EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018DC0556

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE RÅD, RÅDET, DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG, REGIONSUDVALGET OG DEN EUROPÆISKE INVESTERINGSBANK Forberedelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union den 30. marts 2019

COM/2018/556 final

Bruxelles, den 19.7.2018

COM(2018) 556 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN

Forberedelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union
den 30. marts 2019


MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE RÅD, RÅDET, DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG, REGIONSUDVALGET OG DEN EUROPÆISKE INVESTERINGSBANK

Forberedelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union
den 30. marts 2019

Det Forenede Kongeriges beslutning om at forlade Unionen skaber usikkerhedsmomenter, der vil kunne forårsage forstyrrelser

Det Europæiske Råd (artikel 50), den 29. april 2017 1

Indtil da opfordrer Det Europæiske Råd Kommissionen, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne til at fortsætte arbejdet med på alle niveauer at forberede sig på konsekvenserne af UK's udtræden og tage højde for alle mulige udfald.

Det Europæiske Råd (artikel 50), den 29. marts 2018 2

Det Europæiske Råd opfordrer endnu en gang medlemsstaterne, EU-institutionerne og alle

interessenter til at intensivere deres arbejde vedrørende beredskab på alle niveauer og med henblik på alle udfald.

Det Europæiske Råd (artikel 50), den 29. juni 2018 3

Resumé:

Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union får følger for borgere, erhvervsliv og administrationer i både Det Forenede Kongerige og Den Europæiske Union. Disse følger rammer en række områder lige fra ny kontrol ved EU's (nye) ydre grænse, til gyldigheden af licenser, certifikater og tilladelser udstedt af Det Forenede Kongerige til nye betingelser for dataoverførsler.

Den Europæiske Union arbejder hårdt på at nå frem til en aftale om en velordnet udtræden og ser frem til at drøfte rammerne for de fremtidige forbindelser med Det Forenede Kongerige.

Der er dog ingen garanti for, at man når frem til en aftale. Og selv hvis der opnås enighed om en aftale, vil Det Forenede Kongerige ikke længere have forbindelser med Den Europæiske Union som en medlemsstat, og situation vil derfor være en helt anden.

Alle, der bliver berørt, bør derfor være forberedte på Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union den 30. marts 2019. Denne meddelelse skal ses i lyset af EU27-ledernes opfordring om at intensivere forberedelserne på alle niveauer, og alle interessenter, der kan blive berørt af Det Forenede Kongeriges udtræden, opfordres i meddelelsen til at træffe de forberedende foranstaltninger, der er nødvendige, og til at gøre det nu.



1.Baggrund

Det Forenede Kongerige har besluttet at træde ud af Den Europæiske Union

Den 30. marts 2019 4 træder Det Forenede Kongerige ud af Den Europæiske Union og bliver et tredjeland.

Det vil, uanset hvilket scenarie, det ender med, medføre betydelige forstyrrelser for europæiske borgere, europæisk erhvervsliv og europæiske administrationer. Det Europæiske Råd har gentagne gange understreget behovet for forberedende foranstaltninger og opfordrede den 29. juni 2018 endnu engang medlemsstaterne, EU-institutionerne og alle interessenter til at intensivere deres arbejde vedrørende beredskab på alle niveauer og med henblik på alle udfald 5 . I denne meddelelse redegøres for det forberedende arbejde, der er sat i gang, og for de forberedende foranstaltninger, der er truffet indtil videre, og der peges på de forskellige udfordringer, der venter forude.

Forhandlingerne om en udtrædelsesaftale er i gang

Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige fører forhandlinger om en udtrædelsesaftale. De fremskridt, der er gjort med den juridiske aftale på forhandlingsniveau, blev oplyst den 19. marts 2018 6 . Disse fremskridt omfatter nærmere bestemmelser om en overgangsperiode, der skal vare frem til den 31. december 2020 (se nedenfor). Der blev oplyst om yderligere fremskridt i en fælles erklæring fra EU's og Det Forenede Kongeriges forhandlere den 19. juni 2018 7 . Selv om der er gjort fremskridt, er der stadig vigtige uafklarede spørgsmål, bl.a. spørgsmålet om den fortsatte beskyttelse i Det Forenede Kongerige af den mængde geografiske betegnelser, der var beskyttet i Det Forenede Kongerige, så længe det var medlem, og de krav til beskyttelse af personoplysninger, der er overført til Det Forenede Kongerige, mens det var medlem. Der er heller ikke fundet en løsning på spørgsmålet om det igangværende politimæssige og retlige samarbejde i straffesager. Derudover er der ikke fundet en løsning på spørgsmålene vedrørende forvaltning af udtrædelsesaftalen, bl.a. EU-Domstolens rolle. Endelig er der ikke gjort fremskridt med at nå til enighed om en bagstopperløsning for at undgå en hård grænse på øen Irland uafhængigt af resultaterne af forhandlingerne om de fremtidige forbindelser.

Sideløbende med udkastet til udtrædelsesaftalen har Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige indledt drøftelser om indholdet af en politisk erklæring, som vil fastlægge den overordnede forståelse af rammerne for de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige.

Planen i øjeblikket er, at Den Europæiske Union og Det Forende Kongerige når til enighed om udtrædelsesaftalen i oktober 2018, ledsaget af en politisk erklæring om deres fremtidige forbindelser. Derved skulle der lige være tid nok til indgåelsesproceduren i Den Europæiske Union (Rådet med Europa-Parlamentets samtykke) og Det Forenede Kongeriges ratificering.

Indgåelsen og ratificeringen af udtrædelsesaftalen er en krævende proces

Der bliver muligvis en overgangsperiode ...

Hvis Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige når til enighed om udkastet til udtrædelsesaftalen vil det medføre en overgangsperiode mellem udtrædelsesdatoen (dvs. den 30. marts 2019) og den 31. december 2020. I løbet af overgangsperioden vil EU's regler (den såkaldte gældende EU-ret, herunder internationale aftaler 8 ), således som de fortsat videreudvikles, generelt finde anvendelse i Det Forenede Kongerige, selv om Det Forenede Kongerige ikke længere vil deltage i hverken forvaltningen af EU-institutionerne, EU-organerne eller EU-agenturerne eller i disses beslutningstagning. En overgangsperiode vil så give yderligere 21 måneder til at forberede sig på dagen, hvor EU-retten ophører med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige.



