraf følgende administrative byrde;

43.

bemærker forskellen mellem at udstede licens og give tilladelse til at bore, og at det ikke nødvendigvis er den organisation, der udfører boringerne, der er licenstager; mener, at der bør være kontrolpunkter efter udstedelse af en licens, og før boringen påbegyndes;

44.

anbefaler, at licensudstedelse og sundheds- og sikkerhedsfunktioner bør være adskilt i alle medlemsstater; mener, at Kommissionen bør samarbejde med medlemsstaterne om at indføre fælles, gennemsigtige, objektive kriterier for licensudstedelse, som sikrer, at licensudstedelse adskilles fra sundheds- og sikkerhedsfunktioner for at nedsætte risikoen for interessekonflikter;

45.

bemærker, at et betydeligt antal anlæg i EU-farvande er ved at blive gamle; bifalder forsøg på at forbedre eksisterende platformes vedligeholdelses- og sikkerhedsmæssige tilstand

46.

mener, at olie- og gasselskaberne i forbindelse med godkendelsesproceduren, gennem hele driftsperioden og på alle stadier af offshoreprojekter (prospektering, drift og nedlukning) skal være forpligtet til at godtgøre, at de har tilstrækkelig finansiel kapacitet til at sikre genopretning i forbindelse med miljøskader, der er forårsagede af de konkrete aktiviteter, de udfører, herunder dem, der forårsages af hændelser, som er lidet sandsynlige, men som har omfattende konsekvenser - enten gennem obligatoriske gensidige brancheordninger, gennem obligatoriske forsikringer eller gennem en blandet ordning, der garanterer finansiel sikkerhed;

47.

opfordrer til anvendelse af lokalitetsbestemte beredskabsplaner, der identificerer risici, vurderer mulige forureningskilder og følgerne deraf, skitserer en indsatsstrategi og angiver hovedtrækkene i boreplaner for potentielle aflastningsbrønde; anbefaler at operatører, der opnår licens, som betingelse for opnåelse af boretilladelse, skal gennemføre en miljøvurderingsprocedure og fremlægge deres beredskabsplaner mindst to måneder før boringerne påbegyndes; mener, at beredskabsplanen for komplekse brønde eller vanskelige boringsforhold bør vurderes, konsulteres og godkendes samtidig med andre lovbestemte godkendelsesprocesser (f.eks. i forbindelse med miljø og brønddesign); finder, at operationer under ingen omstændigheder må påbegyndes før en beredskabsplan er godkendt af den medlemsstat, hvor de skal udføres; mener, at beredskabsplaner bør offentliggøres af den nationale kompetente myndighed under behørig hensyntagen til databeskyttelse;

48.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde, ændre eller ajourføre nationale beredskabsplaner med en nærmere beskrivelse af kommandoveje og mekanismer til indsættelse af nationale ressourcer sideløbende med industriens ressourcer i tilfælde af et udslip; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde med hinanden og med EU's nabolande om udarbejdelsen af regionale beredskabsplaner; opfordrer til, at disse planer fremsendes til EMSA;

49.

noterer sig, at den seneste tids hændelser har sat fokus på risiciene ved offshore-efterforskning og -produktion af olie og gas for søtransport og havmiljø; er af den opfattelse, at udnyttelsen af EMSA's indsatskapacitet derfor bør udvides udtrykkeligt til at omfatte forebyggelse og bekæmpelse af forurening hidrørende fra sådanne aktiviteter;

50.

foreslår, at EMSA's opgørelser over beredskabsressourcer skal omfatte alle relevante ressourcer, både offentlige og industriens egne, således at EMSA er godt rustet til om nødvendigt at indtage en koordinerende rolle i tilfælde af en større hændelse;

51.

foreslår, at disponibelt udstyr til begrænsning af alle potentielle udslip bør være et grundlæggende element i beredskabsplanerne, og at denne type udstyr bør være tilgængeligt i nærheden af anlæggene, så det kan indsættes i tide i tilfælde af en større ulykke;

52.

opfordrer indtrængende selskaberne til fortsat at afsætte midler til forskning og udvikling i forbindelse med nye teknologier til forebyggelse og afhjælpning af ulykker; understreger, at katastrofeberedskabsteknologier, inden de indlemmes i en godkendt beredskabsplan, bør afprøves, vurderes og godkendes af en uafhængig instans;

