–

den bulgarske regering ved T. Mitova og T. Tsingileva, som befuldmægtigede,

–

den ungarske regering ved Zs. Biró-Tóth og Z. Fehér, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved A. Bouchagiar, C. Georgieva, H. Kranenborg og F. Wilman, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, litra a), og artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT 2016, L 119, s. 89).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag, der er indledt mod V.S. med henblik på tvangsmæssigt at gennemføre indsamling og registrering af biometriske og genetiske data vedrørende den pågældende.

3

Følgende fremgår af 37. betragtning til direktiv 2016/680:

»Personoplysninger, der i kraft af deres karakter er særligt følsomme i forhold til grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, bør nyde specifik beskyttelse, da sammenhængen for behandlingen af dem kan indebære betydelige risici for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. [...] Behandlingen af sådanne oplysninger bør [...] tillades ved lov, hvis den registrerede udtrykkeligt har givet sit samtykke til en behandling, som er særlig indgribende for vedkommende. Den registreredes samtykke bør dog ikke i sig selv udgøre et retsgrundlag for de kompetente myndigheders behandling af sådanne følsomme personoplysninger.«

4

Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Genstand og formål« bestemmer i stk. 1:

»I dette direktiv fastsættes regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.«

5

Direktivets artikel 3 fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

7)   »kompetent myndighed«:

[...]«

6

Artikel 4 i samme direktiv med overskriften »Principper for behandling af personoplysninger« bestemmer i stk. 1 følgende:

»Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at personoplysninger skal:

[...]«

7

Artikel 6 i direktiv 2016/680 med overskriften »Sondring mellem forskellige kategorier af registrerede« er affattet således:

»Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at den dataansvarlige, hvor det er relevant og så vidt muligt, klart sondrer mellem personoplysninger om forskellige kategorier af registrerede såsom:

[...]«

8

Dette direktivs artikel 8, der har overskriften »Lovlig behandling«, har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at behandling kun er lovlig, hvis og i det omfang denne behandling er nødvendig, for at en kompetent myndighed kan udføre en opgave med henblik på artikel 1, stk. 1, og at den sker på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret.

2.   Medlemsstaternes nationale ret, der regulerer behandling inden for dette direktivs anvendelsesområde, skal som minimum angive målene med behandling, de personoplysninger, der skal behandles, og formålene med behandlingen.«

9

Det nævnte direktivs artikel 10 med overskriften »Behandling af særlige kategorier af personoplysninger« bestemmer:

»Behandling af personoplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold samt behandling af genetiske data, biometriske data med det formål entydigt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering må kun tillades, når det er strengt nødvendigt, forudsat at behandlingen er omfattet af de fornødne garantier for den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, og kun:

10

I henhold til artikel 11, stk. 2, i Nakazatelen kodeks (straffeloven) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »straffeloven«), er lovovertrædelser forsætlige, når gerningsmanden er bevidst om arten af sin handling, eller når den pågældende har ønsket eller har accepteret, at resultatet af overtrædelsen indtræffer. Hovedparten af de overtrædelser, der er fastsat i straffeloven, kræver forsæt.

11

Artikel 46, stk. 1, og artikel 80 i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«), bestemmer, at lovovertrædelser retsforfølges enten ex officio, dvs. at anklagemyndigheden fremsætter anklagen, eller ved anlæggelse af en civil straffesag. Næsten alle de overtrædelser, der er fastsat i straffeloven, retsforfølges ex officio.

12

Strafferetsplejelovens artikel 219, stk. 1, bestemmer, at »når der foreligger tilstrækkelige beviser for, at en bestemt person er skyldig i at have begået en strafbar handling, der retsforfølges ex officio«, sigtes denne person og underrettes herom. Den pågældende kan gøres til genstand for forskellige processuelle tvangsforanstaltninger, som vedkommende har mulighed for at forsvare sig mod, ved at give forklaringer eller fremlægge beviser.

13

I overensstemmelse med strafferetsplejeloven er efterforskningsforanstaltninger, som iværksættes i forbindelse med den indledende fase af straffesagen med henblik på at indsamle beviser, og som fører til en krænkelse af fysiske personers privatsfære, principielt betinget af, at der indhentes forudgående tilladelse fra en dommer.

