EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 3.8.2022
COM(2022) 381 final
2022/0232(COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1108/70 om indførelse af bogføring af de udgifter, der er forbundet med infrastrukturerne for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, og Kommissionens forordning (EØF) nr. 851/2006 vedrørende fastlæggelsen af indholdet af de forskellige poster i bogføringsskemaerne i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 1108/70
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
Nærværende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1108/70 og (EF) nr. 851/2006 fremsættes i forbindelse med Kommissionens Refitprogram og tilsagn om bedre lovgivning. Formålet er at sikre en retlig ramme, der er formålstjenlig og af høj kvalitet, som anført i den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning. Kommissionen har til dette formål fastslået, at de nævnte retsakter er forældede, og de foreslås derfor ophævet.
Kommissionen meddelte i sit arbejdsprogram for 2020, at den havde til hensigt at ophæve forordning (EØF) nr. 1108/70. På grundlag af artikel 91 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (tidl. artikel 71 i TEF og tidl. artikel 75 i EØF-traktaten) kræves der i forordning (EØF) nr. 1108/70 indsamling af data om udgifter til jernbaner, landeveje og sejlbare vandveje samt indsamling af statistikker om benyttelse af den dertil svarende infrastruktur. Hovedformålet med forordningen var at indsamle oplysninger om udgifter til og benyttelsen af transportinfrastrukturerne ("resultater") i medlemsstaterne med henblik på at udvikle et tarifsystem for brugen af infrastrukturer inden rammerne af den fælles transportpolitik.
På grund af de vanskeligheder, medlemsstaterne stødte på i forbindelse med indberetningen af de påkrævede data, blev forordning (EØF) nr. 1108/70 ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1384/79. Ved sidstnævnte forordning blev der indført forenklinger og korrektioner for at lette datakravene. Der er foretaget yderligere fire ændringer af forordning (EØF) nr. 1108/70 efter nye medlemsstaters tiltrædelse.
Desuden blev der i forordning (EØF) nr. 2598/70, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2116/78, Kommissionens forordning (EF) nr. 906/2004 og Kommissionens forordning (EF) nr. 851/2006, fastsat definitioner af indholdet af de forskellige poster i bogføringsskemaerne i forordning (EØF) nr. 1108/70.
I henhold til artikel 9, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 1108/70 skal Kommissionen årligt forelægge en sammenfattende beretning for Rådet med de vigtigste statistikker om udgifterne til og benyttelsen af transportinfrastrukturerne. Til dato har Kommissionen fået forelagt 15 beretninger. Den 15. beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om udgifter til og benyttelse af jernbane- og vejinfrastruktur og infrastruktur for indre vandveje, som omfatter data fra 1987 til 1989, blev offentliggjort i 1994. Til trods for gentagne påmindelser har adskillige medlemsstater forsømt at forelægge alle data for de år, der er blevet undersøgt i beretningerne, eller de har forsømt at forelægge dataene i den form, der kræves i forordningen. Dette har undermineret regelmæssigheden af offentliggørelserne og betydet, at EU-aggregaterne ikke kunne beregnes.
Kommissionen har ikke udarbejdet nye beretninger siden 1998, navnlig fordi den dårligt nok modtog nogen data fra medlemsstaterne, og de data, den modtog, var for det meste ufuldstændige. Siden 2005 har kun fire medlemsstater indberettet data om investeringer i infrastruktur til Kommissionen på grundlag af forordning (EØF) nr. 1108/70.
Desuden er de definitioner og klassificeringer, der benyttes i forordningen, blevet forældede. De mest slående eksempler er afsnit A.1 og A.2 i bilag II til forordningen, som indeholder en liste over alle de jernbanevirksomheder i Europa, for hvilke medlemsstaterne skal indsamle de respektive data om udgifter til infrastrukturer, og hvorved der ikke tages højde for markedsåbningen af jernbanesektoren, som er blevet indført med de forskellige jernbanepakker og ændringer af forvaltninger, særlig adskillelsen mellem infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, og som nogle af de virksomheder, der er nævnt i bilaget, har gennemgået. Det er heller ikke tilrådeligt at opliste navnene på jernbanevirksomheder i en retsakt, da de kan ændre sig i tidens løb som følge af omstruktureringer og således hurtigt gøre bilaget forældet.