53.

mener, at det er afgørende at foretage målrettet og innovativ videnskabelig forskning med henblik på at gøre det muligt at anvende automatiske systemer til overvågning af platformes boreaktiviteter og nedlukninger og dermed øge boringers og efterforskningsaktiviteters og brandsikkerhedssystemers pålidelighed under ekstreme vejrforhold;

54.

gør sig til talsmand for en streng kontrol og løbende afprøvning og vurdering af de miljømæssige virkninger af kemiske dispergeringsmidler (og af brug af kemiske dispergeringsmidler som beredskabsforanstaltning), både for at sikre, at de er formålstjenlige i tilfælde af et udslip, og for at undgå, at de har konsekvenser for den offentlige sundhed og miljøet; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at der forskes mere indgående i følgerne af brugen af disse kemiske stoffer, om nødvendigt ved hjælp af EU-forskningsprogrammer;

55.

anerkender, at det er industrien, der har hovedansvaret for at reagere på katastrofer; bifalder fælles initiativer fra industriens side til udvikling, mobilisering og implementering af ressourcer til bekæmpelse af olieudslip; understreger, at den offentlige sektor har en vigtig rolle med hensyn til lovgivning, sikkerhed og koordination af katastrofeberedskab;

56.

anbefaler, at der lægges større vægt på systematisk uddannelse, navnlig i praktisk anvendelse af katastrofeberedskabsudstyr;

57.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at licensudstedelsesordningen omfatter finansieringsinstrumenter til beskyttelse, som er egnede til at sikre, at de nødvendige økonomiske ressourcer hurtigt kan mobiliseres i tilfælde af større hændelser til at kompensere for de økonomiske, sociale og miljømæssige tab, der er foranlediget af et olieudslip eller en gaslækage;

58.

glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at udvide anvendelsesområdet for Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerheds mandat til ikke blot at omfatte fartøjer, men også offshoreanlæg;

59.

bemærker, at udnyttelsen af EMSA's ekspertise og ressourcer fastlægges af den reviderede EMSA-forordning, men udtrykkeligt bør udvides til at omfatte indsatsen over for forurening hidrørende fra olie- og gasefterforskning og bør være tilgængelig i hele EU og om nødvendigt i nabolandene;

60.

mener, at beredskabs- og overvågningsværktøjer udviklet på EU-plan, hhv. EMSA’s netværk af indsatsklare olieoprensningsfartøjer og CleanSeaNet (CSN) til overvågning og sporing af olieudslip, kan anvendes ved hændelser/ulykker med offshoreanlæg;

61.

anbefaler brug af EMSA’s CleanSeaNet-tjeneste til at overvåge olieboreplatforme og ulovlige udtømninger fra skibe; anerkender, at 50 % af de billeder, CleanSeaNet i øjeblikket forsynes med, kan anvendes til at overvåge olieboreplatforme;

62.

anbefaler derfor brug af EMSA’s servicenetværk af indsatsklare olieoprensningsfartøjer efter en vurdering af følgende punkter:

63.

gentager sin opfordring til Kommissionen om hurtigst muligt at fremsætte forslag om etablering af en EU-civilbeskyttelsesstyrke med udgangspunkt i EU's civilbeskyttelsesordning og udarbejde en europæisk handlingsplan i samarbejde med medlemsstaterne, som integrerer konkrete mekanismer og viser, hvordan EU kan sætte ind over for massiv forurening forårsaget af olieanlæg offshore, herunder undersøiske olie- og gasledninger på/under havbunden;

64.

erkender MIC's (23) rolle som supplement til medlemsstaternes og industriens beredskabsmekanismer;

65.

støtter innovative tjenester rettet mod den maritime sektor; bifalder Kommissionens og medlemsstaternes drøftelser om et nyt e-maritimt-initiativ, som skal bygge på SafeSeaNet-projektet, og mener, at dette ville kunne give offshore olie- og gasindustrien nogle ekstra sikkerhedsfordele;

66.

understreger, at ethvert havområde altid skal have adgang til en tilstrækkelig mængde tilgængeligt udstyr til at håndtere store, "worst case scenario" udslip for dét konkrete havområde, ikke kun EU-farvande;