... men vi er nødt til at forberede os på alle scenarier ...

Interessenter, nationale administrationer og EU-administrationer er nødt til at forberede sig på to mulige hovedscenarier:

·Hvis udtrædelsesaftalen ratificeres inden den 30. marts 2019, så den kan træde i kraft på denne dato, ophører EU-retten med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige den 1. januar 2021, dvs. efter en overgangsperiode på 21 måneder, på de vilkår, der er fastsat i udtrædelsesaftalen.

·Hvis der ikke foreligger en aftale om en udtrædelsesaftale, eller hvis udtrædelsesaftalen ikke ratificeres i tide af begge parter, bliver der ingen overgangsperiode, og EU-retten vil ophøre med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige pr. 30. marts 2019 (med andre ord et scenarie uden en aftale).

Desuden forholder det sig sådan, at selv om udtrædelsesaftalen ratificeres, og det lykkedes at indgå en aftale om de fremtidige forbindelser i løbet af overgangsperioden, vil der ikke blive tale om at opretholde forbindelser som om der var tale om en EU-medlemsstat. Det Europæiske Råd har gentagne gange understreget, at et tredjeland ikke kan have de samme rettigheder og nyde de samme fordele som en medlemsstat. Det er derfor meget vigtigt at forberede sig på, at det Forenede Kongerige bliver et tredjeland, selv med det scenarie, der medfører færrest forstyrrelser.

... og hvert scenarie har forskellige konsekvenser

De vigtigste konsekvenser af scenarie 1: udtræden den 30. marts 2019 i henhold til udtrædelsesaftalen med en overgangsperiode frem til den 31. december 2020

·Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland.

·Fortsat anvendelse af EU-retten i og på Det Forenede Kongerige: Generelt vil EU-retten fortsat finde anvendelse i overgangsperioden.

·Udtræden af det institutionelle samarbejde: Det Forenede Kongerige vil fra den 30. marts 2019 ikke længere deltage i EU's beslutningstagning, i EU-institutionerne og i forvaltningen af EU-organer og EU-agenturer.

·Forvaltning af overgangsperioden: Den rolle, EU-institutionerne spiller i overvågningen og håndhævelsen af EU-retten i Det Forenede Kongerige fortsætter.

·Forhandling om de fremtidige forbindelser: Den Europæiske Union bør forhandle med Det Forenede Kongerige om en aftale om de fremtidige forbindelser, som ideelt set bør være på plads (aftalt, undertegnet og ratificeret) ved overgangsperiodens udgang og finde anvendelse pr. 1. januar 2021.



De vigtigste konsekvenser af scenarie 2: udtræden den 30. marts 2019 uden en udtrædelsesaftale

·Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland, og EU-retten finder ikke længere anvendelse på og i Det Forenede Kongerige 9 .

·Borgerne: Der vil ikke være nogen særordning for EU-borgere i Det Forenede Kongerige eller for statsborgere i Det Forenede Kongerige, som bor i Den Europæiske Union.

·Grænsespørgsmål: Den Europæiske Union skal anvende sine regler og sin told ved grænserne med Det Forenede Kongerige som et tredjeland, herunder toldkontrol, sundheds- og plantesundhedsstandarder og kontrol af efterlevelsen af EU-normer. Transporten mellem Det Forenede Kongerige og Den Europæiske Union kommer til at lide alvorligt. Told-, sundheds- og plantesundhedskontrol ved grænserne kan medføre store forsinkelser, f.eks. i vejtransporten, og vanskeligheder for havnene.

·Handel og regler: Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland, hvis forbindelser med Den Europæiske Union vil være underlagt folkeretten, herunder WTO-reglerne. Det vil særligt i de stærkt regulerede sektorer være en væsentlig ulempe i forhold til den aktuelle markedsintegration.

·Forhandlinger med Det Forenede Kongerige: Afhængigt af omstændighederne i forbindelse med udtrædelsen uden en aftale ønsker EU måske at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige som et tredjeland.

·EU-finansiering: UK-enheder vil ikke længere være berettiget som EU-enheder til at modtage EU-tilskud og deltage i EU-udbudsprocedurer. Medmindre andet fremgår af de gældende retsregler, vil ansøgere og tilbudsgivere fra Det Forenede Kongerige kunne afvises.

2. Forberedelser og beredskab - hvad er forskellen?

Når alle de forbindelser, der er knyttet i en periode på over 40 år, skal opløses, vil det uvægerligt medføre væsentlige ændringer i samarbejdet med Det Forenede Kongerige på alle niveauer, herunder økonomisk og juridisk. Disse ændringer kan man ikke forberede sig ud af, da de er en følge af Det Forenede Kongeriges beslutning, men skaderne kan begrænses. Når Den Europæiske Union fører forhandlinger om Det Forenede Kongeriges velordnede udtræden, bestræber den sig på at forsvare Unionens 27 medlemsstaters interesser, og borgerne, erhvervslivet og medlemsstaterne bør også gøre deres for at forberede sig. Det er nødvendigt straks at øge den forberedende indsats på alle niveauer og tage højde for alle eventuelle resultater.

Borgere, erhvervsliv og medlemsstater vil blive berørt i forskellig grad, og hvor voldsomme forstyrrelserne bliver, vil afhænge af mange faktorer, bl.a. om en udtrædelsesaftale træder i kraft, og af de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige.

At være forberedt betyder, at der er set på alle mulige scenarier, foretaget en vurdering af alle relevante tilhørende risici og lagt en plan for, hvordan der skal sættes ind og reageres på eventuelle konsekvenser. Interessenter og offentlige myndigheder i Unionen skal tage alle mulige og nødvendige skridt til at sikre, at der er en plan for, hvordan der skal sættes ind, og at risiciene så vidt muligt kan begrænses. Alle må derfor forberede sig på de ændringer, der utvivlsomt følger af Det Forenede Kongeriges udtræden.

Når Kommissionen skal fastlægge, hvilke foranstaltninger der bør træffes, skelner den mellem to forskellige slags foranstaltninger: forberedende foranstaltninger og beredskabsplanlægning.

a)Forberedende foranstaltninger

Forberedende foranstaltninger er foranstaltninger, der skal tages som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden, uanset om der indgås en udtrædelsesaftale med Det Forenede Kongerige eller ej.