14

Disse efterforskningsforanstaltninger omfatter bl.a. personundersøgelser, således som det fremgår af strafferetsplejelovens artikel 158. Denne undersøgelse har i det væsentlige til formål at fastlægge personens fysiske kendetegn og kan om nødvendigt omfatte optagelse af fotografering og fingeraftryk samt prøvetagning med henblik på at udfærdige en DNA-profil. Undersøgelsen foretages med den pågældendes samtykke. Såfremt vedkommende nægter, gennemføres undersøgelsen ved tvang, hvilket forudsætter, at der er indhentet forudgående tilladelse fra en dommer, medmindre der er tale om et hastetilfælde, i hvilket tilfælde der efterfølgende skal indgives en anmodning om retslig godkendelse.

15

I denne forbindelse forelægges sagens akter for den kompetente dommer, som kan prøve samtlige sagsakter for at bedømme, om anmodningen om forudgående tilladelse eller efterfølgende godkendelse er begrundet.

16

I henhold til artikel 6 i zakon sa Ministerstvo na vatresjnite raboti (lov om indenrigsministeriet) (DV nr. 53 af 27.6.2014) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov om indenrigsministeriet«), udfører indenrigsministeriet visse hovedaktiviteter, herunder aktiviteter i form af operationel eftersøgning og overvågning samt efterforskning af lovovertrædelser og efterretningsaktiviteter.

17

Det fremgår af artikel 27 i lov om indenrigsministeriet, at data, der er registreret af politiet i henhold til denne lovs artikel 68, udelukkende må anvendes i forbindelse med beskyttelse af den nationale sikkerhed, bekæmpelse af kriminalitet og opretholdelse af den offentlige orden.

18

Artikel 68 i lov om indenrigsministeriet har følgende ordlyd:

»1.   Politimyndighederne foretager en politimæssig registrering af personer, der er sigtet for en forsætlig strafbar handling, som retsforfølges ex officio. [...]

2.   Den politimæssige registrering udgør en kategori af behandlingen af personoplysninger om de i stk. 1 omhandlede personer, der foretages i overensstemmelse med denne lov.

3.   Med henblik på den politimæssige registrering skal politimyndighederne:

4.   Der kræves ikke samtykke fra den berørte person i forbindelse med de i stk. 3, nr. 1, omhandlede handlinger.

5.   De berørte personer har pligt til at samarbejde og ikke lægge hindringer i vejen for politimyndighedernes udførelse af de i stk. 3 omhandlede handlinger. Såfremt personen nægter at medvirke til de i stk. 3, nr. 2 og 3, omhandlede handlinger, udføres de ved tvang på grundlag af en dommerkendelse fra den kompetente ret i første instans, som den overtrædelse, som personen er sigtet for, og som retsforfølges ex officio, henhører under.

[...]«

19

Naredba za reda za izvarsjvane i snemane na politsejska registratsia (bekendtgørelse om gennemførelsesbestemmelser for politimæssig registrering) (DV nr. 90 af 31.10.2014) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »bekendtgørelsen«), præciserer de nærmere regler for den politimæssige registrering, der er fastsat i artikel 68 i lov om indenrigsministeriet.

20

I henhold til bekendtgørelsens artikel 11, stk. 2, skal der til den person, som gøres til genstand for politimæssig registrering, udleveres en erklæring, som skal udfyldes, og hvori den pågældende kan tilkendegive, om vedkommende accepterer eller ikke accepterer foranstaltningerne i form af fotografering, optagelse af fingeraftryk og DNA-prøvetagning. I medfør af bekendtgørelsens artikel 11, stk. 4, fremsender politiet, såfremt den pågældende nægter at medvirke, en anmodning til den ret, der har kompetence til at anordne tvangsmæssig gennemførelse af disse foranstaltninger.

