This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013PC0627
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL laying down measures concerning the European single market for electronic communications and to achieve a Connected Continent, and amending Directives 2002/20/EC, 2002/21/EC and 2002/22/EC and Regulations (EC) No 1211/2009 and (EU) No 531/2012
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om foranstaltninger vedrørende EU's indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning 531/2012
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om foranstaltninger vedrørende EU's indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning 531/2012
/* COM/2013/0627 final - 2013/0309 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om foranstaltninger vedrørende EU's indre marked for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning 531/2012 /* COM/2013/0627 final - 2013/0309 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND
FOR FORSLAGET 1.1. Formål med
forslaget Europa
må udnytte nye kilder til vækst for at genopbygge konkurrencedygtigheden,
fremme innovationen og skabe nye arbejdspladser. Den globale økonomi er ved at
udvikle sig til en internetbaseret økonomi, og informations- og
kommunikationsteknologi (ikt) bør anerkendes som en fuldgyldig kilde til
intelligent, bæredygtig og inkluderende vækst. Europa har ikke råd til at gå
glip af fordelene ved forbindelsesteknologier, som i de senere år har tegnet
sig for 50 % af produktivitetsgevinsterne på tværs af alle sektor, hvilket
skaber fem jobs for hver to og fører til nye innovative tjenester, som hurtigt
kan få globalt omfang, hvis de får mulighed for at vokse. Nøglen for Europa til
at komme stærkere ud af krisen er at tage fat på den nuværende opsplitning, som
står i vejen for vækst. Dette blev til fulde anerkendt på Det Europæiske Råds
møde i foråret 2013, og det fremgår af konklusionerne, at Kommissionen senest i
oktober 2013 skal rapportere om de hindringer, der fortsat står i vejen for et
fuldt ud funktionsdygtigt digitalt indre marked, og foreslå konkrete
foranstaltninger til at oprette det indre marked for informations- og
telekommunikationsteknologi hurtigst muligt. Det
generelle formål med forslaget er at arbejde hen imod et indre marked for
elektronisk kommunikation, hvor: -
borgere og virksomheder kan tilgå elektroniske kommunikationstjenester, uanset
hvor i EU disse bliver udbudt, uden restriktioner på tværs af grænser eller
urimelige ekstraomkostninger -
udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester kan drive og udbyde
dem, uanset hvor i EU de er etablerede, og uanset hvor i EU kunderne befinder
sig. Dette ambitiøse mål er vigtigt i sig selv,
efter at EU i mere end et årti med lovgivning har bestræbt sig på at
liberalisere og integrere disse markeder. For at opfylde dette mål er det så
meget desto vigtigere hurtigt at få truffet vigtige foranstaltninger, såsom dem
i dette forslag, fordi der for nogle af foranstaltningernes vedkommende vil gå
en vis tid efter vedtagelsen, før de giver fuldt udbytte. Et indre marked for elektronisk kommunikation vil fremme
konkurrence, investeringer og innovation inden for net og tjenester, idet den
fremmer markedsintegrationen og de grænseoverskridende investeringer i net og
tjenester. De specifikke foranstaltninger, der foreslås, bør føre til større
konkurrence på infrastrukturkvalitet og pris, større innovation og
differentiering, herunder i forretningsmodeller, og gøre planlægningen af de
kommercielle og tekniske dele af investeringsafgørelserne lettere med hensyn
til adgangen til eller udvidelsen af markedet for trådløs kommunikation eller
fastnetkommunikation. Det vil derved understøtte de øvrige foranstaltninger,
som er truffet for at fremme de ambitiøse mål for bredbånd i den digitale
dagsorden for Europa, samt oprettelsen af et reelt digitalt indre marked, hvor
indhold, applikationer og andre tjenester kan cirkulere frit. Større
infrastrukturkonkurrence og integration i Unionen bør også føre til færre
flaskehalse og dermed til mindre behov for forhåndsregulering af markederne for
elektronisk kommunikation, hvorved området med tiden kan blive en sektor som
enhver anden økonomisk sektor, der er omfattet af horisontale regler og
konkurrenceregler. Det voksende udbud af
digitale infrastrukturer og tjenester vil øge udvalget for forbrugerne og
tjenesternes kvalitet, bidrage til territorial og social sammenhæng og fremme
bevægeligheden i hele EU, samtidig med at en mere velfungerende sektor for
elektronisk kommunikation i Unionen for den digitale økonomi generelt set bør
føre til større udvalg og højere kvalitet af forretningsinput, hvorved der kan
opnås produktivitetsgevinster med tilknytning til ikt og som følge af
moderniserede offentlige tjenester. Det endelige mål er at understøtte den
europæiske konkurrencedygtighed i en verden, der i stigende grad er afhængig af
den digitale økonomi for at kunne fungere og vokse. Udfordringer ved integrationen på det indre
marked er bl.a. følgende: For det første skal man have afskaffet unødvendige
hindringer i tilladelsesordningen og i reglerne for udbud af tjenester, således
at en tilladelse erhvervet i en medlemsstat er gyldig i alle medlemsstater, og
at operatører kan udbyde tjenester på grundlag af en konsekvent og stabil
anvendelse af forskriftsmæssige forpligtelser. For det andet skal der sikres en
større harmonisering af adgangen til væsentlige ressourcer ved at sikre, at
mobiloperatører har forudsigelige fordelingsbetingelser og samordnede
tidsplaner for adgangen til trådløse bredbånd i hele EU, samt ved at
harmonisere måderne, hvorpå man kan få adgang til europæiske fastnet, således
at udbyderne lettere kan udbyde deres tjenester i hele det indre marked. For
det tredje skal der sikres fælles høje standarder for forbrugerbeskyttelse i
hele EU og fælles handelsbetingelser på dette område, herunder ved hjælp af
foranstaltninger, der gradvist sætter en stopper for roaminggebyrer og sikrer
adgang til det åbne internet. Der er tale om forskellige udfordringer, som
dette forslag indeholder forskellige løsningsforslag til, men de er alle
vigtige for den handels- og investeringsmæssige beslutningstagning i denne
sektor og til forbrugernes fordel, og der må nu tages fat på dem alle på én
gang for at få adgang til det indre marked. Udover disse udfordringer er der de
mere generelle udfordringer ved at etablere et indre digitalt marked, såsom
reglerne for onlineindhold. Hvis europæerne skal kunne
drage nytte af de nye innovative tjenester af høj kvalitet, er det nødvendigt
at sætte skub i investeringerne i næste generation af infrastrukturer. Det rette lovgivningsmæssige miljø er et altafgørende bidrag til et
dynamisk og konkurrencedygtigt indre marked. Det skal sikre den rette balance
mellem risiko og fortjeneste for dem, der er rede til at investere. Det kan ligeledes sætte en stopper for fragmentering af
udbuddet af tjenester, således at alle brancher og brugere i EU kan drage fuld
nytte af dem. For at fremme disse mål vil Kommissionen sammen med dette forslag
vedtage en henstilling om sammenhængende forpligtelser vedrørende
ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme
konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd.[1] Henstillingen
skal fremme konkurrencen og øge investeringerne i højhastighedsnet ved at sikre
varig stabilitet i priserne på adgangen til kobbernet, lige adgang for dem, der
søger adgang til etablerede operatørers net og dermed lige konkurrencevilkår,
samt ved at fastlægge de vilkår, hvorunder prisregulering af næste generation
af accesnet ikke længere er berettiget, således af investorer i disse net vil
have større frihed til at udarbejde hensigtsmæssige prissætningsstrategier for
at sikre afkast, når der er konkurrerende infrastrukturer, såsom regulerede
kobber- og kabelnet i visse områder og i stigende grad 4. generation af
mobilnet. Forslaget skal således ses
i sammenhæng med andre nye eller forestående initiativer på området. Forslaget
bygger på og fremmer de vigtigste direktiver fra 2002 om udbud af elektroniske
kommunikationsnet, som ændret i 2009, ved at indføre umiddelbart gældende
bestemmelser, som skal anvendes sammen med bestemmelserne i direktiverne på
områder såsom tilladelse, frekvenstildeling og netadgang. Forslaget vedtages på
baggrund af Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved udbygning af
højhastighedsnet til elektronisk kommunikation[2],
hvori man allerede har valgt i ét instrument til at tage fat på en række
bestemte lovgivningsmæssige omkostningselementer på forskellige stadier af
netinvesteringsprocessen, som til sammen gør det muligt at reducere
omkostningerne til udbygningen af bredbåndsnettet med op til 30 %.
Forslaget er også vedtaget vel vidende, at Kommissionens henstilling om
relevante markeder[3]
skal revideres i 2014, og at det forberedende arbejde skrider godt fremad. Såfremt vedtagelsen og gennemførelsen af dette forslag går hurtigt, vil
man kunne reducere antallet eller omfanget af markeder, som er underlagt forhåndsregulering
som led i den fremadrettede analyse af konkurrenceudviklingen på et indre
marked. 1.2. Generel baggrund I vore dage er mange
digitale tjenester og applikationer online på EU's indre marked. De aktuelle
innovations- og vækstmuligheder er ofte digitale i stort set alle økonomiske
sektorer lige fra bilsektoren (internetforbundne biler) til energi
(intelligente net), offentlige forvaltninger (e-forvaltning) og generelle
tjenester (e-sundhed). Uanset om man skal drive små nystartede virksomheder eller
store koncerner er der inden for næsten alle felter behov for adgang til de
nyeste og bedste tjenester og infrastrukturer. Hele dette økosystem er
afhængigt af den konnektivitet, der opnås via elektroniske kommunikationsnet. I
dag er Europa delt op i 28 forskellige nationale kommunikationsmarkeder, som
hver har et begrænset antal aktører. Selv om ingen operatør opererer i mere end
halvdelen af medlemsstaterne og oftest i langt færre, er der alt i alt mere end
200 operatører, der betjener et marked med over 510 millioner kunder.
EU-reglerne om f.eks. tilladelser, lovgivningsmæssige betingelser,
frekvenstildeling og forbrugerbeskyttelse gennemføres på forskellig vis. Dette
brogede billede skaber hindringer for markedsadgangen og øger omkostningerne
for de operatører, der ønsker at udbyde tjenester på tværs af grænser, og
hæmmer således deres udvidelse. Dette står i stærk kontrast til USA og Kina,
som har ét marked på henholdsvis 330 og 1 400 millioner kunder, der
betjenes af fire eller fem store operatører med én lovgivning, et licenssystem
og én frekvenstildelingspolitik. Stordriftsfordele og nye
vækstmuligheder kan forbedre afkastet på investeringer i højhastighedsnet og
kan samtidig fremme konkurrencen og konkurrencedygtigheden globalt. Inden for
EU kan operatørerne dog ikke drage tilstrækkelig nytte af dem. I andre dele af
verden gør man en stor indsats på det digitale område og foretager store
investeringer – disse investeringer betaler sig for både investorerne og
forbrugerne – men i Europa sker moderniseringen ikke hurtigt nok. Samtidig har forbrugerne
på grund af opsplittede nationale markeder færre valgmuligheder, de har adgang
til tjenester, der er mindre innovative og af lavere kvalitet, og de betaler
stadig dyrt for at ringe på tværs af grænserne og benytte sig af roaming inden
for EU. Dette betyder, at de ikke er i stand til at få det bedste ud af de
digitale tjenester, der potentielt er til rådighed i dag. Som
resultat heraf går Europa glip af en vigtig potentiel kilde til vækst. I en
verden, hvor ikt er vidt udbredt, undergraves effektiviteten og produktiviteten
i hele økonomien af et fragmenteret marked for elektronisk kommunikation. Det
uudnyttede potentiale i et indre EU-marked for elektronisk kommunikation anslås
at svare til 0,9 % af BNP eller 110 mia. EUR om året.[4] Fordelene ved et
indre marked for virksomhedskommunikationstjenester alene beløber sig til
næsten 90 mia. EUR om året.[5] Et godt marked for
telekommunikation understøtter den bredere digitale økonomi, hvis dynamik
afspejles i den konstante vækst i beskæftigelsen. Det forhold, at der arbejder
4 millioner ikt-specialister i EU - et tal der hele tiden stiger trods den
økonomiske tilbagegang – giver en idé om omfanget af denne bredere økonomi. Ser
man på økonomien som helhed, kunne øgede ikt-investeringer, en forbedring af
arbejdsstyrkens e-færdigheder og en omstrukturering af vilkårene for
internetøkonomien øge BNP med yderligere 5 % frem til 2020[6] og skabe 3,8 millioner
job.[7] Hindringer på markedet for elektronisk kommunikation gør
det vanskeligt at udnytte fordelene ved EU-omspændende tjenester gennem bedre
kvalitet, stordriftsfordele, øgede investeringer, større effektivitet og bedre
forhandlingspositioner. Dette påvirker det bredere digitale økosystem negativt,
herunder de europæiske fabrikanter af udstyr og udbyderne af indhold og
applikationer, lige fra nystartede virksomheder til statsforvaltninger. Det påvirker ligeledes de økonomiske sektorer, såsom banksektoren og
bil- logistik-, detail-, energi- og transportsektoren, der er afhængige af
konnektivitet, hvis de skal øge produktiviteten, f.eks. ved hjælp af cloud
computing, netforbundne objekter og integreret udbud af tjenester. 1.3. Politisk baggrund Den
digitale dagsorden for Europa, der er et flagskibsinitiativ under EU's Europa
2020-strategi, understreger allerede den vigtige rolle, som ikt og
netkonnektivitet spiller. Den indeholder adskillige initiativer, der skal
fremme investeringerne, øge konkurrencen og reducere omkostningerne ved
udrulning af højhastighedsnet, således at alle europæere sikres adgang til
hurtigt bredbånd. Desuden har Kommissionen lanceret et storstilet samarbejde om
job i IT-sektoren for at udnytte de muligheder for at skabe arbejdspladser, der
ligger i denne sektor. Kommissionen
gennemfører ligeledes initiativer, der skal sikre "et digitalt indre
marked" og fremme onlineindhold, herunder e-handel og e-forvaltning. Den
har også foreslået en reform af EU's databeskyttelsesforordning for at beskytte
borgernes privatliv, samtidig med at innovationen og transaktionerne på det
indre marked fremmes, samt en strategi til at fremme cypersikkerheden og
forsvare EU's vigtige infrastrukturer og net, herunder et udkast til direktiv
om net- og informationssikkerhed[8],
som er et væsentlig bidrag til at sikre borgernes og forbrugernes tillid til
onlinemiljøet. Et
indre marked for elektronisk kommunikation vil fremme det digitale markeds
økosystem. Et sådant marked vil ikke blot omfatte moderne infrastruktur, men
også innovative og sikre digitale tjenester. I
erkendelse heraf understregede Det Europæiske Råd på sit møde i foråret 2013
vigtigheden af et digitalt indre marked for vækst og opfordrede Kommissionen
til at fremlægge konkrete foranstaltninger til etablering af et indre marked
for ikt så hurtigt som muligt (forud for Det Europæiske Råds møde i oktober).
Sammen med Kommissionens henstilling om sammenhængende forpligtelser vedrørende
ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme
konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd består dette forslag
af en række velbalancerede foranstaltninger, der har til formål at komme det
indre marked for elektronisk kommunikation nærmere og sætte skub i
investeringerne. 2. RESULTATER
AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE 2.1. De interesserede
parters synspunkter Siden Rådet i sine
konklusioner fra mødet i foråret fastslog behovet for, at der forelægges
konkrete forslag forud for dets møde i oktober, har der været iværksat
offentlige høringer inden for denne meget korte frist. Udover de specifikke
formelle høringer og høringsarrangementer har Kommissionen indgået et
omfattende samarbejde med en lang række interesseorganisationer for at vurdere
det elektroniske kommunikationsmarkeds generelle tilstand, og hvorledes der kan
etableres et indre marked. Kommissionen har holdt møder med og modtaget
høringssvar fra repræsentanter fra alle industriens segmenter,
forbrugerorganisationer, civilsamfundet samt nationale lovgivere og
forvaltninger. Derudover har
Kommissionen tilrettelagt adskillige høringsarrangementer med deltagelse af
repræsentanter fra alle segmenter af industrien, forbrugere og civilsamfundet[9]. Disse høringer har vist, at et
stort flertal af interessenter tilslutter sig Kommissionens problemanalyse og
anerkender, at der er behov for at handle omgående. Desuden var der drøftelser i
Europa-Parlamentet og i ministerrådet (transport, telekommunikation og energi).
I Rådet kunne de fleste repræsentationer tilslutte sig problemanalysen og
behovet for at træffe foranstaltninger til at gøre fremskridt mod et indre
marked med henblik på at sikre eller forbedre konkurrencen og forbrugernes
valgmuligheder, gøre noget ved netneutralitet og roaming og undgå
tilsynsarbitrage, samtidig med at man sikrer mere ensartet regulering, herunder
inden for frekvenstildeling, og undgår overdreven centralisering af
kompetencer. Drøftelserne i Europa-Parlamentet viste, at der var stor opbakning
til det generelle sigte i Kommissionens forslag, og det blev især understreget,
at der er behov for at forhindre roaming som led i et indre marked for
telekommunikation samt for at indføre en god forbrugerbeskyttelse og klare
regler om netneutralitet. 2.2. Ekspertbistand Der blev gennemført en
større undersøgelse i 2012 om "steps towards a truly internal market for
e-communications", også kendt som "omkostninger ved ikke at have et
indre marked for telekommunikation".[10]
I undersøgelsen vurderede man EU's indre marked for elektronisk kommunikation
og anslog det økonomiske potentiale ved et indre marked. Kommissionen anvendte
også mange andre dokumentationskilder, f.eks. den årlige resultattavle for den
digitale dagsorden og økonomiske undersøgelser udarbejdet af GD ECFIN, bl.a.
vedrørende fragmenteringen af telekommunikationsmarkedet i Europa.[11] EU-høringsordningen i
rammebestemmelserne har også påpeget inkonsekvent praksis blandt nationale
tilsynsmyndigheder for så vidt angår reguleringen af relevante markeder. Hvad
angår radiofrekvenspolitikprogrammet kunne Kommissionen endvidere konstatere en
væsentlig mangel på sammenhæng mellem de forskellige medlemsstaters tilladelser
og åbning af frekvensbånd for teknologineutral anvendelse, navnlig med hensyn
til betingelser og tidsramme. 2.3. Analyse af den
foreslåede forordnings konsekvenser Kommissionens
tjenestegrene har i overensstemmelse med sin politik for bedre lovgivning
foretaget en konsekvensanalyse af alternative politikker. Hovedårsagerne
til den lovgivningsmæssige fragmentering skyldes til dels de overordnede
sektorspecifikke krav til udbud af elektronisk kommunikation, som er omfattet
af EU-lovgivning (tilladelse, adgang til faste og trådløse ressourcer,
efterlevelsen af regler om beskyttelse af slutbrugere). Selv om hvert af disse
elementer har meget forskellige særtræk, og løsningerne på fragmentering derfor
nødvendigvis må være meget forskellige, er de alle af afgørende betydning for,
at de vigtigste hindringer for et integreret udbud af elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester i EU kan afskaffes. Analysen af løsningerne er
blevet opdelt med henvisning til a) hindringer, der skyldes nationale
tilladelsesordninger samt inkonsekvens i de regelsæt, der gennemføres af de
nationale tilsynsmyndigheder, b) manglende ensartethed i frekvenstildelingen og
-betingelserne samt manglende retssikkerhed med hensyn til, hvorvidt der er
frekvenser til rådighed, c) mangel på engrosprodukter, som gør det muligt at
udbyde tjenester ved at benytte en anden operatørs net med forenelige
tjenesteinteroperabilitetsniveauer i forbindelse med afhjælpende
foranstaltninger eller forhandlinger, og d) forskellige
forbrugerbeskyttelsesregler, som fører til forskellige niveauer af
forbrugerbeskyttelse og forskellige handelsvilkår, herunder høje omkostninger
til roaming og internationale opkald, og blokering eller regulering af
tjenester. Der
blev valgt tre politiske løsningsmodeller, som skulle analyseres nærmere, til
at tackle disse kilder til fragmentering. Den første løsningsmodel bygger på
det aktuelle regelsæt for elektronisk kommunikation. Den anden løsningsmodel
består af et lovgivningsinstrument (en forordning) som kun tilpasser
rammebestemmelserne, i det omfang det er en forudsætning for et indre EU-marked
for elektroniske kommunikation, og som bygger på øget EU-samordning. Den tredje
løsningsmodel består af anden løsningsmodel, men erstatter den nuværende
forvaltningsstruktur med en fælles EU-forvaltning for at sikre fuld samordning
af reglerne. For hver løsningsmodel
blev der set på, hvor effektivt den opfylder de politiske mål med fokus på
omkostningerne og fordelene på henholdsvis udbuds- og efterspørgselssiden,
herunder indflydelsen på strukturen i EU's elektroniske kommunikationsindustri,
økonomien, beskæftigelsen, merværdien for forbrugerne og miljøet. Det
konkluderes i konsekvensanalyserapporten, at den anden løsningsmodel er den
bedste af de tre. En europæisk tilladelse har primært til formål er at mindske
den administrative byrde for europæiske operatører, og den vil sikre
ensartethed i de regler, de skal følge. Ved
en samordnet brug af radiofrekvenser inden for det indre marked sikres en
synkroniseret rådighed over frekvensressourcer og anvendelsen af ensartede
betingelser for deres brug i hele Europa, hvorved frekvenserne udnyttes
effektivt. Samtidig vil dette fremme et forudsigeligt investeringsmiljø for
højhastighedsnet, herunder deres omfattende geografiske dækning, hvilket på
længere sigt også er i slutbrugernes interesse. Udbuddet
af standardiserede engrosadgangsprodukter på EU-niveau som en potentiel
afhjælpende foranstaltning for en stærk markedsposition vil give fastnetoperatører
mulighed for at udbyde konnektivitetstjenester af høj kvalitet til deres kunder
i hele EU. Dette udbud forventes at få en positiv afsmittende virkning på
investeringer, navnlig på tværs af medlemsstaternes grænser, hvilket vil gøre
det lettere for virksomheder at få adgang til nye markeder for at følge
kundernes efterspørgsel og give dem mulighed for at gøre det med
adgangsprodukter af høj kvalitet, hvilket igen vil øge konkurrencen og stille
krav til operatørerne om at forbedre deres udbud ved at investere i
infrastruktur og tjenester. Fælles
regler om tjenesternes kvalitet vil sikre brugernes frihed til at søge adgang
til tjenester og applikationer, som de ønsker, og på klare kontraktvilkår i
hele EU uden unødig blokering eller regulering af deres internetadgang. Sådanne
regler vil samtidig sikre muligheden for at købe specialiserede tjenester af
højere kvalitet til levering af særligt indhold og særlige applikationer og
tjenester. Større gennemsigtighed og bedre kontraktlige rettigheder sikrer
forbrugernes interesse i pålidelige tjenester af høj kvalitet og styrker
markedets konkurrencemæssige dynamik. Endelig
er formålet med foranstaltninger til bekæmpelse af uberettigede prisforskelle
mellem indenlandske og EU-interne opkald og foranstaltninger til fremme af
muligheden for tilbud om "Roaming like at Home" gennem roamingaftaler
at afskaffe uberettigede ekstraomkostninger til elektroniske
kommunikationstjenester, der udbydes på tværs af grænser. Det kan således konkluderes, at denne løsningsmodel
vil fremme lovgivningsmæssig forudsigelighed og gennemsigtighed hurtigst og
mest effektivt. Navnlig bør større konkurrence på markederne, flere fælles
driftsbetingelser (ressourceadgang og forbrugerspecifikke regler) samt
videreførelsen af stordriftsfordele som følge af forbrugerpriselasticitet eller
konkurrencepres føre til større konvergens. Større konkurrencepres, som giver
incitament til at differentiere, samt flere stordriftsfordele, større
forudsigelighed i reglerne og bedre vilkår for massedistribution af innovative
tjenester bør alle på et tidspunkt forbedre investeringsmiljøet. Selv om disse
forslag forventes at få positiv indflydelse på beskæftigelsen, er det
vanskeligt på nuværende tidspunkt at vurdere de sociale og
beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Kommissionen vil være særlig opmærksom på
dette forhold i forbindelse med overvågningen og evalueringen af lovgivningen. Sammenlignet med den foretrukne løsningsmodel
ville der med løsningsmodel 1 (ved anvendelse af de aktuelle bestemmelser) og
løsningsmodel 3 (fuldstændig ændring af tilsynet med tværeuropæiske tjenester)
være behov for yderligere 3-5 år for at opnå det ønskede resultat med en
urealiseret potentiel stigning i BNP på 3,7 % i perioden 2015-2020. Ud
af de tre løsningsmodeller er det er også denne løsningsmodel, der hurtigst kan
give resultater og opfylde alle de specifikke mål og således give de største
økonomiske og sociale fordele. Udvalget
for konsekvensanalyse afgav en udtalelse om udkastet til konsekvensanalyse den
6. september 2013. Rapporten og et resumé
er offentliggjort sammen med forslaget. 3. JURIDISKE
ASPEKTER AF FORSLAGET 3.1. Retsgrundlag Forslaget bygger på artikel 114 i traktaten om
den Europæiske Unions funktionsmåde, da det vedrører det indre marked for
elektronisk kommunikation og dets virkemåde. 3.2. Nærhedsprincippet De eksisterende rammebestemmelser har ikke
fuldt ud kunnet opfylde målet om etablering af et indre marked for elektronisk
kommunikation. Selv om de eksisterende nationale regler kan forenes med gældende
EU-lovgivning, skaber forskellene ikke desto mindre hindringer for drift og køb
af grænseoverskridende tjenester, og således begrænses den frihed til at udbyde
elektronisk kommunikation, der garanteres i EU-lovgivningen. Dette har direkte
indvirkning på det indre marked. Medlemsstaterne har hverken kompetence eller
incitament til at ændre det aktuelle lovgivningsmæssige landskab. Der er brug for foranstaltninger på EU-plan
til at afhjælpe de underliggende årsager til problemet. Indførelsen af én fælles
EU-tilladelse vil modvirke den nuværende fragmentering, som er resultatet af
den nationale dimension af de generelle tilladelsessystemer. En fælles
EU-tilladelsesordning sammen med hjemlandskontrollen af tilbagetrækningen
og/eller suspensionen af sådanne tilladelser vil fremme registreringen af
EU-operatørerne og samordningen af de fleste alvorlige
håndhævelsesforanstaltninger, der gælder for dem. Forslaget garanterer en
større grad af lovgivningsmæssig ensartethed og forudsigelighed for sådanne
virksomheder ved at give Kommissionen beføjelse til at kræve, at nationale
tilsynsmyndigheder trækker foreslåede afhjælpende foranstaltninger, der ville
være uforenelige med EU-lovgivningen, tilbage. Forslaget vil sikre langt større
konvergens i de regulerede betingelser for adgang til faste og trådløse
ressourcer, hvilket fremmer udbuddet af tværeuropæiske tjenester. Den fuldkomne
harmonisering af slutbrugernes rettigheder sikrer, at borgere og udbydere i
hele EU har de samme rettigheder og forpligtelser, særligt muligheden for at
markedsføre og købe tjenester på tværs af grænser på samme betingelser. Nærhedsprincippet respekteres, idet EU kun
griber ind i det omfang, det er nødvendigt for at afskaffe bestemte hindringer
for det indre marked. For det første er den fælles EU-tilladelse til
rådighed for operatører, der har til hensigt at udøve deres virksomhed på
europæisk plan, mens de forskriftsmæssige forpligtelser, der uløseligt er
forbundet til det sted, hvor et net er placeret, eller hvor en tjeneste ydes, fortsat
skal fastlægges af den nationale tilsynsmyndighed i den pågældende medlemsstat.
Indtægter, der opkræves ved frekvenstildelinger, vil fortsat høre under den
pågældende medlemsstats område, og de mere detaljerede reguleringsprincipper
for brugen af frekvenser, som supplerer de overordnede mål i EU's
rammebestemmelser, giver stadig medlemsstaterne stor manøvrefrihed med hensyn
til de nærmere detaljer. Med hensyn til proceduren for anmeldelse til
Kommission af frekvenser bygger denne ligeledes på kontrol af lovgivningens
forenelighed fremfor at overføre medlemsstaternes skønsbeføjelser til
Kommissionen, og den er omfattet af yderligere beskyttelsesforanstaltninger,
såsom undersøgelsesproceduren efter komitologiproceduren. Udvidelsen af
fordelen ved generel tilladelse til at anvende trådløse adgangspunkter for et
lille område skal begrænses til ikke iøjefaldende installationer med lav
effekt, der defineres præcist i gennemførelsesforanstaltninger. Endelig
forbliver pålæggelsen af krav om udbud af europæiske virtuelle adgangsprodukter
en opgave for den nationale tilsynsmyndighed i den medlemsstat, hvor nettet er,
efter en markedsanalyse baseret på de gældende bestemmelser; samtidig bruges
der ved harmoniseringen af virtuelle adgangsprodukter den samme mekanisme, som
den der allerede findes i de gældende bestemmelser for fysiske
engrosadgangsprodukter. 3.3. Proportionalitetsprincippet EU skal kun sætte ind, hvor det er nødvendigt
for at opnå de definerede mål. Foranstaltningerne vil sigte mod at afhjælpe
indlysende flaskehalse for det indre marked med det minimum af ændringer af de
gældende bestemmelser, som er nødvendigt for at skabe betingelserne for, at der
kan udvikles nye markeder for elektronisk kommunikation på tværs af grænser i
EU. Herved vil det dobbelte mål med det indre marked om frihed til at udbyde og
til at forbruge elektroniske tjenester kunne opfyldes. Ved stort set at lade de
gældende bestemmelser forblive uændrede, herunder måden, hvorpå de nationale
tilsynsmyndigheder skal føre tilsyn med markederne, undgår man at gribe
forstyrrende ind i de operationer, der forestås af operatører, som foretrækker
at forblive nationale (eller lokale). Endvidere bør udviklingen af nye
grænseoverskridende markeder ske efter princippet om bedre lovgivning, dvs. ved
gradvist at mindske reguleringspresset, såfremt det viser sig, at markederne er
konkurrencedygtige i en mere integreret europæisk sammenhæng, men i
overensstemmelse med de nationale tilsynsmyndigheders overvågningskompetencer
og med efterfølgende konkurrencekontrol. Dette er en fordel, da de nationale
tilsynsmyndigheder også vil være dem, der bedst kan tage hensyn til særlige
nationale forhold, når i) der skal fastsættes regler for adgangen til fysiske
infrastrukturer, som grundet deres natur er geografisk begrænset til det
nationale eller regionale niveau, og ii) når der skal tages hånd om
forbrugerspørgsmål i national sammenhæng (navnlig på det nationale sprog). De foreslåede foranstaltninger vil derfor ikke
indebære betydelige ændringer af forvaltningen eller på at flytte kompetencer
op på EU-niveau, f.eks. ved hjælp af en EU-reguleringsmyndighed eller
tværeuropæisk frekvenslicensudstedelse. Løsningerne vil sætte de relevante
interessenter i stand til at udnytte synergierne på et stort indre marked og forbedre
effektiviteten hvad angår deres drift og investeringer på den hurtigste og mest
effektive måde. Forslaget sikrer desuden videreførelse af de nuværende regler
for de operatører, som vælger at udbyde tjenester i én medlemsstat, samtidig
med at de nyder godt af bedre og klarere regler om slutbrugeres rettigheder og
mere forudsigelige vilkår for adgang til frekvensressourcer og
fastnetadgangsprodukter af høj kvalitet. 3.4. Grundlæggende rettigheder Forslagets indvirkning på grundlæggende
rettigheder såsom ytrings- og informationsfriheden, friheden til at drive egen
virksomhed og retten til ikke-forskelsbehandling, forbrugerbeskyttelse og
beskyttelse af personoplysninger, er blevet analyseret. Forordningen vil især
sikre adgang til det åbne internet, den sætter en høj
standard for fuldt ud harmoniserede slutbrugerrettigheder, øger virksomhedernes
frihed på europæisk plan og bør med tiden mindske den sektorspecifikke
lovgivning. 3.5. Reguleringsmiddel/reguleringsform Kommissionen foreslår en forordning, idet
denne sikrer afskaffelse af hindringer for det indre marked ved at supplere de
eksisterende rammebestemmelser for elektronisk kommunikation. Dette omfatter
specifikke og umiddelbart gældende rettigheder og forpligtelser for udbydere og
slutbrugere, og det omfatter ligeledes koordineringsmekanismer vedrørende visse
ressourcer på europæisk plan for at fremme udbuddet af elektroniske
kommunikationstjenester på tværs af grænser. Det er vigtigt at have en
forordning på et område som f.eks. åbent internet og trafikstyring, hvor der er
brug for en reel fælles tilgang, hvis man fra starten vil undgå den nuværende
tendens til forskellige nationale løsninger og muliggøre både integreret
netstyring og udvikling af onlineindhold, -applikationer og -tjenester, som kan
stilles til rådighed på samme måde i hele EU. 3.6. Forslagets opbygning og de vigtigste
rettigheder og forpligtelser Generelle bestemmelser (kapitel I, artikel
1 og 2) Kapitel I indeholder de generelle
bestemmelser, herunder relevante definitioner. Det fastsætter de
reguleringsprincipper, som de involverede tilsynsmyndigheder skal følge, når de
anvender denne forordning sammen med de eksisterende rammebestemmelser. Fælles EU-tilladelse (kapitel II, artikel
3-7) I dag skal operatører, der ønsker at udbyde
tjenester i flere medlemsstater, have tilladelse i hver enkelt medlemsstat.