For f.eks. erhvervsdrivende, som i øjeblikket driver virksomhed på grundlag af tilladelser og certifikater, der er udstedt af myndigheder og organer i Det Forenede Kongerige, kunne forberedende foranstaltninger bestå i at ansøge om tilladelser og certifikater i en EU27-medlemsstat for derved at sikre fortsat adgang til EU-markedet. Medlemsstaterne kunne overveje at træffe foranstaltninger til at mindske den ekstra administrative byrde, der vil følge af nye grænsekontrolforanstaltninger og af en stigning i anmodningerne fra erhvervsdrivende om tilladelser eller certifikater fra EU27-medlemsstater.

På EU-plan er eksempler på forberedende foranstaltninger, at decentraliserede agenturer med sæde i London flyttes, og opgaver omfordeles fra myndigheder i Det Forenede Kongerige til myndigheder i EU27-medlemsstaterne. Dette skal ske uanset en eventuel aftale med Det Forenede Kongerige, da et tredjeland ikke kan tildeles sådanne EU-opgaver eller være vært for EU-organer.

b)Beredskabsplanlægning

Selv om EU-retten forbliver uændret, betyder den usikkerhed, der er forbundet med forhandlingsprocessen, at det er nødvendigt at kortlægge alle scenarier.

Beredskabsplanlægning indebærer at forestille sig, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe for at mindske de følger, som unægtelig vil opstå omkring udtrædelsesdatoen (30. marts 2019), hvis Det Forenede Kongerige udtræder af Unionen uden en udtrædelsesaftale og dermed uden en overgangsperiode.

Beredskabsforanstaltninger vil i princippet være midlertidige, indtil de nødvendige langsigtede tilpasninger er foretaget. Der kan ikke opnås de samme resultater med beredskabsforanstaltninger som med en velordnet udtræden som følge af en udtrædelsesaftale, og de vil hellere ikke kunne genskabe den aktuelle situation, hvor Det Forenede Kongerige er en medlemsstat.

Beredskabsplanlægning på det værst tænkelige resultat er ikke et tegn på manglende tillid til forhandlingerne. Kommissionen har afsat mange ressourcer og gør sig store anstrengelser for at nå frem til en aftale. Det er fortsat vores mål. Det er dog ikke muligt at forudsige, hvad resultatet af forhandlinger bliver.

Beredskabsforanstaltninger medfører ikke nødvendigvis lovgivningstiltag på EU-plan og kan høre under medlemsstaternes ansvarsområde, afhængigt af hvem der har beføjelse på området. På f.eks. toldområdet er der i princippet ingen grund til at ændre EU's toldkodeks, da den allerede indeholder regler om tredjelande; det kan dog være nødvendigt at træffe beredskabsforanstaltninger, som skal gennemføres på nationalt plan, for at begrænse risikoen for lange køer af køretøjer, der formodentlig vil opstå, fordi der skal gennemføres toldprocedurer. Inden for de retlige rammer af Unionens toldkodeks bør der træffes beredskabsforanstaltninger, og de bør gennemføres på en koordineret måde.

3. Hvem bør træffe forberedende foranstaltninger?

Det er ikke kun EU-institutionerne, der bør forberede sig på Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union. Det er en fælles indsats på EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt plan, som også involverer de erhvervsdrivende. Hvis vi skal være forberedte på udtrædelsen og begrænse de værste følger af et scenarie uden en aftale, skal alle interessenter tage deres del af ansvaret.

Det er især private aktører, erhvervsdrivende og fagfolk, der skal forberede sig.

Det Forenede Kongeriges udtræden forekommer måske at være noget abstrakt, der sker på et højere plan mellem Det Forenede Kongerige og Den Europæiske Union, men det får rent faktisk ganske konkrete konsekvenser for borgere, fagfolk og erhvervsdrivende. Medlemsstaternes økonomier hænger tæt sammen takket være det indre marked med integrerede forsyningskæder på tværs af grænser og omfattende levering af tjenesteydelser på tværs af grænser. Udtrædelsen kan derfor have store følger for de berørte erhvervsdrivende.

Det er vigtigt, at virksomheder af enhver størrelse, også små og mellemstore virksomheder (SMV'er), forbereder sig og træffer deres forholdsregler nu. Private aktører, erhvervsdrivende og fagfolk skal tage ansvar for deres situation, vurdere, hvilke konsekvenser et scenarie uden en aftale kan få for deres forretningsmodel, træffe de økonomiske beslutninger, der er nødvendige, og tage alle de nødvendige administrative skridt før den 30. marts 2019. De borgere, som bliver påvirket af Det Forenede Kongeriges udtræden, samt de offentlige administrationer, der betjener dem, bør også forberede sig på den 30. marts 2019.

Eventuelle spørgsmål bør rettes til de kompetente myndigheder. Brancheforeninger – både på EU-plan og nationalt/regionalt plan – spiller en vigtig rolle for at få oplysninger om, hvordan man kan forberede sig, ud til deres medlemmer – især til SMV'er. Ambassader, konsulater og det offentlige spiller en lignende rolle, når det gælder oplysning af borgerne.

I den forbindelse mindes der om, at EU's regler, som gælder over for tredjelande, allerede er på plads, og at interessenter bør gøres bekendt med dem. Det er regler, der ikke ændrer sig på udtrædelsesdatoen. Kommissionen har offentliggjort meddelelser (se nedenfor og bilag) og minder om de regler, der vil finde anvendelse, når Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland.

Selv om de offentlige myndigheder kan yde støtte og vejledning for så vidt muligt at tydeliggøre, hvilke retsregler der vil finde anvendelse på forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige, og foretage de ændringer af retsreglerne, der er nødvendige for at sikre, at de fortsat fungerer gnidningsløst i Den Europæiske Union med 27 medlemsstater, er det ikke muligt at tilpasse de relevante retsregler, så de passer til enhver tænkelig situation og ethvert kommercielt problem.

Mange virksomheder flytter til EU27 eller udvider deres virksomhed i EU27. Andre virksomheder har advaret om de konsekvenser, det vil få for deres aktiviteter eller forretningsmodel, hvis der ikke opnås en velordnet Brexit.

