1

Med deres appel i sag C-269/23 P har Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics SAE (herefter »Hengshi«) og Jushi Egypt for Fiberglass Industry SAE (herefter »Jushi«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 1. marts 2023, Hengshi Egypt Fiberglass Fabrics og Jushi Egypt for Fiberglass Industry mod Kommissionen (T-480/20, herefter »dommen i sag T-480/20«, EU:T:2023:90), hvorved Retten frifandt Kommissionen i forbindelse med disse virksomheders søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/776 af 12. juni 2020 om indførelse af endelig udligningstold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/492 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Egypten (EUT 2020, L 189, s. 1, herefter »den omtvistede forordning i sag T-480/20«).

2

Jushi har med sin appel i sag C-272/23 P nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom af 1. marts 2023, Jushi Egypt for Fiberglass Industry mod Kommissionen (T-540/20, herefter »dommen i sag T-540/20«, og, sammen med dommen i sag T-480/20, »de appellerede domme«, EU:T:2023:91), hvorved Retten frifandt Kommissionen i forbindelse med det af Jushi anlagte søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/870 af 24. juni 2020 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten og om endelig opkrævning af den midlertidige udligningstold og om opkrævning af den endelige udligningstold på den registrerede import af endeløse filamenter af glasfibervarer med oprindelse i Egypten (EUT 2020, L 201, s. 10, herefter »den omtvistede forordning i sag T-540/20« og, sammen med den omtvistede forordning i sag T-480/20, »de omtvistede forordninger«).

3

Overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994, blev godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der henhører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1, herefter »overenskomsten om oprettelse af WTO«). Bilag 1A til denne aftale indeholder bl.a. en aftale om subsidier og udligningsforanstaltninger.

4

Artikel 1 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, der har overskriften »Definition af subsidier«, bestemmer:

»1.1   I denne aftale anses subsidier for at foreligge, hvis:

[...]

og

[...]«

5

Aftalens artikel 2 med overskriften »Specificitet« foreskriver:

»2.1   For at fastslå, om subsidier, som defineret i artikel 1, stk. 1, er specifikke for en virksomhed eller en erhvervsgren eller en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene (i denne aftale benævnt »visse virksomheder«) inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion, gælder følgende principper:

2.2   Subsidier, som er begrænset til at omfatte visse virksomheder i et nærmere bestemt geografisk område inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion, er specifikke. [...]

[...]«

6

Den nævnte aftales artikel 5, der har overskriften »Skadelige virkninger«, bestemmer:

»Intet medlem bør gennem anvendelsen af subsidier, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1 og 2, skade andre medlemmers interesser, [...]

[...]«

7

Samme aftales artikel 11, der har overskriften »Indledning og videreførelse af en undersøgelse«, bestemmer i stk. 8:

»I tilfælde, hvor varerne ikke indføres direkte fra oprindelseslandet, men udføres til det importerende medlem fra et andet land, finder bestemmelserne i denne aftale anvendelse i fuldt omfang, og den eller de pågældende transaktioner anses med henblik på denne aftale for at have fundet sted mellem oprindelseslandet og det importerende medlem.«

8

Beskyttelsen mod subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, er fra 1968 til 1994 successivt blevet reguleret af en række fælles forordninger på dette område og på området for dumping og derefter af en række specifikke forordninger. Den sidste af disse specifikke forordninger er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 55), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/825 af 30. maj 2018 (EUT 2018, L 143, s. 1) (herefter »forordning 2016/1037«).

9

Anden til femte betragtning til forordning 2016/1037 har følgende ordlyd:

10

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Principper« bestemmer:

»1.   Der kan indføres udligningstold med henblik på at udligne subsidier, der direkte eller indirekte ydes til fremstilling, produktion, udførsel eller transport af varer, hvis overgang til fri omsætning i Unionen medfører, at der forvoldes skade.

2.   Uanset stk. 1 finder bestemmelserne i denne forordning fuldt ud anvendelse på varer, der ikke indføres direkte fra oprindelseslandet, men udføres til Unionen fra et andet land, og den eller de pågældende transaktioner anses i påkommende tilfælde for at have fundet sted mellem oprindelseslandet og Unionen.«

11

Den nævnte forordnings artikel 2 bestemmer bl.a., at, der i denne forordning forstås følgende ved:

12

Samme forordnings artikel 3 med overskriften »Definition af subsidier« har følgende ordlyd:

»Subsidier anses for at foreligge, hvis:

[...]

[...] og

13

Artikel 4 i forordning 2016/1037 med overskriften »Muligheden for at udligne subsidier« bestemmer:

»1   Subsidier kan kun undergives udligningsforanstaltninger, hvis de er specifikke som defineret i stk. 2, 3 og 4.

2.   For at fastslå, om subsidier er specifikke for en virksomhed eller en erhvervsgren eller en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene (i det følgende benævnt »visse virksomheder«) inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion, gælder følgende principper:

[...]

3.   Subsidier, som er begrænset til at omfatte visse virksomheder i et nærmere bestemt geografisk område inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion, er specifikke. [...]

[...]«

14

Denne forordnings artikel 5 med overskriften »Beregning af det udligningsberettigede subsidiebeløb« bestemmer:

»Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev beregnet ud fra den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i undersøgelsesperioden. Normalt skal denne periode være modtagerens seneste regnskabsår, men det kan være enhver anden periode på mindst seks måneder forud for tidspunktet for indledningen af undersøgelsen, for hvilken der foreligger pålidelige finansielle og andre relevante data.«

15

Nævnte forordnings artikel 6 med overskriften »Beregning af fordelen for modtageren« bestemmer:

»Ved beregning af fordelen for modtageren gælder følgende regler:

[...]«

16

I øvrigt fastsætter forskellige bestemmelser i samme forordning, navnlig dens artikel 9, stk. 3, artikel 10, stk. 7 og 13, artikel 11, stk. 6, 7 og 10, artikel 13, stk. 1-3, artikel 18, stk. 3, artikel 29a, stk. 1, og artikel 30, stk. 1 og 2, forskellige muligheder, bl.a. til fordel for »oprindelses- eller eksportlandet«, »staten i oprindelseslandet og/eller eksportlandet«, » regeringen for oprindelses- og/eller eksportlandet« samt »den regering, der yder de udligningsberettigede subsidier«.

17

De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne, således som de er beskrevet i de appellerede domme, kan sammenfattes som følger.

18

Hengshi og Jushi er to selskaber, der er etableret i Egypten og oprettet i henhold til Egyptisk lov. Hver af disse er datterselskab af et moderselskab med hjemsted i Kina. Disse to moderselskaber ejes og kontrolleres selv fuldt ud af et holdingselskab, der ligeledes er etableret i Kina, nemlig »China National Building Materials Co. Ltd«. Sidstnævnte er et statsligt selskab, der ejes indirekte og fuldt ud af Statsrådets tilsyns- og administrationskommission for statsejede aktiver, idet denne myndighed selv er tilknyttet den nævnte administrationskommission for statsejede aktiver og kontrolleret af denne.

19

Hengshi og Jushi er i forskellige henseender aktive inden for fremstilling, markedsføring og eksport, navnlig til Unionen, af glasfibervarer, der bl.a. anvendes til fremstilling af lette kompositmaterialer, der anvendes inden for områder som bilindustrien, skibsindustrien, luftfartsindustrien, industrien for vindenergi og byggeindustrien.

20

Selskaberne er etableret i et geografisk område benævnt »China-Egypt TEDA Suez Economic and Trade Cooperation Zone« (den kinesisk-egyptiske økonomiske og handelsmæssige samarbejdszone for Suez) (herefter »SETC-zonen«).

21

I henhold til en samarbejdsaftale, der blev undertegnet den 21. januar 2016 mellem den kinesiske regering og den egyptiske regering efter en række fælles initiativer, forvaltes og udvikles SETC-zonen i fællesskab. Med henblik herpå indrømmer den egyptiske regering visse skattefritagelser til virksomheder, der ejes af kinesiske eller kinesisk-egyptiske enheder, som er etableret i dette område, og stiller jord og arbejdskraft til rådighed for dem på de betingelser, der er fastsat i den gældende egyptiske lovgivning. Den kinesiske regering stiller direkte eller indirekte forskellige finansielle midler til rådighed for disse virksomheder i forbindelse med gennemførelsen af et samlet projekt med titlen »Ét bælte, én vej«, i forbindelse med hvilket der bl.a. er fastsat mulighed for, at kinesiske virksomheder, der vil etablere sig i tredjelande, kan drage fordel af forskellige skattemæssige og finansielle foranstaltninger i form af f.eks. lån, investeringer og kreditgarantier.

22

I løbet af maj og juni 2019 indledte Europa-Kommissionen i henhold til artikel 10 og 11 i forordning 2016/1037 to undersøgelsesprocedurer vedrørende mulige subsidier til fordel for indførslen af visse glasfibervarer til Unionen som følge af klager indgivet af henholdsvis Tech-Fab Europe eV (herefter »Tech-Fab Europe«) og European Glass Fibre Producers Association (APFE).

23

Efter afslutningen af disse undersøgelser vedtog Kommissionen i løbet af juni 2020 successivt den omtvistede forordning i sag T-480/20 og den omtvistede forordning i sag T-540/20. De omtvistede forordninger indfører begge udligningstold på de glasfibervarer, der er omfattet af de nævnte undersøgelser, og som indføres i EU af henholdsvis Hengshi og Jushi, for så vidt angår den første af disse, og af Jushi for så vidt angår den anden. I disse forordninger fandt Kommissionen, at Hengshi og Jushi i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige initiativer, der er nævnt i denne doms præmis 21, havde nydt godt af en række subsidier fra den egyptiske stat. Visse af de foranstaltninger, der blev kvalificeret som sådanne, er ifølge denne institution i det væsentlige resultatet af et samarbejde mellem denne stat og den kinesiske stat.

24

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juli 2020 anlagde Hengshi og Jushi sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning i sag T-480/20. Til støtte for søgsmålet påberåbte de sig seks anbringender om tilsidesættelse af forordning 2016/1037 og, for ét anbringendes vedkommende, om tilsidesættelse af deres ret til forsvar.