Forordningen indfører en fælles EU-tilladelse, der er baseret på et fælles
anmeldelsessystem i den medlemsstat, hvor den europæiske udbyder af elektronisk
kommunikation har sit hovedsæde (hjemlandet), og opstiller de betingelser, der
gælder herfor. Tilbagetrækning og/eller suspension af den fælles EU-tilladelse
er underlagt hjemlandets kontrol. Indehavere af en fælles EU-tilladelse er
berettigede til lige juridiske behandling i lignende situationer i og på tværs
af medlemsstater, og nye aktører og mindre grænseoverskridende operatører er
undtaget fra administrative gebyrer og bidrag til finansiering af
forsyningspligten i andre medlemsstater end hjemlandet (værtsmedlemsstater). Indehavere
af en fælles EU-tilladelse vil udbyde tjenester i hele EU på grundlag af en
mere konsekvent anvendelse af forskriftsmæssige forpligtelser. Den fælles EU-tilladelse vil således mindske
unødvendige administrative byrder og garantere europæiske udbydere mere
ensartede rettigheder og forpligtelser, så de kan drive forretning i hele EU og
vokse. Europæiske ressourcer (kapitel III) Afsnit 1 (artikel 8-16) De udbydere af mobile tjenester, der findes i
Europa i dag, mangler forudsigelighed, når det gælder de frekvensressourcer,
der er til rådighed i hele EU, og de skal arbejde under forskellige
fordelingsbetingelser. Det er således vanskeligere at planlægge langsigtet,
investere på tværs af grænser og i sidste ende ekspandere. En så uensartet
situation betyder, at udstyrsfabrikanterne fremstiller deres produkter med
henblik på andre markeder, der er større og har bedre vækstmuligheder. Hvis der
skal sættes en stopper for denne uholdbare situation, skal der sikres en
harmonisering af frekvensressourcer ved: ·
at fastlægge fælles reguleringsprincipper, som
gælder medlemsstater, når der fastlægges betingelser for frekvensanvendelsen,
som er harmoniseret for trådløs bredbåndskommunikation ·
at give Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til
at vedtage gennemførelsesretsakter med det formål at harmonisere de
frekvensressourcer, der er til rådighed, tidspunktet for tildeling og
varigheden af retten til at anvende frekvensressourcer ·
at indføre en høringsmekanisme, der sætter
Kommissionen i stand til at revidere udkast til nationale foranstaltninger
vedrørende tildeling og anvendelse af frekvensressourcer ·
at forenkle betingelserne for udrulning og udbud af
adgang til trådløse adgangspunkter med lav effekt (wi-fi, små celler) for at
fremme konkurrencen og mindske overbelastningen af nettet. Afsnit 2 (artikel 17-20) Harmoniseret virtuel højkvalitetsadgang til
fastnet vil lette adgangen til markedet og udbuddet af grænseoverskridende
tjenester både for slutbrugerne og virksomhederne samt bidrage til at sætte
skub i konkurrencen og investeringerne. I dag defineres virtuel adgang til
fastnet på en række forskellige måder i EU. Virtuel adgang til fastnet med det
formål at udbyde grænseoverskridende tjenester harmoniseres ved: ·
at definere fælles egenskaber ved EU-harmoniserede
virtuelle bredbåndsadgangsprodukter (virtuel adskillelse af pakkede produkter,
IP-bitstrøm og termineringsdelene af lejede kabler), der kræves af operatører
med en stærk markedsposition ·
at kræve af de nationale tilsynsmyndigheder, at der
tages højde for indførelsen af sådanne harmoniserede adgangsprodukter, når der
indføres regulerende indgreb, idet der tages behørigt hensyn til konkurrencen
og investeringerne på infrastrukturområdet og overordnede krav om
proportionalitet. Forslaget afspejler også beslutningspraksis i en bestemmelse,
der knytter forbindelse mellem hensynet til engrospriskontrolforpligtelser i
forbindelse med næste generation af accesnet og konkurrencemæssige
begrænsninger, der skyldes alternative infrastrukturer, effektive garantier for
ikke-diskriminerende adgang og konkurrencen på detailplan hvad angår priser,
udvalg og kvalitet ·
at give udbydere af elektronisk kommunikation ret
til på rimelige vilkår at udbyde og tilgå harmoniserede konnektivitetsprodukter
med sikkerhed for servicekvalitet for at fremme nye former for onlinetjenester. Slutbrugernes rettigheder (kapitel IV,
artikel 21-29) I Europa er både udbyderne af elektronisk
kommunikation og slutbrugerne oppe imod usammenhængende regler vedrørende
slutbrugernes rettigheder, hvilket fører til uensartet beskyttelse og en lang
række forskellige regler, der skal overholdes i forskellige medlemsstater.
Denne fragmentering er dyr for operatørerne, uhensigtsmæssig for slutbrugerne,
og i den sidste ende hindrer den udbuddet af grænseoverskridende tjenester og
påvirker forbrugernes vilje til at købe dem negativt. For at garantere en
passende grad af forbrugerbeskyttelse i hele EU, er de regler, der definerer
slutbrugernes rettigheder, blevet harmoniseret, herunder: –
ikke-diskrimination mellem indenlandsk
kommunikation og kommunikation inden for EU (EU-intern) (medmindre forskellen
kan retfærdiggøres objektivt) –
obligatorisk information forud for
kontraktindgåelse og ved kontraktindgåelse –
øget gennemsigtighed og faciliteter, der skal undgå
ubehagelige overraskelser på regningen –
retten til at opsige kontrakten efter seks måneder
uden omkostninger (eksklusive restværdien af subsidieret udstyr eller andre
reklamefremstød) –
udbydernes forpligtelse til at tilbyde uhindret
opkobling til alle de former for indhold, applikationer eller tjenester, som
slutbrugerne tilgår, hvilket også kaldes netneutralitet, samt regulering af
operatørernes anvendelse af trafikstyringsforanstaltninger med det formål at
respektere den generelle adgang til internettet. Samtidig tydeliggøres de
relevante retsregler for specialtjenester af øget kvalitet. Lettere skift af udbyder (kapitel V,
artikel 30) Bedre overdragelsesregler fremmer
markedsadgang og konkurrence mellem udbydere af elektronisk kommunikation og
gør det lettere for slutbrugerne at vælge den udbyder, der bedst opfylder deres
specifikke behov. Der opstilles ligeledes harmoniserede principper for
overdragelsesprocedurer, såsom omkostningsbaserede priser, en proces, der
styres af den modtagende udbyder, og automatisk opsigelse af kontrakten med den
overdragende udbyder. Organisatoriske og afsluttende bestemmelser
(kapitel VI, artikel 31-40) Dette kapitel indeholder generelle
bestemmelser vedrørende de kompetente nationale myndigheders
sanktionsbeføjelser samt regler om Kommissionens beføjelser til at vedtage
delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter. Der opstilles ligeledes tilpasninger af
rammedirektiverne og roaming- og BEREC-forordningerne. Særligt hvad angår
forudgående markedsregulering, og fordi hver enkelt national tilsynsmyndighed
stadig er ansvarlig for sit respektive (indenlandske) marked, sigter
tilpasningerne mod at fremme en større grad af ensartethed og stabilitet i hele
EU, for så vidt angår de nationale tilsynsmyndigheders vurdering af markederne
og indførelse af lovgivningsmæssige forpligtelser for indehavere af en fælles
EU-tilladelse, for at undgå at de har forskellige forpligtelser for det samme
markedssvigt i de forskellige medlemsstater, hvor de er til stede. For at opnå
dette indeholder bestemmelserne en beføjelse af Kommissionen til at kræve
tilbagekaldelse af afhjælpende foranstaltninger, der er pålagt virksomheder med
en fælles EU-tilladelse, samt retlig sikkerhed vedrørende kriterierne for
identifikation af markeder, der er underlagt sådanne afhjælpende
forhåndsforanstaltninger, idet der også tages højde for
konkurrencebegrænsninger forårsaget af tilsvarende tjenester, der udbydes af
"over-the-top"-aktører. Selvom roaming III-forordningen med dens
strukturelle foranstaltninger vil skabe større konkurrence på markedet,
forventes det ikke, at forordningen alene vil skabe en situation, hvor kunder
kan opretholde det typiske forbrugsmønster i deres hjemland, når de rejser til
udlandet, og dermed sætte en stopper for roaminggebyrer generelt i hele EU. Artikel 37 bygger derfor videre på roamingforordningen og giver
operatørerne incitamenter til at udbyde roaming til hjemmemarkedspriser.
Forslaget indfører en frivillig mekanisme for mobiloperatører, så de kan indgå
bilaterale eller multilaterale roamingaftaler, der gør det muligt for dem at
internalisere engrosroamingomkostningerne og gradvis indføre roamingtjenester
til hjemmemarkedspriser indtil juli 2016, samtidig med at risikoen for
prisarbitrage mindskes. Sådanne roamingaftaler er som sådan ikke noget nyt på
markedet. Roamingaftaler findes allerede, og de giver deltagerne (forudsat at
de overholder konkurrencelovgivningen) mulighed for at opnå stordriftsfordele
ved udbud af roamingtjenester mellem de kontraherende parter. Forslaget kræver
imidlertid, at de anmeldes for at forbedre deres gennemsigtighed. Det er
meningen, at den foreslåede frivillige ordning skal fremme videregivelsen af
sådanne lovlige stordriftsfordele til forbrugerne gennem udbud af
roamingtjenester til hjemmemarkedspriser på betingelser, som sikrer, at roaming
i hele EU er omfattet, og at forbrugerne i hele EU i sidste ende får gavn af
sådanne tilbud. Samtidig sikrer forslaget den nødvendige balance, der giver
operatører mulighed for at tilpasse deres detailudbud og gradvist sikre, at
alle deres kunder kan få gavn af dem. Uden bilaterale eller multilaterale
roamingaftaler er det urealistisk at forestille sig, at en operatør ensidigt
ville kunne udbyde roamingtjenester til hjemmemarkedspriser i hele EU inden for
den planlagte tidsramme. Endelig er det nødvendigt med ændringer i
BEREC-forordningen for at skabe en højere grad af stabilitet i dette organ og
give det mulighed for at spille en mere strategisk rolle, særligt gennem
udpegelse af en professionel formand med et mandat på tre år. 4.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET Den foreslåede forordning har ingen
indvirkning på EU's budget. Navnlig har forslaget om ændring af forordning
(EF) nr. 1211/2009 ingen virkninger på hverken antallet af stillinger i
stillingsfortegnelsen eller på EU's finansielle bidrag til BEREC-kontoret, og
det er i overensstemmelse med tallene i meddelelsen til Europa-Parlamentet og
Rådet (COM(2013) 519 final). 2013/0309 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om foranstaltninger vedrørende EU's indre marked
for elektronisk kommunikation med henblik på at opnå et netforbundet europæisk
område, og om ændring af direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt
forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning 531/2012 (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET
OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, under henvisning til
forslag fra Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af
udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til
udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[12], under henvisning til
udtalelse fra Regionsudvalget[13],
efter den almindelige
lovgivningsprocedure, og ud fra følgende
betragtninger: (1)
Det er nødvendigt, at Europa udnytter alle kilder
til vækst for at overvinde krisen, skabe arbejdspladser og genvinde
konkurrencedygtigheden. Europa 2020-strategien har til formål at genopbygge
væksten og skabe nye arbejdspladser. På sit møde i foråret 2013 understregede
Det Europæiske Råd det digitale indre markeds betydning for væksten og
efterlyste konkrete foranstaltninger med det formål at etablere et indre marked
for informations- og kommunikationsteknologi (ikt) så hurtigt som muligt. I
overensstemmelse med målene i Europa 2020-strategien og denne anmodning sigter
denne forordning mod at etablere et indre marked for elektronisk kommunikation
ved at gennemføre og tilpasse det eksisterende EU-regelsæt for elektronisk
kommunikation. (2)
Den digitale dagsorden for Europa, der er et af
flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien, anerkender allerede IKT og
netkonnektivitet som et uundværligt grundlag for udviklingen af vores økonomi
og samfundet. For at EU kan høste frugterne af den digitale overgang, er der
behov for et dynamisk indre marked for elektronisk kommunikation inden for alle
sektorer i hele Europa. Et sådant ægte indre kommunikationsmarked vil blive
rygraden i en innovativ og intelligent digital økonomi og en grundpille i det
digitale indre marked, hvor onlinetjenester kan udbydes frit på tværs af
grænserne. (3)
Friheden til at udbyde elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester til alle kunder i EU og alle slutbrugeres ret
til at vælge det bedste tilbud, der findes på markedet, skal sikres gennem et
sømløst digitalt indre marked for elektronisk kommunikation, der ikke hæmmes af
opsplitning af markederne langs landegrænserne. De eksisterende
rammebestemmelser om elektronisk kommunikation er ikke fuldt ud egnet til at
takle en sådan opsplitning, der skyldes generelle tilladelsesordninger, som
fungerer på nationalt snarere end på EU-plan, nationale ordninger for tildeling
af radiofrekvenser, forskelle i de adgangsprodukter, der er til rådighed for
udbyderne af elektronisk kommunikation i forskellige medlemsstater og
anvendelse af forskellige sektorspecifikke forbrugerregelsæt. I mange tilfælde
udgør EU-reglerne blot en referencemodel, og de bliver ofte gennemført på
forskellig vis i de enkelte medlemsstater. (4)
Et ægte indre marked for elektronisk kommunikation
vil fremme konkurrencen, investeringerne og innovationen i nye og forbedrede
net og tjenester ved at sætte skub i markedsintegrationen og det
grænseoverskridende udbud af tjenester. Det vil således bidrage til, at de
ambitiøse mål om højhastighedsbredbånd, der er sat i den digitale dagsorden,
bliver nået. Det voksende udbud af digitale infrastrukturer og tjenester vil på
sin side øge valgmulighederne for forbrugerne, tjenesternes kvalitet og
mangfoldigheden på indholdssiden, bidrage til territorial og social sammenhæng
og fremme mobiliteten i hele EU. (5)
De fordele, der høstes som resultat af et indre
marked for elektronisk kommunikation, bør komme det bredere digitale økosystem
til gode, herunder EU’s udstyrsfabrikanter, udbydere af indhold og
applikationer samt den bredere økonomi, herunder f.eks. bank-, bil-, logistik,
detail-, energi- og transportsektorerne, der er afhængige af konnektivitet for
at kunne øge deres produktion ved hjælp af f.eks. allestedsnærværende
cloud-applikationer, netforbundet udstyr og mulighed for integreret udbud af
tjenester til forskellige dele af virksomheden. De offentlige forvaltninger og
sundhedssektoren vil også drage fordel af en bredere tilgang til e-forvaltning
og e-sundhedstjenester. Udbuddet af kulturelt indhold og kulturelle tjenester
og den kulturelle mangfoldighed generelt vil også kunne styrkes på et indre
marked for elektronisk kommunikation. Konnektivitet via elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester er så vigtigt for den bredere økonomi og
samfundet, at uberettigede sektorspecifikke byrder, såvel reguleringsmæssige
som andre byrder, bør undgås. (6)
Denne forordning sigter mod at få det indre marked
for elektronisk kommunikation fuldt på plads ved hjælp af foranstaltninger på
tre brede, indbyrdes sammenhængende akser. For det første skal den sikre
friheden til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester på tværs af grænser
og net i forskellige medlemsstater på baggrund af princippet om en fælles
EU-tilladelse, der skal danne grundlag for en langt højere grad af ensartethed
og forudsigelighed i indholdet og gennemførelsen af sektorspecifik lovgivning i
hele EU. For det andet er det nødvendigt at sikre adgang til ressourcer, der er
afgørende for udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, på langt
mere ensartede betingelser, ikke kun hvad angår trådløs bredbåndskommunikation,
hvor både tilladelseskrævende og tilladelsesfri radiofrekvenser er af yderste
vigtighed, men også hvad angår fastnetkonnektivitet. For det tredje skal
forordningen sikre en indbyrdes tilnærmelse af forretningsvilkårene og opbygge
forbrugernes tillid til den digitale verden ved at harmonisere reglerne om
beskyttelse af slutbrugerne, især forbrugerne. Ud over regler om adgang til
onlineindhold, applikationer og tjenester er der brug for regler om
ikkediskrimination, kontraktrelateret information, opsigelse af kontrakter og
skift af udbyder, der ikke blot beskytter forbrugerne, men samtidig sikrer, at
internettet forsat kan fungere som en drivkraft for innovation. Desuden skal
yderligere reformer på roamingområdet indgyde slutbrugerne tillid, så de
forbliver opkoblede, når de rejser i EU, og efterhånden bør reformerne medføre
konvergerende priser og vilkår i EU. (7)
Denne forordning skal derfor supplere det
eksisterende EU-regelsæt (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF[14], Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/20/EF[15],
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF[16], Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/22/EF[17],
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF[18], Kommissionens direktiv
2002/77/EF[19]
samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009[20], Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 531/2012[21]
og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU[22]) samt gældende national
lovgivning, der er vedtaget i overensstemmelse med EU-lovgivningen;
forordningen bør således fastlægge specifikke rettigheder og forpligtelser både
for udbydere af elektronisk kommunikation og for slutbrugere ved at indføre
væsentlige ændringer i de eksisterende direktiver og forordning (EU) nr. 531/2012,
der har til formål at sikre en højere grad af konvergens, samt væsentlige
ændringer, der er i overensstemmelse med et indre marked med mere konkurrence. (8)
De foranstaltninger, der opstilles i denne
forordning, respekterer princippet om teknologisk neutralitet, hvilket vil
sige, at de hverken pålægger eller diskriminerer til fordel for anvendelse af
en speciel teknologi. (9)
Udbud af elektronisk kommunikation på tværs af
grænserne er stadig forbundet med større byrder end de tjenester, der holder
sig inden for de nationale grænser. Navnlig skal udbydere af
grænseoverskridende tjenester anmelde sig og betale gebyrer i hver enkelt
værtsmedlemsstat. Indehavere af en fælles EU-tilladelse bør være underlagt et
fælles anmeldelsessystem i den medlemsstat, hvor virksomheden har sit hovedsæde
(hjemlandet), hvilket vil mindske den administrative byrde for operatører af
grænseoverskridende tjenester. Den fælles EU-tilladelse skal gælde for enhver
virksomhed, der udbyder eller har til hensigt at udbyde elektroniske kommunikationstjenester
i mere end én medlemsstat for at sikre, at udbydere af elektronisk
kommunikation er berettigede til at nyde godt af de rettigheder, der er
forbundet med friheden til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester og
-net i alle medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning. En fælles
EU-tilladelse, der fastlægger den lovgivningsmæssige ramme for udbydere af
elektronisk kommunikation, som udbyder tjenester på tværs af medlemsstaterne på
grundlag af en generel tilladelse i hjemlandet, bør sikre reel frihed til at
udbyde elektroniske kommunikationstjenester og –net i hele EU. (10)
Udbuddet af grænseoverskridende elektroniske
kommunikationstjenester eller -net kan udmønte sig forskelligt afhængigt af en
række faktorer såsom hvilken slags net eller tjeneste der udbydes, hvor
omfattende en fysisk infrastruktur der er behov for, eller abonnentsgrundlaget
i de forskellige medlemsstater. Intentionen om at udbyde elektroniske
kommunikationstjenester eller drive et elektronisk kommunikationsnet på tværs
af grænserne kan påvises gennem aktiviteter såsom forhandling om aftaler
vedrørende adgang til net i en given medlemsstat eller markedsføring via et
netsted på målmedlemsstatens sprog. (11)
Uanset hvordan en udbyder vælger at drive
elektroniske kommunikationsnet eller udbyde elektroniske
kommunikationstjenester på tværs af grænserne, skal den reguleringsordning, der
gælder for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, være neutral i
forhold til de forretningsmæssige valg, der ligger til grund for, hvordan
funktionerne og aktiviteterne tilrettelægges i de forskellige medlemsstater.
Derfor skal en europæisk elektronisk kommunikationsudbyders hjemland anses for
at være den medlemsstat, hvor de strategiske beslutninger vedrørende udbud af
elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester bliver truffet, uanset hvilken
struktur virksomheden måtte have. (12)
Den fælles EU-tilladelse skal baseres på en generel
tilladelse i hjemlandet. Den bør ikke omfatte vilkår, som allerede gælder i
medfør af anden eksisterende national lovgivning, der ikke udelukkende vedrører
sektoren for elektronisk kommunikation. Desuden skal bestemmelserne i denne
forordning og forordning (EU) nr. 531/2012 også gælde for europæiske udbydere
af elektronisk kommunikation. (13)
De fleste sektorspecifikke betingelser, f.eks.
vedrørende adgang til net samt nettenes sikkerhed og integritet eller adgang
til alarmtjenester, hænger i høj grad sammen med det sted, hvor det pågældende
net er beliggende, eller hvor den pågældende tjenesten leveres. Derfor kan en
europæisk udbyder af elektronisk kommunikation være underlagt betingelser, der
gælder i de medlemsstater, hvor de driver virksomhed, i den udstrækning denne
forordning ikke fastsætter andet. (14)
I tilfælde, hvor medlemsstater kræver bidrag til
finansieringen af forsyningspligtydelser og til de nationale
tilsynsmyndigheders forvaltningsrelaterede omkostninger, skal kriterierne og
procedurerne vedrørende fordelingen af bidragene være forholdsmæssige og
ikkediskriminerende for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, så de
ikke hindrer grænseoverskridende markedsadgang, især for nye aktører og mindre
operatører; derfor bør der ved fastsættelsen af de enkelte virksomheders bidrag
tages hensyn til bidragyderens markedsandel målt i omsætning i den relevante
medlemsstat, og der bør gælde en minimumstærskel. (15)
Det er nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne, når
omstændighederne ellers er ens, ikke behandler europæiske udbydere af
elektronisk kommunikation forskelligt, og at der anvendes en ensartet reguleringspraksis
på det indre marked, særligt hvad angår de foranstaltninger, der falder ind
under artikel 15 eller 16 i direktiv 2002/21/EF eller artikel 5 eller 8 i
direktiv 2002/19/EF. Europæiske udbydere af elektronisk kommunikation bør
derfor have ret til at blive behandlet ens i de forskellige medlemsstater i
situationer, der objektivt ses er ens, så der bliver mulighed for en mere
integreret drift på tværs af grænserne. Der bør desuden være specifikke
procedurer på EU-plan for gennemgang af udkast til afgørelser om afhjælpende
foranstaltninger i medfør af artikel 7a, i direktiv 2002/21/EF i sådanne
tilfælde for at undgå uberettigede forskelle i de forpligtelser, der gælder for
europæiske udbydere af elektronisk kommunikation i forskellige medlemsstater. (16)
Regulerings- og tilsynsbeføjelserne bør fordeles
mellem den europæiske udbyders hjemland og eventuelle værtsmedlemsstater for at
mindske hindringerne for markedsadgang, samtidig med at man sikrer, at de
gældende betingelser for udbud af elektroniske kommunikationstjenester og –net
håndhæves på passende vis. Så selv om hver enkelt tilsynsmyndighed skal
overvåge overholdelsen af de betingelser, der gælder på deres område i
overensstemmelse med EU-lovgivningen, bl.a. ved hjælp af sanktioner og
foreløbige foranstaltninger, er det kun den nationale tilsynsmyndighed i
hjemlandet, der har beføjelser til at suspendere eller tilbagekalde en
europæisk udbyders ret til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester og ‑net
i hele EU eller dele heraf. (17)
Radiofrekvenser er et offentligt gode og en vigtig
ressource for det indre marked for mobilt trådløst bredbånd og
satellitkommunikation i EU. Udvikling af trådløs bredbåndskommunikation
bidrager til gennemførelsen af den digitale dagsorden for Europa og særligt
målet om at sikre bredbåndsadgang med en hastighed på mindst 30 mbps for alle
EU-borgere, når vi når 2020, og målet om at give EU den højest mulige
bredbåndshastighed og den størst mulige kapacitet. Europa er dog kommet bagud i
forhold til andre større globale regioner - Nordamerika, Afrika og dele af
Asien - når det gælder udrulning og udbredelse af den nyeste generation af
trådløse bredbåndsteknologier, der er nødvendig for at nå disse politiske mål.
Den stykvise proces med at tillade og gøre 800 MHz-båndet tilgængeligt for
trådløs bredbåndskommunikation, hvor mere end halvdelen af medlemsstaterne
anmoder om undtagelser eller på anden vis ikke opfylder dette inden den
tidsfrist, der er fastsat i radiofrekvenspolitikprogrammet, Europa-Parlamentets
og Rådets afgørelse nr. 243/2012[23],
viser, hvor vigtigt det er at skride til handling allerede i perioden for det
nuværende radiofrekvenspolitikprogram. EU’s foranstaltninger, der har til
formål at harmonisere betingelserne for adgang til og effektiv udnyttelse af
radiofrekvenserne i forbindelse med elektronisk kommunikation i medfør af
Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF[24] har ikke været tilstrækkelige
til at løse problemet. (18)
De forskellige nationale politikker skaber
uoverensstemmelser og opsplitning på det indre marked, hvilket både hæmmer
udrulningen af EU-dækkende tjenester og gennemførelsen af det indre marked for
trådløs bredbåndskommunikation. Dette kan især skabe ulige betingelser for
adgang til sådanne tjenester, hindre konkurrencen mellem virksomheder, der er
etableret i forskellige medlemsstater, og bremse investeringerne i mere
avancerede net og teknologier og udviklingen af innovative tjenester; dermed
berøves borgerne og virksomhederne for allestedsnærværende integrerede
tjenester af høj kvalitet, og udbyderne af trådløst bredbånd berøves for den
øgede effektivitetsgevinst af en storstilet og mere integreret drift. Derfor
bør en almen integreret udbredelse af avancerede trådløse
bredbåndskommunikationstjenester i hele EU ledsages af tiltag på EU-plan
vedrørende visse aspekter af tildelingen af radiofrekvenser. Samtidig bør
medlemsstaterne bevare retten til at tilrettelægge brugen af deres
radiofrekvenser til formål vedrørende den offentlige orden, den offentlige
sikkerhed og forsvaret. (19)
Udbydere af elektroniske kommunikationstjenester,
herunder mobiloperatører og konsortier bestående af sådanne operatører, skal
have mulighed for i fællesskab at tilrettelægge en effektiv dækning af en stor
del af EU’s område til en rimelig pris for at tilgodese slutbrugerne på lang
sigt; derfor bør de kunne anvende radiofrekvenser i flere medlemsstater, idet
der gælder ensartede betingelser, procedurer, omkostninger, tidsrammer og
varighed i harmoniserede frekvensbånd, samt supplerende pakker af
radiofrekvensressourcer, f.eks. en kombination af lavere og højere frekvenser
til dækning af tætbefolkede og mindre tætbefolkede områder. Initiativer til
fordel for en højere grad af koordinering og ensartethed vil også øge
forudsigeligheden i netinvesteringsmiljøet. Denne forudsigelighed vil ligeledes
kunne styrkes af en klar politik, der fremmer brugsrettigheder til
radiofrekvenser af langsigtet varighed, uden at det berører disse rettigheders
tidsubegrænsede karakter i visse medlemsstater, og som på sin side er forbundet
med klare betingelser for overdragelse, leje eller fælles brug af dele af eller
samtlige radiofrekvenser, der er genstand for en sådan individuel brugsret. (20)
Der bør sikres en bedre koordinering og sammenhæng
mellem brugsrettighederne til radiofrekvenser, specielt for de frekvensbånd,
der er blevet harmoniseret med henblik på trådløst fastnet, nomadisk og mobil
bredbåndskommunikation. Dette omfatter de frekvensbånd, der er udpeget på
ITU-niveau til avancerede IMT-systemer (International Mobile Telecommunications)
og frekvensbånd, der bruges til radiobaserede lokale datanet (RLAN), f.eks. 2,4
GHz-båndet og 5 GHz-båndet. Det bør også udvides til at omfatte frekvensbånd,
der muligvis bliver harmoniseret til trådløs bredbåndskommunikation i
fremtiden, som det fremgår af artikel 3b i radiofrekvenspolitikprogrammet og
Frekvenspolitikgruppens udtalelse af 13. juni 2013 om de strategiske
udfordringer, som Europa står over for, når det gælder håndteringen af den
stigende efterspørgsel efter radiofrekvenser til trådløst bredbånd, som f.eks.
i nær fremtid 700 MHz-båndet, 1,5 GHz-båndet og 3,8-4,2 GHz-båndene. (21)
Sammenhængen mellem de forskellige nationale
radiofrekvenstildelingsprocedurer kunne styrkes af mere udtrykkelige
bestemmelser om de kriterier, der er relevante for tidsplanerne for
tilladelsesprocedurerne, brugsrettighedernes gyldighedsperiode, gebyrerne og de
nærmere regler for betaling heraf, kapacitets- og dækningsforpligtelser,
fastlæggelse af størrelsen af frekvensbånd og frekvensblokke, der er underlagt
en tilladelsesprocedure, krav om objektive tærskelværdier til fremme af
effektiv konkurrence, betingelser for handel med brugsret til frekvenser,
herunder betingelser for fælles brug af frekvenser. (22)
Begrænsning af afgifterne til det minimum, der
kræves for at forvalte radiofrekvenserne optimalt, med en balance mellem
betalinger der gennemføres straks og periodiske afgifter vil fremme
investeringerne i infrastruktur og udrulning af teknologi samt videregivelse af
de medfølgende omkostningsfordele til slutbrugerne. (23)
En mere samordnet af tildeling af radiofrekvenser
og efterfølgende udrulning af trådløst bredbånd vil bidrage til, at der opnås
stordriftsfordele i tilgrænsende sektorer såsom netværks- og terminaludstyr.
