Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document JOL_2013_308_R_NS0017

2013/551/EU: Europa-Parlamentets afgørelse af 17. april 2013 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, Sektion X — Tjenesten for EU's Optræden Udadtil
Europa-Parlamentets beslutning af 17. april 2013 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, Sektion X — Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

EUT L 308 af 16.11.2013, pp. 139–145 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
EUT L 308 af 16.11.2013, p. 17–17 (HR)

16.11.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 308/139


EUROPA-PARLAMENTETS AFGØRELSE

af 17. april 2013

om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, Sektion X — Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

(2013/551/EU)

EUROPA-PARLAMENTET,

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 (1),

—

der henviser til det konsoliderede årsregnskab for Den Europæiske Union for regnskabsåret 2011 (COM(2012) 436 — C7-0235/2012) (2),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2011 med institutionernes svar (3),

—

der henviser til Revisionsrettens erklæring (4) om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed for regnskabsåret 2011, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 314, stk. 10, og artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (5), særlig artikel 50, 86, 145, 146 og 147,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (6), særlig artikel 164, 165, 166 og 167,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 77 og bilag VI,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0099/2013),

1.   

meddeler Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik decharge for gennemførelsen af budgettet for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil for regnskabsåret 2011;

2.   

fremsætter sine bemærkninger i nedenstående beslutning;

3.   

pålægger sin formand at sende denne afgørelse og beslutningen, der er en integrerende del heraf, til Rådet, Kommissionen, Domstolen, Revisionsretten, Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og drage omsorg for, at de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

Martin SCHULZ

Formand

Klaus WELLE

Generalsekretær


(1)   EUT L 68 af 15.3.2011.

(2)   EUT C 348 af 14.11.2012, s. 1.

(3)   EUT C 344 af 12.11.2012, s. 1.

(4)   EUT C 348 af 14.11.2012, s. 130.

(5)   EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(6)   EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING

af 17. april 2013

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, Sektion X — Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

EUROPA-PARLAMENTET,

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 (1),

—

der henviser til det konsoliderede årsregnskab for Den Europæiske Union for regnskabsåret 2011 (COM(2012)0436 — C7-0235/2012) (2),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2011 med institutionernes svar (3),

—

der henviser til Revisionsrettens erklæring (4) om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed for regnskabsåret 2011, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 314, stk. 10, og artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (5), særlig artikel 50, 86, 145, 146 og 147,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (6), særlig artikel 164, 165, 166 og 167,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 77 og bilag VI,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udenrigsudvalget (A7-0099/2013),

A.

der henviser til, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) blev oprettet ved artikel 27, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union og blev operationel den 1. januar 2011

B.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenesten i henhold til betragtning 1 i Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (7), er »et funktionelt autonomt EU-organ under den højtstående repræsentants myndighed«,

C.

der henviser til, at Kommissionen har juridisk forrang over forvaltningen af operationelle udgifter; der henviser til, at der er blevet tilrettelagt en ansvarsfordeling mellem EU-Udenrigstjenesten og Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter, der er knyttet til Kommissionen,

D.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenesten er ansvarlig for den finansielle forvaltning af administrationsudgifterne for dens hovedkvarter og Unionens delegationer,

E.

der henviser til, at EU-Udenrigstjenestens budget for 2011 bestod af pro rata-budgetoverførsler fra Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet,

1.   

bemærker, at Revisionsretten på grundlag af sin revision konkluderede, at betalingerne vedrørende institutionernes og organernes administrationsudgifter og andre udgifter for regnskabsåret, der afsluttedes den 31. december 2011, som helhed betragtet var uden væsentlig fejlforekomst;

2.   

konstaterer, at selv om 2011 var det første regnskabsår for EU-Udenrigstjenesten, er den dog fuldt ansvarlig for regnskabsåret 2011 og skal sikre, at lovgivningen overholdes til punkt og prikke; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at undersøge, hvilke konklusioner der kan drages ud fra det første driftsår;

3.   

påpeger, at Revisionsrettens årsberetning for 2011 indeholdt observationer om EU-Udenrigstjenesten vedrørende betaling af tillæg og ydelser af social karakter til de ansatte, indgåelse af kontrakter med midlertidigt ansatte, forvaltning af en kontrakt om levering af sikkerhedsydelser samt indkøbsprocedurer; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at tage de nødvendige skridt til at imødegå disse bemærkninger;