25

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 20. oktober 2020 anmodede Tech-Fab Europe om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

26

Ved kendelse af 26. januar 2021 gav formanden for Rettens Første Afdeling tilladelse til denne intervention.

27

Den 1. marts 2023 afsagde Retten dom i sag T-480/20, hvorved den frifandt Kommissionen.

28

Samtidig anlagde Jushi ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. august 2020 sag med påstand om annullation af den omtvistede forordning i sag T-540/20. Til støtte for søgsmålet gjorde Jushi fem anbringender gældende vedrørende tilsidesættelse af forordning 2016/1037 og, for så vidt angår to anbringender, om tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar og af den egyptiske stats ret til forsvar. Med forbehold af det sidstnævnte aspekt er disse anbringender i det væsentlige identiske med det andet til det sjette anbringende i sag T-480/20.

29

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 14. december 2020 har APFE fremsat begæring om at måtte intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

30

Ved kendelse af 28. april 2021 gav formanden for Rettens Første Afdeling tilladelse til denne intervention.

31

Den 1. marts 2023 afsagde Retten dom i sag T-540/20, hvorved den frifandt Kommissionen.

32

De anbringender i første instans, der er relevante for de foreliggende appeller, er de følgende. For det første havde appellanterne med det andet anbringendes første led i sag T-480/20 og med det første anbringendes andet led i sag T-540/20 med identisk ordlyd gjort gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037, idet den i det væsentlige havde fundet, at visse finansielle bidrag, som selskaberne var blevet tildelt af den kinesiske stat, også skulle anses for subsidier, der var blevet ydet af den egyptiske stat, eller anses for at kunne tilskrives eller tilregnes denne. Til støtte for denne argumentation havde de fremført tre særskilte klagepunkter, hvorefter Kommissionens ræsonnement for det første var baseret på en fejlagtig fortolkning af ordlyden af disse bestemmelser i forordning 2016/1037 og den sammenhæng, hvori de indgår, for det andet på den fejlagtige hensyntagen til aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger ved fortolkningen af denne forordning og for det tredje – såfremt det blev fastslået, at denne aftale skulle tages i betragtning – på en fejlagtig fortolkning af denne aftale i lyset af artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331, herefter »Wienerkonventionen«), samt artikel 11 i bestemmelserne om statsansvar for folkeretsstridige handlinger, der er udarbejdet af De Forenede Nationers Internationale Retsudvalg. Retten undersøgte og forkastede hele den nævnte argumentation i præmis 71-103 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 38-70 i dommen i sag T-540/20.

33

For det andet udtalte Retten sig om andet led af Hengshis og Jushis andet anbringende i sag T-480/20 og om det tredje led af Jushis første anbringende i sag T-540/20. Appellanterne havde i denne forbindelse med identisk ordlyd gjort gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1037, idet den fandt, at visse finansielle bidrag, som de var blevet indrømmet af den kinesiske stat, udgjorde specifikke subsidier som omhandlet i disse bestemmelser. Til støtte for denne argumentation havde de i det væsentlige gjort gældende, at de nævnte bestemmelser, henset til deres ordlyd og den sammenhæng, hvori de indgår, skulle fortolkes således, at et subsidie for at kunne kvalificeres som specifikt skal være blevet ydet – altså tildelt – af en bestemt myndighed til virksomheder inden for dens jurisdiktion. De havde desuden gjort gældende, at et sådant krav i den foreliggende sag udelukkede, at finansielle bidrag, som den kinesiske stat ydede virksomheder med hjemsted i Kina, og som disse videresendte til deres datterselskaber i Egypten, samt finansielle bidrag ydet direkte af denne stat til disse datterselskaber, kunne kvalificeres som specifikke subsidier ydet af en egyptisk myndighed. Retten forkastede denne argumentation i præmis 106-109 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 73-76 i dommen i sag T-540/20.

34

For det tredje tog Retten stilling til Hengshis og Jushis fjerde anbringende i sag T-480/20 og Jushis tredje anbringende i sag T-540/20. Appellanterne havde i denne forbindelse med identisk ordlyd gjort gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 3, nr. 1), litra a), ii), artikel 3, nr. 2), og artikel 5 i forordning 2016/1037, idet den fandt, at den egyptiske stat havde ydet dem subsidier og derved havde givet dem en fordel ved ikke at opkræve visse toldafgifter, der normalt var forfaldne i forbindelse med Jushis indførsel til Egypten af materialer, der som råmateriale kunne anvendes til fremstilling af glasfibervarer bestemt til at blive eksporteret af Hengshi til Unionen. Retten forkastede denne argumentation i præmis 162-171 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 129-138 i dommen i sag T-540/20.

35

For det fjerde udtalte Retten sig om det femte anbringende, som Hengshi og Jushi havde fremsat i sag T-480/20, og om Jushis fjerde anbringende i sag T-540/20. I denne forbindelse havde appellanterne i enslydende vendinger gjort gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 3, nr. 2), og artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning 2016/1037, idet den fandt, at den skattemæssige behandling, som den egyptiske stat havde forbeholdt valutatab som følge af devalueringen af det egyptiske pund i 2016, udgjorde et tilskud, der de facto gav et begrænset antal eksportorienterede virksomheder, som udførte hovedparten af deres aktiviteter i udenlandsk valuta, herunder Hengshi og Jushi, en specifik fordel. Retten forkastede denne argumentation i præmis 175-179 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 142-146 i dommen i sag T-540/20.

36

For det femte og sidste tog Retten i sag T-480/20 stilling til det første led af Hengshis og Jushis første anbringende. Appellanterne havde i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen bl.a. havde tilsidesat artikel 1, stk. 1, artikel 5 og 6 i forordning 2016/1037, da den beregnede størrelsen af de udligningsberettigede subsidier, der blev tildelt hver af dem. Retten forkastede denne argumentation i præmis 32-58 i dommen i sag T-480/20.

37

Hengshi og Jushi har med deres appel i sag C-269/23 P nedlagt følgende påstande:

38

Jushi har med sit appelskrift i sag C-272/23 P nedlagt følgende påstande:

39

Kommissionen har nedlagt påstand om, at de to appeller forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

40

Tech-Fab Europe har nedlagt påstand om, at appellen forkastes i sag C-269/23 P, og at Hengshi og Jushi tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

41

APFE har nedlagt påstand om, at appellen forkastes i sag C-272/23 P, og at Jushi tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

42

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 8. december 2023 efter høring af parterne er de to sager blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del og dommen.

43

Til støtte for deres påstande i sag C-269/23 P har Hengshi og Jushi fremsat fem anbringender.

44

Jushi har til støtte for sine påstande i sag C-272/23 P fremsat fire anbringender, der i det væsentlige er identiske med det andet til det fjerde anbringende i sag C-269/23 P.

45

Med det andet anbringende i sag C-269/23 P, der i det væsentlige vedrører en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037, har Hengshi og Jushi anfægtet Rettens vurderinger i præmis 81-103 i dommen i sag T-480/20. Dette anbringende er identisk med det første anbringende i sag C-272/23 P, hvorved Jushi har anfægtet Rettens vurderinger i præmis 48-70 i dommen i sag T-540/20.

46

Med dette anbringende, som er fælles for de to sager, og som svarer til de anbringender i første instans, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 32, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik retlige fejl ved at fastslå, at Kommissionen kunne fastslå, at visse finansielle bidrag, som selskaberne var blevet indrømmet af den kinesiske stat, uanset om det var direkte eller gennem deres moderselskaber, ligeledes skulle anses for subsidier, der var blevet ydet af den egyptiske stat, eller som kunne tilskrives eller tilregnes sidstnævnte.

47

I denne henseende har de for det første gjort gældende, at denne retlige kvalificering og den fortolkning, der ligger til grund herfor, som anført i præmis 81-85 og 92-95 i dommen i sag T-480/20 samt i præmis 48-52 og 59-62 i dommen i sag T-540/20, er uforenelig med ordlyden af artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037, set i lyset af den sammenhæng, hvori disse bestemmelser indgår, og det formål, der forfølges med nævnte forordning.

48

For det første fremgår det klart og præcist af artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037, at begrebet »subsidier« i de forskellige sprogversioner udelukkende omfatter finansielle bidrag, der hidrører fra »staten i oprindelses- eller eksportlandet«, der generelt forstås således, at de omfatter »et hvilket som helst offentligt organ inden for [landets] område«, med forbehold af en enkelt undtagelse, der vedrører den situation, hvor sådanne organer overdrager til eller pålægger »et privat organ« at varetage funktioner, som normalt henhører under deres ansvarsområde. Disse bestemmelser gør det således ikke muligt at lade dette begreb omfatte finansielle bidrag, der hidrører fra staten i et andet land. De nævnte bestemmelser henviser i øvrigt til subsidier, der »ydes af« den pågældende stat, og ikke til subsidier, som kan »henføres til« eller »tilregnes« denne. Det nævnte begreb kan således kun omfatte subsidier, der direkte hidrører fra disse stater, med forbehold af den undtagelse, der udtrykkeligt og udtømmende er fastsat, når der er tale om private organer, der handler på disses vegne.

49

Denne fortolkning understøttes endvidere af den sammenhæng, hvori artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037 indgår. Denne forordnings artikel 10, stk. 7, og artikel 13, stk. 1, giver navnlig oprindelses- eller eksportlandet en række rettigheder og muligheder. Derimod er der ikke fastsat noget sådant til fordel for andre lande, såfremt den af Retten anlagte fortolkning blev accepteret.

50

Endelig anføres det i fjerde betragtning til forordning 2016/1037, at denne retsakt bl.a. har til formål tilstrækkelig detaljeret at forklare, hvornår der foreligger subsidier, hvilket ikke omfatter muligheden for at tilskrive eller tilregne et finansielt bidrag fra staten i oprindelses- eller eksportlandet – og som således er ydet af denne stat – staten i et andet land. Mere generelt har EU-lovgiver ikke haft til hensigt at lade direkte udenlandske investeringer være omfattet af denne forordning.

