Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 10. april 2025 (1)

Sag C-798/23 [Abbottly] (i)

Minister for Justice

mod

SH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Cour (øverste domstol, Irland))

» Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 4a, stk. 1 – grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« – konvertering af en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn til en frihedsstraf «

I.      Indledning

1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (3).

2.        Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag om fuldbyrdelse i Irland af en europæisk arrestordre, der er udstedt mod SH med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf i Letland.

3.        Det fremgår af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre visse betingelser, der er opregnet i denne bestemmelse, er opfyldt.

4.        Supreme Court (øverste domstol, Irland) ønsker nærmere bestemt oplyst, om begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, der findes i denne bestemmelse, vedrører en procedure, i henhold til hvilken en judiciel myndighed kan bestemme, at som følge af manglende overholdelse af betingelser, der er knyttet til en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn, som den pågældende tidligere er blevet idømt, skal denne straf konverteres til en frihedsstraf med en længde på halvdelen af længden af den polititilsynsstraf, der ikke er udstået.

5.        I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at dette spørgsmål efter min opfattelse skal besvares bekræftende.

II.    Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

6.        SH blev i 2014 dømt for to lovovertrædelser af Valmieras rajona tiesa (distriktsdomstolen i Valmiera, Letland) og Jēkabpils rajona tiesa (distriktsdomstolen i Jēkabpils, Letland), som begge resulterede i fængselsstraf og en periode med anbringelse under polititilsyn. Den 27. oktober 2015 blev disse straffe kombineret, hvilket medførte en samlet frihedsstraf på fire år og ni måneder og en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn i tre år. I henhold til lettisk ret begyndte fuldbyrdelsen af denne tillægsstraf på det tidspunkt, hvor SH havde afsonet frihedsstraffen.

7.        SH overholdte ikke den i henhold til polititilsynet fastsatte forpligtelse til at give møde for politiet senest tre arbejdsdage efter sin løsladelse, selv om han på forhånd var blevet oplyst om, at manglende fremmøde kunne føre til, at han blev idømt en administrativ sanktion. SH blev følgelig kendt skyldig i en administrativ overtrædelse ved Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale, Letland) henholdsvis den 11. og den 27. maj 2020, og han blev idømt to bøder.

8.        I tilfælde af to domme for manglende overholdelse af reglerne for polititilsyn inden for det samme år fastsætter lettisk ret en mulighed for, at den kompetente judicielle myndighed kan erstatte den resterende del af en tillægsstraf, der ikke er udstået, med frihedsberøvelse, idet en dags frihedsberøvelse erstatter to dages polititilsyn. Denne konvertering af straf sker således på grundlag af et fast og forudbestemt forhold.

9.        I juni 2020 anmodede politiet i Jēkabpils (Letland) Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale) om at konvertere foranstaltningen om SH’s anbringelse under polititilsyn til en frihedsstraf for den resterende del af denne foranstaltning.

10.      Den 25. juni 2020 blev en indkaldelse sendt til SH’s registrerede bopæl i Jēkabpils ved anbefalet brev. Denne indkaldelse blev ikke afhentet og blev returneret den 31. juli 2020.

11.      Den 19. august 2020 blev der afholdt retsmøde ved Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale) uden SH’s tilstedeværelse. Samme dag traf denne ret afgørelse om konvertering af den resterende del af SH’s polititilsynsstraf, der ikke var blevet fuldbyrdet, dvs. to år og to dage, til en frihedsstraf på et år og en dag i overensstemmelse med det forhold, der er fastsat i artikel 45, stk. 5, i Krimināllikums (straffeloven, herefter »den lettiske straffelov«). Denne afgørelse blev fremsendt til SH, men den blev returneret, da den ikke var blevet afhentet. SH har heller ikke appelleret denne afgørelse.

12.      Den 26. februar 2021 blev der udstedt en europæisk arrestordre mod SH med henblik på fuldbyrdelse af den frihedsstraf, han var blevet idømt den 19. august 2020 ved Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale).

13.      Ved dom af 27. juli 2022, gav High Court (øverste domstol, Irland) afslag på overgivelse af SH på grundlag af gennemførelsen i irsk ret af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

14.      Eftersom High Court (øverste domstol) nægtede Minister for Justice and Equality (justits- og ligestillingsministeren, Irland) (herefter »Minister for Justice«) muligheden for at iværksætte appel af denne dom ved Court of Appeal (appeldomstol, Irland), anmodede denne om at kunne iværksætte appel af denne dom ved Supreme Court (øverste domstol), hvilket der blev givet tilladelse til den 19. januar 2023.

15.      Denne ret er af den opfattelse, at den lettiske procedure med konvertering af tillægsstraffen i form af anbringelse under polititilsyn til en frihedsberøvelse svarer til en tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf, der, som det fremgår af dom af 22. december 2017, Ardic (4), ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Polititilsynets tvangsmæssige karakter kan således sidestilles med de betingelser, der typisk pålægges i forbindelse med udsættelse af straffuldbyrdelse.

16.      Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at det fremgår af denne dom, at begrebet »afgørelse« som omhandlet i denne bestemmelse ikke omfatter en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere fastsat frihedsstraf, som f.eks. en tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen, medmindre denne afgørelse har til formål eller virkning at ændre enten straffens art eller længde, og den myndighed, der har truffet afgørelsen, har haft en skønsbeføjelse i denne henseende (5).

17.      Den forelæggende ret har imidlertid konstateret, at anbringelsen under polititilsyn i den foreliggende sag begyndte på det tidspunkt, hvor SH havde afsonet frihedsstraffen. Der er ikke blevet truffet nogen ny retsafgørelse om ændring af arten eller længden af den tidligere idømte frihedsstraf, eftersom længden af den frihedsberøvelse, der idømmes i tilfælde af manglende overholdelse af betingelserne for anbringelse under polititilsyn, bestemmes ved en matematisk beregning, der er fastsat i lettisk ret. Det eneste spørgsmål, som Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale) skulle tage stilling til, var, om der var grundlag for at idømme en ekstra frihedsstraf, hvis længde er fastsat ved lov.