Disse sektorer kunne på deres side tage hensyn til EU-initiativer og
-politikker vedrørende anvendelse af radiofrekvenser i højere grad, end det er
tilfældet nu. Der bør derfor fastsættes en harmoniseringsprocedure for
tidsplanerne for tildeling og en minimums- eller standardgyldighedsperiode for
brugsrettigheder til sådanne frekvensbånd. (24)
Hvad angår de andre væsentlige hovedbetingelser,
der kan være knyttet til brugsret til radiofrekvenser til trådløst bredbånd,
vil det fremme en mere ensartet anvendelse i medlemsstaterne af de reguleringsprincipper
og ‑kriterier, der opstilles i denne forordning, hvis der indføres en
koordineringsordning, der giver Kommissionen og de andre medlemsstaters
kompetente myndigheder mulighed for at fremsætte bemærkninger, inden en given
medlemsstats tildeler brugsrettigheder, og som giver Kommissionen mulighed for
at gribe ind over for forslag, der ser ud til ikke at være i overensstemmelse
med EU-lovgivningen, idet den tager medlemsstaternes synspunkter i betragtning. (25)
I betragtning af den enorme vækst i efterspørgslen
på radiofrekvenser til trådløst bredbånd bør man fremme løsninger på alternativ
frekvenseffektiv adgang til trådløst bredbånd. Dette indebærer anvendelse af
trådløse adgangssystemer med lav effekt, der opererer i et lille område, som
f.eks. de såkaldte hotspots på de radiobaserede lokale datanet (RLAN, også
kendt som wi-fi) samt net, der består af små cellulære adgangspunkter med lav
effekt, (også kaldet femto-, pico- eller metroceller). (26)
Supplerende trådløse adgangssystemer såsom RLAN,
særligt offentligt tilgængelige RLAN-adgangspunkter, giver i stigende grad
slutbrugerne adgang til internettet og giver mobiloperatørerne mulighed for
mobiltrafikfordeling ved hjælp af harmoniserede radiofrekvenser, uden at det kræver
en individuel tilladelse eller brugsret til radiofrekvenser. (27)
De fleste RLAN-adgangspunkter anvendes indtil
videre af private brugere som en lokal trådløs udvidelse af deres faste
bredbåndsforbindelse. Hvis slutbrugerne vælger at dele adgangen til deres RLAN
med andre inden for rammerne af deres eget internetabonnement, burde dette
særligt i tætbefolkede områder maksimere den trådløse datakapacitet gennem
genanvendelse af radiofrekvenser og skabe en omkostningseffektiv,
komplementerende trådløs infrastruktur, der er tilgængelig for andre
slutbrugere. Derfor bør unødvendige restriktioner for slutbrugerne med hensyn
til at dele adgang til deres egne RLAN-adgangspunkter med andre slutbrugere
eller koble sig på disse adgangspunkter enten fjernes eller forhindres. (28)
Desuden bør unødige restriktioner for udrulning og
sammenkobling af RLAN-adgangspunkter fjernes. Offentlige myndigheder og
udbydere af offentlige tjenester anvender i stigende grad RLAN-adgangspunkter i
deres lokaler til egne formål, f.eks. til brug for deres personale, for at
fremme omkostningseffektiv adgang for borgerne til e-forvaltningstjenester på
stedet eller for at understøtte udbuddet af intelligente offentlige tjenester
med tidstro information, f.eks. vedrørende offentlig transport eller
trafikstyring. Disse instanser kunne også give adgang til sådanne
adgangspunkter for borgerne i al almindelighed som en accessorisk tjeneste ud
over de tjenester, der tilbydes offentligheden fra disse lokaler, og de bør kunne
gøre dette i overensstemmelse med konkurrencereglerne og reglerne for offentlige
indkøb. Tilrådighedsstillelse af lokal adgang til elektroniske
kommunikationsnet inden for eller omkring en privat ejendom eller et begrænset
offentligt område som en accessorisk tjeneste som supplement til en anden
aktivitet, der ikke er afhængig af denne form for adgang, såsom RLAN-hotspots,
der stilles til rådighed for kunder, der betaler for andre ydelser, eller for
den offentligheden i området, bør ikke medføre, at en sådan udbyder anses som en
udbyder af elektronisk kommunikation. (29)
Trådløse adgangspunkter med lav effekt i et lille
område benytter meget småt og ikke iøjnefaldende udstyr, der ligner private
wi-fi-routere, og der bør udarbejdes tekniske specifikationer på EU-plan for
udrulning og anvendelse af disse i forskellige lokale sammenhænge på grundlag
af generelle tilladelser, uden urimelige restriktioner hidrørende fra individuelle
planlægnings- eller andre tilladelser. Forholdsmæssigheden af foranstaltninger,
der fastlægger de tekniske egenskaber ved en sådan anvendelse, som er omfattet
af generelle tilladelser, bør sikres ved hjælp af egenskaber, der er betydeligt
mere restriktive end de gældende højeste værdier i EU-foranstaltningerne
vedrørende parametre såsom effekt. (30)
Medlemsstaterne bør sikre, at forvaltningen af
radiofrekvenser på nationalt plan ikke forhindrer andre medlemsstater i at
bruge de radiofrekvenser, de har ret til, eller i at overholde deres
forpligtelser angående anvendelse af frekvensbånd, der er blevet harmoniseret
på EU-plan. Idet der bygges videre på Frekvenspolitikgruppens nuværende aktiviteter,
bør der etableres en koordineringsmekanisme for at sikre, at hver enkelt
medlemsstat har retfærdig adgang til radiofrekvenser, og at resultaterne af
koordineringen er ensartede og mulige at håndhæve. (31)
Erfaringerne med gennemførelsen af EU's regelsæt
viser, at de eksisterende bestemmelser, der kræver ensartet anvendelse af
reguleringsforanstaltningerne, sammen med målet om at bidrage til udviklingen
af det indre marked ikke har skabt et tilstrækkeligt stærkt incitament til at
udvikle adgangsprodukter på grundlag af harmoniserede standarder og processer,
særligt ikke i forbindelse med fastnet. Når operatørerne driver virksomhed i
forskellige medlemsstater, har de vanskeligt ved at finde adgangsressourcer,
der har den rette kvalitet og det rette interoperabilitetsniveau hvad angår
tjenester og net, og når disse ressourcer findes, har de forskellige tekniske
egenskaber. Dette øger omkostningerne og udgør en hindring for udbud af
tjenester på tværs af nationale grænser. (32)
Det vil sætte skub i integreringen af det indre
marked for elektronisk kommunikation, hvis der skabes en ramme for fastlæggelse
af visse europæiske virtuelle nøgleprodukter, der er særligt vigtige for
udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, som vil tilbyde
grænseoverskridende tjenester, samt hvis der vedtages en tværeuropæisk strategi,
baseret på nøgleparametre og minimumskrav til egenskaber, i et miljø, der i
stigende grad er baseret udelukkende på IP-teknologi. (33)
Det er nødvendigt at tage hånd om de operationelle
behov, der kan opfyldes ved hjælp af forskellige virtuelle produkter. Der bør
være europæiske virtuelle bredbåndsadgangsprodukter til rådighed i tilfælde,
hvor en operatør med en stærk markedsposition i medfør af betingelserne i
rammedirektivet og adgangsdirektivet er blevet forpligtet til at tilbyde adgang
på regulerede betingelser ved et bestemt adgangspunkt i sit net. For det første
bør effektiv grænseoverskridende markedsadgang fremmes ved hjælp af
harmoniserede produkter, der sætter udbydere af grænseoverskridende tjenester i
stand til at levere tjenester til deres slutkunder for første gang, uden
forsinkelse og på en måde, der er forudsigelig og af tilstrækkelig kvalitet;
dette omfatter også tjenester rettet mod virksomhedskunder med afdelinger i
forskellige medlemsstater, hvor dette er nødvendigt og forholdsmæssigt ifølge
markedsanalyser. Disse harmoniserede produkter skal være til rådighed i en
tilstrækkelig periode, så udbyderne og de adgangssøgende kan planlægge
investeringer på mellemlang og lang sigt. (34)
For det andet er avancerede virtuelle
adgangsprodukter, der kræver, at adgangssøgende investerer mere, og som giver
dem en højere grad af kontrol og differentiering, særligt ved at give adgang på
et mere lokalt plan, altafgørende, når det gælder om at skabe vilkår for vedvarende
konkurrence på det indre marked. Derfor skal disse engrosadgangsprodukter, der er
afgørende for næstegenerationsaccessnet (NGA-net), også harmoniseres for at
fremme grænseoverskridende investeringer. Sådanne virtuelle
bredbåndsadgangsprodukter skal udformes, så deres funktionaliteter svarer til
fysisk adskillelse af pakkede produkter, for at øge udvalget af mulige
afhjælpende foranstaltninger på engrosniveau, som de nationale
tilsynsmyndigheder kan tage i betragtning i proportionalitetsvurderingen i
medfør af direktiv 2002/19/EF. (35)
For det tredje er det også nødvendigt at
harmonisere et engrosadgangsprodukt med henblik på termineringsdelen af faste kredsløb
med udvidede grænseflader for at muliggøre grænseoverskridende udbud af
opgavekritiske konnektivitetstjenester til de mest krævende virksomhedsbrugere. (36)
I forbindelse med den stigende overgang til net,
der udelukkende er IP-baserede, forhindrer manglen på adgang til
konnektivitetsprodukter, der er baseret på IP-protokollen for forskellige
kategorier af tjenester med en garanteret tjenestekvalitet, der muliggør
kommunikationsveje på tværs af netdomæner og netgrænser, både inden for og på
tværs af medlemsstaterne, udviklingen af applikationer, der er afhængige af
adgang til andre net, hvilket begrænser den teknologiske innovation. Desuden
forhindrer denne situation en videre udbredelse af de effektivitetsfordele, der
er forbundet med styring og udbud af IP-baserede net og konnektivitetsprodukter
med garanteret tjenestekvalitet, særligt øget sikkerhed, pålidelighed og
fleksibilitet, omkostningseffektivitet og hurtigere levering, der er til gavn
for netoperatørerne, tjenesteudbyderne og slutbrugerne. Det er derfor
nødvendigt med en harmoniseret tilgang til udformningen og
tilrådighedsstillelsen af disse produkter på rimelige vilkår, bl.a. muligheden
for gensidig levering mellem udbyderne af elektronisk kommunikation, hvor dette
ønskes. (37)
Fastsættelsen af europæiske virtuelle
bredbåndsprodukter i medfør af denne forordning bør afspejles i de nationale
tilsynsmyndigheders vurdering af, hvilke afhjælpende adgangsforanstaltninger
der er mest formålstjenlige over for net, der tilhører operatører med en stærk
markedsposition; samtidig bør man undgå overregulering som følge af en unødig
vækst i udbuddet af adgangsprodukter på engrosniveau, uanset om disse indføres
i medfør af markedsanalyser eller tilbydes på andre betingelser. Navnlig bør
indførelsen af europæiske virtuelle adgangsprodukter ikke i sig selv føre til
en stigning i antallet af regulerede adgangsprodukter, der pålægges en given
operatør. Endvidere bør den omstændighed, at de nationale tilsynsmyndigheder i
medfør af denne forordning skal vurdere, om der bør indføres krav om et
europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt i stedet for eksisterende adgangsforanstaltninger
på engrosniveau, og om det er hensigtsmæssigt at indføre krav om et europæisk
virtuelt bredbåndsadgangsprodukt i forbindelse med fremtidige
markedsundersøgelser, hvor de konstaterer, at en udbyder har en stærk
markedsposition, ikke berøre deres ansvar for at vælge den mest hensigtsmæssige
og forholdsmæssige foranstaltning for at afhjælpe det konstaterede
konkurrenceproblem i overensstemmelse med artikel 16 i direktiv 2002/21/EF. (38)
Af hensyn til forudsigelighed i reguleringen bør
hovedelementerne i den beslutningspraksis, der er under udvikling i medfør af
det nuværende regelsæt, og som påvirker de betingelser, på hvilke
engrosadgangsprodukter, herunder europæiske virtuelle
bredbåndsadgangsprodukter, stilles til rådighed for NGA-net, også afspejles i
lovgivningen. Disse hovedelementer bør omfatte bestemmelser, der afspejler,
hvor vigtig en rolle forholdet mellem konkurrencemæssige begrænsninger, der
hidrører fra alternative faste og trådløse infrastrukturer, faktiske garantier
for ikke-diskriminerende adgang samt den eksisterende grad af konkurrence hvad
angår pris, udvalg og kvalitet på detailniveau spiller i analysen af
engrosadgangsmarkederne og særlig af, hvorvidt der er behov for priskontrol for
denne adgang til NGA-net. Graden af konkurrence på pris, udvalg og kvalitet er
det, der i sidste ende er afgørende for fordelene for slutbrugerne. For
eksempel kan de nationale tilsynsmyndigheder i forbindelse med deres vurdering
af hver enkelt sag i medfør af artikel 16 i direktiv 2002/21/EF, uden at det
berører vurderingen af, om der er tale om stærk markedsposition, og anvendelsen
af EU's konkurrenceregler, anse betingelserne på et marked med to faste
næstegenerationsnet for at skabe tilstrækkelig konkurrence til at kunne sætte
skub i netopgraderinger og fremme udviklingen hen imod udbud af ultrahurtige
tjenester, hvilket er et af de vigtige parametre i detailkonkurrence. (39)
Det må forventes, at øget konkurrence på et indre
marked med tiden vil føre til begrænsning af sektorspecifik regulering på baggrund
af markedsanalyse. Et af resultaterne af gennemførelsen af det indre marked bør
netop være en stærkere tendens til effektiv konkurrence på relevante markeder,
idet efterfølgende anvendelse af konkurrencereglerne i stadigt stigende grad
anses for at være tilstrækkelig til at sikre markedets funktion. For at sikre
juridisk klarhed og forudsigelighed, hvad angår reguleringsstrategierne på
tværs af grænserne, bør der opstilles klare og bindende kriterier for, hvordan
det vurderes, om betingelserne på et givet marked stadig retfærdiggør
forudgående reguleringsmæssige forpligtelser, idet der henvises til
flaskehalsenes varige karakter og udsigterne til konkurrence, særligt
infrastrukturbaseret konkurrence, samt konkurrencebetingelserne på detailniveau
hvad angår parametre såsom pris, udvalg og kvalitet, der i sidste ende er det,
der er relevant for slutbrugerne og EU's økonomis globale konkurrencedygtighed.
Disse kriterier bør danne grundlag for regelmæssige revisioner af listen over
markeder, hvor forudgående regulering kan være berettiget, og hjælpe de
nationale tilsynsmyndigheder med at målrette deres indsats på konvergerende
vis, hvor konkurrencen endnu ikke er effektiv. Endelig vil etableringen af et
ægte indre marked for elektronisk kommunikation muligvis indvirke på den
geografiske afgrænsning af markederne med henblik på både sektorspecifik
regulering på baggrund af konkurrenceprincipperne og anvendelse af selve
konkurrencelovgivningen. (40)
Forskelle i den nationale gennemførelse af
sektorspecifikke regler for beskyttelse af slutbrugerne skaber store hindringer
på det indre digitale marked, særligt i form af øgede overholdelsesomkostninger
for udbydere, der tilbyder elektronisk kommunikation til offentligheden, og som
ønsker at udbyde tjenester på tværs af medlemsstaterne. Desuden undergraver opsplitningen
og usikkerheden omkring graden af det beskyttelsesniveau, der tilbydes i
forskellige medlemsstater, slutbrugernes tillid og afskrækker dem fra at købe
elektroniske kommunikationstjenester i udlandet. For at opnå EU’s mål om at
fjerne hindringerne på det indre marked er det nødvendigt at udskifte de
eksisterende divergerende nationale lovforanstaltninger med et fælles og fuldt
ud harmoniseret sæt sektorspecifikke regler, der skaber et fælles højt
beskyttelsesniveau for slutbrugerne. Denne form for fuld harmonisering af de
lovgivningsmæssige bestemmelser bør ikke forhindre de udbydere af elektronisk
kommunikation, der tilbyder tjenester til offentligheden, i at tilbyde
slutbrugerne kontrakter, der går videre end dette beskyttelsesniveau. (41)
Eftersom denne forordning kun harmoniserer visse
sektorspecifikke regler, berører den ikke de generelle forbrugerbeskyttelsesregler,
der er fastsat i EU-retsakter og den nationale lovgivning, der gennemfører dem. (42)
I de tilfælde hvor bestemmelserne i kapitel 4 og 5
i denne forordning henviser til slutbrugere, skal bestemmelserne ikke kun gælde
for forbrugere, men også for andre kategorier af slutbrugere, primært
mikrovirksomheder. Hvis de anmoder herom, skal individuelle slutbrugere, der
ikke er forbrugere, have mulighed for at indgå individuelle aftaler om at
afvige fra visse bestemmelser. (43)
Gennemførelsen af det indre marked for elektronisk
kommunikation kræver også, at der fjernes hindringer for slutbrugernes adgang
til elektroniske kommunikationstjenester i hele EU. De offentlige myndigheder
bør derfor ikke skabe eller opretholde hindringer for grænseoverskridende køb
af sådanne tjenester. Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden
bør ikke nægte eller begrænse adgang eller diskriminere slutbrugere på baggrund
af deres nationalitet eller bopælsmedlemsstat. Det skal dog være muligt at
differentiere på baggrund af forskelle, der kan retfærdiggøres objektivt, hvad
angår omkostninger, risici og markedsbetingelser, som f.eks. forskelle i
efterspørgslen og konkurrenternes priser. (44)
Der hersker stadigvæk betydelige prisforskelle,
både inden for fastnet- og mobilkommunikation, mellem tale- og
sms-kommunikation i hjemlandet og kommunikation, der terminerer i en anden
medlemsstat. Selv om der er store forskelle mellem lande, operatører og takstpakker
og mellem mobil- og fastnettjenester, bliver dette problem ved med at berøre
svage kundegrupper og skabe hindringer for smidig kommunikation i EU. Problemet
forekommer på trods af en meget kraftig sænkning, og konvergens i absolutte
tal, af termineringstaksterne i de forskellige medlemsstater og lave priser på
transitmarkederne. Desuden vil overgangen til udelukkende at bruge IP-baserede
net til elektronisk kommunikation med tiden indebære et yderligere fald i
omkostningerne. Enhver væsentlig forskel i detailtaksterne mellem på den ene
side indenlandsk fjernkommunikation via fastnet, dvs. al anden kommunikation
end den, der foregår inden for et lokalområde, der identificeres ved et geografisk
nummer i den nationale nummerplan, og på den anden side fastnetkommunikation,
der terminerer i en anden medlemsstat, bør derfor retfærdiggøres, idet der
henvises til objektive kriterier. Detailtaksterne for international
mobilkommunikation må ikke overstige de tale- og sms-eurotakster for
henholdsvis regulerede roamingopkald og sms-beskeder, der er fastsat i forordning
(EU) nr. 531/2012, medmindre dette retfærdiggøres under henvisning til
objektive kriterier. Sådanne kriterier kan omfatte ekstraomkostninger og en
rimelig relateret fortjeneste. Andre objektive faktorer kan være forskelle i
relateret priselasticitet og let adgang for alle slutbrugere til alternative
takster hos udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden, som
tilbyder grænseoverskridende tjenester inden for EU til en lav eller ingen
ekstratakst, eller til informationssamfundstjenester, der har sammenlignelige
funktionaliteter, forudsat at slutbrugerne aktivt gøres opmærksomme på sådanne
alternativer af deres udbydere. (45)
I løbet af de seneste årtier har internettet
udviklet sig som en åben platform for innovation med lave adgangsbarrierer for
slutbrugere, udbydere af applikationer og indhold og internettjenesteudbydere.
Det eksisterende regelsæt har til formål at fremme slutbrugernes muligheder for
at få adgang til og formidle information og bruge applikationer og tjenester,
som de selv vælger. For nylig viste rapporten fra Sammenslutningen af
Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) om
trafikstyringspraksis, der blev offentliggjort i maj 2012, og en undersøgelse
iværksat af Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere og udgivet i december
2012 om markedet for internetadgang og -udbud set ud fra et forbrugerperspektiv
dog, at et væsentligt antal slutbrugere bliver berørt af trafikstyringspraksis,
der blokerer eller bremser specifikke applikationer. Disse tendenser kræver
klare regler på EU-plan for at bibeholde det åbne internet og for at undgå opsplitning
på det indre marked som følge af de enkelte medlemsstaters foranstaltninger. (46)
Slutbrugernes frihed til at have adgang til og formidle
oplysninger og lovligt indhold og bruge applikationer og tjenester, de selv
vælger, er underlagt EU-lovgivningen og den nationale lovgivning, der er i
overensstemmelse hermed. Nærværende forordning fastlægger begrænsningerne for
de restriktioner for denne frihed, som udbyderne af elektroniske
kommunikationstjenester til offentligheden pålægger, men berører ikke anden
EU-lovgivning, herunder ophavsretsreglerne og direktiv 2000/31/EF. (47)
På et åbent internet bør udbydere af elektronisk
kommunikation til offentligheden ikke inden for begrænsninger vedrørende
datamængder og hastighed i forbindelse med internetadgangstjenester, der
fremgår af kontraktlige aftaler, blokere, bremse, degradere eller diskriminere
specifikt indhold, specifikke applikationer eller tjenester eller specifikke
kategorier heraf, undtagen med baggrund i et begrænset antal rimelige
trafikstyringsforanstaltninger. Sådanne foranstaltninger skal være gennemsigtige,
forholdsmæssige og ikke-diskriminerende. Denne form for rimelig trafikstyring
indebærer forebyggelse og hindring af alvorlig kriminalitet, herunder
frivillige foranstaltninger fra udbydernes side, der skal forhindre adgang til
og udbredelse af børnepornografi. Det bør anses for rimeligt at minimere
virkningerne af overbelastning af nettet, forudsat at denne form for belastning
kun forekommer i begrænsede tidsrum eller under særlige forhold. (48)
Mængdebaserede takster bør anses for at være i
overensstemmelse med princippet om et åbent internet, så længe det er muligt
for slutbrugerne at vælge den takst, der svarer til deres normale dataforbrug
på baggrund af gennemsigtig information om betingelserne for og konsekvenserne
af et sådant valg. Samtidig bør sådanne takster sætte udbyderne af elektronisk
kommunikation til offentligheden i stand til bedre at tilpasse
netværkskapaciteten til de forventede datamængder. Det er af yderste vigtighed,
at slutbrugerne bliver informeret tilstrækkeligt, før de indgår en aftale om en
given datamængde eller hastighedsbegrænsning samt de gældende takster, således
at de løbende kan overvåge deres forbrug og med lethed anmode om udvidelse af
de datamængder, de har til rådighed, hvis de ønsker det. (49)
Der er også forbrugerefterspørgsel på tjenester og
applikationer med garanteret tjenestekvalitet, som tilbydes af udbydere af
elektronisk kommunikation til offentligheden eller udbydere af indhold,
applikationer eller tjenester. Sådanne tjenester kan omfatte f.eks.
tv-spredning via internet-protokollen (IP-tv), videokonferencer og visse
sundhedsapplikationer. Derfor skal slutbrugerne også have frihed til at indgå
aftaler om udbud af specialtjenester med garanteret tjenestekvalitet enten med
udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden eller udbydere af
indhold, applikationer eller tjenester. (50)
Desuden efterspørger udbyderne af indhold,
applikationer og tjenester transmissionstjenester, der er baseret på fleksible
kvalitetsparametre, herunder lavere prioriteringsniveauer for trafik, der kan
tåle forsinkelse. Indholds- applikations- og tjenesteudbydernes mulighed for at
forhandle en sådan fleksibel kvalitet af tjenesteniveauer med udbydere af
elektronisk kommunikation til offentligheden er nødvendig for at de kan udbyde
specialtjenester, og dette forventes at spille en afgørende rolle i udviklingen
af nye tjenester såsom kommunikation mellem maskiner. Samtidig bør sådanne
ordninger gøre det muligt for udbyderne af elektronisk kommunikation til
offentligheden at balancere trafikken bedre og forhindre overbelastning af
nettet. Derfor skal udbyderne af indhold, applikationer og tjenester og
udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden have frihed til at
indgå specialtjenesteaftaler om definerede tjenestekvalitetsniveauer, så længe
disse aftaler ikke i væsentlig grad forringer internetadgangstjenesternes
generelle kvalitet. (51)
De nationale tilsynsmyndigheder spiller en
afgørende rolle, når det gælder om at sikre, at slutbrugerne reelt har mulighed
for at benytte sig af denne frihed til åben internetadgang. Derfor bør de
nationale tilsynsmyndigheder pålægges forpligtelser vedrørende overvågning og
rapportering og til at sikre, at udbyderne af elektronisk kommunikation til
offentligheden overholder kravene, og at der er ikke-diskriminerende
internetadgangstjenester til rådighed, som ikke forringes af specialtjenester.
I vurderingen af, om der er tale om en mulig general forringelse af
internetadgangstjenesterne, bør de nationale tilsynsmyndigheder se på
kvalitetsparametre som f.eks. tids- og pålidelighedsparametre (reaktionstid,
jitter, tab af pakker), graden og virkningerne af overbelastning af nettet,
reel hastighed i forhold til annonceret hastighed, internetadgangstjenesternes
performans sammenlignet med specialtjenesternes og kvaliteten, som den opleves
af slutbrugerne. De nationale tilsynsmyndigheder skal have beføjelser til at
pålægge alle eller individuelle udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden krav om garanteret minimumstjenestekvalitet, hvis dette er nødvendigt
for at forhindre en generel forringelse af internetadgangstjenesternes
kvalitet. (52)
De foranstaltninger, der skal sikre gennemsigtighed
og sammenlignelighed hvad angår priser, takster, vilkår og betingelser,
servicekvalitetsparametre, herunder dem, der er specifikke for udbud af
internetadgangstjenester, bør øge slutbrugernes mulighed for at optimere deres
valg af udbydere, og således kan de drage fuld nytte af konkurrencen. (53)
Slutbrugerne skal oplyses tilstrækkeligt om prisen
og den type tjeneste, der bliver tilbudt, før de køber en tjeneste. Disse
oplysninger bør ligeledes gives umiddelbart før en bruger foretager et opkald,
når dette gælder et bestemt nummer eller en tjeneste, der er underlagt særlige
prisbetingelser, som f.eks. opkald til særtjenester med overtaksering, der
således ofte er pålagt en speciel takst. I tilfælde hvor en sådan forpligtelse
er uforholdsmæssig, idet der tages hensyn til udbyderens omkostninger og
varigheden af oplysningen om taksten sammenlignet med opkaldets gennemsnitlige
varighed og den omkostningsrisiko, slutbrugeren er udsat for, kan de nationale
tilsynsmyndigheder bevilge en afvigelse. Slutbrugerne skal ligeledes
informeres, hvis et gratis opkald pålægges ekstragebyrer. (54)
Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden
skal informere slutbrugerne tilstrækkeligt f.eks. om deres tjenester og
takster, servicekvalitetsparametre, adgang til nødtjenester og eventuelle
begrænsninger, samt udvalget og udformningen af tjenester og produkter, der
findes for forbrugere med handicap. Disse oplysninger skal gives på klar og
gennemsigtig vis, og de skal være tilpasset den medlemsstat, hvor tjenesterne
udbydes, og hvis der forekommer ændringer, skal oplysningerne opdateres.
Udbydere kan fritages fra sådanne krav om information i forbindelse med tilbud,
der forhandles individuelt. (55)
Sammenlignelige oplysninger om produkter og
tjenester er altafgørende for at slutbrugerne kan gennemføre en uafhængig
evaluering af tilbud. Erfaringen viser, at pålidelige og sammenlignelige
oplysninger styrker slutbrugernes tillid og gør dem mere villige til at udnytte
deres valgmuligheder. (56)
Kontrakterne er et vigtigt middel til at give
slutbrugerne oplysninger med en høj grad af gennemsigtighed og retlig
sikkerhed. Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden skal give
slutbrugerne klare og forståelige oplysninger om alle de væsentlige dele af
kontrakten, før slutbrugeren bliver bundet af kontrakten. Oplysningerne skal
være obligatoriske og må ikke ændres, undtagen ved efterfølgende aftale mellem
slutbrugeren og udbyderen. Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder har
for nylig fundet omfattende uoverensstemmelser mellem den hastighed, der bliver
reklameret med i forbindelse med internetadgangstjenester og den hastighed, der
reelt er til rådighed for slutbrugerne. Udbyderne af elektroniske
kommunikationstjenester til offentligheden skal derfor informere slutbrugerne
om den hastighed og de øvrige tjenestekvalitetsparametre, som de realistisk kan
forvente at få leveret til deres hovedadresse, før der indgås en kontrakt. (57)
Hvad angår terminaludstyr skal kontrakten
udspecificere de eventuelle begrænsninger, som udbyderen pålægger i forbindelse
med anvendelse af udstyret, f.eks. ved hjælp af en sim-lås på mobilt udstyr og
eventuelle gebyrer, der skal betales ved ophævelse af kontrakten inden den
aftalte udløbsdato. Der bør ikke pålægges nogen gebyrer, efter at den indgåede
kontrakt er udløbet. (58)
For at undgå ubehagelige overraskelser på regningen
bør slutbrugerne kunne definere et økonomisk loft for gebyrerne i forbindelse
med opkald og internetadgangstjenester. Denne facilitet bør stilles gratis til
rådighed med en passende advarsel, der kan konsulteres igen senere, når grænsen
er ved at være nået. Når loftet er nået, skal slutbrugerne ikke længere have
adgang til eller betale for disse tjenester, medmindre de udtrykkeligt anmoder
om fortsat adgang til tjenesten efter aftale med udbyderen. (59)
Erfaringer fra medlemsstaterne og fra en
undersøgelse, der for nylig blev iværksat af Forvaltningsorganset for Sundhed
og Forbrugere viste, at lange kontraktperioder og automatisk eller stiltiende
fornyelse udgør væsentlige forhindringer for udskiftning af udbyder. Det er
derfor ønskeligt, at en slutbruger kan ophæve en kontrakt seks måneder efter,
at den er indgået, uden at blive pålagt nogen omkostninger. I sådanne tilfælde
kan slutbrugerne blive anmodet om at kompensere udbyderen for det subsidierede
udstyrs restværdi eller pro rata temporis-værdien af eventuelle andre tilbud.
