Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2019/770 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det fastsætter regler om aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester, navnlig:
    • regler om overensstemmelse med aftalen og
    • beføjelser i tilfælde af det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse, eller hvis der er tale om manglende levering.
  • Digitalt indhold omfatter computerprogrammer og mobilapplikationer samt video- og lydfiler i digital form.
  • Digitale tjenester omfatter f.eks. cloud computing-tjenester og sociale medier.
  • Direktivet er en del af strategien for et digitalt indre marked i EU.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Direktivet finder anvendelse på aftaler, hvor en erhvervsdrivende leverer digitalt indhold eller digitale tjenester til en forbruger, og forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris. Det finder også anvendelse, når forbrugeren ikke betaler en pris, men afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende, medmindre de personoplysninger, der afgives, udelukkende behandles med henblik på levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, eller for at give den erhvervsdrivende mulighed for at opfylde retlige krav.

Undtagelser omfatter aftaler om:

  • varer med digitale elementer (der reguleres i direktiv (EU) 2019/771)
  • internetadgang
  • afsendelse af beskeder (f.eks. SMS) med undtagelse af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester
  • sundhedsydelser
  • spiltjenester
  • finansielle tjenesteydelser
  • software, som tilbydes i henhold til en Free and Open Source-licens (hvor der ikke betales en pris, og hvor de personoplysninger, som afgives, udelukkende bruges med henblik på at forbedre den specifikke software)
  • digitalt indhold som led i en forestilling eller et arrangement, såsom digitale filmforevisninger
  • digitalt indhold, der leveres af instanser i den offentlige sektor i overensstemmelse med direktiv 2003/98/EF.

Overensstemmelse

Digitalt indhold eller digitale tjenester skal overordnet set:

  • passe til beskrivelsen, mængden og kvaliteten og have andre egenskaber som funktionalitet, kompatibilitet, interoperabilitet som krævet i aftalen
  • være egnet til det aftalte formål som en del af aftaleprocessen
  • leveres med alt tilbehør, vejledninger og service som krævet i aftalen
  • opdateres som fastsat i aftalen
  • være egnet til de formål, som digitalt indhold eller en digital tjeneste af den samme type normalt bruges til
  • besidde de egenskaber og funktioner (herunder med hensyn til funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed), som forbrugeren med rimelighed kan forvente
  • leveres sammen med sådant tilbehør og sådanne instruktioner, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage
  • være i overensstemmelse med en eventuel prøveversion eller forhåndsvisning inden indgåelse af aftalen.

Den erhvervsdrivende sikrer, at forbrugeren får besked om og får leveret opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for at holde det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse Direktivet indeholder også mere detaljerede bestemmelser om forpligtelsen til at levere opdateringer.

Den erhvervsdrivendes ansvar

  • Den erhvervsdrivende er ansvarlig for:
    • manglende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
    • det digitale indholds eller den digitale tjenestes manglende overensstemmelse på det tidspunkt, hvor leveringen finder sted, og som kan konstateres inden for minimum to år. Hvis den manglende overensstemmelse kan konstateres inden for det første år, skal forbrugere ikke bevise, at den eksisterede på tidspunktet for levering.
  • Når det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres fortløbende, er den erhvervsdrivende ansvarlig for manglende overensstemmelse der forekommer og kan konstateres i hele leveringsperioden.

Beføjelser

  • Hvis den erhvervsdrivende ikke har leveret det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden unødig forsinkelse eller inden for en aftalt tidsramme, efter en påmindelse, har forbrugeren ret til at ophæve aftalen.
  • I tilfælde af manglende overensstemmelse har forbrugeren ret til at få bragt det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse (medmindre det er umuligt eller ville påføre den erhvervsdrivende uforholdsmæssige udgifter). Hvis den erhvervsdrivende ikke gør dette, har forbrugeren ret til at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophæve aftalen.
  • Når aftalen ophæves, skal den erhvervsdrivende betale det fulde beløb tilbage til forbrugeren undtagen for perioder, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er leveret fortløbende, har været i overensstemmelse.

Forpligtelser og rettigheder i tilfælde af ophævelse af aftalen

  • Når aftalen ophæves, skal de erhvervsdrivende overholde forpligtelserne om personoplysninger i forordning (EU) 2016/679 (generel forordning om databeskyttelse). De erhvervsdrivende skal på visse betingelser:
    • afholde sig fra at bruge nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som forbrugeren har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
    • også tillade, at forbrugerne downloader sådant indhold gratis inden for en rimelig frist uden hindringer fra den erhvervsdrivende.
  • Efter ophævelse af aftalen skal forbrugeren afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjeparter.
  • EU-landene skal sikre, at der er effektive midler til at sikre, at dette direktiv overholdes.

Direktivet supplerer direktiv (EU) 2019/771 vedrørende aftaler om salg af varer.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det skal indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den . EU-landene skal anvende reglerne i direktivet fra den .

BAGGRUND

Se desuden:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af , s. 1-27).

seneste ajourføring

Top