18.      Derfor fastslog den forelæggende ret foreløbigt, at der ikke var grundlag for at afslå overgivelsen med den begrundelse, at den frihedsberøvelse, der var blevet idømt den 19. august 2020, ikke var en ny straf. Betingelserne og de nærmere bestemmelser for frihedsberøvelsen som følge af de lovovertrædelser, som SH havde begået, var klare og verificerbare og indebar ikke en ny afgørelse eller en ændring af arten eller længden af den oprindelige straf.

19.      Den forelæggende ret nærer imidlertid en vis tvivl med hensyn til denne løsning.

20.      Den har således anført, at den i hovedsagen omhandlede straf adskiller sig fra den straf, der var omhandlet i Ardic-dommen. Selv om udsigten til en ny fængselsstraf var uløseligt forbundet med den straf, der blev idømt i 2015, krævede dommen afsagt af Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale) således ikke blot, at den dømte »rent faktisk skulle afsone hele eller dele af de oprindeligt fastsatte frihedsstraffe« (6).

21.      Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at den dømte havde afsonet den frihedsstraf, som han oprindeligt var blevet idømt. Det kan derfor hævdes, at den straf, som han var blevet idømt af Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale), indebar en ændring af arten eller længden af den tidligere idømte straf, hvilken ændring bestod i konvertering af en anbringelse under polititilsyn til en ekstra fængselsstraf.

22.      Desuden havde Zemgales rajona tiesa (distriktsdomstolen i Zemgale) en skønsbeføjelse med hensyn til, om SH skulle idømmes en sådan straf, selv om den ikke havde nogen skønsbeføjelse med hensyn til straffens længde. Den forelæggende ret har derfor anført, at den ikke kunne konkludere, at besvarelsen af det spørgsmål, der er rejst vedrørende fortolkningen og anvendelsen af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, under omstændigheder som dem, der foreligger i den appelsag, der er iværksat for den, fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til nogen rimelig tvivl.

23.      Supreme Court (øverste domstol) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Når der anmodes om overgivelse af den eftersøgte person med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som han er blevet idømt på grund af overtrædelse af betingelserne for en polititilsynsstraf, som han tidligere er blevet idømt, under omstændigheder, hvor den ret, der idømte denne frihedsstraf, rådede over et skøn med hensyn til, om vedkommende skulle idømmes en frihedsstraf (men intet skøn med hensyn til straffens varighed i tilfælde af domfældelse), er den procedure, der fører til idømmelse af denne frihedsstraf, [da] en del af den »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse [2002/584]?

2)      Var afgørelsen om at konvertere polititilsynsstraffen til en frihedsstraf under de i det første spørgsmål […] anførte omstændigheder en afgørelse, der havde til formål eller virkning at ændre arten og/eller længden af den straf, som den eftersøgte tidligere var blevet idømt, og navnlig den polititilsynsstraf, der var en del af den pågældendes tidligere dom, som da er omfattet af undtagelsen i præmis 77 i Ardic-dommen?«

24.      Minister for Justice, SH, den rumænske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og deltaget i retsmødet, der blev afholdt den 9. januar 2025.

25.      Idet SH’s advokat havde meddelt Domstolens Justitskontor, at SH var fængslet i Letland, sendte Domstolen på grundlag af en afgørelse truffet af Domstolens præsident den 26. april 2024 den forelæggende ret en anmodning om oplysninger med det formål at afgøre, om Domstolens besvarelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse fortsat var hensigtsmæssig med henblik på en løsning af tvisten i hovedsagen.

26.      Med sit svar af 10. maj 2024 bekræftede den forelæggende ret, at SH var fængslet i Letland, og at han var blevet overgivet til de lettiske myndigheder til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre af 17. februar 2021, men den oplyste, at eftersom SH ikke var blevet overgivet til fuldbyrdelse af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, og at det derfor ikke var udelukket, at de lettiske myndigheder ville anvende den mekanisme, der er fastsat i artikel 27 i rammeafgørelse 2002/584, med henblik på fuldbyrdelse af den frihedsstraf, som SH var blevet idømt, var en besvarelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse fortsat hensigtsmæssig med henblik på en løsning af tvisten i hovedsagen.

III. Bedømmelse

27.      Med sine to præjudicielle spørgsmål, der efter min opfattelse skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, der findes i denne bestemmelse, vedrører en procedure, i henhold til hvilken en judiciel myndighed kan bestemme, at som følge af manglende overholdelse af betingelser, der er knyttet til en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn, som den pågældende tidligere er blevet idømt, skal denne straf konverteres til en frihedsstraf med en længde på halvdelen af længden af den polititilsynsstraf, der ikke er udstået.

28.      Minister for Justice og den rumænske regering har foreslået, at dette spørgsmål besvares benægtende, idet de i det væsentlige har fremført en argumentation, der er støttet på Ardic-dommen, mens SH og Kommissionen har foreslået, at dette spørgsmål besvares bekræftende, idet de har taget afstand fra denne dom.

29.      Jeg er enig i SH’s og Kommissionens holdning.

30.      Inden jeg går over til at redegøre for grundene til, at jeg er den opfattelse, at den procedure, der førte til en retsafgørelse, der indebærer konvertering af en anbringelse under polititilsyn til en frihedsstraf, er en »retssag, der førte til afgørelsen« som anført i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, skal det afklares, hvori denne første straf består, og på hvilke betingelser den kompetente ret kan afsige den.

31.      Der henvises i denne henseende til artikel 45 i den lettiske straffelov med overskriften »Anbringelse under polititilsyn«, der var affattet således (7):

»(1)      Anbringelse under polititilsyn er en tillægsstraf, som en domstol kan idømme som en tvangsforanstaltning med henblik på at føre tilsyn med en persons adfærd, efter at denne er løsladt fra fængsel, og underlægge denne person de begrænsninger, som politimyndigheden har fastsat. [...]