Kontrakter, der er blevet stiltiende forlænget, skal kunne opsiges med en
måneds varsel. (60)
Væsentlige ændringer af de kontraktlige
betingelser, der pålægges til skade for slutbrugeren af udbyderen af
elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden, for eksempel hvad
angår gebyrer, takster, begrænsning af datamængden, datahastigheden, dækningen
eller behandlingen af personoplysninger anses for at give anledning til
slutbrugerens ret til at ophæve kontrakten uden at blive pålagt nogen
omkostninger. (61)
Pakkede produkter, der består af elektronisk
kommunikation og andre tjenester såsom lineær tv-spredning er blevet mere og
mere udbredt og udgør en vigtig del af konkurrencen. I tilfælde, hvor der
gælder divergerende kontraktlige regler for de forskellige tjenester i pakken
vedrørende ophævelse af kontrakten og udskiftning af udbyder er slutbrugerne
reelt forhindret i at skifte til konkurrencedygtige tilbud hvad angår hele
pakken eller dele af den. Bestemmelserne i denne forordning vedrørende
ophævelse af kontrakten og udskiftning af udbyder bør derfor gælde for alle
dele af en sådan pakke. (62)
Slutbrugerne bør kunne træffe velinformerede valg
og skifte udbyder, når det er i deres interesse, således at de kan få fuldt
udbytte af konkurrencen. Slutbrugerne bør derfor være i stand til at skifte
uden at der er retlige, tekniske eller proceduremæssige hindringer i vejen,
Herunder kontraktbetingelser og gebyrer. Nummerportabilitet er en vigtig nøgle
til at opnå frit valg for forbrugerne og effektiv konkurrence. Dette bør
gennemføres så hurtigt som muligt således at nummeret er reelt aktiveret inden
for en arbejdsdag efter indgåelse af en aftale om portering af et nummer.
Betaling af udestående regninger bør ikke være en betingelse for at gennemføre
en anmodning om portering. (63)
For at understøtte etstedsbestilling og for at
fremme en gnidningsløs udskiftningsoplevelse for slutbrugerne skal
udskiftningsprocessen styres af den modtagende udbyder af elektronisk
kommunikation til offentligheden. Den overdragende udbyder af elektronisk
kommunikation til offentligheden bør ikke forsinke eller hindre
udskiftningsprocessen. Der bør så vidt muligt anvendes automatiske processer,
og man bør sikre en høj grad af beskyttelse af personoplysninger.
Gennemsigtige, præcise og rettidige oplysninger om udskiftning bør øge slutbrugernes
tryghed ved at skifte udbyder og gøre dem mere villige til at deltage aktivt i
konkurrenceprocessen. (64)
Kontrakter med overdragende udbydere af
e-kommunikation til offentligheden bør annulleres automatisk efter
udskiftningen, uden at slutbrugerne skal foretage yderligere skridt. Hvis der
er tale om forudbetalte tjenester, skal en eventuel resterende saldo
tilbagebetales til den forbruger, der ønsker at skifte udbyder. (65)
Det er nødvendigt, at slutbrugerne oplever
kontinuitet, når de skifter vigtige midler til identifikation, såsom
e-mailadresser. For at opnå dette og for at undgå, at der går
e-mailkommunikation tabt, skal den overdragende udbyder af
internetadgangstjenester tilbyde slutbrugerne muligheden for at vælge en gratis
facilitet med videresendelse af e-mails i de tilfælde, hvor slutbrugeren har
fået en e-mailadresse hos den overdragende udbyder. (66)
De kompetente nationale myndigheder kan fastsætte
de globale processer vedrørende nummerportabilitet og udskiftning af udbyder,
idet der tages højde for den teknologiske udvikling og behovet for at sikre EN
hurtig, effektiv og forbrugervenlig udskiftningsproces. De kompetente nationale
myndigheder skal kunne pålægge forholdsmæssige foranstaltninger, der skal
beskytte slutbrugerne tilstrækkeligt i løbet af hele udskiftningsprocessen,
herunder passende sanktioner, der har til formål at minimere risiciene for
misbrug eller forsinkelser og for at slutbrugerne bliver overdraget til en
anden udbyder uden deres samtykke. De bør også kunne opstille en automatisk kompensationsmekanisme
for slutbrugerne i sådanne tilfælde. (67)
De nationale tilsynsmyndigheder bør også kunne tage
effektive forholdsregler med henblik på overvågning og for at sikre
overholdelse af bestemmelserne i denne forordning, hvilket indebærer en beføjelse
til at indføre effektive sanktioner i tilfælde af brud på denne forordning. (68)
For at tage hensyn til markedets udvikling og de
tekniske fremskridt bør Kommissionen i henhold til artikel 290 i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde have beføjelse til at vedtage retsakter om
ændring af bilagene. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører
relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau.
Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede
retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af
relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet. (69)
For at sikre ensartede betingelser for
gennemførelse af denne forordning bør Kommissionen tillægges
gennemførelsesbeføjelser hvad angår beslutningen om at pålægge medlemsstaterne
at tilpasse deres overholdelsesplaner med en fælles tidsplan for tildeling af
frekvenser og tilladelse til faktisk brug af frekvenser. (70)
Implementeringsbeføjelserne, der vedrører
harmonisering og koordinering af tilladelse til brug af radiofrekvenser,
egenskaberne ved trådløse adgangspunkter for et lille område, koordinering
mellem medlemsstaterne hvad angår allokering af radiofrekvenser, mere
detaljerede tekniske og metodiske regler ved europæiske virtuelle
adgangsprodukter og sikring af internetadgang samt rimelig trafikstyring og
tjenestekvalitet bør forventes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 182/2011[25]. (71)
For at sikre sammenhæng mellem målene og de
foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre det indre marked for
elektronisk kommunikation i medfør af denne forordning og visse specifikke
eksisterende retlige bestemmelser og for at afspejle hovedelementerne i den
beslutningspraksis, der er under udvikling, bør direktiv 2002/21/EF, 2002/20/EF
og 2002/22/EF samt forordning (EU) nr. 531/2012 ændres. Dette omfatter
indføjelse af bestemmelser om, at direktiv 2002/21/EF og de relaterede
direktiver skal læses i sammenhæng med denne forordning, indførelse af øgede beføjelser
til Kommissionen når det gælder om at sikre ensartethed hvad angår de
afhjælpende foranstaltninger, der pålægges de europæiske udbydere af
elektronisk kommunikation, der har en stærk markedsposition inden for
konteksten af den europæiske høringsmekanisme, harmonisering af de kriterier,
der er vedtaget i forbindelse med definitionen af og konkurrencen på relevante
markeder, tilpasning af anmeldelsessystemet i medfør af direktiv 2002/20/EF med
henblik på en fælles EU-tilladelse samt ophævelse af bestemmelser vedrørende
minimumsharmonisering af slutbrugernes rettigheder, der fremgår af direktiv
2002/22/EF, som er blevet gjort overflødige af den fuldstændige harmonisering,
der fremgår af denne forordning. (72)
Mobilkommunikationsmarkedet i EU er fortsat opsplittet,
og der er ikke er noget net, der dækker alle medlemsstater. Som følge heraf
skal roamingudbyderne købe engrostjenester af operatørerne i de medlemsstater,
deres kunder besøger, for at kunne udbyde mobilkommunikationstjenester til dem,
når de rejser i EU. Disse engrosgebyrer udgør en væsentlig hindring for udbud
af roamingtjenester til priser, der svarer til indenlandske mobilpriser. Derfor
bør der vedtages yderligere foranstaltninger, der skal gøre det lettere at
sænke disse gebyrer. Forretningsaftaler eller tekniske aftaler mellem
roamingudbyderne, der sætter dem i stand til at gennemføre en virtuel udvidelse
af deres netdækning i hele EU, gør det muligt for dem at internalisere
engrosomkostningerne. For at give et passende incitament bør visse lovgivningsmæssige
forpligtelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012
tilpasses[26].
Navnlig bør den forpligtelse, der påhviler indenlandske udbydere til at give deres
kunder adgang til alternative roamingudbyderes tale-, sms- og dataroamingtjenester,
ikke gælde for udbydere, der ved hjælp af deres egne net eller i kraft af
bilaterale eller multilaterale roamingaftaler sikrer, at alle kunder i EU
tilbydes standardroamingtakster, der svarer til indlandstaksterne; dog bør der
fastsættes en overgangsperiode for tilfælde, hvor der allerede er indrømmet den
nævnte adgang. (73)
Bilaterale eller multilaterale roamingaftaler kan
gøre det muligt for en mobiloperatør at behandle sine indenlandske kunders
roaming på partnernes net som en tjeneste, der i vid udstrækning svarer til den
tjeneste, der leveres til disse kunder på operatørens egne net, hvilket vil
have følger for udbyderens egne priser for en sådan virtuel
"on-net"-dækning i hele EU. En sådan ordning på engrosniveau kunne
gøre det muligt at udvikle nye roamingprodukter og således øge udvalget og
konkurrencen på detailniveau. (74)
Den digitale dagsorden for Europa og forordning
(EU) nr. 531/2012 fastsætter det politiske mål, at forskellen mellem
roamingtaksterne og indlandstaksterne skal nærme sig nul. I praksis kræver
dette, at forbrugere, der falder ind under en af de iagttagne brede kategorier for
indenlandsk forbrug, som identificeres under henvisning til en udbyders
forskellige indenlandske detailpakker, trygt kan fortsætte det typiske
indenlandske forbrugsmønster, der er forbundet med deres respektive
indenlandske detailpakker, når de i perioder rejser inden for EU, uden at blive
påført omkostninger ud over dem, de har i hjemlandet. Sådanne brede kategorier
kan eventuelt identificeres ud fra gældende handelspraksis, idet der f.eks.
henvises til differentieringen i indenlandske detailpakker mellem kunder, der
betaler forud og kunder, der betaler efterfølgende, pakker, der udelukkende dækker
GSM-tjenester (dvs. tale- og sms-pakker), pakker, der er tilpasset forskellige
forbrugsniveauer, pakker rettet mod henholdsvis forbrugere og virksomheder, detailpakker
med priser pr. forbrugt enhed og pakker, der omfatter "spandevis" af
enheder (f.eks. taletid, megabytes data) til en fast pris, uanset hvor meget der
rent faktisk bliver brugt. De mange forskellige detailtakstplaner og pakker,
der er til rådighed for kunderne på alle EU's indenlandske mobilmarkeder, er
tilpasset de varierende brugerbehov, der er forbundet med et marked med
konkurrence. Denne fleksibilitet på de indenlandske markeder bør også afspejles
i det EU-interne roamingmiljø, samtidig med at der tages hensyn til, at
roamingudbydernes behov for engrosressourcer fra uafhængige netværksoperatører
i forskellige medlemsstater stadig kan retfærdiggøre, at der indføres
begrænsninger under henvisning til rimelig brug, hvis indlandstaksterne også
gælder for denne form for roamingforbrug. (75)
Selv om det i første omgang er op til
roamingudbyderne selv at vurdere, hvor stor en mængde roamingopkald, -sms’er og
–data det er rimeligt at dække til indlandstakst som led i de forskellige
detailpakker, bør de nationale tilsynsmyndigheder overvåge roamingudbydernes
gennemførelse af sådanne grænser for rimelig brug og sikre, at de fastlægges
specifikt under henvisning til detaljerede kvantificerede oplysninger i
kontrakterne, der er klare og gennemskuelige for kunderne. I denne proces bør
de nationale tilsynsmyndigheder tage størst muligt hensyn til vejledningen fra
BEREC. I sin vejledning bør BEREC opstille forskellige forbrugsmønstre, der
underbygges af de underliggende tendenser inden for tale-, data- og sms-forbrug
på EU-plan samt den forventede udvikling, navnlig inden for trådløs
dataanvendelse. (76)
Desuden bør det omfattende fald i
mobiltemineringstaksterne, der på det seneste har fundet sted i hele EU, gøre
det muligt at udrydde de yderligere roaminggebyrer for indgående opkald. (77)
For at sikre stabilitet i BEREC's aktiviteter samt
strategisk lederskab bør BEREC's repræsentantskab repræsenteres af en formand
på fuld tid, der udnævnes af repræsentantskabet på
grundlag af præstationer, kvalifikationer og kendskab til markedsaktørerne og
markederne for elektronisk kommunikation samt erfaring inden for overvågning,
tilsyn og regulering efter en åben udvælgelsesprøve, der tilrettelægges og
styres af repræsentantskabet med bistand fra Kommissionen. Med henblik på den
udnævnelsen af den første formand for repræsentantskabet bør Kommissionen bl.a.
opstille en slutliste over kandidater på grundlag af præstationer,
kvalifikationer og kendskab til markedsaktørerne og markederne for elektronisk
kommunikation samt erfaring inden for overvågning, tilsyn og regulering. Ved
senere udnævnelser bør muligheden for at lade Kommissionen opstille en
slutliste tages op til overvejelse i en rapport, der udarbejdes i henhold til
denne forordning. Støttekontoret for BEREC bør derfor omfatte formanden for
repræsentantskabet, forvaltningsudvalget og en administrerende direktør. (78)
Direktiv 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF samt
forordning (EF) nr. 1211/2009 og forordning (EU) nr. 531/2012 bør derfor ændres
i overensstemmelse hermed. (79)
Kommissionen kan til enhver tid anmode om en
udtalelse fra BEREC i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1211/2009, når
den finder dette nødvendigt i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelserne
i denne forordning. (80)
I denne forordning overholdes de grundlæggende
rettigheder og principper i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, særlig artikel 8 (Beskyttelse af personoplysninger), artikel 11 (Ytrings-
og informationsfrihed), artikel 16 (Frihed til at oprette og drive egen
virksomhed), artikel 21 (Ikke-forskelsbehandling) og artikel 38 (Forbrugerbeskyttelse). (81)
Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge de reguleringsprincipper
og detaljerede regler, der er nødvendige for at gennemføre et europæisk indre
marked for elektronisk kommunikation, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne og kan derfor på grund af dets omfang og virkninger bedre nås
på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Kapitel I
Generelle bestemmelser Artikel 1 - Formål og anvendelsesområde 1.
Denne forordning fastsætter reguleringsprincipperne og de nærmere regler til
gennemførelse af et indre EU-marked for elektronisk kommunikation, hvor: a)
udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester har ret til, mulighed
for og incitament til at udvikle, udvide og drive deres net og udbyde
tjenester, uanset hvor i Unionen udbyderen er etableret eller kunderne befinder
sig b)
borgere og virksomheder har ret til og mulighed for at få adgang til
konkurrencedygtige, sikre og pålidelige elektroniske kommunikationstjenester,
uanset hvor de udbydes inden for Unionen, uden at blive hindret af
grænseoverskridende restriktioner eller ubegrundede ekstraomkostninger. 2.
Denne forordning fastsætter navnlig reguleringsprincipper,
i henhold til hvilke Kommissionen, Sammenslutningen af Europæiske
Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og de nationale
kompetente myndigheder udøver deres hverv, hver part inden for sit
kompetenceområde og i sammenhæng med bestemmelserne i direktiv 2002/19/EF,
2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF: a)
for at sikre enkle, forudsigelige og konvergerende reguleringsvilkår for så
vidt angår vigtige administrative og kommercielle parametre, herunder også
vedrørende forholdsmæssigheden af individuelle forpligtelser, som eventuelt
pålægges i henhold til en markedsanalyse b)
for at fremme vedvarende konkurrence på det indre marked og Unionens
konkurrenceevne globalt og mindske sektorspecifik markedsregulering i takt med,
at disse mål nås c)
for at fremme investeringer i og innovation inden for ny og forbedret
højkapacitetsinfrastruktur, som dækker hele Unionen og kan håndtere den
voksende efterspørgsel fra slutbrugerne d)
for at fremme et innovativt tjenesteudbud af høj kvalitet e)
for at sikre rådighed over og højeffektiv udnyttelse af radiofrekvenser, hvad
enten disse er underlagt generelle tilladelser eller individuelle
brugsrettigheder, med henblik på et udbud af trådløse bredbåndstjenester, som
understøtter innovation, investeringer, jobskabelse og fordele for slutbrugerne f)
for at tjene borgernes og slutbrugernes interesser for så vidt angår
konnektivitet ved at forbedre investeringsmiljøet med sigte på øget udvalg og
kvalitet i netadgang og -tjenester og ved at fremme mobiliteten i hele Unionen
samt den sociale og territoriale sammenhæng. 3.
For at sikre gennemførelsen af de overordnede reguleringsprincipper i stk. 2
fastsætter denne forordning endvidere de nødvendige nærmere regler for: a)
en fælles EU-tilladelse for europæiske udbydere af elektronisk kommunikation b)
yderligere konvergens af reguleringsvilkårene for så vidt angår nødvendigheden
og forholdsmæssigheden af de foranstaltninger, som de nationale
tilsynsmyndigheder pålægger europæiske udbydere af elektronisk kommunikation c)
et harmoniseret udbud på EU-niveau af visse engrosbredbåndsprodukter i henhold
til konvergerende reguleringsvilkår d)
samordnede europæiske rammer for tildeling af harmoniserede frekvenser til trådløse
bredbåndskommunikationstjenester, hvorved der oprettes et europæisk rum for
trådløs kommunikation e)
harmoniseringen af regler vedrørende slutbrugeres rettigheder og fremme af reel
konkurrence på detailmarkederne, hvorved der skabes et europæisk forbrugerområde
for elektronisk kommunikation f)
udfasning af ubegrundede gebyrer for EU-intern kommunikation og roamingtrafik i
Unionen. Artikel 2 - Definitioner I
forbindelse med denne forordning gælder definitionerne i direktiv 2002/19/EF,
2002/20/EF, 2002/21/EF, 2002/22/EF og 2002/77/EF. I
dette direktiv forstås endvidere ved: 1)
"europæisk udbyder af elektronisk kommunikation": en virksomhed, som
er etableret i Unionen, og udbyder eller har til hensigt at udbyde elektroniske
kommunikationsnet eller ‑tjenester rettet mod flere medlemsstater, uanset
om dette sker direkte eller via et eller flere datterselskaber, og som ikke kan
anses for at være et datterselskab af en anden udbyder af elektronisk
kommunikation 2)
"udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden": en
virksomhed, som udbyder offentlige elektroniske kommunikationsnet eller
offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester 3)
"datterselskab": en virksomhed, hvor en anden virksomhed direkte
eller indirekte: i)
kan udøve mere end halvdelen af stemmerettighederne, eller ii)
kan udpege mere end halvdelen af medlemmerne af bestyrelsen, direktionen eller
organer, som repræsenterer virksomheden retligt, eller iii)
har ret til at lede virksomhedens forretninger 4)
"fælles EU-tilladelse": de retlige rammer, der gælder for en
europæisk udbyder af elektronisk kommunikation i hele Unionen på grundlag af
den generelle tilladelse udstedt i hjemlandet og i overensstemmelse med
nærværende forordning 5)
"hjemland": den medlemsstat, hvor den europæiske udbyder af
elektronisk kommunikation har sit hovedsæde 6)
"hovedsæde": det etableringssted i medlemsstaten, hvor de vigtigste
beslutninger træffes for så vidt angår investeringer i og styring af udbuddet
af elektroniske kommunikationstjenester eller -net i Unionen 7)
"værtsmedlemsstat": enhver anden medlemsstat end hjemlandet, hvor en
europæisk udbyder af elektronisk kommunikation udbyder elektroniske
kommunikationsnet og -tjenester 8) "harmoniserede radiofrekvenser til
trådløs bredbåndskommunikation": radiofrekvenser, for hvilke betingelserne
for adgang og effektiv udnyttelse er harmoniseret på EU-niveau, og navnlig i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 676/2002/EF[27], og som benyttes til andre
kommunikationstjenester end radio- og tv-spredning 9)
"trådløst adgangspunkt for lille område": lille wi-fi-installation
med lav effekt og lille rækkevidde, som kan være del af et offentligt
terrestrisk mobilkommunikationsnet, og kan være udstyret med en eller flere
ikke iøjnefaldende antenner, som giver offentligheden wi-fi-adgang til
elektroniske kommunikationsnet, uanset den underliggende nettopologi 10)
"radiobaseret lokalt datanet" (RLAN): wi-fi-system med lav effekt og
lille rækkevidde, der har en ringe risiko for at skabe interferens for andre
lignende systemer, som andre brugere har placeret tæt på, og som anvender
frekvenser på et ikke-eksklusivt grundlag, for hvilke betingelserne for adgang
og effektiv udnyttelse til dette formål er harmoniseret i hele Unionen 11)
"virtuel bredbåndsadgang": en type engrosadgang til bredbåndsnet, som
består af en virtuel adgangsforbindelse til kundens lokaler via en hvilken som
helst adgangsnetinfrastruktur, dog ikke fysisk adskilt adgang, sammen med en
transmissionstjeneste til et fastlagt sæt handover-punkter, og som omfatter
specifikke netelementer, specifikke netfunktioner og tilhørende IT-systemer 12)
"konnektivitetsprodukt med garanteret tjenestekvalitet": et produkt,
som stilles til rådighed ved en IP-exchange (internet protocol exchange), som
giver kunderne mulighed for at etablere en IP-kommunikationsforbindelse mellem
et samtrafikpunkt og et eller flere fastnettermineringspunkter, og som giver
mulighed for at fastlægge niveauer for punkt-til-punkt-netpræstationer, for så
vidt angår specifikke tjenester til slutbrugere på grundlag af levering af en
specificeret garanteret tjenestekvalitet på grundlag af fastsatte parametre 13)
"fjernkommunikation": tale- eller meddelelsestjenester, som
terminerer uden for den lokale central og de regionale takstområder, som er
identificeret ved et geografisk områdenummer i den nationale nummerplan 14)
"internetadgangstjeneste": en offentligt tilgængelig elektronisk
kommunikationstjeneste, som leverer internetforbindelse og dermed forbindelse
mellem praktisk taget alle endepunkter, som er tilsluttet til internettet,
uanset den anvendte netteknologi 15)
"specialtjeneste": en elektronisk kommunikationstjeneste eller enhver
anden tjeneste, som giver mulighed for at få adgang til bestemt indhold,
bestemte applikationer eller tjenester eller en kombination heraf, og hvis
tekniske egenskaber styres fra endepunkt til endepunkt eller giver mulighed for
at sende eller modtage data til eller fra et fastlagt antal parter eller
endepunkter; tjenesten markedsføres ikke som et alternativ til en
internetadgangstjeneste og anvendes heller ikke i større omfang som en sådan 16)
"den modtagende udbyder af elektronisk kommunikation til
offentligheden": den udbyder af elektronisk kommunikation til
offentligheden, til hvilken et telefonnummer eller en tjeneste overdrages 17)
"den overdragende udbyder af elektronisk kommunikation til
offentligheden": den udbyder af elektronisk kommunikation til
offentligheden, fra hvilken et telefonnummer eller en tjeneste overdrages. Kapitel II
Fælles EU-tilladelse Artikel 3 – Frihed til at levere
elektronisk kommunikation i hele Unionen 1.
En europæisk udbyder af elektronisk kommunikation har ret til at udbyde
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i hele Unionen og til at udøve
rettighederne i forbindelse med udbud af sådanne net og tjenester i hver af de
medlemsstater, hvor udbyderen udøver sin virksomhed, i henhold til en fælles
EU-tilladelse, som kun er underlagt anmeldelseskravene i artikel 4. 2.
Den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation skal
overholde de regler og vilkår, der gælder i hver berørt medlemsstat, jf.
EU-lovgivningen, medmindre andet er fastsat i denne forordning, og uden at det
berører forordning (EU) nr. 531/2012. 3.
Som en undtagelse fra artikel 12 i direktiv 2002/20/EF kan en europæisk udbyder
af elektronisk kommunikation kun pålægges administrative gebyrer, som gælder i
værtsmedlemsstaten, hvis udbyderen har en årlig omsætning af elektroniske
kommunikationstjenester i den pågældende medlemsstat på mere end 0,5% af
landets samlede omsætning af elektronisk kommunikation. Ved beregning af et
eventuelt gebyr er det kun omsætningen af elektroniske kommunikationstjenester
i den pågældende medlemsstat, der tages i betragtning. 4.
Som en undtagelse fra artikel 13, stk. 1, litra b), i direktiv 2002/22/EF kan
en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation kun pålægges at bidrage til
nettoomkostningerne ved forsyningspligt i værtsmedlemsstaten, hvis udbyderen
har en årlig omsætning af elektroniske kommunikationstjenester i den pågældende
medlemsstat på mere end 3 % af landets samlede omsætning af elektronisk
kommunikation. Ved beregning af et eventuelt bidrag er det kun omsætningen i
den pågældende medlemsstat, der tages i betragtning 5.
En europæisk udbyder af elektronisk kommunikation har ret til lige behandling
af de forskellige medlemsstaters nationale tilsynsmyndigheder i objektivt
ækvivalente situationer. 6.
Hvis der i en værtsmedlemsstat opstår en tvist mellem
virksomheder, som involverer en europæisk udbyder af elektronisk kommunikation,
og som vedrører forpligtelser i henhold til direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF, nærværende forordning
eller forordning (EU) nr. 531/2012, kan den europæiske udbyder af elektronisk
kommunikation konsultere den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, som kan
fremsætte en udtalelse med sigte på, at sikre udviklingen af en konsekvent
reguleringspraksis. Den nationale tilsynsmyndighed i
værtsmedlemsstaten tager ved afgørelsen af tvisten det størst mulige hensyn til
den udtalelse, der er fremsat af den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet. 7.
Europæiske udbydere af elektronisk kommunikation, som på datoen for denne
forordnings ikrafttræden har ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester i mere end én medlemsstat, fremsender anmeldelsen i artikel 4
senest den 1. juli 2016. Artikel 4 - Anmeldelsesprocedure for
europæiske udbydere af elektronisk kommunikation 1.
En europæisk udbyder af elektronisk kommunikation fremsender en enkelt
anmeldelse i henhold til nærværende forordning til den nationale
tilsynsmyndighed i hjemlandet, før der iværksættes aktiviteter i mindst én
medlemsstat. 2.
Anmeldelsen skal indeholde en erklæring om udbud af eller
hensigt om at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og
erklæringen skal kun omfatte følgende yderligere oplysninger: a) udbyderens navn,
retlige status og form, registreringsnummer, hvis udbyderen er optaget i et
handelsregister eller et andet lignende offentligt register, den fysiske
adresse på udbyderens hovedsæde, en kontaktperson, en kort beskrivelse af de
udbudte eller planlagte net eller tjenester, herunder identifikation af
hjemlandet b) den eller de
værtsmedlemsstater, hvor tjenesterne og nettene udbydes eller påtænkes udbudt
direkte eller via datterselskaber og, i sidstnævnte tilfælde, datterselskabets
navn, retlige status og form, datterselskabets fysiske adresse,
registreringsnummer, hvis udbyderen er optaget i et handelsregister eller et
andet lignende offentligt register i værtsmedlemsstaten, og kontaktoplysninger
for ethvert berørt datterselskab og de respektive virkeområder. Hvis et datterselskab er under fælles kontrol af to eller flere
udbydere af elektronisk kommunikation, som har deres hovedsæder i forskellige
medlemsstater, angiver datterselskabet det af moderselskabernes hjemlande, der
skal gælde i forbindelse med nærværende forordning, og anmeldelsen foretages af
moderselskabet i det pågældende hjemland i overensstemmelse hermed. Anmeldelsen
fremsendes på det eller de sprog, der anvendes i hjemlandet og i enhver
værtsmedlemsstat. 3.
Enhver ændring af de oplysninger, der fremsendes i henhold til stk. 2, stilles
til rådighed for de nationale tilsynsmyndigheder i hjemlandet inden en måned
efter ændringen. Hvis den ændring, der skal anmeldes, vedrører en hensigt om at
udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i en værtsmedlemsstat,
som ikke er omfattet af en tidligere anmeldelse, kan den europæiske udbyder af
elektronisk kommunikation påbegynde aktiviteterne i den pågældende
værtsmedlemsstat på tidspunktet for anmeldelsen. 4.
Manglende overholdelse af kravet om anmeldelse i henhold til denne artikel
udgør en overtrædelse af de fælles vilkår, som gælder for den europæiske
udbyder af elektronisk kommunikation i hjemlandet. 5.
Den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet fremsender de oplysninger, der
modtages i henhold til stk. 2, og alle ændringer heraf i henhold til stk. 3,
til de nationale tilsynsmyndigheder i de berørte værtsmedlemsstater og til
BEREC's støttekontor inden for en uge efter modtagelsen af sådanne oplysninger
eller ændringer. BEREC's
støttekontor fører et offentligt tilgængeligt register over de anmeldelser, der
foretages i henhold til denne forordning. 6.
Den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet udsteder efter anmodning af en
europæisk udbyder af elektronisk kommunikation en erklæring i henhold til
artikel 9 i direktiv 2002/20/EF, som angiver, at den pågældende virksomhed er
omfattet af den fælles EU-tilladelse. 7.
Hvis én eller flere nationale tilsynsmyndigheder i
forskellige medlemsstater finder, at identifikationen af hjemlandet i en
anmeldelse i henhold til stk. 2 eller enhver ændring af de fremsendte
oplysninger, som stilles til rådighed i henhold til stk. 3, ikke svarer til
eller ikke længere svarer til virksomhedens hovedsæde i henhold til denne
forordning, henviser de sagen til Kommissionen og fremfører de grunde, som
deres vurdering er baseret på. En kopi af denne
henvisning fremsendes til BEREC's støttekontor til orientering. Kommissionen
træffer, efter at have givet den relevante europæiske udbyder af elektronisk
kommunikation og den nationale tilsynsmyndighed i det omtvistede hjemland
mulighed for at fremsætte deres synspunkter, en afgørelse, som fastsætter den
pågældende virksomheds hjemland i henhold til denne forordning, inden tre
måneder efter modtagelse af sagen. Artikel 5 - Overholdelse af den fælles
EU-tilladelse 1.
