Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document Ares(2024)6076034

Report from the Commission to the European Parliament, the Council, the European Economic and Social Committee and the Committee of the Regions on the interim evaluation of the Connecting Europe Facility (CEF) 2021-2027

INDKALDELSE AF FEEDBACK

MED HENBLIK PÅ EN EVALUERING

Dette dokument har til formål at informere offentligheden og interessenterne om Kommissionens arbejde, så de kan give feedback og deltage effektivt i høringsaktiviteterne.

Vi beder disse grupper om at give deres synspunkter til kende om Kommissionens forståelse af problemet og om mulige løsninger og give os alle relevante oplysninger, som de måtte have.

Evalueringens titel

Midtvejsevaluering af Connecting Europe-faciliteten 2021-2027

Ansvarligt GD – ansvarlig enhed

GD MOVE, Transportinvesteringer (kontor B2)

Vejledende tidsplan

(planlagt start- og slutdato)

Andet kvartal 2024 – andet kvartal 2025

Yderligere oplysninger

Connecting Europe Facility - European Commission (europa.eu)

Dette dokument er udelukkende til orientering. Det foregriber ikke Kommissionens endelige afgørelse om, hvorvidt initiativet vil blive videreført, eller om dets endelige indhold. Alle elementer i det beskrevne initiativ, herunder dets tidsplan, er anført med forbehold for ændringer.

A. Politisk baggrund for evalueringen samt dens formål og rækkevidde

Politisk baggrund

Connecting Europe-faciliteten for 2021-2027 (CEF2) blev oprettet for at opbygge, udvikle, modernisere og færdiggøre de transeuropæiske net inden for transport, energi og den digitale sektor 1 . CEF2 er efterfølgeren til programmet for Connecting Europe-faciliteten for 2014-2020 (CEF1), der blev gennemført under den foregående flerårige finansielle ramme (FFR) 2 . Gnidningsløs grænseoverskridende konnektivitet er en nødvendig forudsætning for et velfungerende indre marked i Den Europæiske Union. CEF2 fremmer økonomisk, social og territorial samhørighed og bidrager til at opfylde EU's langsigtede dekarboniseringsforpligtelser som led i den europæiske grønne pagt. Budgettet for gennemførelsen af CEF2 er på 33,7 mia. EUR.

I transportsektoren støtter CEF2 infrastrukturprojekter af fælles interesse, der har til formål at færdiggøre det transeuropæiske transportnet (forbedre den grænseoverskridende konnektivitet ved at fjerne flaskehalse og skabe manglende forbindelser) og modernisere det (f.eks. projekter til udvikling af infrastruktur for alternative brændstoffer eller forbedring af digitalisering, interoperabilitet og trafiksikkerhed). CEF2 har også til formål at bidrage til handlingsplanen for militær mobilitet 2.0 ved at tilpasse det transeuropæiske transportnet (TEN-T) til behovene for både civil og militær anvendelse 3 . CEF Transport støtter også initiativet om solidaritetsbaner, som skaber alternative transportruter til Ukraine og Republikken Moldova som reaktion på Ruslands angrebskrig. I den forbindelse bidrager CEF2 til at øge transportinfrastrukturens modstandsdygtighed, herunder tilpasning til klimaændringer. 

Det budget, der er afsat til CEF Transport, beløber sig til 25,8 mia. EUR. Der er øremærket i alt 11,3 mia. EUR til lande, der er berettiget til støtte fra Samhørighedsfonden, og der er bevilget 1,7 mia. EUR til militære mobilitetsprojekter med dobbelt anvendelse.

I energisektoren bidrager CEF2 til gennemførelsen af projekter af fælles interesse, der styrker den understøttende rolle, som grænseoverskridende energiinfrastruktur spiller i omstillingen til klimaneutralitet, integrationen af de europæiske energimarkeder og nettenes interoperabilitet. CEF2 støtter også en ny projektkategori, nemlig grænseoverskridende projekter inden for vedvarende energi, som specifikt bidrager til at nå målene for vedvarende energi senest i 2030 på en omkostningseffektiv måde og er en integreret del af den befordrende ramme for samarbejde om vedvarende energi. Budgettet for CEF Energi er på 5,89 mia. EUR.

I den digitale sektor fokuserer CEF2 på projekter af fælles interesse, der har til formål at sikre uafbrudt 5G-dækning langs større transportruter, etablering af nye backbonenet eller væsentlig opgradering af eksisterende net og udrulning og sikring af adgang til net med meget høj kapacitet, herunder 5G-systemer. Det budget, der er afsat til CEF Digital, beløber sig til 2,07 mia. EUR.

