–

V ved P. Krämer-Ograjensek og advocaten A.C.M. Nederveen,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J.M. Hoogveld, som befuldmægtigede,

–

den danske regering ved M.P. Brøchner Jespersen, D. Elkan, C.A.-S. Maertens og J. Sandvik Loft, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved N. Cambien, A. Katsimerou og E. Montaguti, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20 TEUF og artikel 5, litra a) og b), og artikel 6, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem X, som er tredjelandsstatsborger, og Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (statssekretær for justits- og sikkerhedsanliggender, Nederlandene) (herefter »statssekretæren«) vedrørende sidstnævntes afslag på at meddele X en afledt opholdsret i Nederlandene, hvor hun bor sammen med sit mindreårige barn, der er statsborger i denne medlemsstat.

3

Artikel 20 TEUF fastsætter:

»1.   Der indføres et unionsborgerskab. Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.

2.   Unionsborgerne har de rettigheder og er underlagt de pligter, der er indeholdt i traktaterne. De har bl.a. følgende rettigheder:

[...]

Disse rettigheder udøves med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i traktaterne og i foranstaltninger vedtaget med henblik på deres gennemførelse.«

4

Artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) med overskriften »Respekt for privatliv og familieliv« har følgende ordlyd:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.«

5

Chartrets artikel 24 med overskriften »Børns rettigheder« bestemmer i stk. 2 og 3:

»2.   I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

3.   Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.«

6

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (E[Ø]F) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35), der har overskriften »Retten til ophold i mere end tre måneder«, fastsætter følgende i stk. 1:

»Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende:

7

Artikel 5 i direktiv 2008/115 med overskriften »Non-refoulement, barnets tarv, familieliv og helbredstilstand« bestemmer:

»Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til

[...]«

8

Dette direktivs artikel 6 med overskriften »Afgørelse om tilbagesendelse« har følgende ordlyd i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.

2.   Tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, og som er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, udstedt af en anden medlemsstat, skal anmodes om straks at begive sig til denne anden medlemsstats område. Efterkommer den pågældende tredjelandsstatsborger ikke dette krav, eller er den pågældende tredjelandsstatsborgers øjeblikkelige udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikkerhed, finder stk. 1 anvendelse.«

9

Artikel 8 i Vreemdelingenwet 2000 (udlændingeloven af 2000) af 23. november 2000 (Stb. 2000, nr. 495) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter, at en udlænding kun har lovligt ophold i Nederlandene:

»[...]

[...]«

10

§ B10/2.2 i Vreemdelingencirculaire 2000 (udlændingecirkulære af 2000) af 2. marts 2001 (Stcrt. 2001, nr. 64) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer bl.a. følgende:

»[...]

En udlænding har lovligt ophold i henhold til artikel 8, litra e), i udlændingeloven af 2000, såfremt samtlige de følgende betingelser er opfyldt:

[...]

[Immigratie- en Naturalisatiedienst (myndigheden for indvandring og naturalisation, Nederlandene)] udsteder til den udlænding, der ønsker at opholde sig som forælder til et mindreårigt nederlandsk barn, umiddelbart efter indgivelsen af ansøgningen om prøvelse i henhold til EU-retten, en selvklæbende etiket med opholdstilladelse for [EU-]borgere (bilag 7h [til Voorschrift Vreemdelingen (udlændingeforordningen af 2000)] af 18. december 2000 (Stcrt. 2001, nr. 10, herefter »VV«)]), der angiver, at familiemedlemmet har tilladelse til at arbejde.

I følgende tilfælde udstedes der ikke en selvklæbende etiket med opholdstilladelse for [EU-]borgere (bilag 7h [til VV]), men i stedet udstedes en selvklæbende etiket med en generel opholdstilladelse (bilag 7g [til VV]):

[...]

Udlændingen har opholdsret i en anden EU-medlemsstat.

[...]«

11

Sagsøgeren i hovedsagen, V, er født i Marokko i 1979 og har marokkansk statsborgerskab. Fra 1999 til 2014 opholdt hun sig i Spanien på grundlag af en opholdsret i henhold til spansk ret på grund af sin erhvervsmæssige beskæftigelse i denne medlemsstat. Den 23. september 2014 indgik hun ægteskab i Marokko. Siden ægteskabet har hun med undtagelse af nogle få kortvarige ferier i Marokko og Spanien opholdt sig i Nederlandene sammen med sin ægtefælle, der blev født i Nederlandene i 1975, og som har marokkansk og nederlandsk statsborgerskab. Deres ægteskab er blevet indført i civilstandsregistret i den nederlandske kommune, hvor de bor. Sagsøgeren i hovedsagen har imidlertid ingen opholdstilladelse på nederlandsk område.