51

For det andet kan Rettens fortolkning af forordning 2016/1037 heller ikke anses for at være berettiget, henset til aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.

52

I modsætning til, hvad Retten anførte i præmis 96-100 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 63-67 i dommen i sag T-540/20, adskiller ordlyden af artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037 sig nemlig delvist fra ordlyden af denne aftales artikel 1. Til forskel fra sidstnævnte, som fastsætter, at begrebet »staten« generelt omfatter »et offentligt organ inden for et [...] medlems område«, fremgår det navnlig af førstnævnte, at dette begreb alene omfatter »et hvilket som helst offentligt organ inden for oprindelses- eller eksportlandets område«. Denne forskel i affattelsen bør således tillægges betydning.

53

Under alle omstændigheder og i modsætning til, hvad Retten anførte i præmis 101 og 102 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 68 og 69 i dommen i sag T-540/20, fremgår det klart af artikel 1 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, hvis ordlyd skal fortolkes i overensstemmelse med reglerne i Wienerkonventionens artikel 31, at denne aftale heller ikke gør det muligt at kvalificere et finansielt bidrag fra staten i et WTO-medlem som subsidier, der kan tilskrives staten i et andet WTO-medlem. Det fremgår nemlig af denne artikel 1, at et finansielt bidrag, som »hidrører« fra et udøvende organ eller et offentligt organ på et medlems »område« udgør subsidier, der ydes af »[et »medlems«] offentlige organer«. Desuden giver den nævnte artikel ikke mulighed for at henføre et sådant finansielt bidrag til staten i et andet medlem. Endelig bekræfter den sammenhæng, hvori disse udtryk skal forstås, og det formål, der forfølges med aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, en sådan fortolkning.

54

Kommissionen har, støttet af APFE og Tech-Fab Europe, bestridt rigtigheden af hele denne argumentation.

55

For så vidt som appellanterne har gjort gældende, at de appellerede domme er behæftet med retlige fejl, som i det væsentlige består i, at Retten efterprøvede lovligheden af de omtvistede forordninger, idet den ikke alene støttede sig på en fejlagtig fortolkning af forordning 2016/1037, men ligeledes på en fejlagtig forståelse af det retlige forhold mellem denne forordning og aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger samt på en fejlagtig fortolkning af denne aftale, er det nødvendigt indledningsvis at afgøre, om og i givet fald i hvilket omfang Domstolen kan tage hensyn til den nævnte aftale.

56

I denne henseende følger det for det første af fast retspraksis, at bestemmelserne i en international aftale, som Unionen er part i, alene kan påberåbes til støtte for et søgsmål anlagt med påstand om annullation af en afledt EU-retsakt, en indsigelse om en sådan retsakts ugyldighed eller et erstatningssøgsmål på betingelse dels af, at denne internationale aftales art og opbygning ikke er til hinder herfor, dels at de påberåbte bestemmelser i den nævnte internationale aftale, henset til deres indhold, fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise (dom af 3.6.2008, Intertanko m.fl., C-308/06, EU:C:2008:312, præmis 43 og 45, af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma, C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 84, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 69).

57

Domstolen har imidlertid stedse fastslået, at overenskomsten om oprettelse af WTO og de aftaler, der er indeholdt i bilag 1-4 til denne overenskomst, efter deres art og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke lovligheden af afledte EU-retsakter kan prøves (dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma, C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 85, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 71).

58

Aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, der er indeholdt i bilag 1A til overenskomsten om oprettelse af WTO, udgør derfor principielt ikke et sådant regelsæt.

59

Når dette er sagt, tilkommer det i to ekstraordinære situationer, som viser EU-lovgivers ønske om at begrænse sit råderum ved anvendelsen af WTO-reglerne, Unionens retsinstanser at prøve lovligheden af en afledt EU-retsakt eller af de retsakter, der anvender denne, i forhold til overenskomsten om oprettelse af WTO eller de aftaler, der er indeholdt i bilag 1-4 til denne overenskomst. Det drejer sig for det første om det tilfælde, hvor Unionen har villet gennemføre en inden for rammerne af disse aftaler påtaget særlig forpligtelse, og for det andet om det tilfælde, hvor den omhandlede EU-retsakt udtrykkeligt henviser til præcise bestemmelser i disse aftaler (dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 40 og 41, af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma, C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 87, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 74 og 75).

60

Som det fremgår af Domstolens praksis, adskiller Unionens eventuelle ønske om at gennemføre en inden for rammerne af de pågældende aftaler påtaget særlig forpligtelse sig fra den forpligtelse, der påhviler ethvert WTO-medlem i forbindelse med sin egen interne retsorden og på hele dens område, at drage omsorg for, at dets forpligtelser i henhold til WTO-retten overholdes (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse),C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 85). Denne hensigt og den særlige forpligtelse, som den vedrører, skal følgelig fremgå af en særlig bestemmelse i den afledte EU-retsakt, der er tale om i et givet tilfælde (jf. i denne retning dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 45 og 46, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 79).

61

I det foreliggende tilfælde skal det for det første fastslås, at ingen af de bestemmelser i forordning 2016/1037, som sagsøgerne har påberåbt sig inden for rammerne af dette anbringende, giver anledning til at udlede noget som helst ønske fra EU-lovgivers side om i denne retsakt at gennemføre en særlig forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, eller mere generelt overenskomsten om oprettelse af WTO og de aftaler, der er indeholdt i bilag 1-4 hertil.

62

Endvidere henviser ingen af disse bestemmelser udtrykkeligt til præcise bestemmelser i disse aftaler.

63

Selv om det endelig er korrekt, at det i tredje betragtning til forordning 2016/1037 anføres, at »ordlyden af [aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger] i videst muligt omfang [bør] afspejles i unionslovgivningen«, skal dette udtryk forstås således, at selv om EU-lovgiver har haft til hensigt at gennemføre bestemmelserne i denne aftale, da den vedtog denne forordning, har denne imidlertid ikke ønsket at gøre nævnte aftale til et regelsæt, i forhold til hvilket lovligheden af afledte EU-retsakter kan prøves (jf. i analogt dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rusal Armenal, C-21/14 P, EU:C:2015:494, præmis 52, og af 28.9.2023, Changmao Biochemical Engineering mod Kommissionen, C-123/21 P, EU:C:2023:708, præmis 78).

64

Det var følgelig med urette, at Retten i præmis 99 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 66 i dommen i sag T-540/20 fastslog, at artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning 2016/1037 havde til formål at opfylde en særlig forpligtelse, som Unionen havde påtaget sig inden for rammerne af WTO. Eftersom denne vurdering, der indledes med udtrykket »desuden«, blev foretaget af Retten for fuldstændighedens skyld, kan den retlige fejl, der således er begået, ikke medføre en ophævelse af den appellerede dom.

65

For det andet fremgår det ikke desto mindre af Domstolens faste praksis, at den forrang, som internationale aftaler indgået af Unionen har i forhold til afledte EU-retsakter, kræver, at sidstnævnte i videst muligt omfang fortolkes i overensstemmelse med disse aftaler, navnlig når sådanne retsakter har til formål at gennemføre sådanne aftaler, forudsat at deres bestemmelser i det væsentlige er identiske (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Philips Lighting Poland og Philips Lighting mod Rådet, C-511/13 P, EU:C:2015:553, præmis 60 og 63, og af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 30 og 31). Denne fortolkning skal desuden i videst muligt omfang foretages i overensstemmelse med de relevante regler og principper i den almindelige folkeret, under overholdelse af hvilke Unionen er forpligtet til at udøve sine beføjelser, når den vedtager de nævnte retsakter (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 291, og af 1.8.2022, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2022:604, præmis 92).

66

Navnlig indebærer det generelle folkeretlige princip om overholdelse og opfyldelse i god tro af traktaterne (pacta sunt servanda), der er fastsat i Wienerkonventionens artikel 26, at Unionens retsinstanser ved fortolkningen af overenskomsten om oprettelse af WTO og de aftaler, der fremgår af bilag 1-4 hertil, skal tage hensyn til den fortolkning af disse aftaler, som WTO’s Tvistbilæggelsesorgan har anlagt. I mangel af en sådan fortolkning tilkommer det Domstolen alene at fortolke de nævnte aftaler i overensstemmelse med sædvanereglerne for fortolkning af international ret, der er bindende for Unionen (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse), C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 92, og af 20.1.2022, Kommissionen mod Hubei Xinyegang Special Tube, C-891/19 P, EU:C:2022:38, præmis 32).

67

I det foreliggende tilfælde er ordlyden af artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037 på mange punkter i det væsentlige identisk med ordlyden af artikel 1 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, samtidig med at den indeholder forskelle, der skal tages i betragtning. Det er derfor vigtigt i videst muligt omfang at sikre, at fortolkningen af denne bestemmelse er i overensstemmelse med denne artikel, eller for så vidt angår de punkter, hvor den nævnte bestemmelse er forskellig fra den nævnte artikel, at den ikke er i strid med Unionens forpligtelser i forhold til WTO (jf. i denne retning dom af 14.7.1988, Fediol mod Kommissionen (188/85, EU:C:1988:400, præmis 13).

68

Eftersom tvistbilæggelsesorganet, som parterne er enige om at anerkende, endnu ikke har præciseret betydningen og rækkevidden af artikel 1 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, når der foreligger en situation som den, der er omhandlet i de appellerede domme og, før disse domme, i de omtvistede forordninger, tilkommer det i øvrigt Domstolen alene at fortolke denne artikel i henhold til de i denne doms præmis 66 anførte fremgangsmåder, i det omfang det er nødvendigt for at tage stilling til de af appellanterne fremsatte anbringender.