4.   

er bekymret over, at Revisionsretten konstaterede, at manglende overholdelse af reglerne har ført til et begrænset antal ukorrekte betalinger til medarbejdere, juridisk usikkerhed for midlertidigt ansatte og for EU-Udenrigstjenesten, manglende overholdelse af finansforordningen og momsbeløb, der ikke er blevet tilbagebetalt, samt brud på reglerne for indkøb, som alle EU-institutionerne er bundet til at overholde; påpeger, at EU-Udenrigstjenesten er fuldt ansvarlig for sin virksomhed, og konstaterer, at EU-Udenrigstjenesten har meddelt, at tjenesten har taget de nødvendige skridt til at hindre en gentagelse af den manglende overholdelse af reglerne; kræver, at EU-Udenrigstjenesten som led i dechargeproceduren for 2012 underretter Parlamentet om resultaterne heraf;

5.   

bemærker svarene på Revisionsrettens bemærkninger og tilslutter sig dens henstillinger til, at der skal tages skridt til at sikre, at de ansatte med passende mellemrum indsender dokumentation for deres personlige situation; bemærker, at EU-Udenrigstjenesten sammen med Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder planlægger at indføre et system, der sikrer rettidig overvågning af disse dokumenter; desuden bør EU-Udenrigstjenesten yderligere forbedre udformningen, samordningen og gennemførelsen af indkøbsprocedurerne ved hjælp af hensigtsmæssig kontrol og bedre vejledning;

6.   

beklager, at der ifølge Revisionsrettens observationer stadig i 2012 er risiko for, at der foretages forkerte eller uretmæssige betalinger i tilfælde, hvor medarbejderes forhold har ændret sig, selv om EU-Udenrigstjenesten har indført en mekanisme til årlig ajourføring; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at medtage oplysninger om gennemførelsen af denne nye mekanisme i sin årlige aktivitetsrapport for 2012;

7.   

bemærker, at det endelige budget for EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter i slutningen af 2011 var på 188 000 000 EUR med en gennemførelsesgrad på 91 % og var på 276 100 000 EUR for delegationerne med en lavere gennemførelsesgrad på ca. 89 %; bemærker, at delegationernes budget måtte suppleres af Kommissionen til i alt 252 400 000 EUR og havde en gennemførelsesgrad på 85 %; bemærker også, at den endelige gennemførelse af budgettet for 2011 ved udgangen af 2012 viste en gennemførelsesgrad på 97 % for hovedkvarteret og 97 % for delegationerne;

8.   

Er bekymret over, at underudnyttelsen og fremførslen af bevillinger stadig er temmelig høj efter et ændringsbudget og nogle overførsler fra Kommissionen og inden for tjenester i 2011; foreslår, at man udvikler nøgleresultatindikatorer til at overvåge de mest kritiske områder med henblik på at forbedre budgetgennemførslen i løbet af de kommende år;

9.   

minder om, at EU-Udenrigstjenesten er en nyligt oprettet struktur, der er resultatet af en konsolidering af en række forskellige tjenester, og at 2011 var dens første driftsår med mange tekniske udfordringer at løfte, navnlig hvad angår indkøb og ansættelse; bemærker endvidere, at den overdrevne administrative byrde som følge af indledende foranstaltninger sandsynligvis ikke vil gentage sig de efterfølgende år;

10.   

glæder sig meget over det detaljerede svar på en lang række skriftlige og mundtlige forespørgsler fra medlemmer af Parlamentets Budgetkontroludvalg, der omfattede meget mere end EU-Udenrigstjenestens administrationsudgifter;

11.   

noterer sig bemærkningerne om visse svagheder vedrørende proceduren for offentlige indkøb og udbud og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at korrigere dem snarest muligt;

12.   

bemærker betydningen af den nuværende decharge for fastsættelsen af en ramme for fremtidige dechargeprocedurer og mener, at den vil styrke forventningerne til fremtidige udviklinger og forbedringer af effektiviteten af EU-Udenrigstjenesten og dens foranstaltninger; opfordrer den højtstående repræsentant til senest medio 2013 at foretage en gennemgang af, hvordan EU-Udenrigstjenesten tilrettelægges og fungerer, eventuelt ledsaget af forslag til revision af afgørelse 2010/427/EU;

13.   