12

I deres ægteskab blev der den 6. januar 2015 født en søn i Nederlandene, som udelukkende har nederlandsk statsborgerskab, og som ægtefællerne tager sig af i fællesskab.

13

Dette barn har tale- og sprogvanskeligheder og talte ikke før femårsalderen. På grund af sin udviklingsforsinkelse går han på en uddannelsesinstitution, der tilbyder undervisning for elever, der har behov for særlig støtte, som den almindelige skole ikke kan yde. Han benytter sig desuden af en transporttjeneste, der er tilpasset hans behov, til transport mellem sin bopæl og denne institution. Han har hidtil aldrig opholdt sig i en anden medlemsstat end den, hvor han er statsborger.

14

Ægtefællen til sagsøgeren i hovedsagen oppebærer på grund af sin helbredstilstand ingen erhvervsindkomst og er derfor delvist fritaget for forpligtelsen til at arbejde. Han modtager derimod sociale ydelser.

15

Den 13. november 2020 indgav sagsøgeren i hovedsagen en ansøgning i Nederlandene om meddelelse af en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF med henblik på at kunne opholde sig hos sin mindreårige søn. Til støtte for denne ansøgning fremlagde hun et dokument, der bekræftede, at hun havde opholdsret i Spanien.

16

Den 11. november 2021 gav statssekretæren afslag på den nævnte ansøgning, idet statssekretæren navnlig fandt, at sagsøgeren i hovedsagen ikke kunne påberåbe sig en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, da hun har opholdsret i Spanien. I forbindelse med sin vurdering undersøgte statssekretæren ex officio, om sagsøgeren skulle meddeles opholdstilladelse på grundlag af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950. Statssekretæren fastslog, at sagsøgeren, hendes ægtefælle og deres søn havde et familieliv sammen, og at hun havde et privatliv i Nederlandene. Statssekretæren fandt imidlertid i det væsentlige, at den almene interesse, som de nederlandske myndigheder forfulgte, vejede tungere end sagsøgerens, hendes nederlandske ægtefælles og deres søns personlige interesser. Statssekretæren fandt således dels, at interesseafvejningen måtte falde ud til ulempe for sagsøgeren i hovedsagen, dels at afslaget på sidstnævntes ansøgning om opholdstilladelse i Nederlandene medførte, at hun ikke havde lovligt ophold i denne medlemsstat. Statssekretæren pålagde følgelig sagsøgeren straks at begive sig til Spanien og oplyste, at der ville blive truffet en afgørelse om tilbagesendelse af sagsøgeren, såfremt dette påbud ikke blev efterkommet.

17

Efter afslaget på hendes ansøgning om meddelelse af en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF anmodede sagsøgeren i hovedsagen de spanske myndigheder om at attestere, at hun havde givet afkald på sin opholdsret på denne medlemsstats område. Efter en undersøgelse i denne henseende fandt statssekretæren, at sagsøgeren i hovedsagen fortsat har opholdsret i Spanien, hvilken er en ret til tidsubegrænset ophold i henhold til spansk lovgivning og er baseret på udøvelsen af en erhvervsmæssig beskæftigelse.

18

Ved afgørelse af 20. juni 2022 fastslog statssekretæren, at den klage, som sagsøgeren i hovedsagen havde indgivet over afslaget på hendes ansøgning, var åbenbart ugrundet.

19

Sagsøgeren i hovedsagen har anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene), som er den forelæggende ret.

20

For denne ret har sagsøgeren i hovedsagen gjort gældende, at hun har en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF, eftersom hendes mindreårige søn er afhængig af hende. Statssekretæren har bestridt, at der foreligger en sådan ret, med den begrundelse at hun allerede har opholdsret i Spanien. For så vidt som det mindreårige barn kan ledsage sin mor til denne medlemsstat, har afslaget på at tildele det en afledt opholdsret i Nederlandene på grundlag af artikel 20 TEUF efter statssekretærens opfattelse ikke den virkning, at barnet tvinges til at forlade Unionens område som helhed.