69

Uenigheden mellem parterne vedrører i det væsentlige identiteten af de personer, som subsidierne skal hidrøre fra for at kunne kvalificeres som sådan i henhold til forordning 2016/1037. Det er derfor nødvendigt at afgøre, om og i bekræftende fald på hvilken måde denne identitet reguleres af denne retsakt, idet det bemærkes, at bestemmelserne i den nævnte akt i overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal fortolkes ikke blot under hensyn til deres ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori de indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af (dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 41, og af 1.8.2022, Sea Watch, C-14/21 og C-15/21, EU:C:2022:604, præmis 115), således som Retten i det væsentlige bemærkede i præmis 78 i dommen i sag T-480/20 og præmis 45 i dommen i sag T-540/20.

70

Hvad for det første angår ordlyden af bestemmelserne i forordning 2016/1037 bemærkes indledningsvis, at denne forordnings artikel 3, nr. 1), litra a), definerer begrebet »subsidier« ud fra et både materielt og personelt synspunkt.

71

Ud fra et materielt synspunkt fremgår det i det væsentlige af denne artikel 3, nr. 1), litra a), at et subsidie udgøres af et finansielt bidrag, som kan være en praksis, der indebærer en direkte overførsel af midler, at statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller der gives afkald herpå, at der leveres eller indkøbes varer eller tjenesteydelser, eller at der indbetales midler til en finansieringsmekanisme.

72

Ud fra et personelt synspunkt præciserer nævnte artikel 3, nr. 1), litra a), i de forskellige sprogversioner i det væsentlige, at dette finansielle bidrag, uanset dets form og art, under alle omstændigheder skal hidrøre fra »staten« (eller »regeringen«) i »oprindelseslandet« eller »eksportlandet«, med forbehold af en enkelt undtagelse, der vedrører det tilfælde, hvor denne stat overdrager til eller pålægger et privat organ at fordele et finansielt bidrag på deres vegne. Det følger heraf, at med forbehold af denne undtagelse kan kun et finansielt bidrag, hvor det er staten i oprindelses- eller eksportlandet, som fordeler dette – og som derfor hidrører fra denne stats adfærd – kvalificeres som subsidier som omhandlet i forordning 2016/1037.

73

Dernæst definerer artikel 2 i forordning 2016/1037 blandt andre begreber begrebet »staten« og præciserer karakteren af den forbindelse, der skal knytte denne til de forskellige former for finansielle bidrag, der er omhandlet i denne forordnings artikel 3, nr. 1), litra a), for at disse kan kvalificeres som »subsidier«, for så vidt som de øvrige betingelser, der gør det muligt at anvende en sådan kvalificering, er opfyldt. Hvad angår begrebet »staten« præciserer den nævnte forordnings artikel 2, litra b), at det omfatter »et hvilket som helst offentligt organ« inden for oprindelses- eller eksportlandets område, idet sidstnævnte svarer til det mellemliggende land, hvortil en vare er blevet eksporteret fra oprindelseslandet, og hvorfra den derefter er blevet indført til Unionen. Hvad angår den forbindelse, der i et givet tilfælde skal knytte staten i det ene eller det andet af disse lande til et finansielt bidrag, bestemmer samme forordnings artikel 2, litra a), at den består i, at disse stater »yde[r]« dette finansielle bidrag. Henset til den sætning, hvori det anvendes, skal dette udtryk i overensstemmelse med dets sædvanlige betydning forstås således, at det henviser til en adfærd, hvorved en person giver eller overdrager en genstand til en anden person, hvad enten dette sker ved formelt at tildele denne en genstand eller ved i praksis at give denne mulighed for at drage fordel heraf.

74

Endelig præciserer eller opstiller ingen af disse bestemmelser eller nogen anden bestemmelse i forordning 2016/1037 udtrykkeligt ud fra en anden synsvinkel de retlige og praktiske betingelser og fremgangsmåder, hvorunder et finansielt bidrag kan eller skal anses for at være blevet ydet af staten i oprindelses- eller eksportlandet.

75

Under disse omstændigheder skal det, henset til ordlyden af artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning 2016/1037, fastslås, at disse forskellige bestemmelser for at kunne kvalificere et finansielt bidrag som »subsidier« under alle omstændigheder kræver, at det godtgøres, at dette finansielle bidrag er blevet ydet til en eller flere personer, som staten i oprindelses- eller eksportlandet for en given vare har fastsat, således at et offentligt organ på et af disse landes område har udvist en adfærd, der består i enten formelt at yde det nævnte finansielle bidrag til disse personer eller i praksis at gøre det muligt for dem at drage fordel af det. I begge tilfælde skal denne adfærd have spillet en afgørende rolle for ydelsen af et sådant økonomisk bidrag.

76

Derimod indeholder hverken artikel 2, litra a) og b), eller artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning 2016/1037 angivelser eller indicier, der kræver eller endog gør det muligt at antage, at det, at der foreligger subsidier, udelukkende skyldes en sådan adfærd.

77

Navnlig indeholder disse bestemmelser ud fra et personelt synspunkt intet, der er til hinder for, at kvalifikationen af subsidier fastholdes, når der foreligger et finansielt bidrag fra staten i et andet land end oprindelses- eller eksportlandet, forudsat at det, henset til den adfærd, som staten i oprindelses- eller eksportlandet har udvist, godtgøres, at denne stat kan anses for at have ydet dette finansielle bidrag.

78

I øvrigt kan visse typer af finansielle bidrag, der er opregnet i artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning 2016/1037, ud fra et materielt synspunkt karakteriseres ved, at der foreligger en sådan situation, såsom den, der for staten i oprindelses- eller eksportlandet består i ved dens adfærd at tillade tilrådighedsstillelse til en eller flere bestemte personer af midler eller goder, der stammer fra staten i et andet land. Det samme gælder for visse typer af finansielle bidrag, der er opregnet i denne forordnings artikel 6, hvad enten der er tale om f.eks. indskud af egenkapital, lån eller lånegaranti.

79

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 2 og 3 i forordning 2016/1037 indgår, bemærkes for det første, at denne forordnings artikel 1, således som det fremgår af selve dens overskrift, fastsætter to principper af tværgående betydning med henblik på fortolkningen og anvendelsen af den nævnte forordning.

80

Artikel 1, stk. 1, bestemmer således, at der kan indføres udligningstold med henblik på at udligne »subsidier, der direkte eller indirekte ydes« til fremstilling, produktion, udførsel, eksport eller transport af en vare. I denne bestemmelse gives der en bred definition af begrebet »subsidier«, som bekræftes ved anvendelsen af ikke blot udtrykket »subsidier«, men også udtrykket »direkte eller indirekte«, som både kan vedrøre den måde, hvorpå et subsidie ydes, og den person, der modtager subsidiet, samt den person, der yder det. Den nævnte bestemmelse underbygger i denne henseende tanken om, at anvendelsesområdet for begrebet »subsidier«, der anvendes i forordning nr. 2016/1037, bl.a. kan omfatte den situation, hvor staten i oprindelses- eller eksportlandet formelt yder eller i praksis giver en eller flere personer mulighed for at nyde godt af et finansielt bidrag, som helt eller delvist stammer fra staten i et andet land.

81

Det fremgår i øvrigt af artikel 1, stk. 2, i forordning 2016/1037, at denne forordning finder anvendelse, såvel når der er tale om subsidier, som ydes af staten i en vares oprindelsesland, som af staten i eksportlandet for denne vare. Selv om dette princip udelukker muligheden for som sådan at kvalificere et finansielt bidrag fra et andet land som subsidier, gør det det derimod muligt at anvende en sådan kvalificering, hvis det krav, der er beskrevet i denne doms præmis 77, er opfyldt.

82

For det andet fremgår det også af femte betragtning til forordning 2016/1037, i lyset af hvilken denne forordnings artikel 1-3 skal fortolkes, at det ved afgørelsen af, om der foreligger subsidier, er nødvendigt, at det bl.a. påvises, at »en statslig eller en offentlig myndighed har ydet et finansielt bidrag inden for et lands område«, hvilket bl.a. kan gøres ved at bevise, at disse offentlige myndigheder ved deres adfærd formelt har ydet eller i praksis har givet en eller flere personer mulighed for at modtage et finansielt bidrag, der helt eller delvist stammer fra staten i et andet land.

83

Hvad for det tredje og sidste angår formålet med forordning 2016/1037 fremgår det af denne doms præmis 80, at det består i at give Unionen mulighed for at udligne subsidier, der direkte eller indirekte ydes af staten i de tredjelande, hvorfra varer stammer eller importeres, på de betingelser, der er fastsat i denne forordning.

84

Navnlig må det, henset til ordlyden af nævnte forordnings artikel 2 og 6, lægges til grund, at sådanne subsidier kan tage form af en udenlandsk investering, som staten i et givent tredjeland foretager i en eller flere virksomheder, der er etableret i et andet tredjeland, forudsat at denne stats adfærd gør det muligt at antage, at den har ydet dette finansielle bidrag til denne eller disse virksomheder ved formelt at tildele dem dette bidrag eller ved i praksis at give dem mulighed for at drage fordel heraf.

85

I denne henseende bemærkes, at udenlandske investeringer, dvs. investeringer af enhver art, som investorer etableret i et af de pågældende lande foretager i virksomheder eller organer, der udøver økonomisk virksomhed i andre lande, med henblik på at etablere, udvikle eller opretholde varige forbindelser med disse virksomheder eller organer, i givet fald ved at kontrollere eller påvirke dem, henhører under Unionens enekompetence – og nærmere bestemt under den fælles handelspolitik, som forordning 2016/1037 henhører under – når de er direkte, og under Unionens delte kompetence, når de ikke er direkte (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland, C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 45, og af 2.9.2021, Republikken Moldova, C-741/19, EU:C:2021:655, præmis 26).

86

Følgelig skal artikel 2, litra a) og b), og artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning 2016/1037, henset til deres ordlyd, den sammenhæng, hvori de indgår, og det formål, der forfølges med denne forordning, fortolkes således, at de gør det muligt for Kommissionen at anvende den retlige kvalificering af »subsidier« på et finansielt bidrag, der helt eller delvis hidrører fra staten i et andet tredjeland end oprindelseslandet eller eksportlandet for en given vare, i det tilfælde, hvor det godtgøres, at dette finansielle bidrag kan anses for at være ydet af staten i dette oprindelses- eller eksportland, henset til dennes egen adfærd. Retten begik derfor ikke en retlig fejl, da den i det væsentlige udtalte sig i denne retning i præmis 81-84 og 95 i dommen i sag T-480/20 samt i præmis 48-51 og 62 i dommen i sag T-540/20.