I visse tilfælde er virksomhederne f.eks. bekymrede over at skulle bytte en tilladelse givet af Det Forenede Kongerige til en, der er udstedt af en myndighed eller et organ i EU27. Nogle fagfolk kan måske være nødt til at bytte et certifikat udstedt i Det Forenede Kongerige til et, der er udstedt i en EU27-medlemsstat, eller til at anmode om at få anerkendt deres erhvervsmæssige kvalifikationer fra Det Forenede Kongerige i en EU27-medlemsstat. De er derfor via meddelelser til interessenter (se nedenfor) blevet opfordret til at træffe de nødvendige foranstaltninger hurtigst muligt.

Den Europæiske Union, de nationale og regionale myndigheder og handelsorganisationer har offentliggjort støttemateriale og stillet værktøjer til rådighed for personer og virksomheder, men der er stadig brug for at gøre mere især med hensyn til SMV'er.

Fra salg inden for EU til handel med Det Forenede Kongerige som et tredjeland: alle skal forberede sig på nye procedurer

Internationale erhvervsdrivende er klar over, hvad handel med tredjelande uden for Den Europæiske Union indebærer, hvad angår toldangivelser, sundheds- og plantesundhedskontrol osv. De er også bekendt med de krav, der skal være opfyldt for at indføre produkter fra tredjelande i Unionens indre marked, f.eks. med hensyn til importformaliteter og overholdelse af gældende EU-ret og overensstemmelsesvurderingsprocedurer. Der er dog mange virksomheder, der ikke har nogen erfaring med at handle med tredjelande, da de kun handler på det indre marked. Det er derfor meget vigtigt at nå ud til disse virksomheder, fordi udfordringerne i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union er størst for dem: de skal sætte sig ind i procedurer, de ikke er vant til, men som er obligatoriske for handel med tredjelande 10 .

Der findes oplysninger om handel med tredjelande på Kommissionens websted 11 . Derudover har nationale regeringer, f.eks. i Østrig, Irland og Nederlandene, oprettet særlige websteder, hvor virksomhederne kan få hjælp til at vurdere konsekvenserne af og/eller hjælp til de nye procedurer, der følger af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU (se nedenfor).

Medlemsstaterne og de nationale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle ...

Det vil få stor betydning for Den Europæiske Union som helhed, at Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland, mens konsekvenserne af Brexit for de enkelte medlemsstater i høj grad vil afhænge af, hvor tætte økonomiske bånd de har til Det Forenede Kongerige, f.eks. hvad angår fælles infrastruktur eller kontrol af varers eller personers bevægelser.

Medlemsstaterne deler beføjelsen til at lovgive med Den Europæiske Union på en række områder, og deres nationale og regionale myndigheder har ansvaret for at gennemføre og håndhæve EU-retten. Det vil blive nødvendigt at foretage tilpasninger af nationale regler, yde vejledning til interessenter og at foretage betydelige investeringer i personale og infrastruktur (f.eks. til toldkontrol, sundheds- og plantesundhedskontrol ved grænsen og hos kompetente myndigheder med ansvar for specifikke procedurer). Regionale myndigheder, især dem med lovgivningsbeføjelser, men også lokale myndigheder bør inddrages i forberedelserne.

De nærmere detaljer og praktiske foranstaltninger drøftes af EU27-medlemsstaternes eksperter på tekniske seminarer tilrettelagt af Kommissionen. Disse uformelle seminarer giver Kommissionen en platform, hvor den kan redegøre nærmere for f.eks. indholdet af de forskellige meddelelser, og hvor medlemsstaterne kan gøre opmærksom på problemer, behandle spørgsmål og udveksle bedste praksis. De er meget vigtige for at finde europæiske løsninger på de rejste spørgsmål.

Medlemsstaterne har udover drøftelserne på EU-plan foretaget en omfattende undersøgelse af de nationale behov for lovgivningsændringer og andre justeringer af deres retsakter. Mange har udviklet værktøjer, der kan hjælpe de erhvervsdrivende med at forberede sig på Det Forenede Kongeriges udtræden.

På det irske websted "prepareforbrexit.com" kan SMV'er vurdere, hvad Brexit kommer til at betyde for dem, og finde oplysninger om relevante arrangementer og relevant støtte. Irland tilbyder også støtte til SMV'er på op til 5 000 EUR til udgifter til forberedelsen af Brexit (dvs. udarbejdelse af planer, deltagelse i arrangementer, etablering af nye kontakter, hvis der er behov for nye leverandører osv.).

De nederlandske myndigheder har oprettet et webbaseret værktøj til at "scanne følgerne af Brexit", som SMV'er kan benytte til at vurdere, i hvilket omfang de risikerer at få problemer i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden.

... sammen med EU-institutionerne, Europa-Kommissionen og EU-agenturerne

EU samler medlemsstaternes suverænitet og skaber en sammenhængende ramme, inden for hvilken medlemsstater og interessenter kan operere. Selv om Den Europæiske Union har enekompetence til at lovgive på visse områder (f.eks. told, handel og fiskeri) og fælles kompetence med medlemsstaterne på andre (f.eks. det indre marked, transport, energi og sikkerhed), er dens beføjelse til at træffe forberedende foranstaltninger og beredskabsforanstaltninger i mange tilfælde begrænset til at oplyse og opfordre de berørte parter til at føre drøftelser og træffe forberedende foranstaltninger.

Kommissionen har fundet flere indsatsområder, hvor den selv kan træffe foranstaltninger i kraft af sit mandat.

a)Lovgivningsændringer og andre virkemidler

Det første indsatsområde består af en grundig screening af EU-retten for at finde frem til, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at afhjælpe situationen inden for forskellige sektorer og politikområder med henblik på at sikre, at EU-reglerne fortsat virker uden problemer i en Union med 27 medlemsstater efter Det Forenede Kongeriges udtræden.

I første omgang har Kommissionen fokuseret på de lovgivningsændringer, der skal vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet, og har fundet otte foranstaltninger, der skal tilpasses uanset forhandlingsresultatet 12 . I betragtning af tidsrammen er det nødvendigt, at der hurtigt gøres fremskridt med disse lovgivningsforslag, og at deres vedtagelse sker i god tid før den 30. marts næste år.

Det er vigtigt at understrege, at det juridisk set ikke er nødvendigt at slette alle henvisninger til Det Forenede Kongerige eller dets institutioner og aktører i gældende EU-lovgivning. Disse henvisninger bliver ganske enkelt forældede og overflødige efter udtrædelsen. De relevante ændringer kan foretages, når de pågældende retsakter af andre grunde alligevel skal revideres og ajourføres på et senere tidspunkt.