67.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der som led i den bedre forvaltning af havdata, som foreslås i Kommissionens meddelelse om viden om havene 2020 (24) og forslaget til forordning om et program for støtte til videreudvikling af en integreret havpolitik (25), tages højde for behovet for at sikre en passende kontrol med forureningstrusler, således at der i tide kan træffes afgørelse om, hvilken strategi det vil være mest hensigtsmæssigt at følge;

68.

anmoder Kommissionen om at udarbejde et forslag med det sigte, at den videnskabelige viden genereret hos offshoreoperatører, der arbejder på basis af en offentlig licens, skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder under anvendelse af de standarder og protokoller, der er udviklet i henhold til meddelelsen om viden om havene 2020 for dermed at lette den offentlige kontrol og fremme forståelsen for havmiljøet;

69.

opfordrer kraftigt medlemsstaterne til ved overvejelse af behovet for finansielle garantiordninger, herunder ansvarsforsikring, at være opmærksomme på at fastsætte forsikringspræmierne på grundlag af den reelle risiko ved problemer i forbindelse med boring og efterforskning, således at man ikke tvinger små og mellemstore operatører fra markedet, samtidig med at det sikres, at den fuldstændige ansvarsdækning bevares;

70.

understreger, at det, selv om der principielt kan gives finansielle garantier enten i form af forsikring eller gensidige brancheordninger, er vigtigt at sørge for, at operatører godtgør, at der foreligger finansielle garantier til dækning af de fulde omkostninger i forbindelse med oprensning og erstatning i tilfælde af større ulykker, og at risici og ansvar ikke lægges over på mindre selskaber, for hvilke det gælder, at der er større risiko for, at de erklærer sig insolvente, hvis der sker en ulykke; slår til lyd for, at eventuelle fælles ordninger baseres på bevarelse af incitamenter, der tager sigte på at undgå risici og følger de højest mulige sikkerhedsstandarder i de enkelte operationer;

71.

anerkender værdien af fælles fonde, som f.eks. OPOL i Nordsøen, og slår til lyd for oprettelse af sådanne fonde for hvert EU-havområde; anmoder om obligatorisk medlemskab for operatørerne og om, at retssikkerheden sikres med henblik på at tilvejebringe en sikkerhedsmekanisme for at berolige medlemsstaterne, søfartssektoren, specielt fiskerne, og skatteborgerne;

72.

understreger, at den frivillige karakter af ordninger som f.eks. OPOL begrænser deres lovpligtige kontrol, og mener derfor, at disse fonde vil blive styrket, hvis der er obligatorisk licenskrav;

73.

understreger, at bidrag bør baseres på og være i overensstemmelse med både risikoniveauet på den berørte lokalitet og beredskabsplanerne;

74.

mener, at miljøansvarsdirektivets (26) anvendelsesområde bør udvides, så princippet om, at forureneren betaler og om objektivt ansvar finder anvendelse, hvad angår alle skader på havområder og biodiversitet, således at olie- og gasselskaberne kan holdes ansvarlige for de skader, de måtte forvolde, og kan påtage sig det fulde ansvar for potentielle skader;

75.

opfordrer til en revision af miljøansvarsdirektivet, således at det udvides til at dække alle EU-farvande i overensstemmelse med rammedirektivet om havstrategi (27);

76.

opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med miljøansvarsdirektivet at sænke skadestærsklerne og håndhæve en ordning med objektivt ansvar, som dækker alle skader på havområder og biodiversitet;

77.

er af den opfattelse, at Kommissionen bør undersøge, hvorvidt der på miljøansvarsområdet kan oprettes en fond for skadeserstatning i forbindelse med oliekatastrofer, som indebærer bindende bestemmelser om finansiel sikkerhed;

78.

anbefaler, at medlemsstaterne overvejer at vedtage og styrke hindringer for uagtsomhed og manglende overholdelse, f.eks. bøder, inddragelse af licenser, og strafferetligt ansvar for medarbejdere; påpeger imidlertid, at en sådan ordning eksisterede i USA før olieudslippet fra Deepwater Horizon;

79.

understreger, at der, inden der indledes boringer, ikke må herske nogen som helst tvivl om, hvem de finansielt ansvarlige parter er;

80.