21

Den forelæggende ret ønsker derfor for det første afklaret, om sagsøgeren i hovedsagens ansøgning om en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF kan afslås alene med den begrundelse, at hun har opholdsret i en anden medlemsstat. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at den omstændighed, at der er en opholdsret i Spanien, ganske vist indebærer, at hverken sagsøgeren i hovedsagen eller hendes mindreårige barn i tilfælde af afslag på en afledt opholdsret i Nederlandene er forpligtet til at forlade Unionens område som helhed. Henset til det afhængighedsforhold, der består mellem barnet og dets mor, er barnet imidlertid tvunget til at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med henblik på at ledsage sin mor til Spanien. Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret oplyst, om der i forbindelse med vurderingen af, om moderen har en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, skal foretages en grundig undersøgelse af barnets tarv og retten til familieliv. Den forelæggende ret har i denne sammenhæng fremhævet, at statssekretæren hverken har vurderet, om der består et afhængighedsforhold mellem sagsøgeren i hovedsagen og hendes mindreårige barn, eller undersøgt, om deres familieliv kan fortsætte i Spanien.

22

For det andet er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den forpligtelse, der er fastsat i artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115, hvorefter medlemsstaterne skal tage behørigt hensyn til barnets tarv og familielivet ved gennemførelsen af dette direktiv, har samme rækkevidde og omfang, når en medlemsstat pålægger en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på dens område straks at begive sig til en anden medlemsstats område i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 6, stk. 2, som når en medlemsstat træffer en afgørelse om tilbagesendelse i henhold til samme direktivs artikel 6, stk. 1. I givet fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om en tilsvarende forpligtelse påhviler medlemsstaterne, når de får forelagt en ansøgning om afledt opholdsret på grundlag af artikel 20 TEUF, ligeledes henset til retten til respekt for familielivet, der er fastsat i chartrets artikel 7, og til barnets rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 24, stk. 2 og 3.

23

På denne baggrund har rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at det som led i det samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 29.11.1978, Redmond, 83/78, EU:C:1978:214, præmis 26, og af 2.12.2025, Russmedia Digital og Inform Media Press, C-492/23, EU:C:2025:935, præmis 44).

25

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret en fortolkning af såvel artikel 20 TEUF som artikel 5, litra a) og b), og artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/115. Den forelæggende rets spørgsmål vedrørende dette direktiv skyldes den omstændighed, at statssekretæren efter at have afslået sagsøgeren i hovedsagens ansøgning om en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF med henblik på at opholde sig i Nederlandene hos sin mindreårige søn, der er nederlandsk statsborger, fastslog, at hendes ophold på nederlandsk område er ulovligt, og pålagde hende i henhold til denne artikel 6, stk. 2, straks at begive sig til Spanien.

26

Det fremgår således af sidstnævnte bestemmelse, at en tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, men samtidig har en opholdsret udstedt af en anden medlemsstat, skal gives mulighed for at udrejse til sidstnævnte medlemsstat, snarere end at der direkte vedtages en afgørelse om tilbagesendelse af den pågældende, medmindre den offentlige orden og den nationale sikkerhed kræver det (jf. i denne retning dom af 16.1.2018, E, C-240/17, EU:C:2018:8, præmis 46, og af 24.2.2021, M m.fl. (Overførsel til en medlemsstat), C-673/19, EU:C:2021:127, præmis 35).

27

I denne sammenhæng er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115, hvorefter medlemsstaterne ved gennemførelsen af dette direktiv tager behørigt hensyn til barnets tarv og familielivet, er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

28

Det fremgår dog af anmodningen om præjudiciel afgørelse læst i sin helhed, at selv om den forelæggende ret udtrykkeligt har nævnt den forpligtelse, der følger af artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115, ønsker den i sidste ende at få præciseret, om sagsøgeren i hovedsagen er afskåret fra at opnå en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF, alene fordi hun allerede har opholdsret i Spanien. Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om statssekretæren i forbindelse med vurderingen af denne sagsøgers ansøgning om en sådan afledt opholdsret er forpligtet til dels at efterprøve, om det familieliv, som det mindreårige barn, der er unionsborger, har med sine to forældre, kan fortsætte i Spanien, dels at tage hensyn til dette barns tarv.