Endvidere kan Kommissionen træffe supplerende foranstaltninger ved at benytte de beføjelser, den har fået tildelt af Europa-Parlamentet og Rådet i grundlæggende retsakter til at vedtage gennemførelsesretsakter eller delegerede retsakter. Kommissionen foretager i øjeblikket en nøje undersøgelse af dette område.

Eksempler på lovgivningsændringer, der skal foretages som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden

·Forslag om fordelingen mellem Det Forenede Kongerige og EU27 af toldkontingenter på Unionens WTO-liste. Dette forslag er ledsaget af en henstilling om et forhandlingsmandat fra Rådet om at videreføre forhandlingerne med andre WTO-medlemmer (et mandat, Rådet vedtog den 26. juni 2018). Fordelingen er en tilpasning, der er nødvendig for at skabe retssikkerhed og sikre, at import under toldkontingenterne fortsat forløber gnidningsløst til både Unionen med 27 medlemsstater og Det Forenede Kongerige 13 .

·Forslag til en forordning om supplering af EU-typegodkendelseslovgivningen på motorkøretøjsområdet osv. Dette vil give indehavere af UK-typegodkendelser mulighed for at ansøge om nye typegodkendelser hos de typegodkendende myndigheder i EU27 for de samme typer på grundlag den dokumentation og de testrapporter, der er fremlagt i forbindelse med tidligere UK-typegodkendelser 14 . 

·Hvad angår energieffektivitet skal konverteringen af Unionens 2030-mål (i procent) til absolutte værdier tilpasses, så der tages højde for Det Forenede Kongeriges udtræden.

·Det er nødvendigt at ændre den gældende forordning, som indeholder en liste over de lande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af et visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser, og de lande, hvis statsborgere er fritaget for visumkravet ved ophold af højst tre måneders varighed. Det Forenede Kongerige skal opføres på den ene eller den anden liste 15 .

·Forslag om ændring af forordningen om Connecting Europe-faciliteten med henblik på at tilpasse korridoren mellem Nordsøen og Middelhavet og tegne en ny søfartsrute, der forbinder Irland med den del af korridoren, der befinder sig på det europæiske fastland.

·Forslag om ændring af forordningen om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, således at det sikres, at opgaven med at deltage i den regelmæssige vurdering af to anerkendte organisationer overdrages fra Det Forenede Kongerige til EU27.

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at give disse forslag vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden høj prioritet.

b)Meddelelser om forberedelser fra Kommissionens tjenestegrene

På de områder, hvor det er op til medlemsstaterne og interessenterne at træffe foranstaltninger, begyndte Kommissionen ved udgangen af 2017 et oplysningsarbejde ved at offentliggøre et stort antal tekniske meddelelser, der beskriver de juridiske og praktiske konsekvenser af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU. Disse meddelelser er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene om nødvendigt i samarbejde med det kompetente EU-agentur. De er alle offentliggjort på Europa-webstedet 16 og er således offentligt tilgængelige.

I meddelelserne beskrives, hvordan situationen vil være i den pågældende sektor efter udtrædelsen. De bygger alene på den faktiske og retlige situation, der vil gøre sig gældende efter en udtrædelse uden en aftale, og indeholder ingen fortolkning af resultatet af forhandlingerne eller konsekvenserne heraf for reglerne i en given sektor. Hvis den retlige situation ændres som følge af, at der indgås en udtrædelsesaftale med Det Forenede Kongerige, eller på grund af en ændring af den pågældende lovgivning, vil meddelelserne bliver tilpasset, eller de vil blive trukket tilbage, hvis de ikke længere er relevante.

Kommissionen har pt. offentliggjort 68 af disse meddelelser, som dækker f.eks. sundhed og fødevaresikkerhed, transport, finansiel stabilitet og finansielle tjenesteydelser, miljø, det indre marked, told, civilret, selskabsret og erhvervsmæssige kvalifikationer. På flere områder er meddelelserne ledsaget af spørgsmål og svar, der er offentliggjort på de enkelte websteder for Kommissionens generaldirektorater og tjenestegrene eller EU-agenturer.

c)Flytningen af EU-agenturer og EU-organer

Institutionelle anliggender og budgetspørgsmål er andre vigtige områder, hvor Kommissionen ser på behovene og i visse tilfælde allerede har truffet de fornødne foranstaltninger. Som eksempel kan nævnes flytningen af to agenturer, der hidtil har haft til huse i London: Det Europæiske Lægemiddelagentur og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, som vil skulle flytte til og drives fra henholdsvis Amsterdam og Paris pr. 30. marts 2019.

Der er andre lignende tilfælde, hvor det er nødvendigt at foretage flytninger eller at overdrage opgaver som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU; det gælder f.eks. Galileo-sikkerhedsovervågningscentret, der skal flyttes, og de opgaver vedrørende visse dyresygdomme og fødevaresikkerhed, der er i dag varetages af EU-referencelaboratoriet i Det Forenede Kongerige, og som skal overdrages til laboratorier i EU27-medlemsstaterne. Flytningerne og overdragelsen af opgaver skal være afsluttet den 30. marts 2019, da det selv med en overgangsperiode ikke vil være muligt at betro et tredjeland EU-opgaver eller at være vært for EU-organer efter udtrædelsesdatoen.

d)Andre indsatsområder

Kommissionen arbejder også på andre områder, bl.a. med et meget praktisk aspekt af forberedelserne indadtil, nemlig afkoblingen fra og tilpasninger af databaser og IT-systemer og andre platforme til kommunikation og informationsudveksling, som Det Forenede Kongerige ikke længere bør have adgang til.

Kommissionen er desuden ved at se på behovet for forberedelserne udadtil, bl.a. følgerne af udtrædelsens for de internationale aftaler, som EU er part i (enten selv, sammen med EU-medlemsstaterne eller via EU-medlemsstaterne), og som findes på en lang række områder, der er omfattet af EU-ret. EU har til hensigt at meddele sine internationale partnere Det Forenede Kongeriges udtræden, når det har tilstrækkelig sikkerhed for resultatet af de igangværende forhandlinger om Det Forenede Kongeriges udtræden.

Endelig lukker Kommissionens repræsentation i Det Forenede Kongerig, og Den Europæiske Unions delegation vil blive åbnet den 30. marts 2019.