Formål og rækkevidde

I henhold til artikel 23 i CEF2-forordningen skal der foretages en midtvejsevaluering senest 4 år efter programmets start. Formålet med denne evaluering er at foretage en omfattende analyse og vurdering af de fremskridt, der er gjort hen imod programmets mål i de første år af gennemførelsen af CEF2 (2021-2024), og at kontrollere, at de tildelte midler anvendes effektivt. Resultaterne vil indgå i det forberedende arbejde til de nye finansieringsinstrumenter som led i den næste FFR.

For CEF2 Transport vil evalueringen omfatte de indkaldelser af forslag, der blev iværksat i denne sektor i 2021, 2022 og 2023, og de deraf følgende tilskudsaftaler. For CEF Energi vil evalueringen omfatte de indkaldelser af forslag, der blev iværksat i denne sektor i perioden 2021-2024, og de deraf følgende tilskudsaftaler. De fleste transport- og energiprojekter under CEF2 vil være påbegyndt før 2024. Da det tager flere år at planlægge og udvikle infrastrukturprojekter, vil de fleste projekter imidlertid ikke blive afsluttet i evalueringsperioden. De første digitale projekter under CEF2 startede i januar 2023 og vil stadig være i gang i evalueringsperioden. Midtvejsevalueringen vil derfor omfatte alle afsluttede CEF2-projekter og vil så vidt muligt vurdere de foreliggende oplysninger om de igangværende projekter med en skæringsdato medio 2024.

Evalueringen skal omfatte CEF2-projekter i alle medlemsstater og projekter, der involverer lande uden for EU (hovedsagelig EØS- og kandidatlande). Siden 2023 har Ukraine og Moldova været associeret med CEF-programmet og har også været berettiget til CEF-finansiering.

CEF2 skal evalueres i forhold til de generelle og specifikke mål, der er fastsat i artikel 3 i CEF2-forordningen. De generelle mål er at opbygge, udvikle, modernisere og færdiggøre de transeuropæiske transport-, energi- og digitale net og at lette det grænseoverskridende samarbejde inden for vedvarende energi under hensyntagen til Den Europæiske Unions langsigtede dekarboniseringsforpligtelser. CEF2 skal også bidrage til målene om bedre europæisk konkurrenceevne, intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, territorial, social og økonomisk samhørighed og adgang til og integration af det indre marked med vægt på at fremme synergierne mellem transportsektoren, energisektoren og den digitale sektor.

De specifikke mål for CEF2 er følgende:

- i transportsektoren:

i) at bidrage til udviklingen af projekter af fælles interesse, som vedrører effektive, sammenkoblede og multimodale net og infrastruktur for intelligent, interoperabel, bæredygtig, inklusiv, tilgængelig og sikker mobilitet

ii) at tilpasse dele af TEN-T til dobbelt anvendelse af transportinfrastrukturen med henblik på at forbedre både civil og militær mobilitet

- i energisektoren:

i) at bidrage til udviklingen af projekter af fælles interesse, som vedrører yderligere integration af et effektivt og konkurrencedygtigt indre energimarked, nettenes interoperabilitet på tværs af grænser og sektorer, fremme af dekarbonisering af økonomien, fremme af energieffektivitet og sikring af forsyningssikkerheden

ii) at fremme det grænseoverskridende samarbejde inden for energi, herunder vedvarende energi

- i den digitale sektor: at bidrage til udviklingen af projekter af fælles interesse vedrørende udbredelsen af og adgang til sikre digitale net med meget høj kapacitet, herunder 5G-systemer, og til øget modstandsdygtighed og kapacitet i de digitale backbonenet på Unionens område ved at forbinde dem med de tilgrænsende områder samt til digitaliseringen af transport- og energinet.

I overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i Kommissionens retningslinjer for bedre regulering, vil der i evalueringen være en vurdering af følgende elementer:

Virkningsfuldhed: Evalueringen skal forsøge at besvare, i hvilket omfang CEF2 har opfyldt sine generelle og specifikke mål. Den vil også omfatte en vurdering af i hvilket omfang CEF2 har bidraget til at fremskynde investeringer i transeuropæiske transport-, energinet og digitale net, og om en blanding af CEF-tilskud med finansielle instrumenter eller andre risikodelingsfaciliteter har været befordrende for at nå programmets mål. Evalueringen omhandler også forvaltningen af CEF2 og Kommissionens centraliserede forvaltning i samarbejde med forvaltningsorganet CINEA og HADEA. Den vil desuden vurdere, hvor fleksibelt programmet har været med hensyn til at imødekomme de nye behov, der er opstået som følge af ændringerne i den geopolitiske situation.