29

Det følger af fast retspraksis, at de fælles standarder og procedurer, der er indført ved det nævnte direktiv, kun vedrører vedtagelsen af afgørelser om tilbagesendelse og disse afgørelsers fuldbyrdelse, men ikke regulerer spørgsmålet om meddelelse af opholdsret til tredjelandsstatsborgere (jf. i denne retning dom af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C-69/21, EU:C:2022:913, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

30

Som den forelæggende ret også har anført, er retten til respekt for familielivet imidlertid fastsat i chartrets artikel 7, som skal sammenholdes med chartrets artikel 24 om barnets rettigheder. Navnlig fastsætter artikel 24, stk. 2 og 3, en forpligtelse til at tage hensyn til barnets tarv, henholdsvis en ret for ethvert barn til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.

31

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at værtsmedlemsstatens kompetente myndighed træffer en afgørelse om afslag på meddelelse af en afledt opholdsret på dens område til en tredjelandsstatsborger og forælder til et mindreårigt barn, som er unionsborger og aldrig har opholdt sig i en anden medlemsstat end den, hvor det er statsborger, med den begrundelse, at denne tredjelandsstatsborger har opholdsret i en anden medlemsstat, når denne myndighed ikke forudgående har undersøgt, om det familieliv, som barnet lever med sine to forældre, som barnet er afhængigt af, kan fortsætte i denne anden medlemsstat, og om flytningen af barnet til samme medlemsstat ville være i strid med barnets tarv.

32

I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at artikel 20 TEUF giver enhver person, der er statsborger i en medlemsstat, status som unionsborger, hvilket udgør den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (jf. i denne retning dom af 20.9.2001, Grzelczyk, C-184/99, EU:C:2001:458, præmis 31, og af 29.4.2025, Kommissionen mod Malta (Statsborgerskab gennem investering), C-181/23, EU:C:2025:283, præmis 92, og af 25.11.2025, Wojewoda Mazowiecki, C-713/23, EU:C:2025:917, præmis 40).

33

Unionsborgerskabet tillægger enhver unionsborger en grundlæggende og individuel ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i EUF-traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil (dom af 7.10.2010, Lassal, C-162/09, EU:C:2010:592, præmis 29, af 13.9.2016, Rendón Marín, C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 70, og af 22.6.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Thailandsk mor til et mindreårigt nederlandsk barn), C-459/20, EU:C:2023:499, præmis 21).

34

Domstolen har fastslået, at artikel 20 TEUF er til hinder for nationale foranstaltninger, herunder afslag på ophold til en unionsborgers familiemedlemmer, der har den virkning, at unionsborgere fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status (dom af 8.3.2011, Ruiz Zambrano, C-34/09, EU:C:2011:124, præmis 42, af 6.12.2012, O m.fl., C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 45, og af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 61).

35

Traktatens bestemmelser om unionsborgerskab giver derimod ikke tredjelandsstatsborgere nogen selvstændig ret. De eventuelle rettigheder, der tildeles tredjelandsstatsborgere, er således ikke selvstændige rettigheder for disse statsborgere, men rettigheder, der er afledt af unionsborgerens rettigheder. Disse afledte rettigheders formål og begrundelse beror på den omstændighed, at en nægtelse af at anerkende dem kan gribe ind i unionsborgerens frie bevægelighed og ophold (jf. i denne retning dom af 8.11.2012, Iida, C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 66-68, af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 62, og af 27.2.2020, Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real (Ægtefælle til en unionsborger), C-836/18, EU:C:2020:119, præmis 38).

36

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagens mindreårige barn i sin egenskab af statsborger i en medlemsstat kan påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til barnets status som unionsborger, som det er tildelt ved artikel 20 TEUF, herunder over for den medlemsstat, hvor barnet er statsborger (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

37

Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren i hovedsagen og hendes ægtefælle, der har nederlandsk statsborgerskab ligesom barnet, begge tager sig af deres barn og lever sammen som familie i Nederlandene. Barnet har således siden fødslen uafbrudt haft personlige relationer og direkte kontakt med begge sine forældre.

38

Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at statssekretæren har afslået at indrømme sagsøgeren i hovedsagen, der er mor til det pågældende barn, en afledt opholdsret i Nederlandene med den begrundelse, at hun har opholdsret i Spanien i henhold til denne medlemsstats lovgivning. Statssekretæren pålagde følgelig sagsøgeren i hovedsagen at begive sig til den nævnte medlemsstats område. Statssekretæren fandt desuden, at eftersom det mindreårige barn, der er unionsborger, og som aldrig har opholdt sig i en anden medlemsstat end den, hvor det er statsborger, vil kunne ledsage sin mor til Spanien, bevirker afslaget på at tildele hende en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF ikke, at barnet tvinges til at forlade Unionens område som helhed.