4. Konklusion

Alle bør forberede sig på Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, uanset under hvilke forhold den kommer til at ske. Udtrædelsen vil ændre forbindelserne og få betydelige følger på borgerne og erhvervslivet i EU's 27 medlemsstater, hvoraf nogle ikke kan afbødes.

Det er derfor vigtigt at træffe de nødvendige foranstaltninger i tide, og at alle – borgere, erhvervsliv, medlemsstater og EU-institutioner – tager de skridt, der er nødvendige for at være klar og begrænse de negative følger af udtrædelsen.

Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at give behandlingen af de lovgivningsforslag, der vedrører udtrædelsen, prioritet, således at disse retsakter kan træde i kraft på udtrædelsesdatoen.

Kommissionen vil give det højeste prioritet at fortsætte og øge forberedelserne. Den er klar til at tilpasse sig til udviklingen i forhandlingerne med henblik på at tjene de 27 medlemsstater, borgerne og erhvervslivet bedst muligt. Den vil tage situationen op til fornyet overvejelse efter Det Europæiske Råds møde (artikel 50) i oktober 2018.



Udfordringer og foranstaltninger som led i forberedelserne efter sektor

Transport, herunder luftfart – Brexitforberedelser

EU fastsætter regler for sikkerheden og adgangen til det indre marked afhængigt af transportformen (luft, vej, søfart eller indre farvande). Disse regler betyder normalt, at der gøres forskel på EU-operatører og tredjelandsoperatører, og at der gives adgang til dem, der overholder EU-kravene.

EU-transportvirksomheder bør nøje overveje, om ændringen af Det Forenede Kongeriges status fra medlemsstat til tredjeland påvirker deres operationer, og bør træffe de nødvendige forberedende foranstaltninger.

 

Kommissionen har offentliggjort 10 meddelelser, der er relevante for transport (lufttransport, luftfartssikkerhed, luftfartssecurity, søfartssikkerhed, vejtransport, jernbanetransport, søfarendes kvalifikationer, søtransport, forbrugerbeskyttelse og passagerrettigheder, indre vandveje og industriprodukter), som i klare vendinger beskriver følgerne af, at Det Forenede Kongerige ikke længere vil være omfattet af EU's retsregler, f.eks. inden for luftfartssikkerhed, i mangel af nogen form for specifik ordning, og som dermed giver interessenterne den nødvendige klarhed over den situation, der som udgangspunkt gør sig gældende, og som de rådes til at tilpasse sig til.

Kommissionen vil i nær fremtid vedtage to forslag med henblik på at ændre de gældende forordninger, hvor det bliver nødvendigt at foretage ændringer, uanset hvilket scenarie det ender med. En ændring af forordningen om anerkendelse på EU-plan af organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, vil øge retssikkerheden, sikre forretningskontinuitet for de pågældende skibsejere og bevare EU27-medlemsstaternes flags konkurrenceevne. Forslaget om at ændre forordningen om Connecting Europe-faciliteten har til formål at rette op på situationen efter Det Forenede Kongeriges udtræden, idet sidstnævntes transportinfrastruktur ikke længere vil være en del af Unionen, med henblik på at sikre kontinuitet i EU's net.

Told – Brexitforberedelser

Hvis Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland, uden at der er indgået en aftale, vil toldmyndighederne i EU, dvs. de nationale toldmyndigheder, skulle håndhæve EU-regler for både eksport til og import fra Det Forenede Kongerige. Det betyder, at de formaliteter, der i øjeblikket gælder handel med tredjelande, vil finde anvendelse, bl.a. indgivelse af toldangivelser for vareforsendelser og tilhørende toldkontrol, for at sikre, at reglerne overholdes. Der vil skulle betales told og afgifter (navnlig moms og punktafgifter). Dette er i modsætning til den aktuelle situation, hvor sådanne formaliteter eller afgifter ikke gør sig gældende ved grænserne for handel mellem Det Forenede Kongerige og resten af EU.

Toldformaliteterne har konsekvenser i form af ekstra krav til erhvervslivet om dokumentation og oplysninger, til toldvæsenet om behandling og kontrol og til begge om infrastruktur, herunder IT-infrastruktur og fysisk infrastruktur, således at der kan foretages risikobaseret kontrol.

Alle interessenter bør forberede sig på en situation, hvor vareforsendelser fra og til Det Forenede Kongerige skal underkastes toldprocedurer og toldkontrol.

De nationale administrationer er begyndt at forberede sig på den nye situation, især ved at planlægge nye ansættelser.

Kommissionen har på sin side set nøje på de gældende retsregler og deres anvendelse. Den har også fokuseret sine bestræbelser på at gøre medlemsstaterne opmærksomme på de forpligtelser, der er i henhold til EU-retten i forbindelse med handel med tredjelande, sideløbende med at den har offentliggjort meddelelser til interessenterne. Der er holdt tekniske seminarer med EU27-medlemsstater for at skabe opmærksomhed og kortlægge problemer, og der har fundet drøftelser sted om handelsinteresser, navnlig via Kommissionens Erhvervskontaktgruppe.

EU-toldmyndigheder afhænger i høj grad af sofistikerede og forbundne IT-systemer. Kommissionen har indledt en proces for at sikre, at der kan foretages de nødvendige ændringer både på EU-plan og i medlemsstaterne for at afspejle ændringen af Det Forenede Kongeriges status.

Endelig bidrager Kommissionen til at fremme Det Forenede Kongeriges tiltrædelse af konventionen om en fælles forsendelsesprocedure. Det ville være en vigtig handelsfremmende foranstaltning, som betyder, at varer kan bevæge sig frit under toldtilsyn på tværs af forskellige jurisdiktioner, og som især er relevant, hvis der er tale om varer, der kommer fra en del af EU til en anden via Det Forenede Kongerige.

Finansielle tjenesteydelser – Brexitforberedelser

I løbet af årene er Det Forenede Kongerige generelt og City of London i særdeleshed blevet et vigtigt finanscentrum til dels takket være det indre marked. Mange erhvervsdrivende, også fra tredjelande, har etableret sig i Det Forenede Kongerige og driver virksomhed i resten af det indre marked baseret på pasordningen i EU's lovgivning om finansielle tjenesteydelser.