87

Denne fortolkning drages ikke i tvivl af det argument, som sagsøgerne har udledt af artikel 10, stk. 7, og artikel 13, stk. 1, i forordning 2016/1037. I enhver situation, der er omfattet af denne forordning, kan staten i oprindelses- eller eksportlandet, som kan anses for at have ydet subsidier, således udøve de forskellige muligheder, der er fastsat i disse bestemmelser, og i øvrigt også de muligheder, der er fastsat i de andre bestemmelser, der er opregnet i denne doms præmis 16. Med henblik på eller i forbindelse med denne udøvelse kan de desuden samarbejde med staten i det tredjeland, hvorfra hele eller en del af det finansielle bidrag, der kan kvalificeres som subsidier, oprindeligt hidrører. Endelig påhviler det staten at fjerne eller begrænse disse subsidier, f.eks. ved at ændre sin adfærd, eller at træffe andre foranstaltninger med hensyn til disses virkninger.

88

I henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 65 og 66, skal det endvidere med henblik på at efterprøve, om den fortolkning, der er anlagt i denne doms præmis 86, er forenelig med aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger samt med de forpligtelser, der for Unionen følger af WTO-retten, afgøres, om denne fortolkning, om ikke sammenhængende med, så i det mindste er forenelig med denne aftale og disse forpligtelser. Eftersom Unionen er part i denne internationale aftale, skal denne i overensstemmelse med Domstolens faste praksis selv fortolkes under anvendelse af de relevante regler i den folkeretlige sædvaneret, som afspejlet i artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten, der er bindende for EU-institutionerne og udgør en del af Unionens retsorden (dom af 27.2.2018, Western Sahara Campaign UK, C-266/16, EU:C:2018:118, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

89

Ifølge artikel 31, stk. 1, skal en traktat fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng, som defineret i samme artikels stk. 3, og belyst af dens genstand og formål.

90

I denne henseende skal det i første række – således som det i det væsentlige følger af Rettens bemærkninger i præmis 98 i dommen i sag T-480/20 og præmis 65 i dommen i sag T-540/20 – bemærkes, at artikel 1, stk. 1, litra a), 1), i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger i det væsentlige er affattet på samme måde som artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2016/1037, med forbehold af ét bestemt punkt. Til forskel fra denne forordning definerer artikel 1, nr. 1.1), litra a), 1), i den franske sprogversion begrebet »subsidier« som et af »statslige eller offentlige organer på et medlems område [...] yde[t] [...] finansielt bidrag«. Den spanske og den engelske sprogversion af denne artikel, der har samme vægt, er affattet på samme måde. Med andre ord kan denne, når den læses isoleret, i modsætning til artikel 3, nr. 1), i forordning 2016/1037 fortolkes således, at ethvert finansielt bidrag fra en hvilken som helst af de offentlige organer i et WTO-medlemsland kan kvalificeres som subsidier, uafhængigt af enhver forbindelse mellem disse offentlige organer og det land, hvorfra de pågældende varer hidrører eller eksporteres.

91

Hvad i anden række angår den sammenhæng, hvori artikel 1, stk. 1.1), litra a), nr. 1), i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger indgår, skal det for det første bemærkes, at denne aftales artikel 2, stk. 2.1 og 2.2, i den franske sprogversion fastsætter, at subsidier i øvrigt skal være specifikke enten for en virksomhed eller en erhvervsgren eller en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene »inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion«, eller for »et begrænset antal virksomheder i et nærmere bestemt geografisk område inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion«. I den spanske og den engelske sprogversion af denne artikel 2 anvendes udtrykkene »dentro de la jurisdicción de la autoridad otorgante« og »within the jurisdiction of the granting authority«. Nævnte artikel 2 etablerer således en forbindelse mellem de offentlige organer, der yder et subsidie, og den eller de virksomheder, som modtager et sådant subsidie, og følgelig de varer, der hidrører fra denne eller disse virksomheder.

92

Set under ét synes artikel 1, stk. 1.1, litra a), nr. 1), og artikel 2 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger således reelt at begrænse anvendelsesområdet for begrebet »subsidier« til finansielle bidrag, der ydes af de offentlige organer i disse varers oprindelsesland, for så vidt som dette land er medlem af WTO. Denne aftales artikel 11, stk. 8, bekræfter denne fortolkning, samtidig med at anvendelsesområdet for dette begreb udvides til at omfatte finansielle bidrag, der ydes af offentlige organer i det mellemland, hvortil de nævnte varer eksporteres fra oprindelseslandet, og fra hvilket de derefter importeres til bestemmelseslandet, således som det er tilfældet med forordning nr. 2016/1037.

93

Når dette er sagt, indeholder ingen af de tre bestemmelser, der er nævnt i den foregående præmis, oplysninger eller indicier, der begrunder, at finansielle bidrag, der, selv om de kan anses for at være ydet af sådanne offentlige organer, henset til sidstnævntes egen adfærd, ikke desto mindre helt eller delvist hidrører fra offentlige organer i et andet WTO-medlemsland, udelukkes fra dette begrebs anvendelsesområde. Disse bestemmelser synes også at være i overensstemmelse med de ordlyds- og kontekstuelle elementer i forordning 2016/1037, som ligger til grund for den fortolkning, der fremgår af nærværende doms præmis 86.

94

Det samme gælder for artikel 5 i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, hvori det hedder, at intet WTO-medlem gennem anvendelsen af subsidier bør skade andre WTO-medlemmers interesser. Denne artikel kan nemlig også fortolkes således, at det er forbudt for et sådant medlem at handle på denne måde ikke blot ved alene at yde sådanne subsidier, men ligeledes ved at udvise en adfærd, der gør det muligt for en eller flere virksomheder, der er etableret på medlemmets område eller inden for dets jurisdiktion, at modtage subsidier, som oprindeligt helt eller delvist hidrører fra et andet WTO-medlem. Dette kan navnlig være tilfældet, når et WTO-medlems indførelse af en lovgivning, vedtagelse af en afgørelse, udstedelse af en tilladelse eller anvendelse af enhver anden foranstaltning er nødvendig for, at denne virksomhed eller disse virksomheder på medlemslandets område kan opnå et finansielt bidrag fra dette, uanset om dette behov er af juridisk karakter, eller når det følger af den omstændighed, at det nævnte andet medlem i praksis har ladet modtagelsen af dette finansielle bidrag være betinget af en sådan lovgivning, afgørelse, tilladelse eller anden foranstaltning.

95

I øvrigt kan visse af de typer finansielle bidrag, der er opregnet i artikel 1, stk. 1.1, litra a), nr. 1), nr. i)-iv), i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, som svarer til dem, der er opregnet i artikel 3, nr. 1), litra a), i forordning 2016/1037, være kendetegnet ved, at der foreligger en sådan situation, således som det er anført i denne doms præmis 78.

96

Det fremgår således, at begrebet subsidier som fortolket i denne doms præmis 86 ikke er i strid med Unionens forpligtelser, der følger af ordlyden af aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, set i deres sammenhæng.

97

Selv om denne aftale i tredje række ikke indeholder nogen bestemmelse, der på den ene side fastlægger dens genstand og formål, og selv om den ikke indledes af en præambel, der kan indeholde angivelser i denne henseende, på den anden side, fremgår det af rapporten fra WTO’s appelorgan af 28. november 2002 med titlen »United States – Countervailing Duties on Certain Corrosion-Resistant Carbon Steel Flat Products from Germany« (WT/DS213/AB/R, punkt 73) og af rapporten af 11. marts 2011 med titlen »United States – Anti-dumping and Countervailing Duties on Certain Products from China« (WT/DS379/AB/R, punkt 543), som er rapporter, der blev vedtaget af tvistbilæggelsesorganet henholdsvis den 19. december 2002 og den 25. marts 2001, at dens hovedgenstand og ‑formål er at »increase and improve GATT disciplines relating to the use of both subsidies and countervailing measures« på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i samme aftale.

98

Denne genstand og dette formål om at styrke og forbedre den multilaterale disciplin på subsidieområdet kan imidlertid snarere understøtte den ordlyds- og kontekstuelle fortolkning af aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, der fremgår af denne doms præmis 90-95, frem for at rejse tvivl herom. De tilskynder nemlig til at anlægge en fortolkning af denne aftales ordlyd og nærmere bestemt af begrebet »subsidier ydet af offentlige organer«, som tager hensyn til den øgede internationalisering af de virksomheder, der deltager i verdenshandelen, og den støtte, der til tider er afgørende, som de i denne forbindelse kan modtage i form af finansielle bidrag, hvis tildeling følger af bistand eller handlinger fra statens side i flere WTO-medlemslande.

99

I det mindste er nævnte genstand og formål ikke i strid med en sådan fortolkning af forordning 2016/1037.

100

Retten begik således ikke en retlig fejl, da den udtalte sig i denne retning i præmis 103 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 70 i dommen i sag T-540/20.

101

Dette anbringende må følgelig forkastes som ugrundet.

102

Med det tredje anbringende i sag C-269/23 P, der i det væsentlige vedrører en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1037, har Hengshi og Jushi anfægtet Rettens vurderinger i præmis 106-109 i dommen i sag T-480/20. Dette anbringende er identisk med det andet anbringende i sag C-272/23 P, hvorved Jushi har anfægtet Rettens vurderinger i præmis 73-76 i dommen i sag T-540/20.

103

Med dette anbringende, som er fælles for de to sager, og som svarer til de anbringender i første instans, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 33, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen med rette kunne fastslå, at den egyptiske stat havde egenskab af et organ, der havde ydet de omtvistede subsidier, eftersom disse bestod af finansielle bidrag, som var blevet tildelt appellanterne af den kinesiske stat, direkte eller gennem deres moderselskaber med hjemsted i Kina.