(2)      Polititilsynsstraf idømmes kun, når der idømmes en frihedsstraf i de tilfælde, der er nævnt i denne lovs særlige del, i en periode på mindst et år og højst tre år.

[...]

(4)      Såfremt en dømt person, mens denne udstår en tillægsstraf, begår en ny lovovertrædelse, erstatter retten den ikke udståede del af tillægsstraffen med en frihedsberøvelse og fastsætter den endelige straf i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lovs artikel 51 og 52.

(5)      Såfremt en person, der er anbragt under polititilsyn på grundlag af en dom afsagt af retten, overtræder betingelserne for denne foranstaltning i ond tro, kan en ret på politiets anmodning erstatte den ikke udståede del af tillægsstraffen med en frihedsstraf, idet to dages polititilsyn omregnes til en dags frihedsberøvelse.

(6)      En overtrædelse af betingelserne for anbringelse under polititilsyn sker i ond tro, når personen to gange er blevet idømt en administrativ straf for en sådan overtrædelse inden for et år.«

32.      I den foreliggende sag er artikel 45, stk. 5, i den lettiske straffelov særlig relevant, for så vidt som den fastsætter muligheden for, at den kompetente ret på anmodning fra den kompetente politimyndighed kan konvertere et polititilsynsstraf til en frihedsstraf i tilfælde af den dømte persons manglende opfyldelse i ond tro af de betingelser, der er knyttet til denne første straf. Denne konvertering af den del af polititilsynsstraffen, der ikke er udstået, sker på grundlag at et ved lov fastsat forhold, der indebærer, at en dags frihedsberøvelse svarer til to dage af den resterende del af polititilsynet.

33.      Med henblik på at påvise, at en sådan konverteringsafgørelse indgår i anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, skal det indledningsvis fremhæves, at det fremgår af fast retspraksis, at denne rammeafgørelse med indførelsen af en forenklet og effektiv ordning for overgivelse af personer, som er dømt eller mistænkt for at have overtrådt straffeloven, tilsigter at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at opfylde Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, ved at basere sig på den høje grad af tillid, som skal eksistere mellem medlemsstaterne (8).

34.      Princippet om gensidig anerkendelse, der ifølge sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584 først blev udmøntet i den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager. Dette princip er udmøntet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af dette princip og i overensstemmelse med bestemmelserne i samme rammeafgørelse (9).

35.      Dette betyder for det første, at de fuldbyrdende judicielle myndigheder kun kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre med henvisning til de grunde, der er indeholdt i rammeafgørelse 2002/584, således som denne fortolkes af Domstolen. For det andet betyder det, at mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning (10).

36.      Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 udgør navnlig en undtagelse til reglen om, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal overgive den eftersøgte person til den udstedende medlemsstat, og den skal derfor fortolkes indskrænkende (11).

37.      Det fremgår af selve ordlyden af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre det fremgår af den europæiske arrestordre, at de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelses litra a)-d), er opfyldt (12).

38.      I denne henseende skal det anføres, at denne bestemmelse således begrænser muligheden for at nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre ved præcist og ensartet at opregne betingelserne for, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse, afsagt under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, ikke kan nægtes (13).

39.      Den fuldbyrdende judicielle myndighed er derfor forpligtet til at fuldbyrde en europæisk arrestordre, selv om den pågældende ikke var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, såfremt det konstateres, at en af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra a), b), c) eller d), i rammeafgørelse 2002/584, foreligger (14).

40.      I hvert af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), i rammeafgørelse 2002/584, griber fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre således ikke ind i den berørte persons ret til forsvar eller ret til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, således som disse rettigheder er fastsat i artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (15).

41.      Inden den fuldbyrdende judicielle myndighed efterprøver, om en af de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra a), b), c) eller d), i rammeafgørelse 2002/584, foreligger, skal den imidlertid fastlægge, om der er tale om en situation, i hvilken den eftersøgte ikke var til stede ved den »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i denne bestemmelse.

42.      Ifølge Domstolens faste praksis skal begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelse anses for et selvstændigt EU-retligt begreb og fortolkes ensartet i hele Unionen, uanset hvordan det kvalificeres i medlemsstaterne (16). Begrebet skal forstås således, at det betegner den procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt (17).

43.      Domstolen har anført, at i den situation, hvor proceduren har omfattet flere instanser, hvilket har givet anledning til successive retsafgørelser, hvoraf mindst én er en udeblivelsesdom, omfatter det nævnte begreb det trin, der har ført til den sidste af disse retsafgørelser, forudsat at den pågældende ret har truffet endelig afgørelse om den berørtes skyld og har idømt vedkommende en straf, såsom en frihedsberøvende foranstaltning, efter at have foretaget såvel en faktisk som en retlig prøvelse af de belastende og diskulperende beviser, hvilket i givet fald indebærer, at der er blevet taget hensyn til den berørtes individuelle situation (18).

44.      Domstolen har ligeledes præciseret, at en procedure, der giver anledning til en dom om fastsættelse af en samlet straf, som medfører en ny fastsættelse af niveauet for tidligere idømte frihedsstraffe, selv om den ikke berører den konstatering af skyld, der er foretaget ved tidligere afgørelser, skal anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, når den i denne henseende indrømmer den kompetente myndighed en skønsmargen og giver anledning til en afgørelse, hvorved straffen fastsættes endeligt (19).

45.      Som Domstolen derimod fremhævede i Ardic-dommen, udgør en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf derimod ikke en »afgørelse« som omhandlet i nævnte artikel 4a, stk. 1, undtagen når den påvirker skyldsspørgsmålet, eller når den har til formål eller til følge at ændre arten eller længden af denne straf, og den myndighed, der har afsagt den, har haft en skønsmargen i denne henseende (20).