opfordrer industrien til som et minimum at anvende EU's miljø- og sikkerhedsstandarder, eller tilsvarende, uanset hvor i verden de opererer; er opmærksom på de håndhævelsesspørgsmål, der er forbundet med, at virksomheder i EU gives tilladelse til at operere globalt i overensstemmelse med EU-standarder, men opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke mekanismer der kunne være hensigtsmæssige for at sikre, at virksomheder i EU opererer globalt i henhold til EU-standarder som et minimum; mener, at virksomhedernes ansvar også bør være en vigtig drivkraft på dette område, og at medlemsstaternes licensordninger kunne tage globale hændelser med virksomheder i betragtning, når licenserne tildeles, forudsat at disse hændelser følges op af grundige evalueringer; opfordrer Kommissionen til at fremme anvendelsen af disse høje standarder sammen med globale partnere;

81.

opfordrer kraftigt Kommissionen og medlemsstaterne til fortsat at bidrage til offshoreinitiativer i G20-regi, samtidig med at der tages hensyn til De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS);

82.

noterer sig vigtigheden af den eksisterende lovgivning, der blev indledt ved De Forenede Nationers Miljøprogram og gennem OSPAR, Barcelona- og Helsingforskonventionerne, men erkender, at nuværende internationale love ikke giver mulighed for en fuldstændig eller konsistent ramme for sikkerheds- og miljøstandarder for offshore-boringer, og at den er vanskelig at håndhæve;

83.

understreger betydningen af den fuldstændige gennemførelse af den ikke-ratificerede offshore-protokol for Middelhavsområdet fra 1994, som navnlig vedrører forurening som følge af udforskning og udnyttelse;

84.

opfordrer kraftigt Kommissionen til at samarbejde aktivt med andre stater, der grænser op til EU's havområder for at sikre, at lovgivning og tilsyn fastsætter ensartede høje sikkerhedsniveauer;

85.

opfordrer EU til at samarbejde med relevante lande uden for EU, inklusive deres arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, hvis statsborgere udfører tjenester i EU's olie- og gasindustri offshore med henblik på at sikre, at selskaber, der er baseret uden for EU, men driver virksomhed i EU-farvande, er forpligtet til at overholde EU's lovgivning om arbejdsvilkår og arbejdsmiljø;

86.

opfordrer Kommissionen til at indlede en debat om bestemmelser på områderne ansvar for miljøskader og finansielle garantier, som også omfatter tredjelande;

87.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med partnere og naboer om at indføre en særlig ordning for alle operationer i Arktis, der tager omhyggeligt hensyn til bæredygtigheden af og behovet for aktiviteter offshore i et så sårbart og enestående miljø;

88.

anbefaler, at der indgås internationale bilaterale partnerskaber via den europæiske naboskabspolitiks handlingsplaner, som bl.a. tilskynder tredjelande til at vedtage høje sikkerhedsstandarder; opfordrer lande, som endnu ikke fuldt ud har aktiveret ENP, til at gøre dette;

89.

støtter industriledede ordninger for overførsel af ekspertise, særligt til lande med mindre udviklede lovgivningsmæssige rammer;

90.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaterne.

22.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 51/56

—

der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 87 og 88 (generel gruppefritagelsesforordning) (1),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 3. oktober 2008 om gennemførelse af'Barcelonamålene om pasningsmuligheder for børn i førskolealderen (KOM(2008)0638),

—

der henviser til Kommissionens beretning af 25. juli 2008 om fremme af kvindelige innovatorer og iværksættere,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. juni 2008"Tænk småt først" - En "Small Business Act" for Europa (KOM(2008)0394),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/41/EU af 7. juli 2010 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv og om ophævelse af Rådets direktiv 86/613/EØF (2),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2010/707/EU af 21. oktober 2010 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (4),

—

der henviser til sin beslutning af 10. marts 2009 om Small Business Act (5),

—

der henviser til sin beslutning af 30. november 2006 om fuld fart fremad - opbygning af et Europa med iværksætterkultur og vækst (6),

—

der henviser til sin beslutning af 10. oktober 2002 om Kommissionens beretning til Europa-Parlamentets og Rådet om vækst- og beskæftigelsesinitiativet - finansielle støtteforanstaltninger for innovative og jobskabende små og mellemstore virksomheder (SMV’er) (7),

—