21

Ved kendelse af 1. marts 2021 blev V.S. på grundlag af straffelovens artikel 255 og artikel 321, stk. 2 og 3, sigtet for sammen med tre andre personer at have deltaget i en organiseret kriminel gruppe, der – i forbindelse med den virksomhed, som to handelsselskaber udøvede – havde til formål at opnå berigelse, med henblik på i forening at begå svig i forbindelse med fastsættelse og betaling af skyldig merværdiafgift i Bulgarien.

22

Efter forkyndelsen af den nævnte kendelse om sigtelse blev V.S. anmodet om hos politimyndighederne – som er de kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680 – at underkaste sig den politimæssige registrering, der er fastsat i artikel 68 i lov om indenrigsministeriet. V.S. fik udleveret en erklæringsformular, hvori hun oplyste at være blevet underrettet om, at der fandtes et retsgrundlag, der gjorde det muligt at foretage den politimæssige registrering, og at hun havde nægtet, at der blev indsamlet og registreret billed- og fingeraftryksoplysninger om hende, og at der blev foretaget prøvetagning med henblik på fastlæggelse af hendes DNA-profil. Politimyndighederne foretog ikke indsamlingen og anmodede Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) om tvangsmæssig gennemførelse heraf.

23

Det fremgår af politimyndighedernes anmodning til denne domstol, at der var blevet indsamlet tilstrækkelige beviser for de sigtedes skyld i forbindelse med den pågældende straffesag, herunder for så vidt angår V.S. Det præciseredes heri, at V.S. officielt skulle retsforfølges for at have begået en overtrædelse som omhandlet i straffelovens artikel 321, stk. 3, nr. 2, sammenholdt med denne artikels stk. 2, og at hun havde nægtet, at der kunne indsamles og registreres billed- og fingeraftryksoplysninger om hende, og at der kunne foretages prøvetagning med henblik på fastlæggelse af hendes DNA-profil, idet der var henvist til retsgrundlaget for indsamling af disse oplysninger. Endelig blev den nævnte domstol i denne anmodning anmodet om at give tilladelse til, at der blev foretaget tvangsmæssig gennemførelse af denne indsamling. Anmodningen var alene vedlagt kopi af den kendelse, hvorved der blev rejst sigtelse mod V.S., og af den erklæringsformular, som hun havde udfyldt.

24

Da Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) var i tvivl om, hvorvidt proceduren for politimæssig registrering var forenelig med EU-retten, forelagde den ved afgørelse af 31. marts 2021 Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

25

Navnlig med det tredje spørgsmål ønskede den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, litra a), i direktiv 2016/680 samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den kompetente straffedomstol i tilfælde af, at den person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, nægter at medvirke frivilligt til indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om den pågældende, er forpligtet til at anordne den tvangsmæssige gennemførelse af denne indsamling uden at have mulighed for at foretage en vurdering af, om der foreligger alvorlige grunde til at antage, at den pågældende har begået den lovovertrædelse, som vedkommende er sigtet for (dom af 26.1.2023, Ministerstvo na vatresjnite raboti (Politiets registrering af biometriske og genetiske data), C-205/21, EU:C:2023:49, præmis 77, herefter »dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I«).

26

Endvidere ønskede den forelæggende ret med det fjerde spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 10 i direktiv 2016/680, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a)-c), og artikel 8, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der foreskriver systematisk indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om enhver person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, uden at fastsætte en forpligtelse for den kompetente myndighed til at fastslå og godtgøre dels, at denne indsamling er nødvendig for at opfylde de konkrete mål, der forfølges, dels at disse mål ikke kan nås ved kun at indsamle en del af de pågældende oplysninger (dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, præmis 114).

27

Efter en lovændring, der trådte i kraft den 27. juli 2022, blev Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) opløst, og hovedsagen blev fra denne dato overført til Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret.