46.      Det følger heraf, at en afgørelse om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf som følge af den pågældendes tilsidesættelse af en objektiv betingelse, der knytter sig til denne udsættelse, såsom at den pågældende har begået en ny lovovertrædelse i prøvetiden, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, eftersom den ikke ændrer denne straf, hverken for så vidt angår dens art eller dens længde (21).

47.      Domstolen har desuden præciseret, at eftersom den myndighed, der skal træffe afgørelse om en sådan tilbagekaldelse, ikke skal foretage en fornyet prøvelse af realiteten i den sag, der gav anledning til straffedommen, er den omstændighed, at denne myndighed har en skønsmargen, ikke relevant, så længe den ikke gør det muligt for myndigheden at ændre længden eller arten af frihedsstraffen, således som de er fastsat i den afgørelse, hvorved den eftersøgte person endeligt er blevet dømt (22).

48.      Domstolen har således anlagt en streng fortolkning af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Den har anført, at en sådan fortolkning af denne bestemmelse er forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis (23). For det første er procedurerne for fuldbyrdelse af straffe i henhold til denne retspraksis ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (24), og for det andet kan de foranstaltninger, der træffes af en domstol efter idømmelsen af en endelig straf eller under fuldbyrdelsen heraf, kun anses for »straffe« i denne konventions forstand, hvis de kan føre til en omdefinering eller ændring af rækkevidden af den oprindeligt idømte straf (25).

49.      Såvel Minister for Justice som den rumænske regering er af den opfattelse, at den i hovedsagen omhandlede situation skal sidestilles med situationen i den sag, der gav anledning til Ardic-dommen. En anden tilgang ville efter deres opfattelse bevirke, at formaliteten har forrang frem for realiteten, for så vidt som afgørelsen om at tilbagekalde udsættelsen af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf og afgørelsen om at konvertere en polititilsynsstraf til en frihedsstraf ville have en tilsvarende virkning.

50.      Jeg deler ikke denne opfattelse. Jeg er således, ligesom SH og Kommissionen, af den opfattelse, at der skal sondres mellem situationen i hovedsagen og den situation, der gav anledning til den nævnte dom, af følgende grunde.

51.      Hvad for det første angår beskyttelsen af en grundlæggende rettighed, såsom retten til en retfærdig rettergang, er der grund til at være meget forsigtig med argumenter, der taler for en udvidelse ved analogi af den strenge fortolkning, som Domstolen måtte have anlagt af foranstaltninger, der, selv om de har visse sammenlignelige virkninger, er forskellige.

52.      Det er således vigtigt at påpege, at den strenge fortolkning, der bør anlægges af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, ikke kan skjule den omstændighed, at den tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er et væsentligt element i retten til forsvar og mere generelt er af afgørende betydning ved overholdelsen af retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48 (26).

53.      I denne forbindelse har Menneskerettighedsdomstolen, således som Domstolen har påpeget, fastslået, at en domfældelse in absentia af en person, uden at det er blevet godtgjort, at den pågældende har givet afkald på sin ret til at give møde og forsvare sig, eller at vedkommende har haft til hensigt at unddrage sig retsforfølgning, og uden at denne person har haft mulighed for at opnå en fornyet prøvelse efter at være blevet hørt om det faktiske såvel som det retlige grundlag for sagen, udgør en åbenlys retsnægtelse (27).

54.      Desuden har Domstolen – hvad angår tilblivelseshistorien for og formålene med artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 – allerede fastslået, at denne bestemmelse har til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau og gøre det muligt for den fuldbyrdende myndighed at foretage en overgivelse af den pågældende, selv om vedkommende var fraværende i den retssag, som førte til dennes domfældelse, samtidig med at vedkommendes ret til forsvar fuldt ud overholdes. Artikel 4a blev nærmere bestemt – som det udtrykkeligt fremgår af artikel 1 i rammeafgørelse 2009/299, sammenholdt med 1., 4., 8. og 15. betragtning hertil – indsat i rammeafgørelse 2002/584 for at beskytte anklagedes ret til selv at være til stede under den straffesag, der er indledt mod den pågældende, samtidig med at den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne forbedres (28). Som Domstolen har anført, har EU-lovgiver besluttet at tillægge denne ret en særlig betydning (29).

55.      Effektiviteten af ordningen med den europæiske arrestordre bør således ikke bevirke, at behovet for at styrke de processuelle rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, nedprioriteres.

56.      På denne baggrund bør artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 endvidere fortolkes og anvendes i overensstemmelse med chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48, der, som det præciseres i forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (30), svarer til EMRK’s artikel 6. Domstolen skal således sørge for, at den fortolkning, som den anlægger af chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, således som denne fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen (31).

57.      Til forskel fra spørgsmål vedrørende den måde, hvorpå en straf skal fuldbyrdes eller anvendes, henhører en retsafgørelse om domfældelse af den pågældende under den strafferetlige del af EMRK’s artikel 6 (32).

58.      I denne henseende fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at garantierne i EMRK’s artikel 6 finder anvendelse ikke blot på afgørelsen om skyldsspørgsmålet, men også på fastsættelsen af straffen. Sikringen af, at retssagen er retfærdig, indebærer således en ret for den pågældende til at overvære retsforhandlingerne på grund af de store konsekvenser, som disse kan have for længden af den straf, som vil blive pålagt den pågældende (33).

59.      På baggrund af denne retspraksis skal det efterprøves, om en afgørelse, der ved første øjekast kan anses for at vedrøre fuldbyrdelsen eller anvendelsen af en straf, i realiteten ikke kan sidestilles med en afgørelse om skyldsspørgsmålet eller fastsættelse af straffen, på hvilke EMRK’s artikel 6 finder anvendelse.

60.      For det andet må det konstateres, at afgørelsen i den foreliggende sag vedrører en tillægsstraf og ikke udgør en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf, til forskel fra den afgørelse, der var tale om i den sag, der gav anledning til Ardic-dommen. Situationen i hovedsagen angår således ikke en metode i forbindelse med fuldbyrdelse af en frihedsstraf, der gør det muligt for den dømte person at afsone en sådan straf uden for fængslet med krav om overholdelse af en række betingelser.

