EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Kontrol med henblik på at sikre køretøjers og påhængskøretøjers sikkerhed

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2014/45/EU om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Målet er at forbedre trafiksikkerheden ved at fastsætte mindstekrav for periodisk teknisk kontrol af køretøjer og påhængskøretøjer i Den Europæiske Union (EU).

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Direktivet gælder for køretøjer, der kan køre med en hastighed på over 25 km/t, af følgende klasser.

  • Personbiler og lette erhvervskøretøjer (klasse M1 og N1). Skal kontrolleres 4 år efter første indregistrering og derefter hvert 2. år.
  • Køretøjer i klasse M1, der anvendes som hyrevogne eller ambulancer, busser eller minibusser (M2, M3), tunge godskøretøjer (N2, N3) og tunge påhængskøretøjer (O3, O4). Skal kontrolleres 1 år efter første indregistrering og derefter hvert år.
  • Hurtige traktorer med en konstruktivt bestemt hastighed på over 40 km/t (T1b, T2b, T3b, T4.1b, T4.2b og T4.3b), og som benyttes som erhvervskøretøj. Skal kontrolleres 4 år efter første indregistrering og derefter hvert 2. år.

Kraftige motorcykler

To- eller trehjulede køretøjer (klasse L) med en forbrændingsmotor på over 125 cm3 kontrolleres fra 2022, medmindre trafiksikkerhedsstatistikker for de foregående 5 år viser, at samme niveau af trafiksikkerhed kan opnås ved hjælp af alternative foranstaltninger.

Teknisk kontrol før forfaldsdatoen

Under visse omstændigheder kan køretøjer underkastes en kontrol før forfaldsdatoerne:

  • efter en ulykke
  • når indehaveren af et køretøjs registreringsattest har ændret sig
  • når køretøjet har kørt 160 000 km
  • i tilfælde, hvor trafiksikkerheden påvirkes i alvorlig grad.

Undtagelser

Følgende typer køretøjer kan være undtaget teknisk kontrol:

  • køretøjer af historisk interesse
  • diplomatkøretøjer
  • køretøjer, der udelukkende anvendes af de væbnede styrker, politiet, toldmyndighederne, brandvæsenet eller til landbrug eller skovbrug
  • køretøjer, der udelukkende anvendes på små øer.

Godkendte synsvirksomheder

Hver EU-medlemsstat skal have godkendte synsvirksomheder, der opfylder alle krav, og inspektører skal opfylde mindstekravene til kompetence og være fri for enhver interessekonflikt.

Vurdering af defekter

  • Defekter klassificeres som mindre, væsentlige eller farlige, hvor mindre defekter ikke er tilstrækkelige til at kassere et køretøj.
  • Ved farlige defekter kan brugen af køretøjet på offentlig vej suspenderes, indtil manglen er afhjulpet.

Synsrapport

Når et køretøj, som allerede er indregistreret i en anden medlemsstat, skal omregistreres, godkendes dets synsrapport af de andre medlemsstater, også hvis køretøjet skifter ejer.

Senest i 2021 skal synsvirksomheder dele relevante oplysninger med de nationale myndigheder i deres medlemsstat.

Europæisk elektronisk informationsplatform for køretøjer

Gennemførligheden af og omkostninger og fordele ved at oprette en europæisk elektronisk informationsplatform for køretøjer skal undersøges.

Svig

  • For at identificere svig med kilometertallet (manipulation af det udstyr, der bruges til at måle tilbagelagt vejstrækning) skal data fra tidligere synsresultater gøres tilgængelige for inspektørerne.
  • Det er en strafbar handling at manipulere med antallet af kørte kilometer.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning den 20. maj 2017. Reglerne skal træde i kraft den 20. maj 2018.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/45/EU af 3. april 2014 om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil og om ophævelse af direktiv 2009/40/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 51-128).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2014/45/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 22.06.2023

Top