Den nationale tilsynsmyndighed i hver berørt medlemsstat
overvåger og sikrer, i overensstemmelse med den nationale lovgivning til
gennemførelse af procedurerne i artikel 10 i direktiv 2002/20/EF, at europæiske
udbydere af elektronisk kommunikation overholder de regler og vilkår, der
gælder på dens territorium, jf. artikel 3. 2.
Den nationale tilsynsmyndighed i en værtsmedlemsstat skal til den nationale
tilsynsmyndighed i hjemlandet fremsende alle relevante oplysninger om
individuelle foranstaltninger, der vedtages i i forbindelse med en europæisk
udbyder af elektronisk kommunikation for at sikre overholdelsen af de regler og
vilkår, der gælder på værtsmedlemsstatens territorium, jf. artikel 3. Artikel 6 – Suspension og tilbagekaldelse
af europæiske udbydere af elektronisk kommunikations ret til at udbyde
elektronisk kommunikation 1.
Uden at det berører foranstaltninger vedrørende suspension eller
tilbagekaldelse af brugsrettigheder til frekvenser eller numre, der er tildelt
af en berørt medlemstat, og foreløbige foranstaltninger vedtaget i henhold til
stk. 3, er det kun den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, der må suspendere
eller tilbagekalde en europæisk udbyder af elektronisk kommunikations ret til
at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i hele Unionen eller
dele heraf i overensstemmelse med national lovgivning, som gennemfører artikel
10, stk. 5, i direktiv 2002/20/EF. 2.
I tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser af de regler og vilkår,
der gælder i en værtsmedlemsstat, jf. artikel 3, og hvor foranstaltninger, som
den nationale tilsynsmyndighed i værtsmedlemsstaten har truffet i
overensstemmelse med artikel 5 for at sikre overholdelsen, ikke virker,
underretter værtsmedlemsstatens tilsynsmyndighed den nationale tilsynsmyndighed
i hjemlandet og anmoder denne om at vedtage de foranstaltninger, der er fastsat
i stk. 1. 3.
Indtil den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet vedtager en endelig
afgørelse vedrørende en anmodning indgivet i overensstemmelse med stk. 2, kan
den nationale tilsynsmyndighed i værtsmedlemsstaten træffe foreløbige
hasteforanstaltninger i overensstemmelse med national lovgivning, som
gennemfører artikel 10, stk. 6, i direktiv 2002/20/EF, hvis den er i besiddelse
af beviser for en overtrædelse af regler og vilkår, der gælder på dens
territorium, jf. artikel 3. Som en undtagelse fra fristen på tre måneder i
artikel 10, stk. 6, i direktiv 2002/20/EF kan sådanne foreløbige
foranstaltninger være gyldige, indtil den nationale tilsynsmyndighed i
hjemlandet træffer en endelig afgørelse. Kommissionen,
BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i hjemlandet og andre
værtsmedlemsstater underrettes i rimelig tid om den vedtagne foreløbige
foranstaltning. 4.
Hvis den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet overvejer at træffe en
afgørelse om at suspendere eller tilbagekalde en europæisk udbyder af
elektronisk kommunikations rettigheder, jf. stk. 1, enten på eget initiativ
eller på anmodning af en værtsmedlemsstats nationale tilsynsmyndighed,
underretter den de nationale tilsynsmyndigheder i alle værtsmedlemsstater, som
berøres af en sådan afgørelse, om sine hensigter. En national tilsynsmyndighed
i en værtsmedlemsstat kan fremsætte en udtalelse inden for en måned. 5.
Den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet, som i denne forbindelse tager
størst muligt hensyn til udtalelsen fra den nationale tilsynsmyndighed i den
berørte værtsmedlemsstat, vedtager en endelig afgørelse og meddeler denne til
Kommissionen, BEREC og den nationale tilsynsmyndighed i den berørte
værtsmedlemsstat, inden en uge efter vedtagelse af afgørelsen. 6.
Hvis den nationale tilsynsmyndighed i hjemlandet har
besluttet at suspendere eller tilbagekalde en europæisk udbyder af elektronisk
kommunikations rettigheder, jf. stk. 1, træffer den nationale tilsynsmyndighed
i enhver berørt værtsmedlemsstat passende foranstaltninger for at forhindre, at
den europæiske udbyder af elektronisk kommunikation fortsat udbyder tjenester
eller net, som er omfattet af den pågældende afgørelse, på denne medlemsstats
territorium. Artikel 7 – Samordning af
håndhævelsesforanstaltninger 1.
Ved anvendelsen af artikel 6 træffer den nationale tilsynsmyndighed i
hjemlandet tilsyns- eller håndhævelsesforanstaltninger vedrørende en
elektronisk kommunikationstjeneste eller et elektronisk kommunikationsnet, som
udbydes i en anden medlemsstat, med den samme omhu, som hvis den elektroniske
kommunikationstjeneste eller det elektroniske kommunikationsnet blev udbudt i
hjemlandet. 2.
Medlemsstaterne sikrer, at det på deres område er muligt at forkynde de
retslige dokumenter, som vedrører foranstaltninger i henhold til artikel 5 og 6. KAPITEL III
Europæiske ressourcer Afsnit
1 - Samordning af brugen af radiofrekvenser på det indre marked Artikel 8 – Anvendelsesområde og generelle
bestemmelser 1.
Dette afsnit finder anvendelse på harmoniserede
radiofrekvenser til trådløs bredbåndskommunikation. 2. Dette afsnit griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at opkræve
afgifter for at sikre optimal brug af radiofrekvensressourcerne, jf. artikel 13
i direktiv 2002/20/EF, eller til at organisere og anvende deres radiofrekvenser
til at sikre den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og forsvar. 3.
I forbindelse med udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt Kommissionen i
dette afsnit, tager den i videst mulig udstrækning hensyn til enhver relevant
udtalelse fra Frekvenspolitikgruppen nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/622/EF[28]. Artikel 9 – Brug af radiofrekvenser til
trådløs bredbåndskommunikation: reguleringsprincipper 1. Den kompetente
nationale myndighed for radiofrekvenser bidrager til udviklingen af et fælles
område for trådløs kommunikation, hvor investering og konkurrencevilkår for
trådløs højhastighedsbredbåndskommunikation konvergerer, hvilket muliggør
planlægning og levering af integrerede net, tjenester og stordrift i flere
lande, skaber innovation, økonomisk vækst og fordele for slutbrugerne på lang
sigt. De
kompetente nationale myndigheder afholder sig fra at anvende procedurer eller
pålægge vilkår for anvendelsen af radiofrekvenser, som i urimelig grad
forhindrer europæiske udbydere af elektronisk kommunikation i at levere
integrerede elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i flere medlemsstater
eller i hele Unionen. 2. De nationale
kompetente myndigheder anvender et system til udstedelse af tilladelser
vedrørende brug af frekvenser, som er så lidt indgribende som muligt og baseret
på objektive, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige kriterier,
der giver størst mulig fleksibilitet og en effektiv udnyttelse af
radiofrekvenserne og samtidig fremmer ensartede vilkår i hele Unionen for
europæiske udbydere af elektronisk kommunikations integrerede investeringer og
integreret drift i flere lande. 3.
Når vilkårene og procedurerne for at opnå tilladelse til at anvende
radiofrekvenser fastlægges, lægger de kompetente nationale myndigheder navnlig
vægt på, at eksisterende og potentielle operatører og europæiske udbydere af
elektronisk kommunikation og andre virksomheder behandles lige. 4.
Uanset bestemmelsen i stk. 5 tager de kompetente nationale myndigheder hensyn
til og afstemmer, i det omfang det er nødvendigt, følgende
reguleringsprincipper, når de fastsætter vilkårene for tilladelser og
procedurerne for brugsretten til radiofrekvenser: a)
varetagelse af slutbrugernes interesser, herunder deres interesse i en effektiv
investering på lang sigt, innovation inden for trådløse net og tjenester og i
en effektiv konkurrence b)
sikring af en anvendelse og forvaltning af radiofrekvenserne, der er så
effektiv som mulig c)
sikring af forudsigelige og sammenlignelige vilkår, der gør det muligt at
planlægge netinvesteringer og -tjenester i flere lande og opnå stordriftsfordele d)
sikring af, at de betingelser, der pålægges, er nødvendige og forholdsmæssige,
bl.a. ved at foretage en objektiv vurdering af, om det er begrundet at pålægge
yderligere betingelser, som kan være til fordel eller ulempe for visse operatører e)
sikring af en omfattende dækning med trådløse højhastighedsbredbåndsnet og et stort
antal brugere og tilhørende tjenester. 5.
Når de vurderer, om der skal pålægges nogen af de specifikke betingelser i
forbindelse med brugsrettighederne til radiofrekvenser, som er omhandlet i
artikel 10, tager de kompetente nationale myndigheder særligt hensyn til de
kriterier, der er fastsat i artiklen. Artikel 10 – Relevante kriterier, der skal
tages i betragtning i forbindelse med brug af radiofrekvenser 1. Når det skal fastlægges, hvor mange og hvilken type
radiofrekvenser der skal tildeles i forbindelse med en given tildeling af
brugsrettigheder, tager de kompetente nationale myndigheder følgende i
betragtning: a)
de forskellige disponible frekvensbånds tekniske kendetegn b)
muligheden for at kombinere komplementære bånd i en enkelt procedure, og c)
relevansen af sammenhængende porteføljer af brugsrettigheder til
radiofrekvenser i forskellige medlemsstater med henblik på udbud af net og
tjenester på det samlede EU-marked eller en væsentlig del heraf. 2. Når det
fastlægges, om der skal specificeres et mindste eller største antal
radiofrekvenser, som skal defineres i forhold til en brugsrettighed til et
givet frekvensbånd eller til en kombination af komplementære frekvensbånd,
sikrer de kompetente nationale myndigheder: a)
at radiofrekvenserne anvendes så effektivt som muligt, jf. artikel 9, stk. 4,
litra b), under hensyntagen til det eller de pågældende frekvensbånds
karakteristika b)
at der foretages effektive netinvesteringer, jf. artikel 9, stk. 4, litra a). Bestemmelserne
i dette stykke finder anvendelse med forbehold af stk. 5, for så vidt angår de
betingelser, der bestemmer det største antal radiofrekvenser. 3. Hvis der
anvendes afgifter for brugsrettigheder, skal de kompetente nationale
myndigheder sikre, at de: a)
afspejler radiofrekvensernes samfundsmæssige og økonomiske værdi, herunder
positive eksternaliteter b)
undgår underudnyttelse og fremmer investeringer i nets og tjenesters kapacitet,
dækning og kvalitet c)
undgår diskrimination og sikrer lige adgang for operatører, herunder for både
eksisterende og potentielle operatører d)
opnår en optimal fordeling mellem straksbetalinger og periodiske betalinger,
hvis sådanne findes, særligt i forbindelse med behovet for at skabe incitament
for en hurtig udrulning af net og udnyttelse af radiofrekvenserne i
overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, litra b) og e). Bestemmelserne
i dette stykke finder anvendelse med forbehold af stk. 5, for så vidt angår
betingelser, der måtte medføre differentierede afgifter mellem de forskellige
operatører, som er fastlagt med henblik på at fremme effektiv konkurrence. 4. De kompetente nationale myndigheder kan kun pålægge
forpligtelser for at nå en geografisk minimumsdækning, hvis de er nødvendige og
forholdsmæssige for at nå specifikke mål af almen interesse, som er fastsat på
nationalt niveau, jf. artikel 9, stk. 4, litra d). Hvis sådanne forpligtelser
pålægges, tager de kompetente nationale myndigheder følgende i betragtning: a)
de eksisterende relevante tjenesters eller elektroniske
kommunikationstjenesters dækning af det nationale område b)
minimering af det antal operatører, der skal opfylde sådanne forpligtelser c)
mulighed for byrdefordeling og gensidighed mellem flere operatører, herunder
leverandører af andre elektroniske kommunikationstjenester d)
de investeringer, der er nødvendige for at opnå en sådan dækning, og behovet
for at afspejle disse i de pågældende afgifter e)
de relevante frekvensbånds tekniske egnethed til en effektiv dækning af et
stort område. 5. Ved afgørelsen af, hvorvidt de skal pålægge nogen af
foranstaltningerne til at fremme effektiv konkurrence, som er fastlagt i
artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse
nr. 243/2012/EU[29],
baserer de kompetente nationale myndigheder deres afgørelser på en objektiv
prospektiv vurdering af følgende, under hensyntagen til markedsvilkårene og de
tilgængelige benchmark: a)
om det er sandsynligt, at der effektiv konkurrence kan nås eller bibeholdes
uden sådanne foranstaltninger, og b)
om sådanne midlertidige foranstaltningers sandsynlige konsekvenser for
markedsoperatørernes nuværende og fremtidige investeringer. 6. De kompetente
nationale myndigheder fastlægger de betingelser, på hvilke virksomheder kan
overføre eller lease en del af eller alle deres individuelle brugsrettigheder
til radiofrekvenser til andre virksomheder, herunder deling af radiofrekvenserne. Ved fastlæggelsen af sådanne betingelser tager de
kompetente nationale myndigheder følgende i betragtning: a)
optimering af effektiv brug af radiofrekvenser, jf. artikel 9, stk. 4, litra b) b)
mulighed for at udnytte fordelagtige delemuligheder c)
hensyntagen til nuværende og potentielle rettighedshaveres interesser d)
oprettelse af et bedre fungerende, mere likvidt marked for adgang til
radiofrekvenser. Bestemmelserne
i dette stykke finder anvendelse med forbehold af konkurrencereglerne. 7. De kompetente
nationale myndigheder giver tilladelse til deling af passive og aktive
infrastrukturer og fælles udrulning af infrastruktur til trådløs
bredbåndskommunikation under hensyntagen til følgende: a)
stadet for den infrastrukturbaserede konkurrence og al yderligere
tjenestebaseret konkurrence b)
kravene til en effektiv brug af radiofrekvenserne c)
et større udvalg og en bedre kvalitet af tjenester til slutbrugerne d)
teknologisk innovation. Bestemmelserne
i dette stykke finder anvendelse med forbehold af de konkurrenceregler, der
finder anvendelse på virksomheder. Artikel 11 – Yderligere bestemmelser i
forbindelse med brug af radiofrekvenser 1. I de tilfælde,
hvor tilgængelighed og effektiv brug af harmoniserede radiofrekvenser til
trådløs bredbåndskommunikation muliggør brug af relevante radiofrekvenser under
en generel tilladelsesordning, undgår de kompetente nationale myndigheder at
pålægge yderligere betingelser og forhindrer at alternativ brug hindrer en effektiv
anvendelse af en sådan harmoniseret tilladelsesordning. 2. De kompetente
nationale myndigheder fastsætter tilladelsesbetingelser, som gør det muligt at
inddrage eller annullere individuelle tilladelser eller brugsrettigheder ved
manglende anvendelse af de relevante radiofrekvenser.
Inddragelse eller annullering kan være genstand for en passende kompensation,
hvis den manglende anvendelse af radiofrekvenser skyldes forhold, der ligger
uden for operatørens kontrol, og er objektivt begrundede. 3. I
overensstemmelse med konkurrencereglerne overvejer de kompetente nationale
myndigheder behovet for at etablere følgende med henblik på rettidigt at
frigøre eller dele tilstrækkeligt med harmoniserede radiofrekvenser i
omkostningseffektive frekvensbånd med høj kapacitet til trådløse
bredbåndstjenester: a) yde passende
kompensation eller incitamentskabende betalinger til eksisterende brugere eller
indehavere af brugsrettigheder til radiofrekvenser, bl.a. ved at lade dem indgå
i udbudsordningerne eller som faste beløb for brugsrettigheder, eller b)
incitamentskabende betalinger, som skal betales af eksisterende brugere eller
indehavere af brugsrettigheder til radiofrekvenser. 4. De kompetente
nationale myndigheder vurderer, om der er behov for at fastsætte et passende
teknologisk minimumsniveau for forskellige frekvensbånd, jf. artikel 6, stk. 3,
i afgørelse nr. 243/2012/EU med henblik på at forbedre spektraleffektiviteten
med forbehold af de foranstaltninger, der blev vedtaget ved afgørelse
nr. 676/2002. Når
disse minimumsniveauer fastsættes, skal de navnlig: a)
tage hensyn til tidscyklusserne for den teknologiske udvikling og for
udskiftning af udstyr, navnlig terminaludstyr, og b)
anvende princippet om teknologineutralitet til at opnå det fastsatte
minimumsniveau, jf. artikel 9 i direktiv 2002/21/EF. Artikel 12 - Harmonisering af visse
tilladelsesvilkår for trådløs bredbåndskommunikation 1.
De kompetente nationale myndigheder etablerer tidsplaner for bevilling eller
omfordeling af brugsrettigheder eller for fornyelse af disse rettigheder på
samme vilkår som hidtil, som finder anvendelse på harmoniserede radiofrekvenser
til trådløs bredbåndskommunikation. Brugsrettighedernes
varighed eller datoerne for den efterfølgende fornyelse fastsættes god tid
forud for den relevante procedure, bl.a. i den tidsplan, der er omhandlet i
første afsnit. Tidsplaner, varighed og fornyelsescyklusser skal tage hensyn til
behovet for et forudsigeligt investeringsmiljø, de faktiske muligheder for at
frigive relevante nye harmoniserede radiofrekvensbånd til trådløs
bredbåndskommunikation samt til relaterede investeringers afskrivningsperiode
under konkurrenceprægede forhold. 2. For at sikre en sammenhængende
gennemførelse af stk. 1 i hele Unionen og navnlig for at muliggøre
synkroniseret adgang til trådløse tjenester i Unionen, kan Kommissionen ved at
vedtage gennemførelsesretsakter gøre følgende: a) opstille en fælles tidsplan for hele EU
eller tidsplaner, der er passende for forskellige kategorier af medlemsstater,
en dato eller datoer, hvorpå individuelle brugsrettigheder til et harmoniseret
frekvensbånd eller til en kombination af komplementære harmoniserede
frekvensbånd bevilliges, og faktisk brug af radiofrekvenser tillades for
eksklusivt eller delt udbud af trådløs bredbåndskommunikation i hele Unionen b) fastsætte en minimumsvarighed for
rettigheder bevilliget til harmoniserede frekvensbånd c) fastsætte en synkroniseret udløbs- eller
fornyelsesdato for hele Unionen for rettigheder, som ikke i sig selv er
ubegrænsede d) fastsætte udløbsdatoen for enhver
eksisterende brugsrettighed til harmoniserede frekvensbånd, der ikke bruges til
trådløs bredbåndskommunikation, eller den dato, hvor brugsrettigheder af
ubegrænset varighed ændres, for at muliggøre levering af trådløs
bredbåndskommunikation. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. 3. Kommissionen kan også vedtage
gennemførelsesretsakter, der harmoniserer udløbs- eller fornyelsesdatoen for
individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser til trådløst bredbånd i
harmoniserede frekvensbånd, som allerede eksisterer på datoen for disse
retsakters vedtagelse, med henblik på at synkronisere fornyelses- eller
omfordelingsdatoen for brugsrettigheder til disse bånd i hele EU, hvilket bl.a.
omfatter mulig synkronisering med fornyelses- eller omfordelingsdatoen for
andre frekvensbånd, der harmoniseres ved hjælp af
gennemførelsesforanstaltninger, jf. stk. 2 eller dette stykke. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33,
stk. 2. Hvis gennemførelsesretsakterne i dette stykke
fastsætter en harmoniseret dato for fornyelse og omfordeling af
brugsrettigheder til radiofrekvenser, der ligger efter udløbs- og
fornyelsesdatoen for en eksisterende individuel brugsrettighed til en sådan
radiofrekvens i en af medlemsstaterne, forlænger de kompetente nationale
myndigheder de eksisterende rettigheder indtil den harmoniserede dato på tilladelsesvilkår,
der i alt væsentlighed er identiske med de hidtil gældende, herunder periodiske
afgifter. Hvis den forlængelsesperiode, der bevilliges i
henhold til stk. 2, er af væsentlig varighed sammenlignet med
brugsrettighedernes oprindelige varighed, kan de kompetente nationale
myndigheder i forbindelse med rettighedsforlængelsen foretage de ændringer af
de tidligere gældende tilladelsesvilkår, som er nødvendige i lyset af de
ændrede forudsætninger, herunder pålægge supplerende afgifter. Disse supplerende
afgifter baseres på en tidsproportional anvendelse af enhver indledende afgift
for de oprindelige brugsrettigheder, som var udtrykkeligt beregnet i henhold
til den oprindeligt planlagte varighed. Gennemførelsesretsakterne i dette stykke
kræver ikke, at varigheden af de eksisterende brugsrettigheder i en medlemsstat
afkortes, bortset fra i forbindelse med artikel 14, stk. 2, i direktiv
2002/20/EF, og finder ikke anvendelse på eksisterende rettigheder af ubegrænset
varighed. Hvis Kommissionen vedtager en
gennemførelsesretsakt efter stk. 2, kan den lade bestemmelserne i dette stykke
finde tilsvarende anvendelse på enhver brugsrettighed til harmoniserede
frekvensbånd til trådløst bredbånd. 4. Når Kommissionen vedtager
gennemførelsesretsakter efter stk. 2 og 3, tager den hensyn til: a) reguleringsprincipperne i artikel 9 b) de objektive forskelle på behovene for
yderligere radiofrekvenser til levering af trådløst bredbånd under hensyntagen
til fælles behov for radiofrekvenser til integrerede net, der dækker flere
medlemsstater c) forudsigelige driftsbetingelser for
eksisterende brugere af radiofrekvenser d) indførings-, udviklings- og
investeringscyklusserne for følgende generationer af trådløse
bredbåndsteknologier e) slutbrugernes efterspørgsel efter trådløse
bredbåndskommunikationstjenester med høj kapacitet. Når Kommissionen fastsætter tidsplaner for
forskellige kategorier af medlemsstater, der ikke allerede har bevilliget
individuelle brugsrettigheder og tilladt faktisk brug af det pågældende
harmoniserede frekvensbånd, tager den behørigt hensyn til oplysninger fra
medlemsstaterne om den måde, hvorpå radiofrekvensrettigheder hidtil er blevet
bevilliget, begrundelserne for de begrænsninger, der er beskrevet i artikel 9,
stk. 3 og 4, i direktiv 2002/21/EF, det eventuelle behov for at skulle frigøre
det pågældende frekvensbånd, den virkning, det har på konkurrencen og
geografiske eller tekniske begrænsninger, samt påvirkningen af det indre
marked. Kommissionen sikrer, at gennemførelsen ikke forsinkes unødigt, og at
enhver afvigelse medlemsstaterne imellem ikke medfører urimelige forskelle
mellem konkurrence- eller retsvilkår i medlemsstaterne. 5. Stk. 2 gælder med forbehold af
medlemsstaternes ret til at bevillige brugsrettigheder til og tillade faktisk
brug af harmoniserede frekvensbånd før vedtagelse af en gennemførelsesretsakt
vedrørende dette frekvensbånd, dog forudsat at andet afsnit af dette stykke
overholdes, eller forud for den harmoniserede dato, som er fastlagt i
gennemførelsesretsakten for dette frekvensbånd. Hvis de kompetente nationale myndigheder
bevilliger brugsrettigheder til et harmoniseret frekvensbånd, før der vedtages
en gennemførelsesretsakt om det pågældende frekvensbånd, fastsætter de
vilkårene for bevillingen, navnlig dem, der vedrører varighed, på en sådan måde
at indehaverne af brugsrettighederne bliver klar over muligheden for, at
Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter en
minimumsvarighed for sådanne rettigheder eller en synkroniseret udløbs- eller
fornyelsesdato for EU som helhed i henhold til stk. 2. Dette afsnit finder ikke
anvendelse på bevilling af rettigheder med ubegrænset varighed. 6. Hvis harmoniserede frekvensbånd, for hvilke
der er vedtaget en fælles tidsplan for bevilling af brugsrettigheder og faktisk
ibrugtagning, er blevet fastsat i en gennemførelsesretsakt vedtaget i henhold
til stk. 2, indsender de kompetente nationale myndigheder rettidige og
tilstrækkeligt detaljerede oplysninger til Kommissionen om deres planer for at
sikre overholdelse af tidsplanen. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesretsakter, der fastlægger formatet og procedurerne for indsendelse
af disse oplysninger. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. Hvis Kommissionen efter at have gennemgået en
sådan detaljeret plan fremsendt af en medlemsstat finder det usandsynligt, at
den pågældende medlemsstat vil være i stand til at overholde den tidsplan, der
er relevant for den, kan Kommissionen vedtage en afgørelse i form af en
gennemførelsesretsakt, der kræver, at medlemsstaten tilpasser sine planer på
passende vis for at sikre overholdelse af tidsplanen. Artikel 13 – Samordning af
tilladelsesprocedurer og -vilkår for brug af radiofrekvenser til trådløst
bredbånd på det indre marked 1. Hvis en kompetent national myndighed agter
at underlægge brugen af radiofrekvenser en generel tilladelse, bevillige
individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser eller ændre rettigheder eller
forpligtelser i forbindelse med brug af radiofrekvenser i henhold til artikel
14 i direktiv 2002/20/EF, skal den gøre sit udkast til foranstaltning
tilgængeligt sammen med begrundelsen herfor samtidig for Kommissionen og de
kompetente nationale myndigheder for radiofrekvenser i de andre medlemsstater,
når den om nødvendigt har gennemført den offentlige høring, som er fastsat i
artikel 6 i direktiv 2002/21/EF, og dette skal under alle omstændigheder ske på
et tidspunkt i forberedelsesfasen, der giver den mulighed for at give
Kommissionen og de kompetente nationale myndigheder i de andre medlemsstater
tilstrækkelige og stabile oplysninger om alle relevante emner. De kompetente nationale myndigheder fremlægger
oplysninger, der mindst indeholder følgende emner, hvor det er relevant: a) typen af tilladelsesproces b) tilladelsesprocessens tidspunkt c) brugsrettighedernes varighed d) den type og mængde af radiofrekvenser, der
er tilgængelig som helhed eller for enhver given virksomhed e) beløb og struktur for eventuelle afgifter,
der skal betales f) kompensation for eller incitamenter til at
fraflytte eller dele radiofrekvenser blandt eksisterende brugere g) dækningsforpligtelser h) engrosadgang, nationale eller regionale
roamingkrav i) reservering af radiofrekvenser til visse
typer operatører eller udelukkelse af visse typer operatører j) vilkår i forbindelse med tildeling,
overførsel og akkumulering af brugsrettigheder k) muligheden for at dele radiofrekvenser l) deling af infrastruktur m) teknologiske minimumsniveauer n) restriktioner, der finder anvendelse efter
artikel 9, stk. 3 og 4, i direktiv 2002/21/EF o) inddragelse eller tilbagetrækning af en
eller flere brugsrettigheder eller en ændring af de rettigheder og vilkår, der
er knyttet til disse rettigheder, der ikke kan anses for mindre efter artikel
14, stk. 1, i direktiv 2002/20/EF. 2. De kompetente nationale myndigheder og
Kommissionen kan fremsætte bemærkninger til den pågældende kompetente nationale
myndighed inden for to måneder. Fristen på to måneder forlænges ikke. Når udkastet til foranstaltning vurderes efter
denne artikel, tager Kommissionen navnlig hensyn til: a) bestemmelserne i direktiv 2002/20/EF og
2002/21/EF og afgørelse nr. 243/2012/EU b) reguleringsprincipperne i artikel 9 c) de relevante kriterier for visse specifikke
vilkår i artikel 10 og de supplerende bestemmelser i artikel 11 d) enhver gennemførelsesretsakt, der er
vedtaget efter artikel 12 e) sammenhæng mellem nylige, udestående eller
planlagte procedurer i andre medlemsstater og deres mulige påvirkning af
samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvis Kommissionen inden for fristen meddeler
den kompetente nationale myndighed, at udkastet til foranstaltning vil skabe
hindringer på det indre marked, eller at den tvivler alvorligt på, at udkastet
er foreneligt med EU-lovgivningen, bliver udkastet til foranstaltning ikke
vedtaget i yderligere to måneder. Kommissionen underretter i så fald også de
kompetente nationale myndigheder i andre medlemsstater om sin stillingtagen til
udkastet til foranstaltning. 3. Inden for den i stk. 2 omhandlede
supplerende tomånedersperiode arbejder Kommissionen og den pågældende
kompetente nationale myndighed tæt sammen for at finde frem til den mest
hensigtsmæssige og effektive foranstaltning i lyset af de kriterier, der
henvises til i artikel 2, og under behørig hensyntagen til
markedsdeltagernes synspunkter og behovet for at sikre udviklingen af en
ensartet reguleringspraksis. 4. Den kompetente nationale myndighed kan på
ethvert tidspunkt i proceduren ændre eller trække udkastet tilbage under nøje
hensyntagen til Kommissionens meddelelse som anført i stk. 2. 5. Inden for den anden tomånedersfrist, der er
nævnt i stk. 2, kan Kommissionen: a) fremlægge et udkast til afgørelse for
Kommunikationsudvalget, hvori det kræves, at den kompetente nationale myndighed
trækker udkastet til foranstaltning tilbage. Udkastet til afgørelse skal
ledsages af en detaljeret og objektiv begrundelse fra Kommissionen om, hvorfor
udkastet til foranstaltning ikke bør vedtages som meddelt, sammen med konkrete
forslag til ændring af udkastet til foranstaltning, eller b) træffe en afgørelse om at ændre sin
vurdering i forbindelse med det pågældende udkast til foranstaltning. 6. Fremlægger Kommissionen ikke et udkast til
afgørelse efter stk. 5, litra a), eller træffer afgørelse efter stk. 5, litra
b), kan den kompetente nationale myndighed vedtage udkastet til foranstaltning. Hvis Kommissionen har fremlagt et udkast til
afgørelse i henhold til stk. 5, litra a), bliver udkastet til foranstaltning
ikke vedtaget af den kompetente nationale myndighed i en periode på højst seks
måneder efter meddelelsen i henhold til stk. 2 blev sendt til den kompetente
nationale myndighed. Kommissionen kan på ethvert tidspunkt i
proceduren beslutte at ændre sin vurdering i forbindelse med det pågældende
udkast til foranstaltning, herunder efter indgivelsen af et udkast til
afgørelse til Kommunikationsudvalget. 7. Kommissionen skal vedtage enhver afgørelse,
der kræver, at den kompetente nationale myndighed trækker sit udkast til
foranstaltning tilbage, ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. Disse
gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33,
stk. 2. 8. Har Kommissionen vedtaget en afgørelse i
henhold til stk. 7, ændrer eller trækker den kompetente nationale myndighed
udkastet til foranstaltning tilbage senest seks måneder efter offentliggørelsen
af Kommissionens afgørelse. Når udkastet til foranstaltning ændres, gennemfører
den kompetente nationale myndighed om nødvendigt en offentlig høring og gør det
ændrede udkast til foranstaltning tilgængeligt for Kommissionen i henhold til
stk. 1. 9. Den pågældende kompetente nationale
myndighed tager i videst mulig udstrækning hensyn til eventuelle bemærkninger
fra de andre kompetente nationale myndigheder og Kommissionen, og kan, når
bortses fra de i stk. 2, 3. afsnit, stk. 6, 2. afsnit, og stk. 7 omhandlede
tilfælde, vedtage det således ændrede udkast til foranstaltning og skal i så
fald fremsende det til Kommissionen. 10. Den kompetente nationale myndighed
meddeler Kommissionen resultaterne af den procedure, som dens foranstaltning
har forbindelse til, når proceduren er afsluttet. Artikel 14 – Adgang til radiobaserede lokale
datanet 1. De kompetente nationale myndigheder
tillader levering af adgang gennem radiobaserede lokale datanet til net
tilhørende udbydere af elektroniske kommunikation til offentligheden samt
brugen af harmoniserede radiofrekvenser til levering heraf kun betinget af en
generel tilladelse. 2. De kompetente nationale myndigheder
forhindrer ikke udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden i at give
offentligheden adgang til deres net gennem radiobaserede lokale datanet, der
kan befinde sig på slutbrugerens ejendom, de skal dog være i overensstemmelse
med vilkårene for den generelle tilladelse og slutbrugerens forudgående
informerede samtykke. 3. Udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden må ikke ensidigt begrænse: a) slutbrugernes ret til at tilgå
radiobaserede lokale datanet efter eget valg udbudt af tredjeparter b) slutbrugernes ret til gensidigt og mere
generelt at tillade andre slutbrugere adgang til disse udbyderes net gennem
radiobaserede lokale datanet, herunder på grundlag af tredjepartsinitiativer,
som sammenkobler radiobaserede lokale datanet og gør dem offentligt
tilgængelige for forskellige slutbrugere. 4. De kompetente nationale myndigheder begrænser
ikke slutbrugernes ret til gensidigt og mere generelt at give andre slutbrugere
adgang til disse udbyderes net gennem radiobaserede lokale datanet, herunder på
grundlag af tredjepartsinitiativer, som sammenkobler radiobaserede lokale datanet
og gør dem offentligt tilgængelige for forskellige slutbrugere 5. De kompetente nationale myndigheder
begrænser ikke udbuddet af offentlig adgang til radiobaserede lokale datanet: a) gennem offentlige myndigheder på eller i
umiddelbar nærhed af ejendomme, der benyttes af disse offentlige myndigheder,
når ejendommene anvendes til at levere offentlige tjenester b) gennem initiativer fra ngo'er eller
offentlige myndigheder, der har til formål at sammenkoble forskellige
slutbrugeres radiobaserede lokale datanet eller gøre dem gensidigt og mere
generelt tilgængelige, herunder radiobaserede lokale datanet, som der udbydes
offentlig adgang til i henhold til punkt a), hvor det er relevant. 6. En virksomhed, offentlig myndighed eller en
anden slutbruger anses ikke for at være en udbyder af elektroniske
kommunikation til offentligheden i kraft af, at denne leverer offentlig adgang
til radiobaserede lokale datanet, hvis denne levering ikke har kommerciel
karakter, eller den blot foregår som tillæg til en anden kommerciel aktivitet
eller offentlig ydelse, som ikke er afhængig af levering af signaler til disse
net. Artikel 15 – Udrulning og drift af trådløse
adgangspunkter for små områder 1. De kompetente nationale myndigheder
tillader udrulning af, forbindelse til og drift af ikke-iøjenfaldende trådløse
adgangspunkter for små områder i henhold til den generelle tilladelsesordning
og begrænser ikke unødigt udrulning af, forbindelse til eller drift af sådanne
adgangspunkter gennem individuelle byplanlægningstilladelser eller på anden
måde, når brugen af dem er i overensstemmelse med
gennemførelsesforanstaltninger vedtaget efter stk. 2. Dette stykke finder anvendelse med forbehold
af den tilladelsesordning for radiofrekvenser, der anvendes ved drift af
trådløse adgangspunkter for små områder. 2. Med henblik på en ensartet gennemførelse af
den generelle tilladelsesordning for udrulning af, forbindelse til og drift af
trådløse adgangspunkter for små områder, jf. stk. 1, kan Kommissionen ved en
gennemførelsesretsakt specificere de tekniske kendetegn for design, udrulning
og drift af trådløse adgangspunkter for små områder, hvis overholdelse sikrer,
at de ikke generer, når de bruges i forskellige lokale sammenhænge.