61.      For det tredje indgår den procedure, hvormed politimyndigheden retter henvendelse til den kompetente ret i henhold til artikel 45, stk. 5, i den lettiske straffelov, i fasen for fuldbyrdelse af tillægsstraffen, der består i anbringelse under polititilsyn, idet denne fase starter, når frihedsstraffen er afsonet.

62.      Med denne procedure foranlediges den kompetente ret til at afgøre, om længden af en polititilsynsstraf, der ikke er udstået, på grund af den domfældtes manglende overholdelse af de betingelser, der er knyttet til denne straf, skal erstattes af en frihedsstraf, idet en dags frihedsberøvelse svarer til to dages anbringelse under polititilsyn.

63.      I modsætning til den konklusion, som Domstolen nåede frem til i Ardic-dommen, kan en sådan afgørelse efter min opfattelse ikke opfattes som en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af polititilsynsstraffen, der, såfremt dette var tilfældet, ville være udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

64.      Den procedure, hvormed den kompetente ret kan beslutte at erstatte polititilsynsstraffen med en frihedsstraf, svarer til idømmelsen af en ny straf, der er af en anden art end den, der tidligere var fastsat.

65.      Denne ret kan idømme den nye straf, såfremt den vurderer, at den domfældte persons manglende overholdelse af betingelser, som er knyttet til polititilsynsstraffen, begrunder dette. Formålet med den eventuelt idømte frihedsstraf er således ikke at straffe den oprindelige strafbare handling, der gav anledning til idømmelsen polititilsynsstraffen som tillægsstraf, men den specifikke manglende overholdelse af de betingelser, der er knyttet til denne straf. Den pågældende ret skal således, efter at have undersøgt den pågældende persons situation, afgøre, om denne manglende overholdelse kan begrunde, at et simpelt polititilsyn ændres til en frihedsstraf.

66.      Jeg er således af den opfattelse, at afgørelsen om at konvertere den straf, der er omhandlet i hovedsagen, i højere grad vedrører kategorien af afgørelser om skyldsspørgsmålet eller fastsættelse af en straf, end afgørelser om metoderne til fuldbyrdelse af en straf. En sådan afgørelse skal således være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

67.      Den procedure, der har foranlediget den kompetente ret til i henhold til artikel 45, stk. 5, i den lettiske straffelov at konvertere polititilsynsstraffen til en frihedsstraf, skal derfor efter min opfattelse sidestilles med en procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt (34). Det følger heraf, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 vedrører en procedure som den i hovedsagen omhandlede, der gav anledning til afgørelsen om konvertering af straffen.

68.      Som Menneskerettighedsdomstolen ved flere lejligheder har fastslået, er sondringen mellem en foranstaltning, der udgør en straf, og en foranstaltning vedrørende fuldbyrdelsen eller anvendelsen af en straf i praksis ikke altid klar (35). Situationen i hovedsagen er et godt eksempel herpå, eftersom den kompetente rets afgørelse som tidligere anført indtræder i fasen for fuldbyrdelsen af en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn.

69.      Selv om afgørelsen om konvertering af den pågældende straf i hovedsagen på grund af dens blandede karakter analyseres således, at den udgør en metode til fuldbyrdelse af polititilsynsstraffen, må det konstateres, dels at denne afgørelse bevirker, at selve arten af denne straf ændres, dels at den ret, der har truffet den, har haft en skønsbeføjelse med hensyn til denne ændring. I henhold til Domstolens praksis gør disse to betingelser tilsammen det muligt at lægge til grund, at den fuldbyrdende judicielle myndighed skal træffe en »afgørelse« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 (36). Denne konstatering styrker efter min opfattelse tanken om, at en analog anvendelse af den konklusion, som Domstolen nåede frem til i Ardic-dommen, under alle omstændigheder skal udelukkes.

70.      Det skal i denne henseende fremhæves, at selv om tilsidesættelsen af visse betingelser medfører en tilbagevenden til fængsel både i den situation, der er omhandlet i den nævnte dom, og i situationen i hovedsagen, findes der dog flere forskelle mellem disse to situationer.

71.      I situationen i den sag, der gav anledning til Ardic-dommen, er det den frihedsstraf, der oprindeligt blev idømt, der skal fuldbyrdes som følge af tilbagekaldelse af udsættelsen (37), idet denne straf forbliver uændret for så vidt angår både dens art og dens længde (38). Denne tilbagekaldelse reaktiverer dermed en straf, der er blevet fastsat endeligt i forbindelse med domfældelsen, selv om den efterfølgende blev udsat på vilkår (39). I situationen i hovedsagen giver den manglende overholdelse af betingelser, som er knyttet til tillægsstraffen i form af polititilsyn, derimod anledning til – såfremt den kompetente ret træffer afgørelse herom – at der afsiges en ny dom om frihedsstraf i stedet for den oprindeligt idømte tillægsstraf. Det er således ikke den oprindelige fængselsstraf, der er afsonet fuldt ud, som reaktiveres. Grundlaget for frihedsberøvelsen er således ikke den oprindelige lovovertrædelse, men den gentagne manglende overholdelse af betingelserne for polititilsynet, idet denne manglende overholdelse i lettisk ret udgør en administrativ lovovertrædelse.

72.      Det er ubestridt, at den oprindeligt fastsatte tillægsstrafs art ændres. Det er navnlig vigtigt for mig at fremhæve, at konverteringen af en polititilsynsstraf til en frihedsberøvelse ændrer en foranstaltning, hvis formål hovedsageligt er forebyggelse (40), til en foranstaltning, der har karakter af straf. Polititilsyn efter løsladelse fra fængsel har således ikke et sådant formål, men tilsigter at undgå risikoen for tilbagefald og at fremme den løsladte persons genintegrering ved at sikre, at vedkommende overholder loven.

