BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT
Ved artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1700 om oprettelse af en fælles ramme for europæiske statistikker vedrørende personer og husstande baseret på data på individniveau indsamlet ved hjælp af stikprøver tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der præciserer variablernes antal og titler for de enkelte datasæt. I henhold til artikel 6, stk. 2, må antallet af variabler, der er fastlagt i den delegerede retsakt, på tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning (EU) 2019/1700 højst være 5 % over det antal variabler for hvert område, som Kommissionen (Eurostat) allerede stiller obligatorisk krav om.
Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/256 om supplerende regler til forordning (EU) 2019/1700 blev der fastsat dataindsamlingsperioder for områder og hertil knyttede detaljerede emner fra 2021 til 2028.
Denne delegerede forordning omfatter antallet af og titlen på variablerne for datasæt på området arbejdsstyrke vedrørende de detaljerede emner "arbejdstilrettelæggelse og arbejdstidsordninger", der skal indsamles i 2027, og "arbejdsulykker og andre arbejdsrelaterede sundhedsproblemer", der skal indsamles i 2028.
2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE
Kommissionen har gennemført relevante høringer som led i udarbejdelsen af denne delegerede retsakt.
Den hørte nationale eksperter, som var indbudt til ekspertmøder, for at drøfte udkastet til den delegerede retsakt. Høringen fandt sted på mødet mellem de europæiske socialstatistikdirektører den 10. april 2025. Ekspertgruppen vedrørende "Nationale statistiske kontorer i det europæiske statistiske system" blev ligeledes hørt.
Kommissionen har også holdt både Europa-Parlamentet og Rådet orienteret om høringerne.
3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT
Formålet med denne delegerede forordning er at vedtage antallet af og titlen på de otteårige variabler om emnet "arbejdstilrettelæggelse og arbejdstidsordninger", der skal indsamles i 2027, og emnet "arbejdsulykker og andre arbejdsrelaterede sundhedsproblemer", der skal indsamles i 2028.
I overensstemmelse med artikel 3 i forordning (EU) 2019/2240 1 bør antallet af otteårige variabler, der skal indsamles om detaljerede emner i et givet år, ikke overstige 11 for "arbejdsulykker og andre arbejdsrelaterede sundhedsproblemer" og ikke overstige 10 for "arbejdstilrettelæggelse og arbejdstidsordninger". Kombineret med de kvartalsvise, årlige og toårige variabler i bilag I til forordning (EU) 2019/2240 overstiger antallet af variabler, der skal indsamles i 2027 og 2028, ikke det antal af variabler, der er indsamlet på området arbejdsstyrke på det tidspunkt, hvor forordning (EU) 2019/1700 trådte i kraft, med mere end 5 %, hvilket opfylder kravet i artikel 6, stk. 2, i forordning (EU) 2019/1700.
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…
af 9.10.2025
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1700, som præciserer antallet af og titlen på de otteårige variabler for "arbejdstilrettelæggelse og arbejdstidsordninger" og "arbejdsulykker og andre arbejdsrelaterede sundhedsmæssige problemer" på området arbejdsstyrke
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1700 af 10. oktober 2019 om oprettelse af en fælles ramme for europæiske statistikker vedrørende personer og husstande baseret på data på individniveau indsamlet ved hjælp af stikprøver, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 808/2004, (EF) nr. 452/2008 og (EF) nr. 1338/2008 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1177/2003 og Rådets forordning (EF) nr. 577/98 2 , særlig artikel 6, stk. 1, og