Accept Refuse

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Flygtning og statsløse — fælles standarder for anerkendelse

Flygtning og statsløse — fælles standarder for anerkendelse

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2011/95/EU — fælles standarder for anerkendelse og international beskyttelse af flygtninge og statsløse

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det har til formål at:

  • fastlægge fælles standarder til identifikation af ikke-EU-statsborgere og statsløse, som reelt har behov for international beskyttelse i EU, enten som flygtninge eller som personer med behov for subsidiær beskyttelse*
  • sikre at disse personer kan benytte et minimum af ydelser og rettigheder i alle EU-lande.

På denne måde søger det at begrænse de berørte personers bevægelse mellem EU-landene, hvor sådanne bevægelser udelukkende sker på grund af forskelle i lovgivning.

Direktivet reviderer og erstatter direktiv 2004/83/EF for at sikre sammenhæng med retspraksis* vedrørende Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

HOVEDPUNKTER

Formål og definitioner

  • Fælles standarder fastlægges for at fastslå, hvem der kan anerkendes som flygtninge eller som personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for at fastslå indholdet af international beskyttelse. EU-landene vil dog frit kunne indføre eller opretholde gunstigere bestemmelser for personer, der har brug for beskyttelse.
  • »Flygtninge« og »personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse« defineres lige som deres »familiemedlemmer« — til at omfatte faderen, moderen eller en anden voksen, som er ansvarlig for personen med international beskyttelse, hvis personen er under 18 år (mindreårig) og ugift.

Vurdering af ansøgninger

  • EU-landene har en fælles pligt til at samarbejde aktivt med ansøgeren, når relevante elementer i ansøgningen skal klarlægges.
  • Der skal tages hensyn til en ikke-udtømmende liste, herunder kendsgerninger, forklaringer og omstændigheder (hvis en person for eksempel har været udsat for forfølgelse), på et specifikt, objektivt og sagligt grundlag.
  • Når de oprigtigt har bestræbt sig på at forelægge og underbygge deres ansøgning, og deres ansøgnings almindelige troværdighed er slået fast, bør tvivlen komme asylansøgeren til gode, også selv om ansøgningen mangler dokumentation eller andre beviser.
  • Ansøgere kan betragtes som uden behov for international beskyttelse, hvis de kan drage fordel af national beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast i en hvilken som helst del af deres hjemlands område, som de sikkert og lovligt har adgang til, og hvor de med rimelighed kan forventes at bosætte sig.
  • Direktivet tydeliggør at:
    • beskyttelse mod forfølgelse eller alvorlig overlast udelukkende kan ydes af staten eller parter eller organisationer, herunder internationale organisationer, som kontrollerer en region eller et større område inden for statens område
    • disse parter skal være villige og i stand til at yde effektiv og ikke-midlertidig beskyttelse
    • ansøgeren skal have adgang til sådan beskyttelse.
  • EU-landene skal anvende præcise og aktuelle oplysninger fra relevante kilder, såsom De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge og Det Europæiske Asylstøttekontor.

Opnåelse af flygtningestatus

  • Hvad »forfølgelse« i henhold til Genevekonventionen er, klarlægges for så vidt angår flygtningestatus, og de forskellige former det kan have.
  • Der skal være en grund til forfølgelsen, og teksten indikerer aspekterne — race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller politisk anskuelse — der bør tages hensyn til, når årsagerne til forfølgelse skal vurderes.
  • Manglende beskyttelse mod forfølgelse af en af de grunde, der er nævnt herover, er også grund til at opnå flygtningestatus.

Berettigelse til subsidiær beskyttelse

Den »alvorlige overlast«, som en ikke-EU-borger risikerer at lide, hvis han eller hun sendes tilbage til sit eget hjemland, eller i tilfældet med en statsløs person, det land hvor han eller hun har haft sit sædvanlige opholdssted, omfatter:

  • dødsstraf eller henrettelse
  • tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling
  • alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv som følge af vilkårlig vold i forbindelse med væbnet konflikt.

At miste eller blive udelukket fra flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse

Direktivet opremser:

  • omstændigheder hvorunder flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse ophører (hvis ansøgeren for eksempel har erhvervet nyt statsborgerskab) eller er udelukket (hvis ansøgeren for eksempel har begået en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden)
  • årsager til at disse rettigheder kan tilbagekaldes, afsluttes eller der gives afslag på forlængelse — herunder når der er rimelig grund til at anse ansøgeren som en fare for sikkerheden i det EU-land, vedkommende befinder sig i.