73.      Det skal i denne henseende anføres, at Menneskerettighedsdomstolen allerede har fastslået, at en særlig polititilsynsordning »ikke er sammenlignelig med en straf, idet den har til formål at forhindre udøvelsen af kriminelle handlinger; proceduren i tilknytning hertil vedrører således ikke det »velbegrundede« i en »anklage for en forbrydelse«« som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1 (41).

74.      Menneskerettighedsdomstolen har desuden vedrørende anbringelse af en person under administrativt tilsyn i tilknytning til en straffedom og efter en sådan dom fastslået, at en sådan foranstaltning ikke udgjorde en »straf« som omhandlet i EMRK’s artikel 7, stk. 1, for så vidt som hovedformålet med denne foranstaltning var at forhindre tilbagefald, hvilket tilfører den en karakter af forebyggelse snarere end en karakter af straf (42).

75.      Det skal tilføjes, at selv om anbringelse under polititilsyn betegnes som en »tillægsstraf« i lettisk ret, udelukker dette på ingen måde, at den kan anses for at udgøre en sikkerhedsforanstaltning. Menneskerettighedsdomstolen har i denne henseende allerede fastslået, at »den samme foranstaltning kan i en medlemsstat betegnes som en tillægsstraf og i en anden som en sikkerhedsforanstaltning« (43).

76.      Det er desuden vigtigt at fremhæve, at den kompetente ret i den foreliggende sag inden for rammerne af en særlig retslig procedure, der adskiller sig fra den procedure, der gav anledning til den oprindelige domfældelse, havde en skønsbeføjelse med hensyn til den eventuelle konvertering af polititilsynsstraffen til en frihedsstraf. Til forskel fra den sag, der gav anledning til Ardic-dommen, i hvilken den skønsbeføjelse, som den judicielle myndighed havde med hensyn til tilbagekaldelse af udsættelsen ikke vedrørte fastsættelsen af straffen, men fuldbyrdelsen af denne (44), vedrører den skønsbeføjelse, som den kompetente judicielle myndighed har i den foreliggende sag, spørgsmålet om, hvorvidt den manglende overholdelse af betingelser, som er knyttet til polititilsynsstraffen, er tilstrækkelig alvorlig til at kunne begrunde konverteringen af denne straf til en frihedsberøvelse. Dette svarer til at afgøre, om der skal idømmes en ny straf af en anden art. Denne skønsbeføjelse kan gøre det muligt for denne ret at tage hensyn til den berørtes situationen eller personlighed, eller til omstændigheder, der kan forklare denne persons manglende overholdelse af betingelser, som er knyttet til polititilsynsstraffen (45).

77.      Denne mulighed for strafkonvertering er ganske vist fastsat ved lov, hvori længden af den frihedsstraf, som den kompetente ret kan idømme, bestemmes på grundlag at et ved lov fastsat forhold, der indebærer, at en dags frihedsberøvelse svarer til to dage af den resterende del af polititilsynet. Denne ret har ikke desto mindre en skønsbeføjelse med hensyn til at foretage konverteringen.

78.      Stadig i lyset af den skønsbeføjelse, som den kompetente ret har, skal det påpeges, at Domstolen i Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom) har fastslået, at begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 omhandler fastsættelse af en samlet straf, idet den procedure, der gav anledning til denne dom, indebærer en skønsmargen ved fastsættelsen af niveauet for denne samlede straf (46). Som SH med rette har påpeget i retsmødet, er det paradoksalt, at der vælges en anden løsning, når den skønsmargen, som den kompetente ret har, som i den foreliggende sag vedrører selve arten af den straf, som den berørte person skal afsone efter afslutningen af den pågældende procedure, dvs. enten opretholdelse af polititilsyn i den periode, der endnu ikke er udstået, eller konvertering af dette tilsyn til en ny frihedsstraf på grundlag af et forhold, der er fastsat ved lov.

79.      En sidste ting adskiller situationen i hovedsagen fra situationen i den sag, der gav anledning til Ardic-dommen. I Ardic-dommen var det den oprindelige dom, der udgjorde den retskraftige afgørelse, der udgjorde grundlaget for den europæiske arrestordre. Tilbagekaldelsen af udsættelsen indebar således ikke en ny afgørelse om fastsættelse af en straf, der skulle udgøre grundlaget for den europæiske arrestordre (47). Det forholder sig anderledes med situationen i hovedsagen, hvor det er den nye afgørelse om en frihedsstraf i stedet for polititilsynsstraffen, der har været afgørende for udstedelsen af den europæiske arrestordre, og som udgør grundlaget for denne (48).

80.      I lyset af alle de ovenstående elementer er jeg af den opfattelse, at når en retsafgørelse ikke er begrænset til fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt straf, men ændrer arten eller længden af denne straf, idet den kompetente ret har haft en skønsbeføjelse i denne henseende, skal en sådan afgørelse være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, således at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan efterprøve, om en af de i denne bestemmelses litra a), b), c) eller d) omhandlede omstændigheder eventuelt foreligger. I den foreliggende sag er den »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og hvorved der blev idømt en frihedsstraf, således den procedure, der førte til afgørelsen om konvertering af straffen af 19. august 2020.

81.      Derfor skal den pågældende person i den procedure, der vedrører afgørelsen om en eventuel konvertering af en polititilsynsstraf til en frihedsstraf, fuldt ud kunne udøve sin ret til forsvar med henblik på effektivt at give sit standpunkt til kende og dermed øve indflydelse på den endelige retsafgørelse, der kan medføre en frihedsberøvelse af den pågældende (49). Denne person skal navnlig kunne fremføre de retlige og faktiske omstændigheder, der ville kunne foranledige den kompetente ret til at træffe afgørelse om ikke at foretage en sådan konvertering af straffen.