Kommissionen specificerer disse tekniske kendetegn ved at angive
adgangspunkternes maksimale størrelse, effekt og elektromagnetiske kendetegn,
samt den visuelle virkning af det monterede trådløse adgangspunkt. Disse
tekniske kendetegn for brug af trådløse adgangspunkter for små områder skal mindst
opfylde kravene i direktiv 2013/35/EU[30]
og den grænseværdi, der er fastsat i Rådets henstilling nr. 1999/519/EF.[31] De kendetegn, der er specificeret for at
udrulning af, forbindelse til og drift af trådløse adgangspunkter for små
områder kan nyde godt af stk. 1, gælder med forbehold af de væsentlige krav i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF om markedsføringen af disse
produkter[32]. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. Artikel 16 – Samordning af radiofrekvenser
mellem medlemsstater 1. Med forbehold af deres forpligtelser i
henhold til relevante internationale aftaler, herunder det internationale
radioreglement, sikrer de kompetente nationale myndigheder, at brugen af
radiofrekvenser organiseres på deres område, og de træffer navnlig alle
nødvendige foranstaltninger for allokering og tildeling af radiofrekvenser,
således at ingen andre medlemsstater forhindres i at tillade brug af specifikke
harmoniserede frekvensbånd på deres område i henhold til EU-lovgivningen. 2. Medlemsstaterne samarbejder med hinanden om
samordning af brugen af radiofrekvenser på tværs af grænser for at sikre
overholdelse af stk. 1 og for at sikre, at ingen medlemsstater nægtes ligelig
adgang til radiofrekvenser. 3. Enhver medlemsstat kan opfordre
Frekvenspolitikgruppen til at hjælpe den eller enhver anden medlemsstat med at overholde
bestemmelserne i nærværende artikel. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesforanstaltninger for at sikre, at samordnede resultater overholder
kravene om en ligelig adgang til radiofrekvenser blandt de relevante
medlemsstater, at enhver praktisk uoverensstemmelse mellem forskellige
samordnede resultater mellem forskellige medlemsstater løses, eller samordnede
løsninger i henhold til EU-retten håndhæves. Disse gennemførelsesretsakter
vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. Afsnit 2 –
Europæiske virtuelle adgangsprodukter Artikel 17 – Europæiske virtuelle
bredbåndsadgangsprodukter 1.
Levering af et virtuelt bredbåndsadgangsprodukt, der er pålagt i henhold til
artikel 8 og 12 i direktiv 2002/19/EF, anses for levering af et europæisk
virtuelt bredbåndsadgangsprodukt, hvis det leveres i henhold til de
minimumsparametre, der er angivet i et af de tilbud, der findes i bilag I, og
kumulativt lever op til følgende indholdsmæssige krav: a) mulighed for at tilbyde det som et
højkvalitetsprodukt i hele Unionen b) maksimal grad af interoperabilitet mellem
net og tjenester og ikke-diskriminerende netværksforvaltning mellem operatører i
overensstemmelse med nettopologien c) kapacitet til at betjene slutbrugere på
konkurrencedygtige vilkår d) omkostningseffektivitet under hensyntagen
til den kapacitet, der skal implementeres for eksisterende og nybyggede net, og
som skal sameksistere med andre adgangsprodukter, der kan leveres på samme
infrastrukturnet e) driftsmæssig effektivitet navnlig for så
vidt angår begrænsning af implementeringshindringer og udrulningsomkostninger
for virtuelle udbydere af bredbåndsadgang og dem, som ønsker virtuel
bredbåndsadgang, i det omfang det er muligt f) overholdelse af reglerne om beskyttelse af
privatlivets fred, personoplysninger, nettenes sikkerhed og integritet og
gennemsigtighed i overensstemmelse med EU-retten. 2. Kommissionen
beføjes til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 32 for at
tilpasse bilag I i lyset af den markedsmæssige og teknologiske udvikling,
således at det fortsat er muligt at leve op til de indholdsmæssige krav i stk.
1. Artikel 18 – Reguleringsvilkår i
forbindelse med europæiske virtuelle bredbåndsadgangsprodukter 1.
En national tilsynsmyndighed, som tidligere har pålagt en operatør en
forpligtelse om at levere engrosadgang til et næstegenerationsnet i henhold til
artikel 8 og 12 i direktiv 2002/19/EF, skal vurdere, om det ville være passende
og forholdsmæssigt i stedet at pålægge en forpligtelse om at levere et
europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt, der mindst giver en funktionalitet,
der svarer til det i forvejen pålagte engrosadgangsprodukt. De
nationale tilsynsmyndigheder, der er omhandlet i første afsnit, gennemfører den
fornødne vurdering af de eksisterende foranstaltninger for
engrosbredbåndsadgang snarest muligt efter nærværende forordnings ikrafttræden,
uanset valg af tidspunktet for analysen af de relevante markeder i henhold til
artikel 16, stk. 6, i direktiv 2002/21/EF. Hvis
en national tilsynsmyndighed, som tidligere har pålagt en forpligtelse til at
levere virtuel bredbåndsadgang, efter sin vurdering i henhold til første afsnit
finder, at et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt ikke er passende under
de pågældende omstændigheder, giver den en begrundet forklaring i sit udkast
til foranstaltning i henhold til proceduren i artikel 6 og 7 i direktiv
2002/21/EF. 2.
Hvis en national tilsynsmyndighed agter at pålægge en operatør en forpligtelse
om at udbyde engrosadgang til et næstegenerationsnet i henhold til artikel 8 og
12 i direktiv 2002/19/EF, skal den ud over de faktorer, der er fastlagt i
artikel 12, stk. 2, i samme direktiv, navnlig vurdere de respektive fordele ved
at pålægge: i)
passive engrosressourcer, som f.eks. fysisk ubundtet adgang til
abonnentledninger eller abonnentledningsafsnit ii)
ikke-fysiske eller virtuelle engrosressourcer, som giver tilsvarende
funktionaliteter, og navnlig et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt, som
opfylder de indholdsmæssige krav og parametre i artikel 17, stk. 1, og i bilag
I, punkt 1, i nærværende forordning. 3.
Uanset artikel 12, stk. 3, i direktiv 2002/19/EF pålægger en national
tilsynsmyndighed, der agter at pålægge en operatør at levere virtuel
bredbåndsadgang i henhold til artikel 8 og 12 i samme direktiv, en forpligtelse
til at levere et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt, som har de fleste
relevante funktionaliteter til at kunne opfylde det lovgivningsmæssige behov,
der er identificeret i myndighedens vurdering. Hvis en national
tilsynsmyndighed finder, at et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt ikke
ville være passende under de pågældende omstændigheder, giver den en begrundet
forklaring i sit udkast til foranstaltning i henhold til proceduren i artikel 6
og 7 i direktiv 2002/21/EF. 4.
Når den efter stk. 1, 2 eller 3 vurderer, om der skal pålægges en forpligtelse
om at levere et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt, tager den nationale
tilsynsmyndighed hensyn til interessen i at opnå konvergerende reguleringsvilkår
for engrosadgangsforanstaltninger i hele EU, til den nuværende og fremtidige
situation for infrastrukturbaseret konkurrence og markedets udvikling i retning
af konkurrerende næstegenerationsnet, til investeringer foretaget af
henholdsvis operatører, der anses for at have en stærk markedsposition, og af
adgangssøgende, samt til disse investeringers afskrivningsperiode. Den
nationale tilsynsmyndighed fastsætter om nødvendigt en overgangsperiode for
afløsning af et eksisterende bredbåndsadgangsprodukt med et europæisk virtuelt
bredbåndsadgangsprodukt. 5.
Uanset artikel 9, stk. 3, i direktiv 2002/19/EF skal den nationale
tilsynsmyndighed sikre offentliggørelse af et standardtilbud, der mindst
indeholder de elementer, der findes i bilag I, henholdsvis pkt. 1, 2 eller 3,
hvis en operatør er forpligtet til at udbyde et europæisk virtuelt
bredbåndsadgangsprodukt, jf. artikel 8 og 12 i nævnte direktiv. 6.
Uanset artikel 16, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF anvender en national
tilsynsmyndighed ikke en obligatorisk opsigelsesfrist, før den fjerner en
tidligere pålagt forpligtelse om at udbyde et europæisk virtuelt
bredbåndsadgangsprodukt, som opfylder de indholdsmæssige krav og parametre i
artikel 17, stk. 1, og i bilag I, pkt. 2, i nærværende forordning, hvis den
pågældende operatør frivilligt forpligter sig til at udbyde et sådant produkt
på tredjeparters opfordring på redelige og rimelige vilkår en i yderligere
periode på tre år. 7.
Hvis en national tilsynsmyndighed i forbindelse med en vurdering efter stk. 2
eller 3 overvejer, om den skal pålægge eller bevare priskontrol for
bredbåndsadgang til næstegenerationsnet i henhold til artikel 13 i direktiv
2002/19/EF enten i form af et europæisk virtuelt bredbåndsadgangsprodukt eller
andet, tager den hensyn til konkurrencesituationen for så vidt angår priser, udvalg
og kvaliteten af de produkter, der tilbydes på detailniveau. Den tager hensyn
til effektiviteten af beskyttelsen mod diskrimination på engrosniveau og i hvor
høj grad, der er infrastrukturbaseret konkurrence fra andre fastnetlinjer eller
trådløse net, og der lægges behørig vægt på den rolle, som den eksisterende
infrastrukturbaserede konkurrence mellem næstegenerationsnet spiller ved yderligere
kvalitetsforbedringer for slutbrugerne, således at det kan afgøres, om
priskontroller på engrosadgang vil være nødvendige eller forholdsmæssige i det
pågældende tilfælde. Artikel 19 – Konnektivitetsprodukter med en
garanteret servicekvalitet 1.
Alle operatører har ret til at udbyde et europæisk konnektivitetsprodukt med en
garanteret servicekvalitet som
angivet i stk. 4. 2.
Alle operatører skal opfylde en hvilken som helst anmodning om at udbyde et
europæiske konnektivitetsprodukt med en garanteret servicekvalitet, som angivet i stk. 4, der er indgivet
skriftligt af en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester med en
tilladelse. Enhver afvisning af at udbyde et europæisk produkt med en garanteret
servicekvalitet skal være baseret på objektive
kriterier. Operatøren informerer om begrundelsen for enhver afvisning senest en
måned efter den skriftlige anmodning. Det
anses for et objektivt grundlag for afvisning, hvis en part, der anmoder om at
få leveret et europæisk konnektivitetsprodukt med en garanteret
servicekvalitet ikke er på sin side i stand til eller
villig til at gøre et europæisk konnektivitetsprodukt med en garanteret servicekvalitet tilgængelig for den part, som har modtaget
anmodningen, på rimelige vilkår, hvis denne anmoder om det, uanset om dette
finder sted i EU eller tredjelande. 3.
Hvis anmodningen afvises, eller der ikke nås en aftale om specifikke vilkår og
betingelser, herunder pris, senest to måneder efter indgivelse af den
skriftlige anmodning, har begge parter ret til at forelægge problemet for de
relevante nationale tilsynsmyndigheder, jf. artikel 20 i direktiv 2002/21/EF. I
sådanne tilfælde finder artikel 3, stk. 6, i nærværende forordning anvendelse. 4.
Udbud af et konnektivitetsprodukt anses for udbud af et europæisk
konnektivitetsprodukt med en garanteret servicekvalitet, hvis det leveres i henhold til de
minimumsparametre, der er opført i bilag II, og det kumulativt opfylder
følgende indholdsmæssige krav: a)
mulighed for at tilbyde det som et højkvalitetsprodukt i hele EU b)
det giver tjenesteudbydere mulighed for at opfylde deres slutbrugeres behov c)
omkostningseffektivitet under hensyntagen til eksisterende løsninger, der kan
leveres på samme net e)
driftsmæssig effektivitet, navnlig for så vidt angår begrænsning af
implementeringshindringer og udrulningsomkostninger for kunder, i det omfang
det er muligt, og f)
sikring af, at reglerne om beskyttelse af privatlivets fred, personoplysninger,
nettenes sikkerhed og integritet og gennemsigtighed i overensstemmelse med
EU-retten overholdes. 5.
Kommissionen beføjes til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel
32 for at tilpasse bilag II i lyset af den markedsmæssige og teknologiske
udvikling, således at det fortsat er muligt at leve op til de indholdsmæssige
krav i stk. 4. Artikel 20 – Foranstaltninger i forbindelse
med europæiske adgangsprodukter 1.
Kommissionen vedtager inden 1. januar 2016 gennemførelsesretsakter, der
fastsætter ensartede tekniske og metodologiske regler for gennemførelse af et europæisk
virtuelt bredbåndsadgangsprodukt i henhold til artikel 17 og til bilag I, pkt.
1, i overensstemmelse med de kriterier og parametre, der er angivet deri, og
for at sikre, at funktionaliteten i sådanne virtuelle engrosadgangsprodukter
til næstegenerationsnet svarer til funktionaliteterne i fysisk adskilte pakkede
adgangsprodukter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. 2.
Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter ensartede tekniske
og metodologiske regler for gennemførelsen af en eller flere europæiske
adgangsprodukter i henhold til artikel 17 og 19 og til bilag I, pkt. 2 og 3, og
bilag II i overensstemmelse med de respektive kriterier og parametre, der er
fastsat deri. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. KAPITEL IV
Slutbrugeres harmoniserede rettigheder Artikel 21 – Afskaffelse af hindringer og
diskrimination 1.
Slutbrugeres frihed til at bruge offentlige elektroniske kommunikationsnet
eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, der udbydes
af en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, må ikke begrænses af
offentlige myndigheder. 2.
Udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden anvender ingen
diskriminerende krav eller brugs- eller adgangsbetingelser for slutbrugere
baseret på disses nationalitet eller bopælssted, medmindre sådanne forskelle er
objektivt begrundede. 3. Udbydere af elektronisk
kommunikation til offentligheden må ikke benytte takster for EU-intern
kommunikation, der termineres i en anden medlemsstat, som er højere end
nedenstående, medmindre det kan begrundes objektivt: a)
for fastnetkommunikation må taksterne ikke overstige taksten for indenlandsk fjernkommunikation,
og b)
for mobilkommunikation må taksterne ikke overstige eurotarifferne for
henholdsvis reguleret tale- og sms-roamingkommunikation i forordning (EF)
nr. 531/2012. Artikel 22 - Bilæggelse af
grænseoverskridende tvister 1.
De udenretslige procedurer, der er fastsat i henhold til artikel 34, stk. 1, i
direktiv 2002/22/EF finder også anvendelse på tvister i forbindelse med aftaler
mellem forbrugere og andre slutbrugere i det omfang, de udenretlige procedurer
også er tilgængelige for dem, og udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden, som er etableret i en anden medlemsstat. For tvister, der er
omfattet af direktiv 2013/11/EU[33],
finder bestemmelserne i dette direktiv. Artikel 23 – Frihed til at udbyde og
benytte det åbne internet og rimelig styring af internettrafikken 1. Slutbrugerne har frihed til at tilgå og
udbrede oplysninger og indhold, og bruge applikationer og tjenester, de selv
vælger, via deres internetadgangstjeneste. Slutbrugerne har
frihed til at indgå aftaler om datamængder og -hastigheder med udbydere af
internetadgangstjenester og til at benytte ethvert tilbud fra udbydere af
internetindhold, ‑applikationer og -tjenester i henhold til enhver sådan
aftale om datamængder. 2. Slutbrugere
har også frihed til at indgå aftaler enten med udbydere af elektronisk
kommunikation til offentligheden eller med udbydere af indhold, applikationer
og tjenester om udbud af specialtjenester med en bedre servicekvalitet. For at muliggøre
udbud af specialtjenester til slutbrugere har udbydere af indhold,
applikationer og tjenester og udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden frihed til at indgå aftaler med hinanden om at videregive den
pågældende datavolumen eller -trafik som specialtjenester med en defineret
servicekvalitet eller en kapacitet til bestemte formål. Udbud af
specialtjenester må ikke gentaget og vedvarende medføre en generel forringelse
af internetadgangstjenesternes servicekvalitet. 3. Denne artikel
berører ikke EU-lovgivning eller national lovgivning vedrørende lovligheden af
det indhold eller de oplysninger, applikationer og tjenester, der videregives. 4. Udøvelsen af
de friheder, der er fastlagt i stk. 1 og 2, fremmes ved at give fuldstændige
oplysninger i henhold til artikel 25, stk. 1, artikel 26, stk. 2, og artikel
27, stk. 1 og 2. 5. Inden for grænserne af de kontraktuelt
aftalte datamængder og -hastigheder for internetadgangstjenester begrænser
udbydere af internetadgangstjenester ikke de rettigheder, der er fastlagt i
stk. 1, ved at blokere, bremse, nedgradere eller diskriminere specifikt indhold
eller specifikke applikationer eller tjenester eller specifikke typer heraf,
undtagen i tilfælde hvor det er nødvendigt at anvende rimelige
trafikstyringsforanstaltninger. Rimelige trafikstyringsforanstaltninger er gennemsigtige,
ikke-diskriminerende, forholdsmæssige og nødvendige for at: a) gennemføre en retsforskrift eller en
retskendelse eller for at forebygge eller hindre alvorlig kriminalitet b) opretholde integritet og sikkerhed for
nettet, de tjenester, der udbydes via nettet, og slutbrugernes terminaler c) forebygge videresendelse af uopfordret
kommunikation til slutbrugere, der tidligere har givet tilladelse til sådanne
restriktive foranstaltninger d) minimere
virkningen af midlertidige eller ekstraordinære overbelastninger af nettet,
forudsat at ækvivalente typer trafik behandles ens. Rimelig
trafikstyring medfører kun nødvendig og forholdsmæssig behandling af data for
at opfylde formålet med dette stykke. Artikel 24 - Beskyttelse af
tjenestekvalitet 1. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer og
overvåger nøje slutbrugeres faktiske evne til at nyde godt af frihederne i
artikel 23, stk. 1 og 2, overholdelsen af artikel 23, stk. 5, og den fortsatte
tilgængelighed af ikke-diskriminerende internetadgangstjenester med
kvalitetsniveauer, der afspejler de teknologiske fremskridt ikke hindres af
specialtjenester. I samarbejde med andre kompetente nationale myndigheder
overvåger de også specialtjenesters virkning på den kulturelle mangfoldighed og
innovation. De nationale tilsynsmyndigheder indberetter årligt resultatet af
deres overvågning og konklusioner til Kommissionen og BEREC. 2. For at forhindre generel forringelse af
internetadgangstjenesternes servicekvalitet eller for at sikre slutbrugernes
mulighed for at have adgang til og udbrede indhold og oplysninger eller for at benytte
applikationer og tjenester efter eget valg, skal de nationale tilsynsmyndigheder
have beføjelse til at pålægge udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden mindstekrav til servicekvalitet. De nationale
tilsynsmyndigheder skal i god tid, inden de pålægger sådanne krav, sende
Kommissionen et sammendrag af begrundelsen herfor, de planlagte krav og den
foreslåede fremgangsmåde. Disse oplysninger skal ligeledes stilles til rådighed
for BEREC. Kommissionen kan efter at have undersøgt sådanne oplysninger
fremsætte kommentarer eller henstillinger herom, navnlig med henblik på at
sikre, at de planlagte krav ikke påvirker det indre markeds funktionsevne
negativt. De planlagte krav kan ikke vedtages i en tomånedersperiode fra
Kommissionen har modtaget de fuldstændige oplysninger, medmindre andet aftales
mellem Kommissionen og den nationale tilsynsmyndighed, eller Kommissionen har underrettet
de nationale tilsynsmyndigheder om en kortere undersøgelsesperiode eller
Kommissionen har fremsat kommentarer eller henstillinger. De nationale
tilsynsmyndigheder tager størst muligt hensyn til Kommissionens bemærkninger og
henstillinger og meddeler Kommissionen og BEREC de vedtagne krav. 3. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesretsakter, der fastlægger ensartede betingelser for
gennemførelsen af nationale tilsynsmyndigheders krav i medfør af denne artikel.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel
33, stk. 2. Artikel 25 - Gennemsigtighed og
offentliggørelse af oplysninger 1. Udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden offentliggør med undtagelse af tilbud, som forhandles
individuelt, gennemsigtige, sammenlignelige, tilstrækkelige og ajourførte
oplysninger om: a) deres navn, adresse og kontaktoplysninger b) de tjenester, der tilbydes for hver takstplan,
og de relevante tjenestekvalitetsparametre, de gældende priser (inklusive
afgifter for forbrugere) og andre gældende gebyrer (adgang, forbrug,
vedligeholdelse og andre supplerende gebyrer), samt omkostninger til
terminaludstyr c) gældende takster vedrørende numre og tjenester,
der er underlagt særlige prisvilkår d) kvaliteten af deres tjenester i henhold til
gennemførelsesretsakter, jf. stk. 2 e) internetadgangstjenester, hvis disse tilbydes,
der specificerer følgende: i)
faktisk tilgængelige up- og downloadhastigheder i slutbrugerens bopælsstat,
herunder i spidsbelastningsperioder ii)
datamængdebegrænsninger, om nogen, priserne for at øge den tilgængelige datavolumen
på vedvarende eller ad hoc-basis, datahastigheden og omkostninger herfor, når
den aftalte datamængde er forbrugt, hvis den er begrænset, og slutbrugernes
mulighed for på ethvert tidspunkt at overvåge deres forbrug iii)
en klar og forståelig forklaring på, hvordan datamængdebegrænsninger, den
faktisk tilgængelige hastighed og andre kvalitetsparametre og den samtidige
brug af specialtjenester med en bedre servicekvalitet i praksis kan påvirke
forbruget af indhold, applikationer og tjenester iv)
oplysninger om eventuelle procedurer indført af udbyderen til at måle og styre
trafikken for at undgå overbelastning af et net og om, hvorledes disse
procedurer kan påvirke tjenestekvaliteten og beskytte personoplysninger f)
foranstaltninger, der træffes for at sikre lige adgang for handicappede
slutbrugere, herunder jævnligt ajourførte oplysninger om produkter og
tjenester, der er beregnet til dem, g) deres standardkontraktvilkår og -betingelser, herunder enhver
minimumkontraktperiode, de betingelser for og gebyrer, der skal betales ved
tidlig ophævelse af en kontrakt, procedurer og direkte gebyrer i forbindelse
med overdragelser og nummerportabilitet og andre identifikatorer samt
kompensationsordninger ved forsinkelser og misbrug i forbindelse med
overdragelser h) adgang til alarmtjenester og oplysninger om den
kaldende abonnents geografiske placering for alle tilbudte tjenester, enhver
begrænsning i udbuddet af alarmtjenester efter artikel 26 i direktiv 2002/22/EF
og enhver ændring hertil i) rettigheder i forbindelse med forsyningspligtydelser,
herunder de faciliteter og tjenester, der er nævnt i bilag I i direktiv
2002/22/EF, hvis det er relevant. Oplysningerne skal offentliggøres i et klart, fyldestgørende og let
tilgængeligt format på de(t) officielle sprog i medlemsstaten, hvor tjenesten
udbydes, og ajourføres jævnligt. På anmodning
meddeles disse oplysninger den relevante nationale tilsynsmyndighed inden
offentliggørelse. Enhver forskel på de betingelser, der anvendes for forbrugere
og andre slutbrugere, tydeliggøres. 2. Kommissionen kan vedtage
gennemførelsesretsakter, der fastlægger metoder for måling af
internetadgangstjenesters hastighed, tjenestekvalitetsparametre og metoder til
at måle dem, og indhold, form og art oplysninger, der skal offentliggøres, herunder
mulige kvalitetscertificeringsordninger. Kommissionen
kan tage hensyn til de parametre, definitioner og målemetoder, der er fastlagt
i bilag III i direktiv 2002/22/EF. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter
undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. 3. Slutbrugere skal have adgang til uafhængige
evalueringsværktøjer, der giver dem mulighed for at sammenligne elektroniske
kommunikationsnets og -tjenesters niveau og omkostningerne ved alternative
forbrugsmønstre. Med henblik herpå etablerer medlemsstaterne en frivillig
certificeringsordning for interaktive websteder, guider og lignende værktøjer.
Certificering bevilliges på grundlag af objektive, gennemsigtige og
forholdsmæssige krav, navnlig i forhold til uafhængighed fra enhver udbyder af elektronisk
kommunikation til offentligheden, brug af almindeligt sprog, udbud af
fuldstændige og ajourførte oplysninger og anvendelse af en effektiv
klagehåndteringsprocedure. Hvis der på markedet ikke er adgang til
certificerede sammenligningsfaciliteter, som udbydes gratis eller til en
rimelig pris, gør den nationale tilsynsmyndighed eller en anden kompetent
myndighed sådanne faciliteter tilgængelige selv eller via tredjeparter i
henhold til certificeringskravene. De oplysninger, der offentliggøres af udbydere
af elektronisk kommunikation til offentligheden, skal være tilgængelige og
gratis med henblik på at gøre sammenligningsfaciliteter tilgængelige. 4. På anmodning fra de relevante offentlige
myndigheder udleverer udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden
gratis oplysninger af offentlig interesse til slutbrugerne, hvis det er
relevant, ved hjælp af de midler, som de plejer at bruge til at kommunikere med
slutbrugerne. I så fald leverer de relevante offentlige myndigheder
oplysningerne til udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden i et
standardformat, og disse kan blandt andet omfatte følgende emner: a) de mest gængse former for anvendelse af
elektroniske kommunikationstjenester til at foretage ulovlige handlinger eller
formidle skadeligt indhold, især hvor dette kan skade respekten for andres
rettigheder og frihedsrettigheder, herunder overtrædelser af
databeskyttelsesrettigheder, ophavsretten og beslægtede rettigheder og de
retlige konsekvenser heraf, og b) midlerne til beskyttelse af den personlige
sikkerhed og ulovlig adgang til personoplysninger i forbindelse med brug af
elektroniske kommunikationstjenester. Artikel 26 - Oplysningskrav vedrørende
aftaler 1.