Denne pasordning gælder ikke efter udtrædelsen. Det betyder, at leveringen af finansielle tjenesteydelser fra Det Forenede Kongerige til EU27 vil være omfattet af ordningerne for tredjelande i EU-retten og i de nationale regler, der gælder i de forskellige EU-kunders respektive medlemsstat. Der bliver ingen adgang til det indre marked. Erhvervsdrivende i alle finansielle sektorer bør forberede sig på dette scenarie, hvis de vil sikre sig, at deres nuværende forretningsmodel ikke forstyrres, og at de fortsat kan betjene deres kunder. Hvad angår kontrakter ser der på nuværende tidspunkt ikke ud til at være et generelt problem med videreførelse af kontrakter, da opfyldelsen af gældende forpligtelser i princippet kan fortsætte selv efter udtrædelsen. Det er dog nødvendigt at se på de enkelte kontrakttyper.

Kommissionen har offentliggjort otte meddelelser på dette område. De europæiske tilsynsmyndigheder har ydet ekstra vejledning til de nationale kompetente myndigheder og til markedsdeltagerne gennem en række udtalelser. Kommissionen har også foreslået ændringer af nogle af de aktuelle tilsynsordninger for at tage højde for potentielle konsekvenser for den finansielle stabilitet efter Det Forenede Kongeriges udtræden. De to lovgivere opfordres til at vedtage disse forslag 17 hurtigst muligt.

I betragtning af de mulige konsekvenser for den finansielle stabilitet er der nedsat en teknisk arbejdsgruppe, som ledes i fællesskab af Bank of England og Den Europæiske Centralbank, og som regelmæssigt holder møder med fokus på risikostyring i perioden omkring den 30. marts 2019 på området finansielle tjenesteydelser. Andre myndigheder deltager i analyser af specifikke spørgsmål. Gruppen aflægger rapport om sit arbejde til Kommissionen og den ansvarlige myndighed i Det Forenede Kongerige.

Fødevaresikkerhed – Brexitforberedelser

Hvis Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland, uden der er indgået en aftale, vil strenge EU-regler om sundheds- og plantesundhedsforhold og kontrol af dyr, planter og produkter fremstillet heraf gælde for Det Forenede Kongerige som for ethvert andet tredjeland.

Ved import af dyr, planter og produkter fremstillet heraf fra Det Forenede Kongerige til Den Europæiske Union vil følgende regler gælde:

·Handel kan finde sted, når sundheds- og plantesundhedsforholdene for de relevante landbrugsfødevarer og de tilhørende certificerings- og kontrolkrav er fastlagt.

·Der vil skulle etableres fysiske infrastrukturer, som gør det muligt at få alle flytninger af levende dyr og animalske produkter (herunder animalske fødevarer) og visse planter og planteprodukter gennem grænsekontrolsteder i søhavne, lufthavne eller på land i overensstemmelse med EU-regler. Kapaciteten på de aktuelle grænsekontrolsteder skal øges, og det vil også være nødvendigt at etablere nye grænseovergangssteder.

Der er offentliggjort 10 meddelelser for at skabe øget bevidsthed blandt de erhvervsdrivende. Der er også afholdt et teknisk ekspertseminar med EU27-medlemsstaterne og tilrettelagt møder med interessenter.

Lægemidler – Brexitforberedelser

EU's lægemiddellovgivning kræver, at indehaveren af markedsføringstilladelsen til et lægemiddelprodukt har hjemsted i EU. Endvidere skal lægemidler fremstillet i et tredjeland underkastes særlig kontrol ved import.

Indehavere af markedsføringstilladelser og erhvervsdrivende i forsyningskæden må forberede sig på denne situation, især ved at sikre, at der er de fornødne testfaciliteter i EU.

Kommissionens tjenestegrene har i tæt samarbejde med Det Europæiske Lægemiddelagentur offentliggjort en meddelelse og adskillige dokumenter med spørgsmål og svar for at yde vejledning. Der er desuden afholdt et teknisk ekspertseminar med EU27-medlemsstaterne og tilrettelagt møder med interessenter. Endelig har Det Europæiske Lægemiddelagentur foretaget en undersøgelse af vigtige lægemidler som led sin Brexit-beredskabsplanlægning.

Personoplysninger – Brexitforberedelser

I dag kan personoplysninger frit flyde mellem EU-medlemsstaterne, så længe den generelle forordning om databeskyttelse 2016/679 overholdes. Når EU-retten ophører med at gælde for Det Forenede Kongerige, vil det stadig være muligt at overføre personoplysninger fra EU til Det Forenede Kongerige, men det forudsætter, at visse betingelser i EU-retten er opfyldt.

De virksomheder og myndigheder i medlemsstaterne, som i dag overfører personoplysninger til Det Forenede Kongerige, bør derfor være opmærksomme på, at det vil blive en "overførsel" af personoplysninger til et tredjeland, og de bør undersøge, om det er tilladt ifølge de relevante bestemmelser i EU-retten. Hvis niveauet af beskyttelse af personoplysninger i Det Forenede Kongerige stort set er det samme som EU, vil Kommissionen vedtage en afgørelse om, at beskyttelsesniveauet er tilstrækkeligt, og som gør det muligt at overføre personoplysninger til Det Forenede Kongerige uden begrænsninger. En sådan afgørelse kan dog først træffes, når Det Forenede Kongerige bliver et tredjeland. Virksomhederne bør derfor vurdere, om det i mangel af en sådan afgørelse om et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau er nødvendigt at træffe foranstaltninger til at sikre, at sådanne overførsler fortsat er mulige. Datatilsynsmyndighederne i medlemsstaterne bør bistå virksomhederne.

Erhvervsmæssige kvalifikationer – Brexitforberedelser

Der gives i EU-retten mulighed for en lettere anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, som EU-borgere har opnået i en anden medlemsstat.

Borgere, som har opnået en erhvervsmæssig kvalifikation i Det Forenede Kongerige, bør overveje, om det er tilrådeligt at få anerkendt deres erhvervsmæssige kvalifikation i en EU27-medlemsstat, mens Det Forenede Kongerige stadig er en medlemsstat.

Kommissionen har offentliggjort en meddelelse om EU-regler for regulerede erhverv og om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Den råder især EU-statsborgere med erhvervsmæssige kvalifikationer, der er opnået i Det Forenede Kongerige før Brexit, til at spørge de relevante nationale myndigheder, om det er nødvendigt at få disse anerkendt inden den 30. marts 2019.

(1)

    http://www.consilium.europa.eu/media/21763/29-euco-art50-guidelinesen.pdf .