82.      Den omstændighed, at en afgørelse om konvertering af straffen i henhold til artikel 45, stk. 5 og 6, i den lettiske straffelov er forudsigelig fra tidspunktet for idømmelsen af tillægsstraffen i form af polititilsyn i tilfælde af manglende overholdelse af betingelser, som er knyttet til denne straf, er efter min opfattelse irrelevant med henblik på kvalificeringen som den »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. En sådan forudsigelig karakter er netop i overensstemmelse med princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel. Det er kendetegnende for enhver lovhjemlet straf, at den er forudsigelig, såfremt der begås en lovovertrædelse. Ikke desto mindre skal den person, der vil kunne blive idømt en sådan straf, kunne påvirke rettens afgørelse ved at give fremmøde ved sin egen retssag.

83.      Det vigtigste med henblik på denne kvalificering er, at proceduren vedrørende konvertering af straffen vil kunne føre til en frihedsberøvelse, der, selv om muligheden for en sådan straf var forudsigelig ved manglende overholdelse af betingelser, som er knyttet til polititilsynsstraffen, ikke som sådan udgjorde en del af den oprindelige dom og dermed kræver, at der afsiges en ny dom i stedet for den første.

IV.    Forslag til afgørelse

84.      Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Supreme Court (øverste domstol, Irland) har forelagt, således:

»Artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, sammenholdt med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således at

begrebet »retssag, der førte til afgørelsen«, der findes i denne bestemmelse, vedrører en procedure, i henhold til hvilken en judiciel myndighed kan bestemme, at som følge af manglende overholdelse af betingelser, der er knyttet til en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn, som den pågældende tidligere er blevet idømt, skal denne straf konverteres til en frihedsstraf med en længde på halvdelen af længden af den polititilsynsstraf, der ikke er udstået.«

1 –      Originalsprog: fransk.

i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

2 –      EFT 2002, L 190, s. 1.

3 –      EUT 2009, L 81, s. 24 (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).

4 –      C-571/17 PPU (herefter »Ardic-dommen«) (EU:C:2017:1026).

5 –      Jf. Ardic-dommen, præmis 77.

6 –      Jf. Ardic-dommen, præmis 80.

7 –      Denne artikel blev ophævet ved lov af 8.7.2011, der i henhold til overgangsbestemmelserne til denne lov trådte i kraft den 1.1.2015. Polititilsynsstraf er blevet erstattet af prøveløsladelse under tilsyn.

8 –      Jf. navnlig dom af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv) (C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

9 –      Jf. navnlig domme af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv) (C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis) og G.K. m.fl. (Den Europæiske Anklagemyndighed) (C-281/22, EU:C:2023:1018, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

10 –      Jf. navnlig domme af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv) (C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis) og Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom) (C-396/22, herefter »dommen i sagen Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom)«, EU:C:2023:1029, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

11 –      Jf. dom af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen) (C-514/21 og C-515/21, herefter »dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen)«, EU:C:2023:235, præmis 55), samt kendelse af 20.9.2024, Anacco (C-504/24 PPU, herefter »Anacco-kendelsen«, EU:C:2024:779, præmis 42).

12 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 48 og den deri nævnte retspraksis, samt Anacco-kendelsen, præmis 43.

13 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 49 og 71 og den deri nævnte retspraksis, og Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 37 og den deri nævnte retspraksis, samt Anacco-kendelsen, præmis 44.

14–      Jf. navnlig dom af 17.12.2020, Generalstaatsanwaltschaft Hamburg (C-416/20 PPU, EU:C:2020:1042, præmis 41) og Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og Anacco-kendelsen, præmis 45.

15 –      Herefter »chartret«. Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 73 og den deri nævnte retspraksis. Domstolen har fastslået, at vedtagelsen af rammeafgørelse 2009/299, hvorved artikel 4a, stk. 1, blev indsat i rammeafgørelse 2002/584, tilsigtede at afhjælpe vanskelighederne med gensidig anerkendelse af retsafgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen, hvilke vanskeligheder skyldes forskelle i medlemsstaternes beskyttelse af grundlæggende rettigheder. Denne rammeafgørelse gennemfører således en harmonisering af betingelserne for fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i tilfælde af en dom afsagt in absentia, der afspejler den konsensus, som er opnået mellem samtlige medlemsstater vedrørende den rækkevidde, som de processuelle rettigheder, der gælder for personer dømt in absentia, som er genstand for en europæisk arrestordre, skal tillægges i henhold til EU-retten (jf. navnlig dom af 26.2.2013, Melloni, C-399/11, EU:C:2013: 107, præmis 62, og Anacco-kendelsen, præmis 58).

16 –      Jf. navnlig Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom) (C-397/22, herefter »LM-dommen«) (EU:C:2023:1030, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

17 –      Jf. navnlig Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 27 og den deri nævnte retspraksis, og LM-dommen, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.

18 –      Jf. navnlig Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 28 og den deri nævnte retspraksis.

19 –      Jf. navnlig Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 29 og 32 og den deri nævnte retspraksis.

20 –      Jf. Ardic-dommen, præmis 77 og 88. Jf. også dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 53.

21 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 53 og den deri nævnte retspraksis. Domstolen præciserede i denne dom, at når udsættelsen af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf ophæves på grund af en ny straffedom, og der udstedes en europæisk arrestordre med henblik på fuldbyrdelse af denne straf, udgør denne straffedom, der er afsagt in absentia, en »afgørelse« i denne bestemmelses forstand. Dette er ikke tilfældet for så vidt angår afgørelsen, der tilbagekalder udsættelsen af fuldbyrdelsen af nævnte straf.

22 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 54 og den deri nævnte retspraksis.

23 –      Herefter »Menneskerettighedsdomstolen«.

24 –      Undertegnet i Rom den 4.11.1950 (herefter »EMRK«).

25 –      Jf. dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 58 og den deri nævnte retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen.

26 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 60 og den deri nævnte retspraksis.

27 –      Jf. dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 61 og den deri nævnte retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen.