39

Selv om den forelæggende ret i sine spørgsmål har baseret sig på den forudsætning, at sagsøgeren i hovedsagen faktisk har opholdsret i Spanien, har sagsøgeren i hovedsagen, såvel i sine skriftlige indlæg som i retsmødet, for Domstolen gjort gældende, at hun i mellemtiden har givet afkald på denne opholdsret, og at hun derfor ikke længere har nogen opholdsret i denne medlemsstat.

40

Det tilkommer i sidste ende den forelæggende ret at vurdere, om sagsøgeren i hovedsagen fortsat har opholdsret i Spanien. For at give den forelæggende ret en besvarelse, som under alle omstændigheder vil være hensigtsmæssig med henblik på at afgøre den tvist, som den skal påkende, skal der dog også tages stilling til det tilfælde, hvor en sådan opholdsret ikke foreligger.

41

I denne henseende bemærkes, at der findes ganske særlige situationer, hvor en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den afledte EU-ret om tredjelandsstatsborgeres opholdsret ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed og ophold, skal tildeles en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, idet den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers ville blive bragt i fare, såfremt unionsborgeren, som følge af at den pågældende tredjelandsstatsborger nægtes opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område som helhed og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tildelt ved denne status (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 63, af 8.5.2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien), C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 51, og af 27.2.2020, Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real (Ægtefælle til en unionsborger), C-836/18, EU:C:2020:119, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

42

De situationer, som er nævnt i den foregående præmis, er kendetegnet ved den omstændighed, at selv om de er reguleret af lovgivning, der a priori henhører under medlemsstaternes kompetence, nemlig lovgivning vedrørende indrejse- og opholdsret for tredjelandsstatsborgere uden for anvendelsesområdet for de bestemmelser i den afledte EU-ret, som under visse betingelser foreskriver, at en sådan ret skal tildeles, har de imidlertid en indre sammenhæng med retten til fri bevægelighed og ophold for en unionsborger, som er til hinder for, at disse tredjelandsstatsborgere nægtes indrejse- og opholdsret i den medlemsstat, hvor denne unionsborger har bopæl, for ikke at gribe ind i denne frihed (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.6.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Thailandsk mor til et mindreårigt nederlandsk barn), C-459/20, EU:C:2023:499, præmis 25).

43

Afslaget på at meddele opholdsret til en tredjelandsstatsborger bringer imidlertid kun den effektive virkning af unionsborgerskabet i fare, såfremt der mellem denne tredjelandsstatsborger og den unionsborger, som er tredjelandsstatsborgerens familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at det vil resultere i, at unionsborgeren er nødsaget til at ledsage den omhandlede tredjelandsstatsborger og til at forlade Unionens område som helhed (dom af 8.3.2011, Ruiz Zambrano, C-34/09, EU:C:2011:124, præmis 43-45, af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 69, og af 22.6.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Thailandsk mor til et mindreårigt nederlandsk barn), C-459/20, EU:C:2023:499, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

44

I denne henseende bemærkes, at der ved vurderingen af, om der foreligger et afhængighedsforhold mellem den pågældende tredjelandsstatsborger og dennes mindreårige barn, der er unionsborger, med henblik på en eventuel anerkendelse af en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, skal tages hensyn til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag og navnlig til spørgsmålet om forældremyndigheden over dette barn og til spørgsmålet om, hvorvidt barnets retlige, økonomiske eller følelsesmæssige forsørgelse varetages af forælderen, der er tredjelandsstatsborger. Det pågældende barns alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til såvel den forælder, der er unionsborger, som den forælder, der er tredjelandsstatsborger, og den risiko, som adskillelsen fra sidstnævnte indebærer for barnets ligevægt, kan ligeledes anses for relevante omstændigheder (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 70 og 71, af 5.5.2022, Subdelegación del Gobierno en Toledo (Ophold for et familiemedlem – utilstrækkelige midler), C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354, præmis 67, og af 7.9.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Karakteren af retten til ophold i henhold til artikel 20 TEUF), C-624/20, EU:C:2022:639, præmis 38 og 39).