(2)

    http://www.consilium.europa.eu/media/33458/23-euco-art50-guidelines.pdf .

(3)

    https://www.consilium.europa.eu/media/35966/29-euco-art50-conclusions-en.pdf .

(4)

     Det Forenede Kongerige meddelte den 29. marts 2017 sin beslutning om at udtræde af Unionen i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Det betyder, at medmindre der i en ratificeret udtrædelsesaftale fastsættes en anden dato, eller Det Europæiske Råd i henhold til artikel 50, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og efter aftale med Det Forenede Kongerige enstemmigt beslutter, at traktaterne ophører med at finde anvendelse på en senere dato, gælder EU's primære og afledte ret ikke længere for Det Forenede Kongerige fra den 30. marts 2019, kl. 00.00 (CET). På nuværende tidspunkt har Kommissionen ikke set noget tegn på, at Det Forenede Kongerige måske vil anmode om en forlængelse af medlemskabet.

(5)

    http://www.consilium.europa.eu/en/press/press-releases/2018/06/29/20180629-euco-conclusions-art-50/ .

(6)

      https://ec.europa.eu/commission/publications/draft-agreement-withdrawal-united-kingdom-great-britain-and-northern-ireland-european-union-and-european-atomic-energy-community-0_en . https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/draft_agreement_coloured.pdf

(7)

      https://ec.europa.eu/commission/sites/beta-political/files/joint_statement.pdf

(8)

     Det Forenede Kongerige vil i overgangsperioden fortsat være bundet af de forpligtelser, der følger af de internationale aftaler, EU er part i. EU vil gøre de andre parter i disse aftaler opmærksomme på, at Det Forenede Kongerige hvad angår disse aftaler i overgangsperioden skal behandles som en medlemsstat.

(9)

     Som følge heraf vil den særlige ordning, der fastlægger de oversøiske lande og territoriers associering (OLT), jf. fjerde del af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, heller ikke længere finde anvendelse på britiske OLT'er.

(10)

     Sundheds- og plantesundhedsspørgsmål blev drøftet med EU-brancheforeninger på et møde den 1. juni 2018 i et rådgivende forum om fødevarekæden og dyre- og plantesundhed (Advisory Forum on the Food Chain and Animal and Plant Health).

(11)

      http://madb.europa.eu/madb/servicesForSME.htm , som vil blive ajourført for så vidt angår Det Forenede Kongerige, afhængigt at forhandlingsresultatet.

(12)

      https://ec.europa.eu/info/files/brexit-legislative-preparedness-proposals_en,

(13)

     COM(2018)321 final.

(14)

     COM(2018)397 final.

(15)

     Rådets afgørelse herom vil afhænge af forhandlingsresultatet.

(16)

      https://ec.europa.eu/info/brexit/brexit-preparedness_en.  

(17)

     COM(2017) 331 final og COM(2017) 536 final.

Top

Bruxelles, den 19.7.2018

COM(2018) 556 final

BILAG

til

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE RÅD, RÅDET, DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK, DET EUROPÆISKE OG SOCIALE UDVALG, REGIONSUDVALGET OG DEN EUROPÆISKE INVESTERINGSBANK

Forberedelse af Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union
den 30. marts 2019


Bilag: Meddelelser om Brexit-forberedelser, der er offentliggjort af Kommissionens tjenestegrene efter emne

(pr. 18. juli 2018) 1

Emne

VARER

1

Industrivarer

2

Lægemidler (human- og veterinærmedicinske)

3

Plantebeskyttelsesmidler

4

Biocider

5

Motorkøretøjer

6

Landbrugs- og skovbrugskøretøjer

7

Industrikemikalier (REACH) (offentliggjort af ECHA)

8

Miljømærke

9

Affald (bortset fra tilladelser til overførsel)

FØDEVARER, FODERSTOFFER, LEVENDE DYR OG PLANTER

10

Fødevarer og økologisk produktion

11

Foder

12

GMO'er

13

Naturligt mineralvand

14

Planteformeringsmateriale

15

Dyreavl/zooteknik

16

Dyresundhed

17

Plantesundhed

TOLD OG INDIREKTE BESKATNING

18

Oprindelsesregler

19

Told og moms

20

Import-/eksportlicenser

21

Udryddelsestruede arter (CITES) (import og eksport)

22

Træimport

23

Toldmyndighedernes håndhævelse af ejendomsrettigheder

FINANSIELLE TJENESTEYDELSER

24

Lovpligtig revision

25

Kreditvurderingsbureauer

26

Forvaltning af aktiver

27

Efterhandelsydelser

28

Investeringsydelser

29

Bank- og betalingsydelser

30

(Gen-)forsikring

31

Arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser

SELSKABSRET, FORBRUGERBESKYTTELSE, DATABESKYTTELSE OG CIVILRET

32

Beskyttelse af personoplysninger

33

Selskabsret

34

International privatret

35

Forbrugerbeskyttelse og passagerrettigheder

INTELLEKTUEL EJENDOMSRET

36

Varemærker og EF-design

37

Plantesorter

38

Ophavsret

39

Supplerende beskyttelsescertifikat

ERHVERVSMÆSSIGE KVALIFIKATIONER

40

Erhvervsmæssige kvalifikationer

41

Slagteriansattes kvalifikationer

42

Dyretransportørers kvalifikationer

43

Søfarendes kvalifikationer

TRANSPORT

44

Lufttransport (adgang)

45

Luftfartssikkerhed

46

Luftfartssecurity og søfartssikkerhed

47

Vejtransport

48

Søtransport (adgang og sikkerhed)

49

Jernbanetransport

50

Transport ad indre vandveje

IT

51

.eu-topdæmenavne

52

E-handel (informationssamfundstjenester)

53

Telekommunikation

54

Audiovisuelle tjenester

55

eIDAS/tillidstjenester

56

Netværkssikkerhed

57

Geoblokering

ENERGI

58

Euratomrelaterede anliggender

59

El- og gasmarked

60

Oprindelsesgarantier

ANDET

61

Stoffer af menneskelig oprindelse

62

Offentlige udbud

63

EU's Miljøledelses- og miljørevisionsordning (EMAS)

64

Ophugning af skibe

65

Det Europæiske borgerinitiativ

66

EU-retten på fiskeriområdet

67

Europæiske samarbejdsudvalg

68

Industriel sikkerhed

Top