104

Selv om artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1037 ikke har til formål at præcisere betydningen af begrebet »subsidier« som sådan, men betingelsen om »specificitet«, som bl.a. skal være opfyldt, for at subsidier kan give anledning til indførelse af udligningstold, fremgår det ikke desto mindre af disse bestemmelser, at et finansielt bidrag ydet af staten i et givent land ikke kan kvalificeres som subsidier, der kan tilregnes eller tilskrives en myndighed henhørende under de statslige organer i et andet land. Navnlig henviser de nævnte bestemmelser i deres forskellige sprogversioner til »den subsidieydende myndighed«, dvs. til den myndighed, der yder subsidiet eller tildeler det til en eller flere personer. Herved udelukker de, at en myndighed ved modregning eller tildeling kan anses for at have ydet et tilskud i en situation, hvor denne støtte ikke er blevet ydet eller tildelt af denne myndighed, men af en anden myndighed, der henhører under staten i et andet land. I det foreliggende tilfælde var det imidlertid kun de kinesiske myndigheder, der kunne kvalificeres på denne måde og ikke myndigheder som de egyptiske myndigheder.

105

Kommissionen har, støttet af APFE og Tech-Fab Europe, bestridt denne argumentation.

106

Artikel 4, stk. 1, i forordning 2016/1037 bestemmer, at subsidier kun er udligningsberettigede, når de er specifikke som omhandlet i denne bestemmelses stk. 2-4. Artikel 4, stk. 2 og 3, fastsætter således de principper og regler, der skal anvendes ved afgørelsen af, om subsidier er specifikke for en virksomhed, en erhvervsgren, en gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene, eller visse virksomheder inden for den subsidieydende myndigheds jurisdiktion, idet det i det væsentlige præciseres, at disse forskellige former for støttemodtagere under alle omstændigheder skal henhøre under den subsidieydende myndigheds jurisdiktion.

107

I denne henseende bemærkes, at artikel 4 i forordning 2016/1037 ganske vist anvender udtrykket »myndighed«, dvs. et udtryk, der adskiller sig fra udtrykket »staten« i denne forordnings artikel 2, litra a). Med henblik på at præcisere karakteren af den forbindelse, der skal knytte et finansielt bidrag, der kan kvalificeres som »subsidier«, til staten eller en myndighed i et givet tredjeland, anvender disse to bestemmelser imidlertid det samme verbum, nemlig verbet at »yde«.

108

Dette verbum skal derfor forstås på samme måde i forhold til hver af de nævnte bestemmelser som en henvisning til en adfærd, hvorved en person giver eller overdrager en ting til en anden person, uanset om det er ved formelt at tildele denne en ting eller ved i praksis at give den pågældende mulighed for at drage fordel heraf, som anført i denne doms præmis 73.

109

Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 86 og 94, at dette begreb skal fortolkes således, at det omfatter såvel en adfærd, hvorved staten i oprindelses- eller eksportlandet for et givet produkt formelt yder en eller flere bestemte personer et finansielt bidrag, der oprindeligt helt eller delvist stammer fra staten i et andet tredjeland, som en adfærd, hvorved staten i dette oprindelses- eller eksportland i praksis gør det muligt for disse personer at drage fordel af dette finansielle bidrag, såsom indførelsen af lovgivning, vedtagelsen af en afgørelse, udstedelsen af en tilladelse eller anvendelsen af enhver anden foranstaltning, der er nødvendig i denne forbindelse.

110

Udtrykket finder således også anvendelse på den specifikke myndighed inden for de statslige organer i det pågældende oprindelses- eller eksportland, som udøver den pågældende adfærd.

111

Retten begik derfor ikke en retlig fejl, da den i præmis 107 og 108 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 74 og 75 i dommen i sag T-540/20 fastslog, at myndigheder, såsom i det foreliggende tilfælde de egyptiske myndigheder, af Kommissionen kunne kvalificeres som myndigheder, der havde ydet de omtvistede subsidier.

112

Dette anbringende må følgelig forkastes som ugrundet.

113

Med det fjerde anbringende i sag C-269/23 P, der i det væsentlige vedrører en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 3, nr. 1), litra a), ii), artikel 3, nr. 2), og artikel 5 i forordning 2016/1037, har Hengshi og Jushi anfægtet Rettens vurderinger i præmis 167-169 i dommen i sag T-480/20. Dette anbringende er identisk med det tredje anbringende i sag C-272/23 P, hvorved Jushi har anfægtet Rettens vurderinger i præmis 134-136 i dommen i sag T-540/20.

114

Med dette anbringende, som er fælles for de to sager, og som delvist svarer til de anbringender i første instans, der er sammenfattet i denne doms præmis 34, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen kunne fastslå, at den egyptiske stat havde ydet dem subsidier og derved givet dem en fordel ved ikke at opkræve visse toldafgifter, der normalt skulle betales i forbindelse med Jushis import til Egypten af materialer, der som input skulle anvendes til fremstilling af glasfiberprodukter bestemt til af Hengshi at skulle ekspores til Unionen.

115

Som Retten med rette bemærkede i præmis 164 i dommen i sag T-480/20 og præmis 131 i dommen i sag T-540/20, fortolkes bestemmelserne i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, der svarer til artikel 3, nr. 1), litra a), ii), og artikel 3, nr. 2), i forordning 2016/1037, af WTO’s appelorgan således, at det for at afgøre, om der er givet afkald på statsindtægter, der »ellers er forfaldne«, eller disse ikke er blevet opkrævet, og om dette afkald eller denne ikke-opkrævning har givet visse virksomheder en »fordel«, er nødvendigt at sammenligne situationen for disse virksomheder med situationen for afgiftspligtige, der befinder sig i en sammenlignelig situation. På en sammenhængende måde skal det, henset til ordlyden af artikel 5 i forordning 2016/1037, fastslås, at størrelsen af denne fordel skal beregnes ved at tage udgangspunkt i de nævnte virksomheders situation. I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid i modsætning til, hvad Retten har lagt til grund, argumenteret i forhold til en referencesituation, der bør anses for uhensigtsmæssig, henset til i første række arten af de transaktioner, der ifølge Kommissionen gav anledning til, at der ikke blev opkrævet told, i anden række den retlige og økonomiske situation for de virksomheder, der angiveligt havde draget fordel af denne manglende opkrævning, i tredje række den relevante egyptiske lovgivning og i fjerde række den tilsvarende administrative praksis, dvs. den administrative praksis for en virksomhed, der er etableret i SETC-zonen, i stedet for situationen for en virksomhed, der er etableret uden for denne zone.

116

Kommissionen har, støttet af APFE og Tech-Fab Europe, bestridt, at en del af denne argumentation kan antages til realitetsbehandling, samt hele denne argumentations velbegrundethed.

117

Med dette anbringende har appellanterne i det væsentlige anfægtet et af de forhold, som Retten i lighed med Kommissionen støttede sig på i de appellerede domme for at undersøge, om der i den foreliggende sag forelå subsidier i form af et afkald på statsindtægter som omhandlet i artikel 3, nr. 1), litra a), ii), i forordning 2016/1037. Dette element er den referencesituation, der skal lægges til grund ved en sådan undersøgelse.

118

I denne henseende følger det af artikel 3, nr. 1) og 2), i forordning 2016/1037, at det for at kunne anvende kvalificeringen som »subsidier« ikke alene er nødvendigt at godtgøre, at der foreligger et finansielt bidrag fra staten i oprindelses- eller eksportlandet, men ligeledes, at der således indrømmes en fordel.

119

Hvad angår den første af disse to betingelser fastsætter denne forordnings artikel 3, nr. 1), litra a), ii), at et sådant finansielt bidrag bl.a. kan bestå i, at staten giver afkald på eller undlader at opkræve statsindtægter, der ellers er forfaldne.

120

Idet ordlyden af denne bestemmelse er identisk med ordlyden af artikel 1, nr. 1.1), litra a), nr. 1), ii), i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, skal den i videst muligt omfang fortolkes på en måde, der sikrer dens forenelighed med denne aftale og under hensyntagen til den måde, hvorpå aftalen har kunnet fortolkes af tvistbilæggelsesorganet i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 65 og 66.

121

Som Retten med rette bemærkede i præmis 164 i dommen i sag T-480/20 og præmis 131 i dommen i sag T-540/20, fremgår det navnlig af rapporterne fra WTO’s appelorgan af 12. marts 2012 og af 28. marts 2019 med titlen »United States – Measures Affecting Trade in Large Civil Aircraft (Second Complaint)(WT/DS353/AB/R, punkt 806-809 og 812, og WT/DS353/AB/RW, punkt 5146 og 5147), hvori dette organ sammenfattede og præciserede sin beslutningspraksis på dette område, og som blev vedtaget af tvistbilæggelsesorganet henholdsvis den 23. marts 2012 og den 11. april 2019, at det for at afgøre, hvorvidt der er givet afkald på statsindtægter, der ellers er forfaldne, eller ikke, som hovedregel er nødvendigt at foretage en sammenligning mellem den afgiftsmæssige behandling, der finder anvendelse på de angivelige begunstigede under en sådan foranstaltning, og den skattemæssige behandling af sammenlignelige indtægter for afgiftspligtige, der befinder sig i en sammenlignelig situation. Det nævnte organ har ligeledes i det væsentlige anført, at selv om identificeringen af den referencesituation, der skal lægges til grund med henblik på en sådan sammenligning, kan være kompleks, navnlig henset til den gældende nationale lovgivning, eventuel relevant administrativ eller afgiftsmæssig praksis samt de kompetente myndigheders konkrete adfærd, skal den legitime og rationelle karakter af den referencesituation, der er lagt til grund i en given sag, ikke desto mindre efterprøves.