Før en aftale om levering af forbindelse til et offentligt elektronisk
kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske
kommunikationstjenester bliver bindende, skal udbydere af elektronisk
kommunikation til offentligheden mindst give forbrugeren, og andre slutbrugere
med mindre andet er udtrykkeligt aftalt, følgende oplysninger: a)
udbyderens identitet, adresse og kontaktoplysninger samt adresse og
kontaktoplysninger for klager, hvis disse er anderledes b)
de udbudte tjenesters vigtigste kendetegn, herunder navnlig: i)
typer af tilbudte tjenester for hver takstplan, den inkluderede
kommunikationsmængde og alle relevante tjenestekvalitetsparametre, herunder
tidspunkt for etablering af den nye tilslutning ii)
hvorvidt og i hvilken medlemsstat, der gives adgang til alarmtjenester og
oplysninger om den kaldende abonnents geografiske placering, samt begrænsninger
i leveringen af alarmtjenester i henhold til artikel 26 i direktiv 2002/22/EF iii)
hvilke typer af garantier, vedligeholdelsestjenester og kundesupporttjenester,
der ydes, betingelser og priser for disse tjenester, og midler til at komme i
kontakt med disse tjenester iv)
begrænsninger, som udbyderen pålægger brugen af det leverede terminaludstyr,
herunder oplysninger, hvordan terminaludstyret låses op, og hvilke gebyrer det
medfører, hvis kontrakten ophæves før udgangen af minimumskontraktperioden c)
detaljer vedrørende pris- og takstoplysninger (inklusive skatter og eventuelle
andre supplerende gebyrer for forbrugere) og måden, hvorpå ajourførte
oplysninger om alle gældende takster og gebyrer gøres tilgængelige d)
tilbudte betalingsmetoder og prisforskelle som følge af betalingsmetoden, samt
tilgængelige faciliteter til at sikre gennemskuelige regninger og overvågning
af forbruget e)
kontraktens varighed og vilkår for forlængelse og afbrydelse heraf, herunder: i)
eventuelle mindsteanvendelses- eller mindstevarighedskrav, som skal være
opfyldt, for at abonnenten kan nyde godt af reklamefremstød ii)
eventuelle gebyrer i forbindelse med overdragelse, nummerportabilitet og andre
identifikatorer, herunder kompensationsordninger ved forsinkelser og misbrug i
forbindelse med overdragelser iii) eventuelle
gebyrer, der skal betales ved tidlig ophævelse af en aftale, herunder eventuel
omkostningsdækning for terminaludstyr (på grundlag af sædvanlige
afskrivningsmetoder) og andre kampagnefordele (på et tidsproportionalt
grundlag) f)
eventuelle kompensations- og tilbagebetalingsordninger, herunder en eksplicit
henvisning til slutbrugernes lovfæstede rettigheder, som finder anvendelse,
hvis det kontraktfæstede kvalitetsniveau ikke opfyldes g)
hvis der foreligger en forpligtelse i henhold til artikel 25 i direktiv
2002/22/EF, slutbrugernes muligheder med hensyn til, om de ønsker deres
personoplysninger optaget i en abonnentfortegnelse, og hvilke oplysninger det
drejer sig om h)
for handicappede slutbrugere, detaljer om de produkter og tjenester, der
beregnet til dem i)
midler til at indlede tvistbilæggelsesprocedurer, herunder grænseoverskridende
tvister, i henhold til artikel 34 i direktiv 2002/22/EF og artikel 22 i
nærværende forordning j) hvilken type handlinger udbyderen kan foretage
som reaktion på sikkerheds- eller integritetshændelser eller trusler og
sårbarheder. 2.
Ud over bestemmelserne i stk. 1 oplyser udbydere af elektronisk kommunikation
til offentligheden slutbrugere, medmindre andet er aftalt med en slutbruger,
som ikke er en forbruger, som minimum følgende oplysninger, for så vidt angår
deres internetadgangstjenester: a)
datamængdebegrænsninger, om nogen, priserne for at øge den tilgængelige
datavolumen på vedvarende eller ad hoc-basis, datahastigheden og omkostninger
hertil efter den pågældende datamængde er forbrugt, hvis den er begrænset, og
hvordan slutbrugerne på ethvert tidspunkt kan overvåge deres forbrug b)
de faktisk tilgængelige up- og downloadhastigheder på slutbrugerens
hovedadresse, herunder faktiske største og mindste hastigheder,
gennemsnitshastigheder og hastigheder i spidsbelastningsperioder, herunder de
mulige konsekvenser ved at tillade adgang gennem en tredjeparts radiobaserede
lokale datanet c)
andre tjenestekvalitetsparametre d)
oplysninger om eventuelle procedurer indført af udbyderen til at måle og styre
trafikken for at undgå overbelastning af et net og om, hvorledes disse
procedurer kan påvirke tjenestekvaliteten og beskytte personoplysninger e)
en klar og forståelig forklaring på, hvordan mængdebegrænsninger, den faktisk
tilgængelige hastighed og andre kvalitetsparametre og den samtidige brug af
specialtjenester med en bedre servicekvalitet i praksis kan påvirke forbruget
af indhold, applikationer og tjenester. 3. Oplysningerne
i stk. 1 og 2 gives på en klar, fyldestgørende og let tilgængelige måde og på
et sprog, der er officielt i den medlemsstat, hvor slutbrugeren er bosat, og de
ajourføres jævnligt. De udgør en integreret del af aftalen og ændres ikke,
medmindre de kontraherende parter udtrykkeligt bliver enige om det.
Slutbrugeren modtager en kopi af aftalen på skrift. 4.
Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastlægger detaljerne for
de informationskrav, der er opført i stk. 2. Disse gennemførelsesretsakter
vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 33, stk. 2. 5. Kontrakten skal også på opfordring fra de
relevante offentlige myndigheder indeholde eventuelle oplysninger fra disse
myndigheder om brug af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til at
drive ulovlig virksomhed eller formidle skadeligt indhold, samt om midler til
at beskytte mod trusler mod den personlige sikkerhed og ulovlig behandling af
personoplysninger, jf. artikel 25, stk. 4, som er relevante for den pågældende
ydelse. Artikel 27 - Kontrol af forbrug 1.
Udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden tilbyder slutbrugerne
muligheden for gratis at vælge en facilitet, der giver oplysninger om det
akkumulerede forbrug af forskellige elektroniske kommunikationstjenester
udtrykt i den valuta, som slutbrugeren faktureres i. Sådan en facilitet
garanterer, at den akkumulerede udgift i en specifik brugsperiode ikke
overstiger den af slutbrugeren fastsatte økonomiske grænse uden dennes samtykke.
2.
Udbydere af elektroniske kommunikation til offentligheden sikrer, at der sendes
en passende meddelelse til slutbrugeren, når forbruget af tjenesteydelser har
nået 80 % af den økonomiske grænse, der er fastsat i henhold til stk. 1.
Meddelelsen skal angive proceduren for at fortsætte med at få leveret disse
tjenester, herunder deres omkostning. Udbyderen ophører med at levere den
pågældende tjeneste og fakturere slutbrugeren for den, hvis det betyder, at den
økonomiske grænse overskrides, medmindre og indtil slutbrugeren anmoder om
fortsat at få leveret eller fornyer disse tjenester. Efter at have nået den
økonomiske grænse er slutbrugeren stadig i stand til at modtage opkald og
sms-beskeder samt ringe til frikaldsnumre og alarmtjenester ved at ringe gratis
til det fælleseuropæiske alarmnummer 112 indtil udløbet af den aftalte
faktureringsperiode. 3.
Udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden giver umiddelbart
forud for etablering af opkaldet slutbrugerne mulighed for nemt og uden
omkostninger at tilgå oplysninger om gældende takster for alle numre og
tjenester, der er underlagt særlige prisvilkår, medmindre den nationale
tilsynsmyndighed tidligere har godkendt en afvigelse af
proportionalitetshensyn. Enhver af disse oplysninger skal gives på en
sammenlignelig måde på tværs af alle numre og tjenester. 4. Udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden tilbyder slutbrugere mulighed for at vælge gratis at modtage
udspecificerede regninger. Artikel 28 - Opsigelse af aftaler 1.
Aftaler indgået mellem forbrugere og udbydere af elektronisk kommunikation til
offentligheden må ikke have en minimumsvarighed over 24 måneder. Udbydere af
elektronisk kommunikation til offentligheden tilbyder slutbrugere mulighed for
at indgå en aftale med en maksimal varighed af 12 måneder. 2.
Forbrugere og andre slutbrugere har ret til at opsige aftalen med en måneds
varsel, hvis der er gået seks måneder eller mere, siden aftalen blev indgået,
medmindre de har aftalt andet. Der skal ikke betales anden
kompensation end restværdien af subsidieret udstyr, der fulgte med aftalen, da
den blev indgået, og en tidsproportional tilbagebetaling for eventuelle
kampagnefordele, der var betegnet som sådan ved aftalens indgåelse. Eventuelle restriktioner på brug af terminaludstyr på
andre net fjernes gratis af udbyderen senest ved betaling af en eventuel
kompensation. 3.
Hvis aftalerne eller national lovgivning fastsætter, at kontraktperioder
forlænges stiltiende, informerer udbyderen af elektronisk kommunikation til
offentligheden slutbrugeren i rimelig tid, således at slutbrugeren har mindst
en måned til at modsætte sig den stiltiende forlængelse. Hvis slutbrugeren ikke
modsætter sig, anses aftalen for at være en løbende aftale, der kan opsiges af
slutbrugeren når som helst med en måneds varsel og uden nogen omkostninger. 4.
Slutbrugere har ret til at opsige deres aftaler uden nogen omkostninger ved
meddelelse om ændringer i aftalevilkårene, som foreslås af udbyderen af
elektronisk kommunikation til offentligheden, medmindre de foreslåede ændringer
udelukkende er til fordel for slutbrugeren. Udbydere skal med passende frist på
mindst en måned underrette slutbrugerne om sådanne ændringer, og skal samtidig
underrette dem om deres ret til at opsige aftalen gratis, hvis de ikke accepterer
de nye betingelser. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. 5.
Enhver væsentlig og ikke midlertidig uoverensstemmelse mellem den faktiske
hastighed eller andre kvalitetsparametre og den hastighed og de
kvalitetsparametre, der er angivet af udbyderen af elektronisk kommunikation
til offentligheden, jf. artikel 26, anses for en afvigelse fra det aftalte
tjenesteniveau med henblik på at fastlægge slutbrugerens afhjælpende
foranstaltninger i henhold til national lovgivning. 6.
Et abonnement på supplerende tjenester, der udbydes af samme udbyder af
elektronisk kommunikation til offentligheden bevirker ikke, at den indledende
aftaleperiode begynder forfra, medmindre prisen for de supplerende tjenester i
væsentlig grad overstiger prisen på de indledende tjenester, eller de
supplerende tjenester tilbydes til en særlig tilbudspris, som er forbundet med
fornyelsen af en eksisterende aftale. 7.
Udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden anvender betingelser
og procedurer for opsigelse af aftaler, som ikke hindrer eller hæmmer skift af
tjenesteudbyder. Artikel 29 - Pakketilbud Hvis
en pakke af tjenester, der tilbydes forbrugere mindst omfatter en forbindelse
til et elektronisk kommunikationsnet eller en elektronisk
kommunikationstjeneste, finder artikel 28 og 30 i nærværende forordning
anvendelse på alle elementerne i pakken. KAPITEL V
Lettere skift af udbyder Artikel 30 - Overdragelse og
nummerportabilitet 1.
Alle slutbrugere med numre fra en national telefonnummerplan, som ønsker det,
har ret til at bevare deres nummer uafhængigt af, hvilken udbyder af
elektronisk kommunikation til offentligheden, der udbyder tjenesten i henhold
til del C i bilag I til direktiv 2002/22/EF, forudsat at udbyderen er en
udbyder af elektronisk kommunikation i den medlemsstat, som den nationale
nummerplan tilhører, eller er en europæisk udbyder af elektronisk
kommunikation, som har meddelt den kompetente tilsynsmyndighed i hjemlandet, at
den udbyder eller agter at udbyde disse tjenester i den medlemsstat, som den
nationale nummerplan tilhører. 2.
Prisen mellem udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden, som
vedrører udbud af nummerportabilitet, er omkostningsorienteret, og direkte
gebyrer til slutbrugerne, hvis sådanne anvendes, må ikke virke hæmmende for, at
slutbrugeren skifter udbyder. 3.
Nummerportering og aktivering af numre udføres inden for det kortest mulige
tidsrum. For slutbrugere, som har indgået en aftale om at portere et nummer til
en ny udbyder, aktiveres deres nummer inden for en arbejdsdag fra indgåelsen af
en sådan aftale. Tab af tjeneste under porteringsprocessen må, hvis det
forekommer, ikke overstige én arbejdsdag. 4.
Den modtagende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden forestår
overdragelses- og porteringsprocessen. Slutbrugere modtager tilstrækkelige
oplysninger om overdragelsen før og under overdragelsesprocessen, såvel som
straks efter at processen er afsluttet. Slutbrugere overdrages ikke til en
anden udbyder imod deres vilje. 5.
Slutbrugernes aftaler med overdragende udbydere af elektronisk kommunikation
til offentligheden opsiges automatisk, efter at overdragelsen er gennemført.
Overdragende udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden
refunderer overskydende kredit til forbrugere, der anvender forudbetalte
tjenester. 6.
Udbydere af elektronisk kommunikation til offentligheden, som forårsager
forsinkelser eller misbrug i forbindelse med overdragelser, bl.a. ved ikke
rettidigt at gøre de nødvendige oplysninger for portering tilgængelige, er
forpligtet til at kompensere slutbrugere, som udsættes for denne type
forsinkelser eller misbrug. 7.
Hvis en slutbruger, der overdrages til en ny udbyder af
internetadgangstjenester, har en e-mailadresse, der udbydes af den overdragende
udbyder, videresender sidstnævnte gratis på opfordring fra slutbrugeren al
e-mailkommunikation, der sendes til denne tidligere e-mailadresse til en
e-mailadresse, som slutbrugeren angiver, i en periode på 12 måneder. Denne
tjeneste med videresendelse af e-mails omfatter et automatisk svar til alle
afsendere af e-mails, hvori de meddeles slutbrugerens nye e-mailadresse.
Slutbrugeren har mulighed for at anmode om ikke at afsløre den nye
e-mailadresse i det automatiske svar. Efter
perioden på 12 måneder giver den overdragende udbyder af elektronisk
kommunikation til offentligheden slutbrugeren mulighed for at forlænge den
periode, hvori e-mails videresendes, om nødvendigt mod et gebyr. Den
overdragende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden tildeler
ikke en anden slutbruger slutbrugerens oprindelige e-mailadresse, før der er
gået to år fra aftalens opsigelse, eller i den periode, hvori e-mails
videresendes. 8.
Den kompetente nationale myndighed kan fastsætte de overordnede procedurer for
overdragelse og portering, herunder ved at indføre passende sanktioner for
udbydere og kompensationer til slutbrugere. De tager hensyn til den nødvendige
beskyttelse af slutbrugerne gennem hele overdragelsesprocessen og behovet for
at sikre effektivitet i processen. Kapitel VI
Organisatoriske og afsluttende bestemmelser Artikel 31 - Sanktioner Medlemsstaterne
fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og
træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres.
Sanktionerne skal være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende
virkning. Medlemsstaterne giver senest den 1. juli 2016 Kommissionen meddelelse
om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for
bestemmelserne. For
så vidt angår europæiske udbydere af elektronisk kommunikation pålægges
sanktioner i overensstemmelse med kapitel II vedrørende de respektive
kompetencer for de nationale tilsynsmyndigheder i hjemlandet og
værtsmedlemsstaten. Artikel 32 - Delegation af beføjelser 1.
Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i
denne artikel fastlagte betingelser. 2.
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, jf.
artikel 17, stk. 2, og artikel 19, stk. 5, for en ubestemt periode fra
[forordningens ikrafttrædelsesdato]. 3.
Den i artikel 17, stk. 2, og artikel 19, stk. 5, omhandlede delegation af
beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet
i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning
dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende
eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen.
Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft. 4.
Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt
Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom. 5.
En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 17, stk. 2, og artikel
19, stk. 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har
gjort indsigelse inden for en frist på 2 måneder fra meddelelsen af den
pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis
Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret
Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges
med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. Artikel 33 – Udvalgsprocedure 1.
Kommissionen bistås af Kommunikationsudvalget, der er nedsat ved artikel 22,
stk. 1, i direktiv 2002/21/EF. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i
forordning (EU) nr. 182/2011. 2. Når der henvises til dette
stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011. Artikel 34 - Ændring af direktiv
2002/20/EØF I
artikel 3, stk. 2, udgår det andet afsnit. Artikel 35 - Ændring af direktiv 2002/21/EF I
direktiv 2002/21/EF foretages følgende ændringer: 1)
I artikel 1 tilføjes som nyt stk. 6: "Dette direktiv og særdirektiverne fortolkes og
anvendes i sammenhæng med bestemmelserne i forordning (EU) nr. [XX/2014]." 2)
I artikel 7a foretages følgende ændringer: –
a) Stk. 1, første afsnit, affattes således: "1. Hvis en planlagt foranstaltning, der er omfattet
af artikel 7, stk. 3, sigter mod at indføre, ændre eller ophæve en
forpligtelse, der er pålagt en operatør i medfør af artikel 16 sammenholdt med
artikel 5 og artikel 9-13 i direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet) og artikel
17 i direktiv 2002/22/EF (forsyningspligtdirektivet), kan Kommissionen inden
for den frist på en måned, der er fastsat i nærværende direktivs artikel 7,
stk. 3, underrette den pågældende nationale tilsynsmyndighed og BEREC om
årsagerne til, at den mener, at udkastet til foranstaltning vil skabe
hindringer for det indre marked, eller om, at den er stærkt i tvivl om
foranstaltningens forenelighed med EU-retten, i givet fald under hensyntagen
til en eventuel henstilling vedtaget i henhold til nærværende direktivs artikel
19, stk. 1, vedrørende harmoniseret anvendelse af bestemmelserne i nærværende
direktiv og særdirektiverne. I et sådant tilfælde vedtages udkastet til
foranstaltning ikke før yderligere tre måneder efter, at Kommissionen har
underrettet den pågældende tilsynsmyndighed." –
b) Stk. 2, affattes således: "2. Inden for den i stk. 1 omhandlede
tremånedersperiode arbejder Kommissionen, BEREC og den pågældende nationale
tilsynsmyndighed tæt sammen for at finde frem til den mest hensigtsmæssige og
effektive foranstaltning i lyset af målene i artikel 8 og under behørig
hensyntagen til markedsdeltagernes synspunkter og behovet for at sikre
udviklingen af en ensartet tilsynspraksis. Når den påtænkte foranstaltning har
til formål at pålægge, ændre eller tilbagekalde en forpligtelse for en
europæisk udbyder af elektronisk kommunikation i henhold til forordning (EU)
nr. [XXX/2014] i en værtsmedlemsstat, kan den nationale tilsynsmyndighed i
hjemlandet også deltage i dette samarbejde. –
c) I stk. 5 indsættes følgende litra aa): "aa) træffe en
afgørelse, som pålægger den berørte nationale tilsynsmyndighed at trække
udkastet til foranstaltninger tilbage, sammen med specifikke forslag om at
ændre det, når den påtænkte foranstaltning tager sigte på at pålægge, ændre
eller tilbagekalde en forpligtelse for en europæisk udbyder af elektronisk
kommunikation i henhold til forordning (EU) nr. [XXX/2014]." –
d) I stk. 6 indsættes følgende nye afsnit: "Artikel 7, stk. 6, finder anvendelse i sager, hvor
Kommissionen træffer en afgørelse i henhold til stk. 5, litra aa)." 3) I artikel 15
foretages følgende ændringer: –
a) I stk. 1 indsættes følgende nye afsnit mellem
første og andet afsnit: "Ved
vurdering af, om et marked har egenskaber, som begrunder indførelsen af
regulerende forhåndsforpligtelser, og dermed skal medtages i henstillingen,
skal Kommissionen navnlig tage hensyn til behovet for konvergerende regulering
i hele Unionen og behovet for at fremme effektive investeringer og innovation i
slutbrugernes interesse og til EU-økonomiens konkurrenceevne på verdensplan
samt til det pågældende markeds relevans, foruden til andre faktorer såsom
bestående infrastrukturbaseret konkurrence på detailniveauet og til konkurrencen med hensyn til pris, valgmuligheder og kvalitet af de
produkter, der tilbydes slutbrugerne. Kommissionen skal overveje alle relevante
begrænsninger af konkurrencen, uanset om de net, tjenester eller applikationer,
som pålægger sådanne begrænsninger anses for at være elektroniske
kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester eller en anden type
tjeneste eller applikation, som er sammenlignelige
fra slutbrugerens synspunkt, med sigte på at fastslå, hvorvidt følgende
tre kriterier kumulativt er opfyldt i Unionen generelt eller en væsentlig del
af den: a)
tilstedeværelsen af store og varige retlige eller reguleringsmæssige hindringer
for markedsadgang b)
markedsstrukturen tenderer ikke mod en reel konkurrencesituation inden for den
relevante tidshorisont, når der ses på stadet af infrastrukturbaseret og anden
konkurrence bag adgangshindringerne c)
konkurrenceretten alene ikke er tilstrækkelig til at afhjælpe de konstaterede
markedssvigt på tilfredsstillende vis." –
b) I stk. 3 indsættes følgende nye afsnit: "Ved
udøvelsen af sine beføjelser i henhold til artikel 7 kontrollerer Kommissionen,
om de tre kriterier i stk. 1 kumulativt er opfyldt, når den undersøger
foreneligheden af EU-retten med et udkast til foranstaltning, som konkluderer: a) at et givet
marked, som ikke er udpeget i henstillingen, har egenskaber, som begrunder
indførelsen af regulerende forpligtelser som følge af de særlige nationale
omstændigheder, eller b) at der for
et marked, som er udpeget i henstillingen, ikke er behov for regulering på
grund af de særlige nationale omstændigheder." 4) Artikel 19,
stk. 1, affattes således: "Hvis
Kommissionen finder, at afvigelser i de nationale tilsynsmyndigheders udførelse
af de opgaver, de er pålagt i henhold til dette direktiv,
særdirektiverne og forordning (EU) nr. [XX/2014],
kan skabe hindringer på det indre marked, kan den under nøje iagttagelse af
BEREC's udtalelse, vedtage en henstilling eller en afgørelse om harmoniseret
anvendelse af bestemmelserne i dette direktiv, særdirektiverne og
forordning (EU) nr. [XX/2014] for at fremme opfyldelsen af målene i
artikel 8, jf. dog artikel 9 i dette direktiv og artikel 6 og 8 i direktiv
2002/20/EF (tilladelsesdirektivet)." Artikel 36 - Ændring af direktiv 2002/22/EF
1. Med virkning
fra den 1. juli 2016 foretages følgende ændringer i direktiv 2002/22/EF: 1) Artikel 1, stk.
3, første punktum, udgår. 2)
Artikel 20, 21, 22 og 30 udgår. 2.
Medlemsstaterne opretholder frem til den 1. juli 2016 alle foranstaltninger,
som gennemfører de i stk. 1 omhandlede bestemmelser i national lovgivning. Artikel 37 – Ændring af forordning (EU) nr.
531/2012 I forordning (EU) nr. 531/2012
foretages følgende ændringer: 1) I artikel 1,
stk. 1, indsættes følgende som nyt tredje afsnit. "Denne
forordning gælder for roamingtjenester, som leveres til slutbrugere i Unionen,
og hvor den indenlandske udbyder er en udbyder af elektronisk kommunikation til
offentligheden i en medlemsstat." 2) I artikel 2,
stk. 2, indsættes følgende litra r): "r) "bilateral eller multilateral
roamingaftale": en eller flere kommercielle eller tekniske aftaler mellem
roamingudbydere, som muliggør en virtuel udvidelse af hjemmenetdækningen og
bæredygtig levering fra hver roamingudbyder af regulerede
detailroamingtjenester på samme prisniveau som deres respektive indenlandske
mobilkommunikationstjenester." 3) I artikel 4
tilføjes som nyt stk. 7: "7. Denne artikel gælder ikke for roamingudbydere, som
leverer regulerede detailroamingtjenester i overensstemmelse med artikel
4a." 4) Følgende nye
artikel 4a indsættes: "Artikel 4a 1. Denne artikel finder anvendelse på roamingudbydere, der:
a) som standard og i alle deres respektive
detailtjenestepakker, som omfatter regulerede roamingtjenester, anvender den
gældende indenlandske tjenestetakst på både indenlandske tjenester og
regulerede roamingtjenester i hele Unionen, som om de regulerede
roamingtjenester forbruges på hjemmenettet, og b) sikrer, at bestemmelserne i litra a) opfyldes af mindst
én roamingudbyder i alle medlemsstater, enten via deres egne net eller gennem
bilaterale eller multilaterale roamingaftaler med andre roamingudbydere. 2. Stk. 1, 6 og 7 forhindrer ikke, at en roamingudbyder kan
begrænse forbruget af regulerede detailroamingtjenester til den gældende
indenlandske tjenestetakst med henvisning til et rimeligt brugskriterium. Ethvert rimeligt brugskriterium skal anvendes på en sådan måde, at
forbrugere, som gør brug af roamingudbyderens
forskellige indenlandske detailpakker, har mulighed for at opretholde
det typiske indenlandske forbrugsmønster, der er knyttet til deres respektive
indenlandske detailtjenestepakker, når de lejlighedsvis rejser i Unionen. En roamingudbyder, som gør brug af denne mulighed, skal i
overensstemmelse med artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr.
XXX/2014 offentliggøre og i overensstemmelse med artikel 26 stk. 1, litra b) og
c), i nævnte forordning anføre detaljerede og kvantificerede oplysninger i sine
kontrakter om, hvordan det rimelige brugskriterium anvendes, med henvisning til
den pågældende detailtjenestepakkes vigtigste pris- og mængdeparametre eller
andre parametre. Senest den 31. december 2014 fastlægger BEREC efter høring
af interesserede parter og i nært samarbejde med Kommissionen generelle retningslinjer
for anvendelsen af rimelige brugskriterier i de kontrakter for detailtjenester,
der udbydes af roamingudbydere, som gør brug af denne artikel. BEREC udarbejder
retningslinjerne med henblik på det overordnede mål i første afsnit, og tager
navnlig hensyn til udviklingen af pris- og forbrugsmønstre i medlemsstaterne,
til konvergensgraden af de indenlandske prisniveauer i hele Unionen, til
eventuelle observerede virkninger af roaming til indenlandske tjenestetakster
på udviklingen af sådanne takster, og til engrosroamingtaksterne for
ikke-balanceret trafik mellem roamingudbydere. Den kompetente nationale tilsynsmyndighed overvåger og
fører tilsyn med anvendelsen af rimelige brugskriterier, og tager i denne
forbindelse størst muligt hensyn til BEREC's generelle retningslinjer, når
disse er vedtaget, og sikrer, at der ikke anvendes urimelige vilkår. 3. Individuelle slutbrugere, som betjenes af en
roamingudbyder, der gør brug af denne artikel, kan på egen anmodning
udtrykkeligt selv vælge at give afkald på fordelen ved, at den gældende
indenlandske takst for tjenester, som gælder for en givet detailpakke, anvendes
på regulerede roamingtjenester, til gengæld for andre fordele, der tilbydes af
den pågældende udbyder. Roamingudbyderen skal gøre disse slutbrugere opmærksom
på, hvilke roamingfordele, de herved går glip af. De nationale
tilsynsmyndigheder overvåger navnlig, om roamingudbydere, som gør brug af denne
artikel, anvender en forretningspraksis, der svarer til en omgåelse af
standardordningen. 4. De regulerede detailtakster for roamingtjenester, som er
fastsat i artikel 8, 10 og 13, gælder ikke for roamingtjenester, som tilbydes
af en roamingudbyder, som gør brug af denne artikel, i det omfang taksten for
disse er på samme niveau som den gældende takst for indenlandske tjenester. Hvis en roamingudbyder, som gør brug af denne artikel,
anvender takster, som er forskellige fra de gældende indenlandske
tjenestetakster for forbrug af regulerede roamingtjenester, som går ud over en
rimelig brug af sådanne tjenester, jf. stk. 2, eller hvis en individuel
slutbruger udtrykkeligt giver afkald på fordelen ved en indenlandsk
tjenestetakst for regulerede roamingtjenester, jf. stk. 3, må taksterne for
disse regulerede roamingtjenester ikke overstige de detailtakster for roaming,
som er fastsat i artikel 8, 10 og 13. 5. En roamingudbyder, som ønsker at gøre brug af denne
artikel, anmelder sin egen erklæring herom og enhver bilateral eller
multilateral aftale, i medfør af hvilken betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og alle
ændringer heraf til BEREC's støttekontor. Den roamingudbyder, som foretager
anmeldelsen, skal i sin anmeldelse forelægge bevis for samtykke til en sådan
anmeldelse fra alle parter i anmeldte bilaterale eller multilaterale
roamingaftaler. 6. I perioden fra den 1. juli 2014 til den 30. juni 2016
finder denne artikel anvendelse på roamingudbydere, som ikke opfylder
betingelserne i stk. 1, hvis de opfylder følgende betingelser: a) roamingudbyderen anmelder sin egen erklæring og alle
relevante bilaterale eller multilaterale roamingaftaler til BEREC's
støttekontor, jf. stk. 5, med en specifik henvisning til dette stykke b) roamingudbyderen sikrer, enten via sine egne net eller
gennem bilaterale eller multilaterale roamingaftaler med andre roamingudbydere,
at betingelserne i litra c), d) og e) er opfyldt i mindst 17 medlemsstater, som
repræsenterer 70 % af befolkningen i Unionen c) roamingudbyderen og alle aftaleparter i henhold til
litra b) giver hver især tilsagn om, senest den 1. juli 2014, eller fra anmeldelsesdatoen,
hvis denne er senere, at tilvejebringe og aktivt tilbyde mindst én detailpakke
med en takstoption, hvor den gældende indenlandske tjenestetakst gælder for
både indenlandske tjenester og regulerede roamingtjenester i hele Unionen, som
om disse regulerede roamingtjenester forbruges på hjemmenettet d) roamingudbyderen og alle aftaleparter i henhold til
litra b) giver hver især tilsagn om, senest den 1. juli 2015 eller fra
anmeldelsesdatoen, hvis denne er senere, at tilvejebringe og aktivt tilbyde sådanne
takstoptioner for detailpakker, som den 1. januar i samme år blev brugt af
mindst 50 % af deres respektive kunder e) roamingudbyderen og alle aftaleparter i henhold til
litra b) giver hver især tilsagn om at opfylde stk. 1, litra b), for alle
deres respektive detailpakker senest den 1. juli 2016. Roamingudbydere, som gør brug af denne artikel, og alle
aftaleparter i henhold til litra b) kan give tilsagn om, som et alternativ til
den i litra d) omhandlede forpligtelse, fra den 1. juli 2015 eller fra anmeldelsesdatoen,
hvis denne er senere, at eventuelle roamingtillæg, som anvendes i tilgift til
den gældende indenlandske tjenestetakst i deres forskellige detailpakker,
samlet set ikke overstiger 50 % af de tillæg, der gjaldt for de pågældende
pakker den 1. januar 2015, uanset om tillæggene er beregnet på grundlag af
enheder, f.eks. taleminutter eller megabytes, tidsrum, f.eks. dage eller uger
roamingtid, eller på et andet grundlag eller en kombination heraf.