Indholdet af international beskyttelse

Indholdet af subsidiær beskyttelsesstatus er bragt tættere på flygtningestatus og eliminerer i væsentlig grad EU-landenes mulighed for at begrænse flygtninges adgang til visse rettigheder.International beskyttelse, der gives af EU-værtslandet, omfatter følgende rettigheder.

  • Beskyttelse mod refoulement*.
  • Adgang til oplysninger for flygtninge og personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, på et sprog de kan forstå, eller de med rimelighed kan forventes at forstå, om rettigheder og pligter, der har relevans for deres status.
  • Beskyttelse af familiens enhed.
  • Medmindre der er tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden, skal der udstedes:
    • opholdstilladelser — som er gyldige i mindst tre år for flygtninge og mindst et år (to år ved fornyelse) for så vidt angår subsidiær beskyttelse
    • rejsedokumenter til brug ved rejse uden for deres område — for så vidt angår subsidiær beskyttelse, til personer som ikke kan få et nationalt pas.
  • Adgang til beskæftigelse og beskæftigelsesrelaterede uddannelses- og kursusmuligheder på betingelser svarende til dem, der gælder for landets egne borgere.
  • Adgang til uddannelse — på betingelser svarende til dem, der gælder for landets egne borgere til mindreårige, og på betingelser svarende til dem, der gælder for ikke-EU-statsborgere med lovpligtigt ophold til voksne.
  • Lige adgang til procedurer for anerkendelse af udenlandske eksamensbeviser og erhvervsmæssige kvalifikationer.
  • Behandling på lige fod med landets egne statsborgere for så vidt angår social bistand (dette kan for personer med subsidiær beskyttelse begrænses til kerneydelser).
  • Repræsentation af uledsagede mindreårige af en officiel værge, eller om nødvendigt af en organisation, der er ansvarlig for varetægten af mindreårige og deres velfærd, eller at de på anden måde får behørig repræsentation i henhold til lov eller retskendelse.
  • Adgang til bolig på betingelser svarende til dem, der gælder for andre ikke-EU-statsborgere med lovligt ophold.
  • Fri bevægelighed inden for deres område på samme betingelser og med samme begrænsninger som dem, der gælder for andre ikke-EU-statsborgere med lovligt ophold.
  • Adgang til integrationsfaciliteter.
  • Om nødvendigt, bistand til repatriering.

Lande som ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde

Irland og Det Forenede Kongerige deltager ikke i vedtagelsen af direktivet i medfør af protokol 21 knyttet som bilag til Lissabontraktaten. De er således fortsat bundet af direktiv 2004/83/EF.I medfør af protokol 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten, er hverken dette eller det tidligere direktiv bindende for Danmark.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Direktiv 2011/95/EU reviderer og ophæver direktiv 2004/83/EF. Størstedelen af artiklerne i direktiv 2011/95/EU, omkring forhold som ikke er omfattet af direktiv 2004/83/EF, har været gældende siden den 22. december 2013. De nye bestemmelser, som er omfattet af direktiv 2011/95/EU, skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 21. december 2013.

BAGGRUND

Direktivet, der er kendt som »kvalifikationsdirektivet«, er et af de vigtigste instrumenter i det fælles europæiske asylsystem (CEAS) sammen med direktivet om asylprocedurer, direktivet om modtagelsesvilkår, Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen. Styrkelsen af den finansielle solidaritet med forordningen om oprettelse af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden er ligeledes vigtig. I 2016 vedtog Europa-Kommissionen en meddelelse, som iværksatte en reform af CEAS.

VIGTIGE BEGREBER

Subsidiær beskyttelse: en international beskyttelse for personer, der søger asyl, som ikke opfylder de nødvendige betingelser for at opnå anerkendelse som flygtning. I henhold til direktivet er dette personer, der vil løbe en reel risiko for at lide »alvorlig overlast« (defineret i teksten), hvis de sendes tilbage til deres hjemland.
Retspraksis: anvendelse af lovgivningen fastlagt i tidligere domme.
Refoulement: at tvinge en flygtning eller asylansøger (en person hvis krav om flygtningestatus endnu ikke er afgjort) til at returnere til et land, hvor de sandsynligvis vil blive forfulgt.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9-26)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en reform af det fælles europæiske asylsystem og om fremme af lovlige migrationsveje til Europa (COM(2016) 197 final, 6.4.2016)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 516/2014 af 16. april 2014 om oprettelse af asyl-, migrations- og integrationsfonden, om ændring af Rådets beslutning nr. 2008/381/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 573/2007/EF og 575/2007/EF og Rådets beslutning nr. 2007/435/EF (EUT L 150 af 20.5.2014, s. 168-194)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60-95)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96-116)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 31-59)

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 604/2013 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 1-30)

seneste ajourføring 29.01.2018

Top