Desuden er mange begreber og klassificeringer forældede (f.eks. "eksprestog" og "anden togtrafik", godstog klassificeret som "ilgodstog" og "fragtgodstog", og "km i alt", hvortil der sædvanligvis blot henvises med "km") og mangler en hensigtsmæssigt definition. Andre hænger ikke sammen med aktuelle klassificeringer. Eksempelvis anmodes der i forordningen om indikatorer for kategorien "varevogne med en tilladt totalvægt på under 3 t", mens den senere lovgivning, nemlig forordning (EF) nr. 1071/2009 og (EF) nr. 1072/2009, er rettet mod lette erhvervskøretøjer med en tilladt totalvægt på mellem 2,5 t og 3,5 t.
2.Resultater af høringer af interesserede parter og konsekvensanalyser
2.1. Høring
I 2017 gennemførte Kommissionen en målrettet høring af de nationale statistiske kontorer om de vanskeligheder, medlemsstaterne var stødt på i forbindelse med overholdelsen af kravene i forordning (EØF) nr. 1108/70. Hovedkonklusionen på høringen var, at data om udgifter til transportinfrastrukturer generelt var tilgængelige på ministerielt niveau, men dog ikke i den detaljeringsgrad, der kræves af lovgivningen. Trafikstatistikker om benyttelsen af transportinfrastrukturer ("resultater") var mindre tilgængelige. Disse oplysninger indsamles generelt af de nationale statistiske kontorer i overensstemmelse med forskellige sektorspecifikke forordninger om statistik (forordning (EU) nr. 70/2012 om statistisk registrering af vejgodstrafikken, forordning (EU) 2018/974 om statistik over godstransport ad indre vandveje og forordning (EU) 2018/643 om statistik over jernbanetransport). De opdelinger, der kræves i forordning (EØF) nr. 1108/70, er for det meste ikke tilgængelige.
På grundlag af de oplysninger, der blev indhentet fra de 15 beretninger og fra høringen af de nationale statistiske kontorer, har den relevante tjenestegren i Kommissionen vurderet forordning (EØF) nr. 1108/70 med hensyn til virkningsfuldhed og effektivitet, sammenhæng, relevans og EU-merværdi.
Virkningsfuldhed og effektivitet: På grund af den påkrævede indberetnings beskedne omfang og de tekniske vanskeligheder, der er forbundet med at indsamle dataene, er dataindsamlingen i henhold til forordningen fortsat uforholdsmæssigt byrdefuld for medlemsstaterne og ikke virkningsfuld og effektiv.
Sammenhæng: Der er en delvis overlapning mellem forordning (EØF) nr. 1108/70 og andre, nyere regler om dataindsamling, som i øjeblikket er i kraft. For så vidt angår data om udgifter til infrastrukturer, er overlapningen tydeligst med hensyn til dataindsamlingen i henhold til TEN-T-forordningen (forordning (EU) nr. 1315/2013), ved hjælp af hvilken der indsamles en betydelig mængde tekniske og finansielle oplysninger om TEN-T-hovednettet og det samlede net. Ved hjælp af ordningen for overvågning af jernbanemarkedet, som er baseret på Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1100, indsamles der også oplysninger om jernbaner i Europa, herunder om udgifter til jernbaneinfrastruktur til vedligeholdelse, fornyelse, opgradering og ny infrastruktur. For så vidt angår data om benyttelse af infrastrukturer, indsamler Eurostat forskellige statistikker om vejgodstransport, jernbanetransport og transport ad indre vandveje, som delvist overlapper trafikindikatorerne i forordning (EØF) nr. 1108/70. Det Internationale Transportforum (ITF/OECD) har siden 1995 regelmæssigt indsamlet oplysninger om transportinfrastruktur og vedligeholdelse fra sine medlemmer og offentliggjort tallene for udgifter for veje (også med særskilte data for motorveje), jernbaner, indre vandveje, søhavne og lufthavne. Forordning (EØF) nr. 1108/70 er derfor uoverensstemmende og uforenelig med andre, nyere retsakter, hvorved medlemsstaterne forpligtes til at indberette data om investeringer i transportinfrastrukturer.
