Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document E2022P0015

Sag anlagt den 7. december 2022 af EFTA-Tilsynsmyndigheden mod Norge (Sag E-15/22) 2023/C 18/04

PUB/2022/1658

EUT C 18 af 19.1.2023, pp. 6–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

19.1.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 18/6


Sag anlagt den 7. december 2022 af EFTA-Tilsynsmyndigheden mod Norge

(Sag E-15/22)

(2023/C 18/04)

EFTA-Tilsynsmyndigheden ved Kyrre Isaksen, Marte Brathovde og Melpo-Menie Joséphidès, som befuldmægtigede for EFTA-Tilsynsmyndigheden, 19H Avenue de Arts, 1000 Bruxelles, Belgien, har den 7. december 2022 anlagt sag mod Norge ved EFTA-Domstolen.

EFTA-Tilsynsmyndigheden har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Norge har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, og 7, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 29/2009 af 16. januar 2009 om fastlæggelse af krav til datalink-tjenester i det fælles europæiske luftrum, idet Norge ikke har leveret og drevet datalink-tjenester fra den 5. februar 2018 (1).

2.

Norge tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige og faktiske omstændigheder samt søgsmålsgrunde:

Med denne stævning har EFTA-Tilsynsmyndigheden (»Tilsynsmyndigheden«) nedlagt påstand om, at det fastslås, at Norge har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, og 7, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 29/2009 (forordningen).

Tilsynsmyndigheden anmodede i brev af 31. maj 2018 den norske regering om at oplyse status for etableringen af datalink-tjenester i Norge. Den norske regering oplyste i sit svar af 2. juli 2018, at den lufttrafiktjenesteudøver, som Norge har udpeget, nemlig Avinor Air Navigation Services (Avinor Flysikring), endnu ikke har etableret datalink-tjenesterne som krævet i forordningen.

Tilsynsmyndigheden fremsendte en åbningsskrivelse til den norske regering den 10. juni 2020, og i sit svar af 12. oktober 2020 bestred den norske regering ikke Tilsynsmyndighedens vurdering af, at Norge havde tilsidesat sine forpligtelser efter forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 7, stk. 1.

I en begrundet udtalelse af 10. november 2021 fastholdt Tilsynsmyndigheden sin vurdering og konkluderede, at Norge ved ikke at levere og drive datalink-tjenester fra den 5. februar 2018 har tilsidesat sine forpligtelser efter forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 7, stk. 1.

Den norske regering henviste i sit brev af 15. februar 2022 til tekniske udfordringer, urimeligt høje omkostninger og sikkerhedsmæssige betænkeligheder som begrundelse for ikke at etablere datalink-tjenesterne inden for den frist, der er fastsat i forordningen eller i Tilsynsmyndighedens begrundede udtalelse.

Tilsynsmyndigheden har gjort gældende, at der ikke er noget retsgrundlag i forordningen, som indarbejdet i EØS-aftalen, eller på anden måde i denne aftale, der giver hjemmel til en manglende opfyldelse af forpligtelserne i forordningens artikel 3, stk. 1, og artikel 7, stk. 1.


(1)  EUT L 13 af 17.1.2009, s. 3.


Top