EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Brug af personlige værnemidler

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 89/656/EØF — minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af personlige værnemidler

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det fastlægger minimumskravene til vurdering, valg og brug af personlige værnemidler (PV)* under arbejdet. Kollektive beskyttelsesforanstaltninger skal prioriteres.

HOVEDPUNKTER

Arbejdsgivernes forpligtelser

PV skal overholde de relevante EU-regler vedrørende deres sikkerheds - og sundhedsmæssige udformning og fremstilling (se forordning (EU) 2016/425 — Garanti for sikre personlige værnemidler til brugere) og kravene fastsat i dette direktiv. Passende personlige værnemidler skal stilles gratis til rådighed af arbejdsgiveren, som skal sikre, at de fungerer tilfredsstillende og er i god hygiejnisk stand.

Bedømmelse af PV

Inden valg af PV er arbejdsgiveren forpligtet til at foretage en bedømmelse med henblik på at vurdere, i hvilket omfang det opfylder betingelserne i direktivet. Det omfatter en analyse af de risici, som ikke kan undgås på anden måde, samt bestemmelse af udstyrets påkrævede egenskaber og en sammenligning af udstyret med disse.

Anvendelsesregler

EU-landene skal fastsætte generelle regler for brugen af PV og/eller angive de omstændigheder og risikosituationer, hvor arbejdsgiveren skal stille sådant udstyr til rådighed. En forudgående høring af arbejdsgivere og arbejdstagerorganisationer skal finde sted. Bilagene til direktivet omfatter vejledende oplysninger til udarbejdelse af disse regler:

  • skema til vurdering af risici (bilag I),
  • ikke-udtømmende liste over PV (bilag II),
  • ikke-udtømmende liste over aktiviteter, der kan gøre det nødvendigt, at PV stilles til rådighed (bilag III).

Underretning af arbejdstagerne, høring og arbejdstagerdeltagelse

Arbejdstagerne skal underrettes om samtlige foranstaltninger, der skal træffes. De skal desuden høres om og deltage i de spørgsmål, der er omfattet af direktivet.

I henhold til direktiv 89/391/EØF skal tekniske tilpasninger af bilagene vedtages af Europa-Kommissionen, som bistås af et udvalg bestående af repræsentanter fra EU-landene.

Evalueringsrapport

En vurdering af gennemførelsen af direktivet blev offentliggjort i 2017.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 12. december 1989, og det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 31. december 1992.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Personligt værnemiddel (PV): udstyr, der er konstrueret og fremstillet til at bæres eller holdes af en person til beskyttelse mod én eller flere risici for denne persons sundhed eller sikkerhed. En række værnemidler er ikke omfattet af definitionen, f.eks. udstyr til nødhjælps- og redningstjenester, selvforsvars- eller alarmudstyr. Sådant udstyr skal bruges, når den eksisterende fare ikke i tilstrækkelig grad kan begrænses ved kollektive tekniske beskyttelsesforanstaltninger eller ved processer i forbindelse med organiseringen af arbejdet.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 89/656/EØF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af personlige værnemidler under arbejdet (tredje særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 393 af 30.12.1989, s. 18-28)

Efterfølgende ændringer af direktiv 89/656/EØF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1-8).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 26.11.2018

Top