122

Som appellanterne med rette har anført, er denne afgørelsespraksis fra WTO’s appelorgan desuden blevet anvendt analogt på foranstaltninger, der består i en angivelig undladelse af at opkræve told, hvis efterprøvelse forudsætter, at der foretages en sammenligning mellem de indtægter, der faktisk er opkrævet i forbindelse med en transaktion såsom import af bestemte varer, og de indtægter, der normalt opkræves i en sammenlignelig situation, således som det bl.a. fremgår af WTO-panelets rapport af 31. oktober 2019 med titlen »India – Export Related Measures« (WT/DS541/R, punkt 7297 til 7302, 7317 og 7333).

123

Henset til den nævnte afgørelsespraksis skal det fastslås, at det med henblik på at afgøre, om der foreligger et finansielt bidrag, der består i, at staten i oprindelses- eller eksportlandet giver afkald på eller ikke opkræver »statsindtægter, der ellers er forfaldne« som omhandlet i artikel 3, nr. 1), litra a), ii), i forordning 2016/1037, som hovedregel er nødvendigt at foretage en sammenligning mellem på den ene side den behandling, der finder anvendelse på de angivelige begunstigede under en sådan foranstaltning, og de indtægter, der rent faktisk opkræves af staten fra disse, og på den anden side behandlingen af sammenlignelige indtægter eller transaktioner samt de indtægter, der normalt opkræves i forbindelse med disse sammenlignelige indtægter eller transaktioner. Denne sammenligning skal foretages på grundlag af alle de relevante oplysninger, der er til rådighed.

124

Idet identificeringen af den referencesituation, der skal lægges til grund med henblik på en sådan sammenligning, kan være af kompleks karakter, for så vidt som den ikke alene kan afhænge af den gældende nationale lovgivning, men ligeledes af eventuel relevant administrativ, afgifts- eller toldpraksis og de kompetente myndigheders konkrete adfærd, dvs. af flere aspekter af et tredjelands retlige og institutionelle system, skal denne transaktion imidlertid være genstand for en domstolsprøvelse, der tager hensyn til denne kompleksitet.

125

I denne henseende fremgår det af Domstolens faste praksis, at Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik og navnlig handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske og politiske situationer, som de skal undersøge, således at domstolsprøvelsen af dette vide skøn skal begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, at der ikke er foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, at der ikke foreligger en fejl ved den retlige vurdering af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

126

Hvad nærmere bestemt angår prøvelsen af, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, skal Unionens retsinstanser ikke blot efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der påberåbes, deres troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger omfatter alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning for at kunne vurdere en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de konklusioner, der udledes heraf (dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

127

Hvad angår den anden betingelse, der er omhandlet i denne doms præmis 118, følger det, selv om artikel 3, nr. 1), litra b), i forordning 2016/1037 begrænser sig til at præcisere, at et finansielt bidrag for at kunne kvalificeres som »subsidier« skal give en fordel, af denne forordnings artikel 5, at den fordel, der skal karakteriseres, er den, som denne foranstaltning kan give den eller de støttemodtagende virksomheder. Den nævnte forordnings artikel 6 opregner i øvrigt en række regler, der skal anvendes ved beregningen af størrelsen af denne fordel, når der er tale om forskellige former for finansielle bidrag, som imidlertid ikke omfatter bidrag, der for staten i oprindelses- eller eksportlandet består i at give afkald på eller ikke at opkræve statsindtægter, der ellers er forfaldne.

128

Når dette er sagt, fremgår det af tvistbillæggelsesorganets afgørelsespraksis, som navnlig er gengivet i WTO-panelets rapport af 31. oktober 2019 med overskriften »India – Export Related Measures« (WT/DS541/R, punkt 7445 og 7446), at i tilfælde af en sådan foranstaltning kan fordelen herved karakteriseres fra det tidspunkt, hvor det blev konstateret, at der er givet afkald på statsindtægter, der ellers er forfaldne, eller disse ikke er blevet opkrævet, og der derfor var tale om et finansielt bidrag som omhandlet i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Selv om begreberne »finansielt bidrag« og »fordel« er forskellige, kan deres respektive eksistens i et givet tilfælde godtgøres på grundlag af de samme eller forbundne faktiske forhold, for så vidt som størrelsen af den fordel, der opnås ved et finansielt bidrag i form af afkald på eller ikke-opkrævning af statsindtægter, som hovedregel svarer til forskellen mellem de statsindtægter, der ellers er forfaldne i den valgte referencesituation, og dem, der eventuelt er blevet opkrævet hos den eller de pågældende virksomheder.

129

I den foreliggende sag skal det, henset til det ovenfor anførte, for det første fastslås, at Retten i præmis 167-169 i dommen i sag T-480/20 og i præmis 134-136 i dommen i sag T-540/20 foretog en korrekt fortolkning af betydningen og rækkevidden af artikel 3, nr. 1), litra a), ii), artikel 3, nr. 2), og artikel 5 i forordning 2016/1037, idet den i det væsentlige bemærkede, at for at afgøre, om Kommissionen med rette havde lagt til grund, at den egyptiske stat havde givet afkald på at opkræve visse toldafgifter, der normalt var forfaldne i forbindelse med Jushis indførsel til Egypten, af materialer, der var bestemt til at blive anvendt som råmaterialer til fremstilling af glasfiberprodukter bestemt til af Hengshi at blive eksporteret til Unionen, og at det, hvis dette havde givet en fordel, var nødvendigt at identificere den relevante referencesituation.

130

For det andet udgør den referencesituation, som Kommissionen har lagt til grund i det foreliggende tilfælde, henset til alle de tilgængelige relevante oplysninger, en faktisk omstændighed. Valget om at tage denne situation i betragtning frem for en anden henhører under bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Som sådan skal disse to elementer være genstand for en prøvelse fra Rettens side, der opfylder de krav, der er nævnt i denne doms præmis 125 og 126, og som således bl.a. indebærer, at Retten efterprøver, om Kommissionen har begået en materiel fejl eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

131

Derudover følger det af artikel 256 TEUF og af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder samt de tilsvarende beviselementer. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådant kan efterprøves af Domstolen, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (dom af 12.5.2022, Kommissionen mod Hansol Paper, C-260/20 P, EU:C:2022:370, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis).

132

Det følger heraf, at appellanterne, som ikke har gjort gældende, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af de beviser, der er fremlagt for Retten, ikke kan anfægte Rettens bedømmelse af den referencesituation, som Kommissionen lagde til grund i den foreliggende sag, nemlig situationen for en virksomhed, der er etableret i SETC-zonen.

133

Eftersom appellanternes argumenter for det tredje udelukkende vedrører disse vurderinger, kan de ikke rejse tvivl om Rettens konklusion om, at Kommissionen i det væsentlige ikke begik en fejl ved den retlige kvalificering af de faktiske omstændigheder, idet den fastslog, at der forelå subsidier som omhandlet i artikel 3, nr. 1), litra a), ii), og artikel 3, nr. 2), i forordning 2016/1037, sammenholdt med denne forordnings artikel 5.

134

Følgelig skal dette anbringende delvist afvises og delvist forkastes som ugrundet.

135

Med det femte anbringende i sag C-269/23 P, der i det væsentlige vedrører en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 3, nr. 2), og artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning 2016/1037, har Hengshi og Jushi anfægtet Rettens vurderinger i præmis 176-179 i dommen i sag T-480/20. Dette anbringende er identisk med det fjerde anbringende i sag C-272/23 P, hvorved Jushi har anfægtet Rettens vurderinger i præmis 143-146 i dommen i sag T-540/20.

136

Med dette anbringende, som er fælles for de to sager, og som delvist svarer til de anbringender i første instans, der er sammenfattet i denne doms præmis 35, har appellanterne kritiseret de vurderinger, som Retten lagde til grund, da den fastslog, at Kommissionen uden at tilsidesætte artikel 3, nr. 2), og artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning 2016/1037 kunne fastslå, at den skattemæssige behandling, som den egyptiske stat havde forbeholdt valutatab som følge af devalueringen af det egyptiske pund i 2016, udgjorde et tilskud, der de facto gav et begrænset antal eksportorienterede virksomheder, som udførte hovedparten af deres aktiviteter i udenlandsk valuta, herunder Hengshi og Jushi, en specifik fordel.

137

I denne henseende har de for det første gjort gældende, at Retten i det væsentlige gengav de omtvistede forordninger urigtigt, idet den fandt, at Kommissionen ikke havde kvalificeret de skatte- og regnskabsstandarder, som den egyptiske stat havde vedtaget med henblik på at gøre det muligt for virksomheder med passiver i udenlandsk valuta at begrænse valutatab som følge af devalueringen af det egyptiske pund i 2016 som sådan, men den fordel, som denne stat de facto på grundlag af disse standarder indrømmede en specifik kategori af virksomheder. Det fremgår klart af disse forordninger, at Kommissionen ikke har gjort dette. Herved satte Retten desuden sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens.

138

For det andet førte denne fremgangsmåde Retten til med urette at forkaste appellanternes argumenter vedrørende Kommissionens vurderinger i denne henseende og de retlige kvalificeringer, der blev lagt til grund i lyset af disse vurderinger.

139

Kommissionen har, støttet af APFE og Tech-Fab Europe, bestridt, at denne argumentation kan antages til realitetsbehandling, samt dens velbegrundethed.

140

Hvad for det første angår appellanternes argumenter vedrørende Rettens identificering af den foranstaltning, som Kommissionen kvalificerede som »subsidier« i de omtvistede forordninger, skal det fastslås, at det klart fremgår af en læsning af disse forordninger, at Retten hverken foretog en urigtig gengivelse af disse forordningers indhold i de appellerede domme eller satte sin egen begrundelse og vurdering i stedet for Kommissionens.