28

I dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I (præmis 110 og domskonklusionens punkt 2) fastslog Domstolen som svar på det tredje spørgsmål, at artikel 6, litra a), i direktiv 2016/680 og chartrets artikel 47 og 48 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter den kompetente straffedomstol i tilfælde af, at den person, der er blevet sigtet for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, nægter frivilligt at medvirke til indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om den pågældende, er forpligtet til at tillade den tvangsmæssige gennemførelse af denne indsamling uden at have mulighed for at foretage en vurdering af, om der foreligger alvorlige grunde til at tro, at den pågældende har begået den lovovertrædelse, som vedkommende er sigtet for, for så vidt som den nationale ret efterfølgende sikrer en effektiv domstolsprøvelse af betingelserne for den nævnte sigtelse, som tilladelsen til at foretage denne indsamling udspringer af.

29

I forbindelse med besvarelsen af det fjerde spørgsmål fastslog Domstolen, at en national lovgivning, hvorefter systematisk indsamling af biometriske og genetiske data om enhver, der er blevet sigtet for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, principielt er i strid med kravet i artikel 10 i direktiv 2016/680, hvorefter behandling af de særlige kategorier af oplysninger, der er omhandlet i denne artikel, »kun [må] tillades, når det er strengt nødvendigt« (dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, præmis 128).

30

Hvad angår de konsekvenser, som det tilkom den forelæggende ret at drage af denne betragtning, præciserede Domstolen i den nævnte doms præmis 133, at det tilkom denne ret at efterprøve, om det med henblik på at sikre den effektive virkning af artikel 10 i direktiv 2016/680 er muligt at fortolke den nationale lovgivning, der fastsætter denne tvangsmæssige indsamling, på en måde, der er forenelig med EU-retten. Det tilkom navnlig den forelæggende ret at efterprøve, om den nationale lovgivning gjorde det muligt at vurdere, om det var »strengt nødvendigt« at indsamle og registrere såvel biometriske data som genetiske data om den pågældende. Det skulle i denne henseende bl.a. efterprøves, om arten og grovheden af den overtrædelse, som den registrerede inden for rammerne af straffesagen i hovedsagen mistænktes for at have begået, eller andre relevante forhold, kunne udgøre omstændigheder, der kunne godtgøre, at en sådan behandling var »strengt nødvendig«. Det skulle desuden sikres, at indsamlingen af civilstandsoplysninger, som ligeledes kunne ske i forbindelse med den politimæssige registrering, ikke i sig selv gjorde det muligt at opfylde de forfulgte formål.

31

I samme doms præmis 134 anførte Domstolen, at i tilfælde af, at national ret ikke sikrede en sådan kontrol af foranstaltningen om indsamling af biometriske og genetiske data, tilkom det den forelæggende ret at sikre den fulde virkning af den nævnte artikel 10 ved at afslå politimyndighedernes anmodning om at tillade tvangsmæssige gennemførelse af denne indsamling.

32

Henset til samtlige de omstændigheder, der er nævnt i præmis 116-134 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, fastslog Domstolen som svar på det fjerde spørgsmål, at artikel 10 i direktiv 2016/680, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a)-c), og artikel 8, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der foreskriver systematisk indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om enhver person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, uden at fastsætte en forpligtelse for den kompetente myndighed til at efterprøve og godtgøre dels, at denne indsamling er strengt nødvendig for at opfylde de konkrete formål, der forfølges, dels at disse formål ikke kan nås ved foranstaltninger, der er mindre indgribende i den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder (dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, præmis 135 og domskonklusionens punkt 3).

33

Efter afsigelsen af denne dom er den forelæggende ret i tvivl om, hvilke konsekvenser den skal drage af Domstolens besvarelse af det fjerde spørgsmål, navnlig henset til de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 30, med henblik på at træffe afgørelse om politimyndighedernes anmodning om tvangsmæssig gennemførelse af den i hovedsagen omhandlede indsamling af personoplysninger.

34

I denne henseende er den forelæggende ret for det første af den opfattelse, at den ikke kan foretage den prøvelse, der er anført i denne præmis, på grundlag af de dokumenter, som disse myndigheder har fremsendt, nemlig kendelsen om at rejse sigtelse mod V.S. og den erklæringsformular, hvorved V.S. nægtede at medvirke til den indsamling af biometriske og genetiske data om hende, der er nævnt i denne doms præmis 23. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den med henblik herpå har behov for at tilgå samtlige sagsakter, hvilket forudsætter, at den ikke anvender den særregel, der i forbindelse med proceduren for politimæssig registrering er fastsat i artikel 68, stk. 5, andet punktum, i lov om indenrigsministeriet, men de generelle regler i strafferetsplejeloven, der finder anvendelse på udstedelsen af en forudgående retslig tilladelse til at foretage efterforskningsforanstaltninger, som fører til indgreb i fysiske personers privatsfære, og navnlig denne lovs artikel 158.