45

Med henblik på denne bedømmelse er den omstændighed, at den anden forælder, som er unionsborger, reelt er i stand til og ønsker at påtage sig det daglige og faktiske ansvar for barnet alene, således et relevant forhold, men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at kunne konstatere, at der ikke består et afhængighedsforhold mellem den forælder, som er tredjelandsstatsborger, og barnet, således at barnet vil være nødsaget til at forlade Unionens område, såfremt nævnte tredjelandsstatsborger nægtes ret til ophold (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 71, og af 5.5.2022, Subdelegación del Gobierno en Toledo (Ophold for et familiemedlem – utilstrækkelige midler), C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354, præmis 67).

46

Inden for rammerne af nævnte bedømmelse skal de kompetente myndigheder tage hensyn til retten til respekt for familieliv, som er fastslået i chartrets artikel 7, sammenholdt med forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv, som et hensyn, der skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, således som det er anerkendt i chartrets artikel 24, stk. 2, og til barnets ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, som er fastsat i chartrets artikel 24, stk. 3 (jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl., C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 70, og af 5.5.2022, Subdelegación del Gobierno en Toledo (Ophold for et familiemedlem – utilstrækkelige midler), C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354, præmis 66).

47

Når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, kan det i så henseende formodes – hvilken formodning dog kan afkræftes – at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at barnets anden forælder, som statsborger i den medlemsstat, på hvis område denne familie er bosiddende, har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område (dom af 5.5.2022, Subdelegación del Gobierno en Toledo (Ophold for et familiemedlem – utilstrækkelige midler), C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354, præmis 69).

48

I det foreliggende tilfælde består der ifølge den forelæggende ret et afhængighedsforhold mellem sagsøgeren i hovedsagen og hendes mindreårige søn, der er unionsborger, som omhandlet i den retspraksis, der er anført i nærværende doms præmis 43-47.

49

Såfremt det fastslås, at sagsøgeren i hovedsagen ikke længere har opholdsret i Spanien, må det følgelig konkluderes, at i betragtning af dette afhængighedsforhold mellem hende og hendes mindreårige barn, der er unionsborger, vil sidstnævnte være nødsaget til at ledsage sin mor og dermed til at forlade Unionens område som helhed, såfremt hun nægtes en afledt opholdsret i Nederlandene på grundlag af artikel 20 TEUF. Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 41, ville en sådan udrejse fra Unionens område imidlertid medføre, at dette barn fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som det er tildelt ved sin status som unionsborger, og være til skade for den effektive virkning af denne status. I en sådan situation bør unionsborgerens mor derfor indrømmes en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF.

50

Den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen fortsat har opholdsret i Spanien – såfremt dette anses for godtgjort – kan ikke i sig selv udelukke, at sagsøgeren i hovedsagen har en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF.

51

Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at i betragtning af afhængighedsforholdet mellem sagsøgeren i hovedsagen og hendes mindreårige barn, der er unionsborger, ville dette barn i realiteten være nødsaget til at ledsage sin mor til Spanien og dermed forlade Nederlandenes område, hvor det er statsborger, såfremt hun nægtes en afledt opholdsret i denne medlemsstat på grundlag af artikel 20 TEUF.

52

Som den forelæggende ret har anført, kan en sådan tvungen flytning til Spanien af det mindreårige barn, der er unionsborger, udgøre et indgreb i visse af barnets grundlæggende rettigheder, navnlig retten til respekt for familielivet og barnets rettigheder, der er sikret ved henholdsvis chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3.

53

I så henseende skal det bemærkes, at chartrets bestemmelser i henhold til dets artikel 51, stk. 1, kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten.

54

Dette er tilfældet i en situation som den, der er omhandlet i denne doms præmis 51. Med forbehold for overholdelsen af de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i den afledte EU-ret på området, omfatter de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet for enhver statsborger i en medlemsstat, således ifølge artikel 20, stk. 2, litra a), TEUF retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område. I en situation, hvor en unionsborger faktisk er nødsaget til at forlade sin bopælsmedlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, for at etablere sig i en anden medlemsstat, foreligger der nødvendigvis et indgreb i udøvelsen af denne ret.

55

Det følger heraf, at afgørelsen om afslag på en ansøgning om en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF i en situation som den, der er omhandlet i denne doms præmis 51, udgør en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, og at de kompetente nationale myndigheder, når de vedtager en sådan afgørelse, ikke kan undlade at foretage en vurdering af overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, således som de er sikret ved dette charter.

