KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) …/…
af 17.5.2018
om en fælles metode til sammenligning af enhedspriserne for alternative brændstoffer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer 1 , særlig artikel 7, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Med henblik på at fastlægge den bedst egnede metode i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2014/94/EU og efter en udbudsindkaldelse anmodede Kommissionen det tyske energiagentur (DENA) om at foretage en undersøgelse med henblik på at afdække mulighederne for en fælles metode til sammenligning af enhedspriserne for alternative brændstoffer 2 .
(2)I undersøgelsen blev fire muligheder analyseret. Kommissionen overvejede alle disse muligheder. Den mulighed, hvor brændstofpriserne udtrykkes som et beløb af den relevante valuta pr. 100 km, under hensyntagen til enhedsprisen på brændstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF 3 , og køretøjernes forbrug som angivet i typegodkendelsen, er tilsyneladende den mest fyldestgørende, og den bygger på målelige data. Denne mulighed tager ikke blot højde for energiindholdet i brændstoffet, men også andre faktorer, som er relevante for brændstofprisen pr. kørt afstand, herunder navnlig energieffektiviteten af de respektive teknologier knyttet til anvendelsen af de forskellige brændstoffer i køretøjer.
(3)En metode, hvor brændstofpriserne udtrykkes som beløbet af relevant valuta pr. 100 km støttes af forbrugerne ifølge en forbrugerundersøgelse om sammenligning af brændstofpriser 4 , som blev udført af Fédération Internationale de l'Automobile efter en udbudsindkaldelse.
(4)Den valgte metode bør gøre det muligt for brugeren at foretage en simpel sammenligning, som omfatter alle de mest relevante faktorer, også med henblik på fremtidige indkøbsvalg. Det er således denne metode, som synes at være bedst egnet, når det gælder at øge forbrugernes bevidsthed og gøre brændstofpriserne mere gennemsigtige. Den stemmer også bedst overens med de generelle mål i direktiv 2014/94/EU, som der også er taget hensyn til i den europæiske strategi for lavemissionsmobilitet 5 , som blev vedtaget inden for rammerne af energiunionen, dvs. den bidrager til en diversificering af energikilderne i transportsektoren og til en reduktion af CO2 og andre forurenende emissioner på dette område.
(5)Det brændstofforbrug, der er angivet i et køretøjs typegodkendelsesattest, bør anvendes til beregning af brændstofpriserne. Denne værdi er baseret på WLTP-metoden (World Harmonised Light Vehicles Test Procedure) 6 begyndende fra september 2017 for nye typer køretøjer og fra september 2018 for alle nye køretøjer. Metoden erstatter den aktuelt anvendte NEDC-metode (New European Test Cycle). WLTP-metoden fastsætter strengere prøvningsbetingelser og mere realistisk brændstofforbrug til gavn for forbrugerne. Henvisninger til disse værdier er i overensstemmelse med forbrugeroplysningerne, der gives i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF 7 for så vidt angår adgang til forbrugeroplysninger om brændstoføkonomi i forbindelse med markedsføring af nye personbiler, også i lyset af Kommissionens henstilling (EU) 2017/948 8 .
(6)Da der ikke angives værdier for brændstofforbrug i typegodkendelsesattesten for køretøjer vedrørende biobrændstofblandinger med benzin eller diesel 9 , kan medlemsstaterne anvende deres egne data til at bestemme sådanne værdier.
(7)For at metoden er brugbar til hver en tid, bør den brændstofpris, der tages i betragtning, være gennemsnitsprisen for det relevante brændstof pr. konventionel enhed over højst det sidste kalenderkvartal forud for tidspunktet for beregningen.
(8)På grund af de indbyggede begrænsninger i visningen af sammenligninger på tankstationer bør det præciseres, at brugen af en sådan metode forudsætter prøveudtagning fra personbiler, som er sammenlignelige, i det mindste hvad angår deres vægt og deres effekt, men som anvender forskellige brændstoffer.
(9)For yderligere at lette sammenligninger på grundlag af den metode, der er fastsat i denne forordning, bør medlemsstaterne kunne gøre brug af de muligheder, som digitaliseringen frembyder, såsom onlineværktøjer. Sådanne værktøjer bør give mulighed for at indhente individuelle oplysninger om alle eller de fleste køretøjsmodeller, som findes på markedet. Et sådant værktøj ville også give mulighed for at tilføje andre oplysninger.
(10)Kommissionens flerårige arbejdsprogram om finansiel bistand i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten (CEF) for transport for perioden 2014-2020 10 omfatter en foranstaltning, der har til formål at bistå medlemsstaterne med gennemførelsen af direktiv 2014/94/EU. Ifølge arbejdsprogrammet er målet navnlig at støtte en konsekvent gennemførelse af nævnte direktivs artikel 7, stk. 3, i alle medlemsstater og støtte medlemsstaterne i at gøre forbrugeroplysninger tilgængelige via digitale værktøjer.
(11)Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 9, stk. 1, i direktiv 2014/94/EU —