Relevans: Forordning (EØF) nr. 1108/70 blev udarbejdet i en tid, hvor de tre indlandstransportformer spillede den største rolle i transportpolitikken for det Europæiske Økonomiske Fællesskabs ni medlemsstater. Indlandstransport er fortsat den mest relevante transportform i Europa, men globaliseringen og den øgede tilgængelighed af og konnektivitet med luftfart har sat ekstra fokus på udgifterne til infrastrukturer til søhavne og luftfart, som ikke er omfattet af forordningen.
EU-merværdi: Der er en tydelig merværdi ved at have en enkelt datakilde for udgifter til transportinfrastrukturer på europæisk plan (dette mangler i øjeblikket) frem for at indhente disse oplysninger fra hver medlemsstat enkeltvis. På grund af den lave påkrævede detaljeringsgrad og de tekniske vanskeligheder med at indsamle dataene har kun fire medlemsstaterne indberettet disse oplysninger. De modtagne oplysninger benyttes ikke til noget politisk initiativ eller nogen teknisk analyse.
Kort sagt er forordning (EØF) nr. 1108/70 blevet forældet, og de data, som skulle have været indsamlet i henhold til forordningen, er enten blevet tilgængelige fra andre kilder eller er ikke længere nødvendige i den form og med de specifikationer, der kræves i henhold til forordningen. Forordning (EØF) nr. 1108/70 bør derfor ophæves. Dette vil fjerne uoverensstemmelser i EU's retsorden og bidrage til at forenkle EU-lovgivningen ved at fjerne en retsakt, som nu er forældet.
Kommissionens forordning (EF) nr. 851/2006 vedrørende fastlæggelsen af indholdet af de forskellige poster i bogføringsskemaerne i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 1108/70 bør også ophæves.
2.2. Virkninger af ophævelsen
På grundlag af analysen af de oplysninger, der er indsamlet fra de 15 beretninger og fra de data, der er forelagt siden 2015 af blot fire medlemsstater, anses virkningen af ophævelsen af forordningen for at være ubetydelig.
For de fire medlemsstater, som i øjeblikket indberetter data, vil den administrative byrde blive mindsket.
3.Juridiske aspekter af forslaget
Forslaget består i en ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1108/70 og Kommissionens forordning (EF) nr. 851/2006.
2022/0232 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1108/70 om indførelse af bogføring af de udgifter, der er forbundet med infrastrukturerne for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, og Kommissionens forordning (EØF) nr. 851/2006 vedrørende fastlæggelsen af indholdet af de forskellige poster i bogføringsskemaerne i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 1108/70
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016 bekræftet deres fælles tilsagn om at ajourføre og forenkle lovgivning.
(2)For at kunne rationalisere og mindske omfanget af den gældende EU-ret er det hensigtsmæssigt at analysere den regelmæssigt og fastsætte, hvilken lovgivning der er forældet. Det er nyttigt at ophæve forældet lovgivning for at sikre, at den retlige ramme er gennemsigtig, tydelig og let at anvende for medlemsstaterne og de relevante berørte parter.
(3)I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1108/70 skal medlemsstaterne indberette infrastrukturudgifter for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje og oplysninger om benyttelsen af infrastrukturerne.
(4)Forordning (EØF) nr. 1108/70 er baseret på forældede bestemmelser og definitioner og er uoverensstemmende og uforenelig med andre, nyere retsakter, som i øjeblikket er i kraft, og hvorved medlemsstaterne forpligtes til at indberette data om investeringer i transportinfrastruktur og benyttelse af infrastruktur.
(5)Forordning (EØF) nr. 1108/70 er forbundet med uforholdsmæssigt store administrative vanskeligheder, for så vidt angår indsamlingen af data. Siden 2005 har kun fire medlemsstater forelagt de data, der kræves i henhold til forordningen.
(6)Forordning (EØF) nr. 1108/70 bør derfor ophæves for at fjerne uoverensstemmelser i Unionens retsorden, og dette bør bidrage til at forenkle EU-lovgivningen ved at fjerne en retsakt, som nu er forældet.
(7)Da forordning (EØF) nr. 1108/70 gennemføres ved forordning (EF) nr. 851/2006, mister sidstnævnte forordning sit formål med ophævelsen af forordning (EØF) nr. 1108/70. Forordning (EF) nr. 851/2006 bør derfor også ophæves —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Forordning (EØF) nr. 1108/70 og (EF) nr. 851/2006 ophæves.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formand
Formand