141

Selv om det, som appellanterne har gjort gældende, er korrekt, at Kommissionen påbegyndte sin undersøgelse af denne foranstaltning ved at nævne, at der fandtes to egyptiske retsregler, den ene af skatteretlig og den anden af regnskabsmæssig karakter, er det ligeledes åbenbart, at denne institution umiddelbart derefter præciserede, at denne undersøgelse vedrørte den måde, hvorpå disse regler var blevet anvendt i den konkrete sammenhæng, der førte til deres vedtagelse, og som først og fremmest er kendetegnet ved den devaluering af det egyptiske pund, der fandt sted i 2016. Det er desuden åbenbart, at den nævnte institution efter den nævnte undersøgelse konkluderede, at anvendelsen af de nævnte regler i denne konkrete sammenhæng havde givet visse virksomheder en fordel og som sådan havde en de facto-specifik karakter. Endelig er det lige så åbenbart, at disse virksomheder, herunder Hengshi og Jushi, af Kommissionen blev identificeret som dem, der er eksportorienterede, og som gennemfører hovedparten af deres aktiviteter i udenlandsk valuta.

142

Hvad for det andet angår appellanternes argumenter vedrørende dels Kommissionens vurderinger i denne henseende, dels de retlige kvalificeringer, der er lagt til grund i lyset af disse vurderinger, bemærkes i første række, at appellanterne, som det fremgår af denne doms præmis 131, ikke kan anfægte vurderinger af de faktiske omstændigheder inden for rammerne af deres appeller.

143

I anden række var det på baggrund af disse vurderinger med rette, at Retten, efter at Kommissionen havde gjort det, fastslog, at der forelå subsidier af specifik karakter, som gav Hengshi og Jushi en fordel i overensstemmelse med artikel 3, nr. 2), og artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning 2016/1037.

144

Det skal i denne forbindelse navnlig bemærkes, at artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning 2016/1037 netop har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at godtgøre den specifikke karakter af foranstaltninger, der udgør subsidier af navnlig lovgivningsmæssig, skattemæssig eller regnskabsmæssig art, i tilfælde, hvor disse foranstaltninger, selv om de fremtræder som generelle eller ikke-specifikke, faktisk kan vise sig at være specifikke. Med henblik herpå opregner denne bestemmelse en række faktorer, der skal tjene som vejledning for Kommissionens undersøgelse, når der er tale om sådanne foranstaltninger. Disse faktorer, hvis individuelle eller samlede relevans kan variere i hvert enkelt tilfælde, bl.a. afhængigt af den pågældende foranstaltning, den sammenhæng, hvori denne er blevet iværksat og gennemført, samt adfærden hos de myndigheder, som den hidrører fra, omfatter bl.a., at »[e]t subsidieprogram anvendes af et begrænset antal virksomheder«, og at »der ydes uforholdsmæssigt store subsidier til visse virksomheder«.

145

I den foreliggende sag var det den første af disse to faktorer, som Retten efter Kommissionens opfattelse støttede sig på for at fastslå den omhandlede foranstaltnings de facto-specifikke karakter. Denne fremgangsmåde er ikke behæftet med nogen retlig fejl.

146

Følgelig skal dette anbringende delvist afvises, delvist forkastes som ugrundet.

147

Med det første anbringende i sag C-269/23 P vedrørende en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 1, stk. 1, artikel 5 og artikel 6 i forordning 2016/1037 har Hengshi og Jushi anfægtet Rettens vurderinger i præmis 32, 37, 42 og 43, 46-48, 51-55 og 58 i dommen i sag T-480/20.

148

Med dette anbringende, der svarer til det anbringende i første instans, der er gengivet i nærværende doms præmis 36, har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at godkende den metode, som Kommissionen ifølge Retten havde anvendt med henblik på at beregne størrelsen af de udligningsberettigede subsidier, som var blevet indrømmet hver af appellanterne i medfør af de forskellige foranstaltninger, der var omhandlet i den omtvistede forordning i sag T-480/20.

149

Appellanterne har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af deres anbringende i første instans, idet den med urette fandt, at appellanterne i virkeligheden foreholdt Kommissionen, at den havde tilsidesat artikel 7 i forordning 2016/1037 ved at anvende deres samlede omsætning for alle varer under ét som nævner ved beregningen af størrelsen af disse subsidier. Dette anbringende i første instans, som udelukkende vedrørte en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 5 og 6, sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 1, stk. 1, bestod nemlig i at hævde, at Kommissionen i første omgang burde have baseret sig på den individuelle omsætning for hver af disse – idet alle varer blev betragtet under ét – med henblik på at beregne størrelsen af deres respektive subsidier.

150

For det andet har appellanterne gjort gældende, at det nævnte anbringende i første instans, uafhængigt af denne urigtige gengivelse, ikke kan forkastes med den begrundelse, som Retten i øvrigt lagde til grund i dommen i sag T-480/20, at de udgør virksomheder, der er forretningsmæssigt forbundet med eller tilhører den samme koncern. Det fremgår nemlig klart af artikel 5 og 6 i forordning 2016/1037, sammenholdt med denne forordnings artikel 1, stk. 1, at det subsidiebeløb, der skal beregnes, skal beregnes »udtrykt ved den fordel, [...] modtageren har opnået«, og dermed i en situation som den foreliggende for hver af de virksomheder, der er »modtagere« af sådanne subsidier, også selv om disse virksomheder er forretningsmæssigt forbundet eller tilhører den samme koncern.

151

Kommissionen har, støttet af Tech-Fab Europe, bestridt denne argumentation.

152

Det følger af artikel 5 i forordning 2016/1037, at det udligningsberettigede subsidiebeløb skal beregnes udtrykt ved den fordel, som modtageren af dette subsidie har opnået. Det følger desuden af denne forordnings artikel 6, at beregningen af denne fordel skal foretages ved anvendelse af bestemte regler, der er forskellige alt efter, hvilken type subsidier der er tale om i et givet tilfælde, men som alle, alt efter omstændighederne, henviser til »modtageren« af disse subsidier, den »virksomhed, der modtager«, eller »virksomheden«.

153

Nævnte forordning definerer derimod hverken begrebet »modtager« eller begrebet »virksomhed«. Disse begreber skal derfor forstås under hensyntagen til den sammenhæng, hvori de indgår, samt til det formål, der forfølges med de bestemmelser, hvori de anvendes, og mere generelt det formål, der forfølges med forordning 2016/1037, som i øvrigt i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.

154

I denne forbindelse bemærkede Retten for det første i præmis 47 i dommen i sag T-480/20, at selv om denne aftale heller ikke indeholder en definition af, hvilke personer der kan drage fordel af subsidier og følgelig opnå en fordel, hvis størrelse skal tjene som grundlag for beregningen af dette subsidie, blev dette spørgsmål analyseret grundigt og klarlagt af WTO’s appelorgan i dets rapport af 9. december 2002 med titlen »United States« – Countervailing Measures Concerning Certain Products from the European Communities« (WT/DS212/AB/R, punkt 108-119), som blev vedtaget af tvistbilæggelsesorganet den 8. januar 2003.

155

Det fremgår i det væsentlige af denne rapport fra WTO’s appelorgan, at identificeringen af den eller de personer, der modtager subsidier, afhænger af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde, og at det, henset til aftalens forskellige relevante bestemmelser, dens opbygning og dens formål, skal fastslås, at denne ikke udelukker, at det ud fra omstændighederne kan lægges til grund, at modtageren af et subsidie er en fysisk person, en juridisk person, en gruppe af fysiske personer, en gruppe af juridiske personer eller en helhed, der omfatter en eller flere fysiske personer og en eller flere juridiske personer, f.eks. selskaber og deres ejere. Den omstændighed, at disse personer er juridisk adskilte, er således ikke relevant med henblik på identificeringen af modtageren af et subsidie, som svarer til den økonomiske enhed, hvis varer på kunstig vis støttes af dette subsidie.

156

I overensstemmelse med tvistbilæggelsesorganets afgørelsespraksis, med de udtryk, som EU-lovgiver har anvendt i forordning 2016/1037, og med den sammenhæng, hvori disse indgår, skal begrebet »modtager« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 5 og 6 fortolkes således, at det i et konkret tilfælde henviser til hver af de virksomheder, der modtager subsidier. Som generaladvokaten har anført i punkt 90 i forslaget til afgørelse, svarer begrebet »virksomhed« selv til en økonomisk enhed, der eventuelt omfatter flere retligt adskilte juridiske personer, som udøver økonomisk aktivitet med fremstilling, markedsføring, transport eller eksport af varer, som disse subsidier giver en fordel til, uafhængigt af denne økonomiske enheds retlige status eller den måde, hvorpå den finansieres (jf. analogt dom af 14.11.1984, Intermills mod Kommissionen, 323/82, EU:C:1984:345, præmis 11, og af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:87, præmis 103).

157

For det andet støttede Retten sig med rette på denne definition af begreberne »modtager« og »virksomheder« i præmis 48 og 51 i dommen i sag T-480/20 for at godkende den af Kommissionen anvendte beregningsmetode – henset til den omstændighed, at Henghsi og Jushi tilhørte den samme koncern – med henblik på at beregne størrelsen af de udligningsforanstaltninger, der kunne pålægges i den foreliggende sag.

158

For det tredje og sidste kan appellanterne under appellen ikke anfægte Rettens vurderinger vedrørende denne omstændighed, henset til betragtningerne i den omtvistede forordning og de faktiske argumenter samt de beviser, der fremgår af sagsakterne i første instans.

159

Dette anbringende skal derfor delvist afvises, delvist forkastes som ugrundet, uden at det er nødvendigt at tage stilling til Rettens henvisning til artikel 7 i forordning 2016/1037 for fuldstændighedens skyld.

160

Appellerne skal følgelig forkastes.

161

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

162

Da Hengshi og Jushi har tabt sag C-269/23 P, og Jushi har tabt sag C-272/23 P, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i disse sager i overensstemmelse med Kommissionens, Tech-Fab Europes og APFE’s påstande herom.

163

Procesreglement artikel 184, stk. 4, fastsætter, at en intervenient i første instans, som ikke selv har iværksat appel, kun kan pålægges at betale sagsomkostningerne i appelsagen, hvis den pågældende har deltaget i den skriftlige eller den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen. Deltager en intervenient i første instans i appelsagen, kan Domstolen bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger.

164

I den foreliggende sag bærer Tech-Fab Europe og APFE, som var intervenienter i første instans, og som har deltaget i sagen for Domstolen, deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):