Roamingudbydere, som ønsker at gøre brug af denne mulighed, skal påvise
overholdelsen af 50 %-kravet over for den nationale tilsynsmyndighed og
skal forelægge alle nødvendige støttedokumenter, der anmodes om i denne
forbindelse. Hvis roamingudbyderen, der gør brug af denne artikel,
anmelder sin egen erklæring og alle relevante bilaterale og multilaterale
aftaler til BEREC's støttekontor i henhold til første afsnit, litra a), og
dermed bliver omfattet af dette afsnits bestemmelser, er roamingudbyderen og
alle aftaleparter i henhold til litra b) hver især forpligtet til at opfylde
deres respektive tilsagn i overensstemmelse med litra c), d) og e) i første
afsnit, herunder også et eventuelt alternativt tilsagn i forhold til
bestemmelsen i litra d) i samme afsnit, frem til mindst den 1. juli 2018. 7. I perioden fra den 1. juli 2014 til den 30. juni 2016
finder denne artikel anvendelse på roamingudbydere, som ikke opfylder
betingelserne i stk. 1, hvis de opfylder følgende betingelser: a) roamingudbyderen anmelder sin egen erklæring og alle
relevante bilaterale eller multilaterale roamingaftaler til BEREC's
støttekontor, jf. stk. 5, med en specifik henvisning til dette stykke b) roamingudbyderen sikrer, enten via sine egne net eller
gennem bilaterale eller multilaterale roamingaftaler med andre roamingudbydere,
at betingelserne i stk. 1, litra a), er opfyldt i mindst 10 medlemsstater, som
repræsenterer 30 % af befolkningen i Unionen, senest fra den 1. juli 2014
eller fra anmeldelsesdatoen, hvis denne er senere c) roamingudbyderen sikrer, enten via sine egne net eller
gennem bilaterale eller multilaterale roamingaftaler med andre roamingudbydere,
at betingelserne i stk. 1, litra a), er opfyldt i mindst 14 medlemsstater, som
repræsenterer 50 % af befolkningen i Unionen, senest fra den 1. juli 2015
eller fra anmeldelsesdatoen, hvis denne er senere d) roamingudbyderen sikrer, enten via sine egne net eller
gennem bilaterale eller multilaterale roamingaftaler med andre roamingudbydere,
at betingelserne i stk. 1, litra a), er opfyldt i mindst 17 medlemsstater, som
repræsenterer 70 % af befolkningen i Unionen, senest fra den 1. juli 2016. Hvis roamingudbyderen, der gør brug af denne artikel,
anmelder sin egen erklæring og alle relevante bilaterale og multilaterale
aftaler til BEREC's støttekontor i henhold til første afsnit, litra a), og
dermed bliver omfattet af dette afsnits bestemmelser, er den roamingudbyder,
der foretager anmeldelsen, og alle aftaleparter i henhold til litra b) hver
især forpligtet til at opfylde deres respektive tilsagn om at opfylde
betingelserne i stk. 1, litra a), frem til mindst den 1. juli 2018. 8. Roamingudbydere skal i god tro forhandle om indgåelsen
af bilaterale eller multilaterale roamingaftaler på retfærdige og rimelige
vilkår under hensyntagen til målet om, at en sådan aftale med andre roamingudbydere
skal muliggøre den virtuelle udvidelse af hjemmenettets dækning og et
bæredygtigt udbud fra hver af de roamingudbydere, der gør brug af denne
artikel, af regulerede detailroamingtjenester på samme prisniveau som deres
respektive indenlandske mobilkommunikationstjenester. 9. Som en undtagelse fra stk. 1 gælder denne artikel efter
den 1. juli 2016 for roamingudbydere, som gør brug af denne artikel, når disse
roamingudbydere har påvist, at de i god tro har søgt at etablere eller udvide
en bilateral eller multilateral roamingaftale på retfærdige og rimelige vilkår
i alle medlemsstater, hvor de endnu ikke opfylder kravene i stk. 1, men ikke
har været i stand til at indgå en bilateral eller multilateral roamingaftale
med en roamingudbyder i én eller flere medlemsstater, forudsat at de opfylder
kravet til mindste dækning i stk. 6, litra b), og alle andre relevante
bestemmelser i denne artikel. I sådanne tilfælde skal roamingudbydere, som gør
brug af denne artikel, fortsætte med at søge at nå frem til rimelige vilkår for
indgåelse af en roamingaftale med en roamingudbyder fra en medlemsstat, som
ikke er repræsenteret endnu. 10. Hvis en alternativ roamingudbyder allerede har fået
adgang til en indenlandsk udbyders kunder i henhold til artikel 4, stk. 1, og
allerede har foretaget de nødvendige investeringer for at kunne betjene disse
kunder, finder artikel 4, stk. 7, ikke anvendelse på en sådan indenlandsk
udbyder i en overgangsperiode på tre år. Denne overgangsperiode har ingen
indflydelse på nødvendigheden af at respektere en længere kontraktperiode, som
er aftalt med den alternative roamingudbyder. 11. Denne artikel indskrænker ikke anvendelsen af
EU-konkurrenceretten på bilaterale og multilaterale roamingaftaler." 5) I artikel 8,
stk. 2, foretages følgende ændringer: a) Det første
afsnit affattes således: "2. Fra og med den 1. juli 2013 kan den detailtakst
(eksklusive moms) for en taleeurotarif, som en roamingudbyder må opkræve af sin
roamingkunde for levering af et reguleret roamingopkald, variere fra roamingopkald
til roamingopkald, men må ikke overstige 0,24 EUR pr. minut for ethvert
foretaget opkald eller 0,07 EUR pr. minut for ethvert modtaget opkald. Den
maksimale detailtakst for foretagne opkald nedsættes til 0,19 EUR den 1. juli
2014. Med forbehold af foranstaltninger til forebyggelse af unormalt eller
svigagtigt brug, må roamingudbydere fra den 1. juli 2014 ikke opkræve nogen
betaling fra deres roamingkunder for modtagne opkald. De maksimale
detailtakster for taleeurotariffen forbliver gyldige indtil den 30. juni 2017,
jf. dog artikel 19. b) Det tredje
afsnit affattes således: "Enhver roamingudbyder afregner sine roamingkunders
regulerede roamingopkald, for hvilke der er fastsat en taleeurotarif, pr.
sekund." 6) I artikel 14
tilføjes som nyt stk. 1a: "1a. Hvis forbruget af regulerede
detailroamingtjenester til den gældende indenlandske tjenestetakst er begrænset
med henvisning til et rimeligt forbrugskriterium i henhold til artikel 4a, stk.
2, skal roamingudbydere advare roamingkunderne, når forbruget af roamingopkald
og sms'er har nået tærsklen for rimeligt forbrug og samtidig give
roamingkunderne basale personaliserede takstoplysninger om de gældende
roamingtakster, når kunden foretager taleopkald eller sender sms uden for den
indenlandske tjenestetakst eller -pakke, jf. stk. 1, andet, fjerde og femte
afsnit." 7) I artikel 15
indsættes som nyt stk. 2a: "2a Hvis
forbruget af regulerede detailroamingtjenester til den gældende indenlandske
tjenestetakst er begrænset med henvisning til et rimeligt forbrugskriterium i
henhold til artikel 4a, stk. 2, skal roamingudbydere advare roamingkunderne,
når forbruget af dataroamingtjenester har nået tærsklen for rimeligt forbrug og
samtidig give roamingkunderne basale personaliserede takstoplysninger om de
gældende roamingtakster, når kunden benytter dataroamingtjenester uden for den
indenlandske tjenestetakst eller ‑pakke, jf. stk. 2. Stk. 3 finder
anvendelse på dataroamingtjenester, som forbruges uden for den indenlandske
tjenestetakst eller -pakke, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 2." 8) I artikel 19
foretages følgende ændringer: a) I stk. 1
foretages følgende ændringer: i) Det første
punktum affattes således: "Kommissionen tager denne forordnings funktion op til
revision og forelægger efter en offentlig høring en rapport for
Europa-Parlamentet og Rådet senest den 31. december 2016." ii) Litra g)
affattes således: "g) i hvilket omfang gennemførelsen af de strukturelle
foranstaltninger fastsat i artikel 3 og 4 og de alternative ordninger fastsat i
artikel 4a har skabt øget konkurrence på det indre marked for roamingtjenester
i en sådan udstrækning, at forskellen mellem roamingtakster og indenlandske
takster nærmer sig nul" iii)
Følgende nye litra i) indsættes: "i) i
hvilket omfang der observeres en virkning på udviklingen i de indenlandske
detailpriser, når roamingudbyderne anvender den indenlandske tjenestetakst på
både indenlandske og regulerede roamingtjenester i hele Unionen." b) I stk. 2
foretages følgende ændringer: i) Det første
punktum affattes således: "Viser
rapporten, at takstoptioner, hvor den indenlandske tjenestetakst gælder for
både indenlandske og regulerede roamingtjenester, ikke tilbydes i alle
detailpakker for rimeligt forbrug af mindst en roamingudbyder i hver
medlemsstat, eller at tilbuddene fra alternative roamingudbydere ikke har
medført nem adgang for forbrugerne til stort set ækvivalente
detailroamingtakster i hele Unionen, fremsætter Kommissionen på samme tidspunkt
passende forslag for Europa-Parlamentet og Rådet for at rette op på denne situation
og sikre, at der ikke er nogen forskel på indenlandske takster og
roamingtakster på det indre marked." ii) litra d)
affattes således: "d) at
ændre gyldigheden eller revidere de maksimale engrostaksters niveau fastsat i
artikel 7, 9 og 12 med sigte på at styrke alle roamingudbyderes mulighed for i
deres respektive detailpakker at indføre takstoptioner for rimeligt forbrug,
hvor den gældende indenlandske tjenestetakst gælder for både indenlandske
tjenester og regulerede roamingtjenester, som om sidstnævnte forbruges på
hjemmenettet." Artikel 38 – Ændring af forordning (EF) nr.
1211/2009 I forordning (EU) nr. 1211/2009 foretages følgende
ændringer: 1) Artikel 1, stk.
2, affattes således: "2. BEREC handler inden for anvendelsesområdet for
direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) og direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF,
2002/22/EF og 2002/58/EF (særdirektiverne) samt forordning (EF) nr. 531/2012 og
forordning (EU) nr. XX/2014." 2)
I artikel 4 udgår stk. 4 og 5. 3) Følgende nye
artikel 4a indsættes: "Artikel 4a - Udnævnelse af formanden og dennes opgaver 1. Repræsentantskabet repræsenteres af en formand, som er
en fuldtidsansat, uafhængig fagkyndig. Formanden ansættes i en stilling som midlertidigt ansat ved
støttekontoret i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for
Unionens øvrige ansatte. Formanden er ansvarlig for at tilrettelægge
repræsentantskabets arbejde og fungerer som mødeleder uden stemmeret ved
repræsentantskabets og forvaltningsudvalgets møder. Med forbehold af repræsentantskabets rolle i forbindelse
med formandens opgaver må formanden hverken søge eller modtage instrukser fra
nogen regering, nationale tilsynsmyndigheder, Kommissionen eller nogen anden
offentlig eller privat enhed. 2. Formanden udnævnes af repræsentantskabet på grundlag af
en åben udvælgelsesprøve, hvor der lægges vægt på præstationer, kvalifikationer
og kendskab til markedsaktørerne og markederne for elektronisk kommunikation
samt erfaring inden for overvågning, tilsyn og regulering. Før udnævnelsen kan den ansøger, repræsentantskabet har
valgt, opfordres til at afgive en udtalelse til det kompetente udvalg i
Europa-Parlamentet og besvare spørgsmål fra medlemmerne. Udnævnelsen af formanden træder først i kraft, når den er
godkendt af forvaltningsudvalget. Repræsentantskabet udnævner også en næstformand blandt sine
medlemmer, som påtager sig formandens opgaver, når denne er forhindret. 3. Formandens ansættelsesperiode er 3 år, som kan forlænges
én gang. 4. I løbet af de sidste 9 måneder før udløbet af formandens
ansættelsesperiode på 3 år evaluerer repræsentantskabet: a) de resultater, der er opnået i den første
ansættelsesperiode, og måden, hvorpå de er opnået b) repræsentantskabets opgaver og behov i de kommende år. Repræsentantskabet underretter Europa-Parlamentet, hvis det
har til hensigt at forlænge formandens ansættelsesperiode. I måneden inden
forlængelsen kan formanden opfordres til at afgive en udtalelse til det
kompetente udvalg i Europa-Parlamentet og besvare spørgsmål fra
udvalgsmedlemmerne. 5. Formanden kan kun afskediges efter en beslutning truffet
af repræsentantskabet på forslag af Kommissionen og efter forvaltningsudvalgets
godkendelse. Formanden må ikke hindre repræsentantskabet og
forvaltningsudvalget i at drøfte spørgsmål vedrørende formanden, navnlig ikke dennes
afsættelse, og deltager ikke i drøftelser vedrørende sådanne spørgsmål." 4)
I artikel 6 foretages følgende ændringer: a)
I stk. 2 udgår fjerde led. b)
I stk. 3 foretages følgende ændringer: "3. Støttekontoret består af: a) formanden for repræsentantskabet b) et forvaltningsudvalg c) en administrerende direktør." 5) I artikel 7 foretages
følgende ændringer: a) Stk. 2 affattes
således: "2. Forvaltningsudvalget udnævner den
administrerende direktør og kan i givet fald forlænge dennes ansættelsesperiode
eller afskedige vedkommende i overensstemmelse med artikel 8. Den ansøger, der
skal udnævnes til administrerende direktør, deltager ikke i udarbejdelsen af
eller afstemningen om sådanne afgørelser." b) Stk. 4 udgår. 6) I artikel 8 udgår stk.
2, 3 og 4, og erstattes af følgende: "2. Den administrerende direktør
ansættes i en stilling som midlertidigt ansat ved støttekontoret i henhold til
artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte. 3. Den administrative direktør udnævnes af
forvaltningsudvalget på grundlag af en kandidatliste, der udarbejdes af
Kommissionen efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure. I forbindelse med indgåelsen af kontrakten
med den administrerende direktør repræsenteres støttekontoret af formanden for
forvaltningsudvalget. Før udnævnelsen kan den ansøger,
forvaltningsudvalget har valgt, opfordres til at afgive en udtalelse til det
kompetente udvalg i Europa-Parlamentet og besvare spørgsmål fra
udvalgsmedlemmerne. 4. Den administrative direktør udnævnes for
fem år. Ved udgangen af denne periode foretager Kommissionen en vurdering, der
tager evalueringen af den administrative direktørs præstation og
støttekontorets fremtidige opgaver og udfordringer i betragtning. 5. Forvaltningsudvalget kan forlænge den administrative
direktørs ansættelsesperiode én gang efter forslag fra Kommissionen, der tager
udgangspunkt i den i stk. 4 omhandlede evaluering, dog højst for en periode på
fem år. 6. Forvaltningsudvalget underretter
Europa-Parlamentet, hvis det har til hensigt at forlænge den administrative
direktørs ansættelsesperiode. I måneden inden en sådan forlængelse kan den
administrative direktør opfordres til at afgive en udtalelse til det kompetente
udvalg i Europa-Parlamentet og besvare spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne. 7. En administrerende direktør, hvis
ansættelsesperiode er blevet forlænget, kan ikke deltage i
udvælgelsesprocedurer til samme stilling efter udløbet af den samlede periode. 8. Den administrative direktør kan kun
afskediges ved en afgørelse truffet af forvaltningsudvalget på forslag af
Kommissionen. 9. Afgørelser om udnævnelse af den
administrative direktør, forlængelse af dennes ansættelsesperiode og
afskedigelse træffes af forvaltningsudvalget med et flertal på to tredjedele af
de stemmeberettigede udvalgsmedlemmer." 7) Artikel 9, stk. 2,
affattes således: "2. Den administrerende direktør
bistår formanden for repræsentantskabet ved forberedelsen af dagsordenen for
repræsentantskabet, forvaltningsudvalget og ekspertarbejdsgrupperne. Den
administrerende direktør deltager uden stemmeret i repræsentantskabets og
forvaltningsudvalgets arbejde." 8) Artikel 10 affattes
således: "1. Vedtægten for tjenestemænd og
ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte og de regler, som EU-institutionerne i
fællesskab har vedtaget for anvendelsen af denne vedtægt og disse
ansættelsesvilkår for øvrige ansatte, gælder for støttekontorets personale,
herunder også formanden for repræsentantskabet og den administrative direktør. 2. Forvaltningsudvalget vedtager de nærmere
bestemmelser, der er nødvendige for gennemførelsen af vedtægten og
ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte i medfør af vedtægtens artikel 110. 3. Forvaltningsudvalget udøver over for
støttekontorets ansatte de beføjelser, som vedtægten for tjenestemænd tillægger
ansættelsesmyndigheden, og som ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte
tillægger den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter,
(herefter "beføjelser som ansættelsesmyndighed"), jf. stk. 4. 4. I overensstemmelse med vedtægtens artikel
110 vedtager forvaltningsudvalget i medfør af artikel 2, stk. 1, i
vedtægten og artikel 6 i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte en afgørelse
om at delegere de relevante beføjelser som ansættelsesmyndighed til den
administrative direktør og opstiller betingelserne for at suspendere denne
delegation af beføjelser. Den administrative direktør skal bemyndiges til at
subdelegere disse beføjelser. Hvis det på grund af ekstraordinære
omstændigheder er nødvendigt, kan forvaltningsudvalget ved afgørelse midlertidigt
ophæve delegationen af beføjelserne som ansættelsesmyndighed til den
administrative direktør og dennes subdelegation af beføjelser og selv udøve
beføjelserne eller uddelegere dem til et af sine medlemmer eller til en anden
medarbejder end den administrative direktør." 9) Følgende nye
artikel 10a indsættes: "Artikel
10a – Udstationerede nationale eksperter og andet personale 1. Støttekontoret kan gøre brug af
udstationerede nationale eksperter eller andet personale, der ikke er ansat af
støttekontoret. 2. Forvaltningsudvalget vedtager en
afgørelse, der fastsætter reglerne for udstationering af nationale eksperter
til støttekontoret." Artikel 39 – Revisionsklausul Kommissionen
forelægger regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om evalueringen
og gennemgangen af denne forordning. Den første rapport forelægges senest den
1. juli 2018. Efterfølgende rapporter forelægges hvert fjerde år derefter.
Kommissionen forelægger efter behov relevante forslag om ændring af denne
forordning og tilpasning af andre retsakter, der bl.a. følger af udviklingen
inden for informationsteknologien og informationssamfundet. Rapporterne
offentliggøres. Artikel 40 – Ikrafttræden 1.
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. 2.
Den anvendes fra den 1. juli 2014. Artikel
21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29 og 30 anvendes dog fra den 1. juli 2016. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand BILAG I
MINIMUMSPARAMETRE FOR TILBUD AF EUROPÆISKE VIRTUELLE BREDBÅNDSADGANGSPRODUKTER 1. TILBUD 1 - Engrosadgangsprodukter til
fastnet, der tilbydes via næstegenerationsnet på lag to i Den Internationale
Standardiseringsorganisations syvlagsmodel for kommunikationsprotokoller
("data link-laget"), som giver funktionaliteter svarende til fysisk
adskillelse af pakkede produkter, og som har handover-punkter, der er tættere
på kundens lokaler end nationalt eller regionalt niveau. 1.1 Netelementer og tilhørende oplysninger: a) en beskrivelse af den netadgang, der
udbydes, inklusive tekniske kendetegn (som omfatter oplysninger om
netopsætningen, hvis de er nødvendige for at bruge netadgangen effektivt) b) de steder, hvor netadgangen vil blive
udbudt c) eventuelle relevante tekniske standarder
for netadgang, inklusive eventuelle brugsrestriktioner og andre
sikkerhedsaspekter d) tekniske specifikationer for grænsefladen
ved handover-punkter og nettermineringspunkter (kundens lokaler) e) specifikationer for udstyr, der skal bruges
på nettet, og f) oplysninger om interoperabilitetsprøver. 1.2 Netfunktionaliteter: a) fleksibel allokering af VLAN på grundlag af
fælles tekniske specifikationer b) tjenesteagnostiske forbindelser, der gør
det muligt at kontrollere up- og downloadhastigheder c) aktivering af sikkerhedsfunktioner d) fleksibelt valg af udstyr til kundens
lokaler (hvis teknisk muligt) e) fjernadgang til udstyr i kundens lokaler og f) multicast-funktionalitet, hvis der er
efterspørgsel, og en sådan funktionalitet er nødvendig for at sikre, at det er
teknisk muligt at reproducere konkurrerende detailtilbud. 1.3 Operationelle og forretningsmæssige
procedurer: a) krav til bestillings- og udbudsprocedurer b) faktureringsoplysninger c) procedurer for migration, flytning og ophør
og d) en specifik tidsfrist for reparationer og
vedligeholdelse. 1.4 Accessoriske tjenester og it-systemer: a) oplysninger og betingelser om udbud af
samhusning og backhaul b) specifikationer for adgang til og brug af
accessoriske it-systemer for driftsstøttesystemer, informationssystemer og
databaser til forhåndsbestilling, levering, bestilling, vedligeholdelses- og
reparationsbestilling samt fakturering, herunder deres brugsrestriktioner og
procedurer for adgang til disse tjenester. 2. TILBUD 2: Engrosadgangsprodukter til
fastnet, der tilbydes på lag tre i Den Internationale
Standardiseringsorganisations syvlagsmodel for kommunikationsprotokoller
("netlaget") på IP-bitstrømsniveau med handover-punkter, og som
tilbyder en højere grad af ressourcesammenlægning f.eks. på nationalt og/eller
regionalt niveau 2.1 Netelementer og tilhørende oplysninger:
a) kendetegnene ved den forbindelse, der
tilbydes ved handover-punkter (for så vidt angår hastighed, tjenestekvalitet
osv.) b) en beskrivelse af bredbåndsnettet, der
forbinder kundens lokaler til handover-punktet, for så vidt angår backhaul- og
adgangsnetinfrastruturer, c) placeringen af handover-punkter og d) de tekniske specifikationer for
grænseflader ved handover-punkter. 2.2 Netfunktionaliteter: Mulighed for at understøtte forskellige
tjenestekvalitetsniveauer (f.eks. tjenestekvalitetsniveau 1, 2 og 3), for så
vidt angår: i) forsinkelser ii) jitter iii) tab af pakker og iv) bruger-båndbredde-forholdet. 2.3 Operationelle og forretningsmæssige
procedurer: a) krav til bestillings- og udbudsprocedurer b) faktureringsoplysninger c) procedurer for migration, flytning og ophør
og d) specifikke tidsfrister for reparationer og
vedligeholdelse. 2.4 Accessoriske it-systemer: Specifikationer for adgang til og brug af
accessoriske it-systemer for driftsstøttesystemer, informationssystemer og
databaser til forhåndsbestilling, levering, bestilling, vedligeholdelses- og
reparationsbestilling samt fakturering, herunder deres brugsrestriktioner og
procedurer for adgang til disse tjenester. 3. TILBUD 3: Engrostermineringsdelen af
lejede kredsløb med udvidede brugergrænseflader til brug udelukkende for
adgangssøgende, og med en permanent symmetrisk kapacitet uden restriktioner på
brug og med aftaler om serviceniveau, som tilbydes ved hjælp af en
punkt-til-punkt-forbindelse og med netgrænseflader på lag to i Den
Internationale Standardiseringsorganisations syvlagsmodel for
kommunikationsprotokoller ("data link-laget"). 3.1 Netelementer og tilhørende oplysninger: a) en beskrivelse af den netadgang, der
udbydes, inklusive tekniske kendetegn (som omfatter oplysninger om
netopsætningen, hvis de er nødvendige for at bruge netadgangen effektivt), b) de steder, hvor netadgangen vil blive
udbudt, c) de forskellige hastigheder og maksimale
længde, der tilbydes, d) eventuelle relevante tekniske standarder
for netadgang (inklusive eventuelle brugsrestriktioner og andre
sikkerhedsaspekter) e) detaljer om interoperabilitetsprøver f) specifikationer for udstyr, der tillades på
nettet g) tilgængeligt netværk-til-netværk-interface
(NNI) h) maksimalt tilladte rammestørrelse i byte. 3.2 Net- og produktfunktionaliteter: a) udelt og symmetrisk dedikeret adgang b) serviceagnostiske forbindelser, der gør det
muligt at kontrollere hastighed og symmetri c) protokolgennemsigtighed, fleksibel
allokering af VLAN på grundlag af fælles tekniske specifikationer d) tjenestekvalitetsparametre (forsinkelser,
jitter, tab af pakker), som muliggør forretningskritiske præstationer. 3.3 Operationelle og forretningsmæssige
procedurer: a) krav til bestillings- og udbudsprocedurer b) procedurer for migration, flytning og ophør c) specifikke tidsfrister for reparationer og
vedligeholdelse d) ændringer af it-systemer (i det omfang, de
påvirker andre operatører) og e) relevante gebyrer, betalingsvilkår og
faktureringsprocedurer. 3.4 Serviceniveauaftaler a) det beløb, der skal betales i kompensation
af en af parterne, hvis denne ikke lever op til de kontraktfæstede krav,
herunder leverings- og reparationstider, samt betingelserne for at være
berettiget til kompensation b) fastlæggelse og begrænsning af ansvar og
eventuel erstatning c) procedurer i tilfælde af, at der tilbydes
ændringer i udbuddet af tjenester, f. eks. ved lancering af nye tjenester,
ændring af eksisterende tjenester eller prisændringer d) nærmere oplysninger om eventuelle relevante
intellektuelle ejendomsrettigheder e) nærmere oplysninger om varighed og
genforhandling af aftaler. 3.5 Accessoriske it-systemer: Specifikationer for adgang til og brug af
accessoriske it-systemer for driftsstøttesystemer, informationssystemer og
databaser til forhåndsbestilling, levering, bestilling, vedligeholdelses- og
reparationsbestilling samt fakturering, herunder deres brugsrestriktioner og
procedurer for adgang til disse tjenester. BILAG II
MINIMUMSPARAMETRE FOR EUROPÆISKE KONNEKTIVITETSPRODUKTER MED EN GARANTERET
SERVICEKVALITET Netelementer og tilhørende oplysninger: - En beskrivelse af de konnektivitetsprodukter,
der udbydes over fastnet, herunder tekniske kendetegn og indførelse af
eventuelle relevante standarder. Netfunktionaliteter: - konnektivitetsaftale, der garanterer
servicekvalitet i alle led, på grundlag af fælles fastsatte parametre, der som
minimum muliggør udbud af følgende typer tjenester: - tale- og videoopkald - udsendelse af audiovisuelt indhold og - datakritiske applikationer. [1] COM [insert final reference]. [2] COM(2013) 147. [3] EUT L 344 af 28.12.2007, s. 65. [4] Steps towards a truly internal market for
e-communications in the run-up to 2020, Ecorys, TU Delft and TNO, 2012. [5] Business communications, economic growth and the
competitive challenge, WIK, 2012. [6] Capturing the ICT dividend, Oxford Economics
Research, 2011. [7] Quantitative estimates of the demand for cloud
computing in Europe and the likely barriers to takeup, IDC, 2012. [8] COM(2013) 48. [9] Der blev bl.a. afholdt en
offentlig informationsmøde i Bruxelles den 17. juni 2013. Der blev holdt
et andet arrangement som led i det årlige fællesmøde om den digitale dagsorden
den 19. juni i Dublin. [10] Steps towards a truly internal market for
e-communications in the run-up to 2020, Ecorys, TU Delft and TNO, 2012. [11] European Commission, European Economy Occasional Papers
129: Market Functioning in Network Industries - Electronic Communications,
Energy and Transport, 2013. [12] EUT C […] af ]…], s. […]. [13] EUT C […] af ]…], s. […]. [14] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7.
marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og
tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 7). [15] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7.
marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(tilladelsesdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21). [16] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.
marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33). [17] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7.
marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L
108 af 24.4.2002, s. 51). [18] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12.
juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets
fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden
for elektronisk kommunikation) (EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37). [19] Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om
konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT
L 249 af 17.9.2002, s. 21). [20] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1211/2009 af 25. november 2009 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske
Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens
støttekontor (EUT L 337 af 18.12.2009 s. 1). [21] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på offentlige
mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 172 af 30.6.2012, s. 10). [22] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU af
14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram (EUT L
81 af 21.3.2012, s. 7). [23] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU af
14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram (EUT L
81 af 21.3.2012). [24] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF
af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab
(frekvenspolitikbeslutningen) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1). [25] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011
af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser
(EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13). [26] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 531/2012 af 13. juni 2012 om roaming på offentlige
mobilkommunikationsnet i Unionen (EUT L 172 af 30.6.212, s. 10.) [27] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF
af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i det europæiske fællesskab
(frekvenspolitikbeslutningen) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1.) [28] Kommissionens afgørelse 2002/622/EF af 26. juli 2002
om nedsættelse af en frekvenspolitikgruppe (EFT L 198 af 27.7.2002, s. 49). [29] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse
nr. 243/2012/EU af 14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt
radiofrekvenspolitikprogram (EUT L 81 af 21.3.2012, s. 7). [30] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/35/EU af 26. juni
2013 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med
arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser
(elektromagnetiske felter) (20. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i
direktiv 89/391/EØF) og om ophævelse af direktiv 2004/40/EF (EUT L 179 af
29.6.2013, s. 1). [31] Rådets henstilling 1999/519/EF af 12. juli 1999 om
begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter
(0 Hz-300 GHz), (EFT L 1999 af 30.7.1999, s. 59). [32] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af
9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse
af udstyrets overensstemmelse (EFT L 91 af 7.4.1999, s. 10). [33] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af
21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og
direktiv 2009/22/EF (EUT L 165 af 18.6.2013, s. 63).