mener ikke, at dechargeproceduren kan anvendes til at foretage detaljerede sammenligninger af de gældende betingelser, under hvilke EU-Udenrigstjenesten skal operere på 140 forskellige beliggenheder, der spænder fra fredelige og velordnede områder til reelle krigszoner; mener, at disse steder repræsenterer en bred vifte af levemiljøer;

14.   

erkender, at udfordringerne i forbindelse med budgetgennemførelse i tredjelande er meget forskellige fra udfordringerne i Unionen; efterlyser en klar fordeling og samordning af Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens roller og beføjelser med hensyn til programmering og gennemførelse af budgettet i tredjelande;

15.   

bemærker den intense periode med ansættelser i EU-Udenrigstjenestens første driftsår for at sikre, at den med mindst mulig forsinkelse opnåede fuld personalekapacitet; bemærker endvidere, at der er visse særlige delegationer, hvor stillingerne er sværere at besætte, på grund af risikoniveauet der, hvor de er beliggende;

16.   

beklager, at andelen af personale fra de nyere medlemsstater er meget lav sammenlignet med personale fra EU-15; understreger behovet for større balance i kønsfordelingen og, så vidt muligt, i den geografiske oprindelse i forbindelse med ansættelse og udnævnelse af personale; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at udvikle passende mekanismer og til at træffe de nødvendige foranstaltninger til rettidigt at sikre en bedre og mere afbalanceret repræsentation; glæder sig over, at antallet af ledige stillinger har været faldende; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at anvende de ubesatte stillinger til at styrke den geografiske ligevægt på alle personaleniveauer;

17.   

bemærker, at der er direktorater med 22, 27 og 29 ansatte og ledende direktorater med 44 ansatte; påpeger, at der er et højt antal ledende stillinger sammenlignet med andre institutioner og et forholdsmæssigt alt for højt antal stillinger i de øvre lønklasser, der står i et åbenlyst misforhold til forholdene i de andre institutioner; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at klarlægge årsagen hertil og opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant til at reducere denne toptunge administration; finder de forklaringer, som EU-Udenrigstjenesten hidtil har givet vedrørende dette forhold, delvist legitime og anmoder de relevante tjenester om på mellemlang og lang sigt at fastlægge en køreplan for og hensigtsmæssige metoder til at korrigere denne relative ubalance;

18.   

gentager sit ønske om, at der snarest muligt indføres en personalepolitik, der afspejler EU’s politiske prioriteringer og de faktiske behov ude på arbejdsstederne; minder i den forbindelse om, at en koordineret tilgang med Kommissionen er absolut nødvendig for at optimere profilen af personalet i delegationerne (8);

19.   

opfordrer til at sikre mere gennemsigtighed hvad angår kompetencerne i EU-Udenrigstjenestens administrative struktur og til at mindske dobbelte kompetencer; anmoder om, at oversigten over ansvarsområder offentliggøres; mener, at den nuværende manglende effektivitet risikerer at skade udenrigstjenestens omdømme;

20.   

bemærker med tilfredshed, at 8 800 ansøgninger er blevet behandlet, at 1 300 ansøgere har været indkaldt til samtale, og at der er 118 ledige stillinger at besætte; beklager dog, at der ikke er noget overblik over, hvor ofte en ansøger er blevet indbudt til samtale, og at processen således ikke kan betragtes som helt gennemskuelig; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at skabe sig et bedre overblik over omkostningerne i forbindelse med samtalerne;

21.   

opfordrer indtrængende nyudnævnt personale i EU-Udenrigstjenesten til at fremlægge en erklæring på tro og love om, at de ikke tidligere har arbejdet for efterretningstjenester;

22.   

anser EU's særlige repræsentanters ansvarsområder for at være meget uklare; anmoder om at modtage en bemærkning med opdelte oplysninger om anvendelsen af det budget, de modtager med henblik på at gennemføre deres mandat;

23.   

bemærker, at 39,5 % af Unionens ambassadører kommer fra medlemsstaterne; minder om aftalen om, at en tredjedel af stillingerne bør besættes med personale fra medlemsstaterne; opfordrer indtrængende den højtstående repræsentant til at gennemføre aftalen, hvilket indebærer, at stillinger på mellemniveau og på højt niveau skal indgå i denne andel;

24.   

påpeger, at der er ubalance i delegationerne mellem personale fra EU-Udenrigstjenesten og fra Kommissionen; opfordrer kraftigt til, at der overføres mere af EU-Udenrigstjenestens personale fra hovedkvarteret til delegationerne inden for budgettets grænser;