35

For det andet har den forelæggende ret anført, at Domstolen i præmis 100 og 101 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I fastslog, at det ikke er i strid med chartrets artikel 47, at den ret, der skal behandle en anmodning om tilladelse til tvangsmæssig indsamling af biometriske og genetiske data om den sigtede person, ikke råder over de beviser, der har ført til denne sigtelse, og dermed ikke kan foretage en bedømmelse af disse beviser.

36

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at denne betragtning hviler på den fejlagtige forudsætning, at rettens vurdering af de beviser, der ligger til grund for sigtelsen, i den indledende fase af straffesagen kan hindre gennemførelsen af den strafferetlige efterforskning, hvorunder disse oplysninger indsamles.

37

Den forelæggende ret har navnlig fremhævet, at den bulgarske lovgiver inden for rammerne af den procedure, der er reguleret ved strafferetsplejelovens artikel 158, har fastsat, at der skal foretages en effektiv domstolsprøvelse, og at sagsakterne skal fremsendes til retten, men at dette ikke er tilfældet i forbindelse med den politimæssige registrering. Ifølge den forelæggende ret er årsagen til denne forskel i den retlige ordning dels, at det er politiet og ikke anklagemyndigheden, der anmoder om indsamling af disse oplysninger i forbindelse med registreringen, dels at denne indsamling kun sker med henblik på, at de omhandlede oplysninger eventuelt skal anvendes på et tidspunkt i fremtiden, hvis behovet herfor skulle opstå. Fraværet af en sådan effektiv domstolsprøvelse i en sådan situation har derimod hverken til formål at sikre efterforskningshemmeligheden eller at undgå hindringer for fremtidige efterforskningsforanstaltninger i forbindelse med den omhandlede straffesag.

38

Under disse omstændigheder er den forelæggende ret af den opfattelse, at den, inden den kræver, at de kompetente myndigheder fremsender sagsakterne i straffesagen, skal indhente en bekræftelse fra Domstolen af, at et sådant krav ikke er i strid med præmis 100 og 101 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, eller tværtimod en tilkendegivelse af, at den prøvelse, der er omhandlet i denne doms præmis 133, udelukkende skal foretages på grundlag af kendelsen om at rejse sigtelse mod den registrerede og den pågældendes erklæring om ikke at ville medvirke til, at der indsamles biometriske og genetiske data om vedkommende.

39

Såfremt Domstolen måtte bekræfte dette, er den forelæggende ret desuden af den opfattelse, at den, eftersom den vil råde over sagsakterne i straffesagen, skal foretage en vurdering af, om der er grundlag for den nævnte sigtelse.

40

Under disse omstændigheder har Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

41

Europa-Kommissionen har gjort gældende, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. I denne henseende er Kommissionen af den opfattelse, at Domstolen i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I gav den forelæggende ret den fortolkning af EU-retten, som løsningen af den tvist, der er indbragt for den, afhænger af. Kommissionen har i øvrigt gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål hviler på en urigtig forståelse af denne dom. Domstolen udtalte sig nemlig i den nævnte doms præmis 133 ikke om den prøvelse, som den nationale ret skal foretage, inden der gives tilladelse til en foranstaltning i form af indsamling af biometriske og genetiske data, og den pålagde således ikke den forelæggende ret at foretage en specifik efterprøvelse i forbindelse med denne indsamling. Endvidere er det med urette, at den forelæggende ret af præmis 100 og 101 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I har udledt, at Domstolen var af den opfattelse, at den begrænsede domstolsprøvelse, der er fastsat i artikel 68, stk. 5, i lov om indenrigsministeriet, var i overensstemmelse med EU-retten, og at den derfor konkluderede, at der forelå en selvmodsigelse mellem disse præmisser og denne doms præmis 133.