28 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 50 og den deri nævnte retspraksis, samt Anacco-kendelsen, præmis 48.

29 –      Jf. dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 64.

30 –      EUT 2007, C 303, s. 17.

31 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, samt Anacco-kendelsen, præmis 56.

32 –      Jf. navnlig dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 59 og den deri nævnte retspraksis.

33 –      Jf. dom af 10.8.2017, Zdziaszek (C-271/17 PPU, EU:C:2017:629, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen).

34 –      Jf. navnlig dommen i sagen Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom), præmis 27 og den deri nævnte retspraksis, og LM-dommen, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis.

35 –      Jf. navnlig Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.11.2022, Kupinskyy mod Ukraine (CE:ECHR:2022:1110JUD000508418, § 49 og den deri nævnte retspraksis). Der skal ligeledes henvises til Domstolens dom af 3.4.2025, Alchaster II (C-743/24, EU:C:2025:230), hvori Domstolen udtalte vedrørende ændringer af en ordning for prøveløsladelse, der var indtruffet efter, at den lovovertrædelse, som den eftersøgte person blev retsforfulgt for, angiveligt blev begået, og med henblik på fortolkning af chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, at det med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en foranstaltning udelukkende vedrører de nærmere vilkår for straffens fuldbyrdelse eller tværtimod påvirker dens omfang, i hvert enkelt tilfælde skal undersøges, hvad den idømte eller ifaldne »straf« reelt indebar i national ret på det pågældende tidspunkt, eller med andre ord hvad der er straffens iboende karakter (præmis 26 og deri nævnte retspraksis).

36 –      Jf. navnlig Ardic-dommen, præmis 77, og dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 53.

37 –      Jf. Ardic-dommen, hvori Domstolen fastslog, at afgørelser om tilbagekaldelse af udsættelsen højst har den virkning, at den pågældende person skal afsone den resterende del af den straf, som den pågældende oprindeligt er blevet idømt. Når udsættelsen bliver tilbagekaldt i sin helhed, får domfældelsen fuldt ud virkning igen, og fastsættelsen af længden af den del af straffen, der skal fuldbyrdes yderligere, foretages som en ren matematisk øvelse, idet det antal dage, der allerede er afsonet, blot fratrækkes den samlede straf, således som den blev fastsat i den endelige dom, præmis 81.

38 –      Jf. Ardic-dommen, præmis 82.

39 –      Jf. generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Ardic (C-571/17 PPU, EU:C:2017:1013, punkt 71). I denne situation er der således allerede blevet idømt en frihedsstraf, som er blevet udsat for så vidt angår den resterende del, således at tilbagekaldelsen af denne udsættelse blot genetablerer en frihedsstraf, der tidligere er blevet idømt.

40 –      SH og Kommissionen har fremhævet polititilsynets forebyggende dimension i retsmødet.

41 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 22.2.1994, Raimondo mod Italien (CE:ECHR:1994:0222JUD001295487, § 43). Jf. ligeledes Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.2.2017, De Tommaso mod Italien (CE:ECHR:2017:0223JUD004339509, § 143).

42 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 19.1.2021, Timofeyev og Postupkin mod Rusland (CE:ECHR:2021:0119JUD004543114, §§ 70-82).

43 –      Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 17.12.2009, M mod Tyskland (CE:ECHR:2009:1217JUD001935904, § 74), og af 19.1.2021, Timofeyev og Postupkin mod Rusland (CE:ECHR:2021:0119JUD004543114, § 75). Som Menneskerettighedsdomstolen har anført i disse to domme, »betragtes overvågning af en persons adfærd efter løsladelsen f.eks. som en tillægsstraf i artikel 131-36-1 ff. i den franske straffelov og som en sikkerhedsforanstaltning i artikel 215 og 228 i den italienske straffelov«.

44 –      Jf. Ardic-dommen, hvori Domstolen fastslog, at den kompetente ret blot skulle afgøre, om den omstændighed, at den dømte person ikke havde overholdt betingelserne for udsættelse af fuldbyrdelsen af frihedsstraffe, begrundede, at den dømte rent faktisk skulle afsone hele eller dele af de oprindeligt fastsatte frihedsstraffe, og om fuldbyrdelsen heraf, som efterfølgende delvist var blevet udsat. Selv om denne ret har en skønsbeføjelse i denne henseende, vedrører dette skøn ikke længden af eller arten af de straffe, som den berørte er blevet idømt, men kun spørgsmålet om, hvorvidt udsættelserne skulle tilbagekaldes eller fastholdes, i givet fald med yderligere vilkår, præmis 80.

45 –      Jf. analogt Generalstaatsanwaltschaft Berlin-dommen (Udeblivelsesdom), præmis 31 og den deri nævnte retspraksis. Jf. ligeledes vedrørende EMRK’s artikel 6 Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.11.2013, Aleksandr Dementyev mod Rusland (CE:ECHR:2013:1128JUD004309505, § 26), og vedrørende EMRK’s artikel 7, Menneskerettighedsdomstolens dom af 19.1.2021, Timofeyev og Postupkin mod Rusland (CE:ECHR:2021:0119JUD004543114, § 79).

46 –      Jf. nævnte doms præmis 33 og 34.

47 –      Jf. Ardic-dommen, hvori Domstolen fremhævede, at afgørelser om tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af tidligere fastsatte frihedsstraffe som de i den sag, der gav anledning til denne dom, omhandlede, hverken har påvirket arten eller længden af de frihedsstraffe, som er blevet idømt ved de tidligere domme om den berørtes endelige domfældelse, der udgør grundlaget for den europæiske arrestordre, som de tyske myndigheder anmodede Nederlandene om fuldbyrdelse af, præmis 78.

48 –      Jf. dommen i sagen Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen), præmis 67.

49 –      Jf. navnlig LM-dommen, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis. Domstolen har præciseret, at udfaldet af denne procedure i denne sammenhæng er irrelevant.