25.   

understreger de vanskelige forhold i de svagest bemandede delegationer som følge af de komplicerede og ufleksible bestemmelser om delegationen af betalingsanvisning mellem EU-Udenrigstjenestens og Kommissionens personale; opfordrer de to institutioner til at undersøge mulighederne for at lette proceduren for godkendelse af betalinger i overensstemmelse med reglerne for finansiel kontrol;

26.   

understreger vigtigheden af at sikre, at driftspersonalet, regnskabspersonalet, tilsynspersonalet samt revisionspersonalet har de nødvendige kompetencer til at udføre deres opgaver; kræver, at EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen udformer deres uddannelsesprogrammer på en sådan måde, at der fokuseres på at forbedre disse kompetencer, og at de underretter Parlamentet om de fremskridt, der opnås i denne forbindelse;

27.   

henleder opmærksomheden på den omkostningskrævende procedure for den årlige metode for tilpasning af vederlagene for lokalt ansatte i Unionens delegationer; mener, at den metode kan gøres mere effektiv og omkostningseffektiv; anmoder EU-Udenrigstjenesten om at anvende beregningsmetoder, der bygger på en uafhængig og objektiv udvælgelse af referenceorganisationer på samme eller tilsvarende steder; foreslår, at et FN-agentur, der udøver sin virksomhed på stedet, tilføjes som et fast element, og at der inkluderes to af medlemsstaternes ambassader og to lokale arbejdsgivere, hvoraf en altid bestemmes af arbejdstagerne og en af arbejdsgiverne, således at man får en passende middelværdi; opfordrer på det kraftigste til at etablere en mekanisme, der fritager EU-ambassadøren for sit ansvar for lønforhandlinger med lokalt ansatte, og til, at referenceorganisationerne vælges for en periode på fem år;

28.   

er bekymret over den høje fraværsandel i Unionens delegationer og foreslår, at EU-Udenrigstjenesten på ny undersøger årsagerne til dette fravær; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at afhjælpe ubalancerne på grundlag af undersøgelsen og forelægge Parlamentet oplysninger om fravær på årlig basis; foreslår, at sådanne procedurer genovervejes, således at de ansatte i delegationerne i så vid udstrækning om muligt kombinerer deres perioder med erhvervsuddannelse i Bruxelles med deres øvrige ferie; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med revisionen af bilag X til personalevedtægten (tredjelande) at tilpasse ferierettighederne og øvrige lokale fridage for personalet i delegationerne til, hvad der gælder for andre diplomatiske repræsentationer på samme sted;

29.   

er bekymret over de administrative mangler i Unionens delegationer i Afghanistan, Djibouti, Guyana, Solomonøerne og Zambia; anmoder om en statusrapport om disse mangler, der også omfatter sikkerhedskontrakter; forventer også en rapport om situationen omkring interne kontrolstandarder i Unionens delegationer i Liberia og Irak; anmoder om en statusrapport om overholdelsesgraden for Unionens delegationer i Egypten og Malawi og om en opdatering om sikkerhedskontrakter i Unionens delegationer på Vestbredden, i Haiti, Saudi-Arabien, Pakistan, Sri Lanka, Libyen og Libanon;

30.   

anmoder om afklaring af, hvorfor et sikkerhedsselskab, der har kontrakt med EU's delegation i Afghanistan, og som er genstand for en undersøgelse fra OLAF’s side, for nylig har fået tildelt en ny kontrakt på omkring 50 mio. euro af denne delegation;

31.   

bemærker med tilfredshed, at Kommissionens Generaldirektorat for Udvikling og Samarbejde — EuropeAid og de nationale diplomatiske tjenester er velfungerende, og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at holde Parlamentet underrettet; accepterer, at der stadig er arbejde, der skal gøres med hensyn til de konsulære tjenester; anmoder om, at Parlamentets Udenrigsudvalg bliver inddraget i dette arbejde;

32.   