42

For det første fremgår det af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i henhold til artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, både om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

43

Afvisning af at behandle en anmodning fra en national ret er således kun mulig, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter, og Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 6.11.2018, Bauer og Willmeroth, C-569/16 og C-570/16, EU:C:2018:871, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

44

For det andet skal det ligeledes bemærkes, at den retskraft, der knytter sig til en dom afsagt i en præjudiciel sag, ikke er til hinder for, at den nationale retsinstans, som dommen retter sig til, kan finde det nødvendigt på ny at indbringe en sag for Domstolen, inden der træffes afgørelse i hovedsagen. Der er adgang til at indbringe en sådan sag, bl.a. når den nationale domstol har vanskeligheder med hensyn til forståelsen eller anvendelsen af dommen, når den nationale ret forelægger Domstolen et nyt retsspørgsmål, eller når retten fremfører nye synspunkter, på grundlag af hvilke Domstolen kan tænkes at ville ændre sin besvarelse af et tidligere spørgsmål (jf. i denne retning dom af 6.3.2003, Kaba, C-466/00, EU:C:2003:127, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis, samt af 9.3.2023, Pro Rauchfrei II, C-356/22, EU:C:2023:174, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

45

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret med sine spørgsmål, at Domstolen præciserer det krav om domstolsprøvelse af, hvorvidt indsamlingen af biometriske og genetiske data er »strengt nødvendig« som omhandlet i artikel 10 i direktiv 2016/680, som ifølge den forelæggende ret fremgår af præmis 133 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, med henblik på at træffe afgørelse om de bulgarske politimyndigheders anmodning om tvangsmæssig gennemførelse af indsamlingen af sådanne kategorier af oplysninger, idet denne anmodning netop ligger til grund for de præjudicielle spørgsmål, som Domstolen besvarede i denne dom. Det følger heraf, at de forelagte spørgsmål har en direkte forbindelse med tvisten i hovedsagen, og at de er relevante for at gøre det muligt for den forelæggende ret at behandle denne.

46

Kommissionens argumentation vedrørende den forelæggende rets angiveligt fejlagtige fortolkning af præmis 100, 101 og 133 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I vedrører reelt indholdet af de forelagte spørgsmål og kan derfor på grund af deres karakter ikke medføre, at disse spørgsmål skal afvises fra realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 27.10.2022, Proximus (Offentligt tilgængelige elektroniske telefonnummerfortegnelser), C-129/21, EU:C:2022:833, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger af det ovenstående, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

48

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges. Domstolen kan desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sine spørgsmål (dom af 30.1.2024, Direktor na Glavna direktsia Natsionalna politsia pri MVR – Sofia, C-118/22, EU:C:2024:97, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

49

I det foreliggende tilfælde undersøgte Domstolen – således som det fremgår af nærværende doms præmis 29-32 – i præmis 116-135 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en forpligtelse for de kompetente myndigheder til at efterprøve og godtgøre, at det er »strengt nødvendigt« at indsamle såvel biometriske som genetiske data fra den berørte person med henblik på registrering heraf.

50

I denne henseende bemærkes, at artikel 3, nr. 7), i direktiv 2016/680 definerer begrebet »kompetent myndighed«, som de i tvisten i hovedsagen omhandlede politimyndigheder henhører under, som enhver offentlig myndighed, der er kompetent med hensyn til at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod og forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed, og ethvert andet organ eller enhver anden enhed, som i henhold til medlemsstaternes nationale ret udøver offentlig myndighed og offentlige beføjelser med henblik på sådanne formål.

51

Eftersom Domstolen i præmis 135 og domskonklusionens punkt 3 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I for så vidt angår besvarelsen af det fjerde spørgsmål i den sag, der gav anledning til den nævnte dom, i øvrigt henviste til fortolkningen af artikel 10 i direktiv 2016/680, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a)-c), og artikel 8, stk. 1 og 2, skal det fastslås, at det foreliggende spørgsmål ligeledes vedrører alle disse bestemmelser.