Effektivitet: I evalueringen undersøges omkostninger og fordele ved programmet. Den vil også omfatte en vurdering af potentialet for lovgivningsmæssig forenkling og reduktion af byrder.

Relevans: Som led i evalueringen analyseres, om CEF2 stadig er et relevant redskab til at nå de politiske mål, og om de behov, der er identificeret i forordningen, stadig findes.

Sammenhæng: I evalueringen undersøges, om CEF2 er i overensstemmelse med andre EU-politikker, der bidrager til målene i forordningen. Evalueringen omhandler navnlig komplementariteten mellem CEF2 og andre finansieringsprogrammer såsom fondene under samhørighedspolitikken, genopretnings- og resiliensfaciliteten, Horisont Europa, InvestEU, programmet for et digitalt Europa og et globalt Europa: instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (NDCI). Evalueringen skal derudover give svar på, hvor godt programmet har udnyttet synergierne mellem transport-, energisektoren og den digitale sektor. Da mindst 60 % af CEF-finansieringen skal afsættes til klimamål (artikel 4, stk. 1), vil der i evalueringen også være en vurdering af, hvor konsekvent CEF-finansieringen hidtil har været med dette politiske mål og de bredere forpligtelser i den grønne pagt.

EU-merværdi: Som led i evalueringen vurderes CEF-programmets EU-merværdi i forhold til, hvad den private sektor eller medlemsstaterne kunne have opnået på nationalt og/eller regionalt plan med hensyn til at forbedre det grænseoverskridende samarbejde, fjerne flaskehalse og skabe manglende forbindelser.

B. Bedre lovgivning

Høringsstrategi

Evalueringen bygger på feedback fra interessenter, der er involveret i gennemførelsen af projekter, der medfinansieres af CEF2, såsom medlemsstater (f.eks. nationale og regionale ministerier), projektiværksættere (f.eks. infrastrukturforvaltere, relevante myndigheder og private virksomheder) og finansielle institutioner, der fungerer som gennemførelsespartnere, og fra interessenter, der skal anvende infrastrukturen, når den er bygget.

De planlagte høringsaktiviteter omfatter følgende:

··Denne 4-ugers indkaldelse af feedback vil blive efterfulgt af en 12-ugers offentlig høring (der skal iværksættes i 3. kvartal 2024) for at indsamle synspunkter fra offentligheden og interessenter om spørgsmål på højt plan. Spørgeundersøgelsen vil være tilgængelig på alle EU-sprog på portalen "Deltag i debatten".

··Der vil blive gennemført målrettede høringer med de vigtigste berørte interessentgrupper for at få et overblik over deres vurdering af programmet og indsamle specifikke data. Disse høringer vil tage form af specifikke spørgeundersøgelser og interviews med relevante interessenter.

Høringerne vil blive fremmet på de sociale medier og gennem direkte kontakt med interessenter, herunder interessentorganisationer. Senest otte uger efter deadline for deltagelse i den offentlige høring vil der blive offentliggjort en sammenfattende rapport på høringssiden. Der vil blive vedlagt en sammenfatning af alle høringsaktiviteter, som bilag til evalueringsrapporten.

Hvorfor indkalder vi feedback? 

Formålet med høringen er at indsamle feedback om CEF-programmets effektivitet, relevans, sammenhæng og EU-merværdi for perioden 2021-2024. Med henblik herpå vil høringen søge at indsamle dokumentation og data fra relevante interessenter.

Målgruppe

De vigtigste interessenter, der vil blive hørt, er:

For CEF Transport:

-medlemsstaterne (nationale ministerier med ansvar for gennemførelse af CEF/TEN-T-projekter og projekter vedrørende militær mobilitet)

-projektiværksættere (transportinfrastrukturforvaltere, enheder, der er oprettet for at gennemføre grænseoverskridende forbindelser, og private virksomheder)

-finansielle institutioner (Den Europæiske Investeringsbank og nationale erhvervsfremmende banker)

-fremtidige brugere af den infrastruktur, der medfinansieres af CEF (jernbane-, søfarts-, luft- og vejtransportørsammenslutninger, speditører, multimodale transportoperatører, etablerede/nye jernbaneoperatører og passagerorganisationer)

-interessenter på miljøområdet 

-de europæiske koordinatorer for de ni TEN-T-hovednetkorridorer og de to horisontale prioriteter.