56

Hvad for det første angår retten til respekt for familielivet, der er fastsat i chartrets artikel 7, skal denne ret sammenholdes med chartrets artikel 24, stk. 3, hvorefter ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette strider mod dets interesser.

57

Det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at det mindreårige barn, der er unionsborger, i det foreliggende tilfælde er afhængigt af såvel sin forælder, der er tredjelandsstatsborger, som af sin forælder, der er unionsborger. Ifølge de samme oplysninger gav statssekretæren imidlertid afslag på den ansøgning om afledt opholdsret, som sagsøgeren i hovedsagen havde indgivet i henhold til artikel 20 TEUF, uden først at have undersøgt, om det familieliv, som barnet lever med disse to forældre i Nederlandene, kunne fortsættes i Spanien.

58

Den forelæggende ret har navnlig fremhævet, at statssekretæren hverken har efterprøvet karakteren af den opholdsret, som sagsøgeren i hovedsagen har i Spanien, eller de eventuelle betingelser, som de spanske myndigheder har pålagt hendes ægtefælle og deres mindreårige barn, der er unionsborger, for i givet fald at kunne opholde sig varigt sammen på denne medlemsstats område. I denne sammenhæng har den forelæggende ret anført, at sagsøgeren i hovedsagen har oplyst, at hun ikke udøver erhvervsmæssig beskæftigelse, og at hendes ægtefælle ikke er i stand til at oppebære indtægter, således at det ikke er sikkert, at denne opfylder de betingelser, der kræves for at opnå en ret til varigt ophold i Spanien i henhold til EU-retten, bl.a. i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/38.

59

Den forelæggende ret har således anført, at eftersom det mindreårige barn på grund af intensiteten af afhængighedsforholdet til sin mor ville være nødsaget til at ledsage moderen til Spanien i tilfælde af afslag på at meddele sagsøgeren i hovedsagen en afledt opholdsret i Nederlandene på grundlag af artikel 20 TEUF, foreligger der en konkret risiko for, at dette barn adskilles fra sin far, for så vidt som det kan være umuligt for faderen at opnå ret til varigt ophold på spansk område og således at fortsætte det familieliv, der i øjeblikket leves i Nederlandene, på dette område.

60

Under disse omstændigheder og med forbehold for en efterprøvelse, som det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at foretage, skal det fastslås, at afgørelsen om afslag på meddelelse af en afledt opholdsret til moderen til det mindreårige barn, der er unionsborger, skader familiens enhed, for så vidt som den, i strid med chartrets artikel 7, sammenholdt med chartrets artikel 24, stk. 3, fratager dette barn den mulighed, som det siden fødslen har haft for regelmæssigt at have personlig forbindelse og regelmæssig kontakt med sine to forældre. Såfremt det fastslås, at afslaget er i strid med de nævnte bestemmelser, skal barnets mor indrømmes en afledt opholdsret i Nederlandene i henhold til artikel 20 TEUF.

61

Hvad for det andet angår chartrets artikel 24, stk. 2, hvorefter barnets tarv i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal komme i første række, har den forelæggende ret anført, at ifølge sagsøgeren i hovedsagen vil en tvungen flytning af hendes barn til Spanien være i strid med barnets tarv.

62

I denne henseende har den forelæggende ret fremhævet, at i det foreliggende tilfælde taler det pågældende barn, som var ti år på tidspunktet for indgivelsen af den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, ikke spansk, men nederlandsk. Desuden talte barnet ikke før femårsalderen, og det har tale- og sprogvanskeligheder, hvilket indebærer, at barnet følger specialundervisning i Nederlandene for elever, der har behov for særlig støtte, som den almindelige skole ikke kan yde.

63

Med forbehold for en efterprøvelse, som det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at foretage, fremgår det, at sådanne omstændigheder i det mindste vil kunne påvise, at det er i det pågældende mindreårige barns tarv fortsat at opholde sig i Nederlandene, og at det derfor ville være i strid med barnets tarv at blive tvunget til at flytte til Spanien.

64

Såfremt det fastslås, at dette faktisk er tilfældet, skal dets mor derfor indrømmes en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 24, stk. 2.

65

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at

66

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 20 TEUF, sammenholdt med artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at