52

Det må derfor lægges til grund, at den forelæggende ret med det første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 10 i direktiv 2016/680, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a)-c), og artikel 8, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at når en national lovgivning foreskriver systematisk indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om enhver person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, uden at fastsætte en forpligtelse for den kompetente myndighed som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, nr. 7), til at efterprøve og godtgøre, at denne indsamling er strengt nødvendig i overensstemmelse med samme direktivs artikel 10, kan den ret, som denne kompetente myndighed har anmodet om at anordne tvangsmæssig gennemførelse af den nævnte indsamling, sikre overholdelsen af en sådan forpligtelse i givet fald ved at kræve at få tilsendt sagsakterne i straffesagen.

53

Det skal erindres, at artikel 10 i direktiv 2016/680 udgør en specifik bestemmelse, der regulerer behandlingen af særlige kategorier af personoplysninger, bl.a. biometriske og genetiske data. Denne bestemmelse har til formål at sikre en øget beskyttelse af den registrerede, for så vidt som disse oplysninger som følge af deres særligt følsomme karakter og den sammenhæng, hvori de behandles, således som det fremgår af 37. betragtning til det nævnte direktiv, kan indebære betydelige risici for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, såsom retten til respekt for privatliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 8 (dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, præmis 116, og dom af 30.1.2024, Direktor na Glavna direktsia Natsionalna politsia pri MVR – Sofia, C-118/22, EU:C:2024:97, præmis 47).

54

Som det fremgår af selve ordlyden af artikel 10 i direktiv 2016/680, skal kravet om, at behandlingen af følsomme oplysninger »kun [må] tillades, når det er strengt nødvendigt«, nemlig i denne henseende fortolkes således, at det definerer strengere betingelser for, at behandlingen af sådanne oplysninger er lovlig, i forhold til de betingelser, der følger af artikel 4, stk. 1, litra b) og c), og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/680, som alene henviser til, at en behandling af oplysninger, som generelt er omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde, er »nødvendig« (jf. i denne retning dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, præmis 117, og dom af 4.10.2024, Bezirkshauptmannschaft Landeck (Forsøg på adgang til personoplysninger lagret på en mobiltelefon), C-548/21, EU:C:2024:830, præmis 107).

55

I dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I fastslog Domstolen således, at en national lovgivning, der foreskriver systematisk indsamling af biometriske og genetiske data om enhver person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, uden at fastsætte en forpligtelse for den kompetente myndighed til at efterprøve og godtgøre, at denne indsamling er »strengt nødvendig« i overensstemmelse med den forpligtelse, som påhviler denne myndighed i henhold til artikel 10 i direktiv 2016/680, principielt er i strid med denne artikel 10, for så vidt som en sådan lovgivning kan føre til udifferentieret og generel indsamling af biometriske og genetiske data for størstedelen af de personer, over for hvem der rejses sigtelse (jf. i denne retning dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, præmis 128, 129 og 135).

56

I denne sammenhæng anførte Domstolen imidlertid i præmis 133 i dommen i sagen Registrering af biometriske og genetiske data I, at det bl.a. tilkom den forelæggende ret at efterprøve, om national ret med henblik på at sikre den effektive virkning af artikel 10 i direktiv 2016/680 kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten. Domstolen opfordrede således den forelæggende ret til at tage stilling til, om national ret gjorde det muligt for de kompetente myndigheder som omhandlet i dette direktivs artikel 3, nr. 7), at vurdere, om det var »strengt nødvendigt« at indsamle og registrere såvel biometriske data som genetiske data om den pågældende. Domstolen ønskede således over for den forelæggende ret at fremhæve, at princippet om forrang bl.a. kræver, at national ret i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom af 27.4.2023, M.D. (Forbud mod indrejse i Ungarn), C-528/21, EU:C:2023:341, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis). Følgelig indeholdt nævnte præmis alene en angivelse af, at den forelæggende ret skulle efterprøve, om national ret kunne fortolkes således, at de myndigheder, der havde kompetence til at foretage denne behandling af oplysninger, var i stand til at foretage den vurdering, som påhviler dem i henhold til denne artikel 10.