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at fremsende sin evalueringsrapport om personalet til Parlamentet;

33.   

opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at maksimere stordriftsfordelene ved at skabe nye synergier inden for tjenestens hovedkvarter og delegationerne såvel som i samarbejdet med medlemsstaterne og de nationale diplomatiske tjenester i forlængelse af ånden i Unionens eksterne politik og tjenestegrene; fremhæver behovet i denne forbindelse for, at der i videst muligt omfang tilstræbes anbringelse af tjenestegrene i fælles lokaler i tredjelande for dermed at øge udvekslingen af oplysninger og opnå besparelser;

34.   

fremhæver i forbindelse med den kommende ikrafttrædelse af associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika nødvendigheden af, at EU opretter en delegation i Panama, som er en vigtig partner og det eneste land i regionen, hvor der ikke er en sådan delegation; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til hurtigst muligt at tage skridt i med henblik herpå;

35.   

kræver en redegørelse for årsagerne til hjemkaldelsen af EU's ambassadør i Libyen;

36.   

kræver, at EU-Udenrigstjenesten fremlægger alle oplysninger om de serviceniveauaftaler, der er indgået med henholdsvis Rådet og Kommissionen;

37.   

glæder sig over, at den reviderede finansforordning pålægger EU-Udenrigstjenesten at forelægge Parlamentet et arbejdsdokument om sin ejendomspolitik senest den 1. juni hvert år; understreger, at EU-Udenrigstjenesten i henhold til den reviderede finansforordning kan optage lån med henblik på at erhverve sine kontorer og residenser; opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at opretholde en omkostningseffektiv drift og finde passende finansieringsløsninger i samråd med Kommissionens Generaldirektorat for Økonomiske og Finansielle Anliggender;

38.   

er bekymret over de stigende udgifter til leje af EU-Udenrigstjenestens kontorer og residenser (f.eks. en stigning på over 50 % fra 2010 til 2011 for de kontorer i Moskva, hvor Unionens delegation til Rusland har til huse); opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at opretholde en omkostningseffektiv drift og forelægge dechargemyndigheden alle nødvendige oplysninger;

39.   

mener, at den kommende revision af EU-Udenrigstjenesten er en lejlighed til at foretage en detaljeret analyse af foreneligheden mellem de tilgængelige ressourcer og de funktioner, der skal gennemføres af EU-Udenrigstjenesten, og eventuelle ændringer for at sikre, at den fungerer mest muligt effektivt; mener, at en evaluering af den ejendom, som anvendes af EU-Udenrigstjenesten, bør indeholde sammenligninger med andre diplomatiske missioner på samme sted frem for mellem EU-Udenrigstjenestens faciliteter i meget forskellige lande; mener, at man ved vurderingen af priserne for ejendomme nøje bør overvåge kontrakterne i forhold til fordelene for Unionen, og at der bør foretages ændringer om nødvendigt; mener, at det ved denne evaluering bør klarlægges, om ejendommen anvendes til andre formål end boligformål, og præciseres, hvilken del af ejendommen der anvendes, i hvilket tidsrum og hvortil; mener også, at der ikke bør være nogen forskelle i boligforholdene, som bør svare til hinanden, uden at der sker misbrug, således at livskvaliteten på boligområdet er ensartet fra den ene region til den anden, afhængigt af udbuddet af ejendomme og udgifterne hertil; kræver, at der forelægges en flerårig plan for Unionens bygninger og sikkerheden for medarbejdere og bygninger i alle tredjelande med EU-delegationer;

40.   

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at indkredse og undersøge samtlige muligheder for væsentlige besparelser på lang sigt under hensyntagen til de politiske og aftalemæssige forpligtelser, i den hensigt at sikre, at variationer i dets årlige budget — idet forhøjelser heraf af helt legitime grunde er forholdsmæssigt større end i andre institutioners budgetter — kan have en multiplikatoreffekt;

41.   

henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt at sikre en gennemgribende sikkerhedskontrol af de lokalt ansatte i delegationerne;

42.   

støtter kraftigt EU-Udenrigstjenestens initiativ vedrørende intelligente besparelser; anmoder EU-Udenrigstjenesten om at forelægge en gennemførelsesrapport, der viser de finansielle resultater, og hvordan disse sparede beløb blev genanvendt; anmoder Kommissionen om ligeledes at vedtage dette initiativ;

43.   