For CEF Energi:

-medlemsstaterne (nationale ministerier med ansvar for gennemførelse af CEF- og TEN-T-projekter)

-projektiværksættere (energisystemoperatører, operatører af lagring og CO2-net, virksomheder som udviklere af vedvarende energi og forsyningsvirksomheder)

-sammenslutningerne af de europæiske netværk af energisystemoperatører

-Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER)

-nationale reguleringsmyndigheder

-nationale kompetente myndigheder med ansvar for tilladelser

-finansielle institutioner (Den Europæiske Investeringsbank og nationale erhvervsfremmende banker)

-infrastrukturbrugere (energiforbrugere, virksomheder, der kompenserer for emissioner, industrielle aftagere, forbrugerorganisationer, virksomheder som energiproducenter og -leverandører)

-miljø-NGO'er

-de regionale grupper under TEN-E's prioriterede energiinfrastrukturkorridorer og -områder.

For CEF Digital:

-medlemsstaternes myndigheder med ansvar for digital infrastruktur

-teleoperatører (mobil-, backbone- og undersøiske operatører)

-potentielle 5G-brugere (bilfabrikanter, sundhedstjenesteydere osv.)

-udstyrsleverandører (f.eks. producenter af undersøiske kabler)

-virksomheder, der etablerer kabelinfrastruktur

-investorer i digital infrastruktur.

Dataindsamling og metode

Evalueringen vil blive baseret på CEF2-overvågnings- og evalueringsrammen og nøgleindikatorerne i CEF2-forordningen for de tre sektorer (bilag 1).

Den vigtigste datakilde er de tilskudsaftaler, der indgås med støttemodtagerne efter indkaldelser af forslag i perioden 2021-2023. Støttemodtagerne kan blive anmodet om at fremlægge yderligere oplysninger, som ikke er indeholdt i aftalerne. CINEA og HADEA, de forvaltningsorganer, der forvalter tilskudsaftalerne, indsamler de data, som skal danne grundlag for måling af de indikatorer, der er fastsat i rammen for overvågningen og evalueringen. En ekstern støtteundersøgelse vil yderligere bidrage til at kvantificere fordele og omkostninger ved gennemførelse af programmet.

Med hensyn til CEF Transport vil evalueringen også tage hensyn til:

-CEF-transportarbejdsprogrammer og -afgørelser om projektudvælgelse for perioden 2021-2024

-CINEA's offentlige resultattavle med projektporteføljen 

-af CINEA story maps beskrives de 10 år med CEF 

-arbejdsplanerne for TEN-T-korridorerne 

-de infrastrukturundersøgelser, som GD MOVE har gennemført

-Den Europæiske Revisionsrets beretninger om forvaltningsrevision på transportområdet

-TEN-T-koordinatorens positionspapir "Connecting Europe. Transportstøtte og -finansiering, som er tilpasset de kommende udfordringer" baseret på undersøgelsen om klimatilpasning og grænseoverskridende investeringer skal realisere TEN-T-nettet (tilgængelig i tredje kvartal 2024).

Med hensyn til CEF Energi vil evalueringen også tage hensyn til:

-CEF-energiarbejdsprogrammerne og gennemførelsesafgørelserne under indkaldelsen af forslag til projekter af fælles interesse for perioden 2021-2024

-CINEA's offentlige resultattavle med projektporteføljen 

-TEN-E-politikken og 2022-TEN-E-forordningen 

-grænseoverskridende samarbejde om vedvarende energi

-ACER's PCI-overvågningsrapporter

-2021-undersøgelsen "Støtte til evalueringen af forordning (EU) nr. 347/2013 om retningslinjer for transeuropæisk energiinfrastruktur" 

-undersøgelsen "Investment needs of European energy infrastructure to enable a decarbonised economy" (foreløbig titel), bestilt af GD for Energi og forventes at foreligge i 3. kvartal 2024

-undersøgelsen "Mapping of Renewable energy projects with regional impact", som GD Energi har bestilt, og som forventes at foreligge i 2. kvartal 2024

-Revisionsrettens beretninger på energiområdet. 

For CEF Digital, vil evalueringen også tage hensyn til de oplysninger, der er offentliggjort på HADEA's websted om de fremskridt, der er gjort i programmet i denne sektor.

Informationshuller vil blive afhjulpet gennem en ekstern støtteundersøgelse, internetbaseret forskning og, hvor det er relevant, kontakt med interessenter.

De lovgivningsmæssige fordele og omkostninger vil så vidt muligt blive kvantificeret og vurderet i forhold til input fra interessenter. Der vil blive lagt særlig vægt på potentialet for forenkling og/eller reduktion af byrder og mere specifikt på mulighederne for at reducere de omkostninger, der er forbundet med rapporteringsforpligtelserne.

Top