57

Det følger heraf, således som generaladvokaten bl.a. fremhævede i punkt 24 og 55 i forslaget til afgørelse, at i modsætning til den forudsætning, som den forelæggende rets spørgsmål er baseret på, kan en ret, der anmodes om at tage stilling til en behandling af personoplysninger, der er foretaget af de kompetente myndigheder, i en situation, hvor denne kompetente myndighed i henhold til national ret ikke er forpligtet til at foretage en vurdering af, om den behandling, som den har foretaget, eller som den påtænker at foretage, er »strengt nødvendig«, ikke i stedet for denne myndighed sikre overholdelsen af den forpligtelse, som påhviler myndigheden i medfør af den nævnte artikel 10.

58

Det må således konstateres, at den fortolkning af national ret, hvorefter den forelæggende ret selv påtænker at vurdere, om indsamlingen af den berørte persons biometriske og genetiske data er »strengt nødvendig«, ikke kan sikre, at en national lovgivning som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 57, er forenelig med EU-retten, eftersom den under alle omstændigheder ikke gør det muligt at afhjælpe det forhold, at de kompetente myndigheder i henhold til denne lovgivning ikke er forpligtet til at efterprøve og godtgøre, at en sådan indsamling er »strengt nødvendig«.

59

En sådan konklusion bekræftes i øvrigt af den omstændighed, at anmodningen om præjudiciel afgørelse, således som det fremgår af nærværende doms præmis 18, 20, 22 og 23, vedrører en national lovgivning, der foreskriver, at den kompetente ret efter anmodning fra de kompetente myndigheder giver tilladelse til tvangsmæssigt at indsamle biometriske og genetiske data om personer, der er blevet sigtet for en forsætlig lovovertrædelse, som forfølges ex officio, når den berørte person ikke har givet sit samtykke til en sådan indsamling. Som den bulgarske regering har bekræftet i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Domstolen, kræves der derimod ikke en sådan retslig tilladelse, når den berørte person har givet sit samtykke hertil, hvilket indebærer, at de kompetente myndigheder kan foretage den nævnte indsamling alene på grundlag af dette samtykke.

60

I en sådan situation er den kompetente ret følgelig ikke i stand til at sikre retsbeskyttelsen for de berørte personer, der har givet et sådant samtykke, navnlig hvad angår kontrollen med de kompetente myndigheders overholdelse af kravet om streng nødvendighed, således som dette fortolkes i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 53-55.

61

Det følger af det ovenstående, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 10 i direktiv 2016/680, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a)-c), og artikel 8, stk. 1 og 2, skal fortolkes således, at når en national lovgivning foreskriver systematisk indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om enhver person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, uden at fastsætte en forpligtelse for den kompetente myndighed som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, nr. 7), til at efterprøve og godtgøre, at denne indsamling er strengt nødvendig i overensstemmelse med samme direktivs artikel 10, kan den ret, som denne kompetente myndighed har anmodet om at anordne tvangsmæssig gennemførelse af den nævnte indsamling, ikke sikre overholdelsen af en sådan forpligtelse, idet det tilkommer den nævnte kompetente myndighed at foretage den vurdering, der kræves i henhold til denne artikel 10.

62

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

63

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, litra a)-c), og artikel 8, stk. 1 og 2,

skal fortolkes således, at

når en national lovgivning foreskriver systematisk indsamling og registrering af biometriske og genetiske data om enhver person, der sigtes for en forsætlig lovovertrædelse, som retsforfølges ex officio, uden at fastsætte en forpligtelse for den kompetente myndighed som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 3, nr. 7), til at efterprøve og godtgøre, at denne indsamling er strengt nødvendig i overensstemmelse med samme direktivs artikel 10, kan den ret, som denne kompetente myndighed har anmodet om at anordne tvangsmæssig gennemførelse af den nævnte indsamling, ikke sikre overholdelsen af en sådan forpligtelse, idet det tilkommer den nævnte kompetente myndighed at foretage den vurdering, der kræves i henhold til denne artikel 10.