bemærker et stort omfang af rejseaktiviteter blandt de ansatte i EU-delegationerne til hovedkvarteret med mange forskellige formål; beklager, at det ikke er muligt at have en uafhængig tilsynsmyndighed, der evaluerer nødvendigheden af disse tjenesterejser; anmoder om, at den højtstående repræsentant tager hensyn til dette og aflægger rapport om spørgsmålet til Parlamentets Budgetkontroludvalg; opfordrer til, at der gennemføres en undersøgelse af spørgsmålet om hyppige rejseaktiviteter blandt de ansatte i EU-delegationerne, hvor det vurderes, hvorvidt det vil være muligt at indføre videokonferencer for at begrænse rejseudgifterne og den tid, personalet bruger på at rejse;

44.   

glæder sig over de besparelser, der allerede er opnået gennem anvendelsen af innovative løsninger, som f.eks. videokonferencer til jobsamtaler; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til i videst muligt omfang at fremlægge lignende forslag, også til oplæringen af personalet;

45.   

opfordrer på det kraftigste EU-Udenrigstjenesten til, når det gælder delegationernes rejser til dens hovedkvarter, at vedtage praksisser, der svarer til dem, som anvendes i medlemsstaterne i tilsvarende situationer; kræver, at EU-Udenrigstjenesten tilpasser sig medlemsstaternes praksis, når det gælder flyvninger;

46.   

glæder sig over nedsættelsen af en arbejdsgruppe, der undersøgte måder at forbedre arbejdsmetoderne i hovedkvarteret på, og over, at dens konklusioner allerede er blevet gennemført; anmoder om at blive underrettet om disse konklusioner og om de opnåede forbedrede resultater;

47.   

mener, at visse af de indikatorer, der er analyseret i forbindelse med selvevalueringen af interne kontrolstandarder, må revideres eller ajourføres;

48.   

mener, at statistikkerne i den årlige aktivitetsrapport, særlig hvad angår oplysninger om delegationerne, ikke er tilstrækkeligt nøjagtige; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at forbedre sine resultater ved at indføre nøgleresultatindikatorer, der vil give en vis kontinuitet i evalueringen af delegationernes resultater; opfordrer den højtstående repræsentant til at aflægge beretning til Budgetkontroludvalget herom;

49.   

glæder sig over, at EU-Udenrigstjenesten har forpligtet sig til i fuldt omfang at samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og er ved at færdiggøre et særligt aftalememorandum med OLAF med henblik på at styrke samarbejdet;

50.   

mener, at det er nødvendigt at forbedre kvaliteten af den finansielle og administrative forvaltning af Unionens delegationer og i visse afdelinger på hovedkontoret, der ikke var defineret i den årlige aktivitetsrapport; forventer, at næste års rapport vil identificere de pågældende afdelinger og aflægge rapport om de fremskridt, der er opnået;

51.   

opfordrer EU-Udenrigstjenesten til i enkeltheder at redegøre for, hvordan dens interne kontrol- og overvågningsmekanismer fungerer, når det gælder forvaltning af midler og udgifter; opfordrer endvidere EU-Udenrigstjenesten til at redegøre for sin politik vedrørende Parlamentets adgang til interne inspektionsrapporter;

52.   

påpeger, at en række delegationer under EU-Udenrigstjenesten opererer i et højrisikomiljø, når det gælder korruption og svig; mener, at det er afgørende for beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, at personalet i EU-Udenrigstjenesten modtager passende uddannelse og information for at kunne opdage eventuelle forseelser; mener, at en omfattende politik for rapportering af uregelmæssigheder er væsentlig for beskyttelsen af Unionens finansielle interesser;

53.   

mener, at systemerne for budgetstøtte til regeringer i tredjelande ikke revideres tilstrækkeligt, og opfordrer til at føre bedre tilsyn med finansielle transaktioner på et tidligere stadie; insisterer på, at et uafhængigt nationalt revisionsorgan skal være en ultimativ betingelse for tildeling af budgetstøtte;

54.   

minder om, at EU-Udenrigstjenesten har til opgave at levere konkrete resultater, og understreger det gensidige forhold mellem resultaterne og det samlede budget.


(1)   EUT L 68 af 15.3.2011.

(2)   EUT C 348 af 14.11.2012, s. 1.

(3)   EUT C 344 af 12.11.2012, s. 1.

(4)   EUT C 348 af 14.11.2012, s. 130.

(5)   EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(6)   EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

(7)   EUT L 201 af 3.8.2010, s. 30.

(8)  Jf. endvidere de anbefalinger, der er fremsat i Revisionsrettens særberetning nr. 18/2012, »Den Europæiske Unions bistand til Kosovo